You are here: BP HOME > MI > Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt) > fulltext
Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
OLAF SKAKTAVL.
Det er godt.
(han sætter sig ved bordet til venstre, hvor han åbner og gennemblader pakken.)  
OLAF SKAKTAVL.
It is well.
(Sits down by the table on the left, where he opens the packet and examines its contents.) 
NILS LYKKE.
Og nu, fru Inger Gyldenløve, – nu véd jeg ikke her er mere for mig at gøre. 
NILS LYKKE.
And now, Lady Inger Gyldenlöve--I know not that aught remains to keep me here. 
FRU INGER.
Såfremt det blot og bart er statssager, der har ført os sammen, da har I måske ret. Men det vilde jeg dog nødig tro. 
LADY INGER.
Were it things of state alone that had brought us together, you might be right. But I should be loath to think so. 
NILS LYKKE.
I mener –? 
NILS LYKKE.
You would say----? 
FRU INGER.
Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd eller som Peder Kanzlers forbundsfælle, at Nils Lykke tog sig for at gæste mig. – Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark kunde have hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter nærmere at kende fruen på Østråt. 
LADY INGER.
I would say that ’twas not alone as a Danish Councillor or as the ally of Peter Kanzler that Nils Lykke came to be my guest.--Do I err in fancying that somewhat you may have heard down in Denmark may have made you desirous of closer acquaintance with the Lady of Östråt. 
NILS LYKKE.
Det være langt fra mig at nægte – 
NILS LYKKE.
Far be it from me to deny---- 
OLAF SKAKTAVL
(bladende i papirerne).
Besynderligt. Slet intet brev. 
OLAF SKAKTAVL
(turning over the papers).
Strange. No letter. 
NILS LYKKE.
– fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg ikke længe skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt. 
NILS LYKKE.
----Lady Inger Gyldenlöve’s fame is all too widely spread that I should not long have been eager to see her face to face. 
FRU INGER.
Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da det at skæmte bort en times tid ved natverdsbordet? Hvad der før har været imellem os, vil vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det føje sig så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har jo sine lønlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angår, da har I visstnok i forvejen indledet sagerne så snildt, at eders nærværelse neppe gøres fornøden. Tro mig, I skal ikke komme til at finde tiden lang hos os; idetmindste vil både jeg og min datter opbyde alle kræfter for at være eder ret hjertelig til behag. 
LADY INGER.
So I thought. But what, then, is an hour’s jesting talk at the supper-table? Let us try to sweep away all that has separated us till now; it may well happen that the Nils Lykke I know may wipe out the grudge I bore the one I knew not. Prolong your stay here but a few days, Sir Councillor! I dare not persuade Olaf Skaktavl thereto, since his secret charge in Sweden calls him hence. But as for you, doubtless your sagacity has placed all things beforehand in such train, that your presence can scarce be needed. Trust me, your time shall not pass tediously with us; at least you will find me and my daughter heartily desirous to do all we may to pleasure you. 
NILS LYKKE.
Jeg tvivler hverken om eders eller eders datters gode sindelag imod mig. Derom har jeg jo fået fuldgode vidnesbyrd. Men I vil visstnok erkende, at min nærværelse andetsteds er uomgængelig fornøden, når jeg desuagtet må erklære det for umuligt at forlænge mit ophold på Østråt. 
NILS LYKKE.
I doubt neither your goodwill toward me nor your daughter’s; of that I have had full proof. And you will doubtless allow that the necessity which calls for my presence elsewhere must be more vital, since, despite your kindness, I must declare my longer stay at Östråt impossible. 
FRU INGER.
Nå således! – Véd I hvad, herr rigsråd, – dersom jeg var ondskabsfuld, så kunde jeg falde på at tro, at I var kommen til Østråt for at prøve en dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har tabt, og derfor er det eder ukært at dvæle længere på slagmarken mellem vidnerne til eders nederlag. 
LADY INGER.
Is it even so!--Know you, Sir Councillor, were I evilly disposed, I might fancy you had come to Östråt to try a fall with me, and that, having lost, you like not to linger on the battlefield among the witnesses of your defeat. 
NILS LYKKE
(smilende).
Der kunde være skellig grund til en slig tydning; men visst er det, at jeg endnu ikke holder slaget for tabt. 
NILS LYKKE
(smiling).
