Bibliotheca Polyglotta

Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)

Complete text

ANDEN AKT

(En birkelund, der støder op til huset, hvoraf et hjørne ses til venstre. En fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne er oplyste. Musik høres derinde.)

ACT SECOND

A birch grove adjoining the house, one corner of which is seen to the left. At the back, a footpath leads up the hillside. To the right of the footpath a river comes tumbling down a ravine and loses itself among boulders and stones. It is a light summer evening. The door leading to the house stands open; the windows are lighted up. Music is heard from within.

GÆSTERNE
(synger i gildestuen).
     Lad fedlen klinge; ved strengeklang
     træder vi dansen den nat så lang.
     Hvor lystigt at trine på tilje!
     Den jomfru brænder så skær som et blod;
     det er sig den smådreng, bold og god,
     han favner den væne lilje!
(Knut Gæsling og Erik fra Hægge kommer ud fra huset. Musik, dans og lystighed vedbliver under det følgende at lyde dæmpet derinde.)

THE GUESTS.
[Singing in the Feast Hall.]
     Set bow to fiddle! To sound of strings
     We’ll dance till night shall furl her wings,
     Through the long hours glad and golden!
     Like blood-red blossom the maiden glows--
     Come, bold young wooer and hold the rose
     In a soft embrace enfolden.
[KNUT GESLING and ERIK OF HEGGE enter from the house. Sounds of music, dancing and merriment are heard from within during what follows.]

ERIK.
Bare det ikke kommer til at angre dig, Knut.

ERIK.
If only you come not to repent it, Knut.

KNUT.
Lad du mig om det.

KNUT.
That is my affair.

ERIK.
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er kongens foged. Der udgår herrebud til dig, at du skal fange Gudmund Alfsøn, hvor du kan komme over ham. Og nu, da du har ham lige i næven, så tilsiger du ham dit venskab og lader ham færdes frit, hvor det lyster ham.

ERIK.
Well, say what you will, ’tis a daring move. You are the King’s Sheriff. Commands go forth to you that you shall seize the person of Gudmund Alfson, wherever you may find him. And now, when you have him in your grasp, you proffer him your friendship, and let him go freely, whithersoever he will.

KNUT.
Jeg véd, hvad jeg gør. I hans egen stue har jeg søgt ham, og der var han ikke at finde. Og dersom jeg nu forsøgte på at gribe ham her, – mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe til hustru?

KNUT.
I know what I am doing. I sought him in his own dwelling, but there he was not to be found. If, now, I went about to seize him here--think you that Dame Margit would be minded to give me Signe to wife?

ERIK
(langtrukket).
Nej, med det gode blev det vel ikke, men –

ERIK.
[With deliberation.]
No, by fair means it might scarcely be, but--

KNUT.
Og med det onde gad jeg nødig gå frem. Gudmund er jo også min ven fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte. (bestemt.) Derfor bliver det, som jeg har sagt. Ikveld skal ingen her på gården vide, at Gudmund Alfsøn er fredløs; – imorgen får han se at hjælpe sig selv.

KNUT.
And by foul means I am loth to proceed. Moreover, Gudmund is my friend from bygone days; and he can be helpful to me. [With decision.] Therefore it shall be as I have said. This evening no one at Solhoug shall know that Gudmund Alfson is an outlaw;-- to-morrow he must look to himself.

ERIK.
Ja, men kongens lov?

ERIK.
Aye, but the King’s decree?

KNUT.
Å, kongens lov! Du véd lige så godt som jeg, kongens lov agtes ikke stort her inde i bygderne. Skulde kongens lov gælde, så måtte mangen staut karl iblandt os bøde både for bruderov og manddrab. – Kom nu her! Jeg gad vide, hvor Signe –?
(de går ud til højre.)
(Gudmund og Signe kommer nedover fodstien i baggrunden.)

KNUT.
Oh, the King’s decree! You know as well as I that the King’s decree is but little heeded here in the uplands. Were the King’s decree to be enforced, many a stout fellow among us would have to pay dear both for bride-rape and for man-slaying. Come this way, I would fain know where Signe--?
[They go out to the right.]
[GUDMUND and SIGNE come down the footpath at the back.]

SIGNE.
Å tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil;
det høres som det væneste strengespil.

SIGNE.
Oh, speak! Say on! For sweeter far
Such words than sweetest music are.

GUDMUND.
Signe, min fagre, min yndelige lilje!

GUDMUND.
Signe, my flower, my lily fair!

SIGNE
(med glad og stille forundring).
Jeg – jeg er ham kær!

SIGNE.
[In subdued, but happy wonderment.]
I am dear to him--I!

GUDMUND.
Det er ingen som du.

Gudmund.
As none other I swear.

