You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kongs-emnerne (The Pretenders)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
Back to library
FJERDE AKT
(Stor hal i Oslo kongsgård. Kong Skule holder gilde med sin hird og sine høvdinger. I forgrunden til venstre står højsædet, hvor Skule sidder rigt klædt, med purpurkåbe og kongsring om hovedet. Natverdsbordet, hvorom gæsterne er bænkede, strækker sig fra højsædet op mod baggrunden. Ligeover for Skule sidder Pål Flida og Bård Bratte. Endel ringere gæster beværtes stående over på højre side. Det er sen aften; hallen er stærkt oplyst. Gildet lider mod slutten; mændene er meget lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i munden på hverandre.)  
Vierter Akt
Große Halle im Königshaus zu Oslo. KÖNIG SKULE bankettiert mit seinem Gefolge und seinen Häuptlingen. Im Vordergrunde links steht der Hochsitz, auf dem SKULE, reich gekleidet, im Purpurmantel und mit dem Kronreif ums Haupt sitzt. Die Abendtafel, an der die Gäste auf Bänken Platz genommen, erstreckt sich vom Hochsitz bis zum Hintergrunde. Skule gegenüber sitzen PAUL FLIDA und BÅRD BRATTE. Eine Anzahl geringerer Gäste wird drüben auf der rechten Seite stehend bewirtet. Es ist später Abend; die Halle ist sehr hell erleuchtet. Das Gelage nähert sich seinem Ende; die Mannen sind sehr lustig und zum Teil betrunken; sie trinken einander zu, lachen und schwatzen durcheinander. 
PÅL FLIDA
(rejser sig og slår til lyd).
Stille i hallen; Jatgejr skald vil sige sit kvad til ære for kong Skule. 
PAUL FLIDA
steht auf und gebietet Schweigen.
Ruhe in der Halle! Jatgejr der Skalde will singen und sagen zu König Skules Ehre. 
JATGEJR
(står frem midt på gulvet).
Hertug Skule blæste til Ørething
under messen i Nidaros by;
hertug Skule tog kongsnavn, mens klokkerne ringed,
og sværdslag på skjold gav gny.

Kong Skule skred over Dovreskard
med tusende svende på ski;
Gudbrandsdølerne græd for grid
og købte med sølv sig fri.

Kong Skule sørover Mjøsen foer, –
Oplændingen svor og snærred;
kong Skule foer gennem Raumarike
til Låka i Nannestad herred.

Det var den hellige faste-uge;
Birkebejnerhæren kom;
Knut jarl var høvding, – sværdene talte
og fældte i kongstrætten dom.

Det siges forvisst: siden Sverres dage
stod aldrig så hed en strid;
blommet, som blodige kæmpers lagen,
blev vidden, der før var hvid.

De satte på sprang, de Birkebejner, –
slang fra sig både biler og skjolde;
mange hundrede satte dog ikke på sprang,
for de lå og var isende kolde. –

Ingen véd, hvor kong Håkon færdes; –
kong Skule har byer og borge.
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge! 
JATGJER
tritt in die Mitte der Halle.
Herzog Skule ließ blasen zum Oerething,
Als in Nidaros Messe man sang;
Zum König sich kürt’ er bei Glockengeläut
Und bei klirrender Schwerter Klang.

König Skule schritt über die Dovrekluft,
Auf Schneeschuhn folgte sein Troß;
Die von Gulbrandstal, die bebten vor Schreck
Und kauften mit Silber sich los.

König Skule fuhr über den Mjösensee,
Die vom Oberland fluchten zumal;
König Skule fuhr über Raumarik
Gen Låka beim Nannestad-Tal.

Es war um die heilige Fastenzeit,
Der Birkbeiner Heer rückte aus;
Jarl Knut war ihr Häuptling, – es fällte das Schwert
Den Spruch in der Könige Strauß.

Nie wurde gekämpft, das ist mir gewiß,
Seit Sverres Tagen so heiß;
Von blutigen Rosen wurde gefärbt
Das Blachfeld, das ehedem weiß.

Die Birkbeiner, hei, die flohen in Hast, –
Fort warfen sie Speer’ und Schilde;
Doch viele Hunderte flohen nicht:
Denn die lagen erstarrt im Gefilde.

