You are here: BP HOME > MI > Kærlighedens komedie (Love’s Comedy) > fulltext
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
FALK.
Giv tid;
du skal forhøres først, så dømmes, hænges.
Hvad er nu det for adfærd? Lægge skjul
for mig, din ven, på skatten, du har fundet; –
for tilstå kun, formodningen er grundet:
Du trukket har et lod i lykkens hjul! 
FALK.
Hullo there; you must first be tried;
Sentence and hanging follow in due course.
Now, what on earth’s the matter? To conceal
From me, your friend, this treasure of your finding;
For you’ll confess the inference is binding:
You’ve come into a prize off Fortune’s wheel! 
LIND.
Ja, jeg har fanget lykkens fagre fugl! 
LIND.
I’ve snared and taken Fortune’s blessed bird! 
FALK.
Så? Levende, – og ej i snaren kvalt? 
FALK.
How? Living,--and undamaged by the steel? 
LIND.
Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tænk –! 
LIND.
Patience; I’ll tell the matter in one word.
I am engaged! Conceive--! 
FALK
(hurtigt).
Forlovet! 
FALK
[quickly].
Engaged! 
LIND.
Ja!
idag, – Gud véd, hvor jeg tog modet fra!
Jeg sagde, – å, sligt lar sig ikke sige;
men tænk dig, – hun, den unge, smukke pige,
blev ganske blussende, – slet ikke vred!
Nej, kan du skønne, Falk, hvad jeg har vovet!
Hun hørte på mig, – og jeg tror hun græd;
det er jo gode tegn? 
LIND.
It’s true!
To-day,--with unimagined courage swelling,
I said,--ahem, it will not bear re-telling;--
But only think,--the sweet young maiden grew
Quite rosy-red,--but not at all enraged!
You see, Falk, what I ventured for a bride!
She listened,--and I rather think she cried;
That, sure, means “Yes”? 
FALK.
Ja visst; bliv ved. 
FALK.
If precedents decide;
Go on. 
LIND.
Og, ikke sandt, – da er vi jo forlovet? 
LIND.
And so we really are--engaged? 
FALK.
Jeg må formode det; men for at være
aldeles tryg, så rådspørg frøken Skære. 
FALK.
I should conclude so; but the only way
To be quite certain, is to ask Miss Jay. 
LIND.
O nej, jeg véd, jeg føler det så trygt!
Jeg er så klar, så sikker, uden frygt.
(strålende og hemmelighedsfuldt.)
Hør, jeg fik lov at holde hendes hånd,
da hun tog kaffetøjet bort fra bordet! 
LIND.
O no, I feel so confident, so clear!
So perfectly assured, and void of fear.
[Radiantly, in a mysterious tone.]
Hark! I had leave her fingers to caress
When from the coffee-board she drew the cover. 
FALK
(løfter sit glas og tømmer det).
Nå, vårens blomster da i eders bånd! 
FALK
[lifting and emptying his glass].
Well, flowers of spring your wedding garland dress! 
LIND
(ligeså).
Og det skal være højt og helligt svoret,
at jeg vil elske hende til min død,
så varmt som nu: – ja, for hun er så sød! 
LIND
[doing the same].
And here I swear by heaven that I will love her
Until I die, with love as infinite
As now glows in me,--for she is so sweet! 
FALK.
Forlovet! Derfor var det da, du slang
på hylden både loven og profeterne. 
FALK.
Engaged! Aha, so that was why you flung
The Holy Law and Prophets on the shelf! 
LIND
(leende).
Og du, som trode, at det var din sang –! 
LIND
[laughing].
And you believed it was the song you sung--! 
FALK.
Min ven, så stærk en tro har tidt poeterne. 
FALK.
A poet believes all things of himself. 
LIND
(alvorligt).
Tro ellers ikke, Falk, at theologen
er fra min lykkes time dreven ud.
Der er den forskel kun, at ikke bogen
forslår som jakobsstige til min Gud.
Nu må jeg ud og søge ham i livet;
jeg føler mig i hjertet mere god,
jeg elsker strået, krybet for min fod;
det er jo også del i lykken givet. 
LIND
[seriously].
Don’t think, however, Falk, that I dismiss
The theologian from my hour of bliss.
Only, I find the Book will not suffice
As Jacob’s ladder unto Paradise.
I must into God’s world, and seek Him there.
A boundless kindness in my heart upsprings,
I love the straw, I love the creeping things;
They also in my joy shall have a share. 
FALK.
Men sig mig nu – 
FALK.
Yes, only tell me this, though-- 
LIND.
Nu har jeg sagt det hele, –
min rige gåde, som vi tre vil dele. 
LIND.
I have told it,--
My precious secret, and our three hearts hold it! 
FALK.
Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad? 
FALK.
But have you thought about the future? 
LIND.
Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne stund
jeg lever i det vårlige sekund.
