Bibliotheca Polyglotta

Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)

Complete text

GILDET PÅ SOLHAUG.

THE FEAST AT SOLHOUG

PERSONERNE:
BENGT GAUTESØN, herre til Solhaug.
MARGIT, hans hustru.
SIGNE, hendes søster.
GUDMUND ALFSØN, deres frænde.
KNUT GÆSLING, kongens foged.
ERIK FRA HÆGGE, hans ven.
EN HUSKARL.
EN ANDEN HUSKARL.
KONGENS SENDEBUD.
EN GAMMEL MAND
EN PIGE.
GÆSTER, HERRER og FRUER.
MÆND i Knut Gæslings følge.
KARLE og PIGER på Solhaug.

CHARACTERS
BENGT GAUTESON, Master of Solhoug.
MARGIT, his wife.
SIGNE, her sister.
GUDMUND ALFSON, their kinsman.
KNUT GESLING, the King’s sheriff.
ERIK OF HEGGE, his friend.
A HOUSE-CARL.
ANOTHER HOUSE-CARL.
THE KING’S ENVOY.
AN OLD MAN.
A MAIDEN.
GUESTS, both MEN and LADIES.
MEN of KNUT GESLING’S TRAIN.
SERVING-MEN and MAIDENS at SOLHOUG.¹

(Handlingen foregår på Solhaug i det fjortende århundre.)

The action passes at Solhoug in the Fourteenth Century.

FØRSTE AKT

(En stadselig stue med dør i baggrunden og på begge sidevæggene. Foran til højre et karnap-vindu med små, runde, blyindfattede ruder, og ved vinduet et bord med en mængde kvindesmykker. Langs væggen til venstre et større bord med sølvkruse, bægre og drikkehorn. Døren i baggrunden fører ud til en åben svalegang, hvorigennem ses et vidt fjordlandskab.)
(Bengt Gautesøn, fru Margit, Knut Gæsling og Erik fra Hægge sidder om drikkebordet til venstre. I baggrunden dels sidder dels står Knuts mænd; et par ølboller går rundt mellem dem. Langt borte høres kirkeklokker, som ringer til højmesse.)

ACT FIRST

A stately room, with doors in the back and to both sides. In front on the right, a bay window with small round panes, set in lead, and near the window a table, on which is a quantity of feminine ornaments. Along the left wall, a longer table with silver goblets and drinking-horns. The door in the back leads out to a passage-way,² through which can be seen a spacious fiord-landscape.
BENGT GAUTESON, MARGIT, KNUT GESLING and ERIK OF HEGGE are seated around the table on the left. In the background are KNUT’s followers, some seated, some standing; one or two flagons of ale are handed round among them. Far off are heard church bells, ringing to Mass.

ERIK
(rejser sig op ved bordet).
Og nu, kort og godt, hvad svar har I at give mig paa mit ærend som Knut Gæslings bejlermand?

ERIK.
[Rising at the table.]
In one word, now, what answer have you to make to my wooing on Knut Gesling’s behalf?

BENGT
(skotter urolig til sin hustru).
Ja, jeg – jeg tænker nu – (da hun tier.) Hm, Margit, lad os først høre, hvad du mener.

BENGT.
[Glancing uneasily towards his wife.]
Well, I--to me it seems-- [As she remains silent.] H’m, Margit, let us first hear your thought in the matter.

MARGIT
(står op).
Herr Knut Gæsling, – det var mig længe vitterligt, hvad Erik fra Hægge nys fremsatte om eder. Jeg véd fuldt vel, at I stammer fra en berømmelig slægt; I er rig på gods og guld, og vor kongelige herre er eder synderlig bevågen.

MARGIT.
[Rising.]
Sir Knut Gesling, I have long known all that Erik of Hegge has told of you. I know full well that you come of a lordly house; you are rich in gold and gear, and you stand in high favour with our royal master.

BENGT
(til Knut).
Synderlig bevågen, – det siger jeg også.

BENGT.
[To KNUT.]
In high favour--so say I too.

MARGIT.
Og visseligen kunde ikke min søster kåre sig nogen gævere husbond –

MARGIT.
And doubtless my sister could choose her no doughtier mate--

BENGT.
Ingen gævere; det er lige det samme, som jeg tænker.

BENGT.
None doughtier; that is what I say too.

MARGIT.
– dersom I ellers kan formå hende til at fatte godhed for jer.

MARGIT.
--If so be that you can win her to think kindly of you.

BENGT
(ængstelig og halv sagte).
Men, – men, min kære hustru –

BENGT.
[Anxiously, and half aside.]
Nay--nay, my dear wife--

KNUT
(springer op).
Ja så, fru Margit! I mener, at eders søster –?

KNUT.
[Springing up.]
Stands it so, Dame Margit! You think that your sister--

BENGT
(søger at berolige ham).
Nej vent, Knut Gæsling! Vent nu. I må forstå os ret.

BENGT.
[Seeking to calm him.]
Nay, nay, Knut Gesling! Have patience, now. You must understand us aright.

MARGIT.
Så lidet kan mine ord krænke jer. Min søster kender eder jo kun af de viser, som er gjort om eder, – og de viser klinger ilde for høviske øren.
     Eders fædres gård er et utrygt hjem
     mellem alle de vilde gæster.
     Både nat og dag har I gilde med dem.
     Krist hjælpe den ungmø, I fæster!
     Krist hjælpe den ungmø, I lokker med guld,
     med gods eller grønne skove; –
     snart vil I se hende sorrigfuld
     at længes, under muldet at sove.

MARGIT.
There is naught in my words to wound you. My sister knows you only by the songs that are made about you--and these songs sound but ill in gentle ears.
     No peaceful home is your father’s house.
     With your lawless, reckless crew,
     Day out, day in, must you hold carouse--
     God help her who mates with you.
     God help the maiden you lure or buy
     With gold and with forests green--
     Soon will her sore heart long to lie
     Still in the grave, I ween.

ERIK.
Nu ja – sandt nok – Knut Gæsling lever noget vildt og ustyrligt. Men sligt ændrer sig let, når han får sig en hustru i gården.

ERIK.
Aye, aye--true enough--Knut Gesling lives not overpeaceably. But there will soon come a change in that, when he gets him a wife in his hall.

KNUT.
Og vel skal I mærke jer dette, fru Margit. Det kan være en uge siden, at jeg var til drikkegilde på Hægge hos Erik, som her står. Øllet var stærkt; og da det led ud på kvelden gjorde jeg det løfte, at Signe, eders fagre søster, skulde vorde min viv, før året var omme. Aldrig skal det siges Knut Gæsling på, at han har brudt noget løfte. Derfor ser I selv, at I må kåre mig til eders søsters husbond, – enten med det gode eller med det onde.

KNUT.
And this I would have you mark, Dame Margit: it may be a week since, I was at a feast at Hegge, at Erik’s bidding, whom here you see. I vowed a vow that Signe, your fair sister, should be my wife, and that before the year was out. Never shall it be said of Knut Gesling that he brake any vow. You can see, then, that you must e’en choose me for your sister’s husband--be it with your will or against it.

MARGIT.
Før det skal ske, vil jeg ikke fordølge,
I må skille jer af med jert ravende følge.
I må ikke længer med skrig og med larm
jage rundt bygden tilhest og i karm;
I må døve den gru, som langvejs står
af Knut Gæslings komme til bryllupsgård.
Høvisk må I te jer, når I rider til gilde;
øksen skal I hjemme bag stuedøren stille; –
I véd, den sidder løs i jer hånd, når mjød
og øl har gjort jer panden fortumlet og rød.
Ærbare kvinder skal I lade med fred;
lad hvermand beholde sit eje;
I må ikke frækt skikke nogen den besked,
at hvis han er klog, så tar han ligskjorten med,
når han færdes på eders veje.
Og arter I jer sådan til året går ud,
så kunde I nok vinde jer min søster til brud.

MARGIT.
Ere that may be, I must tell you plain,
You must rid yourself of your ravening train.
You must scour no longer with yell and shout
O’er the country-side in a galloping rout;
You must still the shudder that spreads around
When Knut Gesling is to a bride-ale bound.
Courteous must your mien be when a-feasting you ride;
Let your battle-axe hang at home at the chimney-side--
It ever sits loose in your hand, well you know,
When the mead has gone round and your brain is aglow.
From no man his rightful gear shall you wrest,
You shall harm no harmless maiden;
You shall send no man the shameless hest
That when his path crosses yours, he were best
Come with his grave-clothes laden.
And if you will so bear you till the year be past,
You may win my sister for your bride at last.

KNUT
(med indædt harme).
I véd snildt at belægge eders ord, fru Margit. For sandt – I burde være prest og ikke eders husbonds frue.

KNUT.
[With suppressed rage.]
You know how to order your words cunningly, Dame Margit. Truly, you should have been a priest, and not your husbands wife.

BENGT.
Å, for den sags skyld, så kunde nok jeg også –

BENGT.
Oh, for that matter, I too could--

KNUT
(uden at agte på ham).
Men vel skal I mærke jer, at havde en våbenfør mand talt mig til på slig vis som I, så –

KNUT.
[Paying no heed to him.]
But I would have you take note that had a sword-bearing man spoken to me in such wise--

BENGT.
Nej men hør nu, Knut Gæsling, – I må forstå os!

BENGT.
Nay, but listen, Knut Gesling--you must understand us!

KNUT
(som før).
Nu, kort og godt, så skulde han fornummet, at øksen sidder mig løs i hånden, som I fornylig sagde.

KNUT.
[As before.]
Well, briefly, he should have learnt that the axe sits loose in my hand, as you said but now.

BENGT
(sagte).
Der har vi det! Margit, Margit, dette her går aldrig godt.

BENGT.
[Softly.]
There we have it! Margit, Margit, this will never end well.

MARGIT
(til Knut).
I bad om ærligt svar, og det har jeg givet jer.

MARGIT.
[To KNUT.]
You asked for a forthright answer, and that I have given you.

KNUT.
Vel, vel; jeg vil heller ikke regne det så nøje med jer, fru Margit. I har mere kløgt, end alle vi andre tilhobe. Der er min hånd; – kan hænde der er skælig grund for alle de hvasse ord, I sagde mig.

KNUT.
Well, well; I will not reckon too closely with you, Dame Margit. You have more wit than all the rest of us together. Here is my hand;--it may be there was somewhat of reason in the keen-edged words you spoke to me.

MARGIT.
Det må jeg lide; nu er I jo alt på god vej til at bedre jer. Og hør så et ord til. Vi holder gilde her på Solhaug idag.

MARGIT.
This I like well; now are you already on the right way to amendment. Yet one word more--to-day we hold a feast at Solhoug.

KNUT.
Gilde?

KNUT.
A feast?

BENGT.
Ja, herr Gæsling. I skal vide, det er vor bryllupsdag; idag for tre år siden blev jeg fru Margits mand.

BENGT.
Yes, Knut Gesling: you must know that it is our wedding day; this day three years ago made me Dame Margit’s husband.

MARGIT
(utålmodig, afbrydende).
Som jeg sagde, vi holder gilde idag. Når I nu kommer fra kirken og har røgtet eders øvrige ærender, så rider I hid igen og tager del i laget. I kan da lære min søster at kende.

MARGIT.
[Impatiently, interrupting.]
As I said, we hold a feast to-day. When Mass is over, and your other business done, I would have you ride hither again, and join in the banquet. Then you can learn to know my sister.

KNUT.
Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var det ikke for at søge kirken, jeg red herned imorges. Min rejse gælder Gudmund Alfsøn, eders frænde.

KNUT.
So be it, Dame Margit; I thank you. Yet ’twas not to go to Mass that I rode hither this morning. Your kinsman, Gudmund Alfson, was the cause of my coming.

MARGIT
(studser).
Ham! Min frænde? Hvor vil I søge ham?

MARGIT.
[Starts.]
He! My kinsman? Where would you seek him?

KNUT.
Hans gård ligger jo bag næsset, på den anden side af fjorden.

KNUT.
His homestead lies behind the headland, on the other side of the fiord.

MARGIT.
Men han selv færdes langvejs herfra.

MARGIT.
But he himself is far away.

ERIK.
Sig ikke det; han turde være nærmere, end I tænker.

ERIK.
Be not so sure; he may be nearer than you think.

KNUT
(hvisker).
Ti stille!

KNUT.
[Whispers.]
Hold your peace!

MARGIT.
Nærmere? Hvad mener I?

MARGIT.
Nearer? What mean you?

KNUT.
Har I da ikke hørt, at Gudmund Alfsøn er kommen tilbage til landet igen? Han fulgte med kansleren Audun af Hægranæs, som var sendt til Frankrig for at hente vor nye dronning.

KNUT.
Have you not heard, then, that Gudmund Alfson has come back to Norway? He came with the Chancellor Audun of Hegranes, who was sent to France to bring home our new Queen.

MARGIT.
Det er ret nok; men kongens bryllup holdes i disse dage med stor pragt i Bergen, og der er Gudmund Alfsøn med.

MARGIT.
True enough, but in these very days the King holds his wedding- feast in full state at Bergen, and there is Gudmund Alfson a guest.

BENGT.
Ja, og der kunde vi også have været med, såfremt min hustru havde villet.

BENGT.
And there could we too have been guests had my wife so willed it.

ERIK
(sagte til Knut).
Fru Margit véd da ikke, at –?

ERIK.
[Aside to KNUT.]
Then Dame Margit knows not that--?

KNUT
(sagte).
Det synes så; men lad dig ikke mærke med noget. (højt.) Nu ja, fru Margit, jeg får lige fuldt tage afsted på lykke og fromme; ved kveldstid kommer jeg igen.

KNUT.
[Aside.]
So it would seem; but keep your counsel. [Aloud.] Well, well, Dame Margit, I must go my way none the less, and see what may betide. At nightfall I will be here again.

MARGIT.
Og da får I vise, om I mægter at styre jert vilde sind.

MARGIT.
And then you must show whether you have power to bridle your unruly spirit.

BENGT.
Ja, mærk jer det.

BENGT.
Aye, mark you that.

MARGIT.
I rører ikke eders økse; hører I, Knut Gæsling!

MARGIT.
You must lay no hand on your axe--hear you, Knut Gesling?

BENGT.
Hverken eders økse eller eders kniv eller hvad andet værge, I bærer hos jer.

BENGT.
Neither on your axe, nor on your knife, nor on any other weapon whatsoever.

MARGIT.
Thi da kan I ingensinde håbe på noget svogerskab med mig.

MARGIT.
For then can you never hope to be one of our kindred.

BENGT.
Nej, det har vi fast bestemt os til.

BENGT.
Nay, that is our firm resolve.

KNUT
(til Margit).
Vær I bare tryg.

KNUT.
[To MARGIT.]
Have no fear.

BENGT.
Og når vi har bestemt os til noget, så står det fast.

BENGT.
And what we have firmly resolved stands fast.

KNUT.
Det kan jeg lide, herr Bengt Gautesøn. Jeg har det på samme sæt; og jeg har nu engang drukket på svogerskab mellem os. I får se til, om ikke jeg også holder fast ved mit ord. – Guds fred til ikveld!
(Han og Erik går med mændene ud i baggrunden. Bengt følger dem til døren. Klokkeringningen er imidlertid ophørt.)

KNUT.
That I like well, Sir Bengt Gauteson. I, too, say the same; and I have pledged myself at the feast-board to wed your kinswoman. You may be sure that my pledge, too, will stand fast.--God’s peace till to-night!
[He and ERIK, with their men, go out at the back. [BENGT accompanies them to the door. The sound of the bells has in the meantime ceased.]

BENGT
(kommer tilbage).
Det bares mig for, som han trued os, da han gik.

BENGT.
[Returning.]
Methought he seemed to threaten us as he departed.

MARGIT
(tankespredt).
Ja, sådan lod det.

MARGIT.
[Absently.]
Aye, so it seemed.

BENGT.
Knut Gæsling er ikke god at komme ud for. Og når jeg tænker mig om, så gav vi ham også altfor mange umilde ord. Nå, lad os ikke gruble over den sag. Idag må vi være lystige, Margit! Og det, mener jeg, vi har god grund til begge to.

BENGT.
Knut Gesling is an ill man to fall out with. And when I bethink me, we gave him over many hard words. But come, let us not brood over that. To-day we must be merry, Margit!--as I trow we have both good reason to be.

MARGIT
(smiler tungt).
Ja, tilvisse!

MARGIT.
[With a weary smile.]
Aye, surely, surely.

BENGT.
Jeg var ikke ganske ung, da jeg bejled til dig, det er sandt. Men den rigeste mand på mange, mange mile, det véd jeg da visst, at jeg var. Du var en fager ungmø, af ædel slægt; men medgiften skulde ikke friste nogen frier.

BENGT.
Tis true I was no mere stripling when I courted you. But well I wot I was the richest man for many and many a mile. You were a fair maiden, and nobly born; but your dowry would have tempted no wooer.

MARGIT
(hen for sig).
Og dog var jeg dengang så rig.

MARGIT.
[To herself.]
Yet was I then so rich.

BENGT.
Hvad sagde du, min hustru?

BENGT.
What said you, my wife?

MARGIT.
Å, intet, intet. (går over mod højre.) Jeg vil pynte mig med perler og ringe. Det er jo min glædesfest ikveld.

MARGIT.
Oh, nothing, nothing. [Crosses to the right.] I will deck me with pearls and rings. Is not to-night a time of rejoicing for me?

BENGT.
Slig tale tykkes jeg vel om. Lad mig se, du klæder dig i din bedste stads, så vore gæster kan sige: lyksalig hun, som fik Bengt Gautesøn til husbond. – Men nu må jeg ud i madburet; der er fuldt op at tage vare på idag.
(han går ud til venstre.)

BENGT.
I am fain to hear you say it. Let me see that you deck you in your best attire, that our guests may say: Happy she who mated with Bengt Gauteson.--But now must I to the larder; there are many things to-day that must not be over-looked.
[He goes out to the left.]

MARGIT
(segner ned i en stol ved bordet til højre).
Vel var det han gik. Når jeg ser ham herinde,
det er mig som blodet holdt op at rinde;
det er som en kold, en knugende magt
havde sig rundt om mit hjerte lagt.
(med frembrydende tårer.)
Han er min husbond! Jeg er hans viv!
Hvorlænge varer et menneskes liv?
Gud fri mig, – kanhænde halvhundrede år; –
og jeg – i det tre og tyvende går!
(roligere, efter en kort taushed.)
Det er tungt at sukke bag gylden mur;
det er tungt at sidde så længe i bur.
(famler tankespredt mellem smykkerne og begynder at pynte sig.)
Med perler og ringe alt som bedst,
han bad, at jeg smykke mig skulde.
Det var mig en gladere bryllupsfest,
om jeg stædtes til ro under mulde.
(afbrydende.)
Dog, jeg vil ikke mere tænke derpå;
jeg kender en vise, som kan sorgen forslå.
(hun synger.)
     Bergkongen red sig under ø;
     – så klageligt rinde mine dage –
     vilde han fæste den væne mø.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Bergkongen red til herr Håkons gård;
     – så klageligt rinde mine dage –
     liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Bergkongen fæsted den væne viv;
     – så klageligt rinde mine dage –
     han spændte en sølvgjord omkring hendes liv.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Bergkongen fæsted den liljevånd
     – så klageligt rinde mine dage –
     med femten guldringe til hver hendes hånd.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Tre sommere gik, og der gik vel fem;
     – så klageligt rinde mine dage –
     Kirsten sad i berget i alle dem.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Fem sommere gik, og der gik vel ni;
     – så klageligt rinde mine dage –
     liden Kirsten så ikke solen i li.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Dalen har blomster og fuglesang;
     – så klageligt rinde mine dage –
     i berget er der guld og en nat saa lang.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

(hun rejser sig og går henover gulvet.)
Den vise sang Gudmund så mangen kveld,
da han var hos min fader hjemme.
Der er noget deri, – jeg véd ikke selv, –
der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;
der er noget, som mægtigt fyldte min hu, –
som jeg aldrig forstod, – som jeg grubler på endnu.
(forfærdet, standser.)
Røde guldringe! Beltet om mit liv –!
Med guld var det bergkongen fæsted sin viv!
(fortvilet; synker ned på en bænk ved bordet til venstre.)
Ve mig! Selv er jeg bergkongens brud!
Og ingen – ingen kommer for at løse mig ud.
(Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra baggrunden.)

