You are here: BP HOME > MI > Kærlighedens komedie (Love’s Comedy) > fulltext
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
SVANHILD.
Men dersom den alligevel gik under,
den kærlighed, som skulde bære alt, –
har du da det, som endda lykken grunder? 
SVANHILD.
But if love, notwithstanding, should decay,
--Love being Happiness’s single stay--
Could you avert, then, Happiness’s fall? 
FALK.
Nej, med min kærlighed det hele faldt. 
FALK.
No, my love’s ruin were the wreck of all. 
SVANHILD.
Og tør du helligt love mig for Gud,
at aldrig den, lig visnet blomst, skal hænge,
men dufte, som idag, og holde ud
for hele livet? 
SVANHILD.
And can you promise me before the Lord
That it will last, not drooping like the flower,
But smell as sweet as now till life’s last hour? 
FALK
(efter et kort ophold).
Den vil holde længe. 
FALK
[after a short pause].
It will last long. 
SVANHILD
(smerteligt).
O, „længe“, „længe“; – usle armodsord!
Hvad gælder „længe“ vel for kærligheden?
Det er dens dødsdom, meldugg over sæden.
„På evigt liv for kærlighed jeg tror“ –
den sang skal altså tie, og isteden
det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!
(som løftet af en stærk indskydelse.)
Nej; så skal ej vor lykkes dag gå under,
ej dø med solgråd bag en sky i vest; –
vor sol skal slukkes, lig et luftvidunder,
i middagsstunden, der den glittrer bedst! 
SVANHILD.
“Long!” “Long!”--Poor starveling word!
Can “long” give any comfort in Love’s need?
It is her death-doom, blight upon her seed.
“My faith is, Love will never pass away”--
That song must cease, and in its stead be heard:
“My faith is, that I loved you yesterday!”
[As uplifted by inspiration.]
No, no, not thus our day of bliss shall wane,
Flag drearily to west in clouds and rain;--
But at high noontide, when it is most bright,
Plunge sudden, like a meteor, into the night! 
FALK
(forfærdet).
Hvad vil du, Svanhild? 
FALK.
What would you, Svanhild? 
SVANHILD.
Vi er børn af våren;
bag den skal ikke komme nogen høst,
da sangerfuglen tier i dit bryst
og aldrig længes did, hvor den er båren.
Bag den skal aldrig noget vinterdække
slå linet over alle drømmes lig; –
vor kærlighed, den glade, sejerskække,
skal sot ej tære på, ej ælde svække, –
dø skal den, som den leved, ung og rig! 
SVANHILD.
We are of the Spring;
No autumn shall come after, when the bird
Of music in thy breast shall not be heard,
And long not thither where it first took wing.
Nor ever Winter shall his snowy shroud
Lay on the clay-cold body of our bliss;--
This Love of ours, ardent and glad and proud,
Pure of disease’s taint and age’s cloud,
Shall die the young and glorious thing it is! 
FALK
(i dyb smerte).
Og langt fra dig, – hvad blev mig der vel livet! 
FALK
[in deep pain].
And far from thee--what would be left of life? 
SVANHILD.
Hvad blev det nær mig – uden kærlighed? 
SVANHILD.
And near me what were left--if Love depart? 
FALK.
Et hjem! 
FALK.
A home? 
SVANHILD.
Hvor lykkens alf med døden stred.
(med styrke.)
Til viv for dig blev evnen ej mig givet,
det ser jeg nu, det føler jeg og véd!
Jeg kunde elskovs glade leg dig lære,
men tør din sjæl ej gennem alvor bære.
(nærmere og med stigende ild.)
Nu har vi jublet i en vårdags rus;
nu ingen søvnig døs på slapheds puder!
Giv alfen vinger, lad for sangens sus
ham gå på flugt i flok med unge guder!
Og er den kantret end, vor fremtids båd, –
et brett er oven vande, – jeg véd råd;
den kække svømmer rækker paradiset!
Lad lykken synke, gå i graven våd;
vor kærlighed skal dog, Gud være priset,
nå sejersfrelst iland ifra forliset! 
SVANHILD.
Where Joy would gasp in mortal strife.
[Firmly.]
It was not given to me to be your wife.
That is the clear conviction of my heart!
In courtship’s merry pastime I can lead,
But not sustain your spirit in its need.
[Nearer and gathering fire.]
Now we have revell’d out a feast of spring;
No thought of slumber’s sluggard couch come nigh!
Let Joy amid delirious song make wing
And flock with choirs of cherubim on high.
And tho’ the vessel of our fate capsize,
One plank yet breasts the waters, strong to save;--
The fearless swimmer reaches Paradise!
Let Joy go down into his watery grave;
Our Love shall yet triumph, by God’s hand,
Be borne from out the wreckage safe to land! 
FALK.
O, jeg forstår dig! Men at skilles så!
Just nu, den fagre verden står os åben, –
her, midt i våren, under himlen blå,
den samme dag vor unge pagt fik dåben! 
FALK.
O, I divine thee! But--to sever thus!
