Bibliotheca Polyglotta

Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)

Complete text

ANDEN AKT

(En birkelund, der støder op til huset, hvoraf et hjørne ses til venstre. En fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne er oplyste. Musik høres derinde.)

ACT SECOND

A birch grove adjoining the house, one corner of which is seen to the left. At the back, a footpath leads up the hillside. To the right of the footpath a river comes tumbling down a ravine and loses itself among boulders and stones. It is a light summer evening. The door leading to the house stands open; the windows are lighted up. Music is heard from within.

GÆSTERNE
(synger i gildestuen).
     Lad fedlen klinge; ved strengeklang
     træder vi dansen den nat så lang.
     Hvor lystigt at trine på tilje!
     Den jomfru brænder så skær som et blod;
     det er sig den smådreng, bold og god,
     han favner den væne lilje!
(Knut Gæsling og Erik fra Hægge kommer ud fra huset. Musik, dans og lystighed vedbliver under det følgende at lyde dæmpet derinde.)

THE GUESTS.
[Singing in the Feast Hall.]
     Set bow to fiddle! To sound of strings
     We’ll dance till night shall furl her wings,
     Through the long hours glad and golden!
     Like blood-red blossom the maiden glows--
     Come, bold young wooer and hold the rose
     In a soft embrace enfolden.
[KNUT GESLING and ERIK OF HEGGE enter from the house. Sounds of music, dancing and merriment are heard from within during what follows.]

ERIK.
Bare det ikke kommer til at angre dig, Knut.

ERIK.
If only you come not to repent it, Knut.

KNUT.
Lad du mig om det.

KNUT.
That is my affair.

ERIK.
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er kongens foged. Der udgår herrebud til dig, at du skal fange Gudmund Alfsøn, hvor du kan komme over ham. Og nu, da du har ham lige i næven, så tilsiger du ham dit venskab og lader ham færdes frit, hvor det lyster ham.

ERIK.
Well, say what you will, ’tis a daring move. You are the King’s Sheriff. Commands go forth to you that you shall seize the person of Gudmund Alfson, wherever you may find him. And now, when you have him in your grasp, you proffer him your friendship, and let him go freely, whithersoever he will.

KNUT.
Jeg véd, hvad jeg gør. I hans egen stue har jeg søgt ham, og der var han ikke at finde. Og dersom jeg nu forsøgte på at gribe ham her, – mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe til hustru?

KNUT.
I know what I am doing. I sought him in his own dwelling, but there he was not to be found. If, now, I went about to seize him here--think you that Dame Margit would be minded to give me Signe to wife?

ERIK
(langtrukket).
Nej, med det gode blev det vel ikke, men –

ERIK.
[With deliberation.]
No, by fair means it might scarcely be, but--

KNUT.
Og med det onde gad jeg nødig gå frem. Gudmund er jo også min ven fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte. (bestemt.) Derfor bliver det, som jeg har sagt. Ikveld skal ingen her på gården vide, at Gudmund Alfsøn er fredløs; – imorgen får han se at hjælpe sig selv.

KNUT.
And by foul means I am loth to proceed. Moreover, Gudmund is my friend from bygone days; and he can be helpful to me. [With decision.] Therefore it shall be as I have said. This evening no one at Solhoug shall know that Gudmund Alfson is an outlaw;-- to-morrow he must look to himself.

ERIK.
Ja, men kongens lov?

ERIK.
Aye, but the King’s decree?

KNUT.
Å, kongens lov! Du véd lige så godt som jeg, kongens lov agtes ikke stort her inde i bygderne. Skulde kongens lov gælde, så måtte mangen staut karl iblandt os bøde både for bruderov og manddrab. – Kom nu her! Jeg gad vide, hvor Signe –?
(de går ud til højre.)
(Gudmund og Signe kommer nedover fodstien i baggrunden.)

KNUT.
Oh, the King’s decree! You know as well as I that the King’s decree is but little heeded here in the uplands. Were the King’s decree to be enforced, many a stout fellow among us would have to pay dear both for bride-rape and for man-slaying. Come this way, I would fain know where Signe--?
[They go out to the right.]
[GUDMUND and SIGNE come down the footpath at the back.]

SIGNE.
Å tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil;
det høres som det væneste strengespil.

SIGNE.
Oh, speak! Say on! For sweeter far
Such words than sweetest music are.

GUDMUND.
Signe, min fagre, min yndelige lilje!

GUDMUND.
Signe, my flower, my lily fair!

SIGNE
(med glad og stille forundring).
Jeg – jeg er ham kær!

SIGNE.
[In subdued, but happy wonderment.]
I am dear to him--I!

GUDMUND.
Det er ingen som du.

Gudmund.
As none other I swear.

SIGNE.
Jeg skulde mægte at binde din vilje;
jeg skulde mægte at fylde din hu!
Å, tør jeg tro dig!

SIGNE.
And is it I that can bind your will!
And is it I that your heart can fill!
Oh, dare I believe you?

GUDMUND.
Det tør du for sandt.
Hør mig, Signe. Medens årene randt
tænkte jeg trofast både vinter og sommer
på eder to, mine fagreste blommer.
Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forstå; –
da jeg rejste, var du som alferne små, –
som alferne små, der færdes i skove
og lege som bedst, når vi drømme og sove.
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue,
da forstod jeg mig selv tilfulde, –
forstod, at Margit var så stolt en frue,
men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde.

GUDMUND.
Indeed you may.
List to me, Signe! The years sped away,
But faithful was I in my thoughts to you,
My fairest flowers, ye sisters two.
My own heart I could not clearly read.
When I left, my Signe was but a child,
A fairy elf, like the creatures wild
Who play, while we sleep, in wood and mead.
But in Solhoug’s hall to-day, right loud
My heart spake, and right clearly;
It told me that Margit’s a lady proud,
Whilst you’re the sweet maiden I love most dearly.