MARGIT.
[Sinks down on a chair by the table on the right.]
’Twas well he departed. While here he remains
Meseems the blood freezes within my veins;
Meseems that a crushing mighty and cold
My heart in its clutches doth still enfold.
[With tears she cannot repress.]
He is my husband! I am his wife!
How long, how long lasts a woman’s life?
Sixty years, mayhap--God pity me
Who am not yet full twenty-three!
[More calmly after a short silence.]
Hard, so long in a gilded cage to pine;
Hard a hopeless prisoner’s lot--and mine.
[Absently fingering the ornaments on the table, and beginning to put them on.]
With rings, and with jewels, and all of my best
By his order myself I am decking--
But oh, if to-day were my burial-feast,
’Twere little that I’d be recking.
[Breaking off.]
But if thus I brood I must needs despair;
I know a song that can lighten care.
[She sings.]
     The Hill-King to the sea did ride;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     To woo a maiden to be his bride.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     The Hill-King rode to Sir Hakon’s hold;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     Little Kirsten sat combing her locks of gold.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     The Hill-King wedded the maiden fair;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     A silvern girdle she ever must wear.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     The Hill-King wedded the lily-wand,
     --Oh, sad are my days and dreary--
     With fifteen gold rings on either hand.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     Three summers passed, and there passed full five;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     In the hill little Kirsten was buried alive.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     Five summers passed, and there passed full nine;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     Little Kirsten ne’er saw the glad sunshine.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     In the dale there are flowers and the birds’ blithe song;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     In the hill there is gold and the night is long.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

[She rises and crosses the room.]
How oft in the gloaming would Gudmund sing
This song in may father’s hall.
There was somewhat in it--some strange, sad thing
That took my heart in thrall;
Though I scarce understood, I could ne’er forget--
And the words and the thoughts they haunt me yet.
[Stops horror-struck.]
Rings of red gold! And a belt beside--!
’Twas with gold the Hill-King wedded his bride!
[In despair; sinks down on a bench beside the table on the left.]
Woe! Woe! I myself am the Hill-King’s wife!
And there cometh none to free me from the prison of my life.
[SIGNE, radiant with gladness, comes running in from the back.]

SIGNE
(råber).
Margit, Margit, – han kommer!

SIGNE.
[Calling.]
Margit, Margit,--he is coming!

MARGIT
(springer op).
Kommer? Hvem kommer?

MARGIT.
[Starting up.]
Coming? Who is coming?

SIGNE.
Gudmund, vor frænde!

SIGNE.
Gudmund, our kinsman!

MARGIT.
Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du tro –?

MARGIT.
Gudmund Alfson! Here! How can you think--?

SIGNE.
Å, jeg er viss på det.

SIGNE.
Oh, I am sure of it.

MARGIT
(går over mod højre).
Gudmund Alfsøn er med til bryllupsgildet i kongsgården; det véd du lige så godt som jeg.

MARGIT.
[Crosses to the right.]
Gudmund Alfson is at the wedding-feast in the King’s hall; you know that as well as I.

SIGNE.
Kan være; men endda så er jeg sikker på, det var ham.

SIGNE.
Maybe; but none the less I am sure it was he.

MARGIT.
Har du da set ham?

MARGIT.
Have you seen him?

SIGNE.
Å nej, nej; men nu skal du høre –

SIGNE.
Oh, no, no; but I must tell you--

MARGIT.
Ja, skynd dig, – fortæl!

MARGIT.
Yes, haste you--tell on!

SIGNE.
Det var sig årle, da klokkerne klang,
mig lysted at ride til kirke;
de vildene fugle kviddred og sang
alt mellem siljer og birke.
Der var en gammen i luft og i li;
kirketiden fast var omme;
thi alt som jeg red ad den skyggefulde sti
mig vinked hver rosenblomme.
Jeg trådte så tyst på kirkegulvet ind;
presten stod højt i koret;
han sang og læste; med andagt i sind
lytted mænd og kvinder til ordet.
Da hørtes en røst over fjorden blå;
mig tyktes, at alle de billeder små
vendte sig om for at lytte derpå.

SIGNE.
’Twas early morn, and the church bells rang,
To Mass I was fain to ride;
The birds in the willows twittered and sang,
In the birch-groves far and wide.
All earth was glad in the clear, sweet day;
And from church it had well-nigh stayed me;
For still, as I rode down the shady way,
Each rosebud beguiled and delayed me.
Silently into the church I stole;
The priest at the altar was bending;
He chanted and read, and with awe in their soul,
The folk to God’s word were attending.
Then a voice rang out o’er the fiord so blue;
And the carven angels, the whole church through,
Turned round, methought, to listen thereto.

MARGIT.
Hvad mere? Signe, – tal ud, tal ud!

MARGIT.
O Signe, say on! Tell me all, tell me all!

SIGNE.
Det var som et dybt, et ufatteligt bud
maned mig udenfor kirkens mur
over hej og dal, gennem li og ur.
Mellem hvide birke jeg lyttende skred;
jeg vandrede fast som i drømme;
øde stod bag mig det hellige sted;
thi prest og kirkefolk vandrede med,
mens det koglende kvad monne strømme.
Der var så stille på kirkesti;
mig tyktes, at fuglene lytted i li,
at lærken daled og gøken taug,
og at det svared fra fjeld og haug.

SIGNE.
’Twas as though a strange, irresistible call
Summoned me forth from the worshipping flock,
Over hill and dale, over mead and rock.
’Mid the silver birches I listening trod,
Moving as though in a dream;
Behind me stood empty the house of God;
Priest and people were lured by the magic ’twould seem,
Of the tones that still through the air did stream.
No sound they made; they were quiet as death;
To hearken the song-birds held their breath,
The lark dropped earthward, the cuckoo was still,
As the voice re-echoed from hill to hill.

MARGIT.
Bliv ved!

MARGIT.
Go on.

SIGNE.
Da korsed sig mand og kvinde;
(med hænderne mod brystet.)
men sælsomme tanker steg op herinde.
Fuldt vel jeg kendte den dejlige sang;
Gudmund har sunget den mangen gang;
Gudmund har sunget den mangen kveld, –
og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel.

SIGNE.
They crossed themselves, women and men;
[Pressing her hands to her breast.]
But strange thoughts arose within me then;
For the heavenly song familiar grew:
Gudmund oft sang it to me and you--
Ofttimes has Gudmund carolled it,
And all he e’er sang in my heart is writ.

MARGIT.
Og du tror, det skulde være –?

MARGIT.
And you think that it may be--?

SIGNE.
Jeg véd det så visst!
Tro mig, mit ord skal du sande.
(leende.)
Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst
igen fra de fremmede lande?
Jeg véd ikke selv, – men jeg er så glad –!
Der falder mig ind –. Margit, véd du hvad?
Hans harpe har hængt så længe
på væggen derinde. Jeg vil tage den ned;
jeg vil pudse den blank og stille den beredt
og stemme dens gyldne strænge.

SIGNE.
I know it is he! I know it? I know it! You soon shall see!
[Laughing.]
From far-off lands, at the last, in the end,
Each song-bird homeward his flight doth bend!
I am so happy--though why I scarce know--!
Margit, what say you? I’ll quickly go
And take down his harp, that has hung so long
In there on the wall that ’tis rusted quite;
Its golden strings I will polish bright,
And tune them to ring and to sing with his song.

MARGIT
(åndsfraværende).
Gør, som dig lyster –

MARGIT.
[Absently.]
Do as you will--

SIGNE
(bebrejdende).
Det er ikke ret.
(omfavner hende.)
Når Gudmund kommer, vil du atter vorde let
tilsinds, som da Signe var liden.

SIGNE.
[Reproachfully.]
Nay, this in not right.
[Embracing her.]
But when Gudmund comes will your heart grow light--
Light, as when I was a child, again.

MARGIT
(hen for sig).
Så mangt har forandret sig siden – –

MARGIT.
So much has changed--ah, so much!--since then--

SIGNE.
Margit, du skal være fro og glad!
Har du ikke terner og svende?
I dit kammer hænger kostelige klæder på rad.
Å Krist, hvilken rigdom uden ende!
Om dagen kan du ride dig i lunden sval,
at vejde den vilde rå;
om natten kan du sove i fruersal
på silkebolsterne blå.

SIGNE.
Margit, you shall be happy and gay!
Have you not serving-maids many, and thralls?
Costly robes hang in rows on your chamber walls;
How rich you are, none can say.
By day you can ride in the forest deep,
Chasing the hart and the hind;
By night in a lordly bower you can sleep,
On pillows of silk reclined.

MARGIT
(ser mod karnappet).
Og han skulde komme til Solhaug som gæst!

MARGIT.
[Looking toward the window.]
And he comes to Solhoug! He, as a guest!

SIGNE.
Hvad siger du?

SIGNE.
What say you?

MARGIT
(vender sig).
Intet. – Gå; smyk dig som bedst.
Min lykke, den, du så lydt monne prise,
kunde times dig selv.

MARGIT.
[Turning.]
Naught.--Deck you out in your best.
That fortune which seemeth to you so bright
May await yourself.

SIGNE.
Hvad mener du vel?

SIGNE.
Margit, say what you mean!

MARGIT
(stryger hendes hår).
Jeg mener –; nu ja, det vil sig jo vise –;
jeg mener, – hvis en bejler red sig hid ikveld –;

MARGIT.
[Stroking her hair.]
I mean--nay, no more! ’Twill shortly be seen--;
I mean--should a wooer ride hither to-night--?

SIGNE.
En bejler? Til hvem?

SIGNE.
A wooer? For whom?

MARGIT.
Til dig.

MARGIT.
For you.

SIGNE
(med latter).
Til mig?
Å, da er han kommen på den urette vej.

SIGNE.
[Laughing.]
For me?
That he’d ta’en the wrong road full soon he would see.

MARGIT.
Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad
om din tro?

MARGIT.
What would you say if a valiant knight
Begged for your hand?

SIGNE.
Jeg vilde svare, jeg er for glad
til at tænke på bejlere eller på sligt.

SIGNE.
That my heart was too light
To think upon suitors or choose a mate.

MARGIT.
Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt?

MARGIT.
But if he were mighty, and rich, and great?

SIGNE.
Å, var han end konge, med hallen fuld
af dyre klæder og røden guld,
det skulde så lidet mig friste.
Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,
med sommer og sol og den susende elv,
med dig og de fugle på kviste.
Kære søster min, – her vil jeg bygge og bo;
og at skænke nogen bejler min hånd og min tro,
dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro!
(hun iler syngende ud til venstre.)

SIGNE.
O, were he a king, did his palace hold
Stores of rich garments and ruddy gold,
’Twould ne’er set my heart desiring.
With you I am rich enough here, meseeems,
With summer and sun and the murmuring streams,
And the birds in the branches quiring.
Dear sister mine--here shall my dwelling be;
And to give any wooer my hand in fee,
For that I am too busy, and my heart too full of glee!
[SIGNE runs out to the left, singing.]

MARGIT
(efter et ophold).
Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid – til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være. – Signe havde hørt ham synge, sagde hun. Når jeg hørte granerne suse dybt derinde i skoven, når jeg hørte fossen rulle og fuglene lokke i trætoppene, da bares det mig tidt nok for, som om Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem. Og dog var han langvejs herfra. – Signe har skuffet sig selv. Gudmund kommer ikke.

MARGIT.
[After a pause.]
Gudmund Alfson coming hither! Hither--to Solhoug? No, no, it cannot be.--Signe heard him singing, she said! When I have heard the pine-trees moaning in the forest afar, when I have heard the waterfall thunder and the birds pipe their lure in the tree-tops, it has many a time seemed to me as though, through it all, the sound of Gudmund’s songs came blended. And yet he was far from here.--Signe has deceived herself. Gudmund cannot be coming.
[BENGT enters hastily from the back.]

BENGT
(i hastværk, fra baggrunden, råber).
En uventet gæst, min hustru!

BENGT.
[Entering, calls loudly.]
An unlooked-for guest my wife!

MARGIT.
Og hvem?

MARGIT.
What guest?

BENGT.
Gudmund Alfsøn, din frænde! (råber ud gennem døren til højre.) Det bedste gæstekammer må holdes rede – og det på stand!

BENGT.
Your kinsman, Gudmund Alfson! [Calls through the doorway on the right.] Let the best guest-room be prepared--and that forthwith!

MARGIT.
Han er da alt på gården?

MARGIT.
Is he, then, already here?

BENGT
(ser ud gennem svalegangen).
Ikke så lige endnu; men længe vil det ikke vare. (råber ud til højre igen.) Den snittede egeseng med dragehovederne! (går hen til Margit.) Hans våbendrager bragte bud og hilsen fra ham; selv følger han efter.

BENGT.
[Looking out through the passage-way.]
Nay, not yet; but he cannot be far off. [Calls again to the right.] The carved oak bed, with the dragon-heads! [Advances to MARGIT.] His shield- bearer brings a message of greeting from him; and he himself is close behind.

MARGIT.
Hans våbendrager? Kommer han hid med våbendrager?

MARGIT.
His shield-bearer! Comes he hither with a shield-bearer!

BENGT.
Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og sex rustede mænd er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden mand nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage imod ham. (råber ud.) Læg gyldenlæderssadlen på min hest! Og glem ikke bidslet med ormehovederne! (ser ud i baggrunden.) Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min sølvknappede stav! Slig en herre, – Krist fri mig – ham må vi tage imod med ære, med stor ære!
(han går skyndsomt ud i baggrunden.)

BENGT.
Aye, by my faith he does. He has a shield-bearer and six armed men in his train. What would you? Gudmund Alfson is a far other man than he was when he set forth to seek his fortune. But I must ride forth to seek him. [Calls out.] The gilded saddle on my horse! And forget not the bridle with the serpents’ heads! [Looks out to the back.] Ha, there he is already at the gate! Well, then, my staff--my silver-headed staff! Such a lordly knight--Heaven save us!--we must receive him with honour, with all seemly honour!
[Goes hastily out to the back.]

MARGIT
(grublende).
Han vandred fra bygden som den fattigste svend.
Nu kommer han med væbner og med rustede mænd.
Hvad vil han? Er det hans agt at se,
om bittert jeg nages af kummer og ve?
Lyster det ham at prøve og friste,
hvad jeg mægter at bære, før hjertet må briste?
Mener han, at –? Ah, prøv kun derpå;
så ringe en fryd skal du deraf få!
(hun vinker ud gennem døren til højre.)
(Tre piger kommer ind i stuen.)

MARGIT.
[Brooding]
Alone he departed, a penniless swain;
With esquires and henchmen now comes he again.
What would he? Comes he, forsooth, to see
My bitter and gnawing misery?
Would he try how long, in my lot accurst,
I can writhe and moan, ere my heart-strings burst--
Thinks he that--? Ah, let him only try!
Full little joy shall he reap thereby.
[She beckons through the doorway on the right. Three handmaidens enter.]

MARGIT.
I høre mig vel, mine terner små;
I bringe mig på stand min silkekåbe blå.
I følge mig flugs i fruerstuen ind,
at klæde mig høvisk i fløjel og skind.
To af jer skal klæde mig i skarlag og mår,
den tredje skal vinde perler i mit hår.
I bære mig alle mine smykker did ud!
(Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.)

List, little maids, what I say to you:
Find me my silken mantle blue.
Go with me into my bower anon:
My richest of velvets and furs do on.
Two of you shall deck me in scarlet and vair,
The third shall wind pearl-strings into my hair.
All my jewels and gauds bear away with ye!
[The handmaids go out to the left, taking the ornaments with them.]

MARGIT.
Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud.
Vel! Jeg får at bære mit kongelige skrud.
(hun går ud til venstre.)
(Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalegangen i baggrunden.)

Since Margit the Hill-King’s bride must be,
Well! don we the queenly livery!
[She goes out to the left. [BENGT ushers in GUDMUND ALFSON, through the pent-house passage at the back.]

BENGT.
Og endnu en gang, – hil eder under Solhaugs tag, min hustrus frænde!

BENGT.
And now once more--welcome under Solhoug’s roof, my wife’s kinsman.

GUDMUND.
Jeg takker jer. Og hvordan går det hende? Hun lider dog vel i alle måder, vil jeg tro?

GUDMUND.
I thank you. And how goes it with her? She thrives well in every way, I make no doubt?

BENGT.
Ja, det kan I sværge på, hun gør. Der fattes hende intet. Hele fem terner kan hun byde og råde over; en fuldt sadlet ganger står rede, så snart det kun lyster hende. Nå, snart sagt, så har hun alt, hvad en høvisk kvinde kan begære for at være fornøjet i sine kår.

BENGT.
Aye, you may be sure she does. There is nothing she lacks. She has five handmaidens, no less, at her beck and call; a courser stands ready saddled in the stall when she lists to ride abroad. In one word, she has all that a noble lady can desire to make her happy in her lot.

GUDMUND.
Og Margit, – hun er da vel fornøjet?

GUDMUND.
And Margit--is she then happy?

BENGT.
Gud og hver mand skulde tro, hun måtte være det; men, sælsomt nok –

BENGT.
God and all men would think that she must be; but, strange to say--

GUDMUND.
Hvad mener I?

GUDMUND.
What mean you?

BENGT.
Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så bæres det mig for, at Margit var lystigere til sinde alt imens hun leved i fattige kår, end siden hun blev frue på Solhaug.

BENGT.
Well, believe it or not as you list, but it seems to me that Margit was merrier of heart in the days of her poverty, than since she became the lady of Solhoug.

GUDMUND
(hen for sig).
Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå.

GUDMUND.
[To himself.]
I knew it; so it must be.

BENGT.
Hvad siger I, frænde?

BENGT.
What say you, kinsman?

GUDMUND.
Jeg siger, højligen undrer mig, hvad I fortæller om eders hustru.

GUDMUND.
I say that I wonder greatly at what you tell me of your wife.

BENGT.
Ja, mener I ikke, det går mig lige så? Jeg vil aldrig gælde for en ærlig herremand mere, dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er; og ingen skal kunne sige mig på, at jeg holder hende strængt; alt tilsyn med hus og gård har jeg taget på mig; og ikke desmindre –. Nå, I var jo altid en lystig svend; jeg tænker nok, I bringer solskin med jer. Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at jeg –
(Margit kommer i rig dragt fra venstre.)

BENGT.
Aye, you may be sure I wonder at it too. On the faith and troth of an honest gentleman, ’tis beyond me to guess what more she can desire. I am about her all day long; and no one can say of me that I rule her harshly. All the cares of household and husbandry I have taken on myself; yet notwithstanding-- Well, well, you were ever a merry heart; I doubt not you will bring sunshine with you. Hush! here comes Dame Margit! Let her not see that I--
[MARGIT enters from the left, richly dressed.]

GUDMUND
(går hende imøde).
Margit, – kære Margit!

GUDMUND.
[Going to meet her.]
Margit--my dear Margit!

