You are here: BP HOME > MI > Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug) > fulltext
Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
MARGIT
(smiler tungt).
Ja, tilvisse! 
MARGIT.
[With a weary smile.]
Aye, surely, surely. 
BENGT.
Jeg var ikke ganske ung, da jeg bejled til dig, det er sandt. Men den rigeste mand på mange, mange mile, det véd jeg da visst, at jeg var. Du var en fager ungmø, af ædel slægt; men medgiften skulde ikke friste nogen frier. 
BENGT.
Tis true I was no mere stripling when I courted you. But well I wot I was the richest man for many and many a mile. You were a fair maiden, and nobly born; but your dowry would have tempted no wooer. 
MARGIT
(hen for sig).
Og dog var jeg dengang så rig. 
MARGIT.
[To herself.]
Yet was I then so rich. 
BENGT.
Hvad sagde du, min hustru? 
BENGT.
What said you, my wife? 
MARGIT.
Å, intet, intet. (går over mod højre.) Jeg vil pynte mig med perler og ringe. Det er jo min glædesfest ikveld. 
MARGIT.
Oh, nothing, nothing. [Crosses to the right.] I will deck me with pearls and rings. Is not to-night a time of rejoicing for me? 
BENGT.
Slig tale tykkes jeg vel om. Lad mig se, du klæder dig i din bedste stads, så vore gæster kan sige: lyksalig hun, som fik Bengt Gautesøn til husbond. – Men nu må jeg ud i madburet; der er fuldt op at tage vare på idag.
(han går ud til venstre.) 
BENGT.
I am fain to hear you say it. Let me see that you deck you in your best attire, that our guests may say: Happy she who mated with Bengt Gauteson.--But now must I to the larder; there are many things to-day that must not be over-looked.
[He goes out to the left.] 
MARGIT
(segner ned i en stol ved bordet til højre).
Vel var det han gik. Når jeg ser ham herinde,
det er mig som blodet holdt op at rinde;
det er som en kold, en knugende magt
havde sig rundt om mit hjerte lagt.
(med frembrydende tårer.)
Han er min husbond! Jeg er hans viv!
Hvorlænge varer et menneskes liv?
Gud fri mig, – kanhænde halvhundrede år; –
og jeg – i det tre og tyvende går!
(roligere, efter en kort taushed.)
Det er tungt at sukke bag gylden mur;
det er tungt at sidde så længe i bur.
(famler tankespredt mellem smykkerne og begynder at pynte sig.)
Med perler og ringe alt som bedst,
han bad, at jeg smykke mig skulde.
Det var mig en gladere bryllupsfest,
om jeg stædtes til ro under mulde.
(afbrydende.)
Dog, jeg vil ikke mere tænke derpå;
jeg kender en vise, som kan sorgen forslå.
(hun synger.)
     Bergkongen red sig under ø;
     – så klageligt rinde mine dage –
     vilde han fæste den væne mø.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Bergkongen red til herr Håkons gård;
     – så klageligt rinde mine dage –
     liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Bergkongen fæsted den væne viv;
     – så klageligt rinde mine dage –
     han spændte en sølvgjord omkring hendes liv.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Bergkongen fæsted den liljevånd
     – så klageligt rinde mine dage –
     med femten guldringe til hver hendes hånd.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Tre sommere gik, og der gik vel fem;
     – så klageligt rinde mine dage –
     Kirsten sad i berget i alle dem.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Fem sommere gik, og der gik vel ni;
     – så klageligt rinde mine dage –
     liden Kirsten så ikke solen i li.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

     Dalen har blomster og fuglesang;
     – så klageligt rinde mine dage –
     i berget er der guld og en nat saa lang.
     – ret aldrig du kommer tilbage –

(hun rejser sig og går henover gulvet.)
Den vise sang Gudmund så mangen kveld,
da han var hos min fader hjemme.
Der er noget deri, – jeg véd ikke selv, –
der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;
der er noget, som mægtigt fyldte min hu, –
som jeg aldrig forstod, – som jeg grubler på endnu.
(forfærdet, standser.)
Røde guldringe! Beltet om mit liv –!