König Håkon verscholl; – König Skulen grüßt
Manche Burg, manche Stadtmauerkrone.
Heil, Heil Dir, Herre! Lang sitze Du groß
Auf Norwegs einigem Throne!! 
SKULES MÆND
(springer op under stormende jubel, løfter krusene og bægrene ivejret, slår på sine våben og gentager):
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge! 
SKULES MANNEN
springen unter stürmischem Jubel auf, schwingen die Becher und Krüge, schlagen an ihre Schwerter und wiederholen:
Heil, Heil Dir, Herre! Lang sitze Du groß
Auf Norwegs einigem Throne!! 
KONG SKULE.
Tak for kvadet, Jatgejr skald! Det er, som jeg bedst liker det; thi det priser mine mænd ligeså fuldt som mig selv. 
KÖNIG SKULE.
Dank für das Lied, Skalde! So hab’ ich das Lied am liebsten: preist es doch meine Mannen in eben dem Maße, wie mich selbst. 
JATGEJR.
Det er kongens ære, at hans mænd kan prises. 
JATGJER.
Es ist des Königs Ehre, daß man seine Mannen preisen kann. 
KONG SKULE.
Tag som skaldeløn denne armring, bliv hos mig og gå mig tilhånde; jeg vil have mange skalde om mig. 
KÖNIG SKULE.
Nimm als Skaldenlohn diesen Armring; bleib bei mir und halte Dich in meiner Nähe – ich will viele Skalden um mich haben. 
JATGEJR.
Det kan trænges, herre, ifald der skal gøres kvad om alle eders gerninger. 
JATGJER.
Das kann auch nötig sein, Herr, wenn, man alle Eure Taten singen soll. 
KONG SKULE.
Jeg vil være trefold gavmildere end Håkon; skaldskab skal agtes og lønnes som andet storværk, sålænge jeg er konge. Tag sæde; du hører nu til hirden; alt, hvad du trænger, skal frit gives dig. 
KÖNIG SKULE.
Ich will dreimal so freigebig wie Håkon sein; die Skaldenkunst soll geschätzt und belohnt werden wie andere Großtat, solang’ ich König bin. Nimm Platz, – Du gehörst jetzt zum Gefolge; alles dessen Du bedarfst, soll Dir frei verabfolgt werden. 
JATGEJR
(sætter sig).
Hvad jeg mest trænger, vil det snart skorte eder højlig på, herre. 
JATGJER
setzt sich.
Wessen ich am meisten bedarf, daran wird es Euch wohl bald fehlen, Herr. 
KONG SKULE.
Hvilket? 
KÖNIG SKULE.
Woran? 
JATGEJR.
Kongsfiender, hvis flugt og fald jeg kan kvæde om. 
JATGJER.
An Königsfeinden, deren Flucht und Fall ich singen soll. 
MANGE BLANDT MÆNDENE
(under latter og bifald).
Vel talt, Islænding! 
VIELE DER MANNEN
unter Gelächter und Beifall.
Wohlgesprochen, Isländer! 
PÅL FLIDA
(til Jatgejr).
Kvadet var godt; men lidt løgn skal der jo være i hvert skaldeværk, og så var det da også i dit. 
PAUL FLIDA
zu Jatgejr.
Das Lied war gut; aber ein bißchen Flunkerei muß ja bei jedem Skaldenwerk sein, und so war’s auch bei Deinem. 
JATGEJR.
Løgn, herre stallare? 
JATGJER.
Flunkerei, Herr Staller? 
PÅL FLIDA.
Ja; du siger, at ingen véd, hvor kong Håkon færdes; det er ikke så; der meldes for visst, at Håkon er i Nidaros. 
PAUL FLIDA.
Ja, – Du sagst, man weiß nichts von König Håkons Aufenthalt. Dem ist nicht so: man weiß bestimmt, daß Håkon in Nidaros ist. 
KONG SKULE
(smilende).
Ja, han har ladet kongsbarnet hylde og givet det kongsnavn. 
KÖNIG SKULE
lächelnd.
Ja, er hat dem Königskinde huldigen lassen und ihm den Königsnamen gegeben. 
JATGEJR.
Det har jeg hørt; men jeg vidste ikke, at nogen mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer. 
JATGJER.
Das hab’ ich gehört; aber ich wußte nicht, daß jemand verschenken kann, was er selbst nicht besitzt. 
KONG SKULE.
Det falder lettest at give, hvad en ikke selv ejer. 
KÖNIG SKULE.
Am leichtesten verschenkt man das, was man selbst nicht besitzt. 
BÅRD BRATTE.
Men hårdt må det være, at fare midtvinters fra Bergen til Nidaros, når en skal tigge sig frem. 
BÅRD BRATTE.
Aber hart muß es sein, mitten im Winter von Bergen nach Nidaros zu fahren, wenn man sich durchbetteln soll. 
JATGEJR.
Det går i ring med Birkebejnerne; de begyndte med sult og frost; nu ender de på samme vis. 
JATGJER.
Es geht mit den Birkebeinern im Kreise: mit Hunger und Frost fingen sie an – jetzt enden sie auf dieselbe Art. 
PÅL FLIDA.
I Bergen går det rygte, at Håkon har forsaget kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke messe nytårsdag. 
PAUL FLIDA.
In Bergen geht das Gerücht, Håkon hätte der Kirche und allem Heiligen Valet gesagt; am Neujahrstag hörte er nicht die Messe. 
BÅRD BRATTE.
Han havde lovligt forfald, Pål; han stod hele dagen og hug sine sølvkar og sølvdiske istykker, – andet havde han ikke at lønne hirden med.
(Latter og højrøstet tale mellem gæsterne.)  
BÅRD BRATTE.
Er hatte einen triftigen Abhaltungsgrund, Paul; er stand den ganzen Tag und schlug seine Silbergefäße und Silbertische entzwei – anderes hatte er nicht, um seine Leute zu lohnen.
Gelächter und lautes Gerede unter den Gästen. 
KONG SKULE
(løfter sit krus).
Nu drikker jeg dig til. Bård Bratte, og takker dig og alle mine nye mænd. I stred mandeligt for mig ved Låka, og har stor del i sejren. 
KÖNIG SKULE
erhebt seinen Krug.
Da trink’ ich Dir zu, Bård Bratte, und danke Dir und allen meinen neuen Mannen. Ihr strittet tapfer für mich bei Låka und habt großen Teil am Siege. 
BÅRD BRATTE.
Det var første gang jeg stred under eder, herre; men jeg skønte snart, det var let at sejre, når slig høvding, som I, rider fremst i fylkingen. Men det var ilde, at vi slog så mange og jog dem så langt; nu vil der gå en hel tid, før de vover sig imod os igen, er jeg ræd for. 
BÅRD BRATTE.
Es war das erste Mal, daß ich unter Euch stritt, Herr; aber bald war es mir klar, es sei leicht zu siegen, wenn solch ein Häuptling wie Ihr dem Haufen voranreitet. Es war nur schlimm, daß wir so viele erschlugen und sie so weit verfolgten; nun wird lange Zeit vergehen, ehe sie sich wieder an uns heranwagen, fürcht’ ich. 
KONG SKULE.
Vent til våren kommer, så møder vi dem nok. Nu sidder Knut jarl med dem, som frelstes, nede på berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler folk øster i Viken; når de tror sig mandstærke nok, lader de vel høre fra sig. 
KÖNIG SKULE.
Laß nur erst das Frühjahr kommen, dann treffen wir sie wohl. Jetzt sitzt der Jarl Knut mit denen, die sich gerettet haben, unten an der Tunsberger Höhe, und Arnbjörn Jonsson sammelt Truppen ostwärts in Vike; wenn sie sich stark genug wähnen, werden sie wohl von sich hören lassen. 
BÅRD BRATTE.
Det vover de ikke, efter det store mandefald ved Låka. 
BÅRD BRATTE.
Das wagen sie nicht nach dem großen Mannenmord bei Låka. 
KONG SKULE.
Så lokker vi dem ud med list. 
KÖNIG SKULE.
So locken wir sie mit List heraus. 
MANGE STEMMER.
Ja, ja, – gør det, herre! 
VIELE STIMMEN.
Ja, ja, – tut das, Herr! 
BÅRD BRATTE.
List har I god råd på, kong Skule. Eders fiender véd aldrig af det, før I er over dem, og altid er I der, hvor en mindst skulde vente det. 
BÅRD BRATTE.
Auf die List versteht Ihr Euch baß, König Skule. Eure Feinde wissen nie was davon, eh’ Ihr über sie kommt, und immer seid Ihr da, wo man’s am wenigsten erwartet. 
PÅL FLIDA.
Derfor er det, at Birkebejnerne kalder os Vårbælger. 
PAUL FLIDA.
Deshalb nennen uns die Birkebeiner auch »Windbälge.« 
KONG SKULE.
Andre siger Vargbælger; men det sværger jeg nu, at når vi næste gang mødes, skal Birkebejnerne sande, hvor svært det er, at krænge bælgen af slige varger. 
KÖNIG SKULE.
Andere sagen »Wolfsbälge«; aber das schwör’ ich jetzt: wenn wir einander das nächste Mal begegnen, sollen die Birkebeiner spüren, wie schwer es ist, solchen Wölfen den Balg abzuziehen. 
BÅRD BRATTE.
Med deres gode vilje mødes vi ikke; – det blir en jagt hele landet rundt. 
BÅRD BRATTE.
Gutwillig werden sie uns nicht begegnen – es wird eine Jagd über das ganze Land. 
KONG SKULE.
Det skal det også. Først renser vi Viken, og lægger landet under os her øster, så samler vi skibe, går rundt næsset og hele leden opover til Nidaros. 
KÖNIG SKULE.
Das soll es auch. Zuerst reinigen wir Vike und unterwerfen uns das Land hier im Osten, dann sammeln wir Schiffe und fahren um die Landspitze und hinauf die ganze Küste bis nach Nidaros. 
BÅRD BRATTE.
Og når I på slig vis kommer til Nidaros, tænker jeg ikke korsbrødrene nægter jer, at flytte hellig Olafs skrin ud på thingvolden, som de gjorde i høst, da I blev hyldet. 
BÅRD BRATTE.
Und wenn Ihr solchermaßen nach Nidaros kommt, werden Euch die Kreuzbrüder, denk’ ich, nicht mehr verwehren, den Schrein des heiligen Olaf auf den Thingwall hinaus zu tragen, wie sie’s im Herbst getan haben, als Euch gehuldigt ward. 
KONG SKULE.
Skrinet skal ud; jeg vil bære mit kongsnavn lovligt i alle måder. 
KÖNIG SKULE.
Der Schrein soll hinaus; ich will meinen Königsnamen in jeder Weise mit Recht tragen. 
JATGEJR.
Og jeg lover jer, at kvæde et stort drapa, når I får dræbt den sovende mand!
(Udbrud af latter mellem mændene.)  
JATGJER.
Und ich gelob’ Euch, ein großes Totenlied zu singen, wenn Ihr den Langschläfer gefällt habt!
Lautes Gelächter unter den Mannen. 
KONG SKULE.
Den sovende mand? 
KÖNIG SKULE.
Den Langschläfer? 
JATGEJR.
Véd I ikke, herre, at kong Håkon kaldes „Håkon søvn“, fordi han sidder ligesom lamslået, siden I fik magten. 
JATGJER.
Wißt Ihr nicht, Herr, daß man König Håkon jetzt »Håkon Schlafmütz« nennt, weil er wie gelähmt dasitzt, seit Ihr die Macht bekommen habt? 
BÅRD BRATTE.
Han ligger med lukkede øjne, siges der. Han drømmer vel, at han er konge endnu. 
BÅRD BRATTE.
Er liegt mit geschlossenen Augen da, heißt es. Er träumt wohl, daß er noch König wäre. 
KONG SKULE.
Lad ham drømme; han skal aldrig drømme sig til kongedømmet. 
KÖNIG SKULE.
Laß ihn träumen – das Königtum träumt er sich nimmermehr herbei! 
JATGEJR.
Lad hans søvn blive lang og uden drømme, så får jeg stof til et kvad. 
JATGJER.
Sorgt dafür, daß sein Schlaf lang und traumlos wird, – dann erhalte ich Stoff für einen schönen Sang. 
MÆNDENE.
Ja, ja, gør som skalden siger! 
DIE MANNEN.
Ja, ja, tut, wie der Skalde sagt! 
KONG SKULE.
Når så mange gode mænd råder ens, må rådet være godt; dog, om den sag vil vi ikke tale nu. Men et løfte vil jeg gøre; – hver af mine mænd skal tage våben og klæder, guld og sølv, som arv og eje efter den fiende, han fælder; og hver mand skal tage den værdighed, som han lægger ned. Den, som dræber en lendermand, skal selv blive lendermand; den, som dræber en sysselmand, skal gives syssel efter den dræbte; og alle de, som sidder inde med slige værdigheder og embeder før, skal lønnes på anden kongelig vis. 
KÖNIG SKULE.
Wenn so viele wackere Mannen dasselbe raten, muß der Rat gut sein; doch – davon wollen wir jetzt nicht reden. Aber ein Versprechen will ich Euch geben: – jeder meiner Mannen soll Waffen und Kleider, Gold und Silber zu Erb’ und Eigen nehmen von dem Feinde, den er erschlägt; und jedermann soll die Würde dessen annehmen, dem er den Garaus macht. Wer einen Lehnsmann tötet, soll selber Lehnsmann werden; wer einen Vogt erschlägt, soll des Toten Vogtei erhalten; und alle, die solche Würden und Ämter schon zuvor besaßen, sollen auf andere königliche Weise belohnt werden. 
MÆNDENE
(springer op i vild glæde).
Hil, hil kong Skule! Før os mod Birkebejnerne! 
DIE MANNEN
springen in wilder Freude auf.
Heil, Heil König Skule! Führ’ uns wider die Birkebeiner! 
BÅRD BRATTE.
Nu er I sikker på sejren i alle slag! 
BÅRD BRATTE.
Jetzt seid Ihr in allen Schlachten des Sieges gewiß! 
PÅL FLIDA.
Jeg vil have Dagfinn Bonde for mig; han ejer et godt sværd, som jeg længe har ønsket. 
PAUL FLIDA.
Ich
nehme den Dagfinn für mich; er hat ein gutes Schwert, nach dem mich’s schon lange gelüstet. 
BÅRD BRATTE.
Jeg vil have Bård Torstejnssøns brynje; den bergede hans liv ved Låka, for den står mod hug og stik. 
BÅRD BRATTE.
Ich will Bård Torstejnssons Panzer haben; der schützte sein Leben bei Låka, denn der ist fest gegen Hieb und Stich. 
JATGEJR.
Nej, lad mig få den; den passer mig bedre; du skal få fem mærker guld i bytte. 
JATGJER.
Nein, den laß mir; er paßt mir besser; fünf Mark Goldes sollst Du dagegen haben. 
BÅRD BRATTE.
Hvor vil du tage fem mærker guld fra, skald? 
BÅRD BRATTE.
Woher willst Du fünf Mark Goldes nehmen, Skalde? 
JATGEJR.
Jeg vil tage dem fra Gregorius Jonssøn, når vi kommer nordpå. 
JATGJER.
Ich will sie Gregorius Jonsson abnehmen, wenn wir nach Norden kommen. 
MÆNDENE
(i munden på hverandre):
Og jeg vil have – jeg vil have –
(resten bliver utydeligt i larmen.)  
DIE MANNEN
durcheinander schreiend.
Und ich will – und ich will –
Das Weitere wird undeutlich im Lärm. 
PÅL FLIDA.
Afsted, hver til sit herberge; kom ihug, at I er i kongens hal. 
PAUL FLIDA.
Auf jetzt, jeder nach seiner Herberge – bedenkt, daß Ihr in der Königshalle seid! 
MÆNDENE.
Ja, ja, – hil kongen, hil kong Skule! 
DIE MANNEN.
Ja, ja, – Heil dem König, Heil König Skule! 
KONG SKULE.
Tilsengs nu, I gode mænd! Vi har siddet længe ved drikkebordet inat. 
KÖNIG SKULE.
Zu Bette nun, Ihr wackren Mannen! Wir haben heut lange am Zechtisch gesessen. 
EN HIRDMAND
(idet flokken holder på at gå).
Imorgen trækker vi lod om Birkebejnernes gods. 
EINER VOM GEFOLGE.
indem der Schwarm sich zu entfernen beginnt. Morgen ziehen wir das Los um der Birkebeiner Hab’ und Gut. 
EN ANDEN.
Lad heller tilfældet råde! 
EIN ANDRER.
Laßt lieber den Zufall entscheiden! 
NOGLE.
Nej, nej! 
EINIGE.
Nein, nein! 
ANDRE.
Jo, jo! 
ANDRE.
Ja, ja! 
BÅRD BRATTE.
Nu slås Vargbælgerne om bjørnefellen. 
BÅRD BRATTE.
Da streiten sich die Wolfsbälge um das Bärenfell. 
PÅL FLIDA.
Og bagefter fælder de bjørnen.
(Alle går ud i baggrunden.)  
PAUL FLIDA.
Und hinterdrein erlegen sie den Bären.
Alle ab durch den Hintergrund. 
KONG SKULE
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han synker ned på en af bænkene).
