JATGEJR
(står frem midt på gulvet).
Hertug Skule blæste til Ørething
under messen i Nidaros by;
hertug Skule tog kongsnavn, mens klokkerne ringed,
og sværdslag på skjold gav gny.
Kong Skule skred over Dovreskard
med tusende svende på ski;
Gudbrandsdølerne græd for grid
og købte med sølv sig fri.
Kong Skule sørover Mjøsen foer, –
Oplændingen svor og snærred;
kong Skule foer gennem Raumarike
til Låka i Nannestad herred.
Det var den hellige faste-uge;
Birkebejnerhæren kom;
Knut jarl var høvding, – sværdene talte
og fældte i kongstrætten dom.
Det siges forvisst: siden Sverres dage
stod aldrig så hed en strid;
blommet, som blodige kæmpers lagen,
blev vidden, der før var hvid.
De satte på sprang, de Birkebejner, –
slang fra sig både biler og skjolde;
mange hundrede satte dog ikke på sprang,
for de lå og var isende kolde. –
Ingen véd, hvor kong Håkon færdes; –
kong Skule har byer og borge.
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge!
JATGJER
tritt in die Mitte der Halle.
Herzog Skule ließ blasen zum Oerething,
Als in Nidaros Messe man sang;
Zum König sich kürt’ er bei Glockengeläut
Und bei klirrender Schwerter Klang.
König Skule schritt über die Dovrekluft,
Auf Schneeschuhn folgte sein Troß;
Die von Gulbrandstal, die bebten vor Schreck
Und kauften mit Silber sich los.
König Skule fuhr über den Mjösensee,
Die vom Oberland fluchten zumal;
König Skule fuhr über Raumarik
Gen Låka beim Nannestad-Tal.
Es war um die heilige Fastenzeit,
Der Birkbeiner Heer rückte aus;
Jarl Knut war ihr Häuptling, – es fällte das Schwert
Den Spruch in der Könige Strauß.
Nie wurde gekämpft, das ist mir gewiß,
Seit Sverres Tagen so heiß;
Von blutigen Rosen wurde gefärbt
Das Blachfeld, das ehedem weiß.
Die Birkbeiner, hei, die flohen in Hast, –
Fort warfen sie Speer’ und Schilde;
Doch viele Hunderte flohen nicht:
Denn die lagen erstarrt im Gefilde.
König Håkon verscholl; – König Skulen grüßt
Manche Burg, manche Stadtmauerkrone.
Heil, Heil Dir, Herre! Lang sitze Du groß
Auf Norwegs einigem Throne!!
