Bibliotheca Polyglotta

Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)

Complete text

FØRSTE AKT

(En stadselig stue med dør i baggrunden og på begge sidevæggene. Foran til højre et karnap-vindu med små, runde, blyindfattede ruder, og ved vinduet et bord med en mængde kvindesmykker. Langs væggen til venstre et større bord med sølvkruse, bægre og drikkehorn. Døren i baggrunden fører ud til en åben svalegang, hvorigennem ses et vidt fjordlandskab.)
(Bengt Gautesøn, fru Margit, Knut Gæsling og Erik fra Hægge sidder om drikkebordet til venstre. I baggrunden dels sidder dels står Knuts mænd; et par ølboller går rundt mellem dem. Langt borte høres kirkeklokker, som ringer til højmesse.)

ACT FIRST

A stately room, with doors in the back and to both sides. In front on the right, a bay window with small round panes, set in lead, and near the window a table, on which is a quantity of feminine ornaments. Along the left wall, a longer table with silver goblets and drinking-horns. The door in the back leads out to a passage-way,¹ through which can be seen a spacious fiord-landscape.
BENGT GAUTESON, MARGIT, KNUT GESLING and ERIK OF HEGGE are seated around the table on the left. In the background are KNUT’s followers, some seated, some standing; one or two flagons of ale are handed round among them. Far off are heard church bells, ringing to Mass.

ERIK
(rejser sig op ved bordet).
Og nu, kort og godt, hvad svar har I at give mig paa mit ærend som Knut Gæslings bejlermand?

ERIK.
[Rising at the table.]
In one word, now, what answer have you to make to my wooing on Knut Gesling’s behalf?

BENGT
(skotter urolig til sin hustru).
Ja, jeg – jeg tænker nu – (da hun tier.) Hm, Margit, lad os først høre, hvad du mener.

BENGT.
[Glancing uneasily towards his wife.]
Well, I--to me it seems-- [As she remains silent.] H’m, Margit, let us first hear your thought in the matter.

MARGIT
(står op).
Herr Knut Gæsling, – det var mig længe vitterligt, hvad Erik fra Hægge nys fremsatte om eder. Jeg véd fuldt vel, at I stammer fra en berømmelig slægt; I er rig på gods og guld, og vor kongelige herre er eder synderlig bevågen.

MARGIT.
[Rising.]
Sir Knut Gesling, I have long known all that Erik of Hegge has told of you. I know full well that you come of a lordly house; you are rich in gold and gear, and you stand in high favour with our royal master.

BENGT
(til Knut).
Synderlig bevågen, – det siger jeg også.

BENGT.
[To KNUT.]
In high favour--so say I too.

MARGIT.
Og visseligen kunde ikke min søster kåre sig nogen gævere husbond –

MARGIT.
And doubtless my sister could choose her no doughtier mate--

BENGT.
Ingen gævere; det er lige det samme, som jeg tænker.

BENGT.
None doughtier; that is what I say too.

MARGIT.
– dersom I ellers kan formå hende til at fatte godhed for jer.

MARGIT.
--If so be that you can win her to think kindly of you.

BENGT
(ængstelig og halv sagte).
Men, – men, min kære hustru –

BENGT.
[Anxiously, and half aside.]
Nay--nay, my dear wife--

KNUT
(springer op).
Ja så, fru Margit! I mener, at eders søster –?

KNUT.
[Springing up.]
Stands it so, Dame Margit! You think that your sister--

BENGT
(søger at berolige ham).
Nej vent, Knut Gæsling! Vent nu. I må forstå os ret.

BENGT.
[Seeking to calm him.]
Nay, nay, Knut Gesling! Have patience, now. You must understand us aright.

MARGIT.
Så lidet kan mine ord krænke jer. Min søster kender eder jo kun af de viser, som er gjort om eder, – og de viser klinger ilde for høviske øren.
     Eders fædres gård er et utrygt hjem
     mellem alle de vilde gæster.
     Både nat og dag har I gilde med dem.
     Krist hjælpe den ungmø, I fæster!
     Krist hjælpe den ungmø, I lokker med guld,
     med gods eller grønne skove; –
     snart vil I se hende sorrigfuld
     at længes, under muldet at sove.

MARGIT.
There is naught in my words to wound you. My sister knows you only by the songs that are made about you--and these songs sound but ill in gentle ears.
     No peaceful home is your father’s house.
     With your lawless, reckless crew,
     Day out, day in, must you hold carouse--
     God help her who mates with you.
     God help the maiden you lure or buy
     With gold and with forests green--
     Soon will her sore heart long to lie
     Still in the grave, I ween.

ERIK.
Nu ja – sandt nok – Knut Gæsling lever noget vildt og ustyrligt. Men sligt ændrer sig let, når han får sig en hustru i gården.

ERIK.
Aye, aye--true enough--Knut Gesling lives not overpeaceably. But there will soon come a change in that, when he gets him a wife in his hall.

KNUT.
Og vel skal I mærke jer dette, fru Margit. Det kan være en uge siden, at jeg var til drikkegilde på Hægge hos Erik, som her står. Øllet var stærkt; og da det led ud på kvelden gjorde jeg det løfte, at Signe, eders fagre søster, skulde vorde min viv, før året var omme. Aldrig skal det siges Knut Gæsling på, at han har brudt noget løfte. Derfor ser I selv, at I må kåre mig til eders søsters husbond, – enten med det gode eller med det onde.

KNUT.
And this I would have you mark, Dame Margit: it may be a week since, I was at a feast at Hegge, at Erik’s bidding, whom here you see. I vowed a vow that Signe, your fair sister, should be my wife, and that before the year was out. Never shall it be said of Knut Gesling that he brake any vow. You can see, then, that you must e’en choose me for your sister’s husband--be it with your will or against it.

MARGIT.
Før det skal ske, vil jeg ikke fordølge,
I må skille jer af med jert ravende følge.
I må ikke længer med skrig og med larm
jage rundt bygden tilhest og i karm;
I må døve den gru, som langvejs står
af Knut Gæslings komme til bryllupsgård.
Høvisk må I te jer, når I rider til gilde;
øksen skal I hjemme bag stuedøren stille; –
I véd, den sidder løs i jer hånd, når mjød
og øl har gjort jer panden fortumlet og rød.
Ærbare kvinder skal I lade med fred;
lad hvermand beholde sit eje;
I må ikke frækt skikke nogen den besked,
at hvis han er klog, så tar han ligskjorten med,
når han færdes på eders veje.
Og arter I jer sådan til året går ud,
så kunde I nok vinde jer min søster til brud.

MARGIT.
Ere that may be, I must tell you plain,
You must rid yourself of your ravening train.
You must scour no longer with yell and shout
O’er the country-side in a galloping rout;
You must still the shudder that spreads around
When Knut Gesling is to a bride-ale bound.
Courteous must your mien be when a-feasting you ride;
Let your battle-axe hang at home at the chimney-side--
It ever sits loose in your hand, well you know,
When the mead has gone round and your brain is aglow.
From no man his rightful gear shall you wrest,
You shall harm no harmless maiden;
You shall send no man the shameless hest
That when his path crosses yours, he were best
Come with his grave-clothes laden.
And if you will so bear you till the year be past,
You may win my sister for your bride at last.

KNUT
(med indædt harme).
I véd snildt at belægge eders ord, fru Margit. For sandt – I burde være prest og ikke eders husbonds frue.

KNUT.
[With suppressed rage.]
You know how to order your words cunningly, Dame Margit. Truly, you should have been a priest, and not your husbands wife.

BENGT.
Å, for den sags skyld, så kunde nok jeg også –

BENGT.
Oh, for that matter, I too could--

KNUT
(uden at agte på ham).
Men vel skal I mærke jer, at havde en våbenfør mand talt mig til på slig vis som I, så –

KNUT.
[Paying no heed to him.]
But I would have you take note that had a sword-bearing man spoken to me in such wise--

BENGT.
Nej men hør nu, Knut Gæsling, – I må forstå os!

BENGT.
Nay, but listen, Knut Gesling--you must understand us!

KNUT
(som før).
Nu, kort og godt, så skulde han fornummet, at øksen sidder mig løs i hånden, som I fornylig sagde.

KNUT.
[As before.]
Well, briefly, he should have learnt that the axe sits loose in my hand, as you said but now.

BENGT
(sagte).
Der har vi det! Margit, Margit, dette her går aldrig godt.

BENGT.
[Softly.]
There we have it! Margit, Margit, this will never end well.

MARGIT
(til Knut).
I bad om ærligt svar, og det har jeg givet jer.

MARGIT.
[To KNUT.]
You asked for a forthright answer, and that I have given you.

KNUT.
Vel, vel; jeg vil heller ikke regne det så nøje med jer, fru Margit. I har mere kløgt, end alle vi andre tilhobe. Der er min hånd; – kan hænde der er skælig grund for alle de hvasse ord, I sagde mig.

KNUT.
Well, well; I will not reckon too closely with you, Dame Margit. You have more wit than all the rest of us together. Here is my hand;--it may be there was somewhat of reason in the keen-edged words you spoke to me.

