Bibliotheca Polyglotta

SIGNE
(brister i gråd).
Min arme søster, – far vel, far vel!
Som en moder har du mig vogtet og fredet,
har ledet min fod, har til himlen bedet
den frommeste bøn for mit held. –
Se, Gudmund, – lad os i dette bæger
drikke hende til; lad os ønske, at snart
hendes sind må igen vorde frejdigt og klart,
og at gud hendes kvide læger.
(hun tager bægeret.)

SIGNE.
[Bursts into tears.]
Farewell, my poor sister! Like my mother tender
Thou hast guarded the ways my feet have trod,
Hast guided my footsteps, aye praying to God,
The Almighty, to be my defender.--
Gudmund--here is a goblet filled with mead;
Let us drink to her; let us wish that ere long
Her soul may again be calm and strong,
And that God may be good to her need.
[She takes the goblet into her hands.]

GUDMUND.
Det vil vi; vi drikke tilbunds for hende.
(studsende.)
Nej stands!
(tager bægeret fra hende.)
Dette bæger skulde jeg kende.

GUDMUND.
Aye, let us drain it, naming her name!
[Starts.]
Stop!
[Takes the goblet from her.]
For meseems it is the same--

SIGNE.
Det er Margits bæger.

SIGNE.
’Tis Margit’s beaker.

GUDMUND
(ser nøje på det).
Ved himlen, – ja,
nu mindes jeg –. Dengang jeg drog herfra
monne mosten i bægeret gløde;
hun drak mig til på et frydeligt møde;
men det blev hende selv til sorg og nød.
Nej, Signe, drik aldrig most eller mjød
af dette bæger.
(slår indholdet ud af vinduet.)
Vi må afsted.
(Larm og råb udenfor i baggrunden.)

GUDMUND.
[Examining it carefully.]
By Heaven, ’tis so!
I mind me still of the red wine’s glow
As she drank from it on the day we parted
To our meeting again in health and glad-hearted.
To herself that draught betided woe.
No, Signe, ne’er drink wine or mead
From that goblet.
[Pours its contents out at the window.]
We must away with all speed.
[Tumult and calls without, at the back.]

SIGNE.
Hys! – Gudmund, jeg hører stemmer og fjed!

SIGNE.
List, Gudmund! Voices and trampling feet!

GUDMUND
(lyttende).
Knut Gæslings røst!

GUDMUND.
Knut Gesling’s voice!

SIGNE.
Å, frels os, gud!

SIGNE.
O save us, Lord!

GUDMUND
(stiller sig foran hende).
Frygt ikke; vel skal jeg værge min brud.
(Margit kommer ilsomt fra venstre.)

GUDMUND.
[Places himself in front of her.]
Nay, nay, fear nothing, Signe sweet--
I am here, and my good sword.
[MARGIT comes in in haste from the left.]

MARGIT
(lyttende til larmen).
Hvad gælder det? Er min husbond –?

MARGIT.
[Listening to the noise.]
What means this? Is my husband--?

GUDMUND OG SIGNE.
Margit!

GUDMUND AND SIGNE.
Margit!

MARGIT
(får øje på dem).
Gudmund! Og Signe! Er I her?

MARGIT.
[Catches sight of them.]
Gudmund! And Signe! Are you here?

SIGNE
(imod hende).
Margit, – kære søster!

SIGNE.
[Going towards her.]
Margit--dear sister!

MARGIT
(forfærdet, idet hun bemærker bægeret, som Gudmund har beholdt i hånden).
Bægeret! Hvem har tømt det?

MARGIT.
[Appalled, having seen the goblet which GUDMUND still holds in his hand.]
The goblet! Who has drunk from it?

GUDMUND
(forvirret).
Tømt –? Jeg og Signe, vi vilde –

GUDMUND.
[Confused.]
Drunk--? I and Signe--we meant--

MARGIT
(skriger).
Nåde, nåde! Hjælp! De dør!

MARGIT.
[Screams.]
O God, have mercy! Help! Help! They will die!

GUDMUND
(sætter bægeret fra sig).
Margit –!

GUDMUND.
[Setting down the goblet.]
Margit--!

SIGNE.
Å gud, hvad fejler dig!

SIGNE.
What ails you, sister?

MARGIT
(mod baggrunden).
Hjælp, hjælp! Vil da ingen hjælpe!
(En huskarl kommer skyndsomt fra svalegangen.)

MARGIT.
[Towards the back.]
Help, help! Will no one help?
[A HOUSE-CARL rushes in from the passage-way.]

HUSKARLEN
(råber forskrækket):
Fru Margit! Eders husbond –!

HOUSE-CARL.
[Calls in a terrified voice.]
Lady Margit! Your husband--!

MARGIT.
Han! Har også han drukket –?

MARGIT.
He--has he, too, drunk--!

GUDMUND
(sagte).
Ah, nu fatter jeg –

GUDMUND.
[To himself.]
Ah! now I understand--

HUSKARLEN.
Knut Gæsling har fældet ham!

HOUSE-CARL.
Knut Gesling has slain him.

SIGNE.
Fældet!

SIGNE.
Slain!

GUDMUND
(drager sværdet).
Endnu ikke, vil jeg håbe. (hvisker til Margit.) Vær rolig; ingen har drukket af bægeret der.

GUDMUND.
[Drawing his sword.]
Not yet, I hope. [Whispers to MARGIT.] Fear not. No one has drunk from your goblet.

