You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kongs-emnerne (The Pretenders)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
Back to library
PETER
(vildt).
For din skyld, for din skyld! Derfor tør ikke Gud andet, end tvætte den af! 
PETER
wild.
Um Deinetwillen! Um Deinetwillen! Deshalb muß Gott sie abwaschen! 
KONG SKULE.
Ren og skyldfri, lovede jeg Ingebjørg, – og han håner himlen! 
KÖNIG SKULE.
Rein und schuldlos, gelobte ich Ingebjörg – und er höhnt den Himmel! 
PÅL FLIDA
(kommer).
Alt er i oprør! Rædselsgerningen har slået dine mænd med skræk; de flygter ind i kirkerne. 
PAUL FLIDA
tritt ein.
Alles in Aufruhr! Die Schreckenstat hat Deine Mannen mit Grausen erfüllt – sie fliehen in die Kirchen. 
KONG SKULE.
De skal ud, de må ud! 
KÖNIG SKULE.
Sie sollen, sie müssen heraus! 
BÅRD BRATTE
(kommer).
Bymændene har rejst sig mod eder; de dræber Vårbælgerne rundt om på gaderne og i husene, hvor de kan finde dem! 
BÅRD BRATTE
tritt ein.
Die Städter haben sich wider Euch erhoben; sie erschlagen die Windbälge rings auf den Gassen und in den Häusern, wo sie sie finden können! 
EN HIRDMAND
(kommer).
Nu sejler Birkebejnerne op i elven! 
EIN GEFOLGSMANN
tritt ein.
Jetzt segeln die Birkebeiner den Fluß herauf! 
KONG SKULE.
Blæs mine mænd sammen. Ingen må svigte mig her! 
KÖNIG SKULE.
Blast meine Mannen zusammen! Keiner darf mich hier im Stich lassen! 
PÅL FLIDA.
Ugørligt; skrækken har lamslået dem. 
PAUL FLIDA.
Unmöglich – der Schreck hat sie gelähmt. 
KONG SKULE
(fortvivlet).
Men jeg kan ikke falde nu! Min søn må ikke dø med en dødsskyld på sin sjæl! 
KÖNIG SKULE
verzweifelt.
Aber ich kann jetzt nicht fallen! Mein Sohn darf nicht sterben mit einer Todsünde auf seiner Seele! 
PETER.
Tænk ikke på mig; du er den eneste, det gælder. Lad os søge opover til Indherred; der er alle mænd tro! 
PETER.
Denk nicht an mich – um Dich nur handelt es sich. Versuchen wir’s nach Indherred hinüber zu kommen; dort sind alle Mannen treu! 
KONG SKULE.
Ja, på flugt! Følg mig, hvem der vil berge livet! 
KÖNIG SKULE.
Ja, fliehen wir! Folge mir, wer sein Leben lieb hat! 
BÅRD BRATTE.
Hvad vej? 
BÅRD BRATTE.
Auf welchem Wege? 
KONG SKULE.
Over broen! 
KÖNIG SKULE.
Über die Brücke! 
PÅL FLIDA.
Alle broer er brudt af, herre. 
PAUL FLIDA.
Alle Brücken sind abgebrochen, Herr. 
KONG SKULE.
Brudt af –! Alle broer brudt af, siger du! 
KÖNIG SKULE.
Abgebrochen –! Alle Brücken abgebrochen, sagst Du! 
PÅL FLIDA.
I skulde brudt dem af i Oslo, så kunde I ladt dem stå i Nidaros. 
PAUL FLIDA.
Ihr hättet sie in Oslo abbrechen sollen, dann hättet Ihr in Nidaros sie können stehen lassen. 
KONG SKULE.
Over elven alligevel; – her er liv og salighed at frelse! På flugt! På flugt!
(Han og Peter iler ud til venstre.)  
KÖNIG SKULE.
Über den Fluß gleichwohl! – Hier gilt’s Leben und Seligkeit zu retten! Flieht! Flieht!
Er und Peter eilen links hinaus. 
BÅRD BRATTE.
Ja, bedre det, end at falde for bymænd og Birkebejnere. 
BÅRD BRATTE.
Ja, lieber das, als von Städtern und Birkebeinern erschlagen zu werden! 
PÅL FLIDA.
I Guds navn, på flugt da.
(Alle følger efter Skule.)
(Stuen står en kort stund tom; der høres fjern og forvirret larm fra gaderne; derpå stormer en flok væbnede bymænd ind gennem døren til højre.)  
PAUL FLIDA.
In Gottes Namen denn, – die Flucht!
Alle folgen Skule.
Die Stube steht einen Augenblick leer; man hört fernen und wirren Lärm von den Straßen; dann stürmt ein Trupp bewaffneter Städter durch die Tür rechts herein. 
EN BYMAND.
Herind! Her må han være. 
EIN STÄDTER.
Hieher! Hier muß er sein. 
EN ANDEN.
Dræb ham! 
EIN ANDRER.
Erschlagt ihn! 
FLERE.
Dræb kirkeraneren også! 
MEHRERE.
Erschlagt auch den Kirchenräuber! 
EN ENKELT.
Far varligt frem; de bider fra sig. 
EIN EINZELNER.
Seht Euch vor! Sie beißen um sich. 
FØRSTE BYMAND.
Det har ingen nød; Birkebejnerne er alt oppe i gaden. 
ERSTER STÄDTER.
Das hat keine Not – die Birkebeiner sind schon oben in der Straße. 
EN BYMAND
(kommer).
For sent; – kong Skule er flygtet. 
EIN STÄDTER
kommt.