MARGIT.
Det må jeg lide; nu er I jo alt på god vej til at bedre jer. Og hør så et ord til. Vi holder gilde her på Solhaug idag.

MARGIT.
This I like well; now are you already on the right way to amendment. Yet one word more--to-day we hold a feast at Solhoug.

KNUT.
Gilde?

KNUT.
A feast?

BENGT.
Ja, herr Gæsling. I skal vide, det er vor bryllupsdag; idag for tre år siden blev jeg fru Margits mand.

BENGT.
Yes, Knut Gesling: you must know that it is our wedding day; this day three years ago made me Dame Margit’s husband.

MARGIT
(utålmodig, afbrydende).
Som jeg sagde, vi holder gilde idag. Når I nu kommer fra kirken og har røgtet eders øvrige ærender, så rider I hid igen og tager del i laget. I kan da lære min søster at kende.

MARGIT.
[Impatiently, interrupting.]
As I said, we hold a feast to-day. When Mass is over, and your other business done, I would have you ride hither again, and join in the banquet. Then you can learn to know my sister.

KNUT.
Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var det ikke for at søge kirken, jeg red herned imorges. Min rejse gælder Gudmund Alfsøn, eders frænde.

KNUT.
So be it, Dame Margit; I thank you. Yet ’twas not to go to Mass that I rode hither this morning. Your kinsman, Gudmund Alfson, was the cause of my coming.

MARGIT
(studser).
Ham! Min frænde? Hvor vil I søge ham?

MARGIT.
[Starts.]
He! My kinsman? Where would you seek him?

KNUT.
Hans gård ligger jo bag næsset, på den anden side af fjorden.

KNUT.
His homestead lies behind the headland, on the other side of the fiord.

MARGIT.
Men han selv færdes langvejs herfra.

MARGIT.
But he himself is far away.

ERIK.
Sig ikke det; han turde være nærmere, end I tænker.

ERIK.
Be not so sure; he may be nearer than you think.

KNUT
(hvisker).
Ti stille!

KNUT.
[Whispers.]
Hold your peace!

MARGIT.
Nærmere? Hvad mener I?

MARGIT.
Nearer? What mean you?

KNUT.
Har I da ikke hørt, at Gudmund Alfsøn er kommen tilbage til landet igen? Han fulgte med kansleren Audun af Hægranæs, som var sendt til Frankrig for at hente vor nye dronning.

KNUT.
Have you not heard, then, that Gudmund Alfson has come back to Norway? He came with the Chancellor Audun of Hegranes, who was sent to France to bring home our new Queen.

MARGIT.
Det er ret nok; men kongens bryllup holdes i disse dage med stor pragt i Bergen, og der er Gudmund Alfsøn med.

MARGIT.
True enough, but in these very days the King holds his wedding- feast in full state at Bergen, and there is Gudmund Alfson a guest.

BENGT.
Ja, og der kunde vi også have været med, såfremt min hustru havde villet.

BENGT.
And there could we too have been guests had my wife so willed it.

ERIK
(sagte til Knut).
Fru Margit véd da ikke, at –?

ERIK.
[Aside to KNUT.]
Then Dame Margit knows not that--?

KNUT
(sagte).
Det synes så; men lad dig ikke mærke med noget. (højt.) Nu ja, fru Margit, jeg får lige fuldt tage afsted på lykke og fromme; ved kveldstid kommer jeg igen.

KNUT.
[Aside.]
So it would seem; but keep your counsel. [Aloud.] Well, well, Dame Margit, I must go my way none the less, and see what may betide. At nightfall I will be here again.

MARGIT.
Og da får I vise, om I mægter at styre jert vilde sind.

MARGIT.
And then you must show whether you have power to bridle your unruly spirit.

BENGT.
Ja, mærk jer det.

BENGT.
Aye, mark you that.

MARGIT.
I rører ikke eders økse; hører I, Knut Gæsling!

MARGIT.
You must lay no hand on your axe--hear you, Knut Gesling?

BENGT.
Hverken eders økse eller eders kniv eller hvad andet værge, I bærer hos jer.

BENGT.
Neither on your axe, nor on your knife, nor on any other weapon whatsoever.

MARGIT.
Thi da kan I ingensinde håbe på noget svogerskab med mig.

MARGIT.
For then can you never hope to be one of our kindred.

BENGT.
Nej, det har vi fast bestemt os til.

BENGT.
Nay, that is our firm resolve.

KNUT
(til Margit).
Vær I bare tryg.

KNUT.
[To MARGIT.]
Have no fear.

BENGT.
Og når vi har bestemt os til noget, så står det fast.

BENGT.
And what we have firmly resolved stands fast.

KNUT.
Det kan jeg lide, herr Bengt Gautesøn. Jeg har det på samme sæt; og jeg har nu engang drukket på svogerskab mellem os. I får se til, om ikke jeg også holder fast ved mit ord. – Guds fred til ikveld!
(Han og Erik går med mændene ud i baggrunden. Bengt følger dem til døren. Klokkeringningen er imidlertid ophørt.)

KNUT.
That I like well, Sir Bengt Gauteson. I, too, say the same; and I have pledged myself at the feast-board to wed your kinswoman. You may be sure that my pledge, too, will stand fast.--God’s peace till to-night!
[He and ERIK, with their men, go out at the back. [BENGT accompanies them to the door. The sound of the bells has in the meantime ceased.]

BENGT
(kommer tilbage).
Det bares mig for, som han trued os, da han gik.

BENGT.
[Returning.]
Methought he seemed to threaten us as he departed.

MARGIT
(tankespredt).
Ja, sådan lod det.

MARGIT.
[Absently.]
Aye, so it seemed.

BENGT.
Knut Gæsling er ikke god at komme ud for. Og når jeg tænker mig om, så gav vi ham også altfor mange umilde ord. Nå, lad os ikke gruble over den sag. Idag må vi være lystige, Margit! Og det, mener jeg, vi har god grund til begge to.

BENGT.
Knut Gesling is an ill man to fall out with. And when I bethink me, we gave him over many hard words. But come, let us not brood over that. To-day we must be merry, Margit!--as I trow we have both good reason to be.

MARGIT
(smiler tungt).
Ja, tilvisse!

MARGIT.
[With a weary smile.]
Aye, surely, surely.

BENGT.
Jeg var ikke ganske ung, da jeg bejled til dig, det er sandt. Men den rigeste mand på mange, mange mile, det véd jeg da visst, at jeg var. Du var en fager ungmø, af ædel slægt; men medgiften skulde ikke friste nogen frier.

BENGT.
Tis true I was no mere stripling when I courted you. But well I wot I was the richest man for many and many a mile. You were a fair maiden, and nobly born; but your dowry would have tempted no wooer.

MARGIT
(hen for sig).
Og dog var jeg dengang så rig.

MARGIT.
[To herself.]
Yet was I then so rich.

BENGT.
Hvad sagde du, min hustru?

BENGT.
What said you, my wife?

MARGIT.
Å, intet, intet. (går over mod højre.) Jeg vil pynte mig med perler og ringe. Det er jo min glædesfest ikveld.

MARGIT.
Oh, nothing, nothing. [Crosses to the right.] I will deck me with pearls and rings. Is not to-night a time of rejoicing for me?

BENGT.
Slig tale tykkes jeg vel om. Lad mig se, du klæder dig i din bedste stads, så vore gæster kan sige: lyksalig hun, som fik Bengt Gautesøn til husbond. – Men nu må jeg ud i madburet; der er fuldt op at tage vare på idag.
(han går ud til venstre.)

BENGT.
I am fain to hear you say it. Let me see that you deck you in your best attire, that our guests may say: Happy she who mated with Bengt Gauteson.--But now must I to the larder; there are many things to-day that must not be over-looked.
[He goes out to the left.]

MARGIT
(segner ned i en stol ved bordet til højre).
Vel var det han gik. Når jeg ser ham herinde,
det er mig som blodet holdt op at rinde;
det er som en kold, en knugende magt
havde sig rundt om mit hjerte lagt.
(med frembrydende tårer.)
Han er min husbond! Jeg er hans viv!
Hvorlænge varer et menneskes liv?
Gud fri mig, – kanhænde halvhundrede år; –
og jeg – i det tre og tyvende går!
(roligere, efter en kort taushed.)
Det er tungt at sukke bag gylden mur;
det er tungt at sidde så længe i bur.
(famler tankespredt mellem smykkerne og begynder at pynte sig.)
Med perler og ringe alt som bedst,
han bad, at jeg smykke mig skulde.
Det var mig en gladere bryllupsfest,
om jeg stædtes til ro under mulde.
(afbrydende.)
Dog, jeg vil ikke mere tænke derpå;
jeg kender en vise, som kan sorgen forslå.
(hun synger.)
     Bergkongen red sig under ø;
     – så klageligt rinde mine dage –
     vilde han fæste den væne mø.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Bergkongen red til herr Håkons gård;
     – så klageligt rinde mine dage –
     liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Bergkongen fæsted den væne viv;
     – så klageligt rinde mine dage –
     han spændte en sølvgjord omkring hendes liv.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Bergkongen fæsted den liljevånd
     – så klageligt rinde mine dage –
     med femten guldringe til hver hendes hånd.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Tre sommere gik, og der gik vel fem;
     – så klageligt rinde mine dage –
     Kirsten sad i berget i alle dem.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Fem sommere gik, og der gik vel ni;
     – så klageligt rinde mine dage –
     liden Kirsten så ikke solen i li.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Dalen har blomster og fuglesang;
     – så klageligt rinde mine dage –
     i berget er der guld og en nat saa lang.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

(hun rejser sig og går henover gulvet.)
Den vise sang Gudmund så mangen kveld,
da han var hos min fader hjemme.
Der er noget deri, – jeg véd ikke selv, –
der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;
der er noget, som mægtigt fyldte min hu, –
som jeg aldrig forstod, – som jeg grubler på endnu.
(forfærdet, standser.)
Røde guldringe! Beltet om mit liv –!
Med guld var det bergkongen fæsted sin viv!
(fortvilet; synker ned på en bænk ved bordet til venstre.)
Ve mig! Selv er jeg bergkongens brud!
Og ingen – ingen kommer for at løse mig ud.
(Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra baggrunden.)

