Bibliotheca Polyglotta

Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)

Complete text

TREDJE AKT

(Aften og klart måneskin. Rundt om på træerne brænder farvede lamper. I baggrunden borde med opdækning af vinflasker, glasse, kager o. s. v. Inde fra huset, hvor alle vinduer er oplyste, høres dæmpet pianofortespil og sang under de følgende optrin. Svanhild står ved altanen. Falk kommer fra højre med nogle bøger og en skrivemappe under armen. Oppasseren følger efter med en kuffert og en vadsæk.)

ACT THIRD.

Evening. Bright moonlight. Coloured lanterns are hung about the trees. In the background are covered tables with bottles, glasses, biscuits, etc. From the house, which is lighted up from top to bottom, subdued music and singing are heard during the following scene. SVANHILD stands on the verandah. FALK comes from the right with some books and a portfolio under his arm. The PORTER follows with a portmanteau and knapsack.

FALK.
Det er jo resten?

FALK.
That’s all, then?

OPPASSEREN.
Ja, nu tror jeg neppe
det fattes andet, end en liden skræppe
og sommerfrakken.

PORTER.
Yes, sir, all is in the pack,
But just a satchel, and the paletot.

FALK.
Godt; det tar jeg med
på ryggen, når jeg går. Kom så afsted; –
se her er mappen.

FALK.
Good; when I go, I’ll take them on my back.
Now off. See, this is the portfolio.

OPPASSEREN.
Der er lås for, ser jeg.

PORTER.
It’s locked, I see.

FALK.
Ja, der er lås for, Sivert.

FALK.
Locked, Peter.

OPPASSEREN.
Godt.

PORTER.
Good, sir.

FALK.
Den ber jeg,
du straks vil brænde.

FALK.
Pray,
Make haste and burn it.

OPPASSEREN.
Brænde?

PORTER.
Burn it?

FALK.
Ja, til kul –
(smilende.)
med alle veksler på poetisk guld.
Og bøgerne, – dem kan du selv beholde.

FALK.
Yes, to ash--
[Smiling.]
With every draft upon poetic cash;
As for the books, you’re welcome to them.

OPPASSEREN.
Å nej da; skal jeg slig bekostning volde?
Men når herr Falk kan bøger bortforære,
så er han færdig da med al sin lære?

PORTER.
Nay,
Such payment is above a poor man’s earning.
But, sir, I’m thinking, if you can bestow
Your books, you must have done with all your learning?

FALK.
Alt, hvad af bøger læres, har jeg lært –
og endda mere.

FALK.
Whatever can be learnt from books I know,
And rather more.

OPPASSEREN.
Mere? Det var svært.

PORTER.
More? Nay, that’s hard I doubt!

FALK.
Ja, skynd dig; bærerne står udfor døren; –
nu får du hjælpe dem at læsse børen.
(Oppasseren går ud til venstre.)

FALK.
Well, now be off; the carriers wait without.
Just help them load the barrow ere you go.
[The PORTER goes out to the left.]

FALK
(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde).
Vi har en time, Svanhild, for os selv,
i lys af Gud og sommernattens stjerner.
Se, hvor de glittrer gennem løvets hvælv,
lig frugt på gren, de verdenstræets kerner.
Nu har jeg brudt det sidste trældomsbånd,
nu har for sidste gang mig svøben rammet;
som Jacobs æt, med vandringsstav i hånd
og rejseklædt, jeg står for påskelammet.
Du sløve slægt, hvis syn er stængt og lukt
for løftets land bag ørkensandets flugt,
du travle ridderslagne træl af tiden,
mur du kun kongegrav i pyramiden, –
jeg går til frihed gennem døgnets ørk,
for mig er fremkomst selv i havets fjære;
men fiendens fylking, løgnens fule lære,
skal finde der sin gravtomt, dyb og mørk!
(kort ophold; han ser på hende og tar hendes hånd.)
Du er så stille, Svanhild!

FALK
[approaching SVANHILD who comes to meet him].
One moment’s ours, my Svanhild, in the light
Of God and of the lustrous summer night.
How the stars glitter thro’ the leafage, see,
Like bright fruit hanging on the great world-tree.
Now slavery’s last manacle I slip,
Now for the last time feel the wealing whip;
Like Israel at the Passover I stand,
Loins girded for the desert, staff in hand.
Dull generation, from whose sight is hid
The Promised Land beyond that desert flight,
Thrall tricked with knighthood, never the more knight,
Tomb thyself kinglike in the Pyramid,--
I cross the barren desert to be free.
My ship strides on despite an ebbing sea;
But there the Legion Lie shall find its doom,
And glut one deep, dark, hollow-vaulted tomb.
[A short pause; he looks at her and takes her hand.]
You are so still!

SVANHILD.
Og så glad!
O, lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal du for mig; frem går da, som på rad,
min tankes knopper, sprungne ud til kvad,
lig modne liljer over tjernets strømme.

SVANHILD.
So happy! Suffer me,
O suffer me in silence still to dream.
Speak you for me; my budding thoughts, grown strong,
One after one will burgeon into song,
Like lilies in the bosom of the stream.

FALK.
Nej, sig det engang til med sandheds rene
usvigelige røst, at du er min!
O, sig det, Svanhild, sig –

FALK.
O say it once again, in truth’s pure tone
Beyond the fear of doubt, that thou art mine!
O say it, Svanhild, say--

SVANHILD
(kaster sig om hans hals).
Ja, jeg er din!

SVANHILD
[throwing herself on his neck].
Yes, I am thine!

FALK.
Du sangfugl, sendt af Gud til mig alene!

FALK.
Thou singing-bird God sent me for my own!

SVANHILD.
Jeg var en hjemløs i min moders hus,
jeg var en ensom i mit eget indre,
en ubedt gæst i glædens glans og sus, –
gjaldt intet der – ja stundom endnu mindre.
Se da kom du! For første gang på jord
jeg fandt min tanke bag en andens ord;
hvad spredt jeg drømte, vidste du at samle!
du ungdomskække mellem livets gamle!
Halvt stødte du mig bort med hvas forstand,
halvt vidste du med solblink mig at drage,
som havet drages af en løvklædt strand,
og skæret skyver sjøerne tilbage.
Nu har jeg set til bunden af din sjæl,
nu har du mig udelelig og hel;
du løvtræ over bølgeleg, du kære,
mit hjertes flugt har flod, men aldrig fjære!

SVANHILD.
Homeless within my mother’s house I dwelt,
Lonely in all I thought, in all I felt,
A guest unbidden at the feast of mirth,--
Accounted nothing--less than nothing--worth.
Then you appeared! For the first time I heard
My own thought uttered in another’s word;
To my lame visions you gave wings and feet--
You young unmasker of the Obsolete!
Half with your caustic keenness you alarmed me,
Half with your radiant eloquence you charmed me,
As sea-girt forests summon with their spell
The sea their flinty beaches still repel.
Now I have read the bottom of your soul,
Now you have won me, undivided, whole;
Dear forest, where my tossing billows beat,
My tide’s at flood and never will retreat!

FALK.
Og takket være Gud, at han har døbt
min kærlighed i smertens bad. Jeg vidste
knapt selv hvad trang mig drog, før dyrekøbt
jeg så i dig den skat, jeg skulde miste.
Ja priset han, som i min livsensbog
med sorgens indsegl har min elskov adlet,
som gav os fribrev på vort sejerstog,
og bød os jage hjemad gennem skog,
som adelspar, på vingehesten sadlet!

FALK.
And I thank God that in the bath of Pain
He purged my love. What strong compulsion drew
Me on I knew not, till I saw in you
The treasure I had blindly sought in vain.
I praise Him, who our love has lifted thus
To noble rank by sorrow,--licensed us
To a triumphal progress, bade us sweep
Thro’ fen and forest to our castle-keep,
A noble pair, astride on Pegasus!

SVANHILD
(peger mod huset).
Derinde er der fest i alle sale,
der lyser lamper for de unge to,
der lyder glade venners sang og tale.
Fra alfarvejen skulde hvermand tro,
at der er lykken – blandt de glade røster.
(medlidende.)
Du verdens lykkebarn, – du stakkels søster!

SVANHILD
[pointing to the house].
The whole house, see, is making feast to-night.
There, in their honour, every room’s alight,
There cheerful talk and joyous song ring out;
On the highroad no passer-by will doubt
That men are happy where they are so gay.
[With compassion.]
Poor sister!--happy in the great world’s way!

FALK.
Du siger stakkels?

FALK.
“Poor” sister, say you?

SVANHILD.
Har hun ikke delt
sit sjæleguld med ham og alle frender,
sat ud sin kapital på hundred hænder,
så ingen skylder hende summen helt?
Hos ingen af dem har hun alt at kræve,
for ingen af dem har hun helt at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
jeg har en eneste i verden kun.
Tomt var mit hjerte, da med sejersfaner,
med tusindfoldig sang du drog derind;
du råder der på alle tankens baner;
lig vårens vellugt fylder du mit sind.
Ja, jeg må takke Gud i denne time,
at jeg var ensom indtil dig jeg fandt, –
at jeg var død og hørte klokken kime,
som kaldte mig til lys fra livets tant.

SVANHILD.
Has she not divided
With kith and kin the treasure of her soul,
Her capital to fifty hands confided,
So that not one is debtor for the whole?
From no one has she all things to receive,
For no one has she utterly to live.
O beside my wealth hers is little worth;
I have but one possession upon earth.
My heart was lordless when with trumpet blare
And multitudinous song you came, its king,
The banners of my thought your ensign bear,
You fill my soul with glory, like the spring.
Yes, I must needs thank God, when it is past,
That I was lonely till I found out thee,--
That I lay dead until the trumpet blast
Waken’d me from the world’s frivolity.

FALK.
Ja vi, de venneløse to i verden,
vi er de rige; vi har lykkens skat,
vi, som står udenfor og ser på færden
igennem ruden i den stille nat;
lad lamper lyse og lad toner klinge,
lad dem derinde sig i dansen svinge; –
se opad, Svanhild, – opad i det blå; –
der lyser også tusind lamper små –

FALK.
Yes we, who have no friends on earth, we twain
Own the true wealth, the golden fortune,--we
Who stand without, beside the starlit sea,
And watch the indoor revel thro’ the pane.
Let the lamp glitter and the song resound,
Let the dance madly eddy round and round;--
Look up, my Svanhild, into yon deep blue,--
There glitter little lamps in thousands, too--

SVANHILD.
Lyt, stilt, du elskte, – i den svale kveld
går gennem lindens løv et tonevæld –

SVANHILD.
And hark, beloved, thro’ the limes there floats
This balmy eve a chorus of sweet notes--

FALK.
Det er for os de tindrer højt i salen –

FALK.
It is for us that fretted vault’s aglow--

SVANHILD.
Det er for os det synger gennem dalen!

SVANHILD.
It is for us the vale is loud below!

FALK.
Jeg føler mig som Guds forlorne barn;
jeg svigted ham og gik i verdens garn.
Da vinked han mig hjem med milde hænder;
og nu, jeg kommer, nu han lampen tænder,
bereder højtid for den fundne søn,
og skænker mig sit bedste værk i løn.
Fra denne stund jeg sværger, ej at svigte, –
men stå som væbnet vagt i lysets lejr.
Vi holder sammen, og vort liv skal digte
en højsang stærk om kærlighedens sejr!

FALK.
I feel myself like God’s lost prodigal;
I left Him for the world’s delusive charms.
With mild reproof He wooed me to His arms;
And when I come, He lights the vaulted hall,
Prepares a banquet for the son restored,
And makes His noblest creature my reward.
From this time forth I’ll never leave that Light,--
But stand its armed defender in the fight;
Nothing shall part us, and our life shall prove
A song of glory to triumphant love!

SVANHILD.
Og se, hvor let det er for to at vinde,
når han er mand –

SVANHILD.
And see how easy triumph is for two,
When He’s a man--

FALK.
Og hun er heltud kvinde; –
det var ugørligt at to slige faldt!

FALK.
She, woman thro’ and thro’;--
It is impossible for such to fall!

SVANHILD.
Så op til kamp mod savnet og mod sorgen;
(viser Falks ring, som hun bær på fingeren.)
i denne stund fortæller jeg dem alt!

SVANHILD.
Then up, and to the war with want and sorrow;
This very hour I will declare it all!
[Pointing to FALK’s ring on her finger.]

FALK
(hurtigt).
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
Ikveld vi plukker lykkens roser røde;
at gå til dagværk nu, var helligbrøde.
(Døren til havestuen åbnes.)
Din moder kommer! Skjul dig! Som min brud
skal intet øje dig iaften møde!
(de går ud mellem træerne ved lysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer ud på altanen.)

