Bibliotheca Polyglotta

Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)

Complete text

FRØKEN SKÆRE
(forskrækket).
Gud, han har da ikke gemt på
det gale indfald?
(til damerne.)
Råb på alle tanterne!
Hent Anna og fru Stråmand og fru Halm!

MISS JAY
[with horror].
Heavens, he had the face to mention
That mad idea? [To the ladies.]
O quick--fetch all the aunts!
Anna, her mother, Mrs. Strawman too.

NOGLE DAMER
(i bevægelse).
Ja, sligt må hindres!

LADIES
[agitated].
This must be stopped!

ANDRE.
Vi må gøre kvalm!

ALL.
We’ll make a great ado!

FRØKEN SKÆRE.
Der er de; gudskelov;
(til Anna, der kommer fra havestuen sammen med presten, hans kone og børn, Styver, Guldstad, fru Halm og de øvrige gæster.)
Véd du, hvad Lind
er fast bestemt på i sit stille sind?
At gå som prest derover –

MISS JAY.
Thank God, they’re coming.
[To ANNA, who comes from the garden-room with STRAWMAN, his wife and children, STIVER, GULDSTAD, MRS. HALM and the other guests.]
MISS JAY.
Do you know what Lind
Has secretly determined in his mind?
To go as missionary--

ANNA.
Ja, jeg véd.

ANNA.
Yes, I know.

FRU HALM.
Og du har lovet ham –!

MRS. HALM.
And you’ve agreed--!

ANNA
(forlegen).
At rejse med.

ANNA
[embarrassed].
That I will also go.

FRØKEN SKÆRE
(oprørt).
Så har han snakket for dig!

MISS JAY
[indignant].
He’s talked this stuff to you!

DAMERNE
(slår hænderne sammen).
Nej, – hvor snedig!

LADIES
[clasping their hands together].
What tyranny!

FALK.
Men husk den indre trang hos ham –!

FALK.
But think, his Call that would not be denied--!

FRØKEN SKÆRE.
Ja, Gud;
den følger man, når man er løs og ledig;
men en forlovet følger blot sin brud. –
Nej, søde Anna, tænk dig om itide;
du er i hovedstaden barnefødt –?

MISS JAY.
Tut, that’s what people follow when they’re free:
A bridegroom follows nothing but his bride.--
No, my sweet Anna, ponder, I entreat:
You, reared in comfort from your earliest breath--?

FALK.
At lide for ideen er dog sødt!

FALK.
Yet, sure, to suffer for the faith is sweet!

FRØKEN SKÆRE.
Skal man for kærestens ideer lide?
Til sligt er man, ved Gud, dog ikke nødt!
(til damerne.)
Kom allesammen!
(tar Anna under armen.)
Vent; nu skal du høre; –
lad så ham vide, hvad han har at gøre.
(de går op mod baggrunden og ud til højre i ivrig samtale med flere af damerne; de øvrige gæster spreder sig i forskellige grupper rundt om i haven. Falk standser Stråmand, hvis kone og børn stedse holder sig i hans nærhed. Guldstad går fra og til under den følgende samtale.)

MISS JAY.
Is one to suffer for one’s bridegroom’s faith?
That is a rather novel point of view.
[To the ladies.]
Ladies, attend!
[Takes ANNA’s arm.]
Now listen; then repeat
For his instruction what he has to do.
[They go into the background and out to the right in eager talk with several of the ladies; the other guests disperse in Groups about the garden. FALK stops STRAWMAN, whose wife and children keep close to him. GULDSTAD goes to and fro during the following conversation.]

FALK.
Herr pastor, hjælp den unge troens kæmpe,
før de får frøken Anna stemt imod ham.

FALK.
Come, pastor, help young fervour in its fight,
Before they lure Miss Anna from her vows.

STRÅMAND
(i embedstone).
Ja kvinden bør sig efter manden lempe; – –
(betænkelig.)
Men dersom jeg i middags ret forstod ham,
så hviler kaldet på en uviss grund,
og offeret, som bringes, er nok tvilsomt –

STRAWMAN
[in clerical cadence].
The wife must be submissive to the spouse;--
[Reflecting.]
But if I apprehended him aright,
His Call’s a problematical affair,
The offering altogether in the air--

FALK.
Å nej, herr pastor, døm dog ej for ilsomt.
Jeg tør forsikkre Dem med hånd og mund,
hans kald er meget stort og ubestrideligt –

FALK.
Pray do not judge so rashly. I can give
You absolute assurance, as I live,
His Call is definite and incontestable--

STRÅMAND
(opklaret).
Ja, – er han sikkret noget visst pålideligt
for året, – da er det en anden sag.

STRAWMAN
[seeing it in a new light].
Ah--if there’s something fixed--investable--
Per annum--then I’ve nothing more to say.

FALK
(utålmodig).
De stiller foran, hvad jeg sætter bag;
jeg mener kaldet, – trangen, – ikke gagen!