MARGIT.
[Sinks down on a chair by the table on the right.]
’Twas well he departed. While here he remains
Meseems the blood freezes within my veins;
Meseems that a crushing mighty and cold
My heart in its clutches doth still enfold.
[With tears she cannot repress.]
He is my husband! I am his wife!
How long, how long lasts a woman’s life?
Sixty years, mayhap--God pity me
Who am not yet full twenty-three!
[More calmly after a short silence.]
Hard, so long in a gilded cage to pine;
Hard a hopeless prisoner’s lot--and mine.
[Absently fingering the ornaments on the table, and beginning to put them on.]
With rings, and with jewels, and all of my best
By his order myself I am decking--
But oh, if to-day were my burial-feast,
’Twere little that I’d be recking.
[Breaking off.]
But if thus I brood I must needs despair;
I know a song that can lighten care.
[She sings.]
     The Hill-King to the sea did ride;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     To woo a maiden to be his bride.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     The Hill-King rode to Sir Hakon’s hold;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     Little Kirsten sat combing her locks of gold.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     The Hill-King wedded the maiden fair;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     A silvern girdle she ever must wear.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     The Hill-King wedded the lily-wand,
     --Oh, sad are my days and dreary--
     With fifteen gold rings on either hand.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     Three summers passed, and there passed full five;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     In the hill little Kirsten was buried alive.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     Five summers passed, and there passed full nine;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     Little Kirsten ne’er saw the glad sunshine.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     In the dale there are flowers and the birds’ blithe song;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     In the hill there is gold and the night is long.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

[She rises and crosses the room.]
How oft in the gloaming would Gudmund sing
This song in may father’s hall.
There was somewhat in it--some strange, sad thing
That took my heart in thrall;
Though I scarce understood, I could ne’er forget--
And the words and the thoughts they haunt me yet.
[Stops horror-struck.]
Rings of red gold! And a belt beside--!
’Twas with gold the Hill-King wedded his bride!
[In despair; sinks down on a bench beside the table on the left.]
Woe! Woe! I myself am the Hill-King’s wife!
And there cometh none to free me from the prison of my life.
[SIGNE, radiant with gladness, comes running in from the back.]

SIGNE
(råber).
Margit, Margit, – han kommer!

SIGNE.
[Calling.]
Margit, Margit,--he is coming!

MARGIT
(springer op).
Kommer? Hvem kommer?

MARGIT.
[Starting up.]
Coming? Who is coming?

SIGNE.
Gudmund, vor frænde!

SIGNE.
Gudmund, our kinsman!

MARGIT.
Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du tro –?

MARGIT.
Gudmund Alfson! Here! How can you think--?

SIGNE.
Å, jeg er viss på det.

SIGNE.
Oh, I am sure of it.

MARGIT
(går over mod højre).
Gudmund Alfsøn er med til bryllupsgildet i kongsgården; det véd du lige så godt som jeg.

MARGIT.
[Crosses to the right.]
Gudmund Alfson is at the wedding-feast in the King’s hall; you know that as well as I.

SIGNE.
Kan være; men endda så er jeg sikker på, det var ham.

SIGNE.
Maybe; but none the less I am sure it was he.

MARGIT.
Har du da set ham?

MARGIT.
Have you seen him?

SIGNE.
Å nej, nej; men nu skal du høre –

SIGNE.
Oh, no, no; but I must tell you--

MARGIT.
Ja, skynd dig, – fortæl!

MARGIT.
Yes, haste you--tell on!

SIGNE.
Det var sig årle, da klokkerne klang,
mig lysted at ride til kirke;
de vildene fugle kviddred og sang
alt mellem siljer og birke.
Der var en gammen i luft og i li;
kirketiden fast var omme;
thi alt som jeg red ad den skyggefulde sti
mig vinked hver rosenblomme.
Jeg trådte så tyst på kirkegulvet ind;
presten stod højt i koret;
han sang og læste; med andagt i sind
lytted mænd og kvinder til ordet.
Da hørtes en røst over fjorden blå;
mig tyktes, at alle de billeder små
vendte sig om for at lytte derpå.

SIGNE.
’Twas early morn, and the church bells rang,
To Mass I was fain to ride;
The birds in the willows twittered and sang,
In the birch-groves far and wide.
All earth was glad in the clear, sweet day;
And from church it had well-nigh stayed me;
For still, as I rode down the shady way,
Each rosebud beguiled and delayed me.
Silently into the church I stole;
The priest at the altar was bending;
He chanted and read, and with awe in their soul,
The folk to God’s word were attending.
Then a voice rang out o’er the fiord so blue;
And the carven angels, the whole church through,
Turned round, methought, to listen thereto.

MARGIT.
Hvad mere? Signe, – tal ud, tal ud!

MARGIT.
O Signe, say on! Tell me all, tell me all!

SIGNE.
Det var som et dybt, et ufatteligt bud
maned mig udenfor kirkens mur
over hej og dal, gennem li og ur.
Mellem hvide birke jeg lyttende skred;
jeg vandrede fast som i drømme;
øde stod bag mig det hellige sted;
thi prest og kirkefolk vandrede med,
mens det koglende kvad monne strømme.
Der var så stille på kirkesti;
mig tyktes, at fuglene lytted i li,
at lærken daled og gøken taug,
og at det svared fra fjeld og haug.

SIGNE.
’Twas as though a strange, irresistible call
Summoned me forth from the worshipping flock,
Over hill and dale, over mead and rock.
’Mid the silver birches I listening trod,
Moving as though in a dream;
Behind me stood empty the house of God;
Priest and people were lured by the magic ’twould seem,
Of the tones that still through the air did stream.
No sound they made; they were quiet as death;
To hearken the song-birds held their breath,
The lark dropped earthward, the cuckoo was still,
As the voice re-echoed from hill to hill.

MARGIT.
Bliv ved!

MARGIT.
Go on.

SIGNE.
Da korsed sig mand og kvinde;
(med hænderne mod brystet.)
men sælsomme tanker steg op herinde.
Fuldt vel jeg kendte den dejlige sang;
Gudmund har sunget den mangen gang;
Gudmund har sunget den mangen kveld, –
og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel.

SIGNE.
They crossed themselves, women and men;
[Pressing her hands to her breast.]
But strange thoughts arose within me then;
For the heavenly song familiar grew:
Gudmund oft sang it to me and you--
Ofttimes has Gudmund carolled it,
And all he e’er sang in my heart is writ.

MARGIT.
Og du tror, det skulde være –?

MARGIT.
And you think that it may be--?

SIGNE.
Jeg véd det så visst!
Tro mig, mit ord skal du sande.
(leende.)
Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst
igen fra de fremmede lande?
Jeg véd ikke selv, – men jeg er så glad –!
Der falder mig ind –. Margit, véd du hvad?
Hans harpe har hængt så længe
på væggen derinde. Jeg vil tage den ned;
jeg vil pudse den blank og stille den beredt
og stemme dens gyldne strænge.

SIGNE.
I know it is he! I know it? I know it! You soon shall see!
[Laughing.]
From far-off lands, at the last, in the end,
Each song-bird homeward his flight doth bend!
I am so happy--though why I scarce know--!
Margit, what say you? I’ll quickly go
And take down his harp, that has hung so long
In there on the wall that ’tis rusted quite;
Its golden strings I will polish bright,
And tune them to ring and to sing with his song.

MARGIT
(åndsfraværende).
Gør, som dig lyster –

MARGIT.
[Absently.]
Do as you will--

SIGNE
(bebrejdende).
Det er ikke ret.
(omfavner hende.)
Når Gudmund kommer, vil du atter vorde let
tilsinds, som da Signe var liden.

SIGNE.
[Reproachfully.]
Nay, this in not right.
[Embracing her.]
But when Gudmund comes will your heart grow light--
Light, as when I was a child, again.

MARGIT
(hen for sig).
Så mangt har forandret sig siden – –

MARGIT.
So much has changed--ah, so much!--since then--

SIGNE.
Margit, du skal være fro og glad!
Har du ikke terner og svende?
I dit kammer hænger kostelige klæder på rad.
Å Krist, hvilken rigdom uden ende!
Om dagen kan du ride dig i lunden sval,
at vejde den vilde rå;
om natten kan du sove i fruersal
på silkebolsterne blå.