MARGIT
(standser, ser fremmed på ham).
Forlad mig, herr ridder; men –? (som om hun først nu genkendte ham.) For sandt, hvis jeg ikke fejler, så er det Gudmund Alfsøn.
(rækker hånden frem.)

MARGIT.
[Stops, and looks at him without recognition.]
Your pardon, Sir Knight; but--? [As though she only now recognized him.] Surely, if I mistake not, ’tis Gudmund Alfson.
[Holding out her hand to him.]

GUDMUND
(uden at tage den).
Og du kendte mig ikke straks igen?

GUDMUND.
[Without taking it.]
And you did not at once know me again?

BENGT
(leende).
Nej men, Margit, hvad tænker du dog på? Jeg meldte dig jo nylig, at din frænde –

BENGT.
[Laughing.]
Why, Margit, of what are you thinking? I told you but a moment agone that your kinsman--

MARGIT
(går over mod bordet til højre).
Tolv år er en lang tid, Gudmund. Den friskeste urt kan dø i tiende led imens –

MARGIT.
[Crossing to the table on the right.]
Twelve years is a long time, Gudmund. The freshest plant may wither ten times over in that space.

GUDMUND.
Det er syv år siden vi sidst sås.

GUDMUND.
’Tis seven years since last we met.

MARGIT.
Tilvisse, det må være længere siden.

MARGIT.
Surely it must be more than that.

GUDMUND
(ser på hende).
Jeg kunde fristes til at tro det; men det er dog som jeg siger.

GUDMUND.
[Looking at her.]
I could almost think so. But ’tis as I say.

MARGIT.
Hel sælsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det tykkes mig en evig lang tid siden jeg var barn. (kaster sig ned i en stol.) Nå, sæt eder, min frænde! Hvil eder ud; ikveld skal I forlyste os med eders sang. (med et tvungent smil.) Ja, I véd vel, vi er glade her på gården idag, – vi holder gilde.

MARGIT.
How strange! I must have been but a child then; and it seems to me a whole eternity since I was a child. [Throws herself down on a chair.] Well, sit you down, my kinsman! Rest you, for to-night you shall dance, and rejoice us with your singing. [With a forced smile.] Doubtless you know we are merry here to-day--we are holding a feast.

GUDMUND.
Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind på tunet.

GUDMUND.
’Twas told me as I entered your homestead.

BENGT.
Ja, idag for tre år siden blev jeg –

BENGT.
Aye, ’tis three years to-day since I became--

MARGIT
(afbrydende).
Min frænde har alt hørt det. (til Gudmund.) Vil I ikke lægge eders kappe bort?

MARGIT.
[Interrupting.]
My kinsman has already heard it. [To GUDMUND.] Will you not lay aside your cloak?

GUDMUND.
Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som her er koldt, – koldere, end jeg havde ventet.

GUDMUND.
I thank you, Dame Margit; but it seems to me cold here--colder than I had foreseen.

BENGT.
Da er jeg både sved og varm; men jeg har også fuldt op at tage vare på. (til Margit.) Lad nu ikke tiden falde lang for vor gæst, mens jeg er ude. I kan jo snakke sammen om gamle dage.
(vil gå.)

BENGT.
For my part, I am warm enough; but then I have a hundred things to do and to take order for. [To MARGIT.] Let not the time seem long to our guest while I am absent. You can talk together of the old days.
[Going.]

MARGIT
(tvilrådig).
Går du? Vil du ikke heller –?

MARGIT.
[Hesitating.]
Are you going? Will you not rather--?

BENGT
(leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage.)
Ser I vel; herr Bengt til Solhaug er manden, som forstår at færdes mellem kvindfolk. Der er ikke den stund så kort, at min hustru kan være mig foruden. (til Margit, idet han tager hende under hagen.) Vær du trøstig; jeg skal snart være hos dig.

BENGT.
[Laughing, to GUDMUND, as he comes forward again.]
See you well-- Sir Bengt of Solhoug is the man to make the women fain of him. How short so e’er the space, my wife cannot abide to be without me. [To MARGIT, caressing her.] Content you; I shall soon be with you again.
[He goes out to the back.]

MARGIT
(hen for sig).
Å, kval og harm at måtte lide alt dette.
(kort taushed.)

MARGIT.
[To herself.]
Oh, torture, to have to endure it all.
[A short silence.]

GUDMUND.
Hvorlunde lever eders søster kære?

GUDMUND.
How goes it, I pray, with your sister dear?

MARGIT.
Jeg takker; hel vel.

MARGIT.
Right well, I thank you.

GUDMUND.
Det blev sagt, hun skulde
være hos eder.

GUDMUND.
They said she was here With you.

MARGIT.
Her har hun været siden jeg –
(slår om.)
For tre år siden kom hun til Solhaug med mig.
(lidt efter.)
Hun træder visst snart i stuen herind.

MARGIT.
She has been here ever since we-- [Breaks off.]
She came, now three years since, to Solhoug with me. [After a pause.]
Ere long she’ll be here, her friend to greet.

GUDMUND.
Signe havde fordum så vennesælt sind;
hun kendte ej list eller rænke;
når jeg kommer ihu hendes øjne blå,
jeg må på guds engle tænke.
Dog, mangt kan i syv års tid forgå.
Sig mig, – mens fjernt fra bygden jeg vandred,
har også hun sig så stærkt forandret?

GUDMUND.
Well I mind me of Signe’s nature sweet.
No guile she dreamed of, no evil knew.
When I call to remembrance her eyes so blue
I must think of the angels in heaven.
But of years there have passed no fewer than seven;
In that time much may have altered. Oh, say
If she, too, has changed so while I’ve been away?

MARGIT
(tvungent spøgende).
Hun også? Er det i kongens gård
slig høvisk tale man lærer?
I minder mig om, hvordan tiden lærer –

MARGIT.
She too? Is it, pray, in the halls of kings
That you learn such courtly ways, Sir Knight?
To remind me thus of the change time brings--

GUDMUND.
Margit, hel vel mine ord I forstår.
Engang var I mig begge så blide;
I græd, da jeg skulde fra bygden ride;
vi loved at holde som søskende sammen
i fryd og i ve, i nød og i gammen.
I lyste som en sol mellem jomfruer små;
så viden om land eders ry monne gå; –
fuldt vel er I endnu så fager en kvinde.
Men Solhaugs frue, kan jeg mærke, har glemt
den fattige frænde. Så umildt er I stemt,
I, der engang var så vennesæl til sinde.

GUDMUND.
Nay, Margit, my meaning you read aright!
You were kind to me, both, in those far-away years--
Your eyes, when we parted were wet with tears.
We swore like brother and sister still
To hold together in good hap or ill.
’Mid the other maids like a sun you shone,
Far, far and wide was your beauty known.
You are no less fair than you were, I wot;
But Solhoug’s mistress, I see, has forgot
The penniless kinsman. So hard is your mind
That ever of old was gentle and kind.

MARGIT
(næsten tårekvalt).
Ja engang –!

MARGIT.
[Choking back her tears.]
Aye, of old--!

GUDMUND
(ser deltagende på hende, tier lidt og siger med dæmpet stemme):
Eders husbond bød os at korte
tiden med at melde om gammelt og kært.

GUDMUND.
[Looks compassionately at her, is silent for a little,then says in a subdued voice.]
Shall we do as your husband said?
Pass the time with talk of the dear old days?

MARGIT
(heftigt).
Nej, nej; ikke derom!
(roligere.)
Det falder mig så svært
at mindes; den ting har jeg aldrig lært.
Meld heller om de år, I var borte; –
den tid er vel ej på bedrift så arm;
meget må I kunne mig berette;
derude er jo verden både vid og varm, –
der er sindet og tankerne lette.

MARGIT.
[Vehemently.]
No, no, not of them!
Their memory’s dead.
My mind unwillingly backward strays.
Tell rather of what your life has been,
Of what in the wide world you’ve done and seen.
Adventures you’ve lacked not, well I ween--
In all the warmth and the space out yonder,
That heart and mind should be light, what wonder?

GUDMUND.
I kongens hal var jeg aldrig så fro,
som dengang jeg var smådreng i den fattige bo.

GUDMUND.
In the King’s high hall I found not the joy
That I knew by my own poor hearth as a boy.

MARGIT
(uden at se på ham).
Og jeg – hver dag, jeg på Solhaug bode,
takked himlen, at den gjorde mine kår så gode.

MARGIT.
[Without looking at him.]
While I, as at Solhoug each day flits past,
Thank Heaven that here has my lot been cast.

GUDMUND.
Vel eder, dersom I kan takke fordi –

GUDMUND.
’Tis well if for this you can thankful be--

MARGIT
(heftigt).
Og er jeg da ikke hædret og fri?
Kan jeg ikke byde, som det huer mig bedst?
Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, råde?
Her er jeg den første; ingen sidder mig næst;
Og det, véd I, var mig altid til måde.
I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt;
men I ser, jeg er fro, mit sind er let.
Se, derfor kunde I sparet jert komme
til Solhaug; det vil jer kun lidet fromme.

MARGIT.
[Vehemently.]
Why not? For am I not honoured and free?
Must not all folk here obey my hest?
Rule I not all things as seemeth me best?
Here I am first, with no second beside me;
And that, as you know, from of old satisfied me.
Did you think you would find me weary and sad?
Nay, my mind is at peace and my heart is glad.
You might, then, have spared your journey here
To Solhoug; ’twill profit you little, I fear.

GUDMUND.
Hvad mener I, fru Margit?

GUDMUND.
What, mean you, Dame Margit?

MARGIT
(rejser sig).
Tilfulde jeg véd,
hvad der fører jer ind i min enlige stue.

MARGIT.
[Rising.]
I understand all--
I know why you come to my lonely hall.

GUDMUND.
I véd, hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med?
(hilser og vil gå.)
Guds fred og farvel da, min ædle frue!

GUDMUND.
And you welcome me not, though you know why I came?
[Bowing and about to go.]
God’s peace and farewell, then, my noble dame!

MARGIT.
Det var eder mere til ære, ifald
I var bleven, hvor I var, i kongens hal.

MARGIT.
To have stayed in the royal hall, indeed,
Sir Knight, had better become your fame.

GUDMUND
(standser).
I kongens hal? Kan I spotte min nød?

GUDMUND.
[Stops.]
In the royal hall? Do you scoff at my need?

MARGIT.
Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde;
jeg gad vide, hvor I tænker at ende!
I kan eder klæde i fløjel rød,
er kongens mand, ejer gods og guld –

MARGIT.
Your need? You are ill to content, my friend;
Where, I would know, do you think to end?
You can dress you in velvet and cramoisie,
You stand by the throne, and have lands in fee--

GUDMUND.
Bedst må I vide, om lykken er mig huld.
I sagde fornylig, fuldt vel I vidste
mit ærend på Solhaug –

GUDMUND.
Do you deem, then, that fortune is kind to me?
You said but now that full well you knew
What brought me to Solhoug--

MARGIT.
Det véd jeg forsand!

MARGIT.
I told you true!

GUDMUND.
Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste; –
da véd I, jeg er en fredløs mand.

GUDMUND.
Then you know what of late has befallen me;--
You have heard the tale of my outlawry?

MARGIT
(skrækslagen).
Fredløs! Du, Gudmund!

MARGIT.
[Terror-struck.]
An outlaw! You, Gudmund!

GUDMUND.
Det er jeg for visst.
Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist,
havde jeg kendt eders tanker og sind,
aldrig var jeg tyet på Solhaug ind.
Jeg mente, I endnu var mild og god,
alt som dengang jeg eder forlod;
men jeg vil ikke trygle; skoven er stor,
og sikker er min hånd og min bue; –
langt heller være hejens sten mit bord
og bjørnehiet min stue.
(vil gå.)

GUDMUND.
I am indeed.
But I swear, by the Holy Christ I swear,
Had I known the thoughts of your heart, I ne’er
Had bent me to Solhoug in my need.
I thought that you still were gentle-hearted,
As you ever were wont to be ere we parted:
But I truckle not to you; the wood is wide,
My hand and my bow shall fend for me there;
I will drink of the mountain brook, and hide
My head in the beast’s lair.
[On the point of going.]

MARGIT
(holder ham tilbage).
Fredløs! Nej, bliv! Jeg sværger dig til,
slet intet jeg derom vidste.

MARGIT.
[Holding him back.]
Outlawed! Nay, stay! I swear to you
That naught of your outlawry I knew.

GUDMUND.
Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil;
og livet vil hver mand friste.
Tre nætter lå jeg som hunden ude;
på fjeldet jeg hvilte mine mødige ben
og læned mit hoved til urens sten.
At tigge om ly, om bolster og pude
i fremmed folks hus, det var mig for tungt;
min tro var jo frejdig; mit håb var ungt;
jeg tænkte: når du til Solhaug kommer,
da er du frelst fra al din kvide;
der finder du venner; på dem kan du lide. –
Men håbet er skørt som markens blommer.
Eders husbond mødte mig med horn og krus;
han åbned for mig både dør og porte; –
men øde tykkes mig eders hus;
hallen er mørk; mine venner er borte.
Nu godt; jeg stiger på ny til fjelds.

GUDMUND.
It is as I tell you. My life’s at stake;
And to live are all men fain.
Three nights like a dog ’neath the sky I’ve lain,
My couch on the hillside forced to make,
With for pillow the boulder grey.
Though too proud to knock at the door of the stranger,
And pray him for aid in the hour of danger,
Yet strong was my hope as I held on my way:
I thought: When to Solhoug you come at last
Then all your pains will be done and past.
You have sure friends there, whatever betide.--
But hope like a wayside flower shrivels up;
Though your husband met me with flagon and cup,
And his doors flung open wide,
Within, your dwelling seems chill and bare;
Dark is the hall; my friends are not there.
’Tis well; I will back to my hills from your halls.

MARGIT
(bønligt).
Å, hør mig!

MARGIT.
[Beseechingly.]
Oh, hear me!

GUDMUND.
Mit sind er ej som en træls.
Nu tykkes mig livet en usselig gave;
jeg agter det fast for intet værd.
Skrinlagt har I alt, hvad der var mig kært;
mit fagreste håb jeg måtte begrave.
Farvel da, fru Margit!

GUDMUND.
My soul is not base as a thrall’s.
Now life to me seems a thing of nought;
Truly I hold it scarce worth a thought.
You have killed all that I hold most dear;
Of my fairest hopes I follow the bier.
Farewell, then, Dame Margit!

MARGIT.
Nej, Gudmund, hør!
Ved gud og mænd –!

MARGIT.
Nay, Gudmund, hear!
By all that is holy--!

GUDMUND.
Forlyst dig som før;
lev du i gammen og ære;
så lidet skal Gudmund mørkne din dør;
ret aldrig han skal dig besvære.

GUDMUND.
Live on as before
Live on in honour and joyance--
Never shall Gudmund darken your door,
Never shall cause you ’noyance.

MARGIT.
Nu er det nok. Dine bittre ord
vil volde dig anger og kvide.
Havde jeg vidst, at du fredløs foer
alt over strande så vide, –
tro mig, da var det min kæreste dag,
da du tyed ind under Solhaugs tag;
da var det for visst min gladeste fest,
når den fredløse meldte sig her som gæst.

MARGIT.
Enough, enough. Your bitterness
You presently shall rue.
Had I known you outlawed, shelterless,
Hunted the country through--
Trust me, the day that brought you here
Would have seemed the fairest of many a year;
And a feast I had counted it indeed
When you turned to Solhoug for refuge in need.

GUDMUND.
Du siger –! Hvad skal jeg tænke og tro?

GUDMUND.
What say you--? How shall I read your mind?

MARGIT
(rækker ham hånden).
At frænder og venner på Solhaug bo.

MARGIT.
[Holding out her hand to him.]
Read this: that at Solhoug dwell kinsfolk kind.

GUDMUND.
Men det, som du nys –?

GUDMUND.
But you said of late--?

MARGIT.
Agt ikke derpå.
Hør mig, så vil du det hele forstå.
For mig er livet en nat så sort;
der er ikke sol eller stjerne.
Og intet mægter min kvide at fjerne;
thi, ak, jeg har byttet min ungdom bort.
Mit frejdige sind jeg solgte for guld;
jeg hilded mig selv i brogede lænker.
Tro mig, så klageligt vederlag skænker
rigdom, når barmen er sorrigfuld.
Dengang vi var børn, – hvor var jeg da fro!
Vore kår var ringe, fattigt vort bo;
men rigt var håbet i mit bryst herinde.

MARGIT.
To that pay no heed,
Or hear me, and understand indeed.
For me is life but a long, black night,
Nor sun, nor star for me shines bright.
I have sold my youth and my liberty,
And none from my bargain can set me free.
My heart’s content I have bartered for gold,
With gilded chains I have fettered myself;
Trust me, it is but comfort cold
To the sorrowful soul, the pride of pelf.
How blithe was my childhood--how free from care!
Our house was lowly and scant our store;
But treasures of hope in my breast I bore.

GUDMUND,
(der ufravendt har betragtet hende).
Og du arted dig alt til den dejligste kvinde.

GUDMUND.
[Whose eyes have been fixed upon her.]
E’en then you were growing to beauty rare.

MARGIT.
Kan være; men al den lov og pris,
jeg hørte, det blev til min lykkes forlis.
Du måtte bort til de fremmede lande;
men alle dine kvæder graved sig ind
dybt i mit hjerte, dybt i mit sind,
og sløred med tanker min pande.
Du havde sunget om al den lyst,
som mægter at rummes i et menneskes bryst;
du havde sunget om det frejdige liv
blandt herrer og fruer. Alt som bedst
kom bejlere fra øst og bejlere fra vest;
og så – så blev jeg min husbonds viv.

MARGIT.
Mayhap; but the praises showered on me
Caused the wreck of my happiness--that I now see.
To far-off lands away you sailed;
But deep in my heart was graven each song
You had ever sung; and their glamour was strong;
With a mist of dreams my brow they veiled.
In them all the joys you had dwelt upon
That can find a home in the beating breast;
You had sung so oft of the lordly life
’Mid knights and ladies. And lo! anon
Came wooers a many from east and from west;
And so--I became Bengt Gauteson’s wife.

GUDMUND.
Å, Margit!

GUDMUND.
Oh, Margit!

MARGIT.
Der gik ikke lang tid hen,
før jeg måtte så bitterlig græde.
At tænke på dig, min frænde, min ven,
det blev min eneste glæde.
Hvor det tyktes mig tomt i Solhaugs hal
og i alle de store stuer!
Her gæsted os riddere, herrer og fruer;
her sang mig til ære så mangen skald;
men der var ikke én, som ret mig forstod,
ikke én, som fatted min jammer; –
jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer;
dog værked mit hoved, dog brændte mit blod.

MARGIT.
The days that passed were but few
Ere with tears my folly I ’gan to rue.
To think, my kinsman and friend, on thee
Was all the comfort left to me.
How empty now seemed Solhoug’s hall,
How hateful and drear its great rooms all!
Hither came many a knight and dame,
Came many a skald to sing my fame.
But never a one who could fathom aright
My spirit and all its yearning--
I shivered, as though in the Hill-King’s might;
Yet my head throbbed, my blood was burning.

GUDMUND.
Men din husbond –?

GUDMUND.
But your husband--?

MARGIT.
Han var mig aldrig kær!
hans guld var alt, hvad mig hilded;
talte han til mig, sad han mig nær,
blev mit sind af kvide forvildet.
(slår hænderne sammen.)
Og sådan har jeg levet i årene tre!
Mit liv var en evig, en endeløs ve.
Dit komme rygtedes; visst du kender
den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder;
jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide;
thi du måtte mindst af alle den vide.

