Bibliotheca Polyglotta

Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)

Complete text

ANNA
(tankefuld).
O, det han siger, kan jeg godt forstå;
der må dog noget sandt på bunden være.

ANNA
[pensively].
Oh, I can understand the feeling quite;
I am sure at bottom Mr. Falk is right.

FRØKEN SKÆRE
(bekymret).
Sligt må min kæreste ej høre på,
han er excentrisk nok. – Å hør, min kære;
kom hid et øjeblik!

MISS JAY
[perturbed].
My Stiver mustn’t listen to his mocking.
He’s rather too eccentric even now.--
My dear, I want you.

STYVER
(beskæftiget med at rense sin pibespids).
Jeg kommer snart.

STIVER
[occupied in cleaning his pipe].
Presently, my dear.

GULDSTAD
(til Falk).
Ja, ét er mig dog idetmindste klart:
at De bør holde noget mer i ære
forsynligheden; tænk Dem blot, ifald
De skrev et digt idag og satte al
den dyre restbeholdning ind deri,
som De på lager har af poesi,
og fandt, De intet havde mer tilbedste,
når De imorgen digtede det næste; –
da fik kritiken Dem nok i kalotten.

GULDSTAD
[to FALK].
One thing at least to me is very clear;--
And this is that you cannot but allow
Some forethought indispensable. For see,
Suppose that you to-day should write a sonnet,
And, scorning forethought, you should lavish on it
Your last reserve, your all, of poetry,
So that, to-morrow, when you set about
Your next song, you should find yourself cleaned out,
Heavens! how your friends the critics then would crow!

FALK.
Jeg tvivler på, den mærked bankerotten;
da slentred arm i arm kritik og jeg
gemytligt frem jo på den samme vej.
(afbrydende og med overgang.)
Men sig mig, Lind, hvad går der dog af dig?
Du sidder her den hele tid så sturen;
studerer du måske arkitekturen?

FALK.
D’you think they’d notice I was bankrupt? No!
Once beggared of ideas, I and they
Would saunter arm in arm the selfsame way--
[Breaking off.]
But Lind! why, what’s the matter with you, pray?
You sit there dumb and dreaming--I suspect you’re
Deep in the mysteries of architecture.

LIND
(tar sig sammen).
Jeg? Hvorfor falder du på det?

LIND
[collecting himself].
I? What should make you think so?

FALK.
Jo visst;
du har ej øjet fra altanen hist.
Er det verandastilens brede buer,
som du med slig dybsindighed beskuer?
Hvad heller dørens kunstigt skårne hængsler,
og vindueslugerne med ditto stængsler?
For noget er det, som din tanke fængsler.

FALK.
I observe.
Your eyes are glued to the verandah yonder--
You’re studying, mayhap, its arches’ curve,
Or can it be its pillars’ strength you ponder,
The door perhaps, with hammered iron hinges?
From something there your glances never wander.

LIND
(med et strålende udtryk).
Nej, du tar fejl; jeg sidder her og lever.
Berust i nuet intet mer jeg kræver.
Jeg har en følelse, som om jeg stod
med verdens rigdom drysset for min fod!
Tak for din sang om glædens liv i våren;
den var som af mit eget indre skåren!
(hæver sit glas og vexler et blik med Anna, umærkeligt for de øvrige.)
En skål for blomsten, der den dufter smukt,
foruden tanke på at vorde frugt!
(drikker tilbunds.)

LIND.
No, you are wrong--I’m just absorbed in being--
Drunk with the hour--naught craving, naught foreseeing.
I feel as though I stood, my life complete,
With all earth’s riches scattered at my feet.
Thanks for your song of happiness and spring--
From out my inmost heart it seemed to spring.
[Lifts his glass and exchanges a glance, unobserved, with ANNA.]
Here’s to the blossom in its fragrant pride!
What reck we of the fruit of autumn-tide?
[Empties his glass.]

FALK
(ser på ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let tone)
Vil mine damer høre; det var nyt!
Her har jeg letvindt gjort en proselyt.
Igår han gik med salmebog i lommen,
idag han kækt trakterer digtertrommen. –
Man påstår vel, at vi poeter fødes;
men stundom kan en prosaist dog gødes
så ubarmhjertigt, som en strasburgsk gås,
med rimet sludder og med metrisk vås,
så alt hans indre, lever, sjæl og krås,
når ud det krænges, findes ganske fuldt
af lyrisk ister og rethorisk smult.
(til Lind.)
Men tak forresten for din gode mening;
herefter slår vi harpen i forening.