There might be some show of reason for such a reading of the case; but sure it is that as yet I hold not the battle lost. 
FRU INGER.
Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvivlrådig jeg står og vipper på skillevejen, – overtaler min farlige angriber til ikke at rømme marken. – Nu, rent ud sagt, tingen er denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig forekommer mig endnu noget – ja, hvad skal jeg kalde det? – noget vidunderligt, herr rigsråd! Jeg siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes mig såre klog; men den stikker stærkt af mod visse af eders landsmænds fremfærd i de forløbne år. Det må derfor ikke krænke jer, om min lid til eders gode løfter trænger til at støttes lidt bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods i eders hænder. 
LADY INGER.
Be that as it may, it might at any rate be retrieved, if you would tarry some days with us. You see yourself, I am still doubting and wavering at the parting of the ways,--persuading my redoubtable assailant not to quit the field.--Well, to speak plainly, the thing is this: your alliance with the disaffected in Sweden still seems to me somewhat--ay, what shall I call it?-- somewhat miraculous, Sir Councillor! I tell you this frankly, dear Sir! The thought that has moved the King’s Council to this secret step is in truth most politic; but it is strangely at variance with the deeds of certain of your countrymen in bygone years. Be not offended, then, if my trust in your fair promises needs to be somewhat strengthened ere I can place my whole welfare in your hands. 
NILS LYKKE.
For dette øjemed vilde et længere ophold på Østråt neppe være til nogen nytte; thi jeg agter intet yderligere forsøg at gøre på at rokke eders beslutning. 
NILS LYKKE.
A longer stay at Östråt would scarce help towards that end; since I purpose not to make any further effort to shake your resolution. 
FRU INGER.
Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja, herr rigsråd, – vel står jeg her som en rådløs enke; men I kan tro mig på mit ord, og jeg spår jer, at der vil komme til at vokse tornefor jer af eders rejse til Østråt. 
LADY INGER.
Then must I pity you from my heart. Ay, Sir Councillor--’tis true I stand here an unfriended widow; yet may you trust my word when I prophesy that this visit to Östråt will strew your future path with thorns. 
NILS LYKKE
(med et smil).
Spår I det, fru Inger? 
NILS LYKKE
(with a smile).
Is that your prophecy, Lady Inger? 
FRU INGER.
Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre? Menneskene er så klaffersyge nuomstunder. Mere end én spottefugl vil digte smædeviser om eder. Inden et halvt år vil I være i folkemunde; man vil standse og se efter eder på alfar vej; man vil sige: se; se, der rider herr Nils Lykke, som drog op til Østråt for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen snare. – Nå, nå, ikke så utålmodig, herr ridder! Det er jo ikke min mening; men så vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker dømme. Og dem gives der, desværre, nok af! – Ja, det er ilde; men det er sandt og visst, – spot vil blive eders løn, – spot over, at en kvinde var snildere end I. „Listig som en ræv sneg han sig ind på Østråt“, vil man sige, – „skamfuld som en hund lusked han igen afgårde“. – Og endnu ét: mener I ej, at Peder Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand, når det rygtes, at jeg ikke trøster mig til at stride under eders mærke? 
LADY INGER.
Truly it is! What can one say dear Sir? ’Tis a calumnious age. Many a scurril knave will make scornful rhymes concerning you. Ere half a year is out, you will be all men’s fable; people will stop and gaze after you on the high roads; ’twill be: “Look, look; there rides Sir Nils Lykke, that fared north to Östråt to trap Inger Gyldenlöve, and was caught in his own nets.”--Nay nay, why so impatient, Sir Knight! ’Tis not that I think so; I do but forecast the thought of the malicious and evil-minded; and of them, alas! there are many.--Ay, ’tis shame; but so it is--you will reap nought but mockery--mockery, because a woman was craftier than you. “Like a cunning fox,” men will say, “he crept into Östråt; like a beaten hound he slunk away.” --And one thing more: think you not that Peter Kanzler and his friends will forswear your alliance, when ’tis known that I venture not to fight under a standard borne by you? 
NILS LYKKE.
I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte mig for spot, – endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kære venner i Sverig, så nødes jeg til – 
NILS LYKKE.
You speak wisely, lady! And so, to save myself from mockery--and further, to avoid breaking with all our dear friends in Sweden--I must needs---- 
FRU INGER
(hurtigt).
