You are here: BP HOME > MI > Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug) > fulltext
Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
MARGIT.
Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud.
Vel! Jeg får at bære mit kongelige skrud.
(hun går ud til venstre.)
(Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalegangen i baggrunden.) 
Since Margit the Hill-King’s bride must be,
Well! don we the queenly livery!
[She goes out to the left. [BENGT ushers in GUDMUND ALFSON, through the pent-house passage at the back.] 
BENGT.
Og endnu en gang, – hil eder under Solhaugs tag, min hustrus frænde! 
BENGT.
And now once more--welcome under Solhoug’s roof, my wife’s kinsman. 
GUDMUND.
Jeg takker jer. Og hvordan går det hende? Hun lider dog vel i alle måder, vil jeg tro? 
GUDMUND.
I thank you. And how goes it with her? She thrives well in every way, I make no doubt? 
BENGT.
Ja, det kan I sværge på, hun gør. Der fattes hende intet. Hele fem terner kan hun byde og råde over; en fuldt sadlet ganger står rede, så snart det kun lyster hende. Nå, snart sagt, så har hun alt, hvad en høvisk kvinde kan begære for at være fornøjet i sine kår. 
BENGT.
Aye, you may be sure she does. There is nothing she lacks. She has five handmaidens, no less, at her beck and call; a courser stands ready saddled in the stall when she lists to ride abroad. In one word, she has all that a noble lady can desire to make her happy in her lot. 
GUDMUND.
Og Margit, – hun er da vel fornøjet? 
GUDMUND.
And Margit--is she then happy? 
BENGT.
Gud og hver mand skulde tro, hun måtte være det; men, sælsomt nok – 
BENGT.
God and all men would think that she must be; but, strange to say-- 
GUDMUND.
Hvad mener I? 
GUDMUND.
What mean you? 
BENGT.
Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så bæres det mig for, at Margit var lystigere til sinde alt imens hun leved i fattige kår, end siden hun blev frue på Solhaug. 
BENGT.
Well, believe it or not as you list, but it seems to me that Margit was merrier of heart in the days of her poverty, than since she became the lady of Solhoug. 
GUDMUND
(hen for sig).
Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå. 
GUDMUND.
[To himself.]
I knew it; so it must be. 
BENGT.
Hvad siger I, frænde? 
BENGT.
What say you, kinsman? 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login