SIGNE,
(der kun halvt har lyttet til hans ord).
Jeg mindes, vi sad ved arnens glød
en vinterkveld, – nu er det længe siden; –
du sang for mig om den jomfru liden,
som nøkken havde lokket ned i sit skød.
Der glemte hun bort både fader og moder;
der glemte hun bort både søster og broder;
hun glemte bort både himmel og jord,
hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Men tæt under strande den smådreng stod;
han var tilsinde så mødig og mod;
med kvide han slog sin harpes strenge,
så vide det klang både lydt og længe.
Den jomfru liden på tjernets bund
vågned derved af sin tunge blund;
nøkken måtte slippe hende ud af sit skød;
mellem liljerne hen over vandet hun flød; –
da kendte hun igen både himmel og jord,
da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.

SIGNE.
[Who has only half listened to his words.]
I mind me, we sat in the hearth’s red glow,
One winter evening--’tis long ago--
And you sang to me of the maiden fair
Whom the neckan had lured to his watery lair.
There she forgot both father and mother,
There she forgot both sister and brother;
Heaven and earth and her Christian speech,
And her God, she forgot them all and each.
But close by the strand a stripling stood
And he was heartsore and heavy of mood.
He struck from his harpstrings notes of woe,
That wide o’er the waters rang loud, rang low.
The spell-bound maid in the tarn so deep,
His strains awoke from her heavy sleep,
The neckan must grant her release from his rule,
She rose through the lilies afloat on the pool--
Then looked she to heaven while on green earth she trod,
And wakened once more to her faith and her God.

GUDMUND.
Signe, min dejligste blomme!

GUDMUND.
Signe, my fairest of flowers!

SIGNE.
Som hun
gik også jeg i en drømmende blund;
de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt
om kærligheds magt, har mig frydeligt vakt.
Aldrig tyktes himlen mig før så blå,
aldrig så fager den verden vide;
mig tykkes, jeg kan fuglenes røst forstå,
når jeg vandrer med dig under lide.

SIGNE.
It seems
That I, too, have lived in a world of dreams.
But the strange deep words you to-night have spoken,
Of the power of love, have my slumber broken.
The heavens seemed never so blue to me,
Never the world so fair;
I can understand, as I roam with thee,
The song of the birds in air.

GUDMUND.
Så mægtig er elskov; – i menneskets bryst
vækker den tanker og længsel og lyst. –
Men kom, lad os begge til din søster gå ind.

GUDMUND.
So mighty is love--it stirs in the breast
Thought and longings and happy unrest.
But come, let us both to your sister go.

SIGNE
(undsélig).
Vil du sige hende –?

SIGNE.
Would you tell her--?

GUDMUND.
Alt bør hun kende.

GUDMUND.
Everything she must know.

SIGNE
(som før).
Ak, gå da alene; – jeg véd det, min kind
vil derinde af blusel brænde.

SIGNE.
Then go you alone;--I feel that my cheek
Would be hot with blushes to hear you speak.

GUDMUND.
Nu godt; jeg går.

GUDMUND.
So be it, I go.

SIGNE.
Og jeg venter dig her;
(lytter mod højre.)
eller bedre, – nede ved elven, der
hører jeg Knut Gæsling; der er piger og svende.

SIGNE.
And here will I bide;
[Listening towards the right.]
Or better--down by the riverside,
I hear Knut Gesling, with maidens and men.

GUDMUND.
Der bier du?

GUDMUND.
There will you stay?

SIGNE.
Til du har talt med hende.
(Hun går ud til højre. Gudmund går ind i huset.)
(Margit kommer fra venstre bag ved huset.)

SIGNE.
Till you come again
[She goes out to the right. GUDMUND goes into the house.]
[MARGIT enters from behind the house on the left.]

MARGIT.
I stuen er både gammen og glæde;
fruer og svende monne dansen træde.
Det blev mig så lummert om pande og bryst;
Gudmund var ikke derinde.
(ånder dybt.)
Herude er det godt; her er det tyst,
her svaler mig nattens vinde.
(grublende taushed.)
Denne hæslige tanke –; jeg kan ej forstå –;
den følger mig, hvor jeg end monne gå.
Flasken, – der rummer en gådefuld saft –?
En dråbe deraf i min – uvens bæger, –
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.
(atter taushed.)
Vidste jeg, at Gudmund –; havde han mig kær, –
da agted jeg lidet –
(Gudmund kommer ud gennem husdøren.)

MARGIT.
In the hall there is gladness and revelry;
The dancers foot it with jest and glee.
The air weighed hot on my brow and breast;
For Gudmund, he was not there.
[She draws a deep breath.]
Out here ’tis better: here’s quiet and rest.
How sweet is the cool night air!
[A brooding silence.]
The horrible thought! Oh, why should it be
That wherever I go it follows me?
The phial--doth a secret contain;
A drop of this in my--enemy’s cup,
And his life would sicken and wither up;
The leech’s skill would be tried in vain.
[Again a silence.]
Were I sure that Gudmund--held me dear--
Then little I’d care for--
[GUDMUND enters from the house.]

GUDMUND.
Margit, er du der?
Hvi går du så alene? Jeg har søgt dig overalt.

GUDMUND.
You, Margit, here?
And alone? I have sought you everywhere.

MARGIT.
Derinde er lummert, herude så svalt.
Ser du, hvorlunde de tåger hvide
sagtelig hen over myren glide?
Her er ikke hverken mørkt eller lyst;
det er midt imellem begge –
(hen for sig.)
ret som i mit bryst.
(ser på ham.)
Ej sandt, – når du færdes i slig en nat,
du véd ikke selv hvordan det er fat;
men du føler, der rører sig et lønligt liv
i busk og i blad, i blomster og siv!
(med pludselig overgang.)
Véd du, hvad jeg ønsker?

MARGIT.
’Tis cool here. I sickened of heat and glare.
See you how yonder the white mists glide
Softly over the marshes wide?
Here it is neither dark nor light,
But midway between them--
[To herself.]
--as in my breast.
[Looking at him.]
Is’t not so--when you wander on such a night
You hear, though but half to yourself confessed,
A stirring of secret life through the hush,
In tree and in leaf, in flower and in rush?
[With a sudden change of tone.]
Can you guess what I wish?

GUDMUND.
Nu?

GUDMUND.
Well?

MARGIT.
At jeg var
huldren, som sidder i lien derinde.
Hvor skulde jeg listigt min trolddom spinde!
Tro mig –!

