SVANHILD.
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej ordets magt, ej sangerstemme;
men kviddrer fuglen i sit grønne gemme,
det er som digte daled i mit sind – –
nu ja – de dvæler ej – de flyver bort –
(Falk kaster stenen med heftighed; Svanhild udstøder et skrig.)
o Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud til højre og kommer snart ind igen.)
O det var syndigt, syndigt!
SVANHILD.
Yes, that is true; but I’ve discovered mine.
Of speech and song I am denied the power,
But when it warbles in its leafy bower,
Poems flow in upon my brain like wine--
Ah, yes,--they fleet--they are not to be won--
[FALK throws the stone. SVANHILD screams.]
O God, you’ve hit it! Ah, what have you done!
[She hurries out to the the right and then quickly returns.]
O pity! pity!