Jeg vender øjet mod min lykke hjemad;
der holder skæbnens tømmer jeg og hun.
Ej du, ej Guldstad, – ja, ej selv fru Halm
tør sige til min friske livsblomst: „Falm!“
Thi jeg har vilje, hun har varme øjne,
og derfor må den, skal den opad højne! 
LIND.
Thought?
I?--thought about the future? No, from this
Time forth I live but in the hour that is.
In home shall all my happiness be sought;
We hold Fate’s reins, we drive her hither, thither,
And neither friend nor mother shall have right
To say unto my budding blossom: Wither!
For I am earnest and her eyes are bright,
And so it must unfold into the light! 
FALK.
Ret så, min broder, dig har lykken brug for! 
FALK.
Yes, Fortune likes you, you will serve her turn! 
LIND.
Mit livsmod brænder lig en vilter sang;
jeg kender mig så stærk; lå der et slug for
min fod, – hvor gabende, – jeg over sprang! 
LIND.
My spirits like wild music glow and burn;
I feel myself a Titan: though a foss
Opened before me--I would leap across! 
FALK.
Det sige vil i simpelt prosasprog:
Din kærlighed har gjort dig til et rensdyr. 
FALK.
Your love, you mean to say, in simple prose,
Has made a reindeer of you. 
LIND.
Nå, – farer jeg med renens vilde tog,
jeg véd, til hvem min længselsfugl imens flyr! 
LIND.
Well, suppose;
But in my wildest flight, I know the nest
In which my heart’s dove longs to be at rest! 
FALK.
Så får den alt imorgen til at flyve;
du følger med kvartetten jo tilfjelds.
Jeg lover for, du trænger ingen pels – 
FALK.
Well then, to-morrow it may fly con brio,
You’re off into the hills with the quartette.
I’ll guarantee you against cold and wet-- 
LIND.
Kvartetten! Pyt, – lad den alene klyve!
For mig er højfjeldsluft i dalens bund;
her har jeg blomsterne og fjordens vidder,
her har jeg løvsalsang og fuglekvidder,
og lykkens huldre, – ja for her er hun! 
LIND.
Pooh, the quartette may go and climb in trio,
The lowly dale has mountain air for me;
Here I’ve the immeasurable fjord, the flowers,
Here I have warbling birds and choral bowers,
And lady fortune’s self,--for here is she! 
FALK.
Ak, lykkens huldre her i Akersdalen
er sjelden, som en elg; hold fast i halen.
(med et blik mod huset.)
Hyss, – Svanhild – 
FALK.
Ah, lady Fortune by our Northern water caught her!
[With a glance towards the house.]
Hist--Svanhild-- 
LIND
(trykker hans hånd).
Godt; jeg går, – lad ingen kende,
hvad der er mellem dig og mig og hende.
Tak for du tog min hemlighed! Begrav den
i hjertet, – dybt og varmt, som jeg dig gav den.
(Han går ud i baggrunden til de andre.)
(Falk ser et øjeblik efter ham og går et par gange op og ned i haven, under synlig bestræbelse for at bekæmpe det oprør, han er i. Lidt efter kommer Svanhild ud fra huset med et tørklæde på armen og vil gå mod baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.)  
LIND.
Well; I go,--disclose to none
The secret that we share alone with one.
’Twas good of you to listen; now enfold it
Deep in your heart,--warm, glowing, as I told it.
[He goes out in the background to the others. FALK looks after him a moment, and paces up and down in the garden, visibly striving to master his agitation. Presently SVANHILD comes out with a shawl on her arm, and is going towards the back. FALK approaches and gazes at her fixedly. SVANHILD stops.] 
SVANHILD
(efter et kort ophold).
De ser så visst på mig –? 
SVANHILD
[after a short pause].
You gaze at me so! 
FALK
(halvt for sig selv).
Ja der er trækket;
i øjets sjø det skygger over bunden,
det leger skjul med spottens alf om munden,
det er der. 
FALK
[half to himself].
Yes, ’tis there--the same;
The shadow in her eyes’ deep mirror sleeping,
The roguish elf about her lips a-peeping,
It is there. 
SVANHILD.
Hvad? De gør mig halvt forskrækket. 
SVANHILD.
What? You frighten me. 
FALK.
De heder Svanhild? 
FALK.
Your name
Is Svanhild? 
SVANHILD.
Ja, det véd De vel. 
SVANHILD.
Yes, you know it very well. 
FALK.
Men véd De, frøken, at det navn er latterligt?
Gør mig til vilje; kast det bort ikveld! 
FALK.
But do you know the name is laughable?
I beg you to discard it from to-night! 
SVANHILD.
Fy, – det var egenmægtigt, lidet datterligt – 
SVANHILD.
That would be far beyond a daughter’s right-- 
FALK
(ler).