Zu spät! – König Skule ist geflohen! 
FLERE.
Hvorhen? Hvorhen? 
MEHRERE.
Wohin? Wohin? 
DEN KOMMENDE.
Ind i en af kirkerne, tænker jeg; de er fulde af Vargbælger. 
DER ANKÖMMLING.
In eine der Kirchen, denk’ ich – sie sind voller Wolfsbälge. 
FØRSTE BYMAND.
Så lad os søge ham; stor tak og løn giver kong Håkon den mand, som dræber Skule. 
ERSTER STÄDTER.
So wollen wir ihn suchen; – großen Dank und Lohn spendet König Håkon dem Manne, der Skule erschlägt. 
EN ANDEN.
Der kommer Birkebejnerne. 
EIN ANDRER.
Da kommen die Birkebeiner. 
EN TREDJE.
Kong Håkon selv. 
EIN DRITTER.
König Håkon selbst! 
MANGE I FLOKKEN
(råber):
Hil kong Håkon Håkonssøn! 
VIELE IN DER MENGE
rufen:
Heil König Håkon Håkonsson! 
HÅKON
(kommer ind fra højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og en mængde andre).
Ja, nu er I ydmyge, I Trøndere! I har længe nok stået mig imod. 
HÅKON
tritt von rechts ein; ihm folgen Gregorius Jonsson, Dagfinn und zahlreiche andere.
Ja, jetzt seid Ihr demütig, Ihr Trondhjemer, – lange genug habt Ihr mir getrotzt. 
FØRSTE BYMAND
(på knæ).
Nåde, herre; Skule Bårdssøn var så hårdt over os! 
ERSTER STÄDTER
auf die Knie fallend.
Gnade, Herr! Skule Bårdsson hat uns so hart zugesetzt! 
EN ANDEN
(også knælende).
Han tvang os, ellers havde vi aldrig fulgt ham. 
EIN ANDRER
gleichfalls kniend.
Er zwang uns, – sonst wären wir ihm niemals gefolgt. 
DEN FØRSTE.
Han tog vort gods og nødte os til at slå for sin uretfærdige sag. 
DER ERSTE.
Er nahm unser Hab und Gut und nötigte uns, für seine ungerechte Sache zu kämpfen. 
DEN ANDEN.
Ak, høje herre, han har været en svøbe for sine venner som for sine uvenner. 
DER ZWEITE.
Ach, hoher Herr, er ist eine Geißel gewesen für seine Freunde wie für seine Feinde. 
MANGE STEMMER.
Ja, ja, – Skule Bårdssøn har været en svøbe for hele landet. 
VIELE STIMMEN.
Ja, ja, Skule Bårdsson ist eine Geißel gewesen für das ganze Land! 
DAGFINN BONDE.
Det turde være et sandt ord, det. 
DAGFINN.
Das dürfte ein wahres Wort sein. 
HÅKON.
Godt; med jer bymænd skal jeg siden tale; det er min agt at straffe strængt, hvad der er forbrudt; men først er her andet at tænke på. Véd nogen, hvor Skule Bårdssøn er? 
HÅKON.
Gut, – mit Euch Städtern werd’ ich später reden – ich habe vor, streng zu bestrafen, was hier verbrochen worden ist. Aber zunächst gilt es an andres zu denken. Weiß einer, wo Skule Bårdsson ist? 
FLERE.
Inde i en af kirkerne, herre! 
MEHRERE.
In einer der Kirchen, Herr! 
HÅKON.
Véd I det så visst? 
HÅKON.
Wißt Ihr das so sicher? 
BYMÆNDENE.
Ja, der er alle Vargbælgerne. 
DER STÄDTER.
Ja, da sind alle Wolfsbälge. 
HÅKON
(sagte til Dagfinn Bonde).
Han må findes; sæt vagt for alle kirker i byen. 
HÅKON
leise zu Dagfinn.
Man muß ihn finden, – stellt Wachen vor alle Kirchen der Stadt. 
DAGFINN BONDE.
Og når han findes, skal han fældes uden ophold. 
DAGFINN.
Und wenn man ihn findet – soll er ohne Verzug erschlagen werden. 
HÅKON
(dæmpet).
Fældes? Dagfinn, Dagfinn, hvor tungt det tykkes mig. 
HÅKON
mit leiser Stimme.
Erschlagen? Dagfinn, Dagfinn, wie schwer dünkt mich das! 
DAGFINN BONDE.
Herre, I svor det dyrt i Oslo. 
DAGFINN
Herr, Ihr habt es hoch und teuer beschworen in Oslo. 
HÅKON.
Og hver mand i landet vil kræve hans død. (Vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de andre.) Gå; du var engang hans ven; søg ham, og få ham til at flygte af landet. 
HÅKON.
Und jedermann im Lande wird seinen Tod fordern. Er wendet sich zu Gregorius Jonsson und spricht, unhörbar für die andern: Geh! Du warst einstmals sein Freund! Such’ ihn auf, und berede ihn, aus dem Lande zu fliehen. 
GREGORIUS JONSSØN
(glad).
Det vil I, herre? 
GREGORIUS JONSSON
freudig.
Das wollet Ihr, Herr? 
HÅKON.
For min fromme, elskelige hustrus skyld. 
HÅKON.
Um meiner frommen, lieben Hausfrau willen. 
GREGORIUS JONSSØN.
Men hvis han ikke flygter; hvis han ikke vil eller ikke kan? 
GREGORIUS JONSSON.
Aber wenn er nicht flieht? Wenn er nicht will oder nicht kann? 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login