MARGIT.
That I could be
The nixie that haunts yonder upland lea.
How cunningly I should weave my spell!
Trust me--!

GUDMUND.
Hvad fattes dig, Margit? Svar!

GUDMUND.
Margit, what ails you? Tell!

MARGIT
(uden at høre på ham).
Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
Klage og kvæde både nætter og dage!
(med stigende heftighed.)
Hvor skulde jeg lokke den frejdige svend
gennem lierne grønne til bergets kammer; –
der kunde jeg glemme al verdens jammer;
der kunde jeg brænde og leve med min ven!

MARGIT.
[Paying no heed to him.]
How I should quaver my magic lay!
Quaver and croon it both night and day!
[With growing vehemence.]
How I would lure the knight so bold
Through the greenwood glades to my mountain hold.
There were the world and its woes forgot
In the burning joys of our blissful lot.

GUDMUND.
Margit! Margit!

MARGIT
(stedse voldsommere).
Ved midnatsstund
sov vi i lien den sødeste blund; –
og rammed mig døden, når solen randt, –
hvor lystigt at dø på slig vis; – ej sandt?

MARGIT.
[Ever more wildly.]
At midnight’s hour
Sweet were our sleep in my lonely bower;--
And if death should come with the dawn, I trow
’Twere sweet to die so;--what thinkest thou?

GUDMUND.
Du er syg!

GUDMUND.
You are sick!

MARGIT
(brister ud i latter).
Ha, ha, ha! Å, lad mig le!
Lad mig le! Det gør mig så godt.

MARGIT.
[Bursting into laughter.]
Ha, ha!--Let me laugh! ’Tis good
To laugh when the heart is in laughing mood!

GUDMUND.
Jeg kan se,
du har endnu det samme ustyrlige sind,
som fordum –

GUDMUND.
I see that you still have the same wild soul
As of old--

MARGIT
(pludselig alvorlig).
Du må ikke undres derover;
det er kun ved midnat, når menneskene sover;
om dagen er jeg så ræd som en hind.
Og hvad er det vel mere? Mindes dig kun
hine kvinder i fremmede lande, – hun,
den fagre prinsesse; – se, hun var vild;
mod hende er jeg som lammet mild.
At længes og hige hun voved ej blot;
hun pønsed på dåd; og se det –

MARGIT.
[With sudden seriousness.]
Nay, let not that vex your mind,
’Tis only at midnight it mocks control;
By day I am timid as any hind.
How tame I have grown, you yourself must say,
When you think on the women in lands far away--
Of that fair Princess--ah, she was wild!
Beside her lamblike am I and mild.
She did not helplessly yearn and brood,
She would have acted; and that--

GUDMUND.
Det er godt,
du minder mig derom; jeg vil ikke længer
gemme på det, jeg så lidet trænger.
(tager flasken frem.)

GUDMUND.
’Tis good
You remind me; Straightway I’ll cast away
What to me is valueless after this day--
[Takes out the phial.]

MARGIT.
Flasken! Du mener –?

MARGIT.
The phial! You meant--?

GUDMUND.
Jeg gemte den, fordi
jeg tænkte, med den at løse mig fri,
hvis kongens mænd skulde komme mig nær.
Men alt fra ikveld har den mistet sit værd;
nu vil jeg stride med arm og med sværd,
byde frænder og venner op til det sidste,
for min frihed og livet at friste.
(vil kaste flasken imod et fjeldstykke.)

GUDMUND.
I thought it might be
At need a friend that should set me free
Should the King’s men chance to lay hands on me.
But from to-night it has lost its worth;
Now will I fight all the kings of earth,
Gather my kinsfolk and friends to the strife,
And battle right stoutly for freedom and life.
[Is about to throw the phial against a rock.]

MARGIT
(griber hans arm).
Nej vent! Lad mig få den.
Se så!

MARGIT.
[Seizing his arm.]
Nay, hold! Let me have it--

GUDMUND.
Du vil –?

GUDMUND.
First tell me why?

MARGIT.
Skænke den til nøkken dernede.
Han har mig så tidt forlystet med sit spil
og sunget mig mangt underligt kvæde.
Giv hid.
(tager flasken ud af hans hånd.)
Der er den!
(lader som om hun kasted den i elven.)

MARGIT.
I’d fain fling it down to the neckan hard by,
Who so often has made my dull hours fleet
With his harping and songs, so strange and sweet.
Give it me!
[Takes the phial from his hand.]
There!
[Feigns to throw it into the river.]

GUDMUND
(går mod højre og ser ned i dybet).
Kasted du den ud?

GUDMUND.
[Goes to the right, and looks down into the ravine.]
Have you thrown it away?

MARGIT
(idet hun skjuler flasken).
Ja visst; du så jo –
(hvisker, går hen imod huset.)
Nu hjælpe mig gud!
Nu må det briste eller bære!
(højere.)
Hør, Gudmund!

MARGIT.
[Concealing the phial.]
Aye, surely! You saw--
[Whispers as she goes towards the house.]
Now God help and spare me!
[Aloud.]
Gudmund!

GUDMUND
(nærmer sig).
Hvad vil du?

GUDMUND.
[Approaching.]
What would you?

MARGIT.
Et må du mig lære;
du må tyde mig grant det gamle kvæde,
som er gjort om kirken dernede.
Det var sig en frue og dertil en svend;
alt så havde de hinanden kær.
Den dag de bar hende til jorden hen,
han blødede ved sit sværd.
Hun jordedes syd under kirkevæg,
han stædtes til mulde i nord; –
der trivedes fordum hverken siljer eller hæg
alt i den viede jord; –
men næste vår på de grave to
der vokste de fagreste liljeblommer;
over kirketaget så monne de gro
og grønnes tilhobe både vinter og sommer.
Kan du tyde mig det kvæde?

MARGIT.
Teach me, I pray,
How to interpret the ancient lay
They sing of the church in the valley there:
A gentle knight and a lady fair,
They loved each other well.
That very day on her bier she lay
He on his sword-point fell.
They buried her by the northward spire,
And him by the south kirk wall;
And theretofore grew neither bush nor briar
In the hallowed ground at all.
But next spring from their coffins twain
Two lilies fair upgrew--
And by and by, o’er the roof-tree high,
They twined and they bloomed the whole year through.
How read you the riddle?