MARGIT.
He never to me was dear.
’Twas his gold was my undoing.
When he spoke to me, aye, or e’en drew near,
My spirit writhed with ruing.
[Clasping her hands.]
And thus have I lived for three long years--
A life of sorrow, of unstanched tears!
Your coming was rumoured. You know full well
What pride deep down in my heart doth dwell.
I hid my anguish, I veiled my woe,
For you were the last that the truth must know.

GUDMUND
(bevæget).
Og derfor var det, du vendte dig bort –.

GUDMUND.
[Moved.]
’Twas therefore, then, that you turned away--

MARGIT
(uden at se på ham).
Jeg tænkte, du kom for at spotte min vånde.

MARGIT.
[Not looking at him.]
I thought you came at my woe to jeer.

GUDMUND.
Margit, kunde du tro –?

GUDMUND.
Margit, how could you think--?

MARGIT.
Nu, kort
og godt, der var grund nok for hånde.
Dog, himlen være takket, nu er det forbi;
jeg står ikke længer alene;
om barmen er jeg så let og fri,
som et barn under abildgrene.
(farer sammen i skræk.)
Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme –!
Alle helgene se til mig nådigt ned!
Fredløs, sagde du –?

MARGIT.
Nay, nay,
There was reason enough for such a fear.
But thanks be to Heaven that fear is gone;
And now no longer I stand alone;
My spirit now is as light and free
As a child’s at play ’neath the greenwood tree.
[With a sudden start of fear.]
Ah, where are my wits fled! How could I forget--?
Ye saints, I need sorely your succor yet!
An outlaw, you said--?

GUDMUND
(smiler).
Nu er jeg hjemme;
her lader mig kongens mænd med fred.

GUDMUND.
[Smiling.]
Nay, now I’m at home;
Hither the King’s men scarce dare come.

MARGIT.
Men du, som nylig stod højt i agt, –
sig mig hvorlunde –?

MARGIT.
Your fall has been sudden. I pray you, tell
How you lost the King’s favour.

GUDMUND.
Snart er det sagt.
Du véd, jeg var i de franske riger,
da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog
did fra Bergen med et fyrsteligt tog,
at føre prinsessen med svende og piger
og skatte til Norge som kongens brud.
Herr Audun var så fager og prud;
prinsessen var den livsaligste kvinde.
Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn; –
de talte tilhobe, de hvisked i løn.
Hvorom? Det var svært at finde. –
Det var sig en nat; jeg læned mig tyst
op imod snekkens side;
mine tanker stævned mod Norges kyst
alt med de måger hvide.
Da hvisked to røster bag ved min ryg; –
jeg vendte mig om; – det var ham og hende;
de så mig ikke; jeg sad så tryg;
dog kunde jeg begge kende.
Hun så på ham med et klageligt blik
og hvisked: ak, dersom farten gik
mod syd til de dejlige lande,
og var vi alene på snekken, vi to,
da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro,
da brændte visst ikke min pande!
Genmæled herr Audun; hun svared ham kæk,
svared med ord så hede, så vilde;
jeg så hendes øjne som stjerner spille;
hun bad ham –
(afbrydende.)
Det greb mig med rædsel og skræk.

GUDMUND.
’Twas thus it befell.
You know how I journeyed to France of late,
When the Chancellor, Audun of Hegranes,
Fared thither from Bergen, in royal state,
To lead home the King’s bride, the fair Princess,
With her squires, and maidens, and ducats bright.
Sir Audun’s a fair and stately knight,
The Princess shone with a beauty rare--
Her eyes seemed full of a burning prayer.
They would oft talk alone and in whispers, the two--
Of what? That nobody guessed or knew.
There came a night when I leant at ease
Against the galley’s railing;
My thought flew onward to Norway’s leas,
With the milk-white seagulls sailing.
Two voices whispered behind my back;--
I turned--it was he and she;
I knew them well, though the night was black,
But they--they saw not me.
She gazed upon him with sorrowful eyes
And whispered: “Ah, if to southern skies
We could turn the vessel’s prow,
And we were alone in the bark, we twain,
My heart, methinks, would find peace again,
Nor would fever burn my brow.”
Sir Audun answers; and straight she replies,
In words so fierce, so bold;
Like glittering stars I can see her eyes;
She begged him--
[Breaking off.]
My blood ran cold.

MARGIT.
Hun bad –?

MARGIT.
She begged--?

GUDMUND.
Jeg foer op; i hast de forsvandt;
alene stod jeg på skibets dæk; –
(tager en liden flaske frem.)
men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.

GUDMUND.
I arose, and they vanished apace;
All was silent, fore and aft:--
[Producing a small phial.]
But this I found by their resting place.

MARGIT.
Og den –?

MARGIT.
And that--?

GUDMUND
(med dæmpet stemme).
Den rummer en gådefuld saft; –
en dråbe deraf i din uvens bæger, –
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.

GUDMUND.
[Lowering his voice.]
Holds a secret draught.
A drop of this in your enemy’s cup
And his life will sicken and wither up.
No leechcraft helps ’gainst the deadly thing.

MARGIT.
Men sig mig –?

MARGIT.
And that--?

GUDMUND
(hviskende).
Den var for kongen bestemt.

GUDMUND.
That draught was meant for the King.

MARGIT.
Alle helgener!

MARGIT.
Great God!

GUDMUND
(idet han atter forvarer flasken).
Vel, at jeg fik den gemt. –
Tre dage efter var farten tilende.
Så lønligt flygted jeg med mine svende;
jeg vidste jo nok, i kongens hal
vilde Audun listelig volde mit fald, –
vilde forklage mig –

GUDMUND.
[Putting up the phial again.]
That I found it was well for them all.
In three days more was our voyage ended;
Then I fled, by my faithful men attended.
For I knew right well, in the royal hall,
That Audun subtly would work my fall,--
Accusing me--

MARGIT.
Nu er forbi
din værste nød; snart er alt ved det gamle.

MARGIT.
Aye, but at Solhoug he
Cannot harm you. All as of old will be.

GUDMUND.
Alt? Nej, Margit, – dengang var du fri.

GUDMUND.
All? Nay, Margit--you then were free.

MARGIT.
Du mener –?

MARGIT.
You mean--?

GUDMUND.
Jeg? Intet. Å, lad mig samle
mine tanker; jeg er så frejdig og fro
fordi jeg, som fordum, er hos eder to.
Men, sig mig, – Signe –?

GUDMUND.
I? Nay, I meant naught. My brain
Is wildered; but ah, I am blithe and fain
To be, as of old, with you sisters twain.
But tell me,--Signe--?

MARGIT
(peger smilende mod døren til venstre).
Hun kommer snart.
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde,
og det er vel ikke gjort i en fart.

MARGIT.
[Points smiling towards the door on the left.]
She comes anon.
To greet her kinsman she needs must don
Her trinkets--a task that takes time, ’tis plain.

GUDMUND.
Jeg må se, om hun endnu kan mig kende.
(han går ud til venstre.)

GUDMUND.
I must see--I must see if she knows me again.
[He goes out to the left.]

MARGIT
(ser efter ham).
Hvor han er fager og mandig. (med et suk.) Der er ikke megen lighed mellem ham og – (rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed.) Dengang var du fri, sagde han. Ja, dengang! (kort taushed.) Det var en sælsom fortælling, den om prinsessen, som –. Hun havde en anden kær, og så –. Ja, disse kvinder i de fremmede lande, – jeg har hørt det før, – de er ikke veke som vi; de ræddes ikke for at gøre en tanke til dåd. (tager et bæger, som står på bordet.) Af dette bæger drak Gudmund og jeg på et frydeligt gensyn, da han rejste. Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. (sætter bægeret ind i et vægskab.) Hvor blid denne sommerdag er. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år.
(Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra venstre.)

MARGIT.
[Following him with her eyes.]
How fair and manlike he is! [With a sigh.] There is little likeness ’twixt him and-- [Begins putting things in order on the table, but presently stops.] “You then were free,” he said. Yes, then! [A short pause.] ’Twas a strange tale, that of the Princess who-- She held another dear, and then-- Aye, those women of far-off lands-- I have heard it before--they are not weak as we are; they do not fear to pass from thought to deed. [Takes up a goblet which stands on the table.] ’Twas in this beaker that Gudmund and I, when he went away, drank to his happy return. ’Tis well-nigh the only heirloom I brought with me to Solhoug. [Putting the goblet away in a cupboard.] How soft is this summer day; and how light it is in here! So sweetly has the sun not shone for three long years.
[SIGNE, and after her GUDMUND, enters from the left.]

SIGNE
(løber leende hen til Margit).
Ha-ha-ha! Han vil ikke tro, det er mig!

SIGNE.
[Runs laughing up to MARGIT.]
Ha, ha, ha! He will not believe that ’tis I!

MARGIT
(smilende, til Gudmund).
Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred,
har også hun sig så stærkt forandret.

MARGIT.
[Smiling to GUDMUND.]
You see: while in far-off lands you strayed,
She, too, has altered, the little maid.

GUDMUND.
Tilvisse! Men at hun skulde –! Nej, nej,
det var dog aldrig faldet mig ind.
(griber Signes hænder og ser på hende.)
Og dog, dit uskyldige barnesind
læser jeg endnu i øjnene blå; –
hvor kan jeg da længer tvile derpå!
Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har
tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar
dig på mine arme. Da var du et barn;
nu er du en huldre, som kogler og gækker.

GUDMUND.
Aye truly! But that she should be-- Why,
’Tis a marvel in very deed.
[Takes both SIGNE’s hands and looks at her.]
Yet, when I look in these eyes so blue,
The innocent child-mind I still can read--
Yes, Signe, I know that ’tis you!
I needs must laugh when I think how oft
I have thought of you perched on my shoulder aloft
As you used to ride. You were then a child;
Now you are a nixie, spell-weaving, wild.

SIGNE
(truer med fingeren).
Ja, vogt dig! Hvis hulderens harme du vækker, –
pas på, – hun hilder dig i sit garn!

SIGNE.
[Threatening with her finger.]
Beware! If the nixie’s ire you awaken,
Soon in her nets you will find yourself taken.

GUDMUND
(hen for sig).
Næsten bæres mig for, som det alt var sket.

GUDMUND.
[To himself.]
I am snared already, it seems to me.

SIGNE.
Men vent; du har jo end ikke set
hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære.
(idet hun går ud til venstre.)
Nu må du mig alle dine kvæder lære!

SIGNE.
But, Gudmund, wait--you have still to see
How I’ve shielded your harp from the dust and the rust.
[As she goes out to the left.]
You shall teach me all of your songs! You must!

GUDMUND
(sagte, ser efter hende).
Sprungen ud som den fagreste rosenblomme,
der endnu var knop ved dagens komme.

GUDMUND.
[Softly, as he follows her with his eyes.]
She has flushed to the loveliest rose of May,
That was yet but a bud in the morning’s ray.

SIGNE
(bringer harpen).
Se her!

SIGNE.
[Returning with the harp.]
Behold!

GUDMUND
(griber den).
Min harpe! Så blank som før!
(slår nogle toner.)
Der er endnu klang i de gamle strenge; –
nu skal du ikke længer på væggen hænge –

GUDMUND.
[Taking it.]
My harp! As bright as of yore!
[Striking one or two chords.]
Still the old chords ring sweet and clear--
On the wall, untouched, thou shalt hang no more.

MARGIT
(ser ud i baggrunden).
Hist kommer vore gæster.

MARGIT.
[Looking out at the back.]
Our guests are coming.

SIGNE
(mens Gudmund indleder sin sang).
Hys, – stille! Å hør!

SIGNE.
[While GUDMUND preludes his song.]
Hush--hush! Oh, hear!

GUDMUND
(synger).
     Jeg vandred i lien så tung og så ene;
     de småfugle kviddred fra busker og grene;
     så listeligt kviddred de sangere små:
     hør til, hvordan kærlighed monne opstå!

     Den vokser som eken i årene lange;
     den næres ved tanker og sorger og sange.
     Den spirer så let; i den flygtigste stund
     fæster den rødder i hjertets grund!

(Han går under efterspillet op mod baggrunden, hvor han sætter harpen fra sig.)

GUDMUND.
[Sings.]
     I roamed through the uplands so heavy of cheer;
     The little birds quavered in bush and in brere;
     The little birds quavered, around and above:
     Wouldst know of the sowing and growing of love?

     It grows like the oak tree through slow-rolling years;
     ’Tis nourished by dreams, and by songs, and by tears;
     But swiftly ’tis sown; ere a moment speeds by,
     Deep, deep in the heart love is rooted for aye.

[As he strikes the concluding chords, he goes towards the back where he lays down his harp.]

SIGNE
(tankefuld, gentager for sig selv).
Den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund.

SIGNE.
[Thoughtfully, repeats to herself.]
But swiftly ’tis sown; ere a moment speeds by,
Deep, deep in the heart love is rooted for aye.

MARGIT
(adspredt).
Talte du til mig? – Jeg hørte ikke ret –?

MARGIT.
[Absently.]
Did you speak to me?--I heard not clearly--?

SIGNE.
Jeg? Nej visst ikke. Jeg mente kun –
(synker atter hen som i drømme.)

SIGNE.
I? No, no. I only meant--
[She again becomes absorbed in dreams.]

MARGIT
(halv højt; ser frem for sig).
Den vokser som eken i årene lange;
den næres ved tanker og sorger og sange.

MARGIT.
[Half aloud; looking straight before her.]
It grows like the oak tree through slow-rolling years;
’Tis nourished by dreams, and by songs and by tears.

SIGNE
(opvågnende).
Du siger, at –?

SIGNE.
[Returning to herself.]
You said that--?

MARGIT
(farer med hånden over panden).
Å, det var intet. Kom; vi må gå vore gæster i møde.
(Bengt kommer med mange gæster, mænd og kvinder, ind gennem svalegangen.)

MARGIT.
[Drawing her hand over her brow.]
Nay, ’twas nothing. Come, we must go meet our guests.
[BENGT enters with many GUESTS, both men and women, through the passageway.]

GÆSTERNE
(synger):
     Over tilje med sang og strengespil
     i gildestuen vi træde.
     Guds fred vi ønsker den frue mild;
     vi ønsker både gammen og glæde.
     Gid altid en himmel, så lys som idag,
     over Solhaugs tag
     må sig brede!

GUESTS.
     With song and harping enter we
     The feast-hall opened wide;
     Peace to our hostess kind and free,
     All happiness to her betide.
     O’er Solhoug’s roof for ever may
     Bright as to-day
     The heavens abide.

ANDEN AKT

(En birkelund, der støder op til huset, hvoraf et hjørne ses til venstre. En fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne er oplyste. Musik høres derinde.)

ACT SECOND

A birch grove adjoining the house, one corner of which is seen to the left. At the back, a footpath leads up the hillside. To the right of the footpath a river comes tumbling down a ravine and loses itself among boulders and stones. It is a light summer evening. The door leading to the house stands open; the windows are lighted up. Music is heard from within.

GÆSTERNE
(synger i gildestuen).
     Lad fedlen klinge; ved strengeklang
     træder vi dansen den nat så lang.
     Hvor lystigt at trine på tilje!
     Den jomfru brænder så skær som et blod;
     det er sig den smådreng, bold og god,
     han favner den væne lilje!
(Knut Gæsling og Erik fra Hægge kommer ud fra huset. Musik, dans og lystighed vedbliver under det følgende at lyde dæmpet derinde.)

THE GUESTS.
[Singing in the Feast Hall.]
     Set bow to fiddle! To sound of strings
     We’ll dance till night shall furl her wings,
     Through the long hours glad and golden!
     Like blood-red blossom the maiden glows--
     Come, bold young wooer and hold the rose
     In a soft embrace enfolden.
[KNUT GESLING and ERIK OF HEGGE enter from the house. Sounds of music, dancing and merriment are heard from within during what follows.]

ERIK.
Bare det ikke kommer til at angre dig, Knut.

ERIK.
If only you come not to repent it, Knut.

KNUT.
Lad du mig om det.

KNUT.
That is my affair.

ERIK.
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er kongens foged. Der udgår herrebud til dig, at du skal fange Gudmund Alfsøn, hvor du kan komme over ham. Og nu, da du har ham lige i næven, så tilsiger du ham dit venskab og lader ham færdes frit, hvor det lyster ham.

ERIK.
Well, say what you will, ’tis a daring move. You are the King’s Sheriff. Commands go forth to you that you shall seize the person of Gudmund Alfson, wherever you may find him. And now, when you have him in your grasp, you proffer him your friendship, and let him go freely, whithersoever he will.

KNUT.
Jeg véd, hvad jeg gør. I hans egen stue har jeg søgt ham, og der var han ikke at finde. Og dersom jeg nu forsøgte på at gribe ham her, – mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe til hustru?

KNUT.
I know what I am doing. I sought him in his own dwelling, but there he was not to be found. If, now, I went about to seize him here--think you that Dame Margit would be minded to give me Signe to wife?

ERIK
(langtrukket).
Nej, med det gode blev det vel ikke, men –

ERIK.
[With deliberation.]
No, by fair means it might scarcely be, but--

KNUT.
Og med det onde gad jeg nødig gå frem. Gudmund er jo også min ven fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte. (bestemt.) Derfor bliver det, som jeg har sagt. Ikveld skal ingen her på gården vide, at Gudmund Alfsøn er fredløs; – imorgen får han se at hjælpe sig selv.

KNUT.
And by foul means I am loth to proceed. Moreover, Gudmund is my friend from bygone days; and he can be helpful to me. [With decision.] Therefore it shall be as I have said. This evening no one at Solhoug shall know that Gudmund Alfson is an outlaw;-- to-morrow he must look to himself.

ERIK.
Ja, men kongens lov?

ERIK.
Aye, but the King’s decree?

KNUT.
Å, kongens lov! Du véd lige så godt som jeg, kongens lov agtes ikke stort her inde i bygderne. Skulde kongens lov gælde, så måtte mangen staut karl iblandt os bøde både for bruderov og manddrab. – Kom nu her! Jeg gad vide, hvor Signe –?
(de går ud til højre.)
(Gudmund og Signe kommer nedover fodstien i baggrunden.)

KNUT.
Oh, the King’s decree! You know as well as I that the King’s decree is but little heeded here in the uplands. Were the King’s decree to be enforced, many a stout fellow among us would have to pay dear both for bride-rape and for man-slaying. Come this way, I would fain know where Signe--?
[They go out to the right.]
[GUDMUND and SIGNE come down the footpath at the back.]

SIGNE.
Å tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil;
det høres som det væneste strengespil.

SIGNE.
Oh, speak! Say on! For sweeter far
Such words than sweetest music are.

GUDMUND.
Signe, min fagre, min yndelige lilje!

GUDMUND.
Signe, my flower, my lily fair!

SIGNE
(med glad og stille forundring).
Jeg – jeg er ham kær!

SIGNE.
[In subdued, but happy wonderment.]
I am dear to him--I!

GUDMUND.
Det er ingen som du.

Gudmund.
As none other I swear.

SIGNE.
Jeg skulde mægte at binde din vilje;
jeg skulde mægte at fylde din hu!
Å, tør jeg tro dig!

SIGNE.
And is it I that can bind your will!
And is it I that your heart can fill!
Oh, dare I believe you?

GUDMUND.
Det tør du for sandt.
Hør mig, Signe. Medens årene randt
tænkte jeg trofast både vinter og sommer
på eder to, mine fagreste blommer.
Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forstå; –
da jeg rejste, var du som alferne små, –
som alferne små, der færdes i skove
og lege som bedst, når vi drømme og sove.
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue,
da forstod jeg mig selv tilfulde, –
forstod, at Margit var så stolt en frue,
men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde.