FALK
[looks at him with surprise and emotion, but assumes a light tone].
Behold, fair ladies! though you scorn me quite,
Here I have made an easy proselyte.
His hymn-book yesterday was all he cared for--
To-day e’en dithyrambics he’s prepared for!
We poets must be born, cries every judge;
But prose-folks, now and then, like Strasburg geese,
Gorge themselves so inhumanly obese
On rhyming balderdash and rhythmic fudge,
That, when cleaned out, their very souls are thick
With lyric lard and greasy rhetoric.
[To LIND.]
Your praise, however, I shall not forget;
We’ll sweep the lyre henceforward in duet.

FRØKEN SKÆRE.
Ja De, herr Falk, De er vel flittig nu?
I landlig ro, – her mellem blomstergrene,
hvor De kan færdes for Dem selv alene – –

MISS JAY.
You, Mr. Falk, are hard at work, no doubt,
Here in these rural solitudes delightful,
Where at your own sweet will you roam about--

FRU HALM
(smilende).
Nej, han er doven, så det er en gru.

MRS. HALM
[smiling].
Oh, no, his laziness is something frightful.

FRØKEN SKÆRE.
Jeg havde tænkt, De, som fru Halms logerende,
var bleven rigtig stærkt poetiserende.
(peger ud til højre.)
Det lille havehus, bag løvet gemt,
det ligger for en digter så bekvemt;
der synes mig, De måtte blive stemt – –

MISS JAY.
What! here at Mrs. Halm’s! that’s most surprising--
Surely it’s just the place for poetising--
[Pointing to the right.]
That summer-house, for instance, in the wood
Sequestered, name me any place that could
Be more conducive to poetic mood--

FALK
(går over mod verandaen og læner sig med armene på rækværket).
Dæk mine øjnes spejl med blindheds skimmel,
så skal jeg digte om den lyse himmel.
Skaf mig, om blot en månedstid på borg,
en kval, en knusende, en kæmpesorg,
så skal jeg synge livets jubel ud.
Og helst, min frøken, skaf mig blot en brud,
som er mig alt, mit lys, min sol, min Gud.
Jeg har om den ting supplicert Vorherre,
men han har hidtil vist sig døv, desværre.

FALK.
Let blindness veil the sunlight from mine eyes,
I’ll chant the splendour of the sunlit skies!
Just for a season let me beg or borrow
A great, a crushing, a stupendous sorrow,
And soon you’ll hear my hymns of gladness rise!
But best, Miss Jay, to nerve my wings for flight,
Find me a maid to be my life, my light--
For that incitement long to heaven I’ve pleaded;
But hitherto, worse luck, it hasn’t heeded.

FRØKEN SKÆRE.
Fy, det er jo frivolt!

MISS JAY.
What levity!

FRU HALM.
Ja hæsligt sagt!

MRS. HALM.
Yes, most irreverent!

FALK.
Å, De må ikke tro det var min agt
at gå med hende under arm på „Kurland“;
nej, midt i lykkens vilde jubeljagt
hun måtte gå til evighedens urland.
Jeg trænger til lidt åndig gymnastik,
som jeg på den vis måske grundigst fik.

FALK.
Pray don’t imagine it was my intent
To live with her on bread and cheese and kisses.
No! just upon the threshold of our blisses,
Kind Heaven must snatch away the gift it lent.
I need a little spiritual gymnastic;
The dose in that form surely would be drastic.

SVANHILD
(har under det foregående nærmet sig; hun står nu tæt ved Falk og siger med et bestemt men lunefuldt udtryk).
Godt, jeg skal be’ for Dem om slig en skæbne;
men når den kommer, – bær den som en mand.

SVANHILD.
[Has during the talk approached; she stands close to the table, and says in a determined but whimsical tone:]
I’ll pray that such may be your destiny.
But, when it finds you--bear it like a man.

FALK
(har vendt sig overrasket).
Å, frøken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De også, at jeg stole kan
på Deres bøn, som noget rigtigt virkende?
Med himlen, ser De, må man omgås lirkende.
Jeg véd jo nok, De vilje har for to
til mig at skille ved min sjælero;
men om De også har behørig tro,
se, det er sagen.

