STRÅMAND.
Og, unge mand, ifald jeg rejste hjem
med alle mine, ja med alle dem,
som var igår mit lille kongerige, –
har ikke mangt idag da vendt sig om?
Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom –
(da Falk vil svare.)
Nej vent, og hør på, hvad jeg har at sige.
(træder nærmere.)
Der var en tid, da jeg var ung, som De,
og ikke mindre kæk og uforfærdet,
Jeg sled for brød og der gik år forbi;
se, sligt gør ånden ej, som hånden, hærdet.
Jeg kom dernord; mit hjem lå stilt bag fjeldet,
og verdens ring for mig blev prestegeldet. –
Mit hjem – herr Falk! Ja, véd De hvad et hjem er?
STRAWMAN.
And if, young man, I were to take my way
With bag and baggage home, with everything
That made me yesterday a little king,
Were mine the only volet face to-day?
Think you I carry back the wealth I brought?
[As FALK is about to answer.]
Nay, listen let me first explain my thought
[Coming nearer.]
Time was when I was young, like you, and played
Like you, the unconquerable Titan’s part;
Year after year I toiled and moiled for bread,
Which hardens a man’s hand, but not his heart.
For northern fells my lonely home surrounded,
And by my parish bounds my world was bounded.
My home--Ah, Falk, I wonder, do you know
What home is?