SIGNE.
Margit, you shall be happy and gay!
Have you not serving-maids many, and thralls?
Costly robes hang in rows on your chamber walls;
How rich you are, none can say.
By day you can ride in the forest deep,
Chasing the hart and the hind;
By night in a lordly bower you can sleep,
On pillows of silk reclined.

MARGIT
(ser mod karnappet).
Og han skulde komme til Solhaug som gæst!

MARGIT.
[Looking toward the window.]
And he comes to Solhoug! He, as a guest!

SIGNE.
Hvad siger du?

SIGNE.
What say you?

MARGIT
(vender sig).
Intet. – Gå; smyk dig som bedst.
Min lykke, den, du så lydt monne prise,
kunde times dig selv.

MARGIT.
[Turning.]
Naught.--Deck you out in your best.
That fortune which seemeth to you so bright
May await yourself.

SIGNE.
Hvad mener du vel?

SIGNE.
Margit, say what you mean!

MARGIT
(stryger hendes hår).
Jeg mener –; nu ja, det vil sig jo vise –;
jeg mener, – hvis en bejler red sig hid ikveld –;

MARGIT.
[Stroking her hair.]
I mean--nay, no more! ’Twill shortly be seen--;
I mean--should a wooer ride hither to-night--?

SIGNE.
En bejler? Til hvem?

SIGNE.
A wooer? For whom?

MARGIT.
Til dig.

MARGIT.
For you.

SIGNE
(med latter).
Til mig?
Å, da er han kommen på den urette vej.

SIGNE.
[Laughing.]
For me?
That he’d ta’en the wrong road full soon he would see.

MARGIT.
Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad
om din tro?

MARGIT.
What would you say if a valiant knight
Begged for your hand?

SIGNE.
Jeg vilde svare, jeg er for glad
til at tænke på bejlere eller på sligt.

SIGNE.
That my heart was too light
To think upon suitors or choose a mate.

MARGIT.
Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt?

MARGIT.
But if he were mighty, and rich, and great?

SIGNE.
Å, var han end konge, med hallen fuld
af dyre klæder og røden guld,
det skulde så lidet mig friste.
Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,
med sommer og sol og den susende elv,
med dig og de fugle på kviste.
Kære søster min, – her vil jeg bygge og bo;
og at skænke nogen bejler min hånd og min tro,
dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro!
(hun iler syngende ud til venstre.)

SIGNE.
O, were he a king, did his palace hold
Stores of rich garments and ruddy gold,
’Twould ne’er set my heart desiring.
With you I am rich enough here, meseeems,
With summer and sun and the murmuring streams,
And the birds in the branches quiring.
Dear sister mine--here shall my dwelling be;
And to give any wooer my hand in fee,
For that I am too busy, and my heart too full of glee!
[SIGNE runs out to the left, singing.]

MARGIT
(efter et ophold).
Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid – til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være. – Signe havde hørt ham synge, sagde hun. Når jeg hørte granerne suse dybt derinde i skoven, når jeg hørte fossen rulle og fuglene lokke i trætoppene, da bares det mig tidt nok for, som om Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem. Og dog var han langvejs herfra. – Signe har skuffet sig selv. Gudmund kommer ikke.

MARGIT.
[After a pause.]
Gudmund Alfson coming hither! Hither--to Solhoug? No, no, it cannot be.--Signe heard him singing, she said! When I have heard the pine-trees moaning in the forest afar, when I have heard the waterfall thunder and the birds pipe their lure in the tree-tops, it has many a time seemed to me as though, through it all, the sound of Gudmund’s songs came blended. And yet he was far from here.--Signe has deceived herself. Gudmund cannot be coming.
[BENGT enters hastily from the back.]

BENGT
(i hastværk, fra baggrunden, råber).
En uventet gæst, min hustru!

BENGT.
[Entering, calls loudly.]
An unlooked-for guest my wife!

MARGIT.
Og hvem?

MARGIT.
What guest?

BENGT.
Gudmund Alfsøn, din frænde! (råber ud gennem døren til højre.) Det bedste gæstekammer må holdes rede – og det på stand!

BENGT.
Your kinsman, Gudmund Alfson! [Calls through the doorway on the right.] Let the best guest-room be prepared--and that forthwith!

MARGIT.
Han er da alt på gården?

MARGIT.
Is he, then, already here?

BENGT
(ser ud gennem svalegangen).
Ikke så lige endnu; men længe vil det ikke vare. (råber ud til højre igen.) Den snittede egeseng med dragehovederne! (går hen til Margit.) Hans våbendrager bragte bud og hilsen fra ham; selv følger han efter.

BENGT.
[Looking out through the passage-way.]
Nay, not yet; but he cannot be far off. [Calls again to the right.] The carved oak bed, with the dragon-heads! [Advances to MARGIT.] His shield- bearer brings a message of greeting from him; and he himself is close behind.

MARGIT.
Hans våbendrager? Kommer han hid med våbendrager?

MARGIT.
His shield-bearer! Comes he hither with a shield-bearer!

BENGT.
Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og sex rustede mænd er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden mand nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage imod ham. (råber ud.) Læg gyldenlæderssadlen på min hest! Og glem ikke bidslet med ormehovederne! (ser ud i baggrunden.) Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min sølvknappede stav! Slig en herre, – Krist fri mig – ham må vi tage imod med ære, med stor ære!
(han går skyndsomt ud i baggrunden.)

BENGT.
Aye, by my faith he does. He has a shield-bearer and six armed men in his train. What would you? Gudmund Alfson is a far other man than he was when he set forth to seek his fortune. But I must ride forth to seek him. [Calls out.] The gilded saddle on my horse! And forget not the bridle with the serpents’ heads! [Looks out to the back.] Ha, there he is already at the gate! Well, then, my staff--my silver-headed staff! Such a lordly knight--Heaven save us!--we must receive him with honour, with all seemly honour!
[Goes hastily out to the back.]

MARGIT
(grublende).
Han vandred fra bygden som den fattigste svend.
Nu kommer han med væbner og med rustede mænd.
Hvad vil han? Er det hans agt at se,
om bittert jeg nages af kummer og ve?
Lyster det ham at prøve og friste,
hvad jeg mægter at bære, før hjertet må briste?
Mener han, at –? Ah, prøv kun derpå;
så ringe en fryd skal du deraf få!
(hun vinker ud gennem døren til højre.)
(Tre piger kommer ind i stuen.)

MARGIT.
[Brooding]
Alone he departed, a penniless swain;
With esquires and henchmen now comes he again.
What would he? Comes he, forsooth, to see
My bitter and gnawing misery?
Would he try how long, in my lot accurst,
I can writhe and moan, ere my heart-strings burst--
Thinks he that--? Ah, let him only try!
Full little joy shall he reap thereby.
[She beckons through the doorway on the right. Three handmaidens enter.]

MARGIT.
I høre mig vel, mine terner små;
I bringe mig på stand min silkekåbe blå.
I følge mig flugs i fruerstuen ind,
at klæde mig høvisk i fløjel og skind.
To af jer skal klæde mig i skarlag og mår,
den tredje skal vinde perler i mit hår.
I bære mig alle mine smykker did ud!
(Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.)

List, little maids, what I say to you:
Find me my silken mantle blue.
Go with me into my bower anon:
My richest of velvets and furs do on.
Two of you shall deck me in scarlet and vair,
The third shall wind pearl-strings into my hair.
All my jewels and gauds bear away with ye!
[The handmaids go out to the left, taking the ornaments with them.]

MARGIT.
Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud.
Vel! Jeg får at bære mit kongelige skrud.
(hun går ud til venstre.)
(Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalegangen i baggrunden.)

Since Margit the Hill-King’s bride must be,
Well! don we the queenly livery!
[She goes out to the left. [BENGT ushers in GUDMUND ALFSON, through the pent-house passage at the back.]

BENGT.
Og endnu en gang, – hil eder under Solhaugs tag, min hustrus frænde!

BENGT.
And now once more--welcome under Solhoug’s roof, my wife’s kinsman.

GUDMUND.
Jeg takker jer. Og hvordan går det hende? Hun lider dog vel i alle måder, vil jeg tro?

GUDMUND.
I thank you. And how goes it with her? She thrives well in every way, I make no doubt?

BENGT.
Ja, det kan I sværge på, hun gør. Der fattes hende intet. Hele fem terner kan hun byde og råde over; en fuldt sadlet ganger står rede, så snart det kun lyster hende. Nå, snart sagt, så har hun alt, hvad en høvisk kvinde kan begære for at være fornøjet i sine kår.

BENGT.
Aye, you may be sure she does. There is nothing she lacks. She has five handmaidens, no less, at her beck and call; a courser stands ready saddled in the stall when she lists to ride abroad. In one word, she has all that a noble lady can desire to make her happy in her lot.

GUDMUND.
Og Margit, – hun er da vel fornøjet?

GUDMUND.
And Margit--is she then happy?

