You are here: BP HOME > MI > Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug) > fulltext
Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
GUDMUND
(studsende).
Ja, min. 
GUDMUND.
[Starting.]
Aye, mine. 
KNUT
(ligeså).
Nej, min! 
KNUT.
[Likewise.]
No, mine! 
MARGIT
(sagte, halvt orvildet).
Signe! 
MARGIT.
[Softly, half bewildered.]
Signe! 
GUDMUND
(som før, til Knut).
Hvad mener du med det? 
GUDMUND.
[As before, to KNUT.]
What mean you by that? 
KNUT.
Det er jo Signe, som jeg vil – 
KNUT.
I mean that ’tis Signe whom I-- 
GUDMUND.
Signe! Signe er min fæstemø for gud. 
GUDMUND.
Signe! Signe is my betrothed in the sight of God. 
MARGIT
(med et skrig).
Hende var det! Nej, – nej! 
MARGIT.
[With a cry.]
It was she! No--no! 
GUDMUND
(sagte, idet han ser hende).
Margit! Hun har hørt alt. 
GUDMUND.
[To himself, as he catches sight of her.]
Margit! She has heard everything. 
KNUT.
Ej, ej; er det sådan fat? Hør, fru Margit, I har ikke nødig at lade så forundret; jeg skønner nu det hele. 
KNUT.
Ho, ho! So this is how it stands? Nay, Dame Margit, ’tis needless to put on such an air of wonder; now I understand everything. 
MARGIT
(til Signe).
Men du sagde jo nys –? (fatter pludselig sammenhængen.) Gudmund var det, du mente! 
MARGIT.
[To SIGNE.]
But not a moment ago you said--? [Suddenly grasping the situation.] ’Twas Gudmund you meant! 
SIGNE
(forundret).
Ja, vidste du ikke det! Men hvad fattes dig, Margit? 
SIGNE.
[Astonished.]
Yes, did you not know it! But what ails you, Margit? 
MARGIT
(med næsten toneløs stemme).
Å intet, intet. 
MARGIT.
[In an almost toneless voice.]
Nay, nothing, nothing. 
KNUT
(til Margit).
Og imorges, da I fik mit ord på, at jeg ingen ufred skulde yppe her ikveld, – I har da vidst, at Gudmund Alfsøn var ivente. Ha, ha, bild jer aldrig ind, at I kan drive gæk med Knut Gæsling! Signe er bleven mig kær. Endnu før middag var det bare mit ubesindige løfte, som drev mig til at bejle efter hende; men nu – 
KNUT.
[To MARGIT.]
And this morning, when you made me give my word that I would stir no strife here to-night--you already knew that Gudmund Alfson was coming. Ha, ha, think not that you can hoodwink Knut Gesling! Signe has become dear to me. Even this morning ’twas but my hasty vow that drove me to seek her hand; but now-- 
SIGNE
(til Margit).
Han? Det var bejleren, du tænkte på? 
SIGNE.
[To MARGIT.]
He? Was this the wooer that was in your mind? 
MARGIT.
Stille, stille! 
MARGIT.
Hush, hush! 
KNUT
(hårdt og bestemt).
Fru Margit, – I er hendes ældre søster; et svar skal I give mig. 
KNUT.
[Firmly and harshly.]
Dame Margit--you are her elder sister; you shall give me an answer. 
MARGIT
(kæmpende med sig selv).
Signe har alt kåret sin brudgom; – jeg kan intet svare. 
MARGIT.
[Battling with herself.]
Signe has already made her choice;--I have naught to answer. 
KNUT.
Det er godt; så har jeg ikke mere at gøre på Solhaug. Men efter midnat, – mærk jer det, – da er dagen til ende; da tør I nok få se mig igen, og så får lykken råde for, hvem der skal føre Signe fra gården, Gudmund eller jeg. 
KNUT.
Good; then I have nothing more to do at Solhoug. But after midnight--mark you this--the day is at an end; then you may chance to see me again, and then Fortune must decide whether it be Gudmund or I that shall bear Signe away from this house. 
GUDMUND.
Ja, prøv du kun; det skal koste dig så blodig en pande! 
GUDMUND.
Aye, try if you dare; it shall cost you a bloody sconce. 
SIGNE
(angst).
Gudmund! For alle helgener –! 
SIGNE.
[In terror.]
Gudmund! By all the saints--! 
KNUT.
Vær spag; vær bare spag, Gudmund Alfsøn! Før solen rinder skal du være i min magt. Og hun, – din fæstemø –. (går hen til døren, vinker og råber dæmpet.) Erik! Erik, kom her! Afsted til vore frænder! (truende, mens Erik viser sig i døren.) Ja, ve jer alle, når jeg kommer igen!
(Han og Erik går ud til venstre i baggrunden.) 
KNUT.
Gently, gently, Gudmund Alfson! Ere sunrise you shall be in my power. And she--your lady-love-- [Goes up to the door, beckons and calls in a low voice.] Erik! Erik! come hither! we must away to our kinsfolk. [Threateningly, while ERIK shows himself in the doorway.] Woe upon you all when I come again!
[He and ERIK go off to the left at the back.] 
SIGNE
(sagte til Gudmund).
Å, men så sig mig, hvad skal alt dette betyde. 
SIGNE.
[Softly to GUDMUND.]
Oh, tell me, what does all this mean? 
GUDMUND,
(hviskende).
Vi må begge rejse fra Solhaug endnu inat. 
GUDMUND.
[Whispering.]
We must both leave Solhoug this very night. 
SIGNE.
Gud stå mig bi, – du vil –! 
SIGNE.
God shield me--you would--! 
GUDMUND.
Tal ikke om det! Ikke et ord til noget menneske; ikke engang til din søster. 
GUDMUND.
Say nought of it! No word to any one, not even to your sister. 
MARGIT
(hen for sig).
Hende, – hende er det! Hende, som han knapt har tænkt på før ikveld. Havde jeg været fri, så véd jeg nok hvem han havde kåret. – Ja, fri!
(Bengt og gæsterne, mænd og kvinder, kommer ud fra huset.) 
MARGIT.
[To herself.]
She--it is she! She of whom he had scarce thought before to-night. Had I been free, I know well whom he had chosen.-- Aye, free!
[BENGT and GUESTS, both Men and Women enter from the house.] 
UNGE PIGER OG SVENDE
(synger).
     Herude, herude skal gildet stå,
     alt mens de fugle blunde,
     hvor lystigt at lege mellem blomster små
     i birkelunde.