SIGNE.
Jeg skulde mægte at binde din vilje;
jeg skulde mægte at fylde din hu!
Å, tør jeg tro dig!

SIGNE.
And is it I that can bind your will!
And is it I that your heart can fill!
Oh, dare I believe you?

GUDMUND.
Det tør du for sandt.
Hør mig, Signe. Medens årene randt
tænkte jeg trofast både vinter og sommer
på eder to, mine fagreste blommer.
Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forstå; –
da jeg rejste, var du som alferne små, –
som alferne små, der færdes i skove
og lege som bedst, når vi drømme og sove.
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue,
da forstod jeg mig selv tilfulde, –
forstod, at Margit var så stolt en frue,
men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde.

GUDMUND.
Indeed you may.
List to me, Signe! The years sped away,
But faithful was I in my thoughts to you,
My fairest flowers, ye sisters two.
My own heart I could not clearly read.
When I left, my Signe was but a child,
A fairy elf, like the creatures wild
Who play, while we sleep, in wood and mead.
But in Solhoug’s hall to-day, right loud
My heart spake, and right clearly;
It told me that Margit’s a lady proud,
Whilst you’re the sweet maiden I love most dearly.

SIGNE,
(der kun halvt har lyttet til hans ord).
Jeg mindes, vi sad ved arnens glød
en vinterkveld, – nu er det længe siden; –
du sang for mig om den jomfru liden,
som nøkken havde lokket ned i sit skød.
Der glemte hun bort både fader og moder;
der glemte hun bort både søster og broder;
hun glemte bort både himmel og jord,
hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Men tæt under strande den smådreng stod;
han var tilsinde så mødig og mod;
med kvide han slog sin harpes strenge,
så vide det klang både lydt og længe.
Den jomfru liden på tjernets bund
vågned derved af sin tunge blund;
nøkken måtte slippe hende ud af sit skød;
mellem liljerne hen over vandet hun flød; –
da kendte hun igen både himmel og jord,
da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.

SIGNE.
[Who has only half listened to his words.]
I mind me, we sat in the hearth’s red glow,
One winter evening--’tis long ago--
And you sang to me of the maiden fair
Whom the neckan had lured to his watery lair.
There she forgot both father and mother,
There she forgot both sister and brother;
Heaven and earth and her Christian speech,
And her God, she forgot them all and each.
But close by the strand a stripling stood
And he was heartsore and heavy of mood.
He struck from his harpstrings notes of woe,
That wide o’er the waters rang loud, rang low.
The spell-bound maid in the tarn so deep,
His strains awoke from her heavy sleep,
The neckan must grant her release from his rule,
She rose through the lilies afloat on the pool--
Then looked she to heaven while on green earth she trod,
And wakened once more to her faith and her God.

GUDMUND.
Signe, min dejligste blomme!

GUDMUND.
Signe, my fairest of flowers!

SIGNE.
Som hun
gik også jeg i en drømmende blund;
de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt
om kærligheds magt, har mig frydeligt vakt.
Aldrig tyktes himlen mig før så blå,
aldrig så fager den verden vide;
mig tykkes, jeg kan fuglenes røst forstå,
når jeg vandrer med dig under lide.

SIGNE.
It seems
That I, too, have lived in a world of dreams.
But the strange deep words you to-night have spoken,
Of the power of love, have my slumber broken.
The heavens seemed never so blue to me,
Never the world so fair;
I can understand, as I roam with thee,
The song of the birds in air.

GUDMUND.
Så mægtig er elskov; – i menneskets bryst
vækker den tanker og længsel og lyst. –
Men kom, lad os begge til din søster gå ind.

GUDMUND.
So mighty is love--it stirs in the breast
Thought and longings and happy unrest.
But come, let us both to your sister go.

SIGNE
(undsélig).
Vil du sige hende –?

SIGNE.
Would you tell her--?

GUDMUND.
Alt bør hun kende.

GUDMUND.
Everything she must know.

SIGNE
(som før).
Ak, gå da alene; – jeg véd det, min kind
vil derinde af blusel brænde.

SIGNE.
Then go you alone;--I feel that my cheek
Would be hot with blushes to hear you speak.

GUDMUND.
Nu godt; jeg går.

GUDMUND.
So be it, I go.

SIGNE.
Og jeg venter dig her;
(lytter mod højre.)
eller bedre, – nede ved elven, der
hører jeg Knut Gæsling; der er piger og svende.

SIGNE.
And here will I bide;
[Listening towards the right.]
Or better--down by the riverside,
I hear Knut Gesling, with maidens and men.

GUDMUND.
Der bier du?

GUDMUND.
There will you stay?

SIGNE.
Til du har talt med hende.
(Hun går ud til højre. Gudmund går ind i huset.)
(Margit kommer fra venstre bag ved huset.)