GUDMUND
(ser forskende på hende).
Jeg véd ikke ret –

GUDMUND.
[Looks searchingly at her.]
I scarce can say.

MARGIT.
Vel sandt, det kan tydes på mange sæt;
men jeg tror nu den retteste mening er:
kirken kan ej skille to, som har hinanden kær.

MARGIT.
You may doubtless read it in many a way;
But its truest meaning, methinks, is clear:
The church can never sever two that hold each other dear.

GUDMUND
(sagte).
Alle helgener, dersom –! Da er det på tide,
at hun får det hele at vide.
(højt.)
Svar mig, Margit, – vil du mit held?

GUDMUND.
[To himself.]
Ye saints, if she should--? Lest worse befall,
’Tis time indeed I told her all!
[Aloud.]
Do you wish for my happiness--Margit, tell!

MARGIT
(glad, bevæget).
Om jeg vil!

MARGIT.
[In joyful agitation.]
Wish for it! I!

GUDMUND.
Ja, jeg mener –

MARGIT.
Sig frem!

GUDMUND.
Nu vel.
Du kunde gøre mig så rig og så fro –

GUDMUND.
Then, wot you well,
The joy of my life now rests with you--

MARGIT
(frembrydende).
Gudmund!

MARGIT.
[With an outburst.]
Gudmund!

GUDMUND.
Hør mig; jeg vil dig fortro –
(Han standser pludselig. Stemmer og latter høres henne ved elvebredden.)
(Signe og nogle unge piger kommer fra højre. Knut, Erik og flere yngre mænd er i følge med dem.)

GUDMUND.
Listen! ’tis the time you knew--
[He stops suddenly.]
[Voices and laughter are heard by the river bank. SIGNE and other GIRLS enter from the right, accompanied by KNUT, ERIK, and several YOUNGER MEN.]

KNUT
(endnu i frastand).
Gudmund Alfsøn! Vent; jeg må tale et ord med dig.
(Han bliver stående i samtale med Erik. De øvrige fremmede går imidlertid ind i huset.)

KNUT.
[Still at a distance.]
Gudmund Alfson! Wait; I must speak a word with you.
[He stops, talking to ERIK. The other GUESTS in the meantime enter the house.]

MARGIT
(for sig selv).
Gøre ham så rig og fro –! Hvad kan han andet mene, end –! (halvhøjt.) Signe, – kære, kære søster!
(Hun griber Signe om livet og går samtalende med hende op mod baggrunden.)

MARGIT.
[To herself.]
The joy of his life--! What else can he mean but--! [Half aloud.] Signe--my dear, dear sister!
[She puts her arm round SIGNE’s waist, and they go towards the back talking to each other.]

GUDMUND
(sagte, idet han følger dem med øjnene).
Ja, sådan er det rådeligst. Både Signe og jeg må fra Solhaug. Knut Gæsling har jo vist sig som min ven; han hjælper mig nok.

GUDMUND.
[Softly as he follows them with his eyes.]
Aye, so it were wisest. Both Signe and I must away from Solhoug. Knut Gesling has shown himself my friend; he will help me.

KNUT
(sagte til Erik).
Jo, jo, siger jeg; Gudmund er hendes frænde; han kan bedst tale min sag.

KNUT.
[Softly, to ERIK.]
Yes, yes, I say, Gudmund is her kinsman; he can best plead my cause.

ERIK.
Nå, som du vil da.
(han går ind i huset.)

ERIK.
Well, as you will.
[He goes into the house.]

KNUT
(kommer nærmere).
Hør, Gudmund –

KNUT.
[Approaching.]
Listen, Gudmund--

GUDMUND
(smilende).
Kommer du for at sige mig, at du ikke længer tør lade mig gå fri?

GUDMUND.
[Smiling.]
Come you to tell me that you dare no longer let me go free.

KNUT.
Tør? Vær du rolig for det; Knut Gæsling tør alt, hvad han vil. Nej, det er noget andet. – Du véd jo, jeg gælder her i bygden for en vild, ustyrlig karl –

KNUT.
Dare! Be at your ease as to that. Knut Gesling dares whatever he will. No, ’tis another matter. You know that here in the district, I am held to be a wild, unruly companion--

GUDMUND.
Ja, og hvis ikke rygtet lyver, så –

GUDMUND.
Aye, and if rumour lies not--

KNUT.
Å nej, mangt og meget kan jo være sandt nok. Men nu skal du høre –
(de går i samtale opover mod baggrunden.)

KNUT.
Why no, much that it reports may be true enough. But now, I must tell you--
[They go, conversing, up towards the back.]

SIGNE
(til Margit, idet de kommer nedover ved huset).
Jeg forstår dig ikke. Du taler, som om en uventet lykke var bleven dig til del. Hvad er det vel, du mener?

SIGNE.
[To MARGIT, as they come forward beside the house.]
I understand you not. You speak as though an unlooked-for happiness had befallen you. What is in your mind?

MARGIT.
Signe, – du er et barn endnu; du véd ikke hvad det vil sige at færdes i en evig rædsel for at –. (pludselig afbrydende.) Tænk dig, Signe, at måtte visne og dø uden at have levet!

MARGIT.
Signe--you are still a child; you know not what it means to have ever in your heart the dread of-- [Suddenly breaking off.] Think, Signe, what it must be to wither and die without ever having lived.

SIGNE
(ser forundret og hovedrystende på hende).
Nej men, Margit –?

SIGNE.
[Looks at her in astonishment, and shakes her head.]
Nay, but, Margit--?

MARGIT.
Ja, ja, du fatter det ikke; lige godt –
(de går samtalende opover igen.)
(Gudmund og Knut kommer nedover på den anden side.)

MARGIT.
Aye, aye, you do not understand, but none the less--
[They go up again, talking to each other. GUDMUND and KNUT come down on the other side.]

GUDMUND.
Nu, hvis det er sådan fat, – dersom dette vilde liv ikke huer dig længer, så vil jeg skænke dig det bedste råd, som nogen ven har i eje: fæst dig en ærbar ungmø til hustru.