Hvor jeg er træt, dødsens træt. Dag ud og dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende fremad, som om jeg var så uryggelig viss på retten og sejren og lykken. Ikke have et menneske, jeg kan tale med om det, der gnager mig så sårt. (Rejser sig med et udtryk af skræk.) Og så slaget ved Låka! At jeg sejrede der! Håkon sendte sin hær mod mig; Gud skulde skifte og dele mellem de to konger, – og jeg sejrede, sejrede, som aldrig nogen har sejret over Birkebejnerne før! Skjoldene stod fast i sneen, men der var ingen bagved dem; – Birkebejnerne satte tilskogs, over vidder og moer og bakker, sålangt benene vilde bære dem. Det utrolige skede; Håkon tabte og jeg vandt. Der er en lønlig rædsel i den sejr. Du store himmelens Gud, der er altså ingen sikker lov deroppe, som alt skal gå efter? Der ligger ingen sejrende magt i det, at have ret? (vildt afbrydende.) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor skulde ikke retten være på min side? Er det ikke ligesom Gud selv vilde gøre mig viss på det, siden han lod mig sejre? (grublende.)   Muligheden er lige; – ikke en fjær mere på den ene side, end på den anden, og dog – (ryster på hovedet.) dog tynger vægten for Håkon. Jeg har had og hede ønsker at kaste i min skål, og dog tynger vægten for Håkon. Kommer tanken om kongsretten uforvarende over mig, da er det altid ham, aldrig mig, som er den sande konge. Skal jeg se mig selv som den rette, da må det gøres med kunst, jeg må rejse en sindrig bygning, et værk af kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og tage troen med magt. Slig var det aldrig før. Hvad er der da hændt, som har gjort mig så tvivlende siden? At bispen brændte brevet? Nej, – derved blev uvissheden evig; men den blev ikke større. Har da Håkon gjort nogen stor kongelig gerning på den sidste tid? Nej, sine største gerninger øvede han, da jeg mindst troede på ham. (sætter sig ned på højre side.) Hvad er det? Ha, det er sælsomt; det kommer og svinder som et blålys; det danser mig på tungespidsen, ligesom når en har mistet et ord og ikke kan finde det igen. (springer op.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo, jo! nu har jeg det! – „Norge var et rige; det skal blive et folk; alle skal blive ét, og alle skal vide med sig selv, at de er ét!“ Siden Håkon talte disse galmandsord, står han stadigt for mig som den rette konge. – (Ser angst frem for sig og hvisker:) Om der glimtede et Guds kald i disse sælsomme ord? Om Gud havde siddet inde med tanken til nu, og vil strø den ud – og har kåret Håkon til såmand? 
KÖNIG SKULE
wartet, bis die Mannen sich entfernt haben; die Spannung in seinen Zügen läßt nach; er sinkt nieder auf eine Bank.
Wie bin ich müde, totmüde! Tagaus und tagein inmitten dieses Schwarms zu stehen, lächelnd vorwärts zu blicken, als sei ich des Rechtes und des Sieges und des Glückes so unerschütterlich gewiß! Nicht einen Menschen zu haben, mit dem ich über das reden kann, was so schmerzhaft mich quält! Er springt mit einem Ausdruck des Entsetzens empor. Und dann die Schlacht bei Låka! Daß ich dort siegte! Håkon sandte sein Heer gegen mich; Gott sollte zwischen den beiden Königen richten und entscheiden, – und ich siegte, siegte, wie noch nie einer über die Birkebeiner gesiegt hat! Die Schilde standen fest im Schnee, aber keiner war dahinter; – die Birkebeiner rannten zum Walde, über Hochebenen und Forsten und Hügel, so weit die Füße sie tragen wollten. Das Unglaubliche geschah; Håkon verlor, und ich gewann. In diesem Sieg ist ein geheimes Grauen. Du großer Gott des Himmels, es gibt also kein sicheres Gesetz da oben, nach dem alles sich vollziehen muß? Recht zu haben, darin liegt keine siegende Macht? Leidenschaftlich abbrechend. Ich bin krank, ich bin krank! – Warum sollte das Recht nicht auf meiner Seite sein? Ist es nicht, als wollte Gott selber mich gewissermaßen davon überzeugen, da er mich siegen ließ? Grübelnd.   Die Möglichkeiten sind gleich; – nicht einer Feder Schwere mehr auf der einen Seite als auf der andern, und doch – schüttelt den Kopf – doch neigt sich die Wage für Håkon. Ich habe Haß und heiße Wünsche in meine Schale zu werfen, und doch neigt sich die Wage für Håkon. Kommt mir unversehens der Gedanke an das Königsrecht, so ist immer er, niemals ich, der wahre König. Soll ich mich selbst als den rechten ansehen, so bedarf es künstlicher Mittel; ich muß ein sinnreiches Gebäude, ein Werk des Verstandes errichten; ich muß die Erinnerungen verscheuchen und mich mit Gewalt zwingen zum Glauben. So war es nie zuvor. Was ist denn geschehen, daß mich fortan so zweifeln gemacht hat? Daß der Bischof den Brief verbrannte? Nein, – dadurch wurde die Ungewißheit ewig; aber sie wurde nicht größer. Hat denn Håkon in der letzten Zeit irgend eine große königliche Tat vollbracht? Nein, seine größten Taten vollführte er, als ich am wenigsten an ihn glaubte. Er setzt sich an der rechten Seite nieder. Was ist es? Ha, es ist seltsam; es kommt und schwindet wie ein Irrwisch; es tanzt mir auf der Zungenspitze, wie wenn man ein Wort verloren hat und es nicht wiederfinden kann. Springt auf. Ha! Nun hab’ ich’s! Nein –! Ja, ja! Nun hab’ ich’s! – »Norwegen war ein Reich; es soll ein Volk werden; alle sollen eins werden, und sollen sich dessen bewußt sein, daß sie eins sind!« Seit Håkon diese wahnwitzigen Worte gesprochen hat, steht er allezeit vor mir als der rechte König. – Er sieht sich ängstlich um und flüstert: Wenn nun eine Gottesstimme aus diesen seltsamen Worten tönte? Wenn nun Gott diesen Gedanken bis jetzt bei sich bewahrt hätte und ihn nun ausstreuen wollte – und Håkon zu seinem Sämann erkoren hätte? 
PÅL FLIDA
(kommer ind fra baggrunden).
Herre konge, jeg har nyt at melde. 
PAUL FLIDA
tritt durch die Mitte ein.
Herr König, ich hab’ was Neues zu melden. 
KONG SKULE.
Nyt? 
KÖNIG SKULE.
Neues? 
PÅL FLIDA.
En mand, som kommer nedenfra fjorden, fortæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine skibe på vandet, og at der har stævnet mange mænd sammen til byen i de sidste dage. 
PAUL FLIDA.
Ein Mann, der vom Fjord heraufkommt, erzählt, die Birkebeiner hätten ihre Schiffe bei Tunsberg auslaufen lassen, und in den letzten Tagen hätten sich viele Mannen dort bei der Stadt versammelt. 
KONG SKULE.
Godt, vi vil møde dem – imorgen, eller så. 
KÖNIG SKULE.
Gut, wir wollen sie angreifen – morgen oder übermorgen. 
PÅL FLIDA.
Herre, det kunde hænde, Birkebejnerne tænkte på at møde os først. 
PAUL FLIDA.
Herr, es wäre nicht unmöglich, daß die Birkebeiner mit dem Angriff uns zuvorkämen. 
KONG SKULE.
Det har de ikke skibe nok til, og ikke mandskab heller. 
KÖNIG SKULE.
Dazu haben sie weder Schiffe noch Mannschaften genug. 
PÅL FLIDA.
Men Arnbjørn Jonssøn samler både mandskab og skibe rundt om i Viken. 
PAUL FLIDA.
Aber Arnbjörn Jonsson sammelt Schiffe wie Mannschaften rings um Vike. 
KONG SKULE.
Desbedre; så slår vi dem allesammen, ligesom ved Låka. 
KÖNIG SKULE.
Desto besser – so schlagen wir sie alle miteinander – wie bei Låka. 
PÅL FLIDA.
Herre, det går ikke så let, at slå Birkebejnerne to gange itræk. 
PAUL FLIDA.
Herr, es ist nicht so leicht, die Birkebeiner zweimal hintereinander zu schlagen. 
KONG SKULE.
Og hvorfor ikke det? 
KÖNIG SKULE.
Und warum nicht? 
PÅL FLIDA.
Fordi Norges saga ikke melder, at sligt er hændt før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere ud til Hovedø? 
PAUL FLIDA.
Weil Norwegens Saga nicht meldet, daß solches jemals zuvor geschehen ist. – Soll ich nicht Späher nach Hovedö aussenden? 
KONG SKULE.
Det trænges ikke; det er mørk nat, og skodde til. 
KÖNIG SKULE.
Das tut nicht not; ’s ist dunkle Nacht und neblig dazu. 
PÅL FLIDA.
Ja, ja, kongen skønner det bedst; men kom ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken. Bymændene i Oslo hader jer, og kommer Birkebejnerne, så gør de fælles sag med dem. 
PAUL FLIDA.
Ja, ja, – der König muß das am besten wissen – aber bedenkt, Herr, daß alle hier in Vike Euch feindlich sind. Die Städter von Oslo hassen Euch, und kommen die Birkebeiner, so machen sie gemeinsame Sache mit ihnen. 
KONG SKULE
(med liv).
Pål Flida, skulde det ikke være tænkeligt, at jeg kunde få Vikværingerne på min side? 
KÖNIG SKULE
lebhaft.
Paul Flida, wär’ es nicht denkbar, daß ich die Vikväringer auf meine Seite brächte? 
PÅL FLIDA
(ser forundret på ham og ryster på hovedet).
Nej, herre, det er ikke tænkeligt. 
PAUL FLIDA
blickt ihn verwundert an und schüttelt den Kopf.
Nein, Herr, das ist nicht denkbar. 
KONG SKULE.
Og hvorfor ikke? 
KÖNIG SKULE.
Und warum nicht? 
PÅL FLIDA.
Nej, for I har jo Trønderne på eders side. 
PAUL FLIDA.
Nein, denn Ihr habt ja die Trondhjemer auf Eurer Seite. 
KONG SKULE.
Både Trøndere og Vikværinger vil jeg have! 
KÖNIG SKULE.
Beide, die Trondhjemer und die Vikväringer will ich haben! 
PÅL FLIDA.
Nej, herre, det er ikke gørligt. 
PAUL FLIDA.
Nein, Herr, das ist nicht möglich. 
KONG SKULE.
Ikke tænkeligt; ikke gørligt! Og hvorfor – hvorfor ikke? 
KÖNIG SKULE.
Nicht denkbar – nicht möglich! Und warum – warum nicht? 
PÅL FLIDA.
Fordi Vikværingen er Vikværing og Trønderen Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet, og fordi det altid har været slig. 
PAUL FLIDA.
Weil der Vikväringer ein Vikväringer und der Trondhjemer ein Trondhjemer ist, und weil die Saga nichts anderes meldet, und weil es immer so gewesen ist. 
KONG SKULE.
Ja, ja, – du har ret. Gå. 
KÖNIG SKULE.
Ja, ja, – Du hast recht. Geh! 
PÅL FLIDA.
Og jeg skal ingen spejdere sende? 
PAUL FLIDA.
Und ich soll keine Späher aussenden? 
KONG SKULE.
Vent til daggry. (Pål Flida går.) Norges saga melder ikke om sligt; det har aldrig været så før. Pål Flida svarer mig, som jeg svarede Håkon. Er der da trappetrin både over og under? Højner Håkon sig ligeså højt over mig, som jeg højner mig over Pål Flida? Skulde Håkon have fået syn for de ufødte tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj med Harald Hårfager, den tid der sad en konge på hvert næss, og han sagde: nu får de falde, herefter skal der kun være én. Han kastede den gamle saga overende, skabte en ny saga. (Ophold; han går grundende frem og tilbage; derpå standser han.) Kan en mand tage Guds kaldelse fra en anden, således som han kan tage våben og guld fra sin fældte fiende? Kan et kongsemne tage kongsgerningen på sig, således som han kan tage kongskåben på? Egen, som fældes til skibstømmer, kan den sige: jeg vil være masten i skibet, jeg vil tage furuens gerning, pege rank og skinnende opad, bære gylden fløj på toppen, slå med hvide, bugnende sejl i solskinnet og synes for folket langt, langt borte? – Nej, nej, du tunge, knudrede egestamme, din plads er under kølen; der skal du ligge og gøre nytte, stilt og usét af hvert øje oppe i dagen; – dig er det, som skal hindre skibet fra at kantre i uvejret; masten med guldfløj og med bugnende sejl skal føre det frem mod det nye, mod det ukendte, mod de fremmede strande og mod den vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon talte sin store kongstanke ud, ser jeg ingen anden tanke i verden, end den ene. Kan jeg ikke tage den og gøre den til sandhed, så øjner jeg ingen tanke at stride for. (tankefuld.) Og kan jeg det da ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da Håkons tanke? 
KÖNIG SKULE.
Wart’ bis zum Tagesgrauen. Paul Flida ab. Norwegens Saga meldet nichts dergleichen; es ist immer so gewesen. Paul Flida antwortet mir, wie ich Håkon geantwortet habe. Gibt’s denn eine Stufenleiter nach oben und nach unten? Ist Håkon eben so hoch über mich erhöht, wie ich erhöht bin über Paul Flida? Sähe Håkons Auge die ungeborenen Gedanken, und meines nicht? Wer stand auf gleicher Höhe mit Harald Hårfager zu der Zeit, als ein König auf jeder Landspitze saß, und Harald sprach: »Jetzt sollen sie fallen, fortan soll nur einer sein!« Er warf die alte Saga über den Haufen, – er schuf eine neue Saga. Pause; er schreitet brütend auf und ab; dann bleibt er stehen. Kann ein Mensch dem andern den Gottesruf abnehmen, wie er seinem erschlagenen Feinde Waffen und Gold abnehmen kann? Kann ein Thronforderer das Königswerk auf sich nehmen, wie er den Königsmantel umnehmen kann? Die Eiche, die als Schiffsbauholz gefällt wird, kann sie sagen: ich will der Mast im Schiffe sein, ich will das Amt der Tanne übernehmen, schlank und leuchtend empordeuten, einen güldenen Wimpel auf der Spitze tragen, mit weißen, schwellenden Segeln im Sonnenschein blinken und in weiter, weiter Ferne von den Leuten gesehen werden? – Nein, nein, du schwerer, knorriger Eichenstamm, dein Platz ist unter dem Kiele; dort sollst du liegen und Nutzen schaffen, still und von keinem Auge droben im Licht gesehen; – du sollst verhindern, daß das Schiff im Sturm kentert; der Mast mit dem Goldwimpel und den schwellenden Segeln aber soll es hinführen zu dem Neuen, zu dem Unbekannten, zu fremden Küsten und zur werdenden Saga! Heftig. Seit Håkon seinen großen Königsgedanken aussprach, seh’ ich keinen Gedanken mehr in der Welt als den einen. Kann ich ihn mir nicht zu eigen und zur Wahrheit machen, so sehe ich keinen Gedanken, für den es sich zu streiten lohnt. Gedankenvoll. Und kann ich das denn nicht? Wenn ich’s nicht könnte, weshalb liebe ich denn Håkons Gedanken! 
JATGEJR
(kommer ind fra baggrunden).
Tilgiv, herre konge, at jeg kommer – 
JATGJER
tritt durch die Mitte ein.
Verzeiht, Herr König, daß – ich komme – 
KONG SKULE.
Godt at du kommer, skald! 
KÖNIG SKULE.
Gut, daß Du kommst, Skalde! 
JATGEJR.
Jeg hørte bymændene tale gådefuldt i herberget om at – 
JATGJER.
Ich hörte die Stadtleute in der Herberge geheimnisvoll davon reden, daß – 
KONG SKULE.
Vent med det. Sig mig, skald; du, som har faret vidt om i fremmede lande, har du nogentid set en kvinde elske et fremmed barn? Ikke blot have det kær, – det mener jeg ikke; men elske det, elske det med sin sjæls hedeste kærlighed? 