SIGNE.
Till you come again
[She goes out to the right. GUDMUND goes into the house.]
[MARGIT enters from behind the house on the left.]

MARGIT.
I stuen er både gammen og glæde;
fruer og svende monne dansen træde.
Det blev mig så lummert om pande og bryst;
Gudmund var ikke derinde.
(ånder dybt.)
Herude er det godt; her er det tyst,
her svaler mig nattens vinde.
(grublende taushed.)
Denne hæslige tanke –; jeg kan ej forstå –;
den følger mig, hvor jeg end monne gå.
Flasken, – der rummer en gådefuld saft –?
En dråbe deraf i min – uvens bæger, –
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.
(atter taushed.)
Vidste jeg, at Gudmund –; havde han mig kær, –
da agted jeg lidet –
(Gudmund kommer ud gennem husdøren.)

MARGIT.
In the hall there is gladness and revelry;
The dancers foot it with jest and glee.
The air weighed hot on my brow and breast;
For Gudmund, he was not there.
[She draws a deep breath.]
Out here ’tis better: here’s quiet and rest.
How sweet is the cool night air!
[A brooding silence.]
The horrible thought! Oh, why should it be
That wherever I go it follows me?
The phial--doth a secret contain;
A drop of this in my--enemy’s cup,
And his life would sicken and wither up;
The leech’s skill would be tried in vain.
[Again a silence.]
Were I sure that Gudmund--held me dear--
Then little I’d care for--
[GUDMUND enters from the house.]

GUDMUND.
Margit, er du der?
Hvi går du så alene? Jeg har søgt dig overalt.

GUDMUND.
You, Margit, here?
And alone? I have sought you everywhere.

MARGIT.
Derinde er lummert, herude så svalt.
Ser du, hvorlunde de tåger hvide
sagtelig hen over myren glide?
Her er ikke hverken mørkt eller lyst;
det er midt imellem begge –
(hen for sig.)
ret som i mit bryst.
(ser på ham.)
Ej sandt, – når du færdes i slig en nat,
du véd ikke selv hvordan det er fat;
men du føler, der rører sig et lønligt liv
i busk og i blad, i blomster og siv!
(med pludselig overgang.)
Véd du, hvad jeg ønsker?

MARGIT.
’Tis cool here. I sickened of heat and glare.
See you how yonder the white mists glide
Softly over the marshes wide?
Here it is neither dark nor light,
But midway between them--
[To herself.]
--as in my breast.
[Looking at him.]
Is’t not so--when you wander on such a night
You hear, though but half to yourself confessed,
A stirring of secret life through the hush,
In tree and in leaf, in flower and in rush?
[With a sudden change of tone.]
Can you guess what I wish?

GUDMUND.
Nu?

GUDMUND.
Well?

MARGIT.
At jeg var
huldren, som sidder i lien derinde.
Hvor skulde jeg listigt min trolddom spinde!
Tro mig –!

MARGIT.
That I could be
The nixie that haunts yonder upland lea.
How cunningly I should weave my spell!
Trust me--!

GUDMUND.
Hvad fattes dig, Margit? Svar!

GUDMUND.
Margit, what ails you? Tell!

MARGIT
(uden at høre på ham).
Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
Klage og kvæde både nætter og dage!
(med stigende heftighed.)
Hvor skulde jeg lokke den frejdige svend
gennem lierne grønne til bergets kammer; –
der kunde jeg glemme al verdens jammer;
der kunde jeg brænde og leve med min ven!

MARGIT.
[Paying no heed to him.]
How I should quaver my magic lay!
Quaver and croon it both night and day!
[With growing vehemence.]
How I would lure the knight so bold
Through the greenwood glades to my mountain hold.
There were the world and its woes forgot
In the burning joys of our blissful lot.

GUDMUND.
Margit! Margit!

MARGIT
(stedse voldsommere).
Ved midnatsstund
sov vi i lien den sødeste blund; –
og rammed mig døden, når solen randt, –
hvor lystigt at dø på slig vis; – ej sandt?

MARGIT.
[Ever more wildly.]
At midnight’s hour
Sweet were our sleep in my lonely bower;--
And if death should come with the dawn, I trow
’Twere sweet to die so;--what thinkest thou?

GUDMUND.
Du er syg!

GUDMUND.
You are sick!

MARGIT
(brister ud i latter).
Ha, ha, ha! Å, lad mig le!
Lad mig le! Det gør mig så godt.

MARGIT.
[Bursting into laughter.]
Ha, ha!--Let me laugh! ’Tis good
To laugh when the heart is in laughing mood!

GUDMUND.
Jeg kan se,
du har endnu det samme ustyrlige sind,
som fordum –

GUDMUND.
I see that you still have the same wild soul
As of old--

MARGIT
(pludselig alvorlig).
Du må ikke undres derover;
det er kun ved midnat, når menneskene sover;
om dagen er jeg så ræd som en hind.
Og hvad er det vel mere? Mindes dig kun
hine kvinder i fremmede lande, – hun,
den fagre prinsesse; – se, hun var vild;
mod hende er jeg som lammet mild.
At længes og hige hun voved ej blot;
hun pønsed på dåd; og se det –

MARGIT.
[With sudden seriousness.]
Nay, let not that vex your mind,
’Tis only at midnight it mocks control;
By day I am timid as any hind.
How tame I have grown, you yourself must say,
When you think on the women in lands far away--
Of that fair Princess--ah, she was wild!
Beside her lamblike am I and mild.
She did not helplessly yearn and brood,
She would have acted; and that--

GUDMUND.
Det er godt,
du minder mig derom; jeg vil ikke længer
gemme på det, jeg så lidet trænger.
(tager flasken frem.)

GUDMUND.
’Tis good
You remind me; Straightway I’ll cast away
What to me is valueless after this day--
[Takes out the phial.]

MARGIT.
Flasken! Du mener –?

MARGIT.
The phial! You meant--?

GUDMUND.
Jeg gemte den, fordi
jeg tænkte, med den at løse mig fri,
hvis kongens mænd skulde komme mig nær.
Men alt fra ikveld har den mistet sit værd;
nu vil jeg stride med arm og med sværd,
byde frænder og venner op til det sidste,
for min frihed og livet at friste.
(vil kaste flasken imod et fjeldstykke.)

GUDMUND.
I thought it might be
At need a friend that should set me free
Should the King’s men chance to lay hands on me.
But from to-night it has lost its worth;
Now will I fight all the kings of earth,
Gather my kinsfolk and friends to the strife,
And battle right stoutly for freedom and life.
[Is about to throw the phial against a rock.]

MARGIT
(griber hans arm).
Nej vent! Lad mig få den.
Se så!

MARGIT.
[Seizing his arm.]
Nay, hold! Let me have it--

GUDMUND.
Du vil –?

GUDMUND.
First tell me why?

MARGIT.
Skænke den til nøkken dernede.
Han har mig så tidt forlystet med sit spil
og sunget mig mangt underligt kvæde.
Giv hid.
(tager flasken ud af hans hånd.)
Der er den!
(lader som om hun kasted den i elven.)

MARGIT.
I’d fain fling it down to the neckan hard by,
Who so often has made my dull hours fleet
With his harping and songs, so strange and sweet.
Give it me!
[Takes the phial from his hand.]
There!
[Feigns to throw it into the river.]

GUDMUND
(går mod højre og ser ned i dybet).
Kasted du den ud?

GUDMUND.
[Goes to the right, and looks down into the ravine.]
Have you thrown it away?

MARGIT
(idet hun skjuler flasken).
Ja visst; du så jo –
(hvisker, går hen imod huset.)
Nu hjælpe mig gud!
Nu må det briste eller bære!
(højere.)
Hør, Gudmund!

MARGIT.
[Concealing the phial.]
Aye, surely! You saw--
[Whispers as she goes towards the house.]
Now God help and spare me!
[Aloud.]
Gudmund!

GUDMUND
(nærmer sig).
Hvad vil du?

GUDMUND.
[Approaching.]
What would you?

MARGIT.
Et må du mig lære;
du må tyde mig grant det gamle kvæde,
som er gjort om kirken dernede.
Det var sig en frue og dertil en svend;
alt så havde de hinanden kær.
Den dag de bar hende til jorden hen,
han blødede ved sit sværd.
Hun jordedes syd under kirkevæg,
han stædtes til mulde i nord; –
der trivedes fordum hverken siljer eller hæg
alt i den viede jord; –
men næste vår på de grave to
der vokste de fagreste liljeblommer;
over kirketaget så monne de gro
og grønnes tilhobe både vinter og sommer.
Kan du tyde mig det kvæde?

MARGIT.
Teach me, I pray,
How to interpret the ancient lay
They sing of the church in the valley there:
A gentle knight and a lady fair,
They loved each other well.
That very day on her bier she lay
He on his sword-point fell.
They buried her by the northward spire,
And him by the south kirk wall;
And theretofore grew neither bush nor briar
In the hallowed ground at all.
But next spring from their coffins twain
Two lilies fair upgrew--
And by and by, o’er the roof-tree high,
They twined and they bloomed the whole year through.
How read you the riddle?

GUDMUND
(ser forskende på hende).
Jeg véd ikke ret –

GUDMUND.
[Looks searchingly at her.]
I scarce can say.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=c994eaaa-edd7-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display