GUDMUND.
Indeed you may.
List to me, Signe! The years sped away,
But faithful was I in my thoughts to you,
My fairest flowers, ye sisters two.
My own heart I could not clearly read.
When I left, my Signe was but a child,
A fairy elf, like the creatures wild
Who play, while we sleep, in wood and mead.
But in Solhoug’s hall to-day, right loud
My heart spake, and right clearly;
It told me that Margit’s a lady proud,
Whilst you’re the sweet maiden I love most dearly.

SIGNE,
(der kun halvt har lyttet til hans ord).
Jeg mindes, vi sad ved arnens glød
en vinterkveld, – nu er det længe siden; –
du sang for mig om den jomfru liden,
som nøkken havde lokket ned i sit skød.
Der glemte hun bort både fader og moder;
der glemte hun bort både søster og broder;
hun glemte bort både himmel og jord,
hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Men tæt under strande den smådreng stod;
han var tilsinde så mødig og mod;
med kvide han slog sin harpes strenge,
så vide det klang både lydt og længe.
Den jomfru liden på tjernets bund
vågned derved af sin tunge blund;
nøkken måtte slippe hende ud af sit skød;
mellem liljerne hen over vandet hun flød; –
da kendte hun igen både himmel og jord,
da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.

SIGNE.
[Who has only half listened to his words.]
I mind me, we sat in the hearth’s red glow,
One winter evening--’tis long ago--
And you sang to me of the maiden fair
Whom the neckan had lured to his watery lair.
There she forgot both father and mother,
There she forgot both sister and brother;
Heaven and earth and her Christian speech,
And her God, she forgot them all and each.
But close by the strand a stripling stood
And he was heartsore and heavy of mood.
He struck from his harpstrings notes of woe,
That wide o’er the waters rang loud, rang low.
The spell-bound maid in the tarn so deep,
His strains awoke from her heavy sleep,
The neckan must grant her release from his rule,
She rose through the lilies afloat on the pool--
Then looked she to heaven while on green earth she trod,
And wakened once more to her faith and her God.

GUDMUND.
Signe, min dejligste blomme!

GUDMUND.
Signe, my fairest of flowers!

SIGNE.
Som hun
gik også jeg i en drømmende blund;
de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt
om kærligheds magt, har mig frydeligt vakt.
Aldrig tyktes himlen mig før så blå,
aldrig så fager den verden vide;
mig tykkes, jeg kan fuglenes røst forstå,
når jeg vandrer med dig under lide.

SIGNE.
It seems
That I, too, have lived in a world of dreams.
But the strange deep words you to-night have spoken,
Of the power of love, have my slumber broken.
The heavens seemed never so blue to me,
Never the world so fair;
I can understand, as I roam with thee,
The song of the birds in air.

GUDMUND.
Så mægtig er elskov; – i menneskets bryst
vækker den tanker og længsel og lyst. –
Men kom, lad os begge til din søster gå ind.

GUDMUND.
So mighty is love--it stirs in the breast
Thought and longings and happy unrest.
But come, let us both to your sister go.

SIGNE
(undsélig).
Vil du sige hende –?

SIGNE.
Would you tell her--?

GUDMUND.
Alt bør hun kende.

GUDMUND.
Everything she must know.

SIGNE
(som før).
Ak, gå da alene; – jeg véd det, min kind
vil derinde af blusel brænde.

SIGNE.
Then go you alone;--I feel that my cheek
Would be hot with blushes to hear you speak.

GUDMUND.
Nu godt; jeg går.

GUDMUND.
So be it, I go.

SIGNE.
Og jeg venter dig her;
(lytter mod højre.)
eller bedre, – nede ved elven, der
hører jeg Knut Gæsling; der er piger og svende.

SIGNE.
And here will I bide;
[Listening towards the right.]
Or better--down by the riverside,
I hear Knut Gesling, with maidens and men.

GUDMUND.
Der bier du?

GUDMUND.
There will you stay?

SIGNE.
Til du har talt med hende.
(Hun går ud til højre. Gudmund går ind i huset.)
(Margit kommer fra venstre bag ved huset.)

SIGNE.
Till you come again
[She goes out to the right. GUDMUND goes into the house.]
[MARGIT enters from behind the house on the left.]

MARGIT.
I stuen er både gammen og glæde;
fruer og svende monne dansen træde.
Det blev mig så lummert om pande og bryst;
Gudmund var ikke derinde.
(ånder dybt.)
Herude er det godt; her er det tyst,
her svaler mig nattens vinde.
(grublende taushed.)
Denne hæslige tanke –; jeg kan ej forstå –;
den følger mig, hvor jeg end monne gå.
Flasken, – der rummer en gådefuld saft –?
En dråbe deraf i min – uvens bæger, –
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.
(atter taushed.)
Vidste jeg, at Gudmund –; havde han mig kær, –
da agted jeg lidet –
(Gudmund kommer ud gennem husdøren.)

MARGIT.
In the hall there is gladness and revelry;
The dancers foot it with jest and glee.
The air weighed hot on my brow and breast;
For Gudmund, he was not there.
[She draws a deep breath.]
Out here ’tis better: here’s quiet and rest.
How sweet is the cool night air!
[A brooding silence.]
The horrible thought! Oh, why should it be
That wherever I go it follows me?
The phial--doth a secret contain;
A drop of this in my--enemy’s cup,
And his life would sicken and wither up;
The leech’s skill would be tried in vain.
[Again a silence.]
Were I sure that Gudmund--held me dear--
Then little I’d care for--
[GUDMUND enters from the house.]

GUDMUND.
Margit, er du der?
Hvi går du så alene? Jeg har søgt dig overalt.

GUDMUND.
You, Margit, here?
And alone? I have sought you everywhere.

MARGIT.
Derinde er lummert, herude så svalt.
Ser du, hvorlunde de tåger hvide
sagtelig hen over myren glide?
Her er ikke hverken mørkt eller lyst;
det er midt imellem begge –
(hen for sig.)
ret som i mit bryst.
(ser på ham.)
Ej sandt, – når du færdes i slig en nat,
du véd ikke selv hvordan det er fat;
men du føler, der rører sig et lønligt liv
i busk og i blad, i blomster og siv!
(med pludselig overgang.)
Véd du, hvad jeg ønsker?

MARGIT.
’Tis cool here. I sickened of heat and glare.
See you how yonder the white mists glide
Softly over the marshes wide?
Here it is neither dark nor light,
But midway between them--
[To herself.]
--as in my breast.
[Looking at him.]
Is’t not so--when you wander on such a night
You hear, though but half to yourself confessed,
A stirring of secret life through the hush,
In tree and in leaf, in flower and in rush?
[With a sudden change of tone.]
Can you guess what I wish?

GUDMUND.
Nu?

GUDMUND.
Well?

MARGIT.
At jeg var
huldren, som sidder i lien derinde.
Hvor skulde jeg listigt min trolddom spinde!
Tro mig –!

MARGIT.
That I could be
The nixie that haunts yonder upland lea.
How cunningly I should weave my spell!
Trust me--!

GUDMUND.
Hvad fattes dig, Margit? Svar!

GUDMUND.
Margit, what ails you? Tell!

MARGIT
(uden at høre på ham).
Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
Klage og kvæde både nætter og dage!
(med stigende heftighed.)
Hvor skulde jeg lokke den frejdige svend
gennem lierne grønne til bergets kammer; –
der kunde jeg glemme al verdens jammer;
der kunde jeg brænde og leve med min ven!

MARGIT.
[Paying no heed to him.]
How I should quaver my magic lay!
Quaver and croon it both night and day!
[With growing vehemence.]
How I would lure the knight so bold
Through the greenwood glades to my mountain hold.
There were the world and its woes forgot
In the burning joys of our blissful lot.

GUDMUND.
Margit! Margit!

MARGIT
(stedse voldsommere).
Ved midnatsstund
sov vi i lien den sødeste blund; –
og rammed mig døden, når solen randt, –
hvor lystigt at dø på slig vis; – ej sandt?

MARGIT.
[Ever more wildly.]
At midnight’s hour
Sweet were our sleep in my lonely bower;--
And if death should come with the dawn, I trow
’Twere sweet to die so;--what thinkest thou?

GUDMUND.
Du er syg!

GUDMUND.
You are sick!

MARGIT
(brister ud i latter).
Ha, ha, ha! Å, lad mig le!
Lad mig le! Det gør mig så godt.

MARGIT.
[Bursting into laughter.]
Ha, ha!--Let me laugh! ’Tis good
To laugh when the heart is in laughing mood!

GUDMUND.
Jeg kan se,
du har endnu det samme ustyrlige sind,
som fordum –

GUDMUND.
I see that you still have the same wild soul
As of old--

MARGIT
(pludselig alvorlig).
Du må ikke undres derover;
det er kun ved midnat, når menneskene sover;
om dagen er jeg så ræd som en hind.
Og hvad er det vel mere? Mindes dig kun
hine kvinder i fremmede lande, – hun,
den fagre prinsesse; – se, hun var vild;
mod hende er jeg som lammet mild.
At længes og hige hun voved ej blot;
hun pønsed på dåd; og se det –

MARGIT.
[With sudden seriousness.]
Nay, let not that vex your mind,
’Tis only at midnight it mocks control;
By day I am timid as any hind.
How tame I have grown, you yourself must say,
When you think on the women in lands far away--
Of that fair Princess--ah, she was wild!
Beside her lamblike am I and mild.
She did not helplessly yearn and brood,
She would have acted; and that--

GUDMUND.
Det er godt,
du minder mig derom; jeg vil ikke længer
gemme på det, jeg så lidet trænger.
(tager flasken frem.)

GUDMUND.
’Tis good
You remind me; Straightway I’ll cast away
What to me is valueless after this day--
[Takes out the phial.]

MARGIT.
Flasken! Du mener –?

MARGIT.
The phial! You meant--?

GUDMUND.
Jeg gemte den, fordi
jeg tænkte, med den at løse mig fri,
hvis kongens mænd skulde komme mig nær.
Men alt fra ikveld har den mistet sit værd;
nu vil jeg stride med arm og med sværd,
byde frænder og venner op til det sidste,
for min frihed og livet at friste.
(vil kaste flasken imod et fjeldstykke.)

GUDMUND.
I thought it might be
At need a friend that should set me free
Should the King’s men chance to lay hands on me.
But from to-night it has lost its worth;
Now will I fight all the kings of earth,
Gather my kinsfolk and friends to the strife,
And battle right stoutly for freedom and life.
[Is about to throw the phial against a rock.]

MARGIT
(griber hans arm).
Nej vent! Lad mig få den.
Se så!

MARGIT.
[Seizing his arm.]
Nay, hold! Let me have it--

GUDMUND.
Du vil –?

GUDMUND.
First tell me why?

MARGIT.
Skænke den til nøkken dernede.
Han har mig så tidt forlystet med sit spil
og sunget mig mangt underligt kvæde.
Giv hid.
(tager flasken ud af hans hånd.)
Der er den!
(lader som om hun kasted den i elven.)

MARGIT.
I’d fain fling it down to the neckan hard by,
Who so often has made my dull hours fleet
With his harping and songs, so strange and sweet.
Give it me!
[Takes the phial from his hand.]
There!
[Feigns to throw it into the river.]

GUDMUND
(går mod højre og ser ned i dybet).
Kasted du den ud?

GUDMUND.
[Goes to the right, and looks down into the ravine.]
Have you thrown it away?

MARGIT
(idet hun skjuler flasken).
Ja visst; du så jo –
(hvisker, går hen imod huset.)
Nu hjælpe mig gud!
Nu må det briste eller bære!
(højere.)
Hør, Gudmund!

MARGIT.
[Concealing the phial.]
Aye, surely! You saw--
[Whispers as she goes towards the house.]
Now God help and spare me!
[Aloud.]
Gudmund!

GUDMUND
(nærmer sig).
Hvad vil du?

GUDMUND.
[Approaching.]
What would you?

MARGIT.
Et må du mig lære;
du må tyde mig grant det gamle kvæde,
som er gjort om kirken dernede.
Det var sig en frue og dertil en svend;
alt så havde de hinanden kær.
Den dag de bar hende til jorden hen,
han blødede ved sit sværd.
Hun jordedes syd under kirkevæg,
han stædtes til mulde i nord; –
der trivedes fordum hverken siljer eller hæg
alt i den viede jord; –
men næste vår på de grave to
der vokste de fagreste liljeblommer;
over kirketaget så monne de gro
og grønnes tilhobe både vinter og sommer.
Kan du tyde mig det kvæde?

MARGIT.
Teach me, I pray,
How to interpret the ancient lay
They sing of the church in the valley there:
A gentle knight and a lady fair,
They loved each other well.
That very day on her bier she lay
He on his sword-point fell.
They buried her by the northward spire,
And him by the south kirk wall;
And theretofore grew neither bush nor briar
In the hallowed ground at all.
But next spring from their coffins twain
Two lilies fair upgrew--
And by and by, o’er the roof-tree high,
They twined and they bloomed the whole year through.
How read you the riddle?

GUDMUND
(ser forskende på hende).
Jeg véd ikke ret –

GUDMUND.
[Looks searchingly at her.]
I scarce can say.

MARGIT.
Vel sandt, det kan tydes på mange sæt;
men jeg tror nu den retteste mening er:
kirken kan ej skille to, som har hinanden kær.

MARGIT.
You may doubtless read it in many a way;
But its truest meaning, methinks, is clear:
The church can never sever two that hold each other dear.

GUDMUND
(sagte).
Alle helgener, dersom –! Da er det på tide,
at hun får det hele at vide.
(højt.)
Svar mig, Margit, – vil du mit held?

GUDMUND.
[To himself.]
Ye saints, if she should--? Lest worse befall,
’Tis time indeed I told her all!
[Aloud.]
Do you wish for my happiness--Margit, tell!

MARGIT
(glad, bevæget).
Om jeg vil!

MARGIT.
[In joyful agitation.]
Wish for it! I!

GUDMUND.
Ja, jeg mener –

MARGIT.
Sig frem!

GUDMUND.
Nu vel.
Du kunde gøre mig så rig og så fro –

GUDMUND.
Then, wot you well,
The joy of my life now rests with you--

MARGIT
(frembrydende).
Gudmund!

MARGIT.
[With an outburst.]
Gudmund!

GUDMUND.
Hør mig; jeg vil dig fortro –
(Han standser pludselig. Stemmer og latter høres henne ved elvebredden.)
(Signe og nogle unge piger kommer fra højre. Knut, Erik og flere yngre mænd er i følge med dem.)

GUDMUND.
Listen! ’tis the time you knew--
[He stops suddenly.]
[Voices and laughter are heard by the river bank. SIGNE and other GIRLS enter from the right, accompanied by KNUT, ERIK, and several YOUNGER MEN.]

KNUT
(endnu i frastand).
Gudmund Alfsøn! Vent; jeg må tale et ord med dig.
(Han bliver stående i samtale med Erik. De øvrige fremmede går imidlertid ind i huset.)

KNUT.
[Still at a distance.]
Gudmund Alfson! Wait; I must speak a word with you.
[He stops, talking to ERIK. The other GUESTS in the meantime enter the house.]

MARGIT
(for sig selv).
Gøre ham så rig og fro –! Hvad kan han andet mene, end –! (halvhøjt.) Signe, – kære, kære søster!
(Hun griber Signe om livet og går samtalende med hende op mod baggrunden.)

MARGIT.
[To herself.]
The joy of his life--! What else can he mean but--! [Half aloud.] Signe--my dear, dear sister!
[She puts her arm round SIGNE’s waist, and they go towards the back talking to each other.]

GUDMUND
(sagte, idet han følger dem med øjnene).
Ja, sådan er det rådeligst. Både Signe og jeg må fra Solhaug. Knut Gæsling har jo vist sig som min ven; han hjælper mig nok.

GUDMUND.
[Softly as he follows them with his eyes.]
Aye, so it were wisest. Both Signe and I must away from Solhoug. Knut Gesling has shown himself my friend; he will help me.

KNUT
(sagte til Erik).
Jo, jo, siger jeg; Gudmund er hendes frænde; han kan bedst tale min sag.

KNUT.
[Softly, to ERIK.]
Yes, yes, I say, Gudmund is her kinsman; he can best plead my cause.

ERIK.
Nå, som du vil da.
(han går ind i huset.)

ERIK.
Well, as you will.
[He goes into the house.]

KNUT
(kommer nærmere).
Hør, Gudmund –

KNUT.
[Approaching.]
Listen, Gudmund--

GUDMUND
(smilende).
Kommer du for at sige mig, at du ikke længer tør lade mig gå fri?

GUDMUND.
[Smiling.]
Come you to tell me that you dare no longer let me go free.

KNUT.
Tør? Vær du rolig for det; Knut Gæsling tør alt, hvad han vil. Nej, det er noget andet. – Du véd jo, jeg gælder her i bygden for en vild, ustyrlig karl –

KNUT.
Dare! Be at your ease as to that. Knut Gesling dares whatever he will. No, ’tis another matter. You know that here in the district, I am held to be a wild, unruly companion--

GUDMUND.
Ja, og hvis ikke rygtet lyver, så –

GUDMUND.
Aye, and if rumour lies not--

KNUT.
Å nej, mangt og meget kan jo være sandt nok. Men nu skal du høre –
(de går i samtale opover mod baggrunden.)

KNUT.
Why no, much that it reports may be true enough. But now, I must tell you--
[They go, conversing, up towards the back.]

SIGNE
(til Margit, idet de kommer nedover ved huset).
Jeg forstår dig ikke. Du taler, som om en uventet lykke var bleven dig til del. Hvad er det vel, du mener?

SIGNE.
[To MARGIT, as they come forward beside the house.]
I understand you not. You speak as though an unlooked-for happiness had befallen you. What is in your mind?

MARGIT.
Signe, – du er et barn endnu; du véd ikke hvad det vil sige at færdes i en evig rædsel for at –. (pludselig afbrydende.) Tænk dig, Signe, at måtte visne og dø uden at have levet!

MARGIT.
Signe--you are still a child; you know not what it means to have ever in your heart the dread of-- [Suddenly breaking off.] Think, Signe, what it must be to wither and die without ever having lived.

SIGNE
(ser forundret og hovedrystende på hende).
Nej men, Margit –?

SIGNE.
[Looks at her in astonishment, and shakes her head.]
Nay, but, Margit--?

MARGIT.
Ja, ja, du fatter det ikke; lige godt –
(de går samtalende opover igen.)
(Gudmund og Knut kommer nedover på den anden side.)

MARGIT.
Aye, aye, you do not understand, but none the less--
[They go up again, talking to each other. GUDMUND and KNUT come down on the other side.]

GUDMUND.
Nu, hvis det er sådan fat, – dersom dette vilde liv ikke huer dig længer, så vil jeg skænke dig det bedste råd, som nogen ven har i eje: fæst dig en ærbar ungmø til hustru.

GUDMUND.
Well, if so it be--if this wild life no longer contents you-- then I will give you the best counsel that ever friend gave to friend: take to wife an honourable maiden.

KNUT.
Se, se. Og hvis jeg nu sagde dig, at det er lige det samme, jeg har tænkt på?

KNUT.
Say you so? And if I now told you that ’tis even that I have in mind?

GUDMUND.
Held og lykke da, Knut Gæsling! Og nu må du vide, at også jeg –

GUDMUND.
Good luck and happiness to you then, Knut Gesling! And now you must know that I too--

KNUT.
Du? Går du også med slige tanker?

KNUT.
You? Are you, too, so purposed?

GUDMUND.
Ja vel gør jeg; – men kongens vrede –; jeg er jo en fredløs mand –

GUDMUND.
Aye truly. But the King’s wrath--I am a banished man--

KNUT.
Ej, det skal du lidet agte. Der er jo ingen her, uden fru Margit, som véd besked om det endnu; og så længe jeg er din ven, så har du en, du fuldt kan lide på. Hør nu bare –
(han fortsætter hviskende, idet de igen går opover.)