KÖNIG SKULE.
Hernach davon! Sag’ mir, Skalde: Du, der weit umhergefahren ist in fremden Landen, hast Du je gesehen, daß ein Weib ein fremdes Kind liebte? Es nicht bloß lieb hatte, – das mein’ ich nicht; sondern es liebte, liebte mit ihrer Seele heißester Liebe? 
JATGEJR.
Det gør kun de kvinder, som ikke har egne børn at elske. 
JATGJER.
Das tun nur die Weiber, die keine eigenen Kinder haben, die sie lieben könnten. 
KONG SKULE.
Kun de kvinder –? 
KÖNIG SKULE.
Nur die Weiber –? 
JATGEJR.
Og helst de kvinder, som er ufrugtbare. 
JATGJER.
Und zumeist die Weiber, die unfruchtbar sind. 
KONG SKULE.
Helst de ufrugtbare –? De elsker de andres børn med al sin hedeste kærlighed? 
KÖNIG SKULE.
Zumeist die unfruchtbaren –? Die lieben die Kinder andrer mit ihrer allerheißesten Liebe? 
JATGEJR.
Det hænder ofte. 
JATGJER.
Das kommt häufig vor. 
KONG SKULE.
Og hænder det ikke også stundom, at slig ufrugtbar kvinde dræber en andens barn, fordi hun selv intet har? 
KÖNIG SKULE.
Und kommt es nicht auch zuweilen vor, daß solch ein unfruchtbar Weib das Kind einer anderen tötet, weil sie selbst keines hat? 
JATGEJR.
Å jo; men hun gør ikke klogt i det. 
JATGJER.
O ja, – allein daran handelt sie nicht klug. 
KONG SKULE.
Klogt? 
KÖNIG SKULE.
Klug? 
JATGEJR.
Nej, thi hun giver sorgens gave til den, hvis barn hun dræber. 
JATGJER.
Nein, – denn sie verleiht der, deren Kind sie tötet, die Gabe des Leids. 
KONG SKULE.
Tror du, at sorgens gave er så meget god? 
KÖNIG SKULE.
Glaubst Du, daß die Gabe des Leids etwas so Gutes ist? 
JATGEJR.
Ja, herre. 
JATGJER.
Ja, Herr. 
KONG SKULE
(ser visst på ham).
Der er ligesom to mænd i dig, Islænding. Sidder du mellem hirden i lystigt lag, så drager du kappe og kofte over hver din tanke; er en ene med dig, ligner du stundom dem, en får lyst til at vælge sin ven iblandt. Hvoraf kommer det? 
KÖNIG SKULE
blickt ihn fest an.
Es sind so zu sagen zwei Menschen in Dir, Isländer. Sitzest Du inmitten des Schwarmes bei lustigem Gelage, so ziehst Du Mantel und Wams über jeden Deiner Gedanken – ist man allein mit Dir, so erscheinst Du einem zuweilen als der Mann, wie man ihn sich zum Freunde wählen möchte. Woher kommt das? 
JATGEJR.
Når I går til svømning i elven, herre, så klæder I eder ikke af, hvor kirkealmuen må forbi; men I søger jer et lønligt skjul. 
JATGJER.
Wenn Ihr geht im Flusse schwimmen, Herr, so entkleidet Ihr Euch nicht da, wo die Kirchgänger vorbei müssen, sondern Ihr sucht Euch ein heimliches Versteck. 
KONG SKULE.
Forstår sig. 
KÖNIG SKULE.
Versteht sich. 
JATGEJR.
Jeg har sjælens blygsel; derfor klæder jeg mig ikke af, når der er så mange i hallen. 
JATGJER.
Ich hab’ eine schamhafte Seele; deshalb entkleide ich mich nicht, wenn so viele in der Halle sind. 
KONG SKULE.
Hm. (Kort ophold.) Sig mig, Jatgejr, hvorledes gik det til, at du blev skald? Hvem lærte du skaldskabet af? 
KÖNIG SKULE.
Hm. Kurze Pause. Sag’ mir, Jatgejr, wie ist es zugegangen, daß Du Skalde wurdest? Von wem lerntest Du die Skaldenkunst? 
JATGEJR.
Skaldskab læres ikke, herre. 
JATGJER.
Die Skaldenkunst lernt man nicht. 
KONG SKULE.
Læres det ikke? Hvorledes gik det da til? 
KÖNIG SKULE.
Lernt man nicht? Wie ging es denn zu? 
JATGEJR.
Jeg fik sorgens gave og så var jeg skald. 
JATGJER.
Ich empfing die Gabe des Leids, und so ward ich Skalde. 
KONG SKULE.
Så det er sorgens gave, som skalden trænger? 
KÖNIG SKULE.
Die Gabe des Leids also, die braucht der Skalde? 
JATGEJR.
Jeg trængte sorgen; der kan være andre, som trænger troen eller glæden – eller tvivlen – 
JATGJER.
Ich
brauchte das Leid, es mag andre geben, die den Glauben oder die Freude brauchen – oder den Zweifel – 
KONG SKULE.
Tvivlen også? 
KÖNIG SKULE.
Auch den Zweifel? 
JATGEJR.
Ja; men da må den tvivlende være stærk og frisk. 
JATGJER.
Ja, – aber dann muß der Zweifler stark und gesund sein. 
KONG SKULE.
Og hvem kalder du en ufrisk tvivler. 
KÖNIG SKULE.
Und wen nennst Du einen ungesunden Zweifler? 
JATGEJR.
Den, som tvivler på sin egen tvivl. 
JATGJER.
Den, der an seinem eigenen Zweifel zweifelt. 
KONG SKULE
(langsomt).
Det tykkes mig at være døden. 
KÖNIG SKULE
langsam.
Mich dünkt, – das ist der Tod. 
JATGEJR.
Det er værre; det er tusmørket. 
JATGJER.
Noch schlimmer – es ist das Halbleben. 
KONG SKULE
(raskt, idet han ligesom ryster tankerne af sig).
Hvor er mine våben! Jeg vil stride og handle, – ikke tænke. Hvad var det, du vilde melde mig, da du kom? 
KÖNIG SKULE
rasch, indem er gleichsam die Gedanken von sich abschüttelt.
Wo sind meine Waffen? Ich will streiten und handeln, – nicht denken. Was wolltest Du mir melden, als Du herkamst? 
JATGEJR.
Jeg vilde melde, hvad jeg mærkede i herberget. Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler hånligt og spørger, om vi véd så visst, at kong Håkon er vesterpå; der er noget de glæder sig over. 
JATGJER.
Ich wollte melden, was ich in der Herberge wahrgenommen habe. Die Stadtleute reden heimlich untereinander; sie lachen höhnisch und fragen, ob wir so bestimmt wüßten, daß König Håkon drüben im Westen sei – sie freuen sich über etwas. 
KONG SKULE.
De er Vikværinger, og Vikværingerne er mig imod. 
KÖNIG SKULE.
Sie sind Vikväringer, und die sind mir feindlich gesinnt. 
JATGEJR.
De spotter over, at kong Olafs helgenskrin ikke kunde flyttes ud på thingvolden, da I blev hyldet; de siger, det er et ondt varsel. 
JATGJER.
Sie spotten darüber, daß König Olafs Heiligenschrein nicht auf den Thingwall hinausgeschafft werden konnte, als Euch gehuldigt ward – sie sagen, das sei ein böses Vorzeichen. 
KONG SKULE.
Næstegang jeg kommer til Nidaros skal skrinet ud; det skal stå under åben himmel, om jeg så skal rive Olafskirken i grus og vide thingvolden ud over den tomt, den stod på! 
KÖNIG SKULE.
Das nächste Mal, wenn ich nach Nidaros komme, soll der Schrein heraus; er soll unter freiem Himmel stehen, und müßte ich die Olafskirche in Trümmer schlagen und den Thingwall erweitern bis über die Schuttstätte hinaus, wo sie stand! 
JATGEJR.
Stærk gerning er det; men jeg skal digte et kvad derom, ligeså stærkt som gerningen. 
JATGJER.
Eine gewaltige Tat – aber ich will ein Lied darauf dichten, so gewaltig wie die Tat. 
KONG SKULE.
Sidder du inde med mange udigtede kvad, Jatgejr? 
KÖNIG SKULE.
Hast Du viel ungedichtete Lieder in Dir, Jatgejr? 
JATGEJR.
Nej, men med mange ufødte; de undfanges et efter et, får liv og så fødes de. 
JATGJER.
Nein, aber viel ungeborene – sie werden eins nach dem andern empfangen, bekommen Leben, und dann werden sie geboren. 
KONG SKULE.
Og hvis jeg, som er konge og har magten, hvis jeg lod dig dræbe, vilde så hver en ufødt skaldetanke, du bærer på, dø med dig? 
KÖNIG SKULE.
Und wenn ich, der ich König bin und die Macht habe, Dich töten ließe, würde dann jeder ungeborene Skaldengedanke, den Du hegst, mit Dir sterben? 
JATGEJR.
Herre, det er en stor synd at dræbe en fager tanke. 
JATGJER.
Herr, es ist eine große Sünde, einen schönen Gedanken zu töten. 
KONG SKULE.
Jeg spørger ikke om det er synd; men jeg spørger om det er gørligt! 
KÖNIG SKULE.
Ich frage nicht, ob es Sünde ist, sondern ich frage, ob es möglich ist! 
JATGEJR.
Jeg véd ikke. 
JATGJER.
Ich weiß nicht. 
KONG SKULE.
Har du aldrig havt en anden skald til ven, og har han aldrig skildret for dig et stort og herligt kvad, som han vilde digte? 
KÖNIG SKULE.
Hast Du nie einen andern Skalden zum Freund gehabt, und hat er Dir nie ein großes und herrliches Lied geschildert, das er dichten wollte? 
JATGEJR.
Jo, herre. 
JATGJER.
Ja, Herr. 
KONG SKULE.
Ønskede du så ikke, at du kunde dræbe ham, for at tage hans tanke og digte kvadet selv? 
KÖNIG SKULE.
Wünschtest Du dann nicht, ihn töten zu können, um seinen Gedanken ihm zu nehmen und selbst das Lied zu dichten? 
JATGEJR.
Herre, jeg er ikke ufrugtbar; jeg har egne børn; jeg trænger ikke til at elske andres.
(Går.)  
JATGJER.
Herr, ich bin nicht unfruchtbar; ich habe eigene Kinder; ich brauche nicht die anderer zu lieben.
Ab. 
KONG SKULE
(efter et ophold).
Islændingen er visselig skald. Han taler Guds dybeste sandhed og véd det ikke. – Jeg er som en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg Håkons kongelige tankebarn, elsker det med min sjæls hedeste kærlighed. O, kunde jeg også knæsætte det! Det vilde dø i mine hænder. Hvad er bedst, enten at det dør i mine hænder, eller at det vokser sig stort i hans? Får jeg fred i sjælen, hvis det sker? Kan jeg forsage? Kan jeg se på, at Håkon sætter sig sligt eftermæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni mig, – og rundt om. Ingen ven –; Islændingen! (går til døren og råber ud:) Er skalden gået fra kongsgården? 
KÖNIG SKULE
nach einer Pause.
Dieser Isländer ist gewißlich ein Skalde. Er spricht Gottes tiefste Wahrheit aus und weiß es nicht – Ich bin wie ein unfruchtbares Weib. Deshalb lieb’ ich Håkons königliches Gedankenkind, lieb’ es mit meiner Seele heißester Liebe. O, könnt’ ich es doch an Kindesstatt annehmen! Doch es würde sterben unter meinen Händen. Was ist besser: es stirbt unter meinen Händen, oder es wächst unter den seinen herrlich empor? Find’ ich Frieden in der Seele, wenn das geschieht? Kann ich entsagen? Kann ich es mitansehen, daß Håkon sich solch einen Ruhm erwirbt! – Wie tot und leer ist’s in mir, – und rings um mich her. Kein Freund – der Isländer! Er geht an die Tür und ruft hinaus: Hat der Skalde schon das Königsschloß verlassen? 
EN HIRDMAND
(udenfor).
Nej, herre, han står i forhallen og taler med vagten. 
EIN GEFOLGSMANN
von draußen.
Nein, Herr, er steht in der Vorhalle und spricht mit der Wache. 
KONG SKULE.
Så sig, han skal komme ind! (går nedover til bordet; om lidt kommer Jatgejr.) Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det er alle de store kongelige tanker, som holder mig vågen, ser du. 
KÖNIG SKULE.
So sag ihm, er solle kommen. Er geht an den Tisch; bald darauf erscheint Jatgejr. Ich kann nicht schlafen, Jatgejr, – all die großen Königsgedanken, sieh, die halten mich wach. 
JATGEJR.
Det er med kongens tanker som med skaldens, kan jeg skønne. De flyve højest og vokser bedst, når der er stilhed og nat omkring. 
JATGJER.
Es ist mit des Königs wie mit des Skalden Gedanken – das leuchtet mir ein. Sie fliegen am höchsten und gedeihen am besten, wenn ringsum nächtliche Stille ist. 
KONG SKULE.
Er det så med skaldens også? 
KÖNIG SKULE.
Ist es so auch mit des Skalden Gedanken? 
JATGEJR.
Ja, herre; intet kvad fødes ved dagslys; det kan tegnes ned i solskin; men det digter sig en stille nattetime. 
JATGJER.
Ja, Herr, kein Lied wird beim Licht der Tages geboren; man kann es wohl aufzeichnen im Sonnenschein, aber gedichtet wird es in einer stillen Stunde der Nacht. 
KONG SKULE.
Hvem gav dig sorgens gave, Jatgejr? 
KÖNIG SKULE.
Wer hat Dir die Gabe des Leids verliehen, Jatgejr? 
JATGEJR.
Den, jeg elskede. 
JATGJER.
Sie, die ich liebte. 
KONG SKULE.
Hun døde da? 
KÖNIG SKULE.
Sie starb? 
JATGEJR.
Nej, hun sveg mig. 
JATGJER.
Nein, sie verließ mich. 
KONG SKULE.
Og så blev du skald? 
KÖNIG SKULE.
Und da wurdest Du Skalde? 
JATGEJR.
Ja, så blev jeg skald. 
JATGJER.
Ja, da wurde ich Skalde. 
KONG SKULE
(griber ham om armen).
Hvad gave trænger jeg for at blive konge? 
KÖNIG SKULE
faßt ihn am Arm.
Welche Gabe brauch’ ich, um König zu werden? 
JATGEJR.
Ikke tvivlens; thi da spurgte I ikke så. 
JATGJER.
Nicht die Gabe des Zweifels; sonst fragtet Ihr nicht. 
KONG SKULE.
Hvad gave trænger jeg? 
KÖNIG SKULE.
Welche Gabe brauch’ ich? 
JATGEJR.
Herre, I er jo konge. 
JATGJER.
Herr, Ihr seid ja König. 
KONG SKULE.
Tror du til hver en tid så visst, at du er skald? 
KÖNIG SKULE.
Glaubst Du jederzeit so sicher, daß Du Skalde bist? 
JATGEJR
(ser en stund taus på ham og spørger):
Har I aldrig elsket? 
JATGJER
sieht ihn eine Weile stumm an; dann fragt er:
Habt Ihr niemals geliebt? 
KONG SKULE.
Jo engang, – brændende, fagert og i brøde. 
KÖNIG SKULE.
Ja, einmal, – glühend, süß und in Sünden. 
JATGEJR.
I har en hustru. 
JATGJER.
Ihr habt ein Weib. 
KONG SKULE.
Hende tog jeg til at føde mig sønner. 
KÖNIG SKULE.
Die nahm ich, daß sie mir Söhne gebäre. 
JATGEJR.
Men I har en datter, herre, – en mild og herlig datter. 
JATGJER.
Aber Ihr habt eine Tochter, Herr, – eine sanfte und herrliche Tochter. 
KONG SKULE.
Var min datter en søn, så spurgte jeg ikke dig, hvad gave jeg trængte. (udbrydende:) Jeg må have nogen om mig, som lyder mig uden vilje selv, – som tror usvigelig på mig, som vil holde sig inderst til mig i godt og ondt, som kun lever for at lyse og varme over mit liv, som må dø, om jeg falder. Giv mig et råd, Jatgejr skald! 
KÖNIG SKULE.
Wäre meine Tochter ein Sohn, so fragt’ ich Dich nicht, welche Gabe ich brauchte. Leidenschaftlich. Ich muß jemand um mich haben, der mir ohne eigenen Willen gehorcht, – der unerschütterlich an mich glaubt, der in guten wie in schlimmen Tagen aus tiefster Seele zu mir hält, der nur dafür lebt, mein Leben zu erhellen und zu erwärmen, der sterben muß, wenn ich falle. Gib mir einen Rat, Skalde Jatgejr! 
JATGEJR.
Køb eder en hund, herre. 
JATGJER.
Kauft Euch einen Hund, Herr. 
KONG SKULE.
Skulde ikke et menneske strække til? 
KÖNIG SKULE.
Sollte ein Mensch nicht genügen? 
JATGEJR.
Sligt menneske måtte I lede længe efter. 
JATGJER.
Nach solch einem Menschen müßtet Ihr lange suchen. 
KONG SKULE
(pludseligt).
Vil du være det for mig, Jatgejr? Vil du være mig en søn! Du skal få Norges krone i arv, – du skal få land og rige, hvis du vil være mig en søn, leve for mit livsværk og tro på mig! 
KÖNIG SKULE
plötzlich.