GUDMUND.
Well, if so it be--if this wild life no longer contents you-- then I will give you the best counsel that ever friend gave to friend: take to wife an honourable maiden.

KNUT.
Se, se. Og hvis jeg nu sagde dig, at det er lige det samme, jeg har tænkt på?

KNUT.
Say you so? And if I now told you that ’tis even that I have in mind?

GUDMUND.
Held og lykke da, Knut Gæsling! Og nu må du vide, at også jeg –

GUDMUND.
Good luck and happiness to you then, Knut Gesling! And now you must know that I too--

KNUT.
Du? Går du også med slige tanker?

KNUT.
You? Are you, too, so purposed?

GUDMUND.
Ja vel gør jeg; – men kongens vrede –; jeg er jo en fredløs mand –

GUDMUND.
Aye truly. But the King’s wrath--I am a banished man--

KNUT.
Ej, det skal du lidet agte. Der er jo ingen her, uden fru Margit, som véd besked om det endnu; og så længe jeg er din ven, så har du en, du fuldt kan lide på. Hør nu bare –
(han fortsætter hviskende, idet de igen går opover.)

KNUT.
Nay, to that you need give but little thought. As yet there is no one here, save Dame Margit, that knows aught of the matter; and so long as I am your friend, you have one in whom you can trust securely. Now I must tell you--
[He proceeds in a whisper as they go up again.]

SIGNE,
(idet hun og Margit atter kommer tilbage).
Men så sig mig da, Margit –!

SIGNE.
[As she and MARGIT again advance.]
But tell me then Margit--!

MARGIT.
Mere tør jeg ikke sige dig.

MARGIT.
More I dare not tell you.

SIGNE.
Da vil jeg være ærligere mod dig. Men svar mig først på et. (undsélig, nølende.) Er der – er der ingen, som har sagt dig noget om mig?

SIGNE.
Then will I be more open-hearted than you. But first answer me one question. [Bashfully, with hesitation.] Is there no one who has told you anything concerning me?

MARGIT.
Om dig? Nej; hvad skulde det være?

MARGIT.
Concerning you? Nay, what should that be?

SIGNE,
(som før; ser ned for sig).
Du spurgte mig imorges: hvis en bejler red sig hid –?

SIGNE.
[As before, looking downwards.]
You said to me this morning: if a wooer came riding hither--?

MARGIT.
Det er sandt. (sagte.) Knut Gæsling –; skulde han allerede –? (spændt, til Signe.) Nu? Og så?

MARGIT.
That is true. [To herself.] Knut Gesling--has he already--? [Eagerly to SIGNE.] Well? What then?

SIGNE
(sagte, jublende).
Bejleren er kommen! Han er kommen, Margit! Dengang vidste jeg ikke, hvem du mente; men nu –!

SIGNE.
[Softly, but with exultation.]
The wooer has come! He has come, Margit! I knew not then whom you meant; but now--!

MARGIT.
Og hvad har du svaret ham?

MARGIT.
And what have you answered him?

SIGNE.
Å, det véd jeg ikke. (slår armene om hendes hals.) Men verden tykkes mig så fager og rig fra den stund, han sagde mig, at han havde mig kær.

SIGNE.
Oh, how should I know? [Flinging her arms round her sister’s neck.] But the world seems to me so rich and beautiful since the moment when he told me that he held me dear.

MARGIT.
Men, Signe, Signe; jeg fatter ikke, at du så snart –! Du har jo neppe kendt ham før idag.

MARGIT.
Why, Signe, Signe, I cannot understand that you should so quickly--! You scarce knew him before to-day.

SIGNE.
Å, jeg forstår mig endnu så lidet på kærlighed; men det véd jeg, sandt er det, som der står i visen:
den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund –

SIGNE.
Oh, ’tis but little I yet know of love; but this I know that what the song says is true:
Full swiftly ’tis sown; ere a moment speeds by,
Deep, deep in the heart love is rooted for aye--

MARGIT.
Lad så være. Og når så er, da har jeg ikke længer nødig at dølge noget for dig. Ah –
(Hun standser pludselig, da hun ser Knut og Gudmund komme nærmere.)

MARGIT.
So be it; and since so it is, I need no longer hold aught concealed from you. Ah--
[She stops suddenly, as she sees KNUT and GUDMUND approaching.]

KNUT
(fornøjet).
Se, det må jeg vel lide, Gudmund. Her er min hånd.

KNUT.
[In a tone of satisfaction.]
Ha, this is as I would have it, Gudmund. Here is my hand!

MARGIT
(sagte).
Hvad er det?

MARGIT.
[To herself.]
What is this?

GUDMUND
(til Knut).
Og her er min.
(de ryster hinandens hænder.)

GUDMUND.
[To KNUT.]
And here is mine!
[They shake hands.]

KNUT.
Men nu vil vi også nævne, begge to, hvem det er –

KNUT.
But now we must each of us name who it is--

GUDMUND.
Godt. Her på Solhaug, mellem alle de fagre kvinder, har jeg fundet den, som –

GUDMUND.
Good. Here at Solhoug, among so many fair women, I have found her whom--

KNUT.
Jeg lige så. Og jeg fører hende herfra endnu inat, hvis det gøres behov.

KNUT.
I too. And I will bear her home this very night, if it be needful.

MARGIT,
(der ubemærket har nærmet sig).
Alle helgener!

MARGIT.
[Who has approached unobserved.]
All saints in heaven!

GUDMUND
(nikker til Knut).
Det samme er også min agt.

GUDMUND.
[Nods to KNUT.]
The same is my intent.

SIGNE,
(der ligeledes har lyttet).
Gudmund!

SIGNE.
[Who has also been listening.]
Gudmund!

GUDMUND OG KNUT,
(hviskende til hinanden, idet de begge peger på Signe).
Der er hun.

GUDMUND AND KNUT.
[Whispering to each other, as they both point at Signe.]
There she is!

GUDMUND
(studsende).
Ja, min.

GUDMUND.
[Starting.]
Aye, mine.

KNUT
(ligeså).
Nej, min!