KNUT.
Nay, to that you need give but little thought. As yet there is no one here, save Dame Margit, that knows aught of the matter; and so long as I am your friend, you have one in whom you can trust securely. Now I must tell you--
[He proceeds in a whisper as they go up again.]

SIGNE,
(idet hun og Margit atter kommer tilbage).
Men så sig mig da, Margit –!

SIGNE.
[As she and MARGIT again advance.]
But tell me then Margit--!

MARGIT.
Mere tør jeg ikke sige dig.

MARGIT.
More I dare not tell you.

SIGNE.
Da vil jeg være ærligere mod dig. Men svar mig først på et. (undsélig, nølende.) Er der – er der ingen, som har sagt dig noget om mig?

SIGNE.
Then will I be more open-hearted than you. But first answer me one question. [Bashfully, with hesitation.] Is there no one who has told you anything concerning me?

MARGIT.
Om dig? Nej; hvad skulde det være?

MARGIT.
Concerning you? Nay, what should that be?

SIGNE,
(som før; ser ned for sig).
Du spurgte mig imorges: hvis en bejler red sig hid –?

SIGNE.
[As before, looking downwards.]
You said to me this morning: if a wooer came riding hither--?

MARGIT.
Det er sandt. (sagte.) Knut Gæsling –; skulde han allerede –? (spændt, til Signe.) Nu? Og så?

MARGIT.
That is true. [To herself.] Knut Gesling--has he already--? [Eagerly to SIGNE.] Well? What then?

SIGNE
(sagte, jublende).
Bejleren er kommen! Han er kommen, Margit! Dengang vidste jeg ikke, hvem du mente; men nu –!

SIGNE.
[Softly, but with exultation.]
The wooer has come! He has come, Margit! I knew not then whom you meant; but now--!

MARGIT.
Og hvad har du svaret ham?

MARGIT.
And what have you answered him?

SIGNE.
Å, det véd jeg ikke. (slår armene om hendes hals.) Men verden tykkes mig så fager og rig fra den stund, han sagde mig, at han havde mig kær.

SIGNE.
Oh, how should I know? [Flinging her arms round her sister’s neck.] But the world seems to me so rich and beautiful since the moment when he told me that he held me dear.

MARGIT.
Men, Signe, Signe; jeg fatter ikke, at du så snart –! Du har jo neppe kendt ham før idag.

MARGIT.
Why, Signe, Signe, I cannot understand that you should so quickly--! You scarce knew him before to-day.

SIGNE.
Å, jeg forstår mig endnu så lidet på kærlighed; men det véd jeg, sandt er det, som der står i visen:
den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund –

SIGNE.
Oh, ’tis but little I yet know of love; but this I know that what the song says is true:
Full swiftly ’tis sown; ere a moment speeds by,
Deep, deep in the heart love is rooted for aye--

MARGIT.
Lad så være. Og når så er, da har jeg ikke længer nødig at dølge noget for dig. Ah –
(Hun standser pludselig, da hun ser Knut og Gudmund komme nærmere.)

MARGIT.
So be it; and since so it is, I need no longer hold aught concealed from you. Ah--
[She stops suddenly, as she sees KNUT and GUDMUND approaching.]

KNUT
(fornøjet).
Se, det må jeg vel lide, Gudmund. Her er min hånd.

KNUT.
[In a tone of satisfaction.]
Ha, this is as I would have it, Gudmund. Here is my hand!

MARGIT
(sagte).
Hvad er det?

MARGIT.
[To herself.]
What is this?

GUDMUND
(til Knut).
Og her er min.
(de ryster hinandens hænder.)

GUDMUND.
[To KNUT.]
And here is mine!
[They shake hands.]

KNUT.
Men nu vil vi også nævne, begge to, hvem det er –

KNUT.
But now we must each of us name who it is--

GUDMUND.
Godt. Her på Solhaug, mellem alle de fagre kvinder, har jeg fundet den, som –

GUDMUND.
Good. Here at Solhoug, among so many fair women, I have found her whom--

KNUT.
Jeg lige så. Og jeg fører hende herfra endnu inat, hvis det gøres behov.

KNUT.
I too. And I will bear her home this very night, if it be needful.

MARGIT,
(der ubemærket har nærmet sig).
Alle helgener!

MARGIT.
[Who has approached unobserved.]
All saints in heaven!

GUDMUND
(nikker til Knut).
Det samme er også min agt.

GUDMUND.
[Nods to KNUT.]
The same is my intent.

SIGNE,
(der ligeledes har lyttet).
Gudmund!

SIGNE.
[Who has also been listening.]
Gudmund!

GUDMUND OG KNUT,
(hviskende til hinanden, idet de begge peger på Signe).
Der er hun.

GUDMUND AND KNUT.
[Whispering to each other, as they both point at Signe.]
There she is!

GUDMUND
(studsende).
Ja, min.

GUDMUND.
[Starting.]
Aye, mine.

KNUT
(ligeså).
Nej, min!

KNUT.
[Likewise.]
No, mine!

MARGIT
(sagte, halvt orvildet).
Signe!

MARGIT.
[Softly, half bewildered.]
Signe!

GUDMUND
(som før, til Knut).
Hvad mener du med det?

GUDMUND.
[As before, to KNUT.]
What mean you by that?

KNUT.
Det er jo Signe, som jeg vil –

KNUT.
I mean that ’tis Signe whom I--

GUDMUND.
Signe! Signe er min fæstemø for gud.

GUDMUND.
Signe! Signe is my betrothed in the sight of God.

MARGIT
(med et skrig).
Hende var det! Nej, – nej!

MARGIT.
[With a cry.]
It was she! No--no!

GUDMUND
(sagte, idet han ser hende).
Margit! Hun har hørt alt.

GUDMUND.
[To himself, as he catches sight of her.]
Margit! She has heard everything.

KNUT.
Ej, ej; er det sådan fat? Hør, fru Margit, I har ikke nødig at lade så forundret; jeg skønner nu det hele.

KNUT.
Ho, ho! So this is how it stands? Nay, Dame Margit, ’tis needless to put on such an air of wonder; now I understand everything.

MARGIT
(til Signe).
Men du sagde jo nys –? (fatter pludselig sammenhængen.) Gudmund var det, du mente!

MARGIT.
[To SIGNE.]
But not a moment ago you said--? [Suddenly grasping the situation.] ’Twas Gudmund you meant!

SIGNE
(forundret).
Ja, vidste du ikke det! Men hvad fattes dig, Margit?

SIGNE.
[Astonished.]
Yes, did you not know it! But what ails you, Margit?

MARGIT
(med næsten toneløs stemme).
Å intet, intet.

MARGIT.
[In an almost toneless voice.]
Nay, nothing, nothing.

KNUT
(til Margit).
Og imorges, da I fik mit ord på, at jeg ingen ufred skulde yppe her ikveld, – I har da vidst, at Gudmund Alfsøn var ivente. Ha, ha, bild jer aldrig ind, at I kan drive gæk med Knut Gæsling! Signe er bleven mig kær. Endnu før middag var det bare mit ubesindige løfte, som drev mig til at bejle efter hende; men nu –

KNUT.
[To MARGIT.]
And this morning, when you made me give my word that I would stir no strife here to-night--you already knew that Gudmund Alfson was coming. Ha, ha, think not that you can hoodwink Knut Gesling! Signe has become dear to me. Even this morning ’twas but my hasty vow that drove me to seek her hand; but now--

SIGNE
(til Margit).
Han? Det var bejleren, du tænkte på?

SIGNE.
[To MARGIT.]
He? Was this the wooer that was in your mind?

MARGIT.
Stille, stille!

MARGIT.
Hush, hush!

KNUT
(hårdt og bestemt).
Fru Margit, – I er hendes ældre søster; et svar skal I give mig.

KNUT.
[Firmly and harshly.]
Dame Margit--you are her elder sister; you shall give me an answer.

MARGIT
(kæmpende med sig selv).
Signe har alt kåret sin brudgom; – jeg kan intet svare.

MARGIT.
[Battling with herself.]
Signe has already made her choice;--I have naught to answer.

KNUT.
Det er godt; så har jeg ikke mere at gøre på Solhaug. Men efter midnat, – mærk jer det, – da er dagen til ende; da tør I nok få se mig igen, og så får lykken råde for, hvem der skal føre Signe fra gården, Gudmund eller jeg.

KNUT.
Good; then I have nothing more to do at Solhoug. But after midnight--mark you this--the day is at an end; then you may chance to see me again, and then Fortune must decide whether it be Gudmund or I that shall bear Signe away from this house.

GUDMUND.
Ja, prøv du kun; det skal koste dig så blodig en pande!

GUDMUND.
Aye, try if you dare; it shall cost you a bloody sconce.

SIGNE
(angst).
Gudmund! For alle helgener –!

SIGNE.
[In terror.]
Gudmund! By all the saints--!

KNUT.
Vær spag; vær bare spag, Gudmund Alfsøn! Før solen rinder skal du være i min magt. Og hun, – din fæstemø –. (går hen til døren, vinker og råber dæmpet.) Erik! Erik, kom her! Afsted til vore frænder! (truende, mens Erik viser sig i døren.) Ja, ve jer alle, når jeg kommer igen!
(Han og Erik går ud til venstre i baggrunden.)

KNUT.
Gently, gently, Gudmund Alfson! Ere sunrise you shall be in my power. And she--your lady-love-- [Goes up to the door, beckons and calls in a low voice.] Erik! Erik! come hither! we must away to our kinsfolk. [Threateningly, while ERIK shows himself in the doorway.] Woe upon you all when I come again!
[He and ERIK go off to the left at the back.]

SIGNE
(sagte til Gudmund).
Å, men så sig mig, hvad skal alt dette betyde.

SIGNE.
[Softly to GUDMUND.]
Oh, tell me, what does all this mean?

GUDMUND,
(hviskende).
Vi må begge rejse fra Solhaug endnu inat.

GUDMUND.
[Whispering.]
We must both leave Solhoug this very night.

SIGNE.
Gud stå mig bi, – du vil –!

SIGNE.
God shield me--you would--!

GUDMUND.
Tal ikke om det! Ikke et ord til noget menneske; ikke engang til din søster.

GUDMUND.
Say nought of it! No word to any one, not even to your sister.

MARGIT
(hen for sig).
Hende, – hende er det! Hende, som han knapt har tænkt på før ikveld. Havde jeg været fri, så véd jeg nok hvem han havde kåret. – Ja, fri!
(Bengt og gæsterne, mænd og kvinder, kommer ud fra huset.)

MARGIT.
[To herself.]
She--it is she! She of whom he had scarce thought before to-night. Had I been free, I know well whom he had chosen.-- Aye, free!
[BENGT and GUESTS, both Men and Women enter from the house.]

UNGE PIGER OG SVENDE
(synger).
     Herude, herude skal gildet stå,
     alt mens de fugle blunde,
     hvor lystigt at lege mellem blomster små
     i birkelunde.

     Herude, herude skal lyst og skemt
     lyde fra alle munde,
     al kvide må ende, når fedlen er stemt
     i birkelunde.

YOUNG MEN AND MAIDENS.
     Out here, out here be the feast arrayed,
     While the birds are asleep in the greenwood shade,
     How sweet to sport in the flowery glade
     ’Neath the birches.

     Out here, out here, shall be mirth and jest,
     No sigh on the lips and no care in the breast,
     When the fiddle is tuned at the dancers’ ’hest,
     ’Neath the birches.

BENGT.
Se, sådan skal det være! Det må jeg lide! Jeg er lystig, og min hustru ligervis; og derfor skal I være lystige alle sammen.

BENGT.
That is well, that is well! So I fain would see it! I am merry, and my wife likewise; and therefore I pray ye all to be merry along with us.

EN AF GÆSTERNE.
Ja, lad os nu få en stevkamp!

ONE OF THE GUESTS.
Aye, now let us have a stave-match.³

MANGE
(råber).
Ja, ja, en stevkamp!

MANY.
[Shout.]
Yes, yes, a stave-match!

EN ANDEN GÆST.
Nej, lad være med det; det vækker bare ufred i laget. (med dæmpet stemme.) I drages vel til minde, at Knut Gæsling er på gården ikveld.

ANOTHER GUEST.
Nay, let that be; it leads but to strife at the feast. [Lowering his voice.] Bear in mind that Knut Gesling is with us to-night.

FLERE
(hviskende mellem hverandre).
Ja, ja, det er sandt. I mindes sidst, da han –. Det er bedst at vogte sig.

SEVERAL.
[Whispering among themselves.]
Aye, aye, that is true. Remember the last time, how he--. Best beware.

EN GAMMEL MAND.
Men I, fru Margit –; jeg véd, eders slægt var altid sagnkyndig, og I selv kunde mange vakkre eventyr, alt imens I var barn.

AN OLD MAN.
But you, Dame Margit--I know your kind had ever wealth of tales in store; and you yourself, even as a child, knew many a fair legend.

MARGIT.
Ak, jeg har glemt dem alle tilhobe. Men spørg Gudmund Alfsøn, min frænde; han kender et eventyr, som er lystigt nok.

MARGIT.
Alas! I have forgot them all. But ask Gudmund Alfson, my kinsman; he knows a tale that is merry enough.

GUDMUND
(dæmpet, bedende).
Margit –!

GUDMUND.
[In a low voice, imploringly.]
Margit!

MARGIT.
Ej, hvilket klageligt ansigt du sætter op! Vær lystig, Gudmund! Vær lystig! Ja, ja, det falder dig ikke så let, kan jeg tro. (leende, til gæsterne.) Han har set huldren ikveld. Hun vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast svend. (vender sig atter til Gudmund.) Nu ja, eventyret er ikke endt endnu. Når du fører din hjertenskær over hej og gennem skove, så vend dig aldrig om; se dig aldrig tilbage; – huldren sidder bag hver en busk og ler; og til slut – (med dæmpet stemme, idet hun træder tæt hen til ham:) kommer du dog ikke længer end hun vil.
(hun går over mod højre.)

MARGIT.
Why, what a pitiful countenance you put on! Be merry, Gudmund! Be merry! Aye, aye, it comes easy to you, well I wot. [Laughing, to the GUESTS.] He has seen the huldra to-night. She would fain have tempted him; but Gudmund is a faithful swain. [Turns again to GUDMUND.] Aye, but the tale is not finished yet. When you bear away your lady-love, over hill and through forest, be sure you turn not round; be sure you never look back--the huldra sits laughing behind every bush; and when all is done-- [In a low voice, coming close up to him.] --you will go no further than she will let you.
[She crosses to the right.]

SIGNE
(sagte).
Å gud, å gud!

SIGNE.
Oh, God! Oh, God!

BENGT
(går fornøjet om mellem gæsterne).
Ha, ha, ha! Fru Margit véd at sætte det sammen! Når hun først vil, så gør hun det meget bedre end jeg.

BENGT.
[Going around among the GUESTS in high contentment.]
Ha, ha, ha! Dame Margit knows how to set the mirth afoot! When she takes it in hand, she does it much better than I.

GUDMUND
(for sig selv).
Hun truer; jeg må rive det sidste håb fra hende; før bliver hun ikke rolig tilsinds. (vender sig til de fremmede.) Jeg kender et lidet kvæde. Hvis det lyster eder at høre, så –

GUDMUND.
[To himself.]
She threatens! I must tear the last hope out of her breast; else will peace never come to her mind. [Turns to the GUESTS.] I mind me of a little song. If it please you to hear it--

FLERE AF GÆSTERNE.
Tak, tak, Gudmund Alfsøn!
(Man slutter sig om ham, nogle siddende, andre stående. Margit læner sig til et træ foran til højre. Signe står til venstre nær ved huset.)

SEVERAL OF THE GUESTS.
Thanks, thanks, Gudmund Alfson!
[They close around him some sitting, others standing. MARGIT leans against a tree in front on the right. SIGNE stands on the left, near the house.]

GUDMUND
(synger).
     Jeg red mig udi lunde,
     jeg sejled over sø;
     det var sig i mit væne hjem,
     der fæsted jeg min mø.

     Det var den alfekvinde,
     hun er så led og gram:
     ret aldrig skal den jomfru skær
     til kirken følge ham.

     Hør mig, du alfekvinde,
     lad fare den besvær;
     to hjerter kan ej skilles ad,
     som har hinanden kær!

GUDMUND.
     I rode into the wildwood,
     I sailed across the sea,
     But ’twas at home I wooed and won
     A maiden fair and free.

     It was the Queen of Elfland,
     She waxed full wroth and grim:
     Never, she swore, shall that maiden fair
     Ride to the church with him.

     Hear me, thou Queen of Elfland,
     Vain, vain are threat and spell;
     For naught can sunder two true hearts
     That love each other well!

EN GAMMEL MAND.
Det er et vakkert kvæde. Se, hvor de unge svende skotter did hen. (peger mod pigerne.) Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro.

AN OLD MAN.
That is a right fair song. See how the young swains cast their glances thitherward! [Pointing towards the GIRLS.] Aye, aye, doubtless each has his own.

BENGT
(gør miner til Margit).
Ja, jeg har min, det véd jeg visst. Ha-ha-ha!

BENGT.
[Making eyes at MARGIT.]
Yes, I have mine, that is sure enough. Ha, ha, ha!

MARGIT
(sagte, bævende).
Å, at måtte lide al den spot og spe! Nej, nej; nu må den sidste redning fristes.

MARGIT.
[To herself, quivering.]
To have to suffer all this shame and scorn! No, no; now to essay the last remedy.

BENGT.
Hvad fattes dig? Mig tykkes, du er så bleg.

BENGT.
What ails you? Meseems you look so pale.

MARGIT.
Det går snart over. (vender sig til gæsterne.) Det bæres mig for, som jeg nys sagde, jeg havde glemt alle mine eventyr. Men jeg tror dog, jeg mindes et.

MARGIT.
’Twill soon pass over. [Turns to the GUESTS.] Did I say e’en now that I had forgotten all my tales? I bethink me now that I remember one.

BENGT.
Ret så, min hustru! Kom med det.

BENGT.
Good, good, my wife! Come, let us hear it.

UNGE PIGER
(bedende).
Ja, fortæl, fortæl, fru Margit!

YOUNG GIRLS.
[Urgently.]
Yes, tell it us, tell it us, Dame Margit!

MARGIT.
Næsten er jeg bange for, det vil lidet hue jer; men det får nu være.

MARGIT.
I almost fear that ’twill little please you; but that must be as it may.

GUDMUND
(sagte).
Alle helgener, hun vil da vel ikke –!

GUDMUND.
[To himself.]
Saints in heaven, surely she would not--!

