Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

OLAF SKAKTAVL.
Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund kunde jeg erfare, hvem han var.

OLAF SKAKTAVL.
He was to bring letters with him, and from them, and from you, I was to learn who he is.

FRU INGER.
Så lad mig følge jer til eders gæstekammer. I trænger til at kvæge og hege jer. Den fremmede herre skal I snart få itale.

LADY INGER.
Then let me lead you to your chamber. You have need of rest and refreshment. You shall soon have speech with the stranger.

OLAF SKAKTAVL.
Nu, hvis I så lyster.
(De går begge ud til venstre.)
(Efter et kort ophold kommer hustjeneren Finn forsigtigt ind gennem døren til højre, ser sig om i værelset, kiger ind i riddersalen, går så tilbage til døren igen og giver et tegn til nogen udenfor. Derefter træder rigsråden Nils Lykke og den svenske befalingsmand, herr Jens Bjelke, ind i stuen.)

OLAF SKAKTAVL.
Well, be it as you will. (Both go out to the left.)
(After a short pause, FINN enters cautiously through the door on the right, looks round the room, and peeps into the Banquet Hall; he then goes back to the door, and makes a sign to some one outside. Immediately after, enter COUNCILLOR NILS LYKKE and the Swedish Commander, JENS BIELKE.)

NILS LYKKE
(dæmpet).
Ingen?

NILS LYKKE
(softly).
No one?

FINN
(ligeså).
Nej, herre!

FINN
(in the same tone).
No one, master!

NILS LYKKE.
Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et og alt?

NILS LYKKE.
And we may depend on you in all things?

FINN.
Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsmål for at være pålidelig.

FINN.
The commandant in Trondhiem has ever given me a name for trustiness.

NILS LYKKE.
Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså, først og fremst, – er nogen fremmed kommet herhid til Østråt før os iaften?

NILS LYKKE.
It is well; he has said as much to me. First of all, then--has there come any stranger to Östråt to-night, before us?

FINN.
Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.

FINN.
Ay; a stranger came an hour since.

NILS LYKKE
(dæmpet til Jens Bjelke).
Han er her. (vender sig atter til Finn.) Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?

NILS LYKKE
(softly, to JENS BIELKE).
He is here. (Turns again to FINN.) Would you know him again? Have you seen him?

FINN.
Nej, det har nok ingen uden portvægteren, såvidt jeg véd. Han blev straks stedet for fru Inger, og hun –

FINN.
Nay, none have seen him, that I know, but the gatekeeper. He was brought at once to Lady Inger, and she----

NILS LYKKE.
Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igen?

NILS LYKKE.
Well? What of her? He is not gone again already?

FINN.
Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne stuer, for –

FINN.
No; but it seems she keeps him hidden in one of her own rooms; for----

NILS LYKKE.
Det er godt.

NILS LYKKE.
It is well.

JENS BJELKE
(hvisker).
Altså først og fremst vagt for porten; så har vi ham sikker.

JENS BIELKE
(whispers).
Then the first thing is to put a guard on the gate; then we are sure of him.

NILS LYKKE
(med et smil).
Hm! (til Finn:) Hør, sig mig, – gives der her på gården nogen anden udgang, end gennem porten? Se ikke så dumt på mig! Jeg mener, – kan nogen slippe usét bort fra Østråt, når borgeporten holdes lukket?

NILS LYKKE
(with a smile).
Hm! (To FINN.) Tell me--is there any way of leaving the castle but by the gate? Gape not at me so! I mean--can one escape from Östråt unseen, while the castle gate is shut?

FINN.
Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok om løngange nedenunder i kælderne; men der er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger selv; ja – og så kanske jomfru Eline.

FINN.
Nay, that I know not. ’Tis true they talk of secret ways in the vaults beneath; but no one knows them save Lady Inger--and mayhap Mistress Elina.

JENS BJELKE.
Så, for djævelen!

JENS BIELKE.
The devil!

NILS LYKKE.
Det er godt. Du kan gå.

NILS LYKKE.
It is well. You may go.

FINN.
Vel. Skulde I senere ville mig noget, så behøver I bare at lukke på den anden dør til højre derinde i riddersalen; jeg skal da straks være ved hånden.

FINN.
And should you need me in aught again, you have but to open the second door on the right in the Banquet Hall, and I shall presently be at hand.

NILS LYKKE.
Godt.
(han peger mod døren til forgangen. Finn går ud.)

NILS LYKKE.
Good. (Points to the entrance-door. FINN goes out.)

JENS BJELKE.
Hør, – véd I hvad, kære ven og bror, – dette her bliver nok et lumpigt felttog for os beggeto.

JENS BIELKE.
Now, by my soul, dear friend and brother--this campaign is like to end but scurvily for both of us.

