You are here: BP HOME > MI > Kærlighedens komedie (Love’s Comedy) > fulltext
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
STRÅMAND.
Ja, tænk dig, du! Han lo af os, ha, ha, –
(de ser målløse på hinanden.)  
STRAWMAN.
Yes, think! He laugh’d at us, ha, ha--but now--
[They gaze at each other speechless.] 
ANNA
(til Lind).
Nå, det var rigtig godt. Uf, han var fæl! 
ANNA
[to LIND].
That’s good! He was too horrid, to be sure! 
LIND
(omfavner og kysser hende).
Hurra, nu er du min i alle dele!
(de går opover i haven.)  
LIND
[embracing her].
Hurrah, now thou art mine, entire and whole.
[They go outside into the garden.] 
GULDSTAD
(ser tilbage mod Svanhild).
Her er nok noget brustet i en sjæl;
men det, som endnu lever, vil jeg hele. 
GULDSTAD
[looking back towards SVANHILD].
Something is shattered in a certain soul;
But what is yet alive in it I’ll cure. 
STRÅMAND
(får mælet igen og omfavner Styver).
Nu kan du trøstig blive ved at være
forlovet med din elskte frøken Skære! 
STRAWMAN
[recovering himself and embracing STIVER].
Now then, you can be very well contented
To have your dear fiancee for a spouse. 
STYVER.
Og du kan skue gladelig din slægt
forøget årligårs med unge Stråmænd! 
STIVER.
And you complacently can see your house
With little Strawmans every year augmented. 
STRÅMAND
(gnider sig fornøjet i hænderne og ser ud efter Falk).
Det var tilpas for ham, den frække knægt; –
så skal de ha'e det, disse kloge spåmænd!
(de går opover i samtale, idet fru Halm nærmer sig med Svanhild.)  
STRAWMAN
[Rubbing his hands with satisfaction and looking after FALK].
Insolent fellow! Well, it served him right;--
Would all these knowing knaves were in his plight!
[They go across in conversation; MRS. HALM approaches with SVANHILD.] 
FRU HALM
(dæmpet og ivrig).
Og intet binder dig? 
MRS. HALM
[aside eagerly].
And nothing binds you? 
SVANHILD.
Nej, intet binder. 
SVANHILD.
Nothing. 
FRU HALM.
Nu godt; så kender du en datters pligt – 
MRS. HALM.
Good, you know
A daughter’s duty-- 
SVANHILD.
Råd over mig. 
SVANHILD.
Guide me, I obey. 
FRU HALM.
Tak, barn.
(med et tegn mod Guldstad.)
Han er et rigt
parti, og når der intet er til hinder – 
MRS. HALM.
Thanks, child. [Pointing to GULDSTAD.]
He is rich and comme il faut
Parti
; and since there’s nothing in the way-- 
SVANHILD.
Jo, ét forlanger jeg ved denne pagt:
at flytte bort – 
SVANHILD.
Yes, there is one condition I require!--
To leave this place. 
FRU HALM.
Det er jo just hans agt. 
MRS. HALM.
Precisely his desire. 
SVANHILD.
Og frist – 
SVANHILD.
And time-- 
FRU HALM.
Hvorlænge da? Husk, lykken kalder. 
MRS. HALM.
How long? Bethink you, fortune’s calling! 
SVANHILD
(smiler stille).
Å, ikke længe; blot til løvet falder.
(hun går hen imod altanen; fru Halm opsøger Guldstad.)  
SVANHILD
[with a quiet smile].
Only a little; till the leaves are falling.
[She goes towards the verandah; MRS. HALM seeks out GULDSTAD.] 
STRÅMAND
(mellem gæsterne).
Et, kære venner, har vi lært idag:
om tvivlsmål tidt os hårdelig belejrer,
så vinder over slangen sandheds sag,
og kærligheden sejrer. 
STRAWMAN
[among the guests].
One lesson, friends, we learn from this example!
Tho’ Doubt’s beleaguering forces hem us in,
The Truth upon the Serpents’s head shall trample,
The cause of Love shall win-- 
GÆSTERNE.