     Herude, herude skal lyst og skemt
     lyde fra alle munde,
     al kvide må ende, når fedlen er stemt
     i birkelunde. 
YOUNG MEN AND MAIDENS.
     Out here, out here be the feast arrayed,
     While the birds are asleep in the greenwood shade,
     How sweet to sport in the flowery glade
     ’Neath the birches.

     Out here, out here, shall be mirth and jest,
     No sigh on the lips and no care in the breast,
     When the fiddle is tuned at the dancers’ ’hest,
     ’Neath the birches. 
BENGT.
Se, sådan skal det være! Det må jeg lide! Jeg er lystig, og min hustru ligervis; og derfor skal I være lystige alle sammen. 
BENGT.
That is well, that is well! So I fain would see it! I am merry, and my wife likewise; and therefore I pray ye all to be merry along with us. 
EN AF GÆSTERNE.
Ja, lad os nu få en stevkamp! 
ONE OF THE GUESTS.
Aye, now let us have a stave-match.1  
MANGE
(råber).
Ja, ja, en stevkamp! 
MANY.
[Shout.]
Yes, yes, a stave-match! 
EN ANDEN GÆST.
Nej, lad være med det; det vækker bare ufred i laget. (med dæmpet stemme.) I drages vel til minde, at Knut Gæsling er på gården ikveld. 
ANOTHER GUEST.
Nay, let that be; it leads but to strife at the feast. [Lowering his voice.] Bear in mind that Knut Gesling is with us to-night. 
FLERE
(hviskende mellem hverandre).
Ja, ja, det er sandt. I mindes sidst, da han –. Det er bedst at vogte sig. 
SEVERAL.
[Whispering among themselves.]
Aye, aye, that is true. Remember the last time, how he--. Best beware. 
EN GAMMEL MAND.
Men I, fru Margit –; jeg véd, eders slægt var altid sagnkyndig, og I selv kunde mange vakkre eventyr, alt imens I var barn. 
AN OLD MAN.
But you, Dame Margit--I know your kind had ever wealth of tales in store; and you yourself, even as a child, knew many a fair legend. 
MARGIT.
Ak, jeg har glemt dem alle tilhobe. Men spørg Gudmund Alfsøn, min frænde; han kender et eventyr, som er lystigt nok. 
MARGIT.
Alas! I have forgot them all. But ask Gudmund Alfson, my kinsman; he knows a tale that is merry enough. 
GUDMUND
(dæmpet, bedende).
Margit –! 
GUDMUND.
[In a low voice, imploringly.]
Margit! 
MARGIT.
Ej, hvilket klageligt ansigt du sætter op! Vær lystig, Gudmund! Vær lystig! Ja, ja, det falder dig ikke så let, kan jeg tro. (leende, til gæsterne.) Han har set huldren ikveld. Hun vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast svend. (vender sig atter til Gudmund.) Nu ja, eventyret er ikke endt endnu. Når du fører din hjertenskær over hej og gennem skove, så vend dig aldrig om; se dig aldrig tilbage; – huldren sidder bag hver en busk og ler; og til slut – (med dæmpet stemme, idet hun træder tæt hen til ham:) kommer du dog ikke længer end hun vil.
(hun går over mod højre.) 
MARGIT.
Why, what a pitiful countenance you put on! Be merry, Gudmund! Be merry! Aye, aye, it comes easy to you, well I wot. [Laughing, to the GUESTS.] He has seen the huldra to-night. She would fain have tempted him; but Gudmund is a faithful swain. [Turns again to GUDMUND.] Aye, but the tale is not finished yet. When you bear away your lady-love, over hill and through forest, be sure you turn not round; be sure you never look back--the huldra sits laughing behind every bush; and when all is done-- [In a low voice, coming close up to him.] --you will go no further than she will let you.
[She crosses to the right.] 
SIGNE
(sagte).
Å gud, å gud! 
SIGNE.
Oh, God! Oh, God! 
BENGT
(går fornøjet om mellem gæsterne).
Ha, ha, ha! Fru Margit véd at sætte det sammen! Når hun først vil, så gør hun det meget bedre end jeg. 
BENGT.
[Going around among the GUESTS in high contentment.]
Ha, ha, ha! Dame Margit knows how to set the mirth afoot! When she takes it in hand, she does it much better than I. 
GUDMUND
(for sig selv).
Hun truer; jeg må rive det sidste håb fra hende; før bliver hun ikke rolig tilsinds. (vender sig til de fremmede.) Jeg kender et lidet kvæde. Hvis det lyster eder at høre, så – 
GUDMUND.
[To himself.]
She threatens! I must tear the last hope out of her breast; else will peace never come to her mind. [Turns to the GUESTS.] I mind me of a little song. If it please you to hear it-- 
FLERE AF GÆSTERNE.
Tak, tak, Gudmund Alfsøn!
(Man slutter sig om ham, nogle siddende, andre stående. Margit læner sig til et træ foran til højre. Signe står til venstre nær ved huset.) 
SEVERAL OF THE GUESTS.
Thanks, thanks, Gudmund Alfson!
[They close around him some sitting, others standing. MARGIT leans against a tree in front on the right. SIGNE stands on the left, near the house.] 
GUDMUND
(synger).
     Jeg red mig udi lunde,
     jeg sejled over sø;
     det var sig i mit væne hjem,
     der fæsted jeg min mø.