BENGT.
Gud og hver mand skulde tro, hun måtte være det; men, sælsomt nok –

BENGT.
God and all men would think that she must be; but, strange to say--

GUDMUND.
Hvad mener I?

GUDMUND.
What mean you?

BENGT.
Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så bæres det mig for, at Margit var lystigere til sinde alt imens hun leved i fattige kår, end siden hun blev frue på Solhaug.

BENGT.
Well, believe it or not as you list, but it seems to me that Margit was merrier of heart in the days of her poverty, than since she became the lady of Solhoug.

GUDMUND
(hen for sig).
Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå.

GUDMUND.
[To himself.]
I knew it; so it must be.

BENGT.
Hvad siger I, frænde?

BENGT.
What say you, kinsman?

GUDMUND.
Jeg siger, højligen undrer mig, hvad I fortæller om eders hustru.

GUDMUND.
I say that I wonder greatly at what you tell me of your wife.

BENGT.
Ja, mener I ikke, det går mig lige så? Jeg vil aldrig gælde for en ærlig herremand mere, dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er; og ingen skal kunne sige mig på, at jeg holder hende strængt; alt tilsyn med hus og gård har jeg taget på mig; og ikke desmindre –. Nå, I var jo altid en lystig svend; jeg tænker nok, I bringer solskin med jer. Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at jeg –
(Margit kommer i rig dragt fra venstre.)

BENGT.
Aye, you may be sure I wonder at it too. On the faith and troth of an honest gentleman, ’tis beyond me to guess what more she can desire. I am about her all day long; and no one can say of me that I rule her harshly. All the cares of household and husbandry I have taken on myself; yet notwithstanding-- Well, well, you were ever a merry heart; I doubt not you will bring sunshine with you. Hush! here comes Dame Margit! Let her not see that I--
[MARGIT enters from the left, richly dressed.]

GUDMUND
(går hende imøde).
Margit, – kære Margit!

GUDMUND.
[Going to meet her.]
Margit--my dear Margit!

MARGIT
(standser, ser fremmed på ham).
Forlad mig, herr ridder; men –? (som om hun først nu genkendte ham.) For sandt, hvis jeg ikke fejler, så er det Gudmund Alfsøn.
(rækker hånden frem.)

MARGIT.
[Stops, and looks at him without recognition.]
Your pardon, Sir Knight; but--? [As though she only now recognized him.] Surely, if I mistake not, ’tis Gudmund Alfson.
[Holding out her hand to him.]

GUDMUND
(uden at tage den).
Og du kendte mig ikke straks igen?

GUDMUND.
[Without taking it.]
And you did not at once know me again?

BENGT
(leende).
Nej men, Margit, hvad tænker du dog på? Jeg meldte dig jo nylig, at din frænde –

BENGT.
[Laughing.]
Why, Margit, of what are you thinking? I told you but a moment agone that your kinsman--

MARGIT
(går over mod bordet til højre).
Tolv år er en lang tid, Gudmund. Den friskeste urt kan dø i tiende led imens –

MARGIT.
[Crossing to the table on the right.]
Twelve years is a long time, Gudmund. The freshest plant may wither ten times over in that space.

GUDMUND.
Det er syv år siden vi sidst sås.

GUDMUND.
’Tis seven years since last we met.

MARGIT.
Tilvisse, det må være længere siden.

MARGIT.
Surely it must be more than that.

GUDMUND
(ser på hende).
Jeg kunde fristes til at tro det; men det er dog som jeg siger.

GUDMUND.
[Looking at her.]
I could almost think so. But ’tis as I say.

MARGIT.
Hel sælsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det tykkes mig en evig lang tid siden jeg var barn. (kaster sig ned i en stol.) Nå, sæt eder, min frænde! Hvil eder ud; ikveld skal I forlyste os med eders sang. (med et tvungent smil.) Ja, I véd vel, vi er glade her på gården idag, – vi holder gilde.

MARGIT.
How strange! I must have been but a child then; and it seems to me a whole eternity since I was a child. [Throws herself down on a chair.] Well, sit you down, my kinsman! Rest you, for to-night you shall dance, and rejoice us with your singing. [With a forced smile.] Doubtless you know we are merry here to-day--we are holding a feast.

GUDMUND.
Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind på tunet.

GUDMUND.
’Twas told me as I entered your homestead.

BENGT.
Ja, idag for tre år siden blev jeg –

BENGT.
Aye, ’tis three years to-day since I became--

MARGIT
(afbrydende).
Min frænde har alt hørt det. (til Gudmund.) Vil I ikke lægge eders kappe bort?

MARGIT.
[Interrupting.]
My kinsman has already heard it. [To GUDMUND.] Will you not lay aside your cloak?

GUDMUND.
Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som her er koldt, – koldere, end jeg havde ventet.

GUDMUND.
I thank you, Dame Margit; but it seems to me cold here--colder than I had foreseen.

BENGT.
Da er jeg både sved og varm; men jeg har også fuldt op at tage vare på. (til Margit.) Lad nu ikke tiden falde lang for vor gæst, mens jeg er ude. I kan jo snakke sammen om gamle dage.
(vil gå.)

BENGT.
For my part, I am warm enough; but then I have a hundred things to do and to take order for. [To MARGIT.] Let not the time seem long to our guest while I am absent. You can talk together of the old days.
[Going.]

MARGIT
(tvilrådig).
Går du? Vil du ikke heller –?

MARGIT.
[Hesitating.]
Are you going? Will you not rather--?

BENGT
(leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage.)
Ser I vel; herr Bengt til Solhaug er manden, som forstår at færdes mellem kvindfolk. Der er ikke den stund så kort, at min hustru kan være mig foruden. (til Margit, idet han tager hende under hagen.) Vær du trøstig; jeg skal snart være hos dig.

BENGT.
[Laughing, to GUDMUND, as he comes forward again.]
See you well-- Sir Bengt of Solhoug is the man to make the women fain of him. How short so e’er the space, my wife cannot abide to be without me. [To MARGIT, caressing her.] Content you; I shall soon be with you again.
[He goes out to the back.]

MARGIT
(hen for sig).
Å, kval og harm at måtte lide alt dette.
(kort taushed.)

MARGIT.
[To herself.]
Oh, torture, to have to endure it all.
[A short silence.]

GUDMUND.
Hvorlunde lever eders søster kære?

GUDMUND.
How goes it, I pray, with your sister dear?

MARGIT.
Jeg takker; hel vel.

MARGIT.
Right well, I thank you.

GUDMUND.
Det blev sagt, hun skulde
være hos eder.

GUDMUND.
They said she was here With you.

MARGIT.
Her har hun været siden jeg –
(slår om.)
For tre år siden kom hun til Solhaug med mig.
(lidt efter.)
Hun træder visst snart i stuen herind.

MARGIT.
She has been here ever since we-- [Breaks off.]
She came, now three years since, to Solhoug with me. [After a pause.]
Ere long she’ll be here, her friend to greet.

GUDMUND.
Signe havde fordum så vennesælt sind;
hun kendte ej list eller rænke;
når jeg kommer ihu hendes øjne blå,
jeg må på guds engle tænke.
Dog, mangt kan i syv års tid forgå.
Sig mig, – mens fjernt fra bygden jeg vandred,
har også hun sig så stærkt forandret?

GUDMUND.
Well I mind me of Signe’s nature sweet.
No guile she dreamed of, no evil knew.
When I call to remembrance her eyes so blue
I must think of the angels in heaven.
But of years there have passed no fewer than seven;
In that time much may have altered. Oh, say
If she, too, has changed so while I’ve been away?

MARGIT
(tvungent spøgende).
Hun også? Er det i kongens gård
slig høvisk tale man lærer?
I minder mig om, hvordan tiden lærer –

MARGIT.
She too? Is it, pray, in the halls of kings
That you learn such courtly ways, Sir Knight?
To remind me thus of the change time brings--

GUDMUND.
Margit, hel vel mine ord I forstår.
Engang var I mig begge så blide;
I græd, da jeg skulde fra bygden ride;
vi loved at holde som søskende sammen
i fryd og i ve, i nød og i gammen.
I lyste som en sol mellem jomfruer små;
så viden om land eders ry monne gå; –
fuldt vel er I endnu så fager en kvinde.
Men Solhaugs frue, kan jeg mærke, har glemt
den fattige frænde. Så umildt er I stemt,
I, der engang var så vennesæl til sinde.

GUDMUND.
Nay, Margit, my meaning you read aright!
You were kind to me, both, in those far-away years--
Your eyes, when we parted were wet with tears.
We swore like brother and sister still
To hold together in good hap or ill.
’Mid the other maids like a sun you shone,
Far, far and wide was your beauty known.
You are no less fair than you were, I wot;
But Solhoug’s mistress, I see, has forgot
The penniless kinsman. So hard is your mind
That ever of old was gentle and kind.

MARGIT
(næsten tårekvalt).
Ja engang –!

MARGIT.
[Choking back her tears.]
Aye, of old--!

GUDMUND
(ser deltagende på hende, tier lidt og siger med dæmpet stemme):
Eders husbond bød os at korte
tiden med at melde om gammelt og kært.

GUDMUND.
[Looks compassionately at her, is silent for a little,then says in a subdued voice.]
Shall we do as your husband said?
Pass the time with talk of the dear old days?