NILS LYKKE
(smilende).
Å, – ikke for mig, håber jeg.

NILS LYKKE
(with a smile).
Oh--not for me, I hope.

JENS BJELKE.
Så? For det første er der nu liden ære i at gøre jagt på slig en opløben pojk, som denne Nils Sture. Skal jeg tro han er klog eller galen, efter den vis han har faret frem på? Først sætte ondt blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne skoge; – og så, når det kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul bag et kvindeskørt! Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit eget hoved.

JENS BIELKE.
Not? First of all, there is small honour to be got in hunting an overgrown whelp like this Nils Sture. Are we to think him mad or in his sober senses after the pranks he has played? First he breeds bad blood among the peasants; promises them help and all their hearts can desire;--and then, when it comes to the pinch, off he runs to hide behind a petticoat! Moreover, to tell the truth, I repent that I followed your counsel and went not my own way.

NILS LYKKE
(sagte).
Den anger kommer vel silde, min bror!

NILS LYKKE
(aside).
Your repentance comes somewhat late, my brother.

JENS BJELKE.
For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger, det har nu aldrig været min lyst. Jeg havde ventet mig noget helt andet. Nu har jeg trukket afsted lige fra Jæmteland med mine ryttere; har fået den trondhjemske befalingsmands brev for, at jeg kan søge efter urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor tyder på, at han ætlede sig til Østråt –

JENS BIELKE.
Look you, I have never loved digging at a badger’s earth. I look for quite other sport. Here have I ridden all the way from the Jaemteland with my horsemen, and have got me a warrant from the Trondhiem commandant to search for the rebel wheresoever I please. All his tracks point towards Östråt----

NILS LYKKE.
Han er her! Han er her, siger jeg!

NILS LYKKE.
He is here! He is here, I tell you!

JENS BJELKE.
Ja, men hvad havde så været rimeligere end at vi havde fundet porten både stængt og under forsvarlig vagt? Gid vi havde; så kunde jeg da fåt brug for mine krigsknægte –

JENS BIELKE.
If that were so, should we not have found the gate barred and well guarded? Would that we had; then could I have found use for my men-at-arms----

NILS LYKKE.
Men i det sted åbner man porten nok så høfligt for os. Pas på; – svarer fru Inger Gyldenløve til sit rygte, så lar hun det ikke skorte sine gæster hverken på mad eller drikke.

NILS LYKKE.
But instead, the gate is opened for us in hospitality. Mark now--if Inger Gyldenlöve’s fame belie her not, I warrant she will not let her guests lack for either meat or drink.

JENS BJELKE.
For at snakke sig ifra mit ærend, ja! – Hvor kunde I nu også få det indfald, at jeg skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel fjerdingvej fra gården. Var vi kommen hid med krigs-mandskab, så –

JENS BIELKE.
Ay, to turn us aside from our errand! And what wild whim was that of yours to persuade me to leave my horsemen a good mile from the castle? Had we come in force----

NILS LYKKE.
Hun havde modtaget os som lige kærkomne gæster for det. Men læg mærke til, at i så fald havde besøget gjort opsigt. Bønderne heromkring vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger; hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I, det er ikke rådeligt.

NILS LYKKE.
She had made us none the less welcome for that. But mark well that then our coming had made a stir. The peasants round about had held it for an outrage against Lady Inger; she had risen high in their favour once more--and with that, look you, we were ill served.

JENS BJELKE.
Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev Sture er på Østråt, siger I. Ja, hvad hjælper det mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens, ligesom ræven, mange gemsler og flere end én udgang. Her kan vi to enslige karle gå omkring og snuse så længe vi vil. Gid djævlen havde hele sagen!

JENS BIELKE.
May be so. But what am I to do now? Count Sture is in Östråt, you say. Ay, but how does that profit me? Be sure Lady Inger Gyldenlöve has as many hiding-places as the fox, and more than one outlet to them. We two can go snuffing about here alone as long as we please. I would the devil had the whole affair!

NILS LYKKE.
Nu vel, kære herre, – hvis I ikke synes om den vending, eders sendelse har taget, så overlad slagmarken til mig.

NILS LYKKE.
Well, then, my friend--if you like not the turn your errand has taken, you have but to leave the field to me.

JENS BJELKE.
Til jer? Hvad vil I da gøre?

JENS BIELKE.
To you? What will you do?

NILS LYKKE.
Kløgt og list turde måske her kunne udrette, hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte igennem. – Nu, ærligt talt, herr Jens Bjelke, – jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige fra vi mødtes i Trondhjem igår.

NILS LYKKE.
Caution and cunning may here do more than could be achieved by force of arms.--And to say truth, Captain Jens Bielke-- something of the sort has been in my mind ever since we met in Trondhiem yesterday.