FALK
[hastily].
No, Svanhild, not to-night, wait till to-morrow!
To-night we gather our young love’s red rose;
’Twere sacrilege to smirch it with the prose
Of common day.
[The door into the garden-room opens.]
Your mother’s coming! Hide!
No eye this night shall see thee as my bride!
[They go out among the trees by the summer-house. MRS. HALM and GULDSTAD come out on the balcony.]

FRU HALM.
Han flytter virkelig!

MRS. HALM.
He’s really going?

GULDSTAD.
Det ser så ud.

GULDSTAD.
Seems so, I admit.

STYVER
(kommer).
Han flytter, frue!

STIVER
[coming].
He’s going, madam!

FRU HALM.
Ja, du gode Gud, –
vi véd det nok!

MRS. HALM.
We’re aware of it!

STYVER.
Det er en slem omstændighed.
Han holder ord; jeg kender hans ubændighed.
Han sætter os i bladet allesammen;
min kæreste blir trykt i flere oplag,
imellem kurve, tvillinger og opslag.
Hør, véd De hvad: hvis ej det var for skammen,
jeg foreslog forlig, en våbenstilstand –

STIVER.
A most unfortunate punctilio.
He’ll keep his word; his stubbornness I know.
In the Gazette he’ll put us all by name;
My love will figure under leaded headings,
With jilts, and twins, and countermanded weddings.
Listen; I tell you, if it weren’t for shame,
I would propose an armistice, a truce--

FRU HALM.
Det tror De han går ind på?

MRS. HALM.
You think he would be willing?

STYVER.
Ja, jeg tror.
Der er indicier, der er visse spor,
som viser, at da nys det store ord
han førte, var han i beskænket tilstand.
Ja, der er et prov, som, om just ikke fældende,
dog taler meget stærkt imod angældende;
det er ham overført, at efter bordet
han indfandt sig i Linds og egen bolig,
og viste der en adfærd højst urolig,
slog sønder – –

STIVER.
I deduce
The fact from certain signs, which indicate
That his tall talk about his Amor’s News
Was uttered in a far from sober state.
One proof especially, if not transcendent,
Yet tells most heavily against defendant:
It has been clearly proved that after dinner
To his and Lind’s joint chamber he withdrew,
And there displayed such singular demeanour
As leaves no question--

GULDSTAD
(ser et glimt af Falk og Svanhild, som skilles, idet Falk går op mod baggrunden; Svanhild blir stående skjult ved lysthuset.)
Stop, vi er på rette sporet!
Et øjeblik, fru Halm! Falk flytter ikke,
og gør han det, da gør han det som ven.

GULDSTAD.
[Sees a glimpse of FALK and SVANHILD, who separate, Falk going to the background; SVANHILD remains standing hidden by the summer-house.]
Hold, we have the clue!
Madam, one word!--Falk does not mean to go,
Or if he does, he means it as a friend.

STYVER.
Så? Tror De også –?

STIVER.
How, you believe then--?

FRU HALM.
Å, hvor vil De hen!

MRS. HALM.
What do you intend?

GULDSTAD.
Ej længer, frue, end det kan sig skikke;
jeg klarer sagen til gensidigt held.
Blot et minut på tomandshånd –

GULDSTAD.
With the least possible delay I’ll show
That matters move precisely as you would.
Merely a word in private--

FRU HALM.
Nu vel!
(de går sammen ud i haven; under det følgende ser man dem fra og til i baggrunden i ivrig samtale.)

MRS. HALM.
Very good.
[They go together into the garden and are seen from time to time in lively conversation.]

STYVER
(stiger ned i haven, idet han opdager Falk, som står og ser ud over vandet).
De herrer digtere er hævnsog hads-mænd;
men vi regeringsfolk er fine statsmænd;
jeg vil arbejde for mig selv –
(ser presten, som kommer fra havestuen.)
Se så!

STIVER.
[Descending into the garden discovers FALK, who is standing by the water and gazing over it.]
These poets are mere men of vengeance, we
State servants understand diplomacy.
I need to labour for myself--
[Seeing STRAWMAN, who enters from the garden-room.]
Well met!

STRÅMAND
(på altanen).
Han flytter virkelig!
(går ned til Styver.)
Å, kære, – gå,
gå ind et lidet øjeblik i stuen
og hold min kone –

STRAWMAN
[on the verandah].
He’s really leaving! [Going down to STIVER.]
Ah, my dear sir, let
Me beg you just a moment to go in
And hold my wife--

STYVER.
Skal jeg holde fruen!

STIVER.
I--hold her, sir?

STRÅMAND.
Med selskab, mener jeg. Vi og de små,
vi er så vante til at være sammen,
og aldrig –
(idet fruen og børnene viser sig i døren.)
Nå, der er de alt på trammen!

STRAWMAN.
I mean
In talk. The little ones and we are so
Unused to be divided, there is no
Escaping--
[His wife and children appear in the door. Ha! already on my trail.]

FRU STRÅMAND.
Hvor er du, Stråmand?

MRS. STRAWMAN.
Where are you, Strawman?

STRÅMAND
(sagte til Styver).
Find på et par ord, som
kan fængsle dem, – en ting, som er lidt morsom!

STRAWMAN
[aside to STIVER].
Do invent some tale,
Something amusing--something to beguile!

STYVER
(går op på altanen).
Har fruen læst departementets bønskrift?
Det er et mønster på stilistisk skønskrift; –
(tar en bog op af lommen.)
nu skal jeg in extenso referere –
(nøder dem høfligt ind i stuen, og går selv med. Falk kommer frem i haven; han og Stråmand mødes; de ser en stund på hinanden.)

STIVER
[going on to the verandah].
Pray, madam, have you read the official charge?
A masterpiece of literary style.
[Takes a book from his pocket.]
Which I shall now proceed to cite at large.
[Ushers her politely into the room, and follows himself. FALK comes forward; he and Strawman meet; they regard one another a moment in silence.]

STRÅMAND.
Nu?

STRAWMAN.
Well?

FALK.
Nu?

FALK.
Well?

STRÅMAND.
Herr Falk!

STRAWMAN.
Falk?

FALK.
Herr pastor!

FALK.
Pastor?

STRÅMAND.
Er De mere
medgørlig nu, end da vi skiltes?

STRAWMAN.
Are you less
Intractable than when we parted?

FALK.
Nej,
jeg går min ufravigelige vej –

FALK.
Nay,
I go my own inexorable way--

STRÅMAND.
Selv om De træder næstens lykke ned?

STRAWMAN.
Even tho’ you crush another’s happiness?

FALK.
Jeg planter sandheds urt i lykkens sted.
(smilende.)
Forresten tænker De nok på avisen
for elskende?

FALK.
I plant the flower of knowledge in its place.
[Smiling.]
If, by the way, you have not ceased to think
Of the Gazette--

STRÅMAND.
Nå, var det kanske spøg?

STRAWMAN.
Ah, that was all a joke?

FALK.
Ja, trøst Dem med, det værk går op i røg;
i gerning, ej på prent, jeg bryder isen.

FALK.
Yes, pluck up courage, that will turn to smoke;
I break the ice in action, not in ink.

STRÅMAND.
Og om De sparer mig, så véd jeg visst en
person, som ikke slipper mig så let;
han nytter overtaget, han, kopisten, –
og det er Deres skyld, og det er slet,
De rørte op i gamle sværmerier,
og De kan bande på, han ikke tier
med dem, ifald jeg mukker blot et ord
mod kravet, som de skråler på i kor.
Regeringsfolket har en svare magt
i pressen nuomstunder, er mig sagt.
En styverfængeropsats kan mig fælde,
hvis den blir prentet i det store blad,
som slår med Samsons håndgevær og vælde,
og går ivej med både hov og vad,
besynderlig mod slutten af kvartalerne –

STRAWMAN.
But even though you spare me, sure enough
There’s one who won’t so lightly let me off;
He has the advantage, and he won’t forego it,
That lawyer’s clerk--and ’tis to you I owe it;
You raked the ashes of our faded flames,
And you may take your oath he won’t be still
If once I mutter but a syllable
Against the brazen bluster of his claims.
These civil-service gentlemen, they say,
Are very potent in the press to-day.
A trumpery paragraph can lay me low,
Once printed in that Samson-like Gazette
That with the jaw of asses fells its foe,
And runs away with tackle and with net,
Especially towards the quarter day--

FALK
(indrømmende).
Ja – hørte Deres saga til skandalerne – –

FALK
[aquiescing].
Ah, were there scandal in the case, indeed--

STRÅMAND
(forsagt).
Alligevel. Det blad har mange spalter;
pas på: der offres jeg på hævnens alter.

STRAWMAN
[despondently].
No matter. Read its columns with good heed,
You’ll see me offered up to Vengeance.

FALK
(med lune).
På straffens, mener De, – og vel fortjent.
Der går en Nemesis igennem livet;
den rammer sikkert, skønt den rammer sent, –
at rømme væk fra den, er ingen givet.
Har en forsyndet sig imod ideen,
så kommer pressen, dens årvågne vagt,
og man får finde sig i efterveen.

FALK
[whimsically].
Nay,
To retribution--well-earned punishment.
Thro’ all our life there runs a Nemesis,
Which may delay, but never will relent,
And grants to none exception or release.
Who wrongs the Ideal? Straight there rushes in
The Press, its guardian with the Argus eye,
And the offender suffers for his sin.

STRÅMAND.
Men Herregud, når slutted jeg kontrakt
med den „ide“, som føres her i munden!
Jeg er jo ægtemand, familjefar, –
husk på, at tolv umyndige jeg har; –
jeg er jo af min dagliggerning bunden,
jeg har annexer og en vidtstrakt gård,
en talrig stamhjord, åndelige får, –
se, de skal plejes, klippes, røgtes, fores;
der tærskes skal og i komposten klores;
man spør om mig i stalden og i kveen; –
når får jeg tid at leve for ideen?

STRAWMAN.
But in the name of heaven, what pledge have I
Given this “Ideal” that’s ever on your tongue?
I’m married, have a family, twelve young
And helpless innocents to clothe and keep;
I have my daily calls on every side,
Churches remote and gleve and pasture wide,
Great herds of breeding cattle, ghostly sheep--
All to be watched and cared for, clipt and fed,
Grain to be winnowed, compost to be spread;--
Wanted all day in shippon and in stall,
What time have I to serve the “Ideal” withal?

FALK.
Ja, så rejs hjem igen jo før jo heller;
kryb ind, før vinter, under tørvetaget.
Se, i det unge Norge er det daget;
den kække fylking tusind stridsmænd tæller,
og morgenvindens strømning fylder flaget.

FALK.
Then get you home with what dispatch you may,
Creep snugly in before the winter-cold;
Look, in young Norway dawns at last the day,
Thousand brave hearts are in its ranks enroll’d,
Its banners in the morning breezes play!

STRÅMAND.
Og, unge mand, ifald jeg rejste hjem
med alle mine, ja med alle dem,
som var igår mit lille kongerige, –
har ikke mangt idag da vendt sig om?
Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom –
(da Falk vil svare.)
Nej vent, og hør på, hvad jeg har at sige.
(træder nærmere.)
Der var en tid, da jeg var ung, som De,
og ikke mindre kæk og uforfærdet,
Jeg sled for brød og der gik år forbi;
se, sligt gør ånden ej, som hånden, hærdet.
Jeg kom dernord; mit hjem lå stilt bag fjeldet,
og verdens ring for mig blev prestegeldet. –
Mit hjem – herr Falk! Ja, véd De hvad et hjem er?

STRAWMAN.
And if, young man, I were to take my way
With bag and baggage home, with everything
That made me yesterday a little king,
Were mine the only volet face to-day?
Think you I carry back the wealth I brought?
[As FALK is about to answer.]
Nay, listen let me first explain my thought
[Coming nearer.]
Time was when I was young, like you, and played
Like you, the unconquerable Titan’s part;
Year after year I toiled and moiled for bread,
Which hardens a man’s hand, but not his heart.
For northern fells my lonely home surrounded,
And by my parish bounds my world was bounded.
My home--Ah, Falk, I wonder, do you know
What home is?

FALK
(kort).
Det har jeg aldrig vidst.

FALK
[curtly].
I have never known.

STRÅMAND.
Det vil jeg tro.
Et hjem er der, hvor dejligt rum for fem er,
skønt der blandt fiender tykkes trangt for to.
Et hjem er der, hvor alle dine tanker
kan lege frit, som børn på faders fang,
hvor ej din røst på hjertedøren banker,
før svaret lyder i beslægtet sang.
Et hjem er der, hvor dine hår kan gråne,
og ingen mærker, at du ældes dog,
hvor kære minder dæmrer for at blåne,
som åsens rygning blåner bagom skog.