MARGIT
(heftigt).
Nej, nej; ikke derom!
(roligere.)
Det falder mig så svært
at mindes; den ting har jeg aldrig lært.
Meld heller om de år, I var borte; –
den tid er vel ej på bedrift så arm;
meget må I kunne mig berette;
derude er jo verden både vid og varm, –
der er sindet og tankerne lette.

MARGIT.
[Vehemently.]
No, no, not of them!
Their memory’s dead.
My mind unwillingly backward strays.
Tell rather of what your life has been,
Of what in the wide world you’ve done and seen.
Adventures you’ve lacked not, well I ween--
In all the warmth and the space out yonder,
That heart and mind should be light, what wonder?

GUDMUND.
I kongens hal var jeg aldrig så fro,
som dengang jeg var smådreng i den fattige bo.

GUDMUND.
In the King’s high hall I found not the joy
That I knew by my own poor hearth as a boy.

MARGIT
(uden at se på ham).
Og jeg – hver dag, jeg på Solhaug bode,
takked himlen, at den gjorde mine kår så gode.

MARGIT.
[Without looking at him.]
While I, as at Solhoug each day flits past,
Thank Heaven that here has my lot been cast.

GUDMUND.
Vel eder, dersom I kan takke fordi –

GUDMUND.
’Tis well if for this you can thankful be--

MARGIT
(heftigt).
Og er jeg da ikke hædret og fri?
Kan jeg ikke byde, som det huer mig bedst?
Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, råde?
Her er jeg den første; ingen sidder mig næst;
Og det, véd I, var mig altid til måde.
I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt;
men I ser, jeg er fro, mit sind er let.
Se, derfor kunde I sparet jert komme
til Solhaug; det vil jer kun lidet fromme.

MARGIT.
[Vehemently.]
Why not? For am I not honoured and free?
Must not all folk here obey my hest?
Rule I not all things as seemeth me best?
Here I am first, with no second beside me;
And that, as you know, from of old satisfied me.
Did you think you would find me weary and sad?
Nay, my mind is at peace and my heart is glad.
You might, then, have spared your journey here
To Solhoug; ’twill profit you little, I fear.

GUDMUND.
Hvad mener I, fru Margit?

GUDMUND.
What, mean you, Dame Margit?

MARGIT
(rejser sig).
Tilfulde jeg véd,
hvad der fører jer ind i min enlige stue.

MARGIT.
[Rising.]
I understand all--
I know why you come to my lonely hall.

GUDMUND.
I véd, hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med?
(hilser og vil gå.)
Guds fred og farvel da, min ædle frue!

GUDMUND.
And you welcome me not, though you know why I came?
[Bowing and about to go.]
God’s peace and farewell, then, my noble dame!

MARGIT.
Det var eder mere til ære, ifald
I var bleven, hvor I var, i kongens hal.

MARGIT.
To have stayed in the royal hall, indeed,
Sir Knight, had better become your fame.

GUDMUND
(standser).
I kongens hal? Kan I spotte min nød?

GUDMUND.
[Stops.]
In the royal hall? Do you scoff at my need?

MARGIT.
Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde;
jeg gad vide, hvor I tænker at ende!
I kan eder klæde i fløjel rød,
er kongens mand, ejer gods og guld –

MARGIT.
Your need? You are ill to content, my friend;
Where, I would know, do you think to end?
You can dress you in velvet and cramoisie,
You stand by the throne, and have lands in fee--

GUDMUND.
Bedst må I vide, om lykken er mig huld.
I sagde fornylig, fuldt vel I vidste
mit ærend på Solhaug –

GUDMUND.
Do you deem, then, that fortune is kind to me?
You said but now that full well you knew
What brought me to Solhoug--

MARGIT.
Det véd jeg forsand!

MARGIT.
I told you true!

GUDMUND.
Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste; –
da véd I, jeg er en fredløs mand.

GUDMUND.
Then you know what of late has befallen me;--
You have heard the tale of my outlawry?

MARGIT
(skrækslagen).
Fredløs! Du, Gudmund!

MARGIT.
[Terror-struck.]
An outlaw! You, Gudmund!

GUDMUND.
Det er jeg for visst.
Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist,
havde jeg kendt eders tanker og sind,
aldrig var jeg tyet på Solhaug ind.
Jeg mente, I endnu var mild og god,
alt som dengang jeg eder forlod;
men jeg vil ikke trygle; skoven er stor,
og sikker er min hånd og min bue; –
langt heller være hejens sten mit bord
og bjørnehiet min stue.
(vil gå.)

GUDMUND.
I am indeed.
But I swear, by the Holy Christ I swear,
Had I known the thoughts of your heart, I ne’er
Had bent me to Solhoug in my need.
I thought that you still were gentle-hearted,
As you ever were wont to be ere we parted:
But I truckle not to you; the wood is wide,
My hand and my bow shall fend for me there;
I will drink of the mountain brook, and hide
My head in the beast’s lair.
[On the point of going.]

MARGIT
(holder ham tilbage).
Fredløs! Nej, bliv! Jeg sværger dig til,
slet intet jeg derom vidste.

MARGIT.
[Holding him back.]
Outlawed! Nay, stay! I swear to you
That naught of your outlawry I knew.

GUDMUND.
Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil;
og livet vil hver mand friste.
Tre nætter lå jeg som hunden ude;
på fjeldet jeg hvilte mine mødige ben
og læned mit hoved til urens sten.
At tigge om ly, om bolster og pude
i fremmed folks hus, det var mig for tungt;
min tro var jo frejdig; mit håb var ungt;
jeg tænkte: når du til Solhaug kommer,
da er du frelst fra al din kvide;
der finder du venner; på dem kan du lide. –
Men håbet er skørt som markens blommer.
Eders husbond mødte mig med horn og krus;
han åbned for mig både dør og porte; –
men øde tykkes mig eders hus;
hallen er mørk; mine venner er borte.
Nu godt; jeg stiger på ny til fjelds.

GUDMUND.
It is as I tell you. My life’s at stake;
And to live are all men fain.
Three nights like a dog ’neath the sky I’ve lain,
My couch on the hillside forced to make,
With for pillow the boulder grey.
Though too proud to knock at the door of the stranger,
And pray him for aid in the hour of danger,
Yet strong was my hope as I held on my way:
I thought: When to Solhoug you come at last
Then all your pains will be done and past.
You have sure friends there, whatever betide.--
But hope like a wayside flower shrivels up;
Though your husband met me with flagon and cup,
And his doors flung open wide,
Within, your dwelling seems chill and bare;
Dark is the hall; my friends are not there.
’Tis well; I will back to my hills from your halls.

MARGIT
(bønligt).
Å, hør mig!

MARGIT.
[Beseechingly.]
Oh, hear me!

GUDMUND.
Mit sind er ej som en træls.
Nu tykkes mig livet en usselig gave;
jeg agter det fast for intet værd.
Skrinlagt har I alt, hvad der var mig kært;
mit fagreste håb jeg måtte begrave.
Farvel da, fru Margit!

GUDMUND.
My soul is not base as a thrall’s.
Now life to me seems a thing of nought;
Truly I hold it scarce worth a thought.
You have killed all that I hold most dear;
Of my fairest hopes I follow the bier.
Farewell, then, Dame Margit!

MARGIT.
Nej, Gudmund, hør!
Ved gud og mænd –!

MARGIT.
Nay, Gudmund, hear!
By all that is holy--!

GUDMUND.
Forlyst dig som før;
lev du i gammen og ære;
så lidet skal Gudmund mørkne din dør;
ret aldrig han skal dig besvære.

GUDMUND.
Live on as before
Live on in honour and joyance--
Never shall Gudmund darken your door,
Never shall cause you ’noyance.

MARGIT.
Nu er det nok. Dine bittre ord
vil volde dig anger og kvide.
Havde jeg vidst, at du fredløs foer
alt over strande så vide, –
tro mig, da var det min kæreste dag,
da du tyed ind under Solhaugs tag;
da var det for visst min gladeste fest,
når den fredløse meldte sig her som gæst.

MARGIT.
Enough, enough. Your bitterness
You presently shall rue.
Had I known you outlawed, shelterless,
Hunted the country through--
Trust me, the day that brought you here
Would have seemed the fairest of many a year;
And a feast I had counted it indeed
When you turned to Solhoug for refuge in need.

GUDMUND.
Du siger –! Hvad skal jeg tænke og tro?

GUDMUND.
What say you--? How shall I read your mind?

MARGIT
(rækker ham hånden).
At frænder og venner på Solhaug bo.

MARGIT.
[Holding out her hand to him.]
Read this: that at Solhoug dwell kinsfolk kind.

GUDMUND.
Men det, som du nys –?

GUDMUND.
But you said of late--?

MARGIT.
Agt ikke derpå.
Hør mig, så vil du det hele forstå.
For mig er livet en nat så sort;
der er ikke sol eller stjerne.
Og intet mægter min kvide at fjerne;
thi, ak, jeg har byttet min ungdom bort.
Mit frejdige sind jeg solgte for guld;
jeg hilded mig selv i brogede lænker.
Tro mig, så klageligt vederlag skænker
rigdom, når barmen er sorrigfuld.
Dengang vi var børn, – hvor var jeg da fro!
Vore kår var ringe, fattigt vort bo;
men rigt var håbet i mit bryst herinde.