JENS BJELKE.
Var det derfor I overtalte mig til at skille mig ved krigsknægtene?

JENS BIELKE.
Was that why you persuaded me to leave the men at arms?

NILS LYKKE.
Både eders og mit ærend på Østråt kunde jo fremmes bedst uden dem; og så –

NILS LYKKE.
Both your purpose at Östråt and mine could best be served without them; and so----

JENS BJELKE.
Fanden besætte jer, – havde jeg nær sagt! Og mig selv med! For jeg burde da vidst, at I stændigt går med en ræv bag øret.

JENS BIELKE.
The foul fiend seize you--I had almost said! And me to boot! Might I not have known that there is guile in all your dealings?

NILS LYKKE.
Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas, hvis våbnene skal være lige på begge sider. Og jeg må sige eder, at det er mig af højeste vigtighed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet nådig, da jeg rejste. Han formente at have sine grunde dertil, skønt jeg tror, at jeg har tjent ham så nyttelig som nogen i mere end ét vanskeligt hverv.

NILS LYKKE.
Be sure I shall need all my guile here, if I am to face my foe with even weapons. And let me tell you ’tis of the utmost moment to me that I acquit me of my mission secretly and well. You must know that when I set forth I was scarce in favour with my lord the King. He held me in suspicion; though I dare swear I have served him as well as any man could, in more than one ticklish charge.

JENS BJELKE.
Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hvermand véd, at I er den slugeste djævel i alle de tre riger.

JENS BIELKE.
That you may safely boast. God and all men know you for the craftiest devil in all the three kingdoms.

NILS LYKKE.
Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort. Men det, jeg her går tilmødes, det regner jeg rigtignok for en mesterprøve; thi her gælder det at besnære en kvinde –

NILS LYKKE.
You flatter! But after all, ’tis not much to say. Now this present errand I hold for the crowning proof of my policy; for here I have to outwit a woman----

JENS BJELKE.
Ha-ha-ha! I det håndværk har I nok for længe siden gjort mesterprøve, kære bror! Mener I ikke, vi kender visen i Sverig også?:
„Hver en skøn-jomfru sukker så mod, –
Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!“

JENS BIELKE.
Ha-ha-ha! In that art you have long since given crowning proofs of your skill, dear brother. Think you we in Sweden know not the song--
Fair maidens a-many they sigh and they pine;
“Ah God, that Nils Lykke were mine, mine, mine!”

NILS LYKKE.
Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen og deromkring. Men fru Inger Gyldenløve er henimod de femti og derhos snu som ingen anden. Det vil holde hårdt at vinde bugt med hende. Men det må ske, – for enhver pris! Lykkes det mig at forskaffe kongen visse fordele over hende, dem han længe har eftertragtet, så kan jeg gøre regning på at betroes sendelsen til Frankrig næste vår. I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved højskolen i Paris? Hele min hug står did ned igen, besynderligen hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig egenskab som en konges sendebud. – Nu, – ikke sandt, – I overlader fru Inger til mig? Husk på, – dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg jeg pladsen for eder hos mere end én ungmø –

NILS LYKKE.
Alas, it is women of twenty and thereabouts that ditty speaks of. Lady Inger Gyldenlöve is nigh on fifty, and wily to boot beyond all women. It will be no light matter to overcome her. But it must be done--at any cost. If I succeed in winning certain advantages over her that the King has long desired, I can reckon on the embassy to France next spring. You know that I spent three years at the University in Paris? My whole soul is bent on coming thither again, most of all if I can appear in lofty place, a king’s ambassador.--Well, then--is it agreed?--do you leave Lady Inger to me? Remember--when you were last at Court in Copenhagen, I made way for you with more than one fair lady----

JENS BJELKE.
Å, véd I hvad, – det ædelmod var nu ikke så stort endda. I havde jo hals og hånd over dem allesammen. Men ligemeget; siden jeg nu engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på jer. Dog, det er et ord, – findes den unge grev Sture på Østråt, så skaffer I ham frem død eller levende!

JENS BIELKE.
Nay, truly now--that generosity cost you little; one and all of them were at your beck and call. But let that pass; now that I have begun amiss in this matter, I had as lief that you should take it on your shoulders. One thing, though, you must promise--if the young Count Sture be in Östråt, you will deliver him into my hands, dead or alive!

NILS LYKKE.
Lyslevende skal I have ham. Jeg agter i al fald ikke at slå ham ihjæl. Men nu må I altså ride tilbage til eders folk. Hold landevejen besat. Skulde jeg mærke noget mistænkeligt, så skal I uopholdelig få kundskab derom.