MARGIT.
Da priset være gud, som frelste os alle!
(hun synker ned i en stol til venstre. Gudmund vil ile ud i baggrunden.)

MARGIT.
Then thanks be to God, who has saved us all!
[She sinks down on a chair to the left. Gudmund hastens towards the door at the back.]

EN ANDEN HUSKARL
(i døren, standser ham).
I kommer for sent. Herr Bengt er død.

ANOTHER HOUSE-CARL.
[Enters, stopping him.]
You come too late. Sir Bengt is dead.

GUDMUND.
Altså dog fældet.

GUDMUND.
Too late, then, too late.

HUSKARLEN.
Gæsterne og eders folk har fåt bugt med voldsmændene. Knut Gæsling og hans mænd er bundne. Der kommer de.
(Gudmunds svende, gæster og huskarle fører Knut Gæsling, Erik fra Hægge og flere af Knuts mænd bundne mellem sig.)

HOUSE-CARL.
The guests and your men have prevailed against the murderous crew. Knut Gesling and his men are prisoners. Here they come.
[GUDMUND’s men, and a number of GUESTS and HOUSE-CARLS, lead in KNUT GESLING, ERIK OF HEGGE, and several of KNUT’s men, bound.]

KNUT
(bleg og stille).
Manddraber, Gudmund. Hvad siger du til det?

KNUT.
[Who is pale, says in a low voice.]
Man-slayer, Gudmund. What say you to that?

GUDMUND.
Knut, Knut, hvad har du gjort?

GUDMUND.
Knut, Knut, what have you done?

ERIK.
Det var en vådesgerning, det kan jeg sværge på.

ERIK.
’Twas a mischance, of that I can take my oath.

KNUT.
Han løb imod mig med løftet økse; jeg vilde værge for mig, og så hug jeg uforvarende til.

KNUT.
He ran at me swinging his axe; I meant but to defend myself, and struck the death-blow unawares.

ERIK.
Her er mange, som så på det.

ERIK.
Many here saw all that befell.

KNUT.
Fru Margit, kræv hvad bod I vil; jeg er rede til at betale den.

KNUT.
Lady Margit, crave what fine you will. I am ready to pay it.

MARGIT.
Jeg kræver intet. Gud må dømme os alle. Dog jo, – et kræver jeg; lad fare eders onde anslag imod min søster.

MARGIT.
I crave naught. God will judge us all. Yet stay--one thing I require. Forgo your evil design upon my sister.

KNUT.
Aldrig skal jeg mere prøve på at løse mit usalige løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig. Bare jeg ikke får lide en uhæderlig straf for min gerning. (til Gudmund.) Skulde du komme til ære og værdighed igen, så tal godt for mig hos kongen.

KNUT.
Never again shall I essay to redeem my baleful pledge. From this day onward I am a better man. Yet would I fain escape dishonourable punishment for my deed. [To GUDMUND.] Should you be restored to favour and place again, say a good word for me to the King!

GUDMUND.
Jeg? Endnu før dagen er omme, må jeg ud af landet.
(Studsen blandt gæsterne; Erik forklarer dem hviskende sammenhængen.)

GUDMUND.
I? Ere the sun sets, I must have left the country.
[Astonishment amongst the GUESTS. ERIK in whispers, explains the situation.]

MARGIT
(til Gudmund).
Du rejser? Og Signe vil følge dig?

MARGIT.
[To GUDMUND.]
You go? And Signe with you?

SIGNE
(bedende).
Margit!

SIGNE.
[Beseechingly.]
Margit!

MARGIT.
Lykke være med jer begge!

MARGIT.
Good fortune follow you both!

SIGNE
(om hendes hals).
Kære søster!

SIGNE.
[Flinging her arms round MARGIT’s neck.]
Dear sister!

GUDMUND.
Tak, Margit. Og nu farvel. (lyttende.) Hys; jeg hører hovslag i gården.

GUDMUND.
Margit, I thank you. And now farewell. [Listening.] Hush! I hear the tramp of hoofs in the court-yard.

SIGNE
(angst).
Der kommer fremmede folk!

SIGNE.
[Apprehensively.]
Strangers have arrived.
[A HOUSE-CARL appears in the doorway at the back.]

EN HUSKARL
(i døren i baggrunden).
Kongens mænd står udenfor. De søger Gudmund Alfsøn.

HOUSE-CARL.
The King’s men are without. They seek Gudmund Alfson.

SIGNE.
Å, herre i himlen!

SIGNE.
Oh God!

MARGIT
(farer op i skræk).
Kongens mænd!

MARGIT.
[In great alarm.]
The King’s men!

GUDMUND.
Så er alt forbi! Å, Signe, at miste dig nu, – det var det tungeste, jeg kunde friste.

GUDMUND.
All is at an end, then. Oh Signe, to lose you now--could there be a harder fate?

KNUT.
Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet; løs os; vi er alle rede til at slå for dig.

KNUT.
Nay, Gudmund; sell your life dearly, man! Unbind us; we are ready to fight for you, one and all.

ERIK
(ser ud).
Det nytter ikke; de er os for mandstærke.

ERIK.
[Looks out.]
’Twould be in vain; they are too many for us.

SIGNE.
De kommer her ind! Å Gudmund, Gudmund!
(Kongens sendebud med følge kommer ind fra baggrunden.)

SIGNE.
Here they come. Oh Gudmund, Gudmund!
[The KING’s MESSENGER enters from the back, with his escort.]

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=c9f37ffc-edd7-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display