Ja, den sejrer!
(de omfavnes og kysses parvis. Udenfor til venstre høres latter og sang.)  
GUESTS.
Yes, Love shall win!
[They embrace and kiss, pair by pair. Outside to the left are heard song and laughter.] 
FRØKEN SKÆRE.
Hvad er nu det? 
MISS JAY.
What can this mean? 
ANNA.
Studenterne! 
ANNA.
The students! 
LIND.
Kvartetten,
som går tilfjelds; – og jeg, som rent har glemt
at sende afbud –
(Studenterne kommer ind til venstre og blir stående ved indgangen.)  
LIND.
The quartette,
Bound for the mountains;--and I quite forgot
To tell them--
[The STUDENTS come in to the left and remain standing at the entrance.] 
EN STUDENT
(til Lind).
Her er vi på pletten! 
A STUDENT
[to LIND].
Here we are on the spot! 
FRU HALM.
Så det er Lind, De søger? 
MRS. HALM.
It’s Lind you seek, then? 
FRØKEN SKÆRE.
Det er slemt;
han er forlovet nu – 
MISS JAY.
That’s unfortunate.
He’s just engaged-- 
EN TANTE.
Så De kan skønne,
han intet har at gøre i det grønne. 
AN AUNT.
And so, you may be sure,
He cannot think of going on a tour. 
STUDENTEN.
Forlovet! 
THE STUDENTS.
Engaged! 
ALLE STUDENTERNE.
Gratulerer! 
ALL THE STUDENTS.
Congratulations! 
LIND.
Mange tak. 
LIND
[to his comrades].
Thanks, my friends! 
STUDENTEN
(til kammeraterne).
Der ligger altså sangerskuden bak.
Hvad gør vi nu? Vi mangler vor tenor. 
THE STUDENT
[to his comrades].
There goes our whole fish-kettle in the fire!
Our tenor lost! No possible amends! 
FALK
(der kommer fra højre, sommerklædt, med studenterhue, skræppe og stav).
Den synger jeg i Norges ungdoms kor! 
FALK
[Coming from the right, in summer suit, with student’s cap, knapsack and stick.]
I’ll sing the tenor in young Norway’s choir! 
STUDENTERNE.
Du, Falk! Hurra! 
THE STUDENTS.
You, Falk! hurrah! 
FALK.
Tilfjelds i Guds natur,
som bien jager fra sit vinterbur!
Jeg har en dobbelt sangbund i mit bryst,
en langelek med underspundne strenge,
med tvefold klang, en høj for livets lyst,
og en, som dirrer under, dybt og længe.
(til enkelte mellem studenterne.)
Du har paletten? – Du papir til noder?
Godt; sværm da, biflok, i det grønne løv,
hjem bær vi engang hjemmets blomsterstøv
til kubens dronning, til vor store moder!
(henvendt til selskabet, idet studenterne går og koret fra første akt istemmes dæmpet udenfor.)
Tilgiv mig alt, det større, som det mindre,
jeg intet huske vil;
(sagte.)
men alt erindre. 
FALK.
Forth to the mountains, come!
As the bee hurries from her winter home!
A twofold music in my breast I bear,
A cither with diversely sounding strings,
One for life’s joy, a treble loud and clear,
And one deep note that quivers as it sings.
[To individuals among the STUDENTS.]
You have the palette?--You the note-book? Good,
Swarm then, my bees, into the leafy wood,
Till at night-fall with pollen-laden thigh,
Home to our mighty mother-queen we fly!
[Turning to the company, while the STUDENTS depart and and the Chorus of the First Act is faintly heard outside.]
Forgive me my offences great and small,
I resent nothing;--
[Softly.]
but remember all. 
STRÅMAND
(i overstadig glæde).
Pyt, nu er lykkepotten atter hel!
Min kone har et håb, et sødt, forjættende –
(trækker ham hviskende tilside.)
Nyss hun betroede mig, den kære sjæl –
(uhørligt imellem.)
