MARGIT.
Ej, hvilket klageligt ansigt du sætter op! Vær lystig, Gudmund! Vær lystig! Ja, ja, det falder dig ikke så let, kan jeg tro. (leende, til gæsterne.) Han har set huldren ikveld. Hun vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast svend. (vender sig atter til Gudmund.) Nu ja, eventyret er ikke endt endnu. Når du fører din hjertenskær over hej og gennem skove, så vend dig aldrig om; se dig aldrig tilbage; – huldren sidder bag hver en busk og ler; og til slut – (med dæmpet stemme, idet hun træder tæt hen til ham:) kommer du dog ikke længer end hun vil.
(hun går over mod højre.)
MARGIT.
Why, what a pitiful countenance you put on! Be merry, Gudmund! Be merry! Aye, aye, it comes easy to you, well I wot. [Laughing, to the GUESTS.] He has seen the huldra to-night. She would fain have tempted him; but Gudmund is a faithful swain. [Turns again to GUDMUND.] Aye, but the tale is not finished yet. When you bear away your lady-love, over hill and through forest, be sure you turn not round; be sure you never look back--the huldra sits laughing behind every bush; and when all is done-- [In a low voice, coming close up to him.] --you will go no further than she will let you.
[She crosses to the right.]