     Det var den alfekvinde,
     hun er så led og gram:
     ret aldrig skal den jomfru skær
     til kirken følge ham.

     Hør mig, du alfekvinde,
     lad fare den besvær;
     to hjerter kan ej skilles ad,
     som har hinanden kær! 
GUDMUND.
     I rode into the wildwood,
     I sailed across the sea,
     But ’twas at home I wooed and won
     A maiden fair and free.

     It was the Queen of Elfland,
     She waxed full wroth and grim:
     Never, she swore, shall that maiden fair
     Ride to the church with him.

     Hear me, thou Queen of Elfland,
     Vain, vain are threat and spell;
     For naught can sunder two true hearts
     That love each other well! 
EN GAMMEL MAND.
Det er et vakkert kvæde. Se, hvor de unge svende skotter did hen. (peger mod pigerne.) Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro. 
AN OLD MAN.
That is a right fair song. See how the young swains cast their glances thitherward! [Pointing towards the GIRLS.] Aye, aye, doubtless each has his own. 
BENGT
(gør miner til Margit).
Ja, jeg har min, det véd jeg visst. Ha-ha-ha! 
BENGT.
[Making eyes at MARGIT.]
Yes, I have mine, that is sure enough. Ha, ha, ha! 
MARGIT
(sagte, bævende).
Å, at måtte lide al den spot og spe! Nej, nej; nu må den sidste redning fristes. 
MARGIT.
[To herself, quivering.]
To have to suffer all this shame and scorn! No, no; now to essay the last remedy. 
BENGT.
Hvad fattes dig? Mig tykkes, du er så bleg. 
BENGT.
What ails you? Meseems you look so pale. 
MARGIT.
Det går snart over. (vender sig til gæsterne.) Det bæres mig for, som jeg nys sagde, jeg havde glemt alle mine eventyr. Men jeg tror dog, jeg mindes et. 
MARGIT.
’Twill soon pass over. [Turns to the GUESTS.] Did I say e’en now that I had forgotten all my tales? I bethink me now that I remember one. 
BENGT.
Ret så, min hustru! Kom med det. 
BENGT.
Good, good, my wife! Come, let us hear it. 
UNGE PIGER
(bedende).
Ja, fortæl, fortæl, fru Margit! 
YOUNG GIRLS.
[Urgently.]
Yes, tell it us, tell it us, Dame Margit! 
MARGIT.
Næsten er jeg bange for, det vil lidet hue jer; men det får nu være. 
MARGIT.
I almost fear that ’twill little please you; but that must be as it may. 
GUDMUND
(sagte).
Alle helgener, hun vil da vel ikke –! 
GUDMUND.
[To himself.]
Saints in heaven, surely she would not--! 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login