STRAWMAN.
Just so.
That is a home, where five may dwell with ease,
Tho’ two would be a crowd, if enemies.
That is a home, where all your thoughts play free
As boys and girls about their father’s knee,
Where speech no sooner touches heart, than tongue
Darts back an answering harmony of song;
Where you may grow from flax-haired snowy-polled,
And not a soul take note that you grow old;
Where memories grow fairer as they fade,
Like far blue peaks beyond the forest glade.

FALK
(med tvungen spot).
De blir jo varm –

FALK
[with constrained sarcasm].
Come, you grow warm--

STRÅMAND.
Ved det, som De kun ler af!
Så uligt har Vorherre os to skabt.
Mig fattes det, som De fik desto mer af;
men jeg har vundet der, hvor De har tabt.
Fra skyen skimtet, ser ud som en skrøne
mangt sandhedskorn ved landevejens kant;
De vil tilvejrs, jeg knapt til tagets møne, –
én fugl blev skabt til ørn –

STRAWMAN.
Where you but jeered and flouted.
So utterly unlike God made us two!
I’m bare of that he lavished upon you.
But I have won the game where you were routed.
Seen from the clouds, full many a wayside grain
Of truth seems empty chaff and husks. You’d soar
To heaven, I scarcely reach the stable door,
One bird’s an eagle born--

FALK.
Og én til høne.

FALK.
And one a hen.

STRÅMAND.
Ja, le De kun, og lad det være sandt.
Jeg er en høne; – godt; men under vingen
jeg har en kyllingflok, og De har ingen!
Og jeg har hønens mod og hjerterum,
og jeg slår fra mig, når det mine gælder.
Jeg véd jo nok, De mener jeg er dum,
ja muligt, at en værre dom De fælder,
og holder mig for gridsk på verdens gods; –
godt, ingen strid om sligt imellem os!
(griber Falks arm og tilføjer dæmpet, men med stigende styrke.)
Ja, jeg er gridsk og dum og sløv tillige;
men jeg er gridsk for dem, som Gud mig gav,
og jeg fordummedes i trængselskrige,
og jeg blev sløv på ensomhedens hav.
Dog, alt som ungdomssnekken, sejl for sejl,
gik under bag den endeløse dønning,
da stak en anden op på havets spejl,
og bar for landvind ind med livets lønning.
For hver en drøm, som gik i strævet under,
for hver en svingfjær, som på flugten knak,
jeg fik til skænk et lidet Guds vidunder,
og Herrens skænk jeg tog med pris og tak.
For dem jeg stred, for dem jeg bar i dynge,
for dem jeg tyded selv den hellige skrift; –
det var min blomstergård, min børneklynge; –
nu har De plettet dem med spottens gift!
De har bevist, æsthetisk og forfatterligt,
at al min lykke var en dåres tro,
at det, jeg tog for alvor, det var latterligt; –
nu kræver jeg, giv mig igen min ro,
men giv mig den foruden bræk og mén –

STRAWMAN.
Yes, laugh away, and say it be so, grant
I am a hen. There clusters to my cluck
A crowd of little chickens,--which you want!
And I’ve the hen’s high spirit and her pluck,
And for my little ones forget myself.
You think me dull, I know it. Possibly
You pass a harsher judgment yet, decree
Me over covetous of worldly pelf.
Good, on that head we will not disagree.
[Seizes FALK’s arm and continues in a low tone but with gathering vehemence.]
You’re right, I’m dull and dense and grasping, yes;
But grasping for my God-given babes and wife,
And dense from struggling blindly for bare life,
And dull from sailing seas of loneliness.
Just when the pinnance of my youthful dream
Into the everlasting deep went down,
Another started from the ocean stream
Borne with a fair wind onward to life’s crown.
For every dream that vanished in the wave,
For every buoyant plume that broke asunder,
God sent me in return a little wonder,
And gratefully I took the good He gave.
For them I strove, for them amassed, annexed,--
For them, for them, explained the Holy text;
On them you’ve poured the venom of your spite!
You’ve proved, with all the cunning of the schools,
My bliss was but the paradise of fools,
That all I took for earnest was a jest;--
Now I implore, give me my quiet breast
Again, the flawless peace of mind I had--

FALK.
De kræver, jeg skal lykkens hjemmel drøfte? –

FALK.
Prove, in a word, your title to be glad?

STRÅMAND.
Ja, De har kastet på min vej en sten,
en tvivlens sten, som ikkun De kan løfte.
Tag væk det stængsel mellem mig og mine,
som De har bygt, tag grimen af min hals –

STRAWMAN.
Yes, in my path you’ve cast the stone of doubt,
And nobody but you can cast it out.
Between my kin and me you’ve set a bar,--
Remove the bar, the strangling noose undo--

FALK.
De tror, at jeg har løgnens lim tilfals,
for lykkens sprukne kar med det at kline?

FALK.
You possibly believe I keep the glue
Of lies for Happiness’s in a broken jar?

STRÅMAND.
Jeg tror, at troen, som De rev omkuld
med ord, den kan med ord igen De rejse;
jeg tror De kan den brukne lænke svejse; – –
døm om igen, – tal sandhed hel og fuld,
bevis pånyt, – så jeg kan flaget hejse –

STRAWMAN.
I do believe, the faith your reasons tore
To shreds, your reasons may again restore;
The limb that you have shatter’d, you can set;
Reverse your judgment,--the whole truth unfold,
Restate the case--I’ll fly my banner yet--

FALK
(stolt).
Jeg stempler lykkens messing ej som guld.

FALK
[haughtily].
I stamp no copper Happiness as gold.

STRÅMAND
(ser fast på ham).
Så kom ihug, her nys blev sagt et ord
af en, som vejrer sandhedsharens spor:
(med opløftet finger.)
Der går en Nemesis igennem livet;
at rømme væk fra den, er ingen givet!
(han går mod huset.)

STRAWMAN
[looking fixedly at him].
Remember then that, lately, one whose scent
For truth is of the keenest told us this:
[With uplifted finger.]
"There runs through all our life a Nemesis,
Which may delay, but never will relent."
[He goes towards the house.]

STYVER
(kommer ud med briller på og med den åbne bog i hånden).
Herr pastor, De må være som en vind!
De unge græder –

STIVER
[Coming out with glasses on, and an open book in his hand.]
Pastor, you must come flying like the blast!
Your girls are sobbing--

BØRNENE
(i døren).
Far!

THE CHILDREN
[in the doorway].
Pa!

STYVER.
Og fruen venter!
(Stråmand går ind i huset.)

STIVER.
And Madam waiting!
[Strawman goes in.]

STYVER.
Den dame har ej sands for argumenter.
(putter bogen og brillerne i lommen og kommer nærmere.)
Falk!

This lady has no talent for debating.
[Puts the book and glasses in his pocket, and approaches FALK.]
Falk!

FALK.
Ja!

FALK.
Yes!

STYVER.
Jeg håber du har skiftet sind.

STIVER.
I hope you’ve changed your mind at last?

FALK.
Og hvorfor?

FALK.
Why so?

STYVER.
Å, det er da let forklarligt;
du indser sagtens, det er uforsvarligt
at gøre brug af konfidentielle
meddelelser; – dem må man ej fortælle.

STIVER.
For obvious reasons. To betray
Communications made in confidence,
Is conduct utterly without defence.
They must not pass the lips.

FALK.
Nej, jeg har hørt, at det skal være farligt.

FALK.
No, I’ve heard say
It is at times a risky game to play.

STYVER.
Ja død og pine!

STIVER.
The very devil!

FALK.
Ja, men blot for storfolk.

FALK.
Only for the great.

STYVER
(ivrig).
Det farligt er for alle slags kontorfolk.
Du kan vel tænke dig, hvor det formindsker
hver udsigt for mig, dersom chefen tror,
jeg har en pegasus som går og vrinsker
i arbejdstiden i et sligt kontor.
Du véd, fra „revisjonen“ og til „kirken“
man ynder ikke vingehestens virken.
Men værst det blir, ifald det kommer ud,
at jeg har brudt kontorets første bud,
og åbenbaret skjulte ting af vigtighed.

STIVER
[zealously].
No, no, for all us servants of the state.
Only imagine how my future chances
Would dwindle, if the governor once knew
I keep Pegasus that neighs and prances
In office hours--and such an office, too!
From first to last, you know, in our profession,
The winged horse is viewed with reprobation:
But worst of all would be, if it got wind
That I against our primal law had sinn’d
By bringing secret matters to the light--

FALK.
Så den er strafbar, slig en uforsigtighed?

FALK.
That’s penal, is it--such an oversight?

STYVER
(hemmelighedsfuldt).
Den tvinge kan en offentlig person
til at begære straks sin demission.
Det er et lovbud for os, statens mandfolk,
at gå med lås for munden selv blandt grandfolk.

STIVER
[mysteriously].
It can a servant of the state compel
To beg for his dismissal out of hand.
On us officials lies a strict command,
Even by the hearth to be inscrutable.

FALK.
Men det er jo tyrannisk af en hersker
at binde mund på den – kopist, som tærsker.

FALK.
O those despotical authorities,
Muzzling the--clerk that treadeth out the grain!

STYVER
(trækker på skuldrene).
Det er legalt; må lydes uden knur.
Desuden, i et tidspunkt, som nærværende,
da gagerevisjonen står for tur,
det er ej klogt at yttre sig belærende
om arbejdstidens brug og dens natur.
Se, derfor er det, at jeg ber dig: ti dog; –
et ord kan skille mig ved –

STIVER
[shrugging his shoulders].
It is the law; to murmur is in vain.
Moreover, at a moment such as this,
When salary revision is in train,
It is not well to advertise one’s views
Of office time’s true function and right use.
That’s why I beg you to be silent; look,
A word may forfeit my--

FALK.
Porteføljen?

FALK.
Portfolio?

STYVER.
Officielt benævnes det „kopibog“.
Den protokol er egentlig som søljen,
der lukker linet for kontorets barm;
at gætte gåder der, forvolder harm.

STIVER.
Officially it’s called a transcript book;
A protocol’s the clasp upon the veil of snow
That shrouds the modest breast of the Bureau.
What lies beneath you must not seek to know.

FALK.
Og dog det var dig selv, som bad mig tale,
og kaste ud et vink om pultens skat.

FALK.
And yet I only spoke at your desire;
You hinted at your literary crop.

STYVER.
Ja, vidste jeg, at presten kunde dale
så dybt i dynd, han, som har lykken fat,
som er i embed, som har kone, børn,
og penge til at trodse livets tørn?
Men kan han falde ned til slig filister,
hvad skal man sige da om os kopister,
om mig, som er i uforfremmet stand
og har en kæreste, og snart skal giftes,
og passe på, at der familje stiftes,
etcetera!
(heftigere.)
O, var jeg velstandsmand,
jeg skulde spænde pandseret om hærden
og slå i bordet til den hele verden.
Og var jeg enligt mandfolk, jeg, som du,
da kan du tro, at gennem prosa-sneen
jeg skulde bryde bane for ideen!

STIVER.
How should I guess he’d grovel in the mire
So deep, this parson perch’d on fortune’s top,
A man with snug appointments, children, wife,
And money to defy the ills of life?
If such a man prove such a Philistine,
What shall of us poor copyists be said?
Of me, who drive the quill and rule the line,
A man engaged and shortly to be wed,
With family in prospect--and so forth?
[More vehemently.]
O, if I only had a well-lined berth,
I’d bind the armour’d helmet on my head,
And cry defiance to united earth!
And were I only unengaged like you,
Trust me, I’d break a road athwart the snow
Of prose, and carry the Ideal through!

FALK.
Så berg dig, mand!

FALK.
To work then, man!

STYVER.
Hvad?

STIVER.
How?

FALK.
Der er tid endnu!
Agt ikke verdens uglekloge dommerfugl:
husk, frihed gør en kålorm selv til sommerfugl!

FALK.
You may still do so!
Let the world’s prudish owl unheeded flutter by;
Freedom converts the grub into a butterfly!

STYVER
(træder tilbage).
Du mener, at jeg skulde bryde –?

STIVER.
You mean, to break the engagement--?

FALK.
Ja; –
er perlen væk, hvad gælder skallet da?

FALK.
That’s my mind;--
The fruit is gone, why keep the empty rind?

STYVER.
Sligt forslag kunde stilles til en rus,
ej til en mand med karakter i jus!
Jeg regner ej, hvad Kristian den femte
i sin tid om trolovelser bestemte, –
thi det slags forhold findes ej berørt i
„lov om forbrydelser“ af to-og-fyrti;
for så vidt var ej sagen kriminel,
det var jo intet brud på det legale –

STIVER.
Such a proposal’s for a green young shoot,
Not for a man of judgment and repute.
I heed not what King Christian in his time
(The Fifth) laid down about engagements broken-off;
For that relationship is nowhere spoken of
In any rubric of the code of crime.
The act would not be criminal in name,
It would in no way violate the laws--

FALK.
Der kan du se!