– at forlænge eders ophold på Østråt? 
LADY INGER
(hastily).
----prolong your stay at Östråt? 
OLAF SKAKTAVL
(der har lyttet).
Nu går han i fælden! 
OLAF SKAKTAVL
(who has been listening).
He is in the trap! 
NILS LYKKE.
Nej, min ædle frue; – jeg nødes til at komme overens med eder endnu i denne time. 
NILS LYKKE.
No, my noble lady;--I must needs bring you to terms within this hour. 
FRU INGER.
Men ifald det nu ikke skulde lykkes? 
LADY INGER.
But what if you should fail? 
NILS LYKKE.
Det vil lykkes. 
NILS LYKKE.
I shall not fail. 
FRU INGER.
I er sikker i eders sag, som det lader. 
LADY INGER.
You lack not confidence, it seems. 
NILS LYKKE.
Hvad vædder vi, at I går med på mine og Peder Kanzlers anslag? 
NILS LYKKE.
What shall we wager that you make not common cause with myself and Peter Kanzler? 
FRU INGER.
Østråt gård mod eders knæspænder! 
LADY INGER.
Östråt Castle against your knee-buckles. 
NILS LYKKE
(slår sig på brystet og råber):
Olaf Skaktavl, – her ser I herren på Østråt! 
NILS LYKKE
(points to himself and cries:) Olaf Skaktavl--here stands the master of Östråt! 
FRU INGER.
Herr rigsråd! – 
LADY INGER.
Sir Councillor----! 
OLAF SKAKTAVL
(rejser sig fra bordet).
Hvad nu? 
 
NILS LYKKE
(til fru Inger).
Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et øjeblik skænker I mig gerne Østråt gård og mere til, for at fri eder ud af snaren, hvori ikke jeg men I selv er hildet. 
NILS LYKKE
(to LADY INGER).
I accept not the wager; for in a moment you will gladly give Östråt Castle, and more to boot, to be freed from the snare wherein not I but you are tangled. 
FRU INGER.
Eders skæmt begynder at blive noget lystig, herre! 
LADY INGER.
Your jest, Sir, grows a vastly merry one. 
NILS LYKKE.
Den bliver lystigere endnu, – idetmindste for mig. I pukker på at have overlistet mig. I truer med at dynge på mig alle menneskers hån og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at ægge min hævnlyst; thi jeg kan med to ord bøje eder i knæ for mine fødder. 
NILS LYKKE.
’Twill be merrier yet--at least for me. You boast that you have overreached me. You threaten to heap on me all men’s scorn and mockery. Ah, beware that you stir not up my vengefulness; For with two words I can bring you to your knees at my feet. 
FRU INGER.
Ha-ha – –! (standser pludselig som greben af en anelse.) Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord –? 
LADY INGER.
Ha-ha---- ----! (Stops suddenly, as if struck by a foreboding.) And the two words, Nils Lykke?--the two words----? 
NILS LYKKE.
– er hemmeligheden om eders og Sten Stures søn. 
NILS LYKKE.
----The secret of Sten Sture’s son and yours. 
FRU INGER
(med et skrig).
O, Jesus Krist –! 
LADY INGER
(with a shriek).
Oh, Jesus Christ----! 
OLAF SKAKTAVL.
Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I? 
OLAF SKAKTAVL.
Inger Gyldenlöve’s son! What say you? 
FRU INGER
(halvt i knæ for Nils Lykke).
Nåde! O, vær barmhjertig –! 
LADY INGER
(half kneeling to NILS LYKKE).
Mercy! oh be merciful ----! 
NILS LYKKE
(løfter hende op).
Kom til eder selv, og lad os tale besindigt sammen. 
NILS LYKKE
(raises her up).
Collect yourself, and let us talk calmly. 
FRU INGER
(med lav stemme og halvt forvildet).
Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun en drøm? Hørte I, hvad han sagde? 
LADY INGER
(in a low voice, as though bewildered).
Did you hear it, Olaf Skaktavl? or was it but a dream? Heard you what he said? 
NILS LYKKE.
Det var ingen drøm, fru Inger! 
NILS LYKKE.
It was no dream, Lady Inger! 
FRU INGER
(slår hænderne sammen).
Og I véd det! I, – I! – Men hvor har I ham da? Hvor har I ham? Hvad vil I gøre med ham? (skriger:) Dræb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig ham igen! Dræb ham ikke for mig! 