Med guld var det bergkongen fæsted sin viv!
(fortvilet; synker ned på en bænk ved bordet til venstre.)
Ve mig! Selv er jeg bergkongens brud!
Og ingen – ingen kommer for at løse mig ud.
(Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra baggrunden.) 
MARGIT.
[Sinks down on a chair by the table on the right.]
’Twas well he departed. While here he remains
Meseems the blood freezes within my veins;
Meseems that a crushing mighty and cold
My heart in its clutches doth still enfold.
[With tears she cannot repress.]
He is my husband! I am his wife!
How long, how long lasts a woman’s life?
Sixty years, mayhap--God pity me
Who am not yet full twenty-three!
[More calmly after a short silence.]
Hard, so long in a gilded cage to pine;
Hard a hopeless prisoner’s lot--and mine.
[Absently fingering the ornaments on the table, and beginning to put them on.]
With rings, and with jewels, and all of my best
By his order myself I am decking--
But oh, if to-day were my burial-feast,
’Twere little that I’d be recking.
[Breaking off.]
But if thus I brood I must needs despair;
I know a song that can lighten care.
[She sings.]
     The Hill-King to the sea did ride;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     To woo a maiden to be his bride.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     The Hill-King rode to Sir Hakon’s hold;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     Little Kirsten sat combing her locks of gold.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     The Hill-King wedded the maiden fair;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     A silvern girdle she ever must wear.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     The Hill-King wedded the lily-wand,
     --Oh, sad are my days and dreary--
     With fifteen gold rings on either hand.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     Three summers passed, and there passed full five;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     In the hill little Kirsten was buried alive.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     Five summers passed, and there passed full nine;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     Little Kirsten ne’er saw the glad sunshine.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

     In the dale there are flowers and the birds’ blithe song;
     --Oh, sad are my days and dreary--
     In the hill there is gold and the night is long.
     --I am waiting for thee, I am weary.--

[She rises and crosses the room.]
How oft in the gloaming would Gudmund sing
This song in may father’s hall.
There was somewhat in it--some strange, sad thing
That took my heart in thrall;
Though I scarce understood, I could ne’er forget--
And the words and the thoughts they haunt me yet.
[Stops horror-struck.]
Rings of red gold! And a belt beside--!
’Twas with gold the Hill-King wedded his bride!
[In despair; sinks down on a bench beside the table on the left.]
Woe! Woe! I myself am the Hill-King’s wife!
And there cometh none to free me from the prison of my life.
[SIGNE, radiant with gladness, comes running in from the back.] 
SIGNE
(råber).
Margit, Margit, – han kommer! 
SIGNE.
[Calling.]
Margit, Margit,--he is coming! 
MARGIT
(springer op).
Kommer? Hvem kommer? 
MARGIT.
[Starting up.]
Coming? Who is coming? 
SIGNE.
Gudmund, vor frænde! 
SIGNE.
Gudmund, our kinsman! 
MARGIT.
Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du tro –? 
MARGIT.
Gudmund Alfson! Here! How can you think--? 
SIGNE.
Å, jeg er viss på det. 
SIGNE.
Oh, I am sure of it. 
MARGIT
(går over mod højre).
Gudmund Alfsøn er med til bryllupsgildet i kongsgården; det véd du lige så godt som jeg. 
MARGIT.
[Crosses to the right.]
Gudmund Alfson is at the wedding-feast in the King’s hall; you know that as well as I. 
SIGNE.
Kan være; men endda så er jeg sikker på, det var ham. 
SIGNE.
Maybe; but none the less I am sure it was he. 
MARGIT.
Har du da set ham? 
MARGIT.
Have you seen him? 
SIGNE.
Å nej, nej; men nu skal du høre – 
SIGNE.
Oh, no, no; but I must tell you-- 
MARGIT.
Ja, skynd dig, – fortæl! 
MARGIT.
Yes, haste you--tell on! 
SIGNE.
Det var sig årle, da klokkerne klang,
mig lysted at ride til kirke;
de vildene fugle kviddred og sang
alt mellem siljer og birke.
Der var en gammen i luft og i li;
kirketiden fast var omme;
thi alt som jeg red ad den skyggefulde sti
mig vinked hver rosenblomme.