FALK.
Why there, you see then!

STYVER
(fast).
Ja, men alligevel, –
om slig en exception blir aldrig tale.
I trange tider holdt vi trofast sammen;
hun fordrer ikke stort af livets gammen,
og jeg er nøjsom, har alt længe sporet,
at jeg blev skabt for hjemmet og kontoret.
Lad andre følge svaneflokkens flugt;
liv i det små kan også være smukt.
Hvad siger ej etsteds geheimeråd Göthe
om mælkevejen, skinnende og hvid?
Af den kan ingen skumme lykkens fløde,
og endnu mindre hente smørret hid –

STIVER
[firmly].
Yes, but all the same,--
I must reject all pleas in such a cause.
Staunch comrades we have been in times of dearth;
Of life’s disport she asks but little share,
And I’m a homely fellow, long aware
God made me for the ledger and the hearth.
Let others emulate the eagle’s flight,
Life in the lowly plains may be as bright.
What does his Excellency Goethe say
About the white and shining milky way?
Man may not there the milk of fortune skim,
Nor is the butter of it meant for him.

FALK.
Nå, var end målet lykkesmørrets kærning,
må ånden råde dog i al din slid; –
en mand skal være borger af sin tid,
men adle tidens borgerlige gerning.
Ja visstnok er der skønhed i det små;
men kunsten er at skue og forstå.
Ej hver, som ynder at håndtere sølen,
må derfor tro sig ligemand med „Dølen“.

FALK.
Why, even were fortune-churning our life’s goal,
The labour must be guided by the soul;--
Be citizens of the time that is--but then
Make the time worthy of the citizen.
In homely things lurks beauty, without doubt,
But watchful eye and brain must draw it out.
Not every man who loves the soil he turns
May therefore claim to be another Burns.¹

STYVER.
Så lad os gå med fred vor jævne vej;
vi stænger ikke stierne for dig,
vi følger gaden, du i højden svæver.
Hm, der foer også hun og jeg engang;
mens dagens krav er arbejd, ikke sang, –
den dør man fra, alt eftersom man lever.
Se, ungdomslivet er en stor proces
og den unødigste af alle trætter; –
gå på akkord, og tænk ej på regres;
thi sagen taber du for alle retter.

STIVER.
Then let us each our proper path pursue,
And part in peace; we shall not hamper you;
We keep the road, you hover in the sky,
There where we too once floated, she and I.
But work, not song, provides our daily bread,
And when a man’s alive, his music’s dead.
A young man’s life’s a lawsuit, and the most
Superfluous litigation in existence:
Plead where and how you will, your suit is lost.

FALK
(kæk og trøstig, idet han kaster et øje på lysthuset).
Nej, er den end for sidste domstol kommen, –
jeg véd, der er benådning bagom dommen!
Jeg véd, et liv kan leves ud af to,
med frelst begejstring og med reddet tro;
men du forkynder tidens usle lære:
at idealet er det sekundære!

FALK
[bold and confident, with a glance at the summer-house].
Nay, tho’ I took it to the highest place,--
Judgment, I know, would be reversed by grace!
I know two hearts can live a life complete,
With hope still ardent, and with faith still sweet;
You preach the wretched gospel of the hour,
That the Ideal is secondary!

STYVER.
Nej, det primære; thi dets hverv er ude,
som blomstens hverv – når frugten sætter knude.
(Inde ved pianoet spiller og synger frøken Skære: „Ach, du lieber Augustin“. Styver standser og lytter i stille bevægelse.)
Hun kalder på mig med den samme sang,
som talte, da vi mødtes første gang.
(lægger hånden på Falks arm og ser ham ind i øjet.)
Så tidt hun den til liv i længsel henter,
går ud ifra min kærestes tangenter
bekræftet genpart af det første ja.
Og når vor kærlighed tilslut har endskab,
og afdør, til opstandelse som venskab,
skal sangen binde mellem før og da.
Og krøges end min ryg iflugt med pulten,
og blir mit dagværk kun en krig mod sulten,
så går jeg glad dog vejen til mit hjem,
hvor det forsvundne står i toner frem.
Er der en stakket kveldstund helt vor egen, –
da er jeg sluppen skadesløs fra legen!
(han går ind i huset. Falk vender sig mod lysthuset. Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. De ser en stund i taushed på hinanden og kaster sig med heftighed i hinandens arme.)

STIVER.
No!
It’s primary: appointed, like the flower,
To generate the fruit, and then to go.
[Indoors, MISS JAY plays and sings: “In the Gloaming.” STIVER stands listening in silent emotion.]
With the same melody she calls me yet
Which thrilled me to the heart when first we met.
[Lays his hand on FALK’s arm and gazes intently at him.]
Oft as she wakens those pathetic notes,
From the white keys reverberating floats
An echo of the “yes” that made her mine.
And when our passions shall one day decline,
To live again as friendship, to the last
That song shall link that present to this past.
And what tho’ at the desk my back grow round,
And my day’s work a battle for mere bread,
Yet joy will lead me homeward, where the dead
Enchantment will be born again in sound.
If one poor bit of evening we can claim,
I shall come off undamaged from the game!
[He goes into the house. FALK turns towards the summer-house. SVANHILD comes out, she is pale and agitated. They gaze at each other in silence a moment, and fling themselves impetuously into each other’s arms.]

FALK.
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske friluftsblomst på kirkegården, –
der ser du, hvad de kalder liv i våren!
Der lugter lig af brudgom og af brud;
der lugter lig, hvor to går dig forbi
på gadehjørnet, smilende med læben,
med løgnens klumre kalkgrav indeni,
med dødens slaphed over hver en stræben.
Sligt kalder de at leve! Himlens magter,
er slig en lod da værd de tusind fagter?
At drætte børnehjorder op til sligt,
at fede dem med retsind og med pligt,
at gøde dem med tro en stakket sommer, –
til brug, når sjæleslagtningstiden kommer!

FALK.
O, Svanhild, let us battle side by side!
Thou fresh glad blossom flowering by the tomb,--
See what the life is that they call youth’s bloom!
There’s coffin-stench wherever two go by
At the street corner, smiling outwardly,
With falsehood’s reeking sepulchre beneath,
And in their blood the apathy of death.
And this they think is living! Heaven and earth,
Is such a load so many antics worth?
For such an end to haul up babes in shoals,
To pamper them with honesty and reason,
To feed them fat with faith one sorry season,
For service, after killing-day, as souls?

SVANHILD.
Falk, lad os rejse!

SVANHILD.
Falk, let us travel!

FALK.
Rejse? Og hvorhen?
Er ikke verden overalt den samme,
og findes ej på hvermands væg igen
den samme løgn i sandheds glas og ramme?
Nej, vil vi blive, nydende spektaklet,
tragikomedien, harlekinsmiraklet, –
et folk, som tror – hvad hele folket lyver!
Se presten og hans kone, Lind og Styver,
som kærlighedens julebukke taklet,
med løgn i hjertet og med tro i munden, –
og endda respektable folk i grunden!
De lyver for sig selv og for hverandre;
men løgnens indhold, det tør ingen klandre; –
hver regner sig, skønt havsnødsmand på kølen,
for lykkens Krøsus, salig som en gud;
selv drev de sig af paradiset ud,
og bums til ørerne i svovelpølen;
men ingen af dem skønner, hvor han sidder,
og hvermand tror sig paradisets ridder,
og hvermand smiler under ak og uf;
og kommer Belzebub med brøl og gluf,
med horn og bukkeben og noget værre, –
da muntrer man sin nabo med et puf:
tag hatten af dig; se, der går Vorherre!

FALK.
Travel? Whither, then?
Is not the whole world everywhere the same?
And does not Truth’s own mirror in its frame
Lie equally to all the sons of men?
No, we will stay and watch the merry game,
The conjurer’s trick, the tragi-comedy
Of liars that are dupes of their own lie;
Stiver and Lind, the Parson and his dame,
See them,--prize oxen harness’d to love’s yoke,
And yet at bottom very decent folk!
Each wears for others and himself a mask,
Yet one too innocent to take to task;
Each one, a stranded sailor on a wreck,
Counts himself happy as the gods in heaven;
Each his own hand from Paradise has driven,
Then, splash! into the sulphur to the neck!
But none has any inkling where he lies,
Each thinks himself a knight of Paradise,
And each sits smiling between howl and howl;
And if the Fiend come by with jeer and growl,
With horns, and hoofs, and things yet more abhorred,--
Then each man jogs the neighbour at his jowl:
“Off with your hat, man! See, there goes the Lord!”

SVANHILD
(efter en kort tankefuld stilhed).
Hvor underfuld en kærlig hånd har pegt
på vejen for mig til vort vårdagsstævne.
Det liv, jeg har i spredte drømme legt,
skal jeg fra denne stund mit dagværk nævne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; –
da bød du lys, – da lod du ham mig finde!
(ser på Falk med stille, kærlig forundring.)
Hvad kraft er dog i dig, du stærke træ,
som står i vindfaldsskogen rank og frodig,
som står alene, og som dog har læ
for mig –?

SVANHILD
[after a brief thoughtful silence].
How marvellous a love my steps has led
To this sweet trysting place! My life that sped
In frolic and fantastic visions gay,
Henceforth shall grow one ceaseless working day!
O God! I wandered groping,--all was dim:
Thou gavest me light--and I discovered him!
[Gazing at FALK in love and wonder.]
Whence is that strength of thine, thou mighty tree
That stand’st alone, and yet canst shelter me--?

FALK.
Guds sandhed, Svanhild; – den gør modig.

FALK.
God’s truth, my Svanhild; that gives fortitude.

SVANHILD
(ser mod huset med et udtryk af skyhed).
De kom som onde fristere, de to,
hver talsmand for sin halve del af slægten.
En spurgte: hvor kan ungdomselskov gro,
når sjælen luder under velstandsvægten?
Den anden spurgte: hvor har elskov liv,
når kravet er en evig armodskiv?
Forfærdeligt – at præke denne lære
som sandheds ord, og endda livet bære!

SVANHILD
[with a shy glance towards the house].
They came like tempters, evilly inclined,
Each spokesman for his half of humankind,
One asking: How can true love reach its goal
When riches’ leaden weight subdues the soul?
The other asking: How can true love speed
When life’s a battle to the death with Need?
O horrible!--to bid the world receive
That teaching as the truth, and yet to live!

FALK.
Og hvis det nu gjaldt os?

FALK.
How if ’twere meant for us?

SVANHILD.
Gjaldt os? – Hvad da?
Kan ydre vilkår gøre til og fra?
Jeg har alt sagt dig det; hvis du vil stride,
da vil jeg stå og falde ved din side.
O, intet er så let som biblens bud,
at lægge hjemmet bag sig, juble, lide,
og følge den, man elsker, frem til Gud.

SVANHILD.
For us?--What, then?
Can outward fate control the wills of men?
I have already said: if thou’lt stand fast,
I’ll dare and suffer by thee to the last.
How light to listen to the gospel’s voice,
To leave one’s home behind, to weep, rejoice,
And take with God the husband of one’s choice!

FALK
(favner hende).
Så kom da, vintervejr, med vold og vælde!
Vi står i stormen; os kan ingen fælde!
(Fru Halm og Guldstad kommer ind fra højre i baggrunden. Falk og Svanhild blir stående ved lysthuset.)

FALK
[embracing her].
Come then, and blow thy worst, thou winter weather!
We stand unshaken, for we stand together!
[MRS. HALM and GULDSTAD come in from the right in the background.]

GULDSTAD
(dæmpet).
Se, frue!

GULDSTAD
[aside].
Observe!
[FALK and SVANHILD remain standing by the summer-house.]

FRU HALM
(overrasket).
Sammen!

MRS. HALM
[surprised].
Together!

GULDSTAD.
Tvivler De endnu?

GULDSTAD.
Do you doubt it now?

FRU HALM.
Det var mærkværdigt!

MRS. HALM.
This is most singular.

GULDSTAD.
Å, jeg har nok mærket,
at han så stilt har ruget over værket.

GULDSTAD.
O, I’ve noted how
His work of late absorb’d his interest.

FRU HALM
(hen for sig).
Hvem skulde tænkt, at Svanhild var så slu?
(livligt til Guldstad.)
Men, nej, jeg kan ej tro –

MRS. HALM
[to herself].
Who would have fancied Svanhild so sly?
[Vivaciously to GULDSTAD.]
But no--I can’t think.

GULDSTAD.
Vel; det skal prøves.

GULDSTAD.
Put it to the test.

FRU HALM.
Nu straks på stedet?

MRS. HALM.
Now, on the spot?

GULDSTAD.
Ja, og eftertrykkeligt.

GULDSTAD.
Yes, and decisively!

FRU HALM
(rækker ham hånden).
Gud være med Dem!