LADY INGER.
And you know it! You,--you!-- Where is he then? Where have you got him? What would you do with him? (Screams.) Do not kill him, Nils Lykke! Give him back to me! Do not kill my child! 
OLAF SKAKTAVL.
Ah, jeg begynder at begribe – 
OLAF SKAKTAVL.
Ah, I begin to understand---- 
FRU INGER.
Og denne angst –; denne kvælende rædsel –. Jeg har båret på det i mangfoldige år, – – og så skulde det briste alt tilhobe, og jeg får friste slig nød og kvide! – Herre min Gud, er dette ret af dig? Var det derfor, du gav mig ham? (hun tager sig sammen og siger med tilkæmpet fatning:) Nils Lykke, – sig mig én ting. Hvor har I ham? Hvor er han? 
LADY INGER.
And this fear----this torturing dread! Through all these years it has been ever with me---- ---- and then all fails at last, and I must bear this agony!--Oh Lord my God, is it right of thee? Was it for this thou gavest him to me? (Controls herself and says with forced composure:) Nils Lykke--tell me one thing. Where have you got him? Where is he? 
NILS LYKKE.
Hos sin fosterfader. 
NILS LYKKE.
With his foster-father. 
FRU INGER.
Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhørlige mand –! Altid har han nægtet mig –. Men det må ikke længer blive således ved! Hjælp mig, Olaf Skaktavl! 
LADY INGER.
Still with his foster-father. Oh, that merciless man----! For ever to deny my prayers.--But it must not go on thus! Help me, Olaf Skaktavl! 
OLAF SKAKTAVL.
Jeg? 
OLAF SKAKTAVL.
I? 
NILS LYKKE.
Det vil ej være fornødent, såfremt I kun – 
NILS LYKKE.
There will be no need, if only you---- 
FRU INGER.
Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven! – Nu vel da! I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og rige. Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære på. I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på nogen. I véd det bedst, Olaf Skaktavl! Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig set tilforn. 
LADY INGER.
Hearken, Sir Councillor! What you know you shall know thoroughly. And you too, my old and faithful friend----! Listen then. To-night you bade me call to mind that fatal day when Knut Alfson was slain at Oslo. You bade me remember the promise I made as I stood by his corpse amid the bravest men in Norway. I was scarce full-grown then; but I felt God’s strength in me, and methought, as many have thought since, that the Lord himself had set his mark on me and chosen me to fight in the forefront for my country’s cause. Was it vanity? Or was it a calling from on high? That I have never clearly known. But woe to him that has a great mission laid upon him. For seven years I fear not to say that I kept my promise faithfully. I stood by my countrymen in all their miseries. All my playmates were now wives and mothers. I alone could give ear to no wooer--not to one. That you know best, Olaf Skaktavl! Then I saw Sten Sture for the first time. Fairer man had never met my sight. 
NILS LYKKE.
Ah, det går op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske turde ikke vide, at han var velsindet mod eders venner. 
NILS LYKKE.
Ah, now it grows clear to me! Sten Sture was then in Norway on a secret errand. We Danes were not to know that he wished your friends well. 
FRU INGER.
Forklædt som en ringe svend leved han en vinter under tag med mig. Den vinter tænkte jeg mindre og mindre på rigets velfærd. – – Så fager en mand havde jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de fem og tyve år – – Næste høst kom Sten Sture igen. Og da han atter drog bort, tog han med sig i al løndom et spædt barn. Det var ikke menneskenes onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag, ifald det havde rygtedes, at Sten Sture stod mig så nær. Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler. Jeg vented på bedre tider, som snart skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture gifted sig to år efter i Sverig, og da han døde, efterlod han sig enke – 
LADY INGER.
Disguised as a mean serving-man he lived a whole winter under one roof with me. That winter I thought less and less of the country’s weal---- ----. So fair a man had I never seen, and I had lived well-nigh five-and-twenty years. Next autumn Sten Sture came once more; and when he departed again he took with him, in all secrecy, a little child. "Twas not folk’s evil tongues I feared; but our cause would have suffered had it got about the Sten Sture stood so near to me. The child was given to Peter Kanzler to rear. I waited for better times, that were soon to come. They never came. Sten Sture took a wife two years later in Sweden, and, dying, left a widow---- 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login