Jeg trådte så tyst på kirkegulvet ind;
presten stod højt i koret;
han sang og læste; med andagt i sind
lytted mænd og kvinder til ordet.
Da hørtes en røst over fjorden blå;
mig tyktes, at alle de billeder små
vendte sig om for at lytte derpå. 
SIGNE.
’Twas early morn, and the church bells rang,
To Mass I was fain to ride;
The birds in the willows twittered and sang,
In the birch-groves far and wide.
All earth was glad in the clear, sweet day;
And from church it had well-nigh stayed me;
For still, as I rode down the shady way,
Each rosebud beguiled and delayed me.
Silently into the church I stole;
The priest at the altar was bending;
He chanted and read, and with awe in their soul,
The folk to God’s word were attending.
Then a voice rang out o’er the fiord so blue;
And the carven angels, the whole church through,
Turned round, methought, to listen thereto. 
MARGIT.
Hvad mere? Signe, – tal ud, tal ud! 
MARGIT.
O Signe, say on! Tell me all, tell me all! 
SIGNE.
Det var som et dybt, et ufatteligt bud
maned mig udenfor kirkens mur
over hej og dal, gennem li og ur.
Mellem hvide birke jeg lyttende skred;
jeg vandrede fast som i drømme;
øde stod bag mig det hellige sted;
thi prest og kirkefolk vandrede med,
mens det koglende kvad monne strømme.
Der var så stille på kirkesti;
mig tyktes, at fuglene lytted i li,
at lærken daled og gøken taug,
og at det svared fra fjeld og haug. 
SIGNE.
’Twas as though a strange, irresistible call
Summoned me forth from the worshipping flock,
Over hill and dale, over mead and rock.
’Mid the silver birches I listening trod,
Moving as though in a dream;
Behind me stood empty the house of God;
Priest and people were lured by the magic ’twould seem,
Of the tones that still through the air did stream.
No sound they made; they were quiet as death;
To hearken the song-birds held their breath,
The lark dropped earthward, the cuckoo was still,
As the voice re-echoed from hill to hill. 
MARGIT.
Bliv ved! 
MARGIT.
Go on. 
SIGNE.
Da korsed sig mand og kvinde;
(med hænderne mod brystet.)
men sælsomme tanker steg op herinde.
Fuldt vel jeg kendte den dejlige sang;
Gudmund har sunget den mangen gang;
Gudmund har sunget den mangen kveld, –
og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel. 
SIGNE.
They crossed themselves, women and men;
[Pressing her hands to her breast.]
But strange thoughts arose within me then;
For the heavenly song familiar grew:
Gudmund oft sang it to me and you--
Ofttimes has Gudmund carolled it,
And all he e’er sang in my heart is writ. 
MARGIT.
Og du tror, det skulde være –? 
MARGIT.
And you think that it may be--? 
SIGNE.
Jeg véd det så visst!
Tro mig, mit ord skal du sande.
(leende.)
Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst
igen fra de fremmede lande?
Jeg véd ikke selv, – men jeg er så glad –!
Der falder mig ind –. Margit, véd du hvad?
Hans harpe har hængt så længe
på væggen derinde. Jeg vil tage den ned;
jeg vil pudse den blank og stille den beredt
og stemme dens gyldne strænge. 
SIGNE.
I know it is he! I know it? I know it! You soon shall see!
[Laughing.]
From far-off lands, at the last, in the end,
Each song-bird homeward his flight doth bend!
I am so happy--though why I scarce know--!
Margit, what say you? I’ll quickly go
And take down his harp, that has hung so long
In there on the wall that ’tis rusted quite;
Its golden strings I will polish bright,
And tune them to ring and to sing with his song. 
MARGIT
(åndsfraværende).
Gør, som dig lyster – 
MARGIT.
[Absently.]
Do as you will-- 
SIGNE
(bebrejdende).
Det er ikke ret.
(omfavner hende.)
Når Gudmund kommer, vil du atter vorde let
tilsinds, som da Signe var liden. 
SIGNE.
[Reproachfully.]
Nay, this in not right.
