FALK.
Ja, skal den hertillands passere frit,
så må den gennem reglernes Siberien,
hvor ingen havluft skade kan materien; –
så må den vise segl og sort på hvidt
fra kirkeværge, organist og klokker,
fra slægt og venner, kendinger og pokker,
og mange andre brave mænd, foruden
det fripas, som den fik af selve guden. –
Og så det sidste store lighedspunkt;
se, hvor kulturens hånd har lagt sig tungt
på „himmelriget“ i det fjerne østen;
dets mur forfalder, og dets magt er sprængt,
den sidste ægte mandarin er hængt,
profane hænder alt besørger høsten.
Snart „himlens rige“ er en saga blot,
et eventyr, som ingen længer tror på;
den hele verden er et gråt i gråt; –
vidunderlandet har vi kastet jord på.
Men har vi det, – hvor er da kærligheden?
Ak, da er også den jo vandret heden!
(løfter koppen ivejret.)
Nå, lad forgå, hvad tiden ej kan bære; – –
en thevandsskål til salig Amors ære!
(drikker ud; stærk uvilje og bevægelse i selskabet.)
FALK.
Yes, to pass current here, Love must have cross’d
The great Siberian waste of regulations,
Fann’d by no breath of ocean to its cost;
It must produce official attestations
From friend and kindred, devils of relations,
From church curators, organist and clerk,
And other fine folks--over and above
The primal licence which God gave to Love.--
And then the last great point of likeness;--mark
How heavily the hand of culture weighs
Upon that far Celestial domain;
Its power is shatter’d, and its wall decays,
The last true Mandarin’s strangled; hands profane
Already are put forth to share the spoil;
Soon the Sun’s realm will be a legend vain,
An idle tale incredible to sense;
The world is gray in gray--we’ve flung the soil
On buried Faery,--then where can Love be found?
Alas, Love also is departed hence!
[Lifts his cup.]
Well let him go, since so the times decree;--
A health to Amor, late of Earth,--in tea!
[He drains his cup; indignant murmurs amongst the company.]