MRS. HALM
[giving him her hand].
God’s blessing with you!

GULDSTAD
(alvorlig).
Tak, det kan behøves.
(kommer nedover.)

GULDSTAD
[gravely].
Thanks, it may bestead.
[Comes to the front.]

FRU HALM
(ser sig tilbage, idet hun går).
Hvad udfald sagen får, blir barnet lykkeligt.
(går ind i huset.)

MRS. HALM
[looking back as she goes towards the house].
Whichever way it goes, my child is sped.
[Goes in.]

GULDSTAD
(nærmer sig til Falk).
Det er vel knapt med tiden?

GULDSTAD
[approaching FALK].
It’s late, I think?

FALK.
Et kvarter,
så går jeg.

FALK.
Ten minutes and I go.

GULDSTAD.
Der behøves ikke mer.

GULDSTAD.
Sufficient for my purpose.

SVANHILD
(vil fjerne sig).
Farvel!

SVANHILD
[going].
Farewell.

GULDSTAD.
Nej bi!

GULDSTAD.
No,
Remain.

SVANHILD.
Skal jeg?

SVANHILD.
Shall I?

GULDSTAD.
Til De har svaret.
Imellem os må alting være klaret; –
vi tre får tale ud af hjertet sammen.

GULDSTAD.
Until you’ve answered me.
It’s time we squared accounts. It’s time we three
Talked out for once together from the heart.

FALK
(overrasket).
Vi tre?

FALK
[taken aback].
We three?

GULDSTAD.
Ja, Falk, – nu må vi kaste hammen.

GULDSTAD.
Yes,--all disguises flung apart.

FALK
(undertrykker et smil).
Til tjeneste.

FALK
[suppressing a smile].
O, at your service.

GULDSTAD.
Så hør. Det er omtrent
et halvt års tid vi har hinanden kendt;
vi kævled –

GULDSTAD.
Very good, then hear.
We’ve been acquainted now for half a year;
We’ve wrangled--

FALK.
Ja.

FALK.
Yes.

GULDSTAD.
Fast aldrig var vi enige;
vi gav hinanden tidt det glatte lag;
De stod som høvding for en stortænkt sag,
jeg var kun en af døgnbedriftens menige.
Og endda var det som en streng, der bandt
imellem os, som tusind glemte sager
ifra min egen ungdoms tankelager,
De støved op og frem for dagen fandt.
Ja ja, De ser på mig; men gråsprængt hår
har også flommet frit og brunt en vår,
og panden, som ens dagliggerning dynker
med trældomssved, bar ikke altid rynker.
Dog nok om det! jeg er forretningsmand –

GULDSTAD.
We’ve been in constant feud;
We’ve changed hard blows enough. You fought--alone--
For a sublime ideal; I as one
Among the money-grubbing multitude.
And yet it seemed as if a chord united
Us two, as if a thousand thoughts that lay
Deep in my own youth’s memory benighted
Had started at your bidding into day.
Yes, I amaze you. But this hair grey-sprinkled
Once fluttered brown in spring-time, and this brow,
Which daily occupation moistens now
With sweat of labour, was not always wrinkled.
Enough; I am a man of business, hence--

FALK
(let spottende).
De er den sunde praktiske forstand.

FALK
[with gentle sarcasm].
You are the type of practical good sense.

GULDSTAD.
Og De er håbets unge glade sanger.
(træder mellem dem.)
Se derfor, Falk og Svanhild, står jeg her.
Nu må vi tale; thi den stund er nær,
som bær i skjoldet lykke eller anger.

GULDSTAD.
And you are hope’s own singer young and fain.
[Stepping between them.]
Just therefore, Falk and Svanhild, I am here.
Now let us talk, then; for the hour is near
Which brings good hap or sorrow in its train.

FALK
(spændt).
Så tal!

FALK
[in suspense].
Speak, then!

GULDSTAD
(smilende).
Jeg sagde Dem igår, jeg grunded
på et slags digtning –

GULDSTAD
[smiling].
My ground is, as I said last night,
A kind of poetry--

FALK.
På en faktisk.

FALK.
In practice.

GULDSTAD
(nikker langsomt).
Ja!

GULDSTAD.
Right!

FALK.
Og hvis man spør, hvor De tar stoffet fra –?

FALK.
And if one asked the source from which you drew--?

GULDSTAD
(ser et øjeblik på Svanhild og vender sig atter mod Falk).
Det er et fælles stof vi to har fundet.

GULDSTAD
[Glancing a moment at SVANHILD, and then turning again to FALK.]
A common source discovered by us two.

SVANHILD.
Nu må jeg gå.

SVANHILD.
Now I must go.

GULDSTAD.
Nej, bliv og hør tilende.
En anden kvinde bad jeg ej om sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kende;
til snærperi er Deres sind for rigt.
Jeg så Dem vokse, så Dem foldes ud;
De ejed alt, hvad jeg hos kvinden skatter; –
men længe så jeg kun i Dem en datter; –
nu spør jeg – vil De være mig en brud?
(Svanhild viger sky tilbage.)

GULDSTAD.
No, wait till I conclude.
I should not ask so much of others. You,
Svanhild, I’ve learnt to fathom thro’ and thro’;
You are too sensible to play the prude.
I watched expand, unfold, your little life;
A perfect woman I divined within you,
But long I only saw a daughter in you;--
Now I ask of you--will you be my wife?
[SVANHILD draws back in embarrassment.]

FALK
(griber ham ved armen).
Tal ikke mere!

FALK
[seizing his arm].
Hold!

GULDSTAD.
Rolig; hun skal svare.
Spørg også De, – – så kan hun vælge frit.

GULDSTAD.
Patience; she must answer. Put your own
Question;--then her decision will be free.

FALK.
Jeg – siger De?

FALK.
I--do you say?

GULDSTAD
(ser fast på ham).
Det gælder at bevare
tre liv for lykken, – ej alene mit.
Forstil Dem ej, det nytter Dem kun lidt;
thi skønt min gerning ligger i det lave,
så fik jeg endda et slags klarsyns-gave.
Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg så
den unge kærlighed i blomst at stå;
men denne kærlighed, den stærke, kække,
den er det, som kan hendes lykke knække.

GULDSTAD
[looking steadily at him].
The happiness of three
Lives is at stake to-day,--not mine alone.
Don’t fancy it concerns you less than me;
For tho’ base matter is my chosen sphere,
Yet nature made me something of a seer.
Yes, Falk, you love her. Gladly, I confess,
I saw your young love bursting into flower.
But this young passion, with its lawless power,
May be the ruin of her happiness.

FALK
(farer op).
Det tør De sige!

FALK
[firing up].
You have the face to say so?

GULDSTAD
(rolig).
Med erfarings ret.
Hvis nu De hende vandt –

GULDSTAD
[quietly].
Years give right.
Say now you won her--

FALK
(trodsende).
Hvad så?

FALK
[defiantly].
And what then?

GULDSTAD
(langsomt og med eftertryk).
Ja sæt
hun turde alt på denne grundvold bygge,
og vove alt på dette ene kort, –
og livets storm så fejed grunden bort,
og blomsten falmed under tidens skygge?

GULDSTAD
[slowly and emphatically].
Yes, say
She ventured in one bottom to embark
Her all, her all upon one card to play,--
And then life’s tempest swept the ship away,
And the flower faded as the day grew dark?

FALK
(forglemmer sig og udbryder):
Ugørligt!

FALK
[involuntarily].
She must not!

GULDSTAD
(ser betydningsfuldt på ham).
Hm, så tænkte også jeg,
da jeg var ung, som De. I gamle dage
jeg brandt for en; da delte sig vor vej.
Igår vi mødtes; – intet er tilbage.

GULDSTAD
[looking at him with meaning].
Hm. So I myself decided
When I was young, like you. In days of old
I was afire for one. Our paths divided.
Last night we met again;--the fire was cold.

FALK.
Igår?

FALK.
Last night?

GULDSTAD
(smiler alvorligt).
Igår. De kender prestefruen –

GULDSTAD.
Last night. You know the parson’s dame--

FALK.
Hvad? Det var hende, som –

FALK.
What? It was she, then, who--

GULDSTAD.
Som tændte luen.
For hende sørged jeg i mange år,
og i dem alle stod hun for mit minde,
som den hun var, hin unge fagre kvinde,
dengang vi mødtes i den friske vår.
Nu tænder I den samme dårskabsild,
nu frister I det samme vovespil, –
se, derfor er det, at jeg siger: Varlig!
Stands lidt, og tænk jer om; – jer leg er farlig!

GULDSTAD.
Who lit the flame.
Long I remembered her with keen regret,
And still in my remembrance she arose
As the young lovely woman that she was
When in life’s buoyant spring-time first we met.
And that same foolish fire you now are fain
To light, that game of hazard you would dare.
See, that is why I call to you--beware!
The game is perilous! Pause, and think again!

FALK.
Nej, jeg har sagt det hele thevandslag
min stærke tro, som ingen tvivl kan fælde –

FALK.
No, to the whole tea-caucus I declared
My fixed and unassailable belief--

GULDSTAD
(udfylder meningen).
At kærligheden efter frit behag
kan trodse vane, nød og sorg og ælde.
Nå, lad så være; muligt er det sandt;
men se nu sagen fra en anden kant.
Hvad elskov er, véd ingen at forklare;
hvori den stikker, denne glade tro,
at én blev skabt til saligt liv i to –
se, det kan ingen mand på jord besvare.
Men ægteskabet, det er noget praktisk,
og ligeså forlovelse, min ven;
og let det lar sig eftervise faktisk,
at en er skikket just for den og den.
Men kærligheden kårer jo iblinde,
den vælger ej en hustru, men en kvinde;
og hvis nu denne kvinde ej er skabt
til viv for Dem –?

GULDSTAD
[completing his sentence].
That heartfelt love can weather unimpaired
Custom, and Poverty, and Age, and Grief.
Well, say it be so; possibly you’re right;
But see the matter in another light.
What love is, no man ever told us--whence
It issues, that ecstatic confidence
That one life may fulfil itself in two,--
To this no mortal ever found the clue.
But marriage is a practical concern,
As also is betrothal, my good sir--
And by experience easily we learn
That we are fitted just for her, or her.
But love, you know, goes blindly to its fate,
Chooses a woman, not a wife, for mate;
And what if now this chosen woman was
No wife for you--?

FALK
(spændt).
Nu?

FALK
[in suspense].
Well?

GULDSTAD
(trækker på skuldrene).
Så er sagen tabt.
En lykkelig forlovelse betinges
ej blot af elskov, men af meget mer,
familjelemmer, som man gerne ser,
af sind, som under samme hat kan bringes.
Og ægteskabet? Ja, det er et hav
af lutter fordringer og lutter krav,
som lidet har med elskov at bestille.
Her kræves huslighed og dyder milde,
her kræves køkkensands og andet sligt,
forsagelse og agt for bud og pligt, –
og meget som i frøkenens nærværelse
ej gøres kan til genstand for belærelse.

GULDSTAD
[shrugging his shoulders].
Then you’ve lost your cause.
To make happy bridegroom and a bride
Demands not love alone, but much beside,
Relations that do not wholly disagree.
And marriage? Why, it is a very sea
Of claims and calls, of taxing and exaction,
Whose bearing upon love is very small.
Here mild domestic virtues are demanded,
A kitchen soul, inventive and neat handed,
Making no claims, and executing all;--
And much which in a lady’s presence I
Can hardly with decorum specify.

FALK.
Og derfor –?

FALK.
And therefore--?

GULDSTAD.
Lyd et råd, så godt som guld.
Brug lidt erfaring; hør Dem om i livet,
hvor hvert par elskende tar munden fuld,
som hele millionen dem var givet.
For alteret skal de sporenstregs, de to;
de får et hjem og er i lykkens kridthus;
så går en tid i sejersrus og tro;
så kommer der en opgørsdag; – jo, jo!
Da er det hele bo et stort fallithus!
Fallit er ungdoms blomst på konens kind,
fallit er tankens flor i hendes indre;
fallit er sejrens mod i mandens sind,
fallit hver glød, som fordum sås at tindre;
fallit, fallit er hele boets masse;
og slige to gik dog i livet ind
som elskovs handelshus af første klasse!

GULDSTAD.
Hear a golden counsel then.
Use your experience; watch your fellow-men,
How every loving couple struts and swaggers
Like millionaires among a world of beggars.
They scamper to the altar, lad and lass,
They make a home and, drunk with exultation,
Dwell for awhile within its walls of glass.
Then comes the day of reckoning;--out, alas,
They’re bankrupt, and their house in liquidation!
Bankrupt the bloom of youth on woman’s brow,
Bankrupt the flower of passion in her breast,
Bankrupt the husband’s battle-ardour now,
Bankrupt each spark of passion he possessed.
Bankrupt the whole estate, below, above,--
And yet this broken pair were once confessed
A first-class house in all the wares of love!