FALK
[turning round in surprise].
Miss Svanhild!--well, I’ll do the best I can.
But think you I may trust implicitly
To finding your petitions efficacious?
Heaven as you know, to faith alone is gracious--
And though you’ve doubtless will enough for two
To make me bid my peace of mind adieu,
Have you the faith to carry matters through?
That is the question.

SVANHILD
(mellem spøg og alvor).
Vent til sorgen kommer
og gulner livets lyse, grønne sommer, –
vent til den nager vågen og i drømme,
så kan om styrken af min tro De dømme.
(hun går over til damerne.)

SVANHILD
[half in jest].
Wait till sorrow comes,
And all your being’s springtide chills and numbs,
Wait till it gnaws and rends you, soon and late,
Then tell me if my faith is adequate.
[She goes across to the ladies.]

FRU HALM
(dæmpet).
Men vil I to da aldrig holde fred?
Nu har du gjort herr Falk for alvor vred.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skære blander sig i samtalen. Svanhild står kold og taus.)

MRS. HALM
[aside to her].
Can you two never be at peace? you’ve made
Poor Mr. Falk quite angry, I’m afraid.
[Continues reprovingly in a low voice. MISS JAY joins in the conversation. SVANHILD remains cold and silent.]

FALK
(går efter en kort, tankefuld stilhed over til lysthuset og siger hen for sig):
Der lyste visshed ud af hendes blikke.
Mon jeg skal tro, som hun det tror så trygt,
at himlen vil –

FALK
[after a pause of reflection goes over to the summer-house, then to himself].
With fullest confidence her glances lightened.
Shall I believe, as she does so securely,
That Heaven intends--

GULDSTAD.
Å nej-Gud vil den ikke!
Den var da, med respekt, og brav forrykt,
om den effektuerte slige ordres.
Nej, ser De, gode hode, – hvad der fordres,
det er motion for arme, ben og krop.
Lig ikke her og glo i løvet op
den lange dag; hug ved om ikke andet.
Det måtte også være rent forbandet,
om ikke inden fjorten dage De
for Deres gale nykker da var fri.

GULDSTAD.
No, hang it; don’t be frightened!
The powers above would be demented surely
To give effect to orders such as these.
No, my good sir--the cure for your disease
Is exercise for muscle, nerve, and sinew.
Don’t lie there wasting all the grit that’s in you
In idle dreams; cut wood, if that were all;
And then I’ll say the devil’s in’t indeed
If one brief fortnight does not find you freed
From all your whimsies high-fantastical.

FALK.
Jeg står som æslet, snørt i valgets bånd;
til venstre har jeg kød, til højre ånd;
hvad var vel visest her at vælge først.

FALK.
Fetter’d by choice, like Burnell’s ass, I ponder--
The flesh on this side, and the spirit yonder.
Which were it wiser I should go for first?

GULDSTAD
(idet han skænker i glassene).
Først et glas punsch, det slukker harm og tørst.

GULDSTAD
[filling the glasses].
First have some punch--that quenches ire and thirst.

FRU HALM
(ser på sit uhr).
Men den er otte snart; nu tror jeg næsten
det er på tiden vi kan vente presten.
(rejser sig og rydder op på altanen.)

MRS. HALM
[looking at her watch].
Ha! Eight o’clock! my watch is either fast, or
It’s just the time we may expect the Pastor.
[Rises, and puts things in order on the verandah.]

FALK.
Hvad? Skal her komme prester?

FALK.
What! have we parsons coming?

FRØKEN SKÆRE.
Gud, ja visst!

MISS JAY.
Don’t you know?

FRU HALM.
Det var jo det, som jeg fortalte sidst –

MRS. HALM.
I told you, just a little while ago--

ANNA.
Nej moer, herr Falk var ikke da tilstede.

ANNA.
No, mother--Mr. Falk had not yet come.

FRU HALM.
Nå, det er sandt. Men bliv dog ej så trist;
tro mig, af det besøg De høster glæde.

MRS. HALM.
Why no, that’s true; but pray don’t look so glum.
Trust me, you’ll be enchanted with his visit.

FALK.
Men sig, hvem er han da, den glædens såmand?

FALK.
A clerical enchanter; pray who is it?

FRU HALM.
Å Herregud, det er jo presten Stråmand.

MRS. HALM.
Why, Pastor Strawman, not unknown to fame.

FALK.
Ja så. Jeg tror, at jeg har hørt hans navn,
og læst, at han skal ind og gøre gavn,
som storthingsmand, på politikens marker.