Now, when the portals of the world stand wide,--
When the blue spring is bending over us,
On the same day that plighted thee my bride! 
SVANHILD.
Just derfor må vi. Efter denne stund
vort jubeltog går ned ad bakke kun!
Og ve, når engang regnskabsdagen kommer,
og når vi stædes for den store dommer,
og når han kræver, som retfærdig Gud,
den skat han lånte os i livsenshaven –
da, Falk, et svar, som sletted nåden ud:
„Den har vi mistet undervejs til graven!“ 
SVANHILD.
Just therefore must we part. Our joy’s torch fire
Will from this moment wane till it expire!
And when at last our worldly days are spent,
And face to face with our great Judge we stand,
And, as righteous God, he shall demand
Of us the earthly treasure that he lent--
Then, Falk, we cry--past power of Grace to save--
“O Lord, we lost it going to the grave!” 
FALK
(i stærk beslutning).
Kast ringen! 
FALK
[with strong resolve].
Pluck off the ring! 
SVANHILD
(ildfuldt).
Vil du! 
SVANHILD
[with fire].
Wilt thou? 
FALK.
Kast den! Jeg forstår dig!
Ja, det er kun på denne vej, jeg nåer dig!
Som grav er vej til livets morgenskær,
så er og elskov først til livet viet,
når løst fra længsler og fra vild begær
den flyer til mindets åndehjem befriet!
Kast ringen, Svanhild! 
FALK.
Now I divine!
Thus and no otherwise canst thou be mine!
As the grave opens into life’s Dawn-fire,
So Love with Life may not espoused be
Till, loosed from longing and from wild desire,
Pluck off the ring, Svanhild! 
SVANHILD
(jublende).
Jeg har løst min pligt!
Nu har jeg fyldt din sjæl med lys og digt!
Flyv frit! Nu har du dig til sejer svunget, –
nu har din Svanhild svanesangen sunget!
(tar ringen af og trykker et kys på den.)
Til verdens fald imellem havets siv
duk ned, min drøm, – dig offrer jeg isteden!
(går et par skridt opover, kaster ringen ud i fjorden og nærmer sig Falk med et forklaret udtryk.)
Nu har jeg mistet dig for dette liv, –
men jeg har vundet dig for evigheden! 
SVANHILD
[in rapture].
My task is done!
Now I have filled thy soul with song and sun.
Forth! Now thou soarest on triumphant wings,--
Forth! Now thy Svanhild is the swan that sings!
[Takes off the ring and presses a kiss upon it.]
To the abysmal ooze of ocean bed
Descend, my dream!--I fling thee in its stead!
[Goes a few steps back, throws the ring into the fjord, and approaches FALK with a transfigured expression.]
Now for this earthly life I have foregone thee,--
But for the life eternal I have won thee! 
FALK
(stærkt).
Og nu til dagens gerning hver for sig!
På jorden krydses aldrig mer vor vej.
Hver går til sit, hver strider uden klage.
Vi smittet var af tidens feberdamp;
vi vilde sejrens løn foruden kamp,
sabbatens fred foruden virkedage,
skønt kravet er at kæmpe og forsage. 
FALK
[firmly].
And now to the day’s duties, each, alone.
Our paths no more will mingle. Each must wage
His warfare single-handed, without moan.
We caught the fevered frenzy of the age,
Fain without fighting to secure the spoil,
Win Sabbath ease, and shirk the six days’ toil,
Tho’ we are called to strive and to forego. 
SVANHILD.
Men ikke sygt. 
SVANHILD.
But not in sickness. 
FALK.
Nej, nej, – med sandheds mod.
Os truer ingen flom af straffens flod;
det minde, vi to har for livet arvet,
skal stråle smukt fra mørke skyer ud,
og stå som fagrest regnbue, syvfold farvet, –
som pagtens tegn imellem os og Gud.
I skær af det du går til stille pligter – 
FALK.
No,--made strong by truth.
Our heads no penal flood will overflow;
This never-dying memory of our youth
Shall gleam against the cloud-wrack like the bow
Of promise flaming in its colours seven,--Sign that we are in harmony with heaven.
That gleam your quiet duties shall make bright-- 
SVANHILD.
Og du går opad mod dit mål som digter! 
SVANHILD.
And speed the poet in his upward flight! 
FALK.
Som digter; ja, thi det er hver den mand,
i skolestue, thingsal eller kirke,
hver den, i højheds som i ringheds stand,
der øjner idealet bag sit virke.
Ja, opad går jeg; flugtens hest er sadlet;
jeg véd, min gerning er for livet adlet!
Og nu, farvel! 
FALK.
The poet, yes; for poets all men are
Who see, thro’ all their labours, mean or great,
in pulpit or in schoolroom, church or state,
The Ideal’s lone beacon-splendour flame afar.
Yes, upward is my flight; the winged steed
Is saddled; I am strong for noble deed.
And now farewell! 
SVANHILD.
Farvel! 
SVANHILD.
Farewell! 
FALK
(favner hende).
Et kys! 
FALK
[Embracing her.]
One kiss! 
SVANHILD.
Det sidste!