KNUT.
[Likewise.]
No, mine!

MARGIT
(sagte, halvt orvildet).
Signe!

MARGIT.
[Softly, half bewildered.]
Signe!

GUDMUND
(som før, til Knut).
Hvad mener du med det?

GUDMUND.
[As before, to KNUT.]
What mean you by that?

KNUT.
Det er jo Signe, som jeg vil –

KNUT.
I mean that ’tis Signe whom I--

GUDMUND.
Signe! Signe er min fæstemø for gud.

GUDMUND.
Signe! Signe is my betrothed in the sight of God.

MARGIT
(med et skrig).
Hende var det! Nej, – nej!

MARGIT.
[With a cry.]
It was she! No--no!

GUDMUND
(sagte, idet han ser hende).
Margit! Hun har hørt alt.

GUDMUND.
[To himself, as he catches sight of her.]
Margit! She has heard everything.

KNUT.
Ej, ej; er det sådan fat? Hør, fru Margit, I har ikke nødig at lade så forundret; jeg skønner nu det hele.

KNUT.
Ho, ho! So this is how it stands? Nay, Dame Margit, ’tis needless to put on such an air of wonder; now I understand everything.

MARGIT
(til Signe).
Men du sagde jo nys –? (fatter pludselig sammenhængen.) Gudmund var det, du mente!

MARGIT.
[To SIGNE.]
But not a moment ago you said--? [Suddenly grasping the situation.] ’Twas Gudmund you meant!

SIGNE
(forundret).
Ja, vidste du ikke det! Men hvad fattes dig, Margit?

SIGNE.
[Astonished.]
Yes, did you not know it! But what ails you, Margit?

MARGIT
(med næsten toneløs stemme).
Å intet, intet.

MARGIT.
[In an almost toneless voice.]
Nay, nothing, nothing.

KNUT
(til Margit).
Og imorges, da I fik mit ord på, at jeg ingen ufred skulde yppe her ikveld, – I har da vidst, at Gudmund Alfsøn var ivente. Ha, ha, bild jer aldrig ind, at I kan drive gæk med Knut Gæsling! Signe er bleven mig kær. Endnu før middag var det bare mit ubesindige løfte, som drev mig til at bejle efter hende; men nu –

KNUT.
[To MARGIT.]
And this morning, when you made me give my word that I would stir no strife here to-night--you already knew that Gudmund Alfson was coming. Ha, ha, think not that you can hoodwink Knut Gesling! Signe has become dear to me. Even this morning ’twas but my hasty vow that drove me to seek her hand; but now--

SIGNE
(til Margit).
Han? Det var bejleren, du tænkte på?

SIGNE.
[To MARGIT.]
He? Was this the wooer that was in your mind?

MARGIT.
Stille, stille!

MARGIT.
Hush, hush!

KNUT
(hårdt og bestemt).
Fru Margit, – I er hendes ældre søster; et svar skal I give mig.

KNUT.
[Firmly and harshly.]
Dame Margit--you are her elder sister; you shall give me an answer.

MARGIT
(kæmpende med sig selv).
Signe har alt kåret sin brudgom; – jeg kan intet svare.

MARGIT.
[Battling with herself.]
Signe has already made her choice;--I have naught to answer.

KNUT.
Det er godt; så har jeg ikke mere at gøre på Solhaug. Men efter midnat, – mærk jer det, – da er dagen til ende; da tør I nok få se mig igen, og så får lykken råde for, hvem der skal føre Signe fra gården, Gudmund eller jeg.

KNUT.
Good; then I have nothing more to do at Solhoug. But after midnight--mark you this--the day is at an end; then you may chance to see me again, and then Fortune must decide whether it be Gudmund or I that shall bear Signe away from this house.

GUDMUND.
Ja, prøv du kun; det skal koste dig så blodig en pande!

GUDMUND.
Aye, try if you dare; it shall cost you a bloody sconce.

SIGNE
(angst).
Gudmund! For alle helgener –!

SIGNE.
[In terror.]
Gudmund! By all the saints--!

KNUT.
Vær spag; vær bare spag, Gudmund Alfsøn! Før solen rinder skal du være i min magt. Og hun, – din fæstemø –. (går hen til døren, vinker og råber dæmpet.) Erik! Erik, kom her! Afsted til vore frænder! (truende, mens Erik viser sig i døren.) Ja, ve jer alle, når jeg kommer igen!
(Han og Erik går ud til venstre i baggrunden.)

KNUT.
Gently, gently, Gudmund Alfson! Ere sunrise you shall be in my power. And she--your lady-love-- [Goes up to the door, beckons and calls in a low voice.] Erik! Erik! come hither! we must away to our kinsfolk. [Threateningly, while ERIK shows himself in the doorway.] Woe upon you all when I come again!
[He and ERIK go off to the left at the back.]

SIGNE
(sagte til Gudmund).
Å, men så sig mig, hvad skal alt dette betyde.

SIGNE.
[Softly to GUDMUND.]
Oh, tell me, what does all this mean?

GUDMUND,
(hviskende).
Vi må begge rejse fra Solhaug endnu inat.

GUDMUND.
[Whispering.]
We must both leave Solhoug this very night.

SIGNE.
Gud stå mig bi, – du vil –!

SIGNE.
God shield me--you would--!

GUDMUND.
Tal ikke om det! Ikke et ord til noget menneske; ikke engang til din søster.

GUDMUND.
Say nought of it! No word to any one, not even to your sister.

MARGIT
(hen for sig).
Hende, – hende er det! Hende, som han knapt har tænkt på før ikveld. Havde jeg været fri, så véd jeg nok hvem han havde kåret. – Ja, fri!
(Bengt og gæsterne, mænd og kvinder, kommer ud fra huset.)

MARGIT.
[To herself.]
She--it is she! She of whom he had scarce thought before to-night. Had I been free, I know well whom he had chosen.-- Aye, free!
[BENGT and GUESTS, both Men and Women enter from the house.]

UNGE PIGER OG SVENDE
(synger).
     Herude, herude skal gildet stå,
     alt mens de fugle blunde,
     hvor lystigt at lege mellem blomster små
     i birkelunde.