NILS LYKKE.
You shall have him all alive. I, at any rate, mean not to kill him. But now you must ride back and join your people. Keep guard on the road. Should I mark aught that mislikes me, you shall know it forthwith.

JENS BJELKE.
Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud –?

JENS BIELKE.
Good, good. But how am I to get out?

NILS LYKKE.
Karlen, som var her, hjælper jer nok tilrette. Men i al stilhed –

NILS LYKKE.
The fellow that brought us in will show the way. But go quietly.

JENS BJELKE.
Forstår sig. Nå, – god lykke!

JENS BIELKE.
Of course, of course. Well--good fortune to you!

NILS LYKKE.
Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder. Skynd jer nu!
(Jens Bjelke går ud til højre.)

NILS LYKKE.
Fortune has never failed me in a war with women. Haste you now!
(JENS BIELKE goes out to the right.)

NILS LYKKE
(står en stund stille, går lidt omkring i stuen, ser sig om; derpå siger han dæmpet):
Så står jeg da omsider på Østråt. På dette gamle herresæde, som et barn for to år siden fortalte mig så meget om. Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et barn. Og nu, – nu er hun død. (han nynner med et halvt smil:) „Blomster brækkes, blomster visner – –“ (han ser sig om igen.) Østråt. Det er, som om jeg havde set det altsammen før; som om jeg var tilhuse her. – Derinde er riddersalen. Og nedenunder er – gravkælderen. Der ligger nok Lucia også. (sagtere, halvt alvorligt, halvt tvungent spøgende.) Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg bilde mig ind, at da jeg satte foden indenfor Østråts port, så vendte hun sig i kisten. Da jeg gik over borggården, løfted hun på låget. Og da jeg nys nævnte hendes navn, var det som om en røst maned hende op af ligkælderen. – Måske famler hun sig nu opad trappen. Svededugen er hende ivejen; men hun famler sig frem alligevel. Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står og ser på mig bag dørstolpen! (han kaster hovedet tilbage over skuldren, nikker og siger højt:) Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig! Din moder lar mig vente. Det er kedeligt at vente; – og du har hjulpet mig at fordrive så mangen kedelig stund – – (han farer med hånden over panden og går et par gange frem og tilbage.) Se så! – Rigtig; der er det dybe vindu med forhænget. Der er det jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som om hun vented på en, der aldrig kommer. – Derinde – (han ser mod døren til venstre) der indenfor etsteds ligger søster Elines stue. Eline? Ja, det er Eline hun heder. Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig, – så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til ægtehustru –? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet. – – (han vil i tanker sætte sig ved bordet, men retter sig op igen.) Hvorledes vil fru Inger modtage mig? – Hun vil ikke svide gården af over os. Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Sådant med knive bagfra vil hun hellerikke – (han lytter mod salen.) Aha!

NILS LYKKE
(stands still for a while; then walks about the room, looking round him; at last he says softly).
So I am at Östråt at last--the ancient seat that a child, two years ago, told me so much of. Lucia. Ay, two years ago she was still a child. And now--now she is dead. (Hums with a half-smile.) “Blossoms plucked are blossoms withered---- ----” (Looks round him again.) Östråt. ’Tis as though I had seen it all before; as though I were at home here.--In there is the Banquet Hall. And underneath is--the grave-vault. It must be there that Lucia lies. (In a lower voice, half seriously, half with forced gaiety.) Were I timorous, I might well find myself fancying that when I set foot within Östråt gate she turned about in her coffin; as I walked across the courtyard she lifted the lid; and when I named her name but now, ’twas as though a voice summoned her forth from the grave-vault.--Maybe she is even now groping her way up the stairs. The face-cloth blinds her, but she gropes on and on in spite of it. Now she has reached the Banquet Hall; she stands watching me from behind the door! (Turns his head backwards over one shoulder, nods, and says aloud:) Come nearer, Lucia! Talk to me a little! Your mother keeps me waiting. ’Tis tedious waiting--and you have helped me to while away many a tedious hour---- ---- (Passes his hand over his forehead, and takes one or two turns up and down.) Ah, there!--Right, right; there is the the deep curtained window. It is there that Inger Gyldenlöve is wont to stand gazing out over the road, as though looking for one that never comes. In there-- (looks towards the door on the left)--somewhere in there is Sister Elina’s chamber. Elina? Ay, Elina is her name. Can it be that she is so rare a being--so wise and so brave as Lucia drew her? Fair, too, they say. But for a wedded wife----? I should not have written so plainly---- ---- (Lost in thought, he is on the point of sitting down by the table, but stands up again.) How will Lady Inger receive me? She will scarce burn the castle over our heads, or slip me through a trap-door. A stab from behind----? No, not that way either---- (Listens towards the hall.) Aha!
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters from the hall.)

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=96de684e-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display