FALK
[impatiently].
You think the most of what I count the least;
I mean the inspiration,--to the pay!

STRÅMAND
(med et følelsesfuldt smil).
Foruden den kan ingen vidne i
Amerika, Europa eller Asien, –
kort ingensteds. Ja, dersom han var fri,
min kære unge ven, – hvis han var enlig,
var løs og ledig, – nå, da gik det an;
men Lind, som er i fuld forlovet stand, –
for ham er slig bestilling ikke tjenlig.
Tænk efter selv; han er en kraftig mand,
med tiden må han stifte lidt familje; –
jeg forudsætter han har bedste vilje; –
men midlerne, min ven –? „Byg ej på sand“,
så siger skriften. Tingen var en anden,
hvis offeret – –

STRAWMAN
[with an unctuous smile].
Pay is the first condition of a priest
In Asia, Africa, America,
Or where you will. Ah yes, if he were free,
My dear young friend, I willingly agree,
The thing might pass; but, being pledged and bound,
He’ll scarcely find the venture very sound.
Reflect, he’s young and vigorous, sure to found
A little family in time; assume his will
To be the very best on earth--but still
The means, my friend--? ’Build not upon the sand,’
Says Scripture. If, upon the other hand,
The Offering--

FALK.
Ja, det er ikke ringe,
det véd jeg nok.

FALK.
That’s no trifle, I’m aware.

STRÅMAND.
Ja se, – det hjælper manden!
Når offeret man villig er at bringe,
og rigeligt –

STRAWMAN.
Ah, come--that wholly alters the affair.
When men are zealous in their Offering,
And liberal--

FALK.
Han villig er som få.

FALK.
There he far surpasses most.

STRÅMAND.
Han? Hvordan skal jeg Deres ord forstå?
I standens medfør skal han offer tage,
men ikke bringe –

STRAWMAN.
“He” say you? How? In virtue of his post
The Offering is not what he has to bring
But what he has to get.

FRU STRÅMAND
(ser ud i baggrunden).
Der er de tilbage.

MRS. STRAWMAN
[looking towards the background].
They’re sitting there.

FALK
(stirrer et øjeblik forbauset på ham, forstår ham pludselig og brister ilatter).
Hurra for offeret; – ja det, som blir
til højtids bragt – i struttende papir!

FALK
[after staring a moment in amazement suddenly understands and bursts out laughing].
Hurrah for Offerings--the ones that caper
And strut--on Holy-days--in bulging paper!

STRÅMAND.
For går man året rundt I tøm og trindse,
så har man det igen til jul og pindse.

STRAWMAN.
All the year round the curb and bit we bear,
But Whitsuntide and Christmas make things square.

FALK
(lystig).
Og „kaldet“ lydes – når det er tilstrækkeligt, –
selv om man hører til familjeskafferne!

FALK
[gaily].
Why then, provided only there’s enough of it,
Even family-founders will obey their Calls.

STRÅMAND.
Forstår sig; er man sikkret noget klækkeligt,
så bør man vidne selv blandt Zulukafferne.
(dæmpet.)
Nu skal jeg tage hende med det gode.
(til en af småpigerne.)
Min lille Mette, hent mig ud mit hode.
Klodshodet mener jeg, mit barn, forstå mig –
(føler bag i frakkelommen.)
nej, vent et øjeblik; – jeg har det på mig.
(går opover og stopper sin pibe, fulgt af kone og børn.)

STRAWMAN.
Of course; a man assured the quantum suff of it
Will preach the Gospel to the cannibals.
[Sotto voce.]
Now I must see if she cannot be led,
[To one of the little girls.]
My little Mattie, fetch me out my head--
My pipe-head I should say, my little dear--
[Feels in his coat-tail pocket.]
Nay, wait a moment tho’: I have it here.
[Goes across and fills his pipe, followed by his wife and children.]

GULDSTAD
(kommer nærmere).
De spiller nok en smule slange her
i elskovsparadiset, kan jeg skønne!

GULDSTAD
[approaching].
You seem to play the part of serpent in
This paradise of lovers.

FALK.
Å, kundskabstræets karter er så grønne;
de frister ingen.
(til Lind, som kommer fra højre.)
Nåda, – er du der?

FALK.
O, the pips
Upon the tree of knowledge are too green
To be a lure for anybody’s lips.
[To LIND, who comes in from the right.]
Ha, Lind!

LIND.
Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud
på værelset; der ligger lampen knækket,
gardinet revet ned, vor stålpen brækket,
og over kakkelovnspladen flyder blækket –

LIND.
In heaven’s name, who’s been ravaging
Our sanctum? There the lamp lies dashed
To pieces, curtain dragged to floor, pen smashed,
And on the mantelpiece the ink pot splashed--

FALK
(slår ham på skuldren).
Det hærværk bær min livsvårs første bud.
Forlænge har jeg siddet bag gardiner
og digtet skriftlig under lampen tændt;
nu er min døde stuedigtning endt; –
med Herrens solskin jeg i dagen triner; –
min vår er kommen og min sjæls forvandling;
herefter digter jeg i dåd og handling.