Hm, „Svanhild“ – „Svanhild“ – –
(pludselig alvorlig.)
Hvorfor fik De sligt
memento mori alt fra De var liden? 
FALK
[laughing].
Hm. “Svanhild! Svanhild!”
[With sudden gravity.]
With your earliest breath
How came you by this prophecy of death? 
SVANHILD.
Er det da stygt? 
SVANHILD.
Is it so grim? 
FALK.
Nej, dejligt som et digt,
men altfor stort og stærkt og strængt for tiden.
Hvor kan en nutidsfrøken fylde ud
den tanke, navnet „Svanhild“ i sig fatter?
Nej, kast det bort, som et forældet skrud. 
FALK.
No, lovely as a song,
But for our age too great and stern and strong,
How can a modern demoiselle fill out
The ideal that heroic name expresses?
No, no, discard it with your outworn dresses. 
SVANHILD.
De tænker nok på sagakongens datter – 
SVANHILD.
You mean the mythical princess, no doubt-- 
FALK.
Som skyldfri knustes under hestens hov. 
FALK.
Who, guiltless, died beneath the horse’s feet. 
SVANHILD.
Men sligt er jo forbudt i vor tids lov.
Nej, højt i sadlen! I min stille tanke
jeg drømte tidt mig båren på dens ryg,
jog ud i verden vidt, jog kæk og tryg,
mens vinden slog som frihedsflag dens manke! 
SVANHILD.
But now such acts are clearly obsolete.
No, no, I’ll mount his saddle! There’s my place!
How often have I dreamt, in pensive ease,
He bore me, buoyant, through the world apace,
His mane a flag of freedom in the breeze! 
FALK.
Ja det er gammelt. I den „stille tanke“,
der ændser ingen af os grind og skranke,
der ræddes ingen for at bruge sporen; –
i gerning holder vi os smukt til jorden;
thi livet er igrunden hvermand kært,
og der er ingen, som et dødsspring vover. 
FALK.
Yes, the old tale. In “pensive ease” no mortal
Is stopped by thwarting bar or cullis’d portal;
Fearless we cleave the ether without bound;
In practice, tho’, we shrewdly hug the ground;
For all love life and, having choice, will choose it;
And no man dares to leap where he may lose it. 
SVANHILD
(livligt).
Jo, peg på målet, og jeg sætter over!
Men da må målet være springet værd.
Et Kalifornien bag ørkensandet, –
hvis ikke, blir man, hvor man er, i landet. 
SVANHILD.
Yes! show me but the end, I’ll spurn the shore;
But let the end be worth the leaping for!
A Ballarat beyond the desert sands--
Else each will stay exactly where he stands. 
FALK
(spottende).
Nå, jeg forstår Dem; det er tidens fejl. 
FALK
[sarcastically].
I grasp the case;--the due conditions fail. 
SVANHILD
(varm).
Ja netop tidens! Hvorfor sætte sejl,
når ingen luftning stryger over fjorden? 
SVANHILD
[eagerly].
Exactly: what’s the use of spreading sail
When there is not a breath of wind astir? 
FALK
(ironisk).
Ja hvorfor slide pidsken eller sporen,
når ingen gylden indsats står som skænk
til den, der river sig fra bord og bænk
og jager fremad, båren højt i sadlen?
Slig færd for færdens skyld tilhører adlen,
og adelsfærd i vor tid kaldes tant;
så var nok meningen? 
FALK
[ironically].
Yes, what’s the use of plying whip and spur
When there is not a penny of reward
For him who tears him from the festal board,
And mounts, and dashes headlong to perdition?
Such doing for the deed’s sake asks a knight,
And knighthood’s now an idle superstition.
That was your meaning, possibly? 
SVANHILD.
Ja, ganske sandt,
se pæretræet, som ved gærdet står, –
hvor det er goldt og blomsterløst iår.
Ifjor De skulde set, hvor det stod kækt
med kronen krøget under frugtens vægt. 
SVANHILD.
Quite right.
Look at that fruit tree in the orchard close,--
No blossom on its barren branches blows.
You should have seen last year with what brave airs
It staggered underneath its world of pears. 
FALK
(noget uviss).
Det vil jeg tro; men hvad er deraf læren? 
FALK
[uncertain].
No doubt, but what’s the moral you impute? 
SVANHILD
(med finhed).
Å, iblandt andet, at det fast er frækt,
når vor tids Zacharias kræver pæren.
Har træet overblomstret sig ifjor,
så må iår ej fordres samme flor. 
SVANHILD
[with finesse].
O, among other things, the bold unreason
Of modern Zacharies who seek for fruit.
If the tree blossom’d to excess last season,
You must not crave the blossoms back in this. 
FALK.
Jeg vidste nok, De fandt det rette spor igen
i romantiken – bagud i historien. 
FALK.
I knew you’d find your footing in the ways
Of old romance. 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login