Hvis alt går godt ... til mikkelsdag ... det trettende! 
STRAWMAN
[beaming with happiness].
Now fortune’s garden once again is green!
My wife has hopes,--a sweet presentiment--
[Draws him whispering apart.]
She lately whispered of a glad event--
[Inaudible words intervene.]
If all goes well . . . at Michaelmas . . . thirteen! 
STYVER
(med frøken Skære under armen, vender sig til Falk, smiler hoverende, og siger, idet han tyder mod presten):
Jeg får de hundred daler, sætter bo – 
STIVER
[With MISS JAY on his arm, turning to FALK, smiles triumphantly, and says, pointing to STRAWMAN:]
I’m going to start a household, flush of pelf! 
FRØKEN SKÆRE
(nejer ironisk).
Ved juletider kaster jeg min pigekjole. 
MISS JAY
[with an ironical courtesy].
I shall put on my wedding-ring next Yule. 
ANNA
(ligeså, idet hun tar kærestens arm).
Min Lind blir her, lad troen være tro – 
ANNA
[similarly, as she takes LIND’s arm].
My Lind will stay, the Church can mind itself-- 
LIND
(dølger sin forlegenhed).
og søger plads som lærer på en pigeskole. 
LIND
[hiding his embarrassment].
And seek an opening in a ladies’ school. 
FRU HALM.
Jeg øver Anna op i alskens dueligheder – 
MRS. HALM.
I cultivate my Anna’s capabilities-- 
GULDSTAD
(alvorlig).
Jeg går til arbejds med et bramfrit digt –
om en, som lever for en hellig pligt. 
GULDSTAD
[gravely].
An unromantic poem I mean to make
Of one who only lives for duty’s sake. 
FALK
(med et smil udover mængden).
Og jeg går opad – til en fremtids muligheder!
Farvel!
(dæmpet til Svanhild.)
Gud signe dig, min livsvårs viv; –
hvor langt jeg går, skal dog min gerning nå dig!
(svinger huen og følger studenterne.)  
FALK
[with a smile to the whole company].
I go to scale the Future’s possibilities!
Farewell!
[Softly to SVANHILD.]
God bless thee, bride of my life’s dawn,
Where’er I be, to nobler deed thou’lt wake me.
[Waves his hat and follows the STUDENTS.] 
SVANHILD
(ser en kort stund efter ham og siger stille men stærk).
Nu er jeg færdig med mit friluftsliv;
nu falder løvet; – lad nu verden få mig.
(I dette øjeblik spilles op til dans ved pianoet, og champagnen knalder i baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine damer under armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer et øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham hånden. Fru Halm og den nærmeste familje, som spændt har iagttaget scenen, iler til og omringer dem under høj glæde, der overdøves af musiken og munterheden blandt de dansende længere inde i haven.)
(Men langt oppe fra landet, og klingende igennem dansemusiken, lyder kraftigt og kækt): 
SVANHILD
[Looks after him a moment, then says softly but firmly]:
Now over is my life, by lea and lawn,
The leaves are falling;--now the world may take me.
[At this moment the piano strikes up a dance, and champagne corks explode in the background. The gentlemen hurry to and fro with their ladies on their arms. GULDSTAD approaches SVANHILD and bows: she starts momentarily, then collects herself and gives him her hand. MRS. HALM and her family, who have watched the scene in suspense, throng about them with expressions of rapture, which are overpowered by the music and the merriment of the dancers in the garden.]
[But from the country the following chorus rings loud and defiant through the dance music:] 
KOR AF FALK OG STUDENTERNE.
Og har jeg end sejlet min skude på grund,
o, så var det dog dejligt at fare! 
CHORUS OF FALK AND THE STUDENTS.
And what if I shattered my roaming bark,
It was passing sweet to be roaming! 
DE FLESTE PÅ SCENEN.
Hurra!
(dans og jubel; teppet falder.)



 
MOST OF THE COMPANY.
Hurrah!
[Dance and merriment; the curtain falls.]



 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login