FALK.
Indeed! Oh, yes, I think I’ve heard his name,
And read that in the legislative game
He comes to take a hand, with voice and vote.

STYVER.
Ja, han er taler.

STIVER.
He speaks superbly.

GULDSTAD.
Skade blot, han harker.

GULDSTAD.
When he’s cleared his throat.

FRØKEN SKÆRE.
Nu kommer han med frue –

MISS JAY.
He’s coming with his wife--

FRU HALM.
Og med arvinger –

MRS. HALM.
And all their blessings--

FALK.
At more dem iforvejen lidt, de hulde, –
for siden får han begge hænder fulde
med svenske spørgsmål og med statsrådsgarvinger;
jo, jeg forstår.

FALK.
To give them three or four days’ treat, poor dears--
Soon he’ll be buried over head and ears
In Swedish muddles and official messings--
I see!

FRU HALM.
Det er en mand, herr Falk!

MRS. HALM
[to FALK].
Now there’s a man for you, in truth!

GULDSTAD.
Ja, i sin ungdom var han nu en skalk.

GULDSTAD.
They say he was a rogue, though, in his youth.

FRØKEN SKÆRE
(fornærmet).
Nå så, herr Guldstad! Alt fra jeg var liden
har jeg hørt tale dog med stor respekt, –
og det af folk, hvis ord har megen vægt, –
om presten Stråmand og hans livs roman.

MISS JAY
[offended].
There, Mr. Guldstad, I must break a lance!
I’ve heard as long as I can recollect,
Most worthy people speak with great respect
Of Pastor Strawman and his life’s romance.

GULDSTAD
(leende).
Roman?

GULDSTAD
[laughing].
Romance?

FRØKEN SKÆRE.
Roman. Jeg kalder sligt romantisk,
som ej af hverdagsfolk vurderes kan.

MISS JAY.
Romance! I call a match romantic
At which mere worldly wisdom looks askance.

FALK.
De spænder min nysgærrighed gigantisk.

FALK.
You make my curiosity gigantic.

FRØKEN SKÆRE
(vedblivende).
Men Gudbevars, der gives altid visse,
som af det rørende sig lader hidse
til railleri! Det er jo velbekendt,
at her var en, som bare var student,
der var så fræk, så ryggesløs, så ussel,
at kritisere selve „William Russell“.

MISS JAY
[continuing].
But certain people always grow splenetic--
Why, goodness knows--at everything pathetic,
And scoff it down. We all know how, of late,
An unfledged, upstart undergraduate
Presumed, with brazen insolence, to declare
That “William Russell”¹ was a poor affair!

FALK.
Men sig, er oplandspresten da et digt,
et kristent drama eller noget sligt?

FALK.
But what has this to do with Strawman, pray?
Is he a poem, or a Christian play?

FRØKEN SKÆRE
(rørt til stille tårer).
Nej Falk, – et menneske, på hjerte rigt.
Men når en så at sige livløs ting
kan forårsage slige ondskabssting
og vække fæle lidenskabers mængde
af slig en dybde –

MISS JAY
[with tears of emotion].
No, Falk,--a man, with heart as large as day.
But when a--so to speak--mere lifeless thing
Can put such venom into envy’s sting,
And stir up evil passions fierce and fell
Of such a depth--

FALK
(deltagende).
Og af slig en længde –

FALK
[sympathetically].
And such a length as well--

FRØKEN SKÆRE.
Så vil, med Deres skarpe blik, De snart
begribe at –

MISS JAY.
Why then, a man of your commanding brain
Can’t fail to see--

FALK.
Ja, det er ganske klart.
Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,
det er romanens indhold og dens art.
Jeg kan nok ane, det er noget nydeligt;
men hvis det lod sig sige i en fart –

FALK.
Oh, yes, that’s very plain.
But hitherto I haven’t quite made out
The nature, style, and plot of this romance.
It’s something quite delightful I’ve no doubt--
But just a little inkling in advance--

1. “William Russel.” An original historic tragedy, found upon the career of the ill-fated Lord William Russell, by Andreas Munch, cousin of the historian P. A. Munch. It was produced at Christiania in 1857, the year of Ibsen’s return from Bergen, and reviewed by him in the Illusteret Nyhedsblad for that year, Nos. 61 and 52. Professor Johan Storm of Christiania, to whose kindness I owe these particulars, adds that "it is rather a fine play and created a certain sensation in its time; but Munch is forgotten."

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=cd8cfef0-ea84-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display