Willst Du mir das sein, Jatgejr? Willst Du mir ein Sohn sein? Du sollst Norwegens Krone als Erbe haben, – Du sollst Land und Reich haben, – wenn Du mir ein Sohn sein, für mein Lebenswerk leben und an mich glauben willst! 
JATGEJR.
Og hvad sikkerhed skulde jeg stille for, at jeg ikke hyklede –? 
JATGJER.
Und welche Sicherheit sollt’ ich stellen, daß ich nicht heuchle? 
KONG SKULE.
Slip dit kald i livet; digt aldrig mere, så vil jeg tro dig! 
KÖNIG SKULE.
Gib Deinen Lebensberuf auf – dichte nie ein Lied mehr, so will ich Dir glauben. 
JATGEJR.
Nej, herre, – det var at købe kronen for dyrt. 
JATGJER.
Nein, Herr, – das hieße die Krone zu teuer erkaufen. 
KONG SKULE.
Tænk dig om! Det er mere at være konge end at være skald! 
KÖNIG SKULE.
Denk nach! Es ist mehr, König als Skalde zu sein! 
JATGEJR.
Ikke altid. 
JATGJER.
Nicht immer. 
KONG SKULE.
Det er kun dine udigtede kvad du skal ofre! 
KÖNIG SKULE.
Nur Deine ungedichteten Lieder sind es, die Du opfern sollst! 
JATGEJR.
Udigtede kvad er stedse de fagreste. 
JATGJER.
Ungedichtete Lieder sind stets die schönsten. 
KONG SKULE.
Men jeg må – jeg må have et menneske, som kan tro på mig! Blot et eneste! Jeg føler det, – har jeg det, så er jeg frelst! 
KÖNIG SKULE.
Aber ich muß – ich muß einen Menschen haben, der an mich glauben kann! Nur einen einzigen! Ich fühl’ es, – hab’ ich das, so bin ich gerettet! 
JATGEJR.
Tro på eder selv, da er I frelst! 
JATGJER.
Glaubt an Euch selbst, so seid Ihr gerettet! 
PÅL FLIDA
(kommer ilsomt).
Kong Skule, værg jer nu! Håkon Håkonssøn ligger ved Elgjarnæss med hele sin flåde! 
PAUL FLIDA
tritt hastig ein.
König Skule, nun wehrt Euch! Håkon Håkonsson liegt bei Elgjarnäß mit seiner ganzen Flotte! 
KONG SKULE.
Ved Elgjarnæss –! Han er ikke langt borte da. 
KÖNIG SKULE.
Bei Elgjarnäß –! So ist er nicht mehr weit! 
JATGEJR.
Nu i stål og plade! Sker her mandefald inat, skal jeg gladelig være den første, som falder for eder! 
JATGJER.
Wehr und Waffen her! Gibt’s heut nacht ein Männermorden hier, so will ich mit Freuden der Erste sein, der für Euch fällt! 
KONG SKULE.
Du, som ikke vilde leve for mig. 
KÖNIG SKULE.
Du, der nicht für mich leben wollte? 
JATGEJR.
En mand kan falde for en andens livsværk; men skal han blive ved at leve, så må han leve for sit eget.
(Går.)  
JATGJER.
Es kann einer fallen für das Lebenswerk eines andern – aber weiter leben kann er nur für sein eigenes.
Ab. 
PÅL FLIDA
(utålmodig).
Hvad byder I, at der skal gøres, herre? Birkebejnerne kan være i Oslo inden en time! 
PAUL FLIDA
ungeduldig.
Was befehlt Ihr, Herr? Was soll geschehen? Die Birkebeiner können binnen einer Stunde in Oslo sein! 
KONG SKULE.
Bedst var det, om vi kunde fare til den hellige Thomas Becketts grav; han har hjulpet så mangen sorgfuld og angrende sjæl. 
KÖNIG SKULE.
Das Beste wäre, wir könnten nach dem Grabe des heiligen Thomas Beckett fahren; er hat schon so mancher leidvollen und reuigen Seele geholfen. 
PÅL FLIDA
(stærkere).
Herre, tal ikke vildt nu! Birkebejnerne er over os, siger jeg! 
PAUL FLIDA
eindringlicher.
Herr, redet jetzt nicht irre! Die Birkebeiner sind über uns, sag’ ich! 
KONG SKULE.
Lad alle kirker lukkes op, at vi kan ty derind og få grid. 
KÖNIG SKULE.
Laß alle Kirchen aufsperren, auf daß wir dort Schutz und Gnade finden. 
PÅL FLIDA.
I kan slå alle eders fiender med ét slag, og så vil I ty ind i kirkerne! 
PAUL FLIDA.
Ihr könnt all Eure Feinde mit einem Schlag vernichten, und da wollt Ihr in die Kirchen flüchten! 
KONG SKULE.
Ja, ja, hold alle kirker åbne. 
KÖNIG SKULE.
Ja, ja, halt’ alle Kirchen offen! 
PÅL FLIDA.
Vær viss på, Håkon bryder kirkefreden, når det gælder Vårbælgerne. 
PAUL FLIDA.
Seid überzeugt, Håkon bricht den Kirchenfrieden, wenn es die Windbälge gilt. 
KONG SKULE.
Det gør han ikke; Gud vil skærme ham mod slig brøde; – Gud skærmer altid Håkon. 
KÖNIG SKULE.
Das tut er nicht – Gott wird ihn gegen solche Sünde schützen; – Gott schützt Håkon immer. 
PÅL FLIDA
(med dyb og smertelig vrede).
Den, som hørte jer tale nu, han måtte spørge: hvem er konge i dette land? 
PAUL FLIDA
mit tiefem und schmerzlichem Zorne.
Wer Euch jetzt reden hörte, müßte wohl fragen: wer ist König in diesem Lande? 
KONG SKULE
(smiler sørgmodigt).
Ja, Pål Flida, det er det store spørgsmål: hvem er konge i dette land? 
KÖNIG SKULE
mit wehmütigem Lächeln.
Ja, Paul Flida, das ist die große Frage: wer ist König in diesem Lande? 
PÅL FLIDA
(bønligt).
I er sjælesyg inat, herre; lad mig handle for eder. 
PAUL FLIDA
flehend.
Ihr seid heut krank an Eurer Seele, Herr – laßt mich für Euch handeln! 
KONG SKULE.
Ja, ja, gør så. 
KÖNIG SKULE.
Ja, ja, tu das. 
PÅL FLIDA
(gående).
Først vil jeg bryde alle broer af. 
PAUL FLIDA
im Abgehen.
Zuerst will ich alle Brücken abbrechen. 
KONG SKULE.
Afsindige mand! Bliv! – Bryde alle broer af! Véd du, hvad det vil sige? Jeg har prøvet det; – vogt dig for sligt! 
KÖNIG SKULE.
Wahnwitziger! Bleib! – Alle Brücken abbrechen! Weißt Du, was das heißt? Ich hab’s erfahren; – hüte Dich vor solchen Dingen! 
PÅL FLIDA.
Hvad vil I da, herre? 
PAUL FLIDA.
Was wollt Ihr denn, Herr? 
KONG SKULE.
Jeg vil tale med Håkon. 
KÖNIG SKULE.
Ich will mit Håkon reden. 
PÅL FLIDA.
Han vil svare jer med sværdets tunge! 
PAUL FLIDA.
Er wird Euch mit des Schwertes Zunge antworten! 
KONG SKULE.
Gå, gå; – du skal få min vilje at vide siden. 
KÖNIG SKULE.
Geh, geh – Du sollst meinen Willen später erfahren. 
PÅL FLIDA.
Hvert øjeblik er dyrt nu! (griber hans hånd.) Kong Skule, lad os bryde alle broer af, slås som Varger og lide på himlen! 
PAUL FLIDA.
Jeder Augenblick ist jetzt kostbar! Ergreift des Königs Hand. König Skule, laßt uns alle Brücken abbrechen, uns wie Wölfe schlagen und dem Himmel vertrauen! 
KONG SKULE
(dæmpet).
Himlen lider ikke på mig; jeg tør ikke lide på himlen heller. 
KÖNIG SKULE
mit gedämpfter Stimme.
Der Himmel vertraut mir nicht – ebensowenig darf ich dem Himmel vertrauen. 
PÅL FLIDA.
Kort blev Vargbælgernes saga.
(Går ud i baggrunden.)  
PAUL FLIDA.
Ein rasch’ Ende nahm die Saga von den Wolfsbälgen.
Ab durch die Mitte. 
KONG SKULE.
Hundrede kløgtige hoveder, tusende væbnede arme råder jeg over; men ikke over ét kærligt, troende hjerte. Det er kongelig armod, det; ikke mere, ikke mindre. 
KÖNIG SKULE.
Über hundert kluge Köpfe, über tausend gewappnete Arme gebiete ich, doch nicht über ein liebendes, gläubiges Herz. Das ist königliche Armut! Nichts mehr, nichts minder. 
BÅRD BRATTE
(fra baggrunden).
Der står langfarende folk ude, som beder at få tale med eder, herre. 
BÅRD BRATTE
aus der Mitte.
Draußen stehen Leute, die von fern hergefahren sind, Herr, und mit Euch reden möchten. 
KONG SKULE.
Hvem er det? 
KÖNIG SKULE.
Wer sind sie? 
BÅRD BRATTE.
En kvinde og en prest. 
BÅRD BRATTE.
Ein Weib und ein Priester. 
KONG SKULE.
Lad kvinden og presten komme.
(Bård går; kong Skule sætter sig tankefuld til højre; lidt efter kommer en sortklædt kvinde ind; hun bærer sid kåbe, hætte og et tæt slør, som skjuler ansigtet; en prest følger hende og bliver stående ved døren.)  
KÖNIG SKULE.
Das Weib und der Priester sollen kommen.
BÅRD BRATTE geht; König Skule setzt sich nachdenklich rechts nieder; gleich darauf tritt eine schwarzgekleidete Frau ein; sie trägt einen weiten Mantel, Hut und dichten Schleier, der ihre Züge verbirgt; ein Priester folgt ihr und bleibt an der Tür stehen. 
KONG SKULE.
Hvem er du? 
KÖNIG SKULE.
Wer bist Du? 
KVINDEN.
En, som du har elsket. 
DIE FRAU.
Eine, die Du geliebt hast. 
KONG SKULE
(ryster på hovedet).
Der gives ingen, som mindes sligt. Hvem er du, spørger jeg? 
KÖNIG SKULE
schüttelt den Kopf.
Keine gibt es, die sich dessen erinnert. Wer bist Du? frag’ ich. 
KVINDEN.
En, som elsker dig. 
DIE FRAU.
Eine, die Dich liebt. 
KONG SKULE.
Da er du visselig en af de døde. 
KÖNIG SKULE.
Dann gehörst Du gewißlich den Toten an. 
KVINDEN
(nærmer sig og siger sagte og inderligt):
Skule Bårdssøn! 
DIE FRAU
nähert sich und sagt leise und innig:
Skule Bårdsson! 
KONG SKULE
(rejser sig med et skrig).
Ingebjørg! 
KÖNIG SKULE
erhebt sich, aufschreiend.
Ingebjörg! 
INGEBJØRG.
Kender du mig nu, Skule? 
INGEBJÖRG.
Kennst Du mich nun, Skule? 
KONG SKULE.
Ingebjørg, – Ingebjørg! 
KÖNIG SKULE.
Ingebjörg, – Ingebjörg! 
INGEBJØRG.
O, lad mig se på dig, – se længe, længe på dig! (griber hans hænder; pause.) Du fagre, elskede, svigfulde mand! 
INGEBJÖRG.
O, laß mich Dich ansehen, – lange, lange ansehen! Sie ergreift seine Hände. Pause. Du holder, geliebter, falscher Mann! 
KONG SKULE.
Tag sløret væk; se på mig med de øjne, der engang var så klare og blå, som himlen. 
KÖNIG SKULE.
Nimm den Schleier ab – sieh mich an mit den Augen, die einst so klar und blau wie der Himmel waren. 
INGEBJØRG.
De øjne har været en regntung himmel i tyve år; du vilde ikke kende dem igen og du får aldrig se dem mere. 
INGEBJÖRG.
Diese Augen sind zwanzig Jahr lang ein regenschwerer Himmel gewesen. Du würdest sie nicht wiedererkennen und Du sollst sie nie mehr sehen. 
KONG SKULE.
Men din røst er frisk og blød og ung, som dengang! 
KÖNIG SKULE.
Aber Deine Stimme ist frisch und weich und jugendlich wie damals! 
INGEBJØRG.
Jeg har kun brugt den til at hviske dit navn, til at præge din storhed ind i et ungt hjerte og til at bede hos syndernes Gud om frelse for os to, som har elsket i brøde. 
INGEBJÖRG.
Ich habe sie nur gebraucht, um Deinen Namen zu flüstern, um Deine Größe einem jungen Herzen einzuprägen, und zum Gott der Sünder um Rettung für uns beide zu flehen, die in Sünden geliebt haben. 
KONG SKULE.
Det har du gjort? 
KÖNIG SKULE.
Das hast Du getan? 
INGEBJØRG.
Jeg har været taus, når jeg ikke talte kærlighedens ord om dig; – derfor har min røst holdt sig frisk og blød og ung. 
INGEBJÖRG.
Ich bin stumm gewesen, wenn ich nicht Worte der Liebe von Dir sprach; – deshalb blieb meine Stimme wohl frisch und weich und jugendlich. 
KONG SKULE.
Der ligger et liv imellem. Hvert fagert minde fra hin tid har jeg spildt og glemt – 
KÖNIG SKULE.
Es liegt ein ganzes Leben dazwischen. Jede holde Erinnerung aus jener Zeit hab’ ich verschüttet und vergessen. – 
INGEBJØRG.
Det var din ret. 
INGEBJÖRG.
Das war Dein Recht. 
KONG SKULE.
Og imens har du, Ingebjørg, du varme, trofaste kvinde, siddet dernord i isnende ensomhed og samlet og gemt! 
KÖNIG SKULE.
Und indessen hast Du, Ingebjörg, Du warmes, treues Weib, im Norden dort oben in eisiger Einsamkeit gesessen und hast gehütet und bewahrt – 
INGEBJØRG.
Det var min lykke. 
INGEBJÖRG.
Das war mein Glück. 
KONG SKULE.
Dig kunde jeg slippe, for at vinde magt og rigdom! Havde du stået som hustru ved min side, skulde det faldet mig lettere at blive konge. 
KÖNIG SKULE.
Dich konnt’ ich verlassen, um Macht und Reichtum zu gewinnen! Hättest Du als Gattin an meiner Seite gestanden, so wäre mir’s leichter gefallen, König zu werden. 
INGEBJØRG.
Gud har været mig god, at det ikke skede. Et sind, som mit, trængte til en stor brøde, for at vækkes til anger og bod. 
INGEBJÖRG.
Gott hat es gut mit mir gemeint, daß es nicht geschah. Ein Sinn wie der meine bedurfte einer großen Schuld, um zur Reue und Buße erweckt zu werden. 
KONG SKULE.
Og nu kommer du –? 
KÖNIG SKULE.
Und nun kommst Du –? 
INGEBJØRG.
Som Andres Skjaldarbands enke. 
INGEBJÖRG.
Als Andres Skjaldarbands Witwe. 
KONG SKULE.
Din husbond er død? 
KÖNIG SKULE.
Dein Mann ist gestorben? 
INGEBJØRG.
På vejen fra Jerusalem. 
INGEBJÖRG.
Auf der Fahrt von Jerusalem. 
KONG SKULE.
Så har han gjort bod for Vegards drab. 
KÖNIG SKULE.
So hat er Buße getan für Vegards Mord. 
INGEBJØRG.
Det var ikke derfor min ædle husbond tog korset. 
INGEBJÖRG.
Nicht deshalb hat mein edler Gatte das Kreuz genommen. 
KONG SKULE.
Ikke derfor? 
KÖNIG SKULE.
Nicht deshalb. 
INGEBJØRG.
Nej; det var min brøde, han tog på sine stærke, kærlige skuldre; den var det han gik for at tvætte i Jordans flod; den var det han blødte for. 
INGEBJÖRG.
Nein – meine Schuld nahm er auf seine starken, liebereichen Schultern; sie abzuwaschen in des Jordans Flut, darum zog er von dannen; für sie hat er geblutet. 
KONG SKULE
(sagte).
Han har vidst alt? 
KÖNIG SKULE
leise.
Er hat alles gewußt? 
INGEBJØRG.
Fra første stund af. Og bisp Nikolas har vidst det; thi for ham skriftede jeg; og der var en til, som havde fået det at vide, men på hvilken måde, er gådefuldt for mig. 
INGEBJÖRG.
Von der ersten Stunde an. Und Bischof Nikolas hat es gewußt; denn ihm hab’ ich gebeichtet; und noch einen gab es, der es erfahren hat, – aber auf welche Art, das ist mir ein Rätsel. 
KONG SKULE.
Hvem? 
KÖNIG SKULE.
Wer? 
INGEBJØRG.
Vegard Væradal. 
INGEBJÖRG.
Vegard Väradal. 
KONG SKULE.
Vegard! 
KÖNIG SKULE.
Vegard! 
INGEBJØRG.
Han hviskede et hånsord om mig i øret på min husbond; da drog Andres Skjaldarband sit sværd og dræbte ham på stedet. 
INGEBJÖRG.
Er flüsterte meinem Gemahl ein höhnisch Wort über mich ins Ohr; da zog Andres Skjaldarband sein Schwert und erschlug ihn auf der Stelle. 
KONG SKULE.
Han værgede den, som jeg sveg og glemte. – Og hvorfor søger du mig nu? 
KÖNIG SKULE.
Er
verteidigte die, die ich verlassen und vergessen hatte – Und warum suchst Du jetzt mich? 
INGEBJØRG.
For at ofre dig det sidste. 
INGEBJÖRG.
Um Dir das Letzte zu opfern. 
KONG SKULE.
Hvad mener du? 
KÖNIG SKULE.
Was meinst Du? 
INGEBJØRG
(peger mod presten, der står ved døren).
Se ham! – Peter, min søn, kom! 
INGEBJÖRG
deutet auf den Priester, der an der Tür steht.
Sieh diesen! – Peter, mein Sohn, komm her! 
KONG SKULE.
Din søn –! 
KÖNIG SKULE.
Dein Sohn –! 
INGEBJØRG.
Og din, kong Skule! 
INGEBJÖRG.
Und der Deine , König Skule! 
KONG SKULE
(halvt forvildet).
Ingebjørg! 
KÖNIG SKULE
halb verwirrt.
Ingebjörg! 
PETER
(nærmer sig i taus bevægelse og kaster sig ned på knæ for Skule).
 
