You are here: BP HOME > MI > Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt) > fulltext
Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
OLAF SKAKTAVL.
– og med hende en lovlig arving til sit navn og sine rettigheder. 
OLAF SKAKTAVL.
----And with her a lawful heir to his name and rights. 
FRU INGER.
Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og bønfaldt ham om at give mig mit barn tilbage. Men han vægred sig stadigen. „Slut eder fast og ubrydelig til os“, svared han, „så sender jeg eders søn til Norge; før ikke“. Hvor skulde jeg vove det? Vi misfornøjede var dengang ilde set af mange frygtagtige her i landet. Dersom disse fik nys i sagen – o, jeg véd det! for at stække moderen, skulde de gerne have beredt barnet den samme skæbne, som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde frelst ham. Men foruden det, var også Danskerne virksomme. De forsømte hverken trusler eller løfter for at drive mig over på sin side. 
LADY INGER.
Time after time I wrote to Peter Kanzler and besought him to give me back my child. But he was ever deaf to my prayers. “Cast in your lot with us once for all,” he said, “and I send your son back to Norway; not before.” But ’twas even that I dared not do. We of the disaffected party were then ill regarded by many timorous folk. If these had got tidings of how things stood--oh, I know it!--to cripple the mother they had gladly meted to the child the fate that would have been King Christiern’s had he not saved himself by flight.1 But besides that, the Danes were active. They spared neither threats nor promises to force me to join them. 
OLAF SKAKTAVL.
Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som på den vindfløj, de skulde sejle efter. 
OLAF SKAKTAVL.
’Twas but reason. The eyes of all men were fixed on you as the vane that should show them how to shape their course. 
FRU INGER.
Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en solfuld vår gik over hele landet! Stærke røster maned mig at komme udenfor; – men jeg turde det ikke. Jeg sad tvivlrådig – langt fra striden – på min ensomme gård. Stundom var det, som om Gud Herren selv råbte på mig; men da kom denne dræbende angst igen og lamslog al vilje. „Hvem vil sejre?“ se, det var spørgsmålet, som idelig ringed for mine øren. Det var en kortvarig vår, som dengang brød frem over Norge. Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes på stejle og hjul i de måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab. Og dog mangled det ikke på forblommede trusler fra Danmark. Hvad, om de kendte hemmeligheden? Tilslut vidste jeg ikke at tyde det anderledes, end at de kendte den. I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester Gyldenløve kom herop og forlangte mig tilægte. Lad en ængstet moder tænke sig i mit sted –! En måned efter var jeg rigshovmesterens hustru, – og hjemløs i mine landsmænds hjerter. Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så tungt de lysted. Der var stunder, da jeg væmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine døtre! Gud må forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem. Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! Han var min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. – Og ham havde de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såede fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skaktavl, – havde jeg, som I, vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr, – hvis jeg havde havt mit barn i mine arme, – tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til denne time! 
LADY INGER.
Then came Herlof Hyttefad’s revolt. Do you remember that time, Olaf Skaktavl? Was it not as though the whole land was filled with the sunlight of a new spring. Mighty voices summoned me to come forth;--yet I dared not. I stood doubting-- far from the strife--in my lonely castle. At times it seemed as though the Lord God himself were calling me; but then would come the killing dread again to paralyse my will. “Who will win?” that was the question that was ever ringing in my ears. ’Twas but a short spring that had come to Norway. Herlof Hyttefad, and many more with him, were broken on the wheel during the months that followed. None could call me to account; yet there lacked not covert threats from Denmark. What if they knew the secret? At last methought they must know; I knew not how else to understand their words. ’Twas even in that time of agony that Gyldenlöve the High Steward, came hither and sought me in marriage. Let any mother that has feared for her child think herