STRÅMAND.
Ja, le De kun, og lad det være sandt.
Jeg er en høne; – godt; men under vingen
jeg har en kyllingflok, og De har ingen!
Og jeg har hønens mod og hjerterum,
og jeg slår fra mig, når det mine gælder.
Jeg véd jo nok, De mener jeg er dum,
ja muligt, at en værre dom De fælder,
og holder mig for gridsk på verdens gods; –
godt, ingen strid om sligt imellem os!
(griber Falks arm og tilføjer dæmpet, men med stigende styrke.)
Ja, jeg er gridsk og dum og sløv tillige;
men jeg er gridsk for dem, som Gud mig gav,
og jeg fordummedes i trængselskrige,
og jeg blev sløv på ensomhedens hav.
Dog, alt som ungdomssnekken, sejl for sejl,
gik under bag den endeløse dønning,
da stak en anden op på havets spejl,
og bar for landvind ind med livets lønning.
For hver en drøm, som gik i strævet under,
for hver en svingfjær, som på flugten knak,
jeg fik til skænk et lidet Guds vidunder,
og Herrens skænk jeg tog med pris og tak.
For dem jeg stred, for dem jeg bar i dynge,
for dem jeg tyded selv den hellige skrift; –
det var min blomstergård, min børneklynge; –
nu har De plettet dem med spottens gift!
De har bevist, æsthetisk og forfatterligt,
at al min lykke var en dåres tro,
at det, jeg tog for alvor, det var latterligt; –
nu kræver jeg, giv mig igen min ro,
men giv mig den foruden bræk og mén –
STRAWMAN.
Yes, laugh away, and say it be so, grant
I am a hen. There clusters to my cluck
A crowd of little chickens,--which you want!
And I’ve the hen’s high spirit and her pluck,
And for my little ones forget myself.
You think me dull, I know it. Possibly
You pass a harsher judgment yet, decree
Me over covetous of worldly pelf.
Good, on that head we will not disagree.
[Seizes FALK’s arm and continues in a low tone but with gathering vehemence.]
You’re right, I’m dull and dense and grasping, yes;
But grasping for my God-given babes and wife,
And dense from struggling blindly for bare life,
And dull from sailing seas of loneliness.
Just when the pinnance of my youthful dream
Into the everlasting deep went down,
Another started from the ocean stream
Borne with a fair wind onward to life’s crown.
For every dream that vanished in the wave,
For every buoyant plume that broke asunder,
God sent me in return a little wonder,
And gratefully I took the good He gave.
For them I strove, for them amassed, annexed,--
For them, for them, explained the Holy text;
On them you’ve poured the venom of your spite!
You’ve proved, with all the cunning of the schools,
My bliss was but the paradise of fools,
That all I took for earnest was a jest;--
Now I implore, give me my quiet breast
Again, the flawless peace of mind I had--