PETER
nähert sich in stummer Erregung und sinkt vor Skule in die Knie. 
INGEBJØRG.
Tag ham! Han har været mit livs lys og trøst i tyve år; – nu er du Norges konge; kongssønnen må komme til sin arv; jeg har ingen ret til ham længer. 
INGEBJÖRG.
Nimm ihn hin! Er war zwanzig Jahr meines Lebens Licht und Trost; jetzt bist Du König von Norwegen; der Königssohn muß sein Erbe haben; ich habe kein Recht mehr auf ihn. 
KONG SKULE
(løfter ham op i stormende glæde).
Op til mit hjerte, du, som jeg så brændende har higet efter! (kryster ham i sine arme, slipper ham, ser på ham og favner ham igen.) Min søn! Min søn! Jeg har en søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu stå mig imod! (går over til Ingebjørg og griber hendes hånd.) Og du, du giver mig ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit ord igen? Du giver mig ham jo? 
KÖNIG SKULE
zieht ihn in stürmischer Freude empor.
An mein Herz, Du, nach dem ich mich so heiß gesehnt habe! Er schließt ihn in seine Arme, läßt ihn los, blickt ihn an und umarmt ihn wieder. Mein Sohn! Mein Sohn! Ich hab’ einen Sohn! Ha, ha, ha – wer will mir jetzt widerstehen! Er geht zu Ingebjörg hinüber und ergreift ihre Hand. Und Du, Du gibst ihn mir, Ingebjörg! Du nimmst Dein Wort nicht zurück? Du gibst ihn mir? 
INGEBJØRG.
Tungt er offeret, og neppe skulde jeg kunnet bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt ham til mig med brev og bud om Andres Skjaldarbands død. Bispen var det, der lagde det tunge offer på mig, som bod for al min brøde. 
INGEBJÖRG.
Schwer ist das Opfer, und kaum hätte ich’s zu bringen vermocht, wenn Bischof Nikolas ihn nicht mit einem Briefe und der Kunde von Andres Skjaldarbands Tod zu mir geschickt hätte. Der Bischof war’s, der mir das schwere Opfer auferlegte, als Buße für all meine Schuld. 
KONG SKULE.
Så er brøden slettet ud; og fra nu af er han min alene; ikke så, min alene? 
KÖNIG SKULE.
So ist die Schuld ausgelöscht; und von nun an gehört er mir allein – nicht wahr, mir allein? 
INGEBJØRG.
Jo; men et løfte kræver jeg af dig. 
INGEBJÖRG.
Ja – doch ein Gelübde fordre ich von Dir. 
KONG SKULE.
Himmel og jord, kræv alt, hvad du vil! 
KÖNIG SKULE.
Himmel und Erde, fordre alles, was Du willst! 
INGEBJØRG.
Han er ren som et Guds lam, nu jeg giver ham i dine hænder. Det er en farefuld vej, den, som bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage skade på sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad ikke mit barn tage skade på sin sjæl! 
INGEBJÖRG.
Er ist rein wie ein Lamm Gottes, jetzt, da ich ihn in Deine Hände gebe. Es ist ein gefahrvoller Weg, der zum Königssitz hinauf führt; laß ihn nicht Schaden nehmen an seiner Seele. Hörst Du, König Skule, laß mein Kind nicht Schaden nehmen an seiner Seele! 
KONG SKULE.
Det lover og sværger jeg dig! 
KÖNIG SKULE.
Das gelob’ und schwör’ ich Dir. 
INGEBJØRG
(griber hans arm).
Fra første færd du skønner, at han lider skade på sin sjæl, så lad ham heller dø! 
INGEBJÖRG
ergreift seinen Arm.
In dem Augenblick, da Du gewahrst, daß er Schaden an seiner Seele nimmt, laß ihn lieber sterben! 
KONG SKULE.
Heller dø! Det lover og sværger jeg! 
KÖNIG SKULE.
Lieber sterben! Das gelob’ und schwör’ ich! 
INGEBJØRG.
Så farer jeg trøstig nord til Hålogaland. 
INGEBJÖRG.
So fahr’ ich getrost heim nach Hålogaland. 
KONG SKULE.
Ja, du kan trøstig fare. 
KÖNIG SKULE.
Ja, – Du kannst getrost von hinnen fahren. 
INGEBJØRG.
Der vil jeg angre og bede, til Herren kalder mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han ren og skyldfri til sin moder! 
INGEBJÖRG.
Dort will ich büßen und beten, bis der Herr mich ruft. Und wenn wir uns vor Gott wiedersehen, kehrt er rein und schuldlos zu seiner Mutter zurück. 
KONG SKULE.
Ren og skyldfri! (vender sig til Peter.) Lad mig se på dig! Ja, det er din moders træk og mine; du er den, jeg har længtes så sårt efter. 
KÖNIG SKULE.
Rein und schuldlos! Er wendet sich zu Peter. Laß mich Dich ansehen! Ja, das sind Deiner Mutter Züge und die meinen; Du bist der, nach dem ich mich so innig gesehnt habe. 
PETER.
Min fader, min store, herlige fader; lad mig leve og stride for dig! Lad din sag blive min, og lad så din sag være hvilken den vil, – jeg véd dog, at jeg strider for det rette! 
PETER.
Mein Vater, mein großer, herrlicher Vater, – laß mich leben und streiten für Dich! Laß Deine Sache die meine werden; und sei Deine Sache dann, welche sie wolle, – ich weiß doch: ich streite für das Rechte! 
KONG SKULE
(med et skrig af glæde).
Du tror på mig! Du tror på mig! 
KÖNIG SKULE
mit einem Freudenschrei.
Du glaubst an mich! Du glaubst an mich! 
PETER.
Uryggeligt! 
PETER.
Unerschütterlich! 
KONG SKULE.
Så er alt godt; så er jeg visselig frelst! Hør, du skal kaste prestekappen; erkebispen skal løse dig fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd, gå ustandselig frem til magt og hæder. 
KÖNIG SKULE.
Dann ist alles gut; dann bin ich gewißlich gerettet! Höre, Du sollst die Priesterkutte abtun – der Erzbischof soll Dich des Kirchengelübdes entbinden; der Königssohn soll das Schwert tragen, unaufhaltsam zu Macht und Ehren emporsteigen. 
PETER.
Sammen med dig, min høje fader! Sammen vil vi gå! 
PETER.
Zusammen mit Dir, mein hoher Vater! Hand in Hand mit Dir! 
KONG SKULE
(trykker ham ind til sig).
Ja, sammen, vi to alene! 
KÖNIG SKULE
drückt ihn ans Herz.
Ja, Hand in Hand – wir beide allein! 
INGEBJØRG
(for sig selv).
At elske, ofre alt og glemmes, det blev min saga.
(Går stille ud i baggrunden.)  
INGEBJÖRG
für sich.
Zu lieben, alles zu opfern und vergessen zu werden, das ward meine Saga.
Geht still durch die Mitte ab. 
KONG SKULE.
Et stort kongsværk skal gøres i Norge nu! Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og samle til et; Vikværing og Trønder, Hålogalænding og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl, alt skal være som én stor slægt, – da kan du tro, landet vil tage vækst! 
KÖNIG SKULE.
Ein großes Königswerk soll jetzt in Norwegen getan werden! Peter, mein Sohn, höre mich! Alles Volk wollen wir wecken und zu einem Ganzen sammeln; den Vikväringer und den Trondhjemer, den Hålogaländer und den Agdeväringer, den Oberländer und den Sogndöller, – alles soll sein wie ein großes Geschlecht: da – glaube nur, wird das Land wachsen und gedeihen! 
PETER.
Hvilken stor og svimlende tanke det er –! 
PETER.
Welch ein großer und schwindelerregender Gedanke ist das –! 
KONG SKULE.
Fatter du den? 
KÖNIG SKULE.
Fassest Du ihn? 
PETER.
Ja – ja! – Klart –! 
PETER.
Ja – ja! – Ganz klar –! 
KONG SKULE.
Og tror du på den? 
KÖNIG SKULE.
Und Du glaubst an ihn? 
PETER.
Ja, ja; thi jeg tror på dig! 
PETER.
Ja, ja – denn ich glaube an Dich! 
KONG SKULE
(vildt).
Håkon Håkonssøn må falde! 
KÖNIG SKULE
außer sich.
Håkon Håkonsson muß fallen! 
PETER.
Når du vil det, så er det ret, at han falder. 
PETER.
Wenn Du es willst, so ist’s recht, daß er falle. 
KONG SKULE.
Det vil koste blod; men det får ikke hjælpe. 
KÖNIG SKULE.
Es wird Blut kosten – aber das hilft nichts. 
PETER.
Det er ikke spildt, det blod, som flyder for din sag. 
PETER.
Das Blut, das für Deine Sache fließt, nicht unnütz ist es vergossen. 
KONG SKULE.
Din skal al magten være, når jeg får fæstnet riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring om panden, med purpurkåben flømmende vid over dine skuldre; alle mænd i landet skal bøje sig for dig – (lurtoner høres langt borte). Ha! hvad er det! (med et skrig.) Birkebejnerhæren! Hvad var det Pål Flida sagde –?
(iler mod baggrunden.)  
KÖNIG SKULE.
Dein soll alle Macht sein, wenn ich das Reich gefestigt habe. Du sollst auf dem Königsstuhle sitzen, mit dem Reif um die Stirn und mit dem weitwallenden Purpurmantel um die Schultern; alle Männer im Lande sollen sich vor Dir beugen – Lurenklang in weiter Ferne. Ha! Was ist das! Mit einem Aufschrei. Das Heer der Birkebeiner! Was sagte doch Paul Flida –?
Eilt zum Hintergrunde. 
PÅL FLIDA
(kommer ind og råber):
Nu er timen over os, kong Skule! 
PAUL FLIDA
tritt ein und ruft:
Nun ist unsere Stunde da, König Skule! 
KONG SKULE
(forvildet).
Birkebejnerne! Kong Håkons hær! Hvor er de? 
KÖNIG SKULE
verstört.
Die Birkebeiner! König Håkons Heer! Wo sind sie? 
PÅL FLIDA.
De myldrer i tusendvis ned over Ekeberg. 
PAUL FLIDA.
Sie kommen zu Tausenden über Ekeberg herab. 
KONG SKULE.
Blæs til våben! Blæs, blæs! Giv råd; hvor skal vi møde dem? 
KÖNIG SKULE.
Blast zu den Waffen! Blast, blast! Deinen Rat! Wie wollen wir ihnen begegnen? 
PÅL FLIDA.
Alle kirker står åbne for os. 
PAUL FLIDA.
Alle Kirchen stehen uns offen. 
KONG SKULE.
Birkebejnerne, spørger jeg –! 
KÖNIG SKULE.
Die Birkebeiner, frag’ ich –! 
PÅL FLIDA.
For dem står alle broer åbne. 
PAUL FLIDA.
Für die sind alle Brücken frei. 
KONG SKULE.
Usalige mand, hvad har du gjort! 
KÖNIG SKULE.
Unseliger, was hast Du getan! 
PÅL FLIDA.
Lystret min konge. 
PAUL FLIDA.
Meinem König gehorcht. 
KONG SKULE.
Min søn! Min søn! Ve mig; jeg har forspildt dit kongerige! 
KÖNIG SKULE.
Mein Sohn! Mein Sohn! Weh mir! Ich habe Dein Königreich verspielt! 
PETER.
Nej, du vil sejre! Så stor en kongstanke dør ikke! 
PETER.
Nein, Du wirst siegen! Ein so großer Königsgedanke stirbt nicht! 
KONG SKULE.
Ti, ti! (lurtoner og råb høres nærmere.) Til hest; til våben! Det gælder mere end mænds liv og død her!
(iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)