FALK
[clapping him on the shoulder].
This wreck’s the first announcement of my spring;
No more behind drawn curtains I will sit,
Making pen poetry with lamp alit;
My dull domestic poetising’s done,
I’ll walk by day, and glory in the sun:
My spring is come, my soul has broken free,
Action henceforth shall be my poetry.

LIND.
Ja, digt for mig i hvad du vil; men vent
ej derfor, at min svigermor er tjent
med tabet af de malede gardiner.

LIND.
Make poetry of what you please for me;
But how if Mrs. Halm should take amiss
Your breaking of her furniture to pieces?

FALK.
Hvad! Hun, som offrer alt på de logerende,
selv søsterbørn og døttre, – skulde hun
ta’e slig en småting op med sure miner!

FALK.
What!--she, who lays her daughters and her nieces
Upon the altar of her boarders’ bliss,--
She frown at such a bagatelle as this?

LIND
(vred).
Det er usømmeligt i bund og grund,
ja for os begge to kompromitterende!
Dog hun og du om det; men lampen var
min ejendom med både glas og kuppel –

LIND
[angrily].
It’s utterly outrageous and unfair,
And compromises me as well as you!
But that’s her business, settle it with her.
The lamp was mine, tho’, shade and burner too--

FALK.
Å pyt, – den volder mig da ingen skruppel;
du har Vorherres sommer lys og klar, –
hvad skal så lampen til?

FALK.
Tut, on that head, I’ve no account to render;
You have God’s summer sunshine in its splendour,--
What would you with the lamp?

LIND.
Du er mærkværdig;
du glemmer rent, at sommeren er kort.
Jeg tænker nok, skal jeg til jul bli færdig,
det gælder, ej at sløse tiden bort.

LIND.
You are grotesque;
You utterly forget that summer passes;
If I’m to make a figure in my classes
At Christmas I must buckle to my desk.

FALK
(med store øjne).
Du tænker fremad?

FALK
[staring at him].
What, you look forward?

LIND.
Ja, det gør jeg rigtignok;
jeg skulde tro, examen er en vigtig nok –

LIND.
To be sure I do,
The examination’s amply worth it too.

FALK.
Men husk iaftes! Husk: Du går og lever;
berust i nuet intet mer du kræver, –
selv ej et middelmådigt haud til jul; –
du har jo fanget lykkens fagre fugl;
du har en følelse, som om du stod
med verdens rigdom drysset for din fod!

FALK.
Ah but--you ’only sit and live’--remember!
Drunk with the moment, you demand no more--
Not even a modest third-class next December.
You’ve caught the bird of Fortune fair and fleet,
You feel as if the world with all its store
Were scattered in profusion at your feet.

LIND.
Det har jeg sagt; men sligt er at forstå,
naturligvis, cum grano salis –

LIND.
Those were my words; they must be understood,
Of course, cum grano salis--

FALK.
Nå!

FALK.
Very good!

LIND.
Om formiddagen vil jeg nyde lykken,
det er jeg fast bestemt på.

LIND.
In the forenoons I well enjoy my bliss;
That I am quite resolved on--

FALK.
Det er kækt!

FALK.
Daring man!

LIND.
Jeg må jo hilse på min nye slægt,
så tiden går alligevel tilspilde;
men nogen yderligere forrykken
af timeplanen lønned sig nok ilde.

LIND.
I have my round of visits to the clan;
Time will run anyhow to waste in this;
But any further dislocation of
My study-plan I strongly disapprove.

FALK.
Og endda vilde du i forrige uge
gå i den vide verden ud med sang.

FALK.
A week ago, however, you were bent
On going out into God’s world with song.

LIND.
Ja, men jeg skønte turen blev for lang;
de fjorten dage kan jeg bedre bruge.

LIND.
Yes, but I thought the tour a little long;
The fourteen days might well be better spent.

FALK.
Nej, du blev hjemme af en anden grund;
du snakked noget om at dalens bund
for dig har højfjeldsluft og fuglekvidder.

FALK.
Nay, but you had another argument
For staying; how the lovely dale for you
Was mountain air and winged warble too.

LIND.
Ja vistnok, – luften her er meget sund;
men den kan nydes, om man også sidder
i regelmæssigt arbejd med sin bog.

LIND.
Yes, to be sure, this air is unalloyed;
But all its benefits may be enjoyed
Over one’s book without the slightest bar.

FALK.
Men bogen var det jo, der ej forslog,
som himmelstige –

FALK.
But it was just the Book which failed, you see,
As Jacob’s ladder--

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=ce58c9f4-ea84-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display