MARGIT.
To that pay no heed,
Or hear me, and understand indeed.
For me is life but a long, black night,
Nor sun, nor star for me shines bright.
I have sold my youth and my liberty,
And none from my bargain can set me free.
My heart’s content I have bartered for gold,
With gilded chains I have fettered myself;
Trust me, it is but comfort cold
To the sorrowful soul, the pride of pelf.
How blithe was my childhood--how free from care!
Our house was lowly and scant our store;
But treasures of hope in my breast I bore.

GUDMUND,
(der ufravendt har betragtet hende).
Og du arted dig alt til den dejligste kvinde.

GUDMUND.
[Whose eyes have been fixed upon her.]
E’en then you were growing to beauty rare.

MARGIT.
Kan være; men al den lov og pris,
jeg hørte, det blev til min lykkes forlis.
Du måtte bort til de fremmede lande;
men alle dine kvæder graved sig ind
dybt i mit hjerte, dybt i mit sind,
og sløred med tanker min pande.
Du havde sunget om al den lyst,
som mægter at rummes i et menneskes bryst;
du havde sunget om det frejdige liv
blandt herrer og fruer. Alt som bedst
kom bejlere fra øst og bejlere fra vest;
og så – så blev jeg min husbonds viv.

MARGIT.
Mayhap; but the praises showered on me
Caused the wreck of my happiness--that I now see.
To far-off lands away you sailed;
But deep in my heart was graven each song
You had ever sung; and their glamour was strong;
With a mist of dreams my brow they veiled.
In them all the joys you had dwelt upon
That can find a home in the beating breast;
You had sung so oft of the lordly life
’Mid knights and ladies. And lo! anon
Came wooers a many from east and from west;
And so--I became Bengt Gauteson’s wife.

GUDMUND.
Å, Margit!

GUDMUND.
Oh, Margit!

MARGIT.
Der gik ikke lang tid hen,
før jeg måtte så bitterlig græde.
At tænke på dig, min frænde, min ven,
det blev min eneste glæde.
Hvor det tyktes mig tomt i Solhaugs hal
og i alle de store stuer!
Her gæsted os riddere, herrer og fruer;
her sang mig til ære så mangen skald;
men der var ikke én, som ret mig forstod,
ikke én, som fatted min jammer; –
jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer;
dog værked mit hoved, dog brændte mit blod.

MARGIT.
The days that passed were but few
Ere with tears my folly I ’gan to rue.
To think, my kinsman and friend, on thee
Was all the comfort left to me.
How empty now seemed Solhoug’s hall,
How hateful and drear its great rooms all!
Hither came many a knight and dame,
Came many a skald to sing my fame.
But never a one who could fathom aright
My spirit and all its yearning--
I shivered, as though in the Hill-King’s might;
Yet my head throbbed, my blood was burning.

GUDMUND.
Men din husbond –?

GUDMUND.
But your husband--?

MARGIT.
Han var mig aldrig kær!
hans guld var alt, hvad mig hilded;
talte han til mig, sad han mig nær,
blev mit sind af kvide forvildet.
(slår hænderne sammen.)
Og sådan har jeg levet i årene tre!
Mit liv var en evig, en endeløs ve.
Dit komme rygtedes; visst du kender
den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder;
jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide;
thi du måtte mindst af alle den vide.

MARGIT.
He never to me was dear.
’Twas his gold was my undoing.
When he spoke to me, aye, or e’en drew near,
My spirit writhed with ruing.
[Clasping her hands.]
And thus have I lived for three long years--
A life of sorrow, of unstanched tears!
Your coming was rumoured. You know full well
What pride deep down in my heart doth dwell.
I hid my anguish, I veiled my woe,
For you were the last that the truth must know.

GUDMUND
(bevæget).
Og derfor var det, du vendte dig bort –.

GUDMUND.
[Moved.]
’Twas therefore, then, that you turned away--

MARGIT
(uden at se på ham).
Jeg tænkte, du kom for at spotte min vånde.

MARGIT.
[Not looking at him.]
I thought you came at my woe to jeer.

GUDMUND.
Margit, kunde du tro –?

GUDMUND.
Margit, how could you think--?

MARGIT.
Nu, kort
og godt, der var grund nok for hånde.
Dog, himlen være takket, nu er det forbi;
jeg står ikke længer alene;
om barmen er jeg så let og fri,
som et barn under abildgrene.
(farer sammen i skræk.)
Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme –!
Alle helgene se til mig nådigt ned!
Fredløs, sagde du –?

MARGIT.
Nay, nay,
There was reason enough for such a fear.
But thanks be to Heaven that fear is gone;
And now no longer I stand alone;
My spirit now is as light and free
As a child’s at play ’neath the greenwood tree.
[With a sudden start of fear.]
Ah, where are my wits fled! How could I forget--?
Ye saints, I need sorely your succor yet!
An outlaw, you said--?

GUDMUND
(smiler).
Nu er jeg hjemme;
her lader mig kongens mænd med fred.

GUDMUND.
[Smiling.]
Nay, now I’m at home;
Hither the King’s men scarce dare come.

MARGIT.
Men du, som nylig stod højt i agt, –
sig mig hvorlunde –?

MARGIT.
Your fall has been sudden. I pray you, tell
How you lost the King’s favour.

GUDMUND.
Snart er det sagt.
Du véd, jeg var i de franske riger,
da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog
did fra Bergen med et fyrsteligt tog,
at føre prinsessen med svende og piger
og skatte til Norge som kongens brud.
Herr Audun var så fager og prud;
prinsessen var den livsaligste kvinde.
Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn; –
de talte tilhobe, de hvisked i løn.
Hvorom? Det var svært at finde. –
Det var sig en nat; jeg læned mig tyst
op imod snekkens side;
mine tanker stævned mod Norges kyst
alt med de måger hvide.
Da hvisked to røster bag ved min ryg; –
jeg vendte mig om; – det var ham og hende;
de så mig ikke; jeg sad så tryg;
dog kunde jeg begge kende.
Hun så på ham med et klageligt blik
og hvisked: ak, dersom farten gik
mod syd til de dejlige lande,
og var vi alene på snekken, vi to,
da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro,
da brændte visst ikke min pande!
Genmæled herr Audun; hun svared ham kæk,
svared med ord så hede, så vilde;
jeg så hendes øjne som stjerner spille;
hun bad ham –
(afbrydende.)
Det greb mig med rædsel og skræk.

GUDMUND.
’Twas thus it befell.
You know how I journeyed to France of late,
When the Chancellor, Audun of Hegranes,
Fared thither from Bergen, in royal state,
To lead home the King’s bride, the fair Princess,
With her squires, and maidens, and ducats bright.
Sir Audun’s a fair and stately knight,
The Princess shone with a beauty rare--
Her eyes seemed full of a burning prayer.
They would oft talk alone and in whispers, the two--
Of what? That nobody guessed or knew.
There came a night when I leant at ease
Against the galley’s railing;
My thought flew onward to Norway’s leas,
With the milk-white seagulls sailing.
Two voices whispered behind my back;--
I turned--it was he and she;
I knew them well, though the night was black,
But they--they saw not me.
She gazed upon him with sorrowful eyes
And whispered: “Ah, if to southern skies
We could turn the vessel’s prow,
And we were alone in the bark, we twain,
My heart, methinks, would find peace again,
Nor would fever burn my brow.”
Sir Audun answers; and straight she replies,
In words so fierce, so bold;
Like glittering stars I can see her eyes;
She begged him--
[Breaking off.]
My blood ran cold.

MARGIT.
Hun bad –?

MARGIT.
She begged--?

GUDMUND.
Jeg foer op; i hast de forsvandt;
alene stod jeg på skibets dæk; –
(tager en liden flaske frem.)
men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.

GUDMUND.
I arose, and they vanished apace;
All was silent, fore and aft:--
[Producing a small phial.]
But this I found by their resting place.

MARGIT.
Og den –?

MARGIT.
And that--?

GUDMUND
(med dæmpet stemme).
Den rummer en gådefuld saft; –
en dråbe deraf i din uvens bæger, –
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.

GUDMUND.
[Lowering his voice.]
Holds a secret draught.
A drop of this in your enemy’s cup
And his life will sicken and wither up.
No leechcraft helps ’gainst the deadly thing.

MARGIT.
Men sig mig –?

MARGIT.
And that--?

GUDMUND
(hviskende).
Den var for kongen bestemt.

GUDMUND.
That draught was meant for the King.

MARGIT.
Alle helgener!

MARGIT.
Great God!

GUDMUND
(idet han atter forvarer flasken).
Vel, at jeg fik den gemt. –
Tre dage efter var farten tilende.
Så lønligt flygted jeg med mine svende;
jeg vidste jo nok, i kongens hal
vilde Audun listelig volde mit fald, –
vilde forklage mig –

GUDMUND.
[Putting up the phial again.]
That I found it was well for them all.
In three days more was our voyage ended;
Then I fled, by my faithful men attended.
For I knew right well, in the royal hall,
That Audun subtly would work my fall,--
Accusing me--

MARGIT.
Nu er forbi
din værste nød; snart er alt ved det gamle.