FALK
(i stærkt udbrud).
Det er en løgn!

FALK
[vehemently].
That is a lie!

GULDSTAD
(urokkelig).
For nogle timer siden
var det dog sandhed. Det var Deres ord,
da her de stod, som han i brabantstriden,
og sloges med det ganske thevandsbord.
Da lød benægtelsen fra alle kanter,
som nu fra Dem; nå ja, det fattes nemt;
vi finder alle jo, det klinger slemt
at høre døden nævne, når vi skranter.
Se presten, han, som komponerte, malte,
i frierdagene med ånd og smag; –
hvor kan De undres på, at manden dalte,
da han og hun kom under fælles tag?
Hun var jo skabt for ham til elskerinde, –
til viv for ham hun skabtes ingensinde.
Og så kopisten, som skrev gode vers?
Da fyren var i Herrens navn forlovet,
kom hele rimeriet straks påtvers,
og siden den tid har hans muse sovet
ved rokkeduren af en evig jus.
Der ser I – –
(betragter Svanhild.)
Fryser De?

GULDSTAD
[unmoved].
Some hours ago ’twas true
However. I have only quoted you;--
In these same words you challenged to the field
The “caucus” with love’s name upon your shield.
Then rang repudiation fast and thick
From all directions, as from you at present;
Incredible, I know; who finds it pleasant
To hear the name of death when he is sick?
Look at the priest! A painter and composer
Of taste and spirit when he wooed his bride;--
What wonder if the man became a proser
When she was snugly settled by his side?
To be his lady-love she was most fit;
To be his wife, tho’--not a bit of it.
And then the clerk, who once wrote clever numbers?
No sooner was the gallant plighted, fixed,
Than all his rhymes ran counter and got mixed;
And now his Muse continuously slumbers,
Lullabied by the law’s eternal hum.
Thus you see--
[Looks at SVANHILD.]
Are you cold?

SVANHILD
(sagte).
Jeg fryser ikke.

SVANHILD
[softly].
No.

FALK
(tvinger sig ind under en spøgende tone).
Og når det aldrig ender med et plus,
men kun med minus, – hvorfor vil De stikke
den kapital, De råder over, i
sligt lidet fordelagtigt lotteri?
Det lader næsten, som De har den tro,
at De blev særlig skabt for bankerotten?

FALK
[with forced humour].
Since the sum
Works out a minus then in every case
And never shows a plus,--why should you be
So resolute your capital to place
In such a questionable lottery?

GULDSTAD
(ser på ham, smiler og ryster på hovedet).
Min kække unge Falk, – gem lidt på spotten. –
På to slags vis et par kan sætte bo.
Det grundes kan ved illusjonskreditten,
ved langsigtsveksler på en evig rus,
på permanents af aldren atten-nitten,
og på umulighed af gigt og snus; –
det grundes kan på rosenrøde kinder,
på klare øjne og på lange hår,
på tryghed for, at aldrig sligt forsvinder,
og at parykkens time aldrig slår.
Det grundes kan på stemningsfulde tanker,
på blomsterflor i ørkenstøvet tørt,
på hjerter, der, et livsløb gennem, banker,
som da det første ja blev sagt og hørt.
Hvad kaldes slig trafik? De navnet kender; –
det kaldes humbug, – humbug, kære venner!

GULDSTAD
[looks at him, smiles, and shakes his head].
My bold young Falk, reserve a while your mirth.--
There are two ways of founding an estate.
It may be built on credit--drafts long-dated
On pleasure in a never-ending bout,
On perpetuity of youth unbated,
And permanent postponement of the gout.
It may be built on lips of rosy red,
On sparkling eyes and locks of flowing gold,
On trust these glories never will be shed,
Nor the dread hour of periwigs be tolled.
It may be built on thoughts that glow and quiver,--
Flowers blowing in the sandy wilderness,--
On hearts that, to the end of life, for ever
Throb with the passion of the primal “yes.”
To dealings such as this the world extends
One epithet: ’tis known as “humbug,” friends.

FALK.
Nu skønner jeg, De er en farlig frister, –
De, velstandsmanden, kanske millionær,
mens alt, hvad mit i denne verden er,
blev båret bort af to artillerister.

FALK.
I see, you are a dangerous attorney,
You--well-to-do, a millionaire may-be;
While two broad backs could carry in one journey
All that beneath the sun belongs to me.

GULDSTAD
(skarpt).
Hvad mener De med det?

GULDSTAD
[sharply].
What do you mean?

FALK.
Det ligger nær;
thi den solide grundvold, kan jeg tænke,
er sagtens mønt, – mirakelmidlet mønt,
som låner mangen middelaldersk enke
sankt Gertruds gyldenglorie til pynt.

FALK.
That is not hard to see.
For the sound way of building, I suppose,
Is just with cash--the wonder-working paint
That round the widow’s batten’d forehead throws
The aureole of a young adored saint.

GULDSTAD.
Å nej, den er dog noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme strøm
af venlig agt, der kan sin genstand hædre,
så fuldt, som jublen i en ørskedrøm.
Den er en følelse af pligtens lykke,
af omsorgs velbehag, af hjemmets fred,
af viljers bøjning mod hinanden ned,
af vågen for at ingen sten skal trykke
den kårnes fod, hvor hun i livet skred.
Den er en mildhedshånd, som læger sårene,
den mandekraft, som bær med villig ryg,
den ligevægt, som rækker gennem årene,
den arm, som støtter tro og løfter tryg. –
Det er det indskud, Svanhild, jeg kan byde
til Deres lykkes bygning; svar mig nu.
(Svanhild gør en stærk anstrængelse for at tale; Guldstad løfter hånden og hindrer hende.)
Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!
Vælg mellem os med klar og sindig hu.

GULDSTAD.
O no, ’tis something better that I meant.
’Tis the still flow of generous esteem,
Which no less honours the recipient
Than does young rapture’s giddy-whirling dream.
It is the feeling of the blessedness
Of service, and home quiet, and tender ties,
The joy of mutual self-sacrifice,
Of keeping watch lest any stone distress
Her footsteps wheresoe’er her pathway lies;
It is the healing arm of a true friend
The manly muscle that no burdens bend,
The constancy no length of years decays,
The arm that stoutly lifts and firmly stays.
This, Svanhild, is the contribution I
Bring to your fortune’s fabric: now, reply.
[SVANHILD makes an effort to speak; GULDSTAD lifts his hand to check her.]
Consider well before you give your voice!
With clear deliberation make your choice.

FALK.
Og hvoraf véd De –

FALK.
And how have you discovered--

GULDSTAD.
At De elsker hende!
Det har jeg læst på Deres øjnes bund.
Sig også hende det i denne stund.
(trykker hans hånd.)
Nu går jeg ind. Lad legen få en ende.
Og tør De love mig med hånd og mund,
at være hende slig en ven i livet,
slig stav på vejen, slig en trøst i nød,
som jeg kan være det, –
(vender sig til Svanhild.)
Nu godt, så skriv et
udsletningsmærke over det, jeg bød.
Da har jeg sejret, sejret i det stille;
De vinder lykken; det var det, jeg vilde.
(til Falk.)
Og, det er sandt, – De talte før om mønt;
tro mig, den er lidt mer, end flitterpynt.
Jeg står alene, kender ingen kære;
alt det, som mit er, det skal Deres være;
De blir som søn for mig, og hun min datter.
De véd, ved grændsen ejer jeg et brug;
did flytter jeg, De sætter disk og dug,
og er så året omme, ses vi atter. –
Nu kender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
glem ej, at farten nedad livets elv
er ingen leg, er ej at nyde, svælge; –
og så, i Herrens navn, – så får I vælge!
(går ind i huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden.)

GULDSTAD.
That I love her?
That in your eyes ’twas easy to discover.
Let her too know it. [Presses his hand.]
Now I will go in.
Let the jest cease and earnest work begin;
And if you undertake that till the end
You’ll be to her no less a faithful friend,
A staff to lean on, and a help in need,
Than I can be-- [Turning to SVANHILD.]
Cancel it from the tables of your thought.
Then it is I who triumph in very deed;
You’re happy, and for nothing else I fought.
[To FALK.]
And, apropos--just now you spoke of cash,
Trust me, ’tis little more than tinsell’d trash.
I have not ties, stand perfectly alone;
To you I will make over all I own;
My daughter she shall be, and you my son.
You know I have a business by the border:
There I’ll retire, you set your home in order,
And we’ll foregather when a year is gone.
Now, Falk, you know me; with the same precision
Observe yourself: the voyage down life’s stream,
Remember, is no pastime and no dream.
Now, in the name of God--make your decision!
[Goes into the house. Pause. FALK and SVANHILD look shyly at each other.]

FALK.
Du er så bleg.

FALK.
You are so pale.

SVANHILD.
Og du så stille.

SVANHILD.
And you so silent.

FALK.
Ja.

FALK.
True.

SVANHILD.
Han var os værst.

SVANHILD.
He smote us hardest.

FALK
(hen for sig).
Han stjal mig styrken fra.

FALK
[to himself].
Stole my armour, too.

SVANHILD.
Hvor hårdt han slog.

SVANHILD.
What blows he struck!

FALK.
Han vidste godt at ramme.

FALK.
He knew to place them well.

SVANHILD.
Det var, som alt gik under i det samme.
(nærmere ved ham.)
Hvor vi var rige, rige i hinanden,
da hele verden havde os forladt,
da vore tanker steg, som slag mod stranden
af bølgebrydning i den stille nat.
Da var der sejersmod i vore sjæle,
og lid på evig elskov mellem to; –
han kom med verdens gaver, tog vor tro,
og planted tvivl, – og så forgik det hele!

SVANHILD.
All seemed to go to pieces where they fell.
[Coming nearer to him.]
How rich in one another’s wealth before
We were, when all had left us in despite,
And Thought rose upward like the echoing roar
Of breakers in the silence of the night.
With exultation then we faced the fray,
And confidence that Love is lord of death;--
He came with worldly cunning, stole our faith,
Sowed doubt,--and all the glory pass’d away!

FALK
(med vild heftighed).
Riv det af mindet ud! Alt, hvad han sagde,
var sandt for andre, men en løgn for os!

FALK
[with wild vehemence].
Tear, tear it from thy memory! All his talk
Was true for others, but for us a lie!

SVANHILD
(ryster stille på hovedet).
Det kornaks, som et tvivlens haglslag lagde,
kan aldrig svaje mer i livsenstrods.

SVANHILD
[slowly shaking her head].
The golden grain, hail-stricken on its stalk,
Will never more wave wanton to the sky.

FALK
(med udbrydende angst).
Jo, vi to, Svanhild –!

FALK
[with an outburst of anguish].
Yes, we two, Svanhild--!

SVANHILD.
Slip et håb, som dårer;
Ifald du løgnen såer, du høster tårer.
De andre, siger du? Og tror du ej,
at hver og en har tænkt, som du og jeg,
at han var den, som turde trodse lynet, –
hvem ingen storm til jorden kunde slå,
hvem tågebanken fjernt i himmelsynet
på uvejrsvinger aldrig kunde nå?

SVANHILD.
Hence with hopes that snare!
If you sow falsehood, you must reap despair.
For others true, you say? And do you doubt
That each of them, like us, is sure, alike,
That he’s the man the lightning will not strike,
And no avenging thunder will find out,
Whom the blue storm-cloud scudding up the sky
On wings of tempest, never can come nigh?

FALK.
De andre delte sig mod spredte mål;
jeg vil din elskov kun, og den alene.
Se, de forskriger sig i livets skrål,
jeg stilt skal støtte dig med stærke grene.

FALK.
The others split their souls on scattered ends:
Thy single love my being comprehends.
They’re hoarse with yelling in life’s Babel din:
I in this quiet shelter fold thee in.

SVANHILD.
Men dersom den alligevel gik under,
den kærlighed, som skulde bære alt, –
har du da det, som endda lykken grunder?

SVANHILD.
But if love, notwithstanding, should decay,
--Love being Happiness’s single stay--
Could you avert, then, Happiness’s fall?

FALK.
Nej, med min kærlighed det hele faldt.

FALK.
No, my love’s ruin were the wreck of all.

SVANHILD.
Og tør du helligt love mig for Gud,
at aldrig den, lig visnet blomst, skal hænge,
men dufte, som idag, og holde ud
for hele livet?

SVANHILD.
And can you promise me before the Lord
That it will last, not drooping like the flower,
But smell as sweet as now till life’s last hour?

FALK
(efter et kort ophold).
Den vil holde længe.

FALK
[after a short pause].
It will last long.