 
KÖNIG SKULE.
Schweig, schweig! Die Lurenklänge und Feldrufe tönen näher. Zu Pferd! Zu den Waffen! Es gilt hier mehr als der Mannen Leben und Tod!
Eilt durch die Mitte hinaus; die andern folgen.


 
En gade i Oslo.
  (Lave træhuse med bislag på begge sider. I baggrunden St. Hallvards kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side ved enden af muren ses kirken, hvis hovedindgang står åben. Det er endnu nat; lidt efter begynder dagen at gry. Stormklokken går; langt borte til højre høres fjerne hærskrig og forvirret larm.)  
Eine Straße in Oslo.
  Niedrige Holzhäuser mit Beischlägen auf beiden Seiten. Im Hintergrunde St. Hallvards-Kirchhof, der von einer hohen Mauer mit einer Pforte umschlossen ist. Links am Ende der Mauer gewahrt man die Kirche, deren Haupteingang offen steht. Es ist noch Nacht; allmählich graut der Tag. Die Sturmglocke läutet; rechts ganz in der Ferne hört man Kriegslärm und wirres Getöse. 
KONG SKULES LURSVEND
(kommer fra højre, blæser i luren og råber):
Til våben! Til våben, alle kong Skules mænd!
(blæser igen og går videre; om lidt hører man ham blæse og råbe i næste gade.)  
DER LURENBLÄSER KÖNIG SKULES
erscheint von rechts, bläst und ruft:
Zu den Waffen! Zu den Waffen, alle Mannen König Skules!
Er bläst abermals und geht weiter; gleich darauf hört man ihn in der nächsten Gasse blasen und rufen. 
EN KVINDE
(kommer ud i en husdør til højre).
Du store barmhjertige Gud, hvad er det? 
EIN WEIB
tritt rechts aus einer Haustür.
Du großer barmherziger Gott, was ist das? 
EN BYMAND
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side af gaden).
Birkebejnerne er i byen! Nu får Skule løn for alle sine ugerninger. 
EIN STÄDTER.
der halb angekleidet aus einem gegenüberliegenden Hause kommt. Die Birkebeiner sind in der Stadt! Jetzt kriegt Skule den Lohn für alle seine Untaten! 
EN AF SKULES MÆND
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene, ind fra en sidegade til venstre).
Hvor er Birkebejnerne? 
EINER VON SKULES MANNEN
tritt mit einigen andern, die Mäntel und Waffen auf den Armen tragen, aus einer Seitengasse links.
Wo sind die Birkebeiner? 
EN ANDEN AF SKULES MÆND
(fra et hus til højre).
Jeg véd ikke! 
EIN ANDRER VON SKULES MANNEN
aus einem Hause rechts.
Ich weiß nicht! 
FØRSTE.
Hys! Hør! – De må være nede ved Gejtebroen. 
DER ERSTE.
Pst! Hört! – Sie müssen unten an der Gejtebrücke sein. 
ANDEN.
Ned til Gejtebroen da!
(Alle iler ud til højre; en bymand kommer løbende fra samme side.)  
DER ZWEITE.
Dann ’nunter zur Gejtebrücke.
Alle rasch ab nach rechts; ein Städter kommt von derselben Seite hergerannt. 
FØRSTE BYMAND.
Hej, grande, hvor kommer I fra? 
ERSTER STÄDTER.
He, Nachbar, wo kommt Ihr her? 
ANDEN BYMAND.
Nede fra Loelven; der går det stygt til. 
ZWEITER STÄDTER.
Vom Lofluß herauf; dort geht es böse zu. 
KVINDEN.
Sankt Olaf og Sankt Hallvard! Er det Birkebejnerne, eller hvem er det? 
DIE FRAU.
Sankt Olaf und Sankt Hallvard! Sind’s die Birkebeiner – oder wer sonst? 
ANDEN BYMAND.
Ja visst er det Birkebejnerne; kong Håkon er med; hele flåden lægger ind til bryggerne; men selv gik han iland med sine bedste mænd ude ved Ekebergstøen. 
ZWEITER STÄDTER.
Ja, gewiß sind’s die Birkebeiner. König Håkon ist mit; die ganze Flotte legt bei den Brücken an; aber er selbst ging mit seinen besten Mannen draußen bei Ekeberg an Land. 
FØRSTE BYMAND.
Så tager han hævn for mandefaldet ved Låka! 
ERSTER STÄDTER.
So nimmt er Rache für den Mannenmord von Låka! 
ANDEN BYMAND.
Ja, det kan I lide på! 
ZWEITER STÄDTER.
Ja, darauf könnt Ihr Euch verlassen! 
FØRSTE BYMAND.
Se der, – der flygter alt Vårbælgerne!
(En flok af Skules mænd kommer flygtende ind fra højre.)  
ERSTER STÄDTER.
Seht hin – da flüchten die Windbälge schon.
Eine Schar von Skules Mannen kommt fliehend von rechts. 
EN AF MÆNDENE.
Ind i kirken! Ingen kan stå sig mod Birkebejnerne, slig som de farer frem inat!
(Flokken iler ind i kirken og stænger døren indenfor.)  
EINER VON DEN MANNEN.
In die Kirche! Keiner kann Stand halten wider die Birkebeiner, so wie sie heute nacht losstürmen!
Die Schar eilt in die Kirche und verriegelt die Tür hinter sich. 
ANDEN BYMAND
(ser ud til højre).
Jeg skimter et mærke langt nede i gaden; det må være kong Håkons. 
ZWEITER STÄDTER
blickt nach rechts hinaus.
Ich seh’, ein Banner fern unten in der Straße; das muß König Håkons Banner sein. 
FØRSTE BYMAND.
Se, se hvor Vårbælgerne flygter!
(En ny flok kommer ind fra højre.)  
ERSTER STÄDTER.
Hui, wie die Windbälge fliehen!
Eine neue Kriegerschar kommt von rechts. 
EN AF FLOKKEN.
Lad os berge os i kirken og bede om grid!
(De stormer mod porten.)  
EINER VON DER SCHAR.
Rettet Euch in die Kirche und fleht um Gnade!
Sie stürmen wider die Tür. 
FLERE VÅRBÆLGER.
Der er stængt; der er stængt! 
MEHRERE WINDBÄLGE.
Sie ist verschlossen! Sie ist verschlossen! 
DEN FØRSTE.
Opover til Martestokke da! 
DER ERSTE.
Dann hinüber nach Marterstokke! 
EN ANDEN.
Hvor er kong Skule? 
EIN ANDRER.
Wo ist König Skule? 
DEN FØRSTE.
Jeg véd ikke. Afsted, der ser jeg Birkebejnernes mærke!
(De flygter forbi kirken ud til venstre.)  
DER ERSTE.
Ich weiß nicht. Fort, da seh’ ich das Banner der Birkebeiner!
Sie fliehen an der Kirche vorbei links hinaus.  
HÅKON
(kommer fra højre med sin mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og flere andre mænd).
 