MARGIT.
Aye, but at Solhoug he
Cannot harm you. All as of old will be.

GUDMUND.
Alt? Nej, Margit, – dengang var du fri.

GUDMUND.
All? Nay, Margit--you then were free.

MARGIT.
Du mener –?

MARGIT.
You mean--?

GUDMUND.
Jeg? Intet. Å, lad mig samle
mine tanker; jeg er så frejdig og fro
fordi jeg, som fordum, er hos eder to.
Men, sig mig, – Signe –?

GUDMUND.
I? Nay, I meant naught. My brain
Is wildered; but ah, I am blithe and fain
To be, as of old, with you sisters twain.
But tell me,--Signe--?

MARGIT
(peger smilende mod døren til venstre).
Hun kommer snart.
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde,
og det er vel ikke gjort i en fart.

MARGIT.
[Points smiling towards the door on the left.]
She comes anon.
To greet her kinsman she needs must don
Her trinkets--a task that takes time, ’tis plain.

GUDMUND.
Jeg må se, om hun endnu kan mig kende.
(han går ud til venstre.)

GUDMUND.
I must see--I must see if she knows me again.
[He goes out to the left.]

MARGIT
(ser efter ham).
Hvor han er fager og mandig. (med et suk.) Der er ikke megen lighed mellem ham og – (rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed.) Dengang var du fri, sagde han. Ja, dengang! (kort taushed.) Det var en sælsom fortælling, den om prinsessen, som –. Hun havde en anden kær, og så –. Ja, disse kvinder i de fremmede lande, – jeg har hørt det før, – de er ikke veke som vi; de ræddes ikke for at gøre en tanke til dåd. (tager et bæger, som står på bordet.) Af dette bæger drak Gudmund og jeg på et frydeligt gensyn, da han rejste. Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. (sætter bægeret ind i et vægskab.) Hvor blid denne sommerdag er. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år.
(Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra venstre.)

MARGIT.
[Following him with her eyes.]
How fair and manlike he is! [With a sigh.] There is little likeness ’twixt him and-- [Begins putting things in order on the table, but presently stops.] “You then were free,” he said. Yes, then! [A short pause.] ’Twas a strange tale, that of the Princess who-- She held another dear, and then-- Aye, those women of far-off lands-- I have heard it before--they are not weak as we are; they do not fear to pass from thought to deed. [Takes up a goblet which stands on the table.] ’Twas in this beaker that Gudmund and I, when he went away, drank to his happy return. ’Tis well-nigh the only heirloom I brought with me to Solhoug. [Putting the goblet away in a cupboard.] How soft is this summer day; and how light it is in here! So sweetly has the sun not shone for three long years.
[SIGNE, and after her GUDMUND, enters from the left.]

SIGNE
(løber leende hen til Margit).
Ha-ha-ha! Han vil ikke tro, det er mig!

SIGNE.
[Runs laughing up to MARGIT.]
Ha, ha, ha! He will not believe that ’tis I!

MARGIT
(smilende, til Gudmund).
Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred,
har også hun sig så stærkt forandret.

MARGIT.
[Smiling to GUDMUND.]
You see: while in far-off lands you strayed,
She, too, has altered, the little maid.

GUDMUND.
Tilvisse! Men at hun skulde –! Nej, nej,
det var dog aldrig faldet mig ind.
(griber Signes hænder og ser på hende.)
Og dog, dit uskyldige barnesind
læser jeg endnu i øjnene blå; –
hvor kan jeg da længer tvile derpå!
Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har
tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar
dig på mine arme. Da var du et barn;
nu er du en huldre, som kogler og gækker.

GUDMUND.
Aye truly! But that she should be-- Why,
’Tis a marvel in very deed.
[Takes both SIGNE’s hands and looks at her.]
Yet, when I look in these eyes so blue,
The innocent child-mind I still can read--
Yes, Signe, I know that ’tis you!
I needs must laugh when I think how oft
I have thought of you perched on my shoulder aloft
As you used to ride. You were then a child;
Now you are a nixie, spell-weaving, wild.

SIGNE
(truer med fingeren).
Ja, vogt dig! Hvis hulderens harme du vækker, –
pas på, – hun hilder dig i sit garn!

SIGNE.
[Threatening with her finger.]
Beware! If the nixie’s ire you awaken,
Soon in her nets you will find yourself taken.

GUDMUND
(hen for sig).
Næsten bæres mig for, som det alt var sket.

GUDMUND.
[To himself.]
I am snared already, it seems to me.

SIGNE.
Men vent; du har jo end ikke set
hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære.
(idet hun går ud til venstre.)
Nu må du mig alle dine kvæder lære!

SIGNE.
But, Gudmund, wait--you have still to see
How I’ve shielded your harp from the dust and the rust.
[As she goes out to the left.]
You shall teach me all of your songs! You must!

GUDMUND
(sagte, ser efter hende).
Sprungen ud som den fagreste rosenblomme,
der endnu var knop ved dagens komme.

GUDMUND.
[Softly, as he follows her with his eyes.]
She has flushed to the loveliest rose of May,
That was yet but a bud in the morning’s ray.

SIGNE
(bringer harpen).
Se her!

SIGNE.
[Returning with the harp.]
Behold!

GUDMUND
(griber den).
Min harpe! Så blank som før!
(slår nogle toner.)
Der er endnu klang i de gamle strenge; –
nu skal du ikke længer på væggen hænge –

GUDMUND.
[Taking it.]
My harp! As bright as of yore!
[Striking one or two chords.]
Still the old chords ring sweet and clear--
On the wall, untouched, thou shalt hang no more.

MARGIT
(ser ud i baggrunden).
Hist kommer vore gæster.

MARGIT.
[Looking out at the back.]
Our guests are coming.

SIGNE
(mens Gudmund indleder sin sang).
Hys, – stille! Å hør!

SIGNE.
[While GUDMUND preludes his song.]
Hush--hush! Oh, hear!

GUDMUND
(synger).
     Jeg vandred i lien så tung og så ene;
     de småfugle kviddred fra busker og grene;
     så listeligt kviddred de sangere små:
     hør til, hvordan kærlighed monne opstå!

     Den vokser som eken i årene lange;
     den næres ved tanker og sorger og sange.
     Den spirer så let; i den flygtigste stund
     fæster den rødder i hjertets grund!

(Han går under efterspillet op mod baggrunden, hvor han sætter harpen fra sig.)

GUDMUND.
[Sings.]
     I roamed through the uplands so heavy of cheer;
     The little birds quavered in bush and in brere;
     The little birds quavered, around and above:
     Wouldst know of the sowing and growing of love?

     It grows like the oak tree through slow-rolling years;
     ’Tis nourished by dreams, and by songs, and by tears;
     But swiftly ’tis sown; ere a moment speeds by,
     Deep, deep in the heart love is rooted for aye.

[As he strikes the concluding chords, he goes towards the back where he lays down his harp.]

SIGNE
(tankefuld, gentager for sig selv).
Den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund.

SIGNE.
[Thoughtfully, repeats to herself.]
But swiftly ’tis sown; ere a moment speeds by,
Deep, deep in the heart love is rooted for aye.

MARGIT
(adspredt).
Talte du til mig? – Jeg hørte ikke ret –?

MARGIT.
[Absently.]
Did you speak to me?--I heard not clearly--?

SIGNE.
Jeg? Nej visst ikke. Jeg mente kun –
(synker atter hen som i drømme.)

SIGNE.
I? No, no. I only meant--
[She again becomes absorbed in dreams.]

MARGIT
(halv højt; ser frem for sig).
Den vokser som eken i årene lange;
den næres ved tanker og sorger og sange.

MARGIT.
[Half aloud; looking straight before her.]
It grows like the oak tree through slow-rolling years;
’Tis nourished by dreams, and by songs and by tears.

SIGNE
(opvågnende).
Du siger, at –?

SIGNE.
[Returning to herself.]
You said that--?

MARGIT
(farer med hånden over panden).
Å, det var intet. Kom; vi må gå vore gæster i møde.
(Bengt kommer med mange gæster, mænd og kvinder, ind gennem svalegangen.)

MARGIT.
[Drawing her hand over her brow.]
Nay, ’twas nothing. Come, we must go meet our guests.
[BENGT enters with many GUESTS, both men and women, through the passageway.]

GÆSTERNE
(synger):
     Over tilje med sang og strengespil
     i gildestuen vi træde.
     Guds fred vi ønsker den frue mild;
     vi ønsker både gammen og glæde.
     Gid altid en himmel, så lys som idag,
     over Solhaugs tag
     må sig brede!

GUESTS.
     With song and harping enter we
     The feast-hall opened wide;
     Peace to our hostess kind and free,
     All happiness to her betide.
     O’er Solhoug’s roof for ever may
     Bright as to-day
     The heavens abide.

1. This no doubt means a sort of arcaded veranda running along the outer wall of the house.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=c97d18da-edd7-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display