[Embracing her.]
But when Gudmund comes will your heart grow light--
Light, as when I was a child, again. 
MARGIT
(hen for sig).
Så mangt har forandret sig siden – – 
MARGIT.
So much has changed--ah, so much!--since then-- 
SIGNE.
Margit, du skal være fro og glad!
Har du ikke terner og svende?
I dit kammer hænger kostelige klæder på rad.
Å Krist, hvilken rigdom uden ende!
Om dagen kan du ride dig i lunden sval,
at vejde den vilde rå;
om natten kan du sove i fruersal
på silkebolsterne blå. 
SIGNE.
Margit, you shall be happy and gay!
Have you not serving-maids many, and thralls?
Costly robes hang in rows on your chamber walls;
How rich you are, none can say.
By day you can ride in the forest deep,
Chasing the hart and the hind;
By night in a lordly bower you can sleep,
On pillows of silk reclined. 
MARGIT
(ser mod karnappet).
Og han skulde komme til Solhaug som gæst! 
MARGIT.
[Looking toward the window.]
And he comes to Solhoug! He, as a guest! 
SIGNE.
Hvad siger du? 
SIGNE.
What say you? 
MARGIT
(vender sig).
Intet. – Gå; smyk dig som bedst.
Min lykke, den, du så lydt monne prise,
kunde times dig selv. 
MARGIT.
[Turning.]
Naught.--Deck you out in your best.
That fortune which seemeth to you so bright
May await yourself. 
SIGNE.
Hvad mener du vel? 
SIGNE.
Margit, say what you mean! 
MARGIT
(stryger hendes hår).
Jeg mener –; nu ja, det vil sig jo vise –;
jeg mener, – hvis en bejler red sig hid ikveld –; 
MARGIT.
[Stroking her hair.]
I mean--nay, no more! ’Twill shortly be seen--;
I mean--should a wooer ride hither to-night--? 
SIGNE.
En bejler? Til hvem? 
SIGNE.
A wooer? For whom? 
MARGIT.
Til dig. 
MARGIT.
For you. 
SIGNE
(med latter).
Til mig?
Å, da er han kommen på den urette vej. 
SIGNE.
[Laughing.]
For me?
That he’d ta’en the wrong road full soon he would see. 
MARGIT.
Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad
om din tro? 
MARGIT.
What would you say if a valiant knight
Begged for your hand? 
SIGNE.
Jeg vilde svare, jeg er for glad
til at tænke på bejlere eller på sligt. 
SIGNE.
That my heart was too light
To think upon suitors or choose a mate. 
MARGIT.
Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt? 
MARGIT.
But if he were mighty, and rich, and great? 
SIGNE.
Å, var han end konge, med hallen fuld
af dyre klæder og røden guld,
det skulde så lidet mig friste.
Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,
med sommer og sol og den susende elv,
med dig og de fugle på kviste.
Kære søster min, – her vil jeg bygge og bo;
og at skænke nogen bejler min hånd og min tro,
dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro!
(hun iler syngende ud til venstre.) 
SIGNE.
O, were he a king, did his palace hold
Stores of rich garments and ruddy gold,
’Twould ne’er set my heart desiring.
With you I am rich enough here, meseeems,
With summer and sun and the murmuring streams,
And the birds in the branches quiring.
Dear sister mine--here shall my dwelling be;
And to give any wooer my hand in fee,
For that I am too busy, and my heart too full of glee!
[SIGNE runs out to the left, singing.] 
MARGIT
(efter et ophold).
Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid – til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være. – Signe havde hørt ham synge, sagde hun. Når jeg hørte granerne suse dybt derinde i skoven, når jeg hørte fossen rulle og fuglene lokke i trætoppene, da bares det mig tidt nok for, som om Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem. Og dog var han langvejs herfra. – Signe har skuffet sig selv. Gudmund kommer ikke. 
MARGIT.
[After a pause.]
Gudmund Alfson coming hither! Hither--to Solhoug? No, no, it cannot be.--Signe heard him singing, she said! When I have heard the pine-trees moaning in the forest afar, when I have heard the waterfall thunder and the birds pipe their lure in the tree-tops, it has many a time seemed to me as though, through it all, the sound of Gudmund’s songs came blended. And yet he was far from here.--Signe has deceived herself. Gudmund cannot be coming.