     Herude, herude skal lyst og skemt
     lyde fra alle munde,
     al kvide må ende, når fedlen er stemt
     i birkelunde.

YOUNG MEN AND MAIDENS.
     Out here, out here be the feast arrayed,
     While the birds are asleep in the greenwood shade,
     How sweet to sport in the flowery glade
     ’Neath the birches.

     Out here, out here, shall be mirth and jest,
     No sigh on the lips and no care in the breast,
     When the fiddle is tuned at the dancers’ ’hest,
     ’Neath the birches.

BENGT.
Se, sådan skal det være! Det må jeg lide! Jeg er lystig, og min hustru ligervis; og derfor skal I være lystige alle sammen.

BENGT.
That is well, that is well! So I fain would see it! I am merry, and my wife likewise; and therefore I pray ye all to be merry along with us.

EN AF GÆSTERNE.
Ja, lad os nu få en stevkamp!

ONE OF THE GUESTS.
Aye, now let us have a stave-match.¹

MANGE
(råber).
Ja, ja, en stevkamp!

MANY.
[Shout.]
Yes, yes, a stave-match!

EN ANDEN GÆST.
Nej, lad være med det; det vækker bare ufred i laget. (med dæmpet stemme.) I drages vel til minde, at Knut Gæsling er på gården ikveld.

ANOTHER GUEST.
Nay, let that be; it leads but to strife at the feast. [Lowering his voice.] Bear in mind that Knut Gesling is with us to-night.

FLERE
(hviskende mellem hverandre).
Ja, ja, det er sandt. I mindes sidst, da han –. Det er bedst at vogte sig.

SEVERAL.
[Whispering among themselves.]
Aye, aye, that is true. Remember the last time, how he--. Best beware.

EN GAMMEL MAND.
Men I, fru Margit –; jeg véd, eders slægt var altid sagnkyndig, og I selv kunde mange vakkre eventyr, alt imens I var barn.

AN OLD MAN.
But you, Dame Margit--I know your kind had ever wealth of tales in store; and you yourself, even as a child, knew many a fair legend.

MARGIT.
Ak, jeg har glemt dem alle tilhobe. Men spørg Gudmund Alfsøn, min frænde; han kender et eventyr, som er lystigt nok.

MARGIT.
Alas! I have forgot them all. But ask Gudmund Alfson, my kinsman; he knows a tale that is merry enough.

GUDMUND
(dæmpet, bedende).
Margit –!

GUDMUND.
[In a low voice, imploringly.]
Margit!

MARGIT.
Ej, hvilket klageligt ansigt du sætter op! Vær lystig, Gudmund! Vær lystig! Ja, ja, det falder dig ikke så let, kan jeg tro. (leende, til gæsterne.) Han har set huldren ikveld. Hun vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast svend. (vender sig atter til Gudmund.) Nu ja, eventyret er ikke endt endnu. Når du fører din hjertenskær over hej og gennem skove, så vend dig aldrig om; se dig aldrig tilbage; – huldren sidder bag hver en busk og ler; og til slut – (med dæmpet stemme, idet hun træder tæt hen til ham:) kommer du dog ikke længer end hun vil.
(hun går over mod højre.)

MARGIT.
Why, what a pitiful countenance you put on! Be merry, Gudmund! Be merry! Aye, aye, it comes easy to you, well I wot. [Laughing, to the GUESTS.] He has seen the huldra to-night. She would fain have tempted him; but Gudmund is a faithful swain. [Turns again to GUDMUND.] Aye, but the tale is not finished yet. When you bear away your lady-love, over hill and through forest, be sure you turn not round; be sure you never look back--the huldra sits laughing behind every bush; and when all is done-- [In a low voice, coming close up to him.] --you will go no further than she will let you.
[She crosses to the right.]

SIGNE
(sagte).
Å gud, å gud!

SIGNE.
Oh, God! Oh, God!

BENGT
(går fornøjet om mellem gæsterne).
Ha, ha, ha! Fru Margit véd at sætte det sammen! Når hun først vil, så gør hun det meget bedre end jeg.

BENGT.
[Going around among the GUESTS in high contentment.]
Ha, ha, ha! Dame Margit knows how to set the mirth afoot! When she takes it in hand, she does it much better than I.

GUDMUND
(for sig selv).
Hun truer; jeg må rive det sidste håb fra hende; før bliver hun ikke rolig tilsinds. (vender sig til de fremmede.) Jeg kender et lidet kvæde. Hvis det lyster eder at høre, så –

GUDMUND.
[To himself.]
She threatens! I must tear the last hope out of her breast; else will peace never come to her mind. [Turns to the GUESTS.] I mind me of a little song. If it please you to hear it--

FLERE AF GÆSTERNE.
Tak, tak, Gudmund Alfsøn!
(Man slutter sig om ham, nogle siddende, andre stående. Margit læner sig til et træ foran til højre. Signe står til venstre nær ved huset.)

SEVERAL OF THE GUESTS.
Thanks, thanks, Gudmund Alfson!
[They close around him some sitting, others standing. MARGIT leans against a tree in front on the right. SIGNE stands on the left, near the house.]

GUDMUND
(synger).
     Jeg red mig udi lunde,
     jeg sejled over sø;
     det var sig i mit væne hjem,
     der fæsted jeg min mø.

     Det var den alfekvinde,
     hun er så led og gram:
     ret aldrig skal den jomfru skær
     til kirken følge ham.

     Hør mig, du alfekvinde,
     lad fare den besvær;
     to hjerter kan ej skilles ad,
     som har hinanden kær!

GUDMUND.
     I rode into the wildwood,
     I sailed across the sea,
     But ’twas at home I wooed and won
     A maiden fair and free.

     It was the Queen of Elfland,
     She waxed full wroth and grim:
     Never, she swore, shall that maiden fair
     Ride to the church with him.

     Hear me, thou Queen of Elfland,
     Vain, vain are threat and spell;
     For naught can sunder two true hearts
     That love each other well!

EN GAMMEL MAND.
Det er et vakkert kvæde. Se, hvor de unge svende skotter did hen. (peger mod pigerne.) Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro.