Håkon erscheint rechts mit seinem Bannerträger GREGORIUS JONSSON, DAGFINN und andern seiner Mannen. 
DAGFINN BONDE.
Hør hærskriget! Skule fylker sine mænd bag kirkegården. 
DAGFINN.
Hört den Feldruf! Skule stellt seine Mannen hinter dem Kirchhof auf. 
EN GAMMEL BYMAND
(råber fra sin svale til Håkon):
Vogt eder, kære herre; Vargbælgerne er gramme, nu de slås for livet! 
EIN ALTER STÄDTER
ruft von seinem Söller Håkon zu:
Hütet Euch, lieber Herr – die Wolfsbälge sind grimmig, jetzt, da es ihnen ans Leben geht! 
HÅKON.
Er det dig, gamle Guthorm Erlendssøn? Du har stridt både for min fader og for min farfader, du. 
HÅKON.
Bist Du’s, alter Guthorm Erlendsson? Du hast ja für meinen Vater und für meinen Großvater gefochten, Du! 
BYMANDEN.
Gud give jeg kunde stride for eder også. 
DER STÄDTER.
Wollte Gott, daß ich auch für Euch fechten könnte! 
HÅKON.
Du er for gammel til det, og det trænges ikke; der kommer folk til mig allevegne fra. 
HÅKON.
Dazu bist Du zu alt, und dessen bedarf’s nicht – es strömt mir Volk von allen Seiten zu. 
DAGFINN BONDE
(peger ud over muren til højre).
Der kommer hertugens mærke! 
DAGFINN
deutet über die Mauer nach rechts.
Da kommt des Herzogs Banner! 
GREGORIUS JONSSØN.
Hertugen selv! Han rider på sin hvide stridshest. 
GREGORIUS JONSSON.
Der Herzog selbst! Er reitet sein weißes Streitroß. 
DAGFINN BONDE.
Vi må hindre ham udgang gennem porten her! 
DAGFINN.
Wir müssen ihm den Ausgang durch die Pforte hier verlegen! 
HÅKON.
Blæs, blæs! (Lursvenden blæser.) Bedre blæste du, hundehvalp, da du blæste for penge på Bergens brygge!
(Lursvenden blæser igen, men stærkere end første gang; der kommer mange folk til.)  
HÅKON.
Blast, blast! Der Lurenbläser bläst. Hast besser geblasen, Du Luder, als Du für Geld bliesest auf der Brücke von Bergen!
Der Lurenbläser bläst abermals, jedoch stärker als das erste Mal; viel Kriegsvolk kommt herzu. 
EN VÅRBÆLG
(fra højre, flygtende henimod kirken, forfulgt af en Birkebejner).
Spar livet! Spar livet! 
EIN WINDBALG
von rechts auf die Kirche zufliehend, von einem Birkebeiner verfolgt.
Schone mein Leben! Schone mein Leben! 
BIRKEBEJNEREN.
Ikke om du så sad på alteret! (hugger ham ned.) En kostbar kappe lader det til du har; den kan jeg bruge. (Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster sit sværd fra sig.) Herre konge! Ikke et slag mere slår jeg for eder! 
DER BIRKEBEINER.
Nicht, wenn Du auf dem Altar säßest! Macht ihn nieder. Du hast einen kostbaren Mantel, scheint’s. Den kann ich brauchen. Er will den Mantel nehmen, stößt aber einen Schrei aus und wirft sein Schwert weg. Herr König! Nicht einen Schlag mehr tu’ ich für Euch! 
DAGFINN BONDE.
Og det siger du i slig en stund! 
DAGFINN.
Und das sagst Du in solcher Stunde! 
BIRKEBEJNEREN.
Ikke et slag mere! 
DER BIRKEBEINER.
Nicht einen Schlag mehr! 
DAGFINN BONDE
(hugger ham ned).
Nej, nu kan du også spare dig det! 
DAGFINN
macht ihn nieder.
So, jetzt kannst Du Dir’s auch sparen! 
BIRKEBEJNEREN
(pegende på den døde Vårbælg).
Jeg mente, jeg havde gjort nok, da jeg dræbte min egen broder.
(dør.)  
DER BIRKEBEINER
auf den toten Windbalg deutend.
Ich glaubte, ich hätte genug getan, als ich meinen eignen Bruder erschlug.
Stirbt. 
HÅKON.
Hans broder! 
HÅKON.
Sein Bruder! 
DAGFINN BONDE.
Hvad!
(går hen til Vårbælgens lig.)  
DAGFINN.
Was!
Tritt an die Leiche des Windbalgs. 
HÅKON.
Er det sandt? 
HÅKON.
Ist’s wahr? 
DAGFINN BONDE.
Det er nok så. 
DAGFINN.
Ja, dem ist so. 
HÅKON
(rystet).
Her ses det bedst, hvad krig det er vi fører. Broder mod broder, fader mod søn; – ved Gud, den almægtige, dette må have en ende! 
HÅKON
erschüttert.
Da sieht man’s am besten, was für einen Krieg wir führen! Bruder wider Bruder, Vater wider Sohn – bei Gott dem Allmächtigen, das muß ein Ende haben! 
GREGORIUS JONSSØN.
Der kommer hertugen i fuld kamp med Knut jarls flok! 
GREGORIUS JONSSON.
Da kommt der Herzog in vollem Kampfe mit Jarl Knuts Schar. 
DAGFINN BONDE.
Stæng porten for ham her, kongsmænd!
(Indenfor muren kommer de kæmpende tilsyne. Vårbælgerne baner sig vej mod venstre, drivende Birkebejnerne fod for fod tilbage. Kong Skule rider på sin hvide stridshest, med draget sværd. Peter går ved siden og holder hestens tøjler, i den venstre hånd et højt opløftet krusifiks. Pål Flida bærer Skules mærke, der er blåt med en stående gylden løve uden økse.)  
DAGFINN.
Versperrt ihm die Pforte, Königsmannen!
Innerhalb der Mauer erblickt man die Kämpfenden. Die Windbälge brechen sich Bahn nach links, indem sie die Birkebeiner Schritt für Schritt zurücktreiben. KÖNIG SKULE reitet mit gezücktem Schwerte auf seinem weißen Streitroß. PETER geht neben ihm und hält die Zügel des Pferdes, in der linken Hand ein hoch erhobenes Kruzifix. PAUL FLIDA trägt Skules Banner; es ist von blauer Farbe und hat einen aufrecht stehenden goldenen Löwen ohne Axt. 
KONG SKULE.
Hug ned for fode! Spar ingen! Der er kommet et nyt kongs-emne i Norge! 
KÖNIG SKULE.
Macht sie nieder! Schont keinen! Ein neuer Thronerbe ist erschienen in Norwegen! 
BIRKEBEJNERNE.
Et nyt kongs-emne, siger han! 
DIE BIRKEBEINER.
Ein neuer Thronerbe, sagt er! 
HÅKON.
Skule Bårdssøn, lad os dele riget! 
HÅKON.
Skule Bårdsson, laßt uns das Reich teilen! 
KONG SKULE.
Alt eller intet! 
KÖNIG SKULE.
Alles oder nichts! 
HÅKON.
Tænk på dronningen, eders datter! 
HÅKON.
Denkt an die Königin, Eure Tochter! 
KONG SKULE.
Jeg har en søn, jeg har en søn! Jeg tænker ikke på andre end ham! 
KÖNIG SKULE.
Ich hab’ einen Sohn, ich hab’ einen Sohn! Ich denke an keinen, als an ihn! 
HÅKON.
Jeg har også en søn; – falder jeg, så får han riget! 
HÅKON.
Ich hab’ auch einen Sohn, – falle ich, so erhält er das Reich! 
KONG SKULE.
Dræb kongsbarnet, hvor I finder det! Dræb det på kongssædet; dræb det for alteret; dræb det, dræb det i dronningens arm! 
KÖNIG SKULE.
Erschlagt das Königskind, wo Ihr es findet! Erschlagt es auf dem Königssitz! Erschlagt es vorm Altare! Erschlagt es, erschlagt’s im Arme der Königin! 
HÅKON.
Der fældte du din dom! 
HÅKON.
Da fälltest Du Dein Urteil! 
KONG SKULE
(hugger om sig).
Dræb, dræb for fode! Kong Skule har en søn! Dræb, dræb!
(Kampen trækker sig udenfor til venstre.)  
KÖNIG SKULE
um sich hauend.
Macht sie nieder, nieder! König Skule hat einen Sohn! Nieder mit ihnen, nieder!
Der Kampf zieht sich nach links hinter die Kirche. 
GREGORIUS JONSSØN.
Vargbælgerne hugger sig igennem! 
GREGORIUS JONSSON.
Die Wolfsbälge schlagen sich durch! 
DAGFINN BONDE.
Ja, men bare for at flygte. 
DAGFINN.
Ja, – doch nur, um zu fliehen! 
GREGORIUS JONSSØN.
Ja ved himlen, – den anden port står åben; der flygter de alt! 
GREGORIUS JONSSON.
Ja, beim Himmel, – die andre Pforte steht offen – dort hinaus fliehen sie alle! 
DAGFINN BONDE.
Opover til Martestokke. (råber ud:) Efter dem, efter dem, Knut jarl! Tag hævn for mandefaldet ved Låka! 
DAGFINN.
Nach Marterstokke hinüber. Ruft hinaus. Ihnen nach, ihnen nach, Jarl Knut! Nimm Rache für den Mannenmord von Låka! 
HÅKON.
I hørte det; han dømte mit barn fredløs, – mit skyldfri barn, Norges kårne konge efter mig! 
HÅKON.
Ihr habt’s gehört. Für vogelfrei erklärte er mein Kind, – mein unschuldig Kind, Norwegens erkorenen König, wenn ich sterbe. 
KONGSMÆNDENE.
Ja, ja, vi hørte det! 
DIE KÖNIGSMANNEN.
Ja, ja, wir hörten es! 
HÅKON.
Og hvad straf er sat for slig brøde? 
HÅKON.
Und welche Strafe verdient solcher Frevel? 
MÆNDENE.
Døden! 
DIE MANNEN.
Den Tod. 
HÅKON.
Så må han også dø! (løfter hånden til ed.) Her sværger jeg det; Skule Bårdssøn skal dø, hvor han træffes på uhellig grund! 
HÅKON.
So muß er denn sterben! Er erhebt die Hand zum Schwur. Hier schwör’ ich es: Skule Bårdsson soll sterben, wo auf unheiligem Grunde er betroffen wird! 
DAGFINN BONDE.
Det er hver trofast mands pligt at fælde ham. 
DAGFINN.
Es ist jedes treuen Mannes Pflicht, ihn zu töten. 
EN BIRKEBEJNER
(fra venstre).
Nu flygter hertug Skule! 
EIN BIRKEBEINER
von links.
Herzog Skule flieht! 
BYMÆNDENE.
Birkebejnerne har sejret! 
DER STÄDTER.
Die Birkebeiner haben gesiegt! 
HÅKON.
Hvad vej? 
HÅKON.
Auf welchem Weg? 
BIRKEBEJNEREN.
Forbi Martestokke, opover til Ejdsvold; de fleste havde sine heste stående oppe i gaderne, ellers var ikke en eneste sluppen fra det med livet. 
DER BIRKEBEINER.
An Marterstokke vorüber, gen Ejdsvold hinauf; die meisten hatten ihre Pferde dort oben in den Straßen stehen, – sonst wäre kein einziger mit dem Leben davongekommen. 
HÅKON.
Gud være takket for hjælpen dennegang også! Nu kan dronningen frit komme i land fra flåden. 
HÅKON.
Gott sei auch diesmal für seine Hilfe gedankt! Unbesorgt kann jetzt die Königin von der Flotte an Land gehen. 
GREGORIUS JONSSØN
(peger ud til højre).
Hun er alt iland, herre; der kommer hun. 
GREGORIUS JONSSON
nach rechts weisend.
Sie ist schon an Land, Herr, – da kommt sie. 
HÅKON
(til dem, som står nærmest om ham).
Det tungeste står igen; hun er en kærlig datter; – hør, – intet ord til hende om al den fare, som truer barnet. Lov mig alle, som en, at værge eders konges søn; men lad ikke hende vide noget. 
HÅKON
zu denen, die ihm zunächst stehen.
Das Schwerste steht noch bevor – sie ist eine zärtliche Tochter; – hört, kein Wort zu ihr von der Gefahr, die dem Kinde droht! Gelobt mir, alle wie Ein Mann, den Sohn Eures Königs zu schützen! Aber lasset sie nichts erfahren. 
MÆNDENE
(dæmpet).
Det lover vi! 
DIE MANNEN
mit gedämpfter Stimme.
Das geloben wir! 
MARGRETE
(kommer med fruer og følge fra højre).
Håkon, min husbond! Himlen har skærmet dig; du har sejret og er uskadt. 
MARGRETE
kommt mit Frauen und Gefolge von rechts.
Håkon, mein Gatte! Der Himmel hat Dich beschirmt – Du hast gesiegt und bist unverletzt. 
HÅKON.
Ja, jeg har sejret. Hvor er barnet? 
HÅKON.
Ja, ich habe gesiegt. Wo ist das Kind? 
MARGRETE.
På kongsskibet, i sikre mænds hænder. 
MARGRETE.
Auf dem Königsschiffe, in sicherer Männerhand. 
HÅKON.
Gå flere derned.
(Nogle af mændene går.)  
HÅKON.
Es sollen mehr noch hinuntergehen.
Einige von den Mannen ab. 
MARGRETE.
Håkon, hvor er – hertug Skule? 
MARGRETE.
Håkon, wo ist – Herzog Skule? 
HÅKON.
Han har taget vejen op til Oplandene. 
HÅKON.
Er hat den Weg in die Oberlande genommen. 
MARGRETE.
Så lever han da! – Min husbond, får jeg lov at takke Gud, fordi han lever? 
MARGRETE.
So lebt er! – Mein Gemahl, darf ich Gott danken, daß er lebt? 
HÅKON
(i smertelig kamp med sig selv).
Hør mig, Margrete; du har været mig en trofast hustru, har fulgt mig i godt og ondt, du har været så usigelig rig på kærlighed; – nu må jeg volde dig en tung sorg; jeg vilde det nødigt; men jeg er konge, derfor må jeg – 
HÅKON
in schmerzlichem Kampfe mit sich selbst.
Hör’ mich, Margrete. Du bist mir ein treues Weib gewesen, Du bist mir gefolgt in guten und schlimmen Tagen, Du warst so unsäglich reich an Liebe; – jetzt muß ich Dir einen schweren Kummer bereiten; ich hätte ihn Dir gern erspart; aber ich bin König, darum muß ich – 
MARGRETE
(spændt).
Gælder det – hertugen? 
MARGRETE
gespannt.
Geht es – den Herzog an? 
HÅKON.
Ja. Der kan ikke ramme mig nogen smerteligere lod, end at skulle leve mit liv langt fra dig; men dersom du finder det må så være efter det, jeg nu siger dig, – tykkes det dig, at du ikke længer tør sidde ved min side, ikke længer kan se på mig uden at blive bleg, – nu, så får vi skilles ad – leve hver for sig, – og jeg skal ikke laste dig for det. 
HÅKON.
Ja. Es kann mich kein schmerzlicheres Los treffen, als mein Leben fern von Dir verbringen zu müssen; aber wenn Du findest, daß es nach dem, was ich Dir jetzt sage, also sein muß, – wenn Du meinst, Du darfst nicht mehr an meiner Seite sitzen, Du kannst mich nicht mehr anschauen, ohne zu erbleichen, – nun, so müssen wir uns trennen, muß jedes für sich leben, – und ich werd’ es Dir nimmer zur Last legen. 
MARGRETE.
Skilles fra dig! Hvor kan du tænke en slig tanke! Giv mig din hånd –! 
MARGRETE.
Mich trennen von Dir! Wie kannst Du solch einen Gedanken denken! Gib mir Deine Hand – 
HÅKON.
Rør den ikke! – Den var nylig løftet til ed – 
HÅKON.
Rühr’ sie nicht an! – Sie war eben zu einem Schwur erhoben – 
MARGRETE.
Til ed? 
MARGRETE.
Zu einem Schwur? 
HÅKON.
En ed, som satte ubrydeligt segl på en dødsdom. 
HÅKON.
Einem Schwur, der unverbrüchlich ein Todesurteil besiegelt hat. 
MARGRETE
(med et skrig).
Min fader! O, min fader!
(vakler; et par af kvinderne iler til og støtter hende.)  
MARGRETE
aufschreiend.
Mein Vater! O, mein Vater!
Sie schwankt; ein paar ihrer Frauen eilen herbei, sie zu stützen. 
HÅKON.
Ja, Margrete, – som konge har jeg dømt din fader til døden. 
HÅKON.
Ja, Margrete, – als König hab’ ich Deinen Vater zum Tode verurteilt. 
MARGRETE.
Så har han visselig forbrudt sig værre, end da han tog kongsnavn. 
MARGRETE.
So hat er sich gewißlich schwerer vergangen, als da er den Königsnamen sich beilegte. 
HÅKON.
Det har han; – og finder du nu, at vi får skilles, så lad det ske. 
HÅKON.
Das hat er, – und findest Du nun, daß wir uns trennen müssen, so laß es geschehen. 
MARGRETE
(nærmere og med styrke).
Vi kan aldrig skilles! Jeg er din hustru, intet andet i verden end din hustru! 
MARGRETE
näher und kraftvoll.
Nie können wir uns trennen! Ich bin Dein Weib, nichts andres auf der Welt als Dein Weib! 
HÅKON.
Er du stærk nok? Hørte og forstod du alt? Jeg dømte din fader. 
HÅKON.
Bist Du stark genug? Hast Du alles gehört und verstanden? Ich habe Deinen Vater gerichtet. 
MARGRETE.
Jeg hørte og forstod alt. Du dømte min fader. 
MARGRETE.
Ich hab’ alles gehört und verstanden. Du hast meinen Vater gerichtet. 
HÅKON.
Og du kræver ikke at vide, hvad hans brøde var? 
HÅKON.
Und Du verlangst nicht zu wissen, was sein Verbrechen war? 
MARGRETE.
Det er jo nok, når du kender den. 
MARGRETE.
Es genügt ja, wenn Du es kennst. 
HÅKON.
Men det var til døden jeg dømte ham! 
HÅKON.
Aber ich hab’ ihn zum Tode verurteilt! 
MARGRETE
(knæler ned for kongen og kysser hans hånd).
Min husbond og høje herre, du dømmer retfærdigt! 
MARGRETE
kniet vor dem Könige nieder und küßt ihm die Hand.
Mein Gemahl und hoher Herr, Du richtest gerecht!
 
Teppet faller.


 
Der Vorhang fällt.


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login