SVANHILD
(smerteligt).
O, „længe“, „længe“; – usle armodsord!
Hvad gælder „længe“ vel for kærligheden?
Det er dens dødsdom, meldugg over sæden.
„På evigt liv for kærlighed jeg tror“ –
den sang skal altså tie, og isteden
det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!
(som løftet af en stærk indskydelse.)
Nej; så skal ej vor lykkes dag gå under,
ej dø med solgråd bag en sky i vest; –
vor sol skal slukkes, lig et luftvidunder,
i middagsstunden, der den glittrer bedst!

SVANHILD.
“Long!” “Long!”--Poor starveling word!
Can “long” give any comfort in Love’s need?
It is her death-doom, blight upon her seed.
“My faith is, Love will never pass away”--
That song must cease, and in its stead be heard:
“My faith is, that I loved you yesterday!”
[As uplifted by inspiration.]
No, no, not thus our day of bliss shall wane,
Flag drearily to west in clouds and rain;--
But at high noontide, when it is most bright,
Plunge sudden, like a meteor, into the night!

FALK
(forfærdet).
Hvad vil du, Svanhild?

FALK.
What would you, Svanhild?

SVANHILD.
Vi er børn af våren;
bag den skal ikke komme nogen høst,
da sangerfuglen tier i dit bryst
og aldrig længes did, hvor den er båren.
Bag den skal aldrig noget vinterdække
slå linet over alle drømmes lig; –
vor kærlighed, den glade, sejerskække,
skal sot ej tære på, ej ælde svække, –
dø skal den, som den leved, ung og rig!

SVANHILD.
We are of the Spring;
No autumn shall come after, when the bird
Of music in thy breast shall not be heard,
And long not thither where it first took wing.
Nor ever Winter shall his snowy shroud
Lay on the clay-cold body of our bliss;--
This Love of ours, ardent and glad and proud,
Pure of disease’s taint and age’s cloud,
Shall die the young and glorious thing it is!

FALK
(i dyb smerte).
Og langt fra dig, – hvad blev mig der vel livet!

FALK
[in deep pain].
And far from thee--what would be left of life?

SVANHILD.
Hvad blev det nær mig – uden kærlighed?

SVANHILD.
And near me what were left--if Love depart?

FALK.
Et hjem!

FALK.
A home?

SVANHILD.
Hvor lykkens alf med døden stred.
(med styrke.)
Til viv for dig blev evnen ej mig givet,
det ser jeg nu, det føler jeg og véd!
Jeg kunde elskovs glade leg dig lære,
men tør din sjæl ej gennem alvor bære.
(nærmere og med stigende ild.)
Nu har vi jublet i en vårdags rus;
nu ingen søvnig døs på slapheds puder!
Giv alfen vinger, lad for sangens sus
ham gå på flugt i flok med unge guder!
Og er den kantret end, vor fremtids båd, –
et brett er oven vande, – jeg véd råd;
den kække svømmer rækker paradiset!
Lad lykken synke, gå i graven våd;
vor kærlighed skal dog, Gud være priset,
nå sejersfrelst iland ifra forliset!

SVANHILD.
Where Joy would gasp in mortal strife.
[Firmly.]
It was not given to me to be your wife.
That is the clear conviction of my heart!
In courtship’s merry pastime I can lead,
But not sustain your spirit in its need.
[Nearer and gathering fire.]
Now we have revell’d out a feast of spring;
No thought of slumber’s sluggard couch come nigh!
Let Joy amid delirious song make wing
And flock with choirs of cherubim on high.
And tho’ the vessel of our fate capsize,
One plank yet breasts the waters, strong to save;--
The fearless swimmer reaches Paradise!
Let Joy go down into his watery grave;
Our Love shall yet triumph, by God’s hand,
Be borne from out the wreckage safe to land!

FALK.
O, jeg forstår dig! Men at skilles så!
Just nu, den fagre verden står os åben, –
her, midt i våren, under himlen blå,
den samme dag vor unge pagt fik dåben!

FALK.
O, I divine thee! But--to sever thus!
Now, when the portals of the world stand wide,--
When the blue spring is bending over us,
On the same day that plighted thee my bride!

SVANHILD.
Just derfor må vi. Efter denne stund
vort jubeltog går ned ad bakke kun!
Og ve, når engang regnskabsdagen kommer,
og når vi stædes for den store dommer,
og når han kræver, som retfærdig Gud,
den skat han lånte os i livsenshaven –
da, Falk, et svar, som sletted nåden ud:
„Den har vi mistet undervejs til graven!“

SVANHILD.
Just therefore must we part. Our joy’s torch fire
Will from this moment wane till it expire!
And when at last our worldly days are spent,
And face to face with our great Judge we stand,
And, as righteous God, he shall demand
Of us the earthly treasure that he lent--
Then, Falk, we cry--past power of Grace to save--
“O Lord, we lost it going to the grave!”

FALK
(i stærk beslutning).
Kast ringen!

FALK
[with strong resolve].
Pluck off the ring!

SVANHILD
(ildfuldt).
Vil du!

SVANHILD
[with fire].
Wilt thou?

FALK.
Kast den! Jeg forstår dig!
Ja, det er kun på denne vej, jeg nåer dig!
Som grav er vej til livets morgenskær,
så er og elskov først til livet viet,
når løst fra længsler og fra vild begær
den flyer til mindets åndehjem befriet!
Kast ringen, Svanhild!

FALK.
Now I divine!
Thus and no otherwise canst thou be mine!
As the grave opens into life’s Dawn-fire,
So Love with Life may not espoused be
Till, loosed from longing and from wild desire,
Pluck off the ring, Svanhild!

SVANHILD
(jublende).
Jeg har løst min pligt!
Nu har jeg fyldt din sjæl med lys og digt!
Flyv frit! Nu har du dig til sejer svunget, –
nu har din Svanhild svanesangen sunget!
(tar ringen af og trykker et kys på den.)
Til verdens fald imellem havets siv
duk ned, min drøm, – dig offrer jeg isteden!
(går et par skridt opover, kaster ringen ud i fjorden og nærmer sig Falk med et forklaret udtryk.)
Nu har jeg mistet dig for dette liv, –
men jeg har vundet dig for evigheden!

SVANHILD
[in rapture].
My task is done!
Now I have filled thy soul with song and sun.
Forth! Now thou soarest on triumphant wings,--
Forth! Now thy Svanhild is the swan that sings!
[Takes off the ring and presses a kiss upon it.]
To the abysmal ooze of ocean bed
Descend, my dream!--I fling thee in its stead!
[Goes a few steps back, throws the ring into the fjord, and approaches FALK with a transfigured expression.]
Now for this earthly life I have foregone thee,--
But for the life eternal I have won thee!

FALK
(stærkt).
Og nu til dagens gerning hver for sig!
På jorden krydses aldrig mer vor vej.
Hver går til sit, hver strider uden klage.
Vi smittet var af tidens feberdamp;
vi vilde sejrens løn foruden kamp,
sabbatens fred foruden virkedage,
skønt kravet er at kæmpe og forsage.

FALK
[firmly].
And now to the day’s duties, each, alone.
Our paths no more will mingle. Each must wage
His warfare single-handed, without moan.
We caught the fevered frenzy of the age,
Fain without fighting to secure the spoil,
Win Sabbath ease, and shirk the six days’ toil,
Tho’ we are called to strive and to forego.

SVANHILD.
Men ikke sygt.

SVANHILD.
But not in sickness.

FALK.
Nej, nej, – med sandheds mod.
Os truer ingen flom af straffens flod;
det minde, vi to har for livet arvet,
skal stråle smukt fra mørke skyer ud,
og stå som fagrest regnbue, syvfold farvet, –
som pagtens tegn imellem os og Gud.
I skær af det du går til stille pligter –

FALK.
No,--made strong by truth.
Our heads no penal flood will overflow;
This never-dying memory of our youth
Shall gleam against the cloud-wrack like the bow
Of promise flaming in its colours seven,--Sign that we are in harmony with heaven.
That gleam your quiet duties shall make bright--

SVANHILD.
Og du går opad mod dit mål som digter!

SVANHILD.
And speed the poet in his upward flight!

FALK.
Som digter; ja, thi det er hver den mand,
i skolestue, thingsal eller kirke,
hver den, i højheds som i ringheds stand,
der øjner idealet bag sit virke.
Ja, opad går jeg; flugtens hest er sadlet;
jeg véd, min gerning er for livet adlet!
Og nu, farvel!

FALK.
The poet, yes; for poets all men are
Who see, thro’ all their labours, mean or great,
in pulpit or in schoolroom, church or state,
The Ideal’s lone beacon-splendour flame afar.
Yes, upward is my flight; the winged steed
Is saddled; I am strong for noble deed.
And now farewell!

SVANHILD.
Farvel!

SVANHILD.
Farewell!

FALK
(favner hende).
Et kys!

FALK
[Embracing her.]
One kiss!

SVANHILD.
Det sidste!
(river sig løs.)
Nu kan jeg glad for dette liv dig miste!

SVANHILD.
The last!
[Tears herself free.]
No I can lose thee gladly till life’s past!

FALK.
Om alle lys i verden slukkes ud, –
lystanken lever dog; thi den er Gud.

FALK.
Tho’ quenched were all the light of earth and sky,--
The thought of light is God, and cannot die.

SVANHILD
(fjerner sig mod baggrunden).
Farvel!
(går videre.)

SVANHILD
[withdrawing towards the background].
Farewell!
[Goes further.]

FALK.
Farvel! – Jeg råber glad endda –
(svinger hatten.)
Guds fagre kærlighed på jord, hurra!
(Døren åbnes. Falk går over mod højre; de unge blandt gæsterne kommer ud under latter og glæde.)

FALK.
Farewell--gladly I cry again--
[Waves his hat.]
Hurrah for love, God’s glorious gift to men!
[The door opens. FALK withdraws to the right; the younger guests come out with merry laughter.]

DE UNGE PIGER.
Til dans i haven!

THE YOUNG GIRLS.
A lawn dance!

EN ENKELT.
Livet er at danse!

A YOUNG GIRL.
Dancing’s life!

EN ANDEN.
En vårdags blomsterdans med friske kranse!

ANOTHER.
A garland spread
With dewy blossoms fresh on every head!

NOGLE.
Ja, danse, danse!

SEVERAL.
Yes, to the dance, the dance!

ALLE.
Ja, og aldrig standse!
(Styver kommer med Stråmand under armen. Fru Stråmand og børnene følger efter.)

ALL.
And ne’er to bed!
[STIVER comes out with STRAWMAN arm in arm. MRS. STRAWMAN and the children follow.]

STYVER.
Ja, du og jeg er venner fra idag.

STIVER.
Yes, you and I henceforward are fast friends.

STRÅMAND.
Og jeg og du vil slå for fælles sag.

STRAWMAN.
Allied in battle for our common ends.

STYVER.
Når begge statens magter slår sig sammen –

STIVER.
When the twin forces of the State agree--

STRÅMAND.
Blir resultatet alles –

STRAWMAN.
They add to all men’s--

STYVER
(hurtigt).
Tarv!

STIVER
[hastily].
Gains!

STRÅMAND.
Og gammen.
(Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og frøken Skære, samt resten af gæsterne kommer ud. Hele familjens øjne søger Falk og Svanhild. Almindelig studsen, da man ser dem hver for sig.)

STRAWMAN.
And gaiety.
[MRS. HALM, LIND, ANNA, GULDSTAD, and MISS JAY, with the other guests, come out. All eyes are turned upon FALK and SVANHILD. General amazement when they are seen standing apart.]

FRØKEN SKÆRE
(mellem tanterne, slår hænderne sammen).
Hvad? Sig mig, om jeg drømmer eller våger!

MISS JAY
[among the AUNTS, clasping her hands].
What! Am I awake or dreaming, pray?

LIND
(som intet har mærket).
Jeg får vel hilse på min nye svoger.
(han, tilligemed flere af gæsterne, nærmer sig Falk, men farer uvilkårligt et skridt tilbage ved at se på ham og udbryder):
Hvad er der hændt med dig? Du har, som Janus,
to ansigter!

LIND
[who has noticed nothing].
I have a brother’s compliments to pay.
[He, with the other guests, approaches FALK, but starts involuntarily and steps back on looking at him.]
What is the matter with you? You’re a Janus
With double face!

FALK
(med et smil).
Jeg råber, som Montanus:
Jorden er flak, Messieurs; – mig skuffed øjet;
flak, som et fladbrød; – er I nu fornøjet!
(går raskt ud til højre.)

FALK
[smiling].
I cry, like old Montanus,²
The earth is flat, Messieurs;--by optics lied;
Flat as a pancake--are you satisfied?
[Goes quickly out to the right.]

FRØKEN SKÆRE.
En kurv!

MISS JAY.
Refused!

TANTERNE.
En kurv?

THE AUNTS.
Refused!