MARGIT.
Det var sig en ungmø fager og fin,
hun sad i sin faders gård;
hun sømmed i silke, hun sømmed i lin; –
så lidet den gammen forslår.
Hun sad så ene med sorrig og gru;
der var tomt i hal og i stue;
den jomfru liden var stolt i hu,
hende lysted at vorde en adelsfrue. –
Det var sig bergkongen, red han fra nord,
kom han til gårde med guld og med svende;
tredje dags natten hjemad han foer
alt med sin brud, – med hende.
I berget sad hun hel mangen sommer,
af guldhorn kunde hun mjøden tømme,
i dalen trives de yndigste blommer, –
hun sanked dem kun i drømme. –
Det var sig den ungersvend bold og god;
vel kunde han lege på gyldne strenge;
det klang til bergets inderste rod,
hvor hun havde siddet så længe.
Så underligt blev hun tilsinde derved; –
op sprang fjeldets port som en bue;
over dalene lå gud faders fred,
og al den herlighed kunde hun skue.
Det var som om nu, for første gang,
hun var vækket til liv ved harpeklang,
som om hun først nu forstod at finde
den rigdom, verden slutter inde.
Og vel må I vide, hver og en,
at den, som er fængslet til fjeldets sten,
kan løses så let ved harpeleg!
Han så hende bunden, hørte hun skreg, –
men han slængte sin harpe bort i en vrå,
hejsede silkesejlet i rå,
stævnede over den salte sø
til fremmede lande med sin fæstemø.
(i stigende lidenskab.)
Du legte så fagert på strengenes guld;
thi svulmer min barm så kæk og fuld!
Jeg må ud, jeg må ud i de grønne dale!
Jeg dør herinde i fjeldets sale!
Han håner mig kun! Han favner sin mø
og stævner over den salte sø!
(skriger.)
Med mig er det ude; berget er lukket!
Solen lyser ikke mere; alle stjerner er slukket.
(hun vakler og segner afmægtig over mod en træstamme.)

MARGIT.
It was a fair and noble maid,
She dwelt in her father’s hall;
Both linen and silk did she broider and braid,
Yet found in it solace small.
For she sat there alone in cheerless state,
Empty were hall and bower;
In the pride of her heart, she was fain to mate
With a chieftain of pelf and power.
But now ’twas the Hill King, he rode from the north,
With his henchmen and his gold;
On the third day at night he in triumph fared forth,
Bearing her to his mountain hold.
Full many a summer she dwelt in the hill;
Out of beakers of gold she could drink at her will.
Oh, fair are the flowers of the valley, I trow,
But only in dreams can she gather them now!
’Twas a youth, right gentle and bold to boot,
Struck his harp with such magic might
That it rang to the mountain’s inmost root,
Where she languished in the night.
The sound in her soul waked a wondrous mood--
Wide open the mountain-gates seemed to stand;
The peace of God lay over the land,
And she saw how it all was fair and good.
There happened what never had happened before;
She had wakened to life as his harp-strings thrilled;
And her eyes were opened to all the store
Of treasure wherewith the good earth is filled.
For mark this well: it hath ever been found
That those who in caverns deep lie bound
Are lightly freed by the harp’s glad sound.
He saw her prisoned, he heard her wail--
But he cast unheeding his harp aside,
Hoisted straightway his silken sail,
And sped away o’er the waters wide
To stranger strands with his new-found bride.
[With ever-increasing passion.]
So fair was thy touch on the golden strings
That my breast heaves high and my spirit sings!
I must out, I must out to the sweet green leas!
I die in the Hill-King’s fastnesses!
He mocks at my woe as he clasps his bride
And sails away o’er the waters wide.
[Shrieks.]
With me all is over; my hill-prison barred;
Unsunned is the day, and the night all unstarred.
[She totters and, fainting, seeks to support herself against the trunk of a tree.]

SIGNE
(grædende, er ilet til og opfanger hende i sine arme).

SIGNE.
[Weeping, has rushed up to her, and takes her in her arms.]
Margit! My sister!

GUDMUND
(på samme tid, støtter hende).
Hjælp, hjælp; hun dør!
(Bengt og gæsterne stimler under forskrækkede udråb sammen om dem.)

GUDMUND.
[At the same time, supporting her.]
Help! help! she is dying!
[BENGT and the GUESTS flock round them with cries of alarm.]

TREDJE AKT

(Stuen på Solhaug ligesom før men nu i uorden efter gildet. Det er fremdeles nat; en mild dæmring er udbredt over værelset og over landskabet udenfor.)
(Bengt står i den åbne svalegang med en ølbolle i hånden. En flok gæster er i færd med at forlade gården. Inde i stuen går en pige og rydder op.)

ACT THIRD

The hall at Solhoug as before, but now in disorder after the feast. It is night still, but with a glimmer of approaching dawn in the room and over the landscape without.
BENGT stands outside in the passage-way, with a beaker of ale in his hand. A party of GUESTS are in the act of leaving the house. In the room a MAID-SERVANT is restoring order.

BENGT
(råber til de bortdragende.)
Guds fred da, og vel mødt igen på Solhaug! I kunde ellers gerne blevet her og sovet ud, I, lige så vel som de andre. Nå ja, ja –; nej vent; jeg følger med til ledet; jeg må drikke jer til endnu en gang.

BENGT.
[Calls to the departing GUESTS.]
God speed you, then, and bring you back ere long to Solhoug. Methinks you, like the rest, might have stayed and slept till morning. Well, well! Yet hold--I’ll e’en go with you to the gate. I must drink your healths once more.
[He goes out.]

GÆSTERNE
(synger i frastand).
     Guds fred og farvel til hver og en,
     som har på gården hjemme!
     Nu går vor sti over stok og sten; –
     frisk op; du må fedlen stemme!
     Med dans og med sang
     skal vi korte den vej så tung og lang.
     Hej, lystig afsted!
(Sangen taber sig mere og mere i det fjerne.)
(Margit kommer ind i stuen gennem døren til venstre.)

GUESTS.
[Sing in the distance.]
     Farewell, and God’s blessing on one and all
     Beneath this roof abiding!
     The road must be faced. To the fiddler we call:
     Tune up! Our cares deriding,
     With dance and with song
     We’ll shorten the way so weary and long.
     Right merrily off we go.
[The song dies away in the distance.]
[MARGIT enters the hall by the door on the right.]

PIGEN.
Krist fri mig, min frue, er I ståt op?

MAID.
God save us, my lady, have you left your bed?

MARGIT.
Jeg er frisk og vel; du kan gå ned og sove. Vent; sig mig, er alle gæsterne borte?

MARGIT.
I am well. Go you and sleep. Stay--tell me, are the guests all gone?

PIGEN.
Nej, ikke alle; en del bliver til udover dagen; de sover visst allerede.

MAID.
No, not all; some wait till later in the day; ere now they are sleeping sound.

MARGIT.
Og Gudmund Alfsøn –?

MARGIT.
And Gudmund Alfson--?

PIGEN.
Han sover nok også. (peger mod højre.) For lidt siden gik han ind i sit kammer, der, lige over gangen.

MAID.
He, too, is doubtless asleep. [Points to the right.] ’Tis some time since he went to his chamber--yonder, across the passage.

MARGIT.
Godt; du kan gå.
(Pigen går ud til venstre.)
(Margit går langsomt hen over gulvet, sætter sig ved bordet til højre og ser ud mod det åbne vindu.)

MARGIT.
Good; you may go.
[The MAID goes out to the left. ]
[MARGIT walks slowly across the hall, seats herself by the table on the right, and gazes out at the open window.]

MARGIT.
Imorgen så drager vel Gudmund herfra,
han drager vel ud i den verden vide;
jeg sidder igen med min husbond, og da –;
mig vil det gå som blomsterne små,
som den fattige urt, som det knækkede strå, –
jeg har kun at visne og lide.
(kort ophold; hun læner sig i stolen.)
Jeg hørte en gang om et blindfødt barn,
som voksede op i leg og i glæde;
moderen spandt et trolddoms-garn,
som mægtede lys over øjet at sprede.
Og barnet skued med undrende lyst
over berg og sø, over dal og kyst.
Da svigted de koglende kunster brat,
og barnet gik atter i mulm og nat;
det var forbi med gammen og lege;
af savn og længsel blev kinderne blege;
det sygnede hen og leved alle dage
i en evig, en unævnelig klage. –
Ak, også mine øjne var blinde
for sommerens liv og for lysets skær –
(hun springer op.)
Men nu –! Og så stænges i buret inde!
Nej, nej, min ungdom er mere værd.
Tre år af mit liv har jeg offret ham,
min husbond; men nu må det briste.
Mægted jeg længere sligt at friste,
måtte jeg være som duen tam.
Her kedes jeg tildøde af smålig kiv;
gennem verden går der et bølgende liv; –
Gudmund vil jeg følge med skjold og med bue,
dele hans fryd og mildne hans kummer,
vogte hans fjed og værge hans slummer;
alt folket skal undrende stå, når de skue
den bolde ridder og Margit, hans viv. –
Hans viv!
(slår hænderne sammen.)
Å herre, tilgiv, tilgiv;
jeg véd ikke selv, hvad jeg taler.
Send mig din fred, som læger og svaler.
(går en stund i grublende taushed.)
Signe, min søster –? Hende jeg skulde
lægge før tiden i mulde?
Og dog –? Hvem véd? Hun er ung endnu;
hun bærer ham vel ikke så dybt i sin hu.
(atter taushed; hun tager den lille flaske frem, ser længe på den og siger sagte:)
I denne flaske –; med den jeg kunde –;
så måtte min husbond for evig blunde.
(i skræk.)
Nej, nej, den skal kastes på elvens bund!
(vil kaste den ud af vinduet, men standser.)
Og dog, – jeg kunde i denne stund –.
(hvisker med et blandet udtryk af gysen og henrykkelse.)
Hvad for en fristende, koglende magt
er der dog ikke i synden lagt!
Mig tykkes, den lykke vinder i pris,
som må købes med blod, med min sjæls forlis.
(Bengt, med den tomme ølbolle i hånden, kommer ind fra svalegangen; hans ansigt blusser; han går med usikkre skridt.)

MARGIT.
To-morrow, then, Gudmund will ride away
Out into the world so great and wide.
Alone with my husband here I must stay;
And well do I know what will then betide.
Like the broken branch and the trampled flower
I shall suffer and fade from hour to hour.
[Short pause; she leans back in her chair.]
I once heard a tale of a child blind from birth,
Whose childhood was full of joy and mirth;
For the mother, with spells of magic might,
Wove for the dark eyes a world of light.
And the child looked forth with wonder and glee
Upon the valley and hill, upon land and sea.
Then suddenly the witchcraft failed--
The child once more was in darkness pent;
Good-bye to games and merriment;
With longing vain the red cheeks paled.
And its wail of woe, as it pined away,
Was ceaseless, and sadder than words can say.--
Oh! like the child’s my eyes were sealed,
To the light and the life of summer blind--
[She springs up.]
But now--! And I in this cage confined!
No, now is the worth of my youth revealed!
Three years of life I on him have spent--
My husband--but were I longer content
This hapless, hopeless weird to dree,
Meek as a dove I needs must be.
I am wearied to death of petty brawls;
The stirring life of the great world calls.
I will follow Gudmund with shield and bow,
I will share his joys, I will soothe his woe,
Watch o’er him both by night and day.
All that behold shall envy the life
Of the valiant knight and Margit his wife.--
His wife!
[Wrings her hands.]
Oh God, what is this I say!
Forgive me, forgive me, and oh! let me feel
The peace that hath power both to soothe and to heal.
[Walks back and forward, brooding silently.]
Signe, my sister--? How hateful ’twere
To steal her glad young life from her!
But who can tell? In very sooth
She may love him but with the light love of youth.
[Again silence; she takes out the little phial, looks long at it and says under her breath:]
This phial--were I its powers to try--
My husband would sleep for ever and aye!
[Horror-struck.]
No, no! To the river’s depths with it straight!
[In the act of throwing it out of the window, stops.]
And yet I could--’tis not yet too late.--
[With an expression of mingled horror and rapture, whispers.]
With what a magic resistless might
Sin masters us in our own despite!
Doubly alluring methinks is the goal
I must reach through blood, with the wreck of my soul.
[BENGT, with the empty beaker in his hand, comes in from the passageway; his face is red; he staggers slightly.]

BENGT
(slænger bollen på bordet til venstre).
Se så; det var et gilde, som vil spørges ud over alle bygder. (får øje på Margit.) Nå, er du der? Du er kommen dig igen. Det må jeg lide.

BENGT.
[Flinging the beaker upon the table on the left.]
My faith, this has been a feast that will be the talk of the country. [Sees MARGIT.] Eh, are you there? You are well again. Good, good.

MARGIT,
(der imidlertid har gemt flasken).
Er porten lukket?

MARGIT.
[Who in the meantime has concealed the phial.]
Is the door barred?

BENGT
(sætter sig ved bordet til venstre).
Jeg har sørget for al ting. Jeg fulgte de sidste gæster ned til ledet. Men hvor blev Knut Gæsling af ikveld? – Lad mig få mjød, Margit! Jeg er tørstig. Fyld mig bægeret der.
(Margit henter en mjødkande fra et skab og skænker i bægeret, der står foran ham på bordet.)

BENGT.
[Seating himself at the table on the left.]
I have seen to everything. I went with the last guests as far as the gates. But what became of Knut Gesling to-night?--Give me mead, Margit! I am thirsty Fill this cup.
[MARGIT fetches a flagon of the mead from a cupboard, and and fills the goblet which is on the table before him.]

MARGIT
(går med kanden over til højre).
Du spurgte om Knut Gæsling.

MARGIT.
[Crossing to the right with the flagon.]
You asked about Knut Gesling.

BENGT.
Ja visst gjorde jeg. Den praler, – den storskryder! Jeg mindes nok, at han trued mig igår morges.

BENGT.
That I did. The boaster, the braggart! I have not forgot his threats of yester-morning.

MARGIT
(sætter kanden på bordet til højre).
Han brugte værre ord inat, da han rejste.

MARGIT.
He used worse words when he left to-night.

BENGT.
Gjorde han? Det er godt. Jeg vil slå ham ihjæl.

BENGT.
He did? So much the better. I will strike him dead.

MARGIT
(smiler foragteligt).
Hm –

MARGIT.
[Smiling contemptuously.]
H’m--

BENGT.
Jeg vil slå ham ihjæl, siger jeg! Jeg er ikke ræd for at møde ti slige karle som han. Ude på stabburet hænger min farfaders økse; skaftet er indlagt med sølv, og når jeg kommer med den, så –! (slår i bordet og drikker.) Imorgen ruster jeg mig; jeg drager ud med alle mine mænd og slår Knut Gæsling ihjæl.
(han drikker tilbunds.)

BENGT.
I will kill him, I say! I fear not to face ten such fellows as he. In the store-house hangs my grandfather’s axe; its shaft is inlaid with silver; with that axe in my hands, I tell you--! [Thumps the table and drinks.] To-morrow I shall arm myself, go forth with all my men, and slay Knut Gesling.
[Empties the beaker.]

MARGIT
(sagte).
Å, at måtte leve her med ham!
(hun vil gå.)

MARGIT.
[To herself.]
Oh, to have to live with him!
[Is in the act of leaving the room.]

BENGT.
Margit, kom her! Fyld mig mit bæger igen. (hun nærmer sig; han drager hende ned på sit knæ.) Ha-ha-ha; du er vakker, Margit! Jeg holder af dig.

BENGT.
Margit, come here! Fill my cup again. [She approaches; he tries to draw her down on his knee.] Ha, ha, ha! You are right fair, Margit! I love thee well!

MARGIT
(river sig løs).
Slip mig!
(hun går med bægeret over til højre.)

MARGIT.
[Freeing herself.]
Let me go!
[Crosses, with the goblet in her hand, to the left.]

BENGT.
Du er ikke føjelig ikveld. Ha-ha-ha; du mener det vel ikke så ilde.

BENGT.
You are not in the humour to-night. Ha, ha, ha! That means no great matter, I know.

MARGIT
(sagte idet hun skænker i bægeret).
Var det så sandt det sidste bæger jeg skænkte for dig.
(hun lader bægeret blive stående og vil gå ud til venstre.)

MARGIT.
[Softly, as she fills the goblet.]
Oh, that this might be the last beaker I should fill for you.
[She leaves the goblet on the table and is making her way out to the left.]

BENGT.
Hør du, Margit. En ting kan du takke himlen for, og det er, at jeg tog dig tilægte, før Gudmund Alfsøn kom igen.

BENGT.
Hark to me, Margit. For one thing you may thank Heaven, and that is, that I made you my wife before Gudmund Alfson came back.

MARGIT
(standser ved døren).
Hvorfor det?

MARGIT.
Why so?

BENGT.
Jo, for hele hans eje er ikke tiende delen så stort som mit. Og det er jeg sikker på, at han havde bejlet efter dig, ifald du ikke havde været frue på Solhaug.

BENGT.
Why, say you? Am not I ten times the richer man? And certain I am that he would have sought you for his wife, had you not been the mistress of Solhoug.

MARGIT
(kommer nærmere; skotter til bægeret).
Tror du?

MARGIT.
[Drawing nearer and glancing at the goblet.]
Say you so?

BENGT.
Jeg tør sværge på det, Margit. Bengt Gautesøn har to kloge øjne i panden. Men nu kan han jo tage Signe.

BENGT.
I could take my oath upon it. Bengt Gauteson has two sharp eyes in his head. But he may still have Signe.

MARGIT.
Og du tænker, han vil –?

MARGIT.
And you think he will--?

BENGT.
Tage hende? Å ja, siden han ikke kan få dig. Men havde du været fri, så –. Ha-ha-ha, Gudmund er ligesom de andre; han misunder mig, at jeg er din husbond. Det er derfor, jeg kan så godt lide dig, Margit. – Hid med bægeret! Fuldt til randen!

BENGT.
Take her? Aye, since he cannot have you. But had you been free,--then-- Ha, ha, ha! Gudmund is like the rest. He envies me my wife. That is why I set such store by you, Margit. Here with the goblet again. And let it be full to the brim!

MARGIT
(går modstræbende over til højre).
Ret nu skal du få det.

MARGIT.
[Goes unwillingly across to the right.]
You shall have it straightway.

BENGT.
Knut Gæsling bejlede jo også efter Signe; men ham vil jeg slå ihjæl. Gudmund er en hæderlig karl; han skal få hende. Tænk dig, Margit, hvor godt vi skal leve sammen som grander. Så drager vi på gæsteri til hinanden, og så sidder vi, så lang dagen er, hver med sin hustru på skødet, og drikker og snakker sammen om løst og fast.

BENGT.
Knut Gesling is a suitor for Signe, too, but him I am resolved to slay. Gudmund is an honourable man; he shall have her. Think, Margit, what good days we shall have with them for neighbours. We will go a-visiting each other, and then will we sit the live-long day, each with his wife on his knee, drinking and talking of this and that.

MARGIT
(røber en stedse stigende sjælekamp; uvilkårligt har hun taget flasken frem, medens hun siger:)
Ja vel; ja vel.

MARGIT.
[Whose mental struggle is visibly becoming more severe, involuntarily takes out the phial as she says:]
No doubt no doubt!

BENGT.
Ha-ha-ha; i førstningen, tænker jeg, Gudmund vil se lidt umildt til mig, når jeg favner dig; men sligt forvinder han snart, kan jeg tro.

BENGT.
Ha, ha, ha! it may be that at first Gudmund will look askance at me when I take you in my arms; but that, I doubt not, he will soon get over.

MARGIT
(sagte).
Dette er mere end et menneske kan bære! (hælder indholdet af flasken i bægeret, går hen til vinduet, kaster den ud og siger uden at se på ham:) Dit bæger er fuldt.

MARGIT.
This is more than woman can bear! [Pours the contents of the phial into the goblet, goes to the window and throws out the phial, then says, without looking at him.] Your beaker is full.

BENGT.
Så hid med det!

BENGT.
Then bring it hither!

MARGIT
(kæmper i angst og tvil; endelig siger hun):
Drik ikke mere inat!

MARGIT.
[Battling in an agony of indecision, at last says.]
I pray you drink no more to-night!

BENGT
(leende, idet han læner sig bagover i stolen):
Nå; venter du kanske på mig? (blinker til hende.) Gå du bare; jeg kommer snart efter.

BENGT.
[Leans back in his chair and laughs.]
Oho! You are impatient for my coming? Get you in; I will follow you soon.

MARGIT
(pludselig bestemt).
Dit bæger er fuldt. (peger.) Der står det.
(hun går hurtigt ud til venstre.)