(river sig løs.)
Nu kan jeg glad for dette liv dig miste! 
SVANHILD.
The last!
[Tears herself free.]
No I can lose thee gladly till life’s past! 
FALK.
Om alle lys i verden slukkes ud, –
lystanken lever dog; thi den er Gud. 
FALK.
Tho’ quenched were all the light of earth and sky,--
The thought of light is God, and cannot die. 
SVANHILD
(fjerner sig mod baggrunden).
Farvel!
(går videre.)  
SVANHILD
[withdrawing towards the background].
Farewell!
[Goes further.] 
FALK.
Farvel! – Jeg råber glad endda –
(svinger hatten.)
Guds fagre kærlighed på jord, hurra!
(Døren åbnes. Falk går over mod højre; de unge blandt gæsterne kommer ud under latter og glæde.)  
FALK.
Farewell--gladly I cry again--
[Waves his hat.]
Hurrah for love, God’s glorious gift to men!
[The door opens. FALK withdraws to the right; the younger guests come out with merry laughter.] 
DE UNGE PIGER.
Til dans i haven! 
THE YOUNG GIRLS.
A lawn dance! 
EN ENKELT.
Livet er at danse! 
A YOUNG GIRL.
Dancing’s life! 
EN ANDEN.
En vårdags blomsterdans med friske kranse! 
ANOTHER.
A garland spread
With dewy blossoms fresh on every head! 
NOGLE.
Ja, danse, danse! 
SEVERAL.
Yes, to the dance, the dance! 
ALLE.
Ja, og aldrig standse!
(Styver kommer med Stråmand under armen. Fru Stråmand og børnene følger efter.)  
ALL.
And ne’er to bed!
[STIVER comes out with STRAWMAN arm in arm. MRS. STRAWMAN and the children follow.] 
STYVER.
Ja, du og jeg er venner fra idag. 
STIVER.
Yes, you and I henceforward are fast friends. 
STRÅMAND.
Og jeg og du vil slå for fælles sag. 
STRAWMAN.
Allied in battle for our common ends. 
STYVER.
Når begge statens magter slår sig sammen – 
STIVER.
When the twin forces of the State agree-- 
STRÅMAND.
Blir resultatet alles – 
STRAWMAN.
They add to all men’s-- 
STYVER
(hurtigt).
Tarv! 
STIVER
[hastily].
Gains! 
STRÅMAND.
Og gammen.
(Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og frøken Skære, samt resten af gæsterne kommer ud. Hele familjens øjne søger Falk og Svanhild. Almindelig studsen, da man ser dem hver for sig.)  
STRAWMAN.
And gaiety.
[MRS. HALM, LIND, ANNA, GULDSTAD, and MISS JAY, with the other guests, come out. All eyes are turned upon FALK and SVANHILD. General amazement when they are seen standing apart.] 
FRØKEN SKÆRE
(mellem tanterne, slår hænderne sammen).
Hvad? Sig mig, om jeg drømmer eller våger! 
MISS JAY
[among the AUNTS, clasping her hands].
What! Am I awake or dreaming, pray? 
LIND
(som intet har mærket).
Jeg får vel hilse på min nye svoger.
(han, tilligemed flere af gæsterne, nærmer sig Falk, men farer uvilkårligt et skridt tilbage ved at se på ham og udbryder):
Hvad er der hændt med dig? Du har, som Janus,
to ansigter! 
LIND
[who has noticed nothing].
I have a brother’s compliments to pay.
[He, with the other guests, approaches FALK, but starts involuntarily and steps back on looking at him.]
What is the matter with you? You’re a Janus
With double face! 
FALK
(med et smil).
Jeg råber, som Montanus:
Jorden er flak, Messieurs; – mig skuffed øjet;
flak, som et fladbrød; – er I nu fornøjet!
(går raskt ud til højre.)  
FALK
[smiling].
I cry, like old Montanus,1
The earth is flat, Messieurs;--by optics lied;
Flat as a pancake--are you satisfied?
[Goes quickly out to the right.] 
FRØKEN SKÆRE.
En kurv! 
MISS JAY.
Refused! 
TANTERNE.
En kurv? 
THE AUNTS.
Refused! 
FRU HALM.
Hys, lad det bli fortiet!
(går opover til Svanhild.)  
MRS. HALM.
Hush, ladies, if you please!
[Goes across to SVANHILD.] 
FRU STRÅMAND
(til presten).
Tænk dig, en kurv! 
MRS. STRAWMAN
[to STRAWMAN].
Fancy, refused! 
STRÅMAND.
Men er det muligt? 
STRAWMAN.
It cannot be! 
FRØKEN SKÆRE.
Ja! 
MISS JAY.
It is! 
DAMERNE
(fra mund til mund).
En kurv! En kurv! En kurv!
(de samler sig i klynge længere inde i haven.)  
THE LADIES
[from mouth to mouth].
Refused! Refused! Refused!
[They gather in little groups about the garden.] 
STYVER
(som forstenet).
Hvad? Har han friet? 
STIVER
[dumfounded].
He courting? How? 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login