[BENGT enters hastily from the back.] 
BENGT
(i hastværk, fra baggrunden, råber).
En uventet gæst, min hustru! 
BENGT.
[Entering, calls loudly.]
An unlooked-for guest my wife! 
MARGIT.
Og hvem? 
MARGIT.
What guest? 
BENGT.
Gudmund Alfsøn, din frænde! (råber ud gennem døren til højre.) Det bedste gæstekammer må holdes rede – og det på stand! 
BENGT.
Your kinsman, Gudmund Alfson! [Calls through the doorway on the right.] Let the best guest-room be prepared--and that forthwith! 
MARGIT.
Han er da alt på gården? 
MARGIT.
Is he, then, already here? 
BENGT
(ser ud gennem svalegangen).
Ikke så lige endnu; men længe vil det ikke vare. (råber ud til højre igen.) Den snittede egeseng med dragehovederne! (går hen til Margit.) Hans våbendrager bragte bud og hilsen fra ham; selv følger han efter. 
BENGT.
[Looking out through the passage-way.]
Nay, not yet; but he cannot be far off. [Calls again to the right.] The carved oak bed, with the dragon-heads! [Advances to MARGIT.] His shield- bearer brings a message of greeting from him; and he himself is close behind. 
MARGIT.
Hans våbendrager? Kommer han hid med våbendrager? 
MARGIT.
His shield-bearer! Comes he hither with a shield-bearer! 
BENGT.
Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og sex rustede mænd er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden mand nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage imod ham. (råber ud.) Læg gyldenlæderssadlen på min hest! Og glem ikke bidslet med ormehovederne! (ser ud i baggrunden.) Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min sølvknappede stav! Slig en herre, – Krist fri mig – ham må vi tage imod med ære, med stor ære!
(han går skyndsomt ud i baggrunden.) 
BENGT.
Aye, by my faith he does. He has a shield-bearer and six armed men in his train. What would you? Gudmund Alfson is a far other man than he was when he set forth to seek his fortune. But I must ride forth to seek him. [Calls out.] The gilded saddle on my horse! And forget not the bridle with the serpents’ heads! [Looks out to the back.] Ha, there he is already at the gate! Well, then, my staff--my silver-headed staff! Such a lordly knight--Heaven save us!--we must receive him with honour, with all seemly honour!
[Goes hastily out to the back.] 
MARGIT
(grublende).
Han vandred fra bygden som den fattigste svend.
Nu kommer han med væbner og med rustede mænd.
Hvad vil han? Er det hans agt at se,
om bittert jeg nages af kummer og ve?
Lyster det ham at prøve og friste,
hvad jeg mægter at bære, før hjertet må briste?
Mener han, at –? Ah, prøv kun derpå;
så ringe en fryd skal du deraf få!
(hun vinker ud gennem døren til højre.)
(Tre piger kommer ind i stuen.) 
MARGIT.
[Brooding]
Alone he departed, a penniless swain;
With esquires and henchmen now comes he again.
What would he? Comes he, forsooth, to see
My bitter and gnawing misery?
Would he try how long, in my lot accurst,
I can writhe and moan, ere my heart-strings burst--
Thinks he that--? Ah, let him only try!
Full little joy shall he reap thereby.
[She beckons through the doorway on the right. Three handmaidens enter.] 
MARGIT.
I høre mig vel, mine terner små;
I bringe mig på stand min silkekåbe blå.
I følge mig flugs i fruerstuen ind,
at klæde mig høvisk i fløjel og skind.
To af jer skal klæde mig i skarlag og mår,
den tredje skal vinde perler i mit hår.
I bære mig alle mine smykker did ud!
(Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.) 
List, little maids, what I say to you:
Find me my silken mantle blue.
Go with me into my bower anon:
My richest of velvets and furs do on.
Two of you shall deck me in scarlet and vair,
The third shall wind pearl-strings into my hair.
All my jewels and gauds bear away with ye!
[The handmaids go out to the left, taking the ornaments with them.] 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login