MARGIT.
[Suddenly decided.]
Your beaker is full. [Points.] There it is.
[She goes quickly out to the left.]

BENGT
(rejser sig).
Jeg kan godt lide hende. Det angrer mig ikke, at jeg tog hende til ægte, skønt hun ikke ejed mere arvegods, end bægeret der og de søljer, hun stod brud med.
(han går til bordet ved vinduet og tager bægeret.)
(En huskarl kommer ilsomt og forskrækket ind fra baggrunden.)

BENGT.
[Rising.]
I like her well. It repents me not a whit that I took her to wife, though of heritage she owned no more than yonder goblet and the brooches of her wedding gown.
[He goes to the table at the window and takes the goblet.]
[A HOUSE-CARL enters hurriedly and with scared looks, from the back.]

HUSKARLEN
(råber).
Herr Bengt, herr Bengt, I skynde jer ud det rappeste I kan! Knut Gæsling stævner med et væbnet følge op mod gården.

HOUSE-CARL.
[Calls.]
Sir Bengt, Sir Bengt! haste forth with all the speed you can! Knut Gesling with an armed train is drawing near the house.

BENGT
(sætter bægeret ned).
Knut Gæsling? Hvem siger det?

BENGT.
[Putting down the goblet.]
Knut Gesling? Who brings the tidings?

HUSKARLEN.
Nogle af eders gæster så ham nede på vejen, og så løb de ilsomt tilbage for at vare jer ad.

HOUSE-CARL.
Some of your guests espied him on the road beneath, and hastened back to warn you.

BENGT.
Godt; så skal jeg da også –! Hent mig min farfaders økse!
(han og huskarlen går ud i baggrunden.)
(Lidt efter kommer Gudmund og Signe sagte og varsomt ind gennem døren til højre.)

BENGT.
E’en so. Then will I--! Fetch me my grandfather’s battle-axe!
[He and the HOUSE-CARL go out at the back.]
[Soon after, GUDMUND and SIGNE enter quietly and cautiously by the door at the back.]

SIGNE
(dæmpet).
Det må da så være!

SIGNE.
[In muffled tones.]
It must then, be so!

GUDMUND
(ligeså).
Den yderste nød
tvinger os.

GUDMUND.
[Also softly.]
Necessity’s might Constrains us.

SIGNE.
Ak, at drage
som flygtning fra bygden, hvor jeg er født –!
(tørrer øjnene.)
Og dog, jeg vil ikke klage;
det er jo for din skyld, jeg drager afsted.
Gudmund, havde du kongens fred,
jeg blev hos min søster.

SIGNE.
Oh! thus under cover of night
To steal from the valley where I was born?
[Dries her eyes.]
Yet shalt thou hear no plaint forlorn.
’Tis for thy sake my home I flee;
Wert thou not outlawed, Gudmund dear,
I’d stay with my sister.

GUDMUND.
Og næste dag
så kom Knut Gæsling med sværd og bue,
og løfted dig op på gangerens bag,
og gjorde dig til sin frue.

GUDMUND.
Only to be
Ta’en by Knut Gesling, with bow and spear,
Swung on the croup of his battle-horse,
And made his wife by force.

SIGNE.
Å, lad os flygte! Men hvor går vi hen?

SIGNE.
Quick, let us flee. But whither go?

GUDMUND.
Ude ved fjorden har jeg en ven;
han skaffer os et skib. Over salte vande
sejle vi ned til de danske strande.
Der, kan du tro, det er dejligt at bo;
der vil du finde det fagert at bygge;
der monne de væneste blomster gro
alt under bøgenes skygge.

GUDMUND.
Down by the fiord a friend I know;
He’ll find us a ship. O’er the salt sea foam
We’ll sail away south to Denmark’s bowers.
There waits you there a happy home;
Right joyously will fleet the hours;
The fairest of flowers they bloom in the shade
Of the beech-tree glade.

SIGNE
(brister i gråd).
Min arme søster, – far vel, far vel!
Som en moder har du mig vogtet og fredet,
har ledet min fod, har til himlen bedet
den frommeste bøn for mit held. –
Se, Gudmund, – lad os i dette bæger
drikke hende til; lad os ønske, at snart
hendes sind må igen vorde frejdigt og klart,
og at gud hendes kvide læger.
(hun tager bægeret.)

SIGNE.
[Bursts into tears.]
Farewell, my poor sister! Like my mother tender
Thou hast guarded the ways my feet have trod,
Hast guided my footsteps, aye praying to God,
The Almighty, to be my defender.--
Gudmund--here is a goblet filled with mead;
Let us drink to her; let us wish that ere long
Her soul may again be calm and strong,
And that God may be good to her need.
[She takes the goblet into her hands.]

GUDMUND.
Det vil vi; vi drikke tilbunds for hende.
(studsende.)
Nej stands!
(tager bægeret fra hende.)
Dette bæger skulde jeg kende.

GUDMUND.
Aye, let us drain it, naming her name!
[Starts.]
Stop!
[Takes the goblet from her.]
For meseems it is the same--

SIGNE.
Det er Margits bæger.

SIGNE.
’Tis Margit’s beaker.

GUDMUND
(ser nøje på det).
Ved himlen, – ja,
nu mindes jeg –. Dengang jeg drog herfra
monne mosten i bægeret gløde;
hun drak mig til på et frydeligt møde;
men det blev hende selv til sorg og nød.
Nej, Signe, drik aldrig most eller mjød
af dette bæger.
(slår indholdet ud af vinduet.)
Vi må afsted.
(Larm og råb udenfor i baggrunden.)

GUDMUND.
[Examining it carefully.]
By Heaven, ’tis so!
I mind me still of the red wine’s glow
As she drank from it on the day we parted
To our meeting again in health and glad-hearted.
To herself that draught betided woe.
No, Signe, ne’er drink wine or mead
From that goblet.
[Pours its contents out at the window.]
We must away with all speed.
[Tumult and calls without, at the back.]

SIGNE.
Hys! – Gudmund, jeg hører stemmer og fjed!

SIGNE.
List, Gudmund! Voices and trampling feet!

GUDMUND
(lyttende).
Knut Gæslings røst!

GUDMUND.
Knut Gesling’s voice!

SIGNE.
Å, frels os, gud!

SIGNE.
O save us, Lord!

GUDMUND
(stiller sig foran hende).
Frygt ikke; vel skal jeg værge min brud.
(Margit kommer ilsomt fra venstre.)

GUDMUND.
[Places himself in front of her.]
Nay, nay, fear nothing, Signe sweet--
I am here, and my good sword.
[MARGIT comes in in haste from the left.]

MARGIT
(lyttende til larmen).
Hvad gælder det? Er min husbond –?

MARGIT.
[Listening to the noise.]
What means this? Is my husband--?

GUDMUND OG SIGNE.
Margit!

GUDMUND AND SIGNE.
Margit!

MARGIT
(får øje på dem).
Gudmund! Og Signe! Er I her?

MARGIT.
[Catches sight of them.]
Gudmund! And Signe! Are you here?

SIGNE
(imod hende).
Margit, – kære søster!

SIGNE.
[Going towards her.]
Margit--dear sister!

MARGIT
(forfærdet, idet hun bemærker bægeret, som Gudmund har beholdt i hånden).
Bægeret! Hvem har tømt det?

MARGIT.
[Appalled, having seen the goblet which GUDMUND still holds in his hand.]
The goblet! Who has drunk from it?

GUDMUND
(forvirret).
Tømt –? Jeg og Signe, vi vilde –

GUDMUND.
[Confused.]
Drunk--? I and Signe--we meant--

MARGIT
(skriger).
Nåde, nåde! Hjælp! De dør!

MARGIT.
[Screams.]
O God, have mercy! Help! Help! They will die!

GUDMUND
(sætter bægeret fra sig).
Margit –!

GUDMUND.
[Setting down the goblet.]
Margit--!

SIGNE.
Å gud, hvad fejler dig!

SIGNE.
What ails you, sister?

MARGIT
(mod baggrunden).
Hjælp, hjælp! Vil da ingen hjælpe!
(En huskarl kommer skyndsomt fra svalegangen.)

MARGIT.
[Towards the back.]
Help, help! Will no one help?
[A HOUSE-CARL rushes in from the passage-way.]

HUSKARLEN
(råber forskrækket):
Fru Margit! Eders husbond –!

HOUSE-CARL.
[Calls in a terrified voice.]
Lady Margit! Your husband--!

MARGIT.
Han! Har også han drukket –?

MARGIT.
He--has he, too, drunk--!

GUDMUND
(sagte).
Ah, nu fatter jeg –

GUDMUND.
[To himself.]
Ah! now I understand--

HUSKARLEN.
Knut Gæsling har fældet ham!

HOUSE-CARL.
Knut Gesling has slain him.

SIGNE.
Fældet!

SIGNE.
Slain!

GUDMUND
(drager sværdet).
Endnu ikke, vil jeg håbe. (hvisker til Margit.) Vær rolig; ingen har drukket af bægeret der.

GUDMUND.
[Drawing his sword.]
Not yet, I hope. [Whispers to MARGIT.] Fear not. No one has drunk from your goblet.

MARGIT.
Da priset være gud, som frelste os alle!
(hun synker ned i en stol til venstre. Gudmund vil ile ud i baggrunden.)

MARGIT.
Then thanks be to God, who has saved us all!
[She sinks down on a chair to the left. Gudmund hastens towards the door at the back.]

EN ANDEN HUSKARL
(i døren, standser ham).
I kommer for sent. Herr Bengt er død.

ANOTHER HOUSE-CARL.
[Enters, stopping him.]
You come too late. Sir Bengt is dead.

GUDMUND.
Altså dog fældet.

GUDMUND.
Too late, then, too late.

HUSKARLEN.
Gæsterne og eders folk har fåt bugt med voldsmændene. Knut Gæsling og hans mænd er bundne. Der kommer de.
(Gudmunds svende, gæster og huskarle fører Knut Gæsling, Erik fra Hægge og flere af Knuts mænd bundne mellem sig.)

HOUSE-CARL.
The guests and your men have prevailed against the murderous crew. Knut Gesling and his men are prisoners. Here they come.
[GUDMUND’s men, and a number of GUESTS and HOUSE-CARLS, lead in KNUT GESLING, ERIK OF HEGGE, and several of KNUT’s men, bound.]

KNUT
(bleg og stille).
Manddraber, Gudmund. Hvad siger du til det?

KNUT.
[Who is pale, says in a low voice.]
Man-slayer, Gudmund. What say you to that?

GUDMUND.
Knut, Knut, hvad har du gjort?

GUDMUND.
Knut, Knut, what have you done?

ERIK.
Det var en vådesgerning, det kan jeg sværge på.

ERIK.
’Twas a mischance, of that I can take my oath.

KNUT.
Han løb imod mig med løftet økse; jeg vilde værge for mig, og så hug jeg uforvarende til.

KNUT.
He ran at me swinging his axe; I meant but to defend myself, and struck the death-blow unawares.

ERIK.
Her er mange, som så på det.

ERIK.
Many here saw all that befell.

KNUT.
Fru Margit, kræv hvad bod I vil; jeg er rede til at betale den.

KNUT.
Lady Margit, crave what fine you will. I am ready to pay it.

MARGIT.
Jeg kræver intet. Gud må dømme os alle. Dog jo, – et kræver jeg; lad fare eders onde anslag imod min søster.

MARGIT.
I crave naught. God will judge us all. Yet stay--one thing I require. Forgo your evil design upon my sister.

KNUT.
Aldrig skal jeg mere prøve på at løse mit usalige løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig. Bare jeg ikke får lide en uhæderlig straf for min gerning. (til Gudmund.) Skulde du komme til ære og værdighed igen, så tal godt for mig hos kongen.

KNUT.
Never again shall I essay to redeem my baleful pledge. From this day onward I am a better man. Yet would I fain escape dishonourable punishment for my deed. [To GUDMUND.] Should you be restored to favour and place again, say a good word for me to the King!

GUDMUND.
Jeg? Endnu før dagen er omme, må jeg ud af landet.
(Studsen blandt gæsterne; Erik forklarer dem hviskende sammenhængen.)

GUDMUND.
I? Ere the sun sets, I must have left the country.
[Astonishment amongst the GUESTS. ERIK in whispers, explains the situation.]

MARGIT
(til Gudmund).
Du rejser? Og Signe vil følge dig?

MARGIT.
[To GUDMUND.]
You go? And Signe with you?

SIGNE
(bedende).
Margit!

SIGNE.
[Beseechingly.]
Margit!

MARGIT.
Lykke være med jer begge!

MARGIT.
Good fortune follow you both!

SIGNE
(om hendes hals).
Kære søster!

SIGNE.
[Flinging her arms round MARGIT’s neck.]
Dear sister!

GUDMUND.
Tak, Margit. Og nu farvel. (lyttende.) Hys; jeg hører hovslag i gården.

GUDMUND.
Margit, I thank you. And now farewell. [Listening.] Hush! I hear the tramp of hoofs in the court-yard.

SIGNE
(angst).
Der kommer fremmede folk!

SIGNE.
[Apprehensively.]
Strangers have arrived.
[A HOUSE-CARL appears in the doorway at the back.]

EN HUSKARL
(i døren i baggrunden).
Kongens mænd står udenfor. De søger Gudmund Alfsøn.

HOUSE-CARL.
The King’s men are without. They seek Gudmund Alfson.

SIGNE.
Å, herre i himlen!

SIGNE.
Oh God!

MARGIT
(farer op i skræk).
Kongens mænd!

MARGIT.
[In great alarm.]
The King’s men!

GUDMUND.
Så er alt forbi! Å, Signe, at miste dig nu, – det var det tungeste, jeg kunde friste.

GUDMUND.
All is at an end, then. Oh Signe, to lose you now--could there be a harder fate?

KNUT.
Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet; løs os; vi er alle rede til at slå for dig.

KNUT.
Nay, Gudmund; sell your life dearly, man! Unbind us; we are ready to fight for you, one and all.

ERIK
(ser ud).
Det nytter ikke; de er os for mandstærke.

ERIK.
[Looks out.]
’Twould be in vain; they are too many for us.

SIGNE.
De kommer her ind! Å Gudmund, Gudmund!
(Kongens sendebud med følge kommer ind fra baggrunden.)

SIGNE.
Here they come. Oh Gudmund, Gudmund!
[The KING’s MESSENGER enters from the back, with his escort.]

SENDEBUDET.
I kongens navn og ærend søger jeg eder, Gudmund Alfsøn.

MESSENGER.
In the King’s name I seek you, Gudmund Alfson, and bring you his behests.

GUDMUND.
Godt. Men jeg er skyldfri, det sværger jeg højt og dyrt!

GUDMUND.
Be it so. Yet am I guiltless; I swear it by all that is holy!

SENDEBUDET.
Det véd vi alle.

MESSENGER.
We know it.

GUDMUND.
Hvorledes?
(Bevægelse blandt de forsamlede.)

GUDMUND.
What say you?
[Agitation amongst those present.]

SENDEBUDET.
Jeg har befaling at byde eder til gæst i kongens gård. Han skænker eder sit venskab som før, og rige forleninger dertil.

MESSENGER.
I am ordered to bid you as a guest to the King’s house. His friendship is yours as it was before, and along with it he bestows on you rich fiefs.

GUDMUND.
Signe!

SIGNE.
Gudmund!

GUDMUND.
Men så sig mig da –?

GUDMUND.
But tell me--?

SENDEBUDET.
Eders avindsmand, kansleren Audun Hugleiksøn er falden.

MESSENGER.
Your enemy, the Chancellor Audun Hugleikson, has fallen.

GUDMUND.
Kansleren!

GUDMUND.
The Chancellor!

GÆSTERNE
(halvhøjt, til hverandre).
Falden!

GUESTS.
[To each other, in half-whisper.]
Fallen!

SENDEBUDET.
For tre dage siden mistede han hovedet i Bergen. (med dæmpet stemme.) Han havde krænket Norges dronning.

MESSENGER.
Three days ago he was beheaded at Bergen. [Lowering his voice.] His offence was against Norway’s Queen.

MARGIT
(går hen mellem Gudmund og Signe).
Så følger straffen i brødens fjed!
Skærmende engle, fromme og milde,
har nådigt skuet inat til mig ned
og reddet mig før det var for silde.
Nu véd jeg, at livet vil mere sige
end jordens gammen, end verdens rige.
Jeg har følt den anger, den rædsel vild,
som kommer, når sjælen er sat på spil. –
Til den hellige Sunnives kloster jeg går –.
(da Gudmund og Signe vil tale.)
Stille! At rokke mig intet formår.
(lægger deres hænder sammen.)
Gudmund, – før hende hjem som brud.
Eders pagt er from; den skærmes af gud!
(Hun vinker til afsked og går mod venstre. Gudmund og Signe vil følge hende. Margit standser dem med en afværgende bevægelse, går ud og lukker døren efter sig. I samme øjeblik står solen op og kaster sit skær ind i stuen.)

MARGIT.
[Placing herself between GUDMUND and SIGNE.]
Thus punishment treads on the heels of crime!
Protecting angels, loving and bright,
Have looked down in mercy on me to-night,
And come to my rescue while yet it was time.
Now know I that life’s most precious treasure
Is nor worldly wealth nor earthly pleasure,
I have felt the remorse, the terror I know,
Of those who wantonly peril their soul,
To St. Sunniva’s cloister forthwith I go.--
[Before GUDMUND and SIGNE can speak.]
Nay: think not to move me or control.
[Places SIGNE’s hand in GUDMUND’s.]
Take her then Gudmund, and make her your bride.
Your union is holy; God’s on your side.
[Waving farewell, she goes towards the doorway on the left. GUDMUND and SIGNE follow her, she stops them with a motion of her hand, goes out, and shuts the door behind her. At this moment the sun rises and sheds its light in the hall.]

GUDMUND.
Signe, – min viv! – Se, dagen rinder;
det er vor unge kærligheds dag!

GUDMUND.
Signe--my wife! See, the morning glow!
’Tis the morning of our young love. Rejoice!

SIGNE.
Mine bedste drømme, mine fagreste minder
skylder jeg dig og din harpes slag.
Min ædle sanger, – i sorrig og lyst
slå kun din harpe, som bedst du lærte;
tro mig, der er strenge dybt i mit bryst,
som skal svare dig i fryd og i smerte.

SIGNE.
All my fairest of dreams and of memories I owe
To the strains of thy harp and the sound of thy voice.
My noble minstrel, to joy or sadness
Tune thou that harp as seems thee best;
There are chords, believe me, within my breast
To answer to thine, or of woe or of gladness.

KORSANG
(af mænd og kvinder).
     Over jorden vogter lysets øje,
     værner kærligt om den frommes fjed,
     sender trøstens milde stråler ned; –
     lovet være herren i det høje!

CHORUS OF MEN AND WOMEN.
     Over the earth keeps watch the eye of light,
     Guardeth lovingly the good man’s ways,
     Sheddeth round him its consoling rays;--
     Praise be to the Lord in heaven’s height!

1. PRONUNCIATION OF NAMES: Gudmund=Goodmund. The g in “Margit” and in “Gesling” is hard, as in “go,” or in “Gesling,” it may be pronounced as y--“Yesling.” The first o in Solhoug ought to have the sound of a very long “oo.”
Transcriber’s notes: --Signe and Hegge have umlauts above the e’s, the ultimate e only in Hegge. --Passages that are in lyric form are not indented and have the directorial comments to the right of the character’s name.
2. This no doubt means a sort of arcaded veranda running along the outer wall of the house.
3. A contest in impromptu verse-making.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=c9fafe1c-edd7-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display