You are here: BP HOME > MI > Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug) > fulltext
Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
MARGIT.
Han var mig aldrig kær!
hans guld var alt, hvad mig hilded;
talte han til mig, sad han mig nær,
blev mit sind af kvide forvildet.
(slår hænderne sammen.)
Og sådan har jeg levet i årene tre!
Mit liv var en evig, en endeløs ve.
Dit komme rygtedes; visst du kender
den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder;
jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide;
thi du måtte mindst af alle den vide. 
MARGIT.
He never to me was dear.
’Twas his gold was my undoing.
When he spoke to me, aye, or e’en drew near,
My spirit writhed with ruing.
[Clasping her hands.]
And thus have I lived for three long years--
A life of sorrow, of unstanched tears!
Your coming was rumoured. You know full well
What pride deep down in my heart doth dwell.
I hid my anguish, I veiled my woe,
For you were the last that the truth must know. 
GUDMUND
(bevæget).
Og derfor var det, du vendte dig bort –. 
GUDMUND.
[Moved.]
’Twas therefore, then, that you turned away-- 
MARGIT
(uden at se på ham).
Jeg tænkte, du kom for at spotte min vånde. 
MARGIT.
[Not looking at him.]
I thought you came at my woe to jeer. 
GUDMUND.
Margit, kunde du tro –? 
GUDMUND.
Margit, how could you think--? 
MARGIT.
Nu, kort
og godt, der var grund nok for hånde.
Dog, himlen være takket, nu er det forbi;
jeg står ikke længer alene;
om barmen er jeg så let og fri,
som et barn under abildgrene.
(farer sammen i skræk.)
Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme –!
Alle helgene se til mig nådigt ned!
Fredløs, sagde du –? 
MARGIT.
Nay, nay,
There was reason enough for such a fear.
But thanks be to Heaven that fear is gone;
And now no longer I stand alone;
My spirit now is as light and free
As a child’s at play ’neath the greenwood tree.
[With a sudden start of fear.]
Ah, where are my wits fled! How could I forget--?
Ye saints, I need sorely your succor yet!
An outlaw, you said--? 
GUDMUND
(smiler).
Nu er jeg hjemme;
her lader mig kongens mænd med fred. 
GUDMUND.
[Smiling.]
Nay, now I’m at home;
Hither the King’s men scarce dare come. 
MARGIT.
Men du, som nylig stod højt i agt, –
sig mig hvorlunde –? 
MARGIT.
Your fall has been sudden. I pray you, tell
How you lost the King’s favour. 
GUDMUND.
Snart er det sagt.
Du véd, jeg var i de franske riger,
da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog
did fra Bergen med et fyrsteligt tog,
at føre prinsessen med svende og piger
og skatte til Norge som kongens brud.
Herr Audun var så fager og prud;
prinsessen var den livsaligste kvinde.
Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn; –
de talte tilhobe, de hvisked i løn.
Hvorom? Det var svært at finde. –
Det var sig en nat; jeg læned mig tyst
op imod snekkens side;
mine tanker stævned mod Norges kyst
alt med de måger hvide.
Da hvisked to røster bag ved min ryg; –
jeg vendte mig om; – det var ham og hende;
de så mig ikke; jeg sad så tryg;
dog kunde jeg begge kende.
Hun så på ham med et klageligt blik
og hvisked: ak, dersom farten gik
mod syd til de dejlige lande,
og var vi alene på snekken, vi to,
da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro,
da brændte visst ikke min pande!
Genmæled herr Audun; hun svared ham kæk,
svared med ord så hede, så vilde;
jeg så hendes øjne som stjerner spille;
hun bad ham –
(afbrydende.)
Det greb mig med rædsel og skræk. 
GUDMUND.
’Twas thus it befell.
You know how I journeyed to France of late,
When the Chancellor, Audun of Hegranes,
Fared thither from Bergen, in royal state,
To lead home the King’s bride, the fair Princess,
With her squires, and maidens, and ducats bright.
Sir Audun’s a fair and stately knight,
The Princess shone with a beauty rare--
Her eyes seemed full of a burning prayer.
They would oft talk alone and in whispers, the two--
Of what? That nobody guessed or knew.
There came a night when I leant at ease
Against the galley’s railing;
My thought flew onward to Norway’s leas,
With the milk-white seagulls sailing.
Two voices whispered behind my back;--
I turned--it was he and she;
I knew them well, though the night was black,
But they--they saw not me.
She gazed upon him with sorrowful eyes
And whispered: “Ah, if to southern skies
We could turn the vessel’s prow,
And we were alone in the bark, we twain,
My heart, methinks, would find peace again,
Nor would fever burn my brow.”
Sir Audun answers; and straight she replies,
In words so fierce, so bold;
Like glittering stars I can see her eyes;
She begged him--
[Breaking off.]
My blood ran cold. 
MARGIT.
Hun bad –? 
MARGIT.
She begged--? 
GUDMUND.
Jeg foer op; i hast de forsvandt;
alene stod jeg på skibets dæk; –
(tager en liden flaske frem.)
men hvor de havde siddet, denne jeg fandt. 
GUDMUND.
I arose, and they vanished apace;
All was silent, fore and aft:--
[Producing a small phial.]
But this I found by their resting place. 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login