AN OLD MAN.
That is a right fair song. See how the young swains cast their glances thitherward! [Pointing towards the GIRLS.] Aye, aye, doubtless each has his own.

BENGT
(gør miner til Margit).
Ja, jeg har min, det véd jeg visst. Ha-ha-ha!

BENGT.
[Making eyes at MARGIT.]
Yes, I have mine, that is sure enough. Ha, ha, ha!

MARGIT
(sagte, bævende).
Å, at måtte lide al den spot og spe! Nej, nej; nu må den sidste redning fristes.

MARGIT.
[To herself, quivering.]
To have to suffer all this shame and scorn! No, no; now to essay the last remedy.

BENGT.
Hvad fattes dig? Mig tykkes, du er så bleg.

BENGT.
What ails you? Meseems you look so pale.

MARGIT.
Det går snart over. (vender sig til gæsterne.) Det bæres mig for, som jeg nys sagde, jeg havde glemt alle mine eventyr. Men jeg tror dog, jeg mindes et.

MARGIT.
’Twill soon pass over. [Turns to the GUESTS.] Did I say e’en now that I had forgotten all my tales? I bethink me now that I remember one.

BENGT.
Ret så, min hustru! Kom med det.

BENGT.
Good, good, my wife! Come, let us hear it.

UNGE PIGER
(bedende).
Ja, fortæl, fortæl, fru Margit!

YOUNG GIRLS.
[Urgently.]
Yes, tell it us, tell it us, Dame Margit!

MARGIT.
Næsten er jeg bange for, det vil lidet hue jer; men det får nu være.

MARGIT.
I almost fear that ’twill little please you; but that must be as it may.

GUDMUND
(sagte).
Alle helgener, hun vil da vel ikke –!

GUDMUND.
[To himself.]
Saints in heaven, surely she would not--!

MARGIT.
Det var sig en ungmø fager og fin,
hun sad i sin faders gård;
hun sømmed i silke, hun sømmed i lin; –
så lidet den gammen forslår.
Hun sad så ene med sorrig og gru;
der var tomt i hal og i stue;
den jomfru liden var stolt i hu,
hende lysted at vorde en adelsfrue. –
Det var sig bergkongen, red han fra nord,
kom han til gårde med guld og med svende;
tredje dags natten hjemad han foer
alt med sin brud, – med hende.
I berget sad hun hel mangen sommer,
af guldhorn kunde hun mjøden tømme,
i dalen trives de yndigste blommer, –
hun sanked dem kun i drømme. –
Det var sig den ungersvend bold og god;
vel kunde han lege på gyldne strenge;
det klang til bergets inderste rod,
hvor hun havde siddet så længe.
Så underligt blev hun tilsinde derved; –
op sprang fjeldets port som en bue;
over dalene lå gud faders fred,
og al den herlighed kunde hun skue.
Det var som om nu, for første gang,
hun var vækket til liv ved harpeklang,
som om hun først nu forstod at finde
den rigdom, verden slutter inde.
Og vel må I vide, hver og en,
at den, som er fængslet til fjeldets sten,
kan løses så let ved harpeleg!
Han så hende bunden, hørte hun skreg, –
men han slængte sin harpe bort i en vrå,
hejsede silkesejlet i rå,
stævnede over den salte sø
til fremmede lande med sin fæstemø.
(i stigende lidenskab.)
Du legte så fagert på strengenes guld;
thi svulmer min barm så kæk og fuld!
Jeg må ud, jeg må ud i de grønne dale!
Jeg dør herinde i fjeldets sale!
Han håner mig kun! Han favner sin mø
og stævner over den salte sø!
(skriger.)
Med mig er det ude; berget er lukket!
Solen lyser ikke mere; alle stjerner er slukket.
(hun vakler og segner afmægtig over mod en træstamme.)

MARGIT.
It was a fair and noble maid,
She dwelt in her father’s hall;
Both linen and silk did she broider and braid,
Yet found in it solace small.
For she sat there alone in cheerless state,
Empty were hall and bower;
In the pride of her heart, she was fain to mate
With a chieftain of pelf and power.
But now ’twas the Hill King, he rode from the north,
With his henchmen and his gold;
On the third day at night he in triumph fared forth,
Bearing her to his mountain hold.
Full many a summer she dwelt in the hill;
Out of beakers of gold she could drink at her will.
Oh, fair are the flowers of the valley, I trow,
But only in dreams can she gather them now!
’Twas a youth, right gentle and bold to boot,
Struck his harp with such magic might
That it rang to the mountain’s inmost root,
Where she languished in the night.
The sound in her soul waked a wondrous mood--
Wide open the mountain-gates seemed to stand;
The peace of God lay over the land,
And she saw how it all was fair and good.
There happened what never had happened before;
She had wakened to life as his harp-strings thrilled;
And her eyes were opened to all the store
Of treasure wherewith the good earth is filled.
For mark this well: it hath ever been found
That those who in caverns deep lie bound
Are lightly freed by the harp’s glad sound.
He saw her prisoned, he heard her wail--
But he cast unheeding his harp aside,
Hoisted straightway his silken sail,
And sped away o’er the waters wide
To stranger strands with his new-found bride.
[With ever-increasing passion.]
So fair was thy touch on the golden strings
That my breast heaves high and my spirit sings!
I must out, I must out to the sweet green leas!
I die in the Hill-King’s fastnesses!
He mocks at my woe as he clasps his bride
And sails away o’er the waters wide.
[Shrieks.]
With me all is over; my hill-prison barred;
Unsunned is the day, and the night all unstarred.
[She totters and, fainting, seeks to support herself against the trunk of a tree.]

SIGNE
(grædende, er ilet til og opfanger hende i sine arme).

SIGNE.
[Weeping, has rushed up to her, and takes her in her arms.]
Margit! My sister!

GUDMUND
(på samme tid, støtter hende).
Hjælp, hjælp; hun dør!
(Bengt og gæsterne stimler under forskrækkede udråb sammen om dem.)

GUDMUND.
[At the same time, supporting her.]
Help! help! she is dying!
[BENGT and the GUESTS flock round them with cries of alarm.]

1. A contest in impromptu verse-making.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=c9c423ec-edd7-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display