FRU HALM.
Hys, lad det bli fortiet!
(går opover til Svanhild.)

MRS. HALM.
Hush, ladies, if you please!
[Goes across to SVANHILD.]

FRU STRÅMAND
(til presten).
Tænk dig, en kurv!

MRS. STRAWMAN
[to STRAWMAN].
Fancy, refused!

STRÅMAND.
Men er det muligt?

STRAWMAN.
It cannot be!

FRØKEN SKÆRE.
Ja!

MISS JAY.
It is!

DAMERNE
(fra mund til mund).
En kurv! En kurv! En kurv!
(de samler sig i klynge længere inde i haven.)

THE LADIES
[from mouth to mouth].
Refused! Refused! Refused!
[They gather in little groups about the garden.]

STYVER
(som forstenet).
Hvad? Har han friet?

STIVER
[dumfounded].
He courting? How?

STRÅMAND.
Ja, tænk dig, du! Han lo af os, ha, ha, –
(de ser målløse på hinanden.)

STRAWMAN.
Yes, think! He laugh’d at us, ha, ha--but now--
[They gaze at each other speechless.]

ANNA
(til Lind).
Nå, det var rigtig godt. Uf, han var fæl!

ANNA
[to LIND].
That’s good! He was too horrid, to be sure!

LIND
(omfavner og kysser hende).
Hurra, nu er du min i alle dele!
(de går opover i haven.)

LIND
[embracing her].
Hurrah, now thou art mine, entire and whole.
[They go outside into the garden.]

GULDSTAD
(ser tilbage mod Svanhild).
Her er nok noget brustet i en sjæl;
men det, som endnu lever, vil jeg hele.

GULDSTAD
[looking back towards SVANHILD].
Something is shattered in a certain soul;
But what is yet alive in it I’ll cure.

STRÅMAND
(får mælet igen og omfavner Styver).
Nu kan du trøstig blive ved at være
forlovet med din elskte frøken Skære!

STRAWMAN
[recovering himself and embracing STIVER].
Now then, you can be very well contented
To have your dear fiancee for a spouse.

STYVER.
Og du kan skue gladelig din slægt
forøget årligårs med unge Stråmænd!

STIVER.
And you complacently can see your house
With little Strawmans every year augmented.

STRÅMAND
(gnider sig fornøjet i hænderne og ser ud efter Falk).
Det var tilpas for ham, den frække knægt; –
så skal de ha'e det, disse kloge spåmænd!
(de går opover i samtale, idet fru Halm nærmer sig med Svanhild.)

STRAWMAN
[Rubbing his hands with satisfaction and looking after FALK].
Insolent fellow! Well, it served him right;--
Would all these knowing knaves were in his plight!
[They go across in conversation; MRS. HALM approaches with SVANHILD.]

FRU HALM
(dæmpet og ivrig).
Og intet binder dig?

MRS. HALM
[aside eagerly].
And nothing binds you?

SVANHILD.
Nej, intet binder.

SVANHILD.
Nothing.

FRU HALM.
Nu godt; så kender du en datters pligt –

MRS. HALM.
Good, you know
A daughter’s duty--

SVANHILD.
Råd over mig.

SVANHILD.
Guide me, I obey.

FRU HALM.
Tak, barn.
(med et tegn mod Guldstad.)
Han er et rigt
parti, og når der intet er til hinder –

MRS. HALM.
Thanks, child. [Pointing to GULDSTAD.]
He is rich and comme il faut
Parti; and since there’s nothing in the way--

SVANHILD.
Jo, ét forlanger jeg ved denne pagt:
at flytte bort –

SVANHILD.
Yes, there is one condition I require!--
To leave this place.

FRU HALM.
Det er jo just hans agt.

MRS. HALM.
Precisely his desire.

SVANHILD.
Og frist –

SVANHILD.
And time--

FRU HALM.
Hvorlænge da? Husk, lykken kalder.

MRS. HALM.
How long? Bethink you, fortune’s calling!

SVANHILD
(smiler stille).
Å, ikke længe; blot til løvet falder.
(hun går hen imod altanen; fru Halm opsøger Guldstad.)

SVANHILD
[with a quiet smile].
Only a little; till the leaves are falling.
[She goes towards the verandah; MRS. HALM seeks out GULDSTAD.]

STRÅMAND
(mellem gæsterne).
Et, kære venner, har vi lært idag:
om tvivlsmål tidt os hårdelig belejrer,
så vinder over slangen sandheds sag,
og kærligheden sejrer.

STRAWMAN
[among the guests].
One lesson, friends, we learn from this example!
Tho’ Doubt’s beleaguering forces hem us in,
The Truth upon the Serpents’s head shall trample,
The cause of Love shall win--

GÆSTERNE.
Ja, den sejrer!
(de omfavnes og kysses parvis. Udenfor til venstre høres latter og sang.)

GUESTS.
Yes, Love shall win!
[They embrace and kiss, pair by pair. Outside to the left are heard song and laughter.]

FRØKEN SKÆRE.
Hvad er nu det?

MISS JAY.
What can this mean?

ANNA.
Studenterne!

ANNA.
The students!

LIND.
Kvartetten,
som går tilfjelds; – og jeg, som rent har glemt
at sende afbud –
(Studenterne kommer ind til venstre og blir stående ved indgangen.)

LIND.
The quartette,
Bound for the mountains;--and I quite forgot
To tell them--
[The STUDENTS come in to the left and remain standing at the entrance.]

EN STUDENT
(til Lind).
Her er vi på pletten!

A STUDENT
[to LIND].
Here we are on the spot!

FRU HALM.
Så det er Lind, De søger?

MRS. HALM.
It’s Lind you seek, then?

FRØKEN SKÆRE.
Det er slemt;
han er forlovet nu –

MISS JAY.
That’s unfortunate.
He’s just engaged--

EN TANTE.
Så De kan skønne,
han intet har at gøre i det grønne.

AN AUNT.
And so, you may be sure,
He cannot think of going on a tour.

STUDENTEN.
Forlovet!

THE STUDENTS.
Engaged!

ALLE STUDENTERNE.
Gratulerer!

ALL THE STUDENTS.
Congratulations!

LIND.
Mange tak.

LIND
[to his comrades].
Thanks, my friends!

STUDENTEN
(til kammeraterne).
Der ligger altså sangerskuden bak.
Hvad gør vi nu? Vi mangler vor tenor.

THE STUDENT
[to his comrades].
There goes our whole fish-kettle in the fire!
Our tenor lost! No possible amends!

FALK
(der kommer fra højre, sommerklædt, med studenterhue, skræppe og stav).
Den synger jeg i Norges ungdoms kor!

FALK
[Coming from the right, in summer suit, with student’s cap, knapsack and stick.]
I’ll sing the tenor in young Norway’s choir!

STUDENTERNE.
Du, Falk! Hurra!

THE STUDENTS.
You, Falk! hurrah!

FALK.
Tilfjelds i Guds natur,
som bien jager fra sit vinterbur!
Jeg har en dobbelt sangbund i mit bryst,
en langelek med underspundne strenge,
med tvefold klang, en høj for livets lyst,
og en, som dirrer under, dybt og længe.
(til enkelte mellem studenterne.)
Du har paletten? – Du papir til noder?
Godt; sværm da, biflok, i det grønne løv,
hjem bær vi engang hjemmets blomsterstøv
til kubens dronning, til vor store moder!
(henvendt til selskabet, idet studenterne går og koret fra første akt istemmes dæmpet udenfor.)
Tilgiv mig alt, det større, som det mindre,
jeg intet huske vil;
(sagte.)
men alt erindre.

FALK.
Forth to the mountains, come!
As the bee hurries from her winter home!
A twofold music in my breast I bear,
A cither with diversely sounding strings,
One for life’s joy, a treble loud and clear,
And one deep note that quivers as it sings.
[To individuals among the STUDENTS.]
You have the palette?--You the note-book? Good,
Swarm then, my bees, into the leafy wood,
Till at night-fall with pollen-laden thigh,
Home to our mighty mother-queen we fly!
[Turning to the company, while the STUDENTS depart and and the Chorus of the First Act is faintly heard outside.]
Forgive me my offences great and small,
I resent nothing;--
[Softly.]
but remember all.

STRÅMAND
(i overstadig glæde).
Pyt, nu er lykkepotten atter hel!
Min kone har et håb, et sødt, forjættende –
(trækker ham hviskende tilside.)
Nyss hun betroede mig, den kære sjæl –
(uhørligt imellem.)
Hvis alt går godt ... til mikkelsdag ... det trettende!

STRAWMAN
[beaming with happiness].
Now fortune’s garden once again is green!
My wife has hopes,--a sweet presentiment--
[Draws him whispering apart.]
She lately whispered of a glad event--
[Inaudible words intervene.]
If all goes well . . . at Michaelmas . . . thirteen!

STYVER
(med frøken Skære under armen, vender sig til Falk, smiler hoverende, og siger, idet han tyder mod presten):
Jeg får de hundred daler, sætter bo –

STIVER
[With MISS JAY on his arm, turning to FALK, smiles triumphantly, and says, pointing to STRAWMAN:]
I’m going to start a household, flush of pelf!

FRØKEN SKÆRE
(nejer ironisk).
Ved juletider kaster jeg min pigekjole.

MISS JAY
[with an ironical courtesy].
I shall put on my wedding-ring next Yule.

ANNA
(ligeså, idet hun tar kærestens arm).
Min Lind blir her, lad troen være tro –

ANNA
[similarly, as she takes LIND’s arm].
My Lind will stay, the Church can mind itself--

LIND
(dølger sin forlegenhed).
og søger plads som lærer på en pigeskole.

LIND
[hiding his embarrassment].
And seek an opening in a ladies’ school.

FRU HALM.
Jeg øver Anna op i alskens dueligheder –

MRS. HALM.
I cultivate my Anna’s capabilities--

GULDSTAD
(alvorlig).
Jeg går til arbejds med et bramfrit digt –
om en, som lever for en hellig pligt.

GULDSTAD
[gravely].
An unromantic poem I mean to make
Of one who only lives for duty’s sake.

FALK
(med et smil udover mængden).
Og jeg går opad – til en fremtids muligheder!
Farvel!
(dæmpet til Svanhild.)
Gud signe dig, min livsvårs viv; –
hvor langt jeg går, skal dog min gerning nå dig!
(svinger huen og følger studenterne.)

FALK
[with a smile to the whole company].
I go to scale the Future’s possibilities!
Farewell!
[Softly to SVANHILD.]
God bless thee, bride of my life’s dawn,
Where’er I be, to nobler deed thou’lt wake me.
[Waves his hat and follows the STUDENTS.]

SVANHILD
(ser en kort stund efter ham og siger stille men stærk).
Nu er jeg færdig med mit friluftsliv;
nu falder løvet; – lad nu verden få mig.
(I dette øjeblik spilles op til dans ved pianoet, og champagnen knalder i baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine damer under armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer et øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham hånden. Fru Halm og den nærmeste familje, som spændt har iagttaget scenen, iler til og omringer dem under høj glæde, der overdøves af musiken og munterheden blandt de dansende længere inde i haven.)
(Men langt oppe fra landet, og klingende igennem dansemusiken, lyder kraftigt og kækt):

SVANHILD
[Looks after him a moment, then says softly but firmly]:
Now over is my life, by lea and lawn,
The leaves are falling;--now the world may take me.
[At this moment the piano strikes up a dance, and champagne corks explode in the background. The gentlemen hurry to and fro with their ladies on their arms. GULDSTAD approaches SVANHILD and bows: she starts momentarily, then collects herself and gives him her hand. MRS. HALM and her family, who have watched the scene in suspense, throng about them with expressions of rapture, which are overpowered by the music and the merriment of the dancers in the garden.]
[But from the country the following chorus rings loud and defiant through the dance music:]

KOR AF FALK OG STUDENTERNE.
Og har jeg end sejlet min skude på grund,
o, så var det dog dejligt at fare!

CHORUS OF FALK AND THE STUDENTS.
And what if I shattered my roaming bark,
It was passing sweet to be roaming!

DE FLESTE PÅ SCENEN.
Hurra!
(dans og jubel; teppet falder.)

MOST OF THE COMPANY.
Hurrah!
[Dance and merriment; the curtain falls.]

1. Another Burns. In the original: “Dolen” (“The Dalesman”), that is A. O. Vinje, Ibsen’s friend and literary comrade, editor of the journal so-called and hence known familiarly by its name. See the Introduction.
2. Like Old Montanus. The hero of Holberg’s comedy Erasmus Montanus, who returns from foreign travel to his native parish with the discovery that the world is not flat. Public indignation is aroused, and Montanus finds it expedient to announce that his eyes had deceived him, that “the world is flat, gentlemen.”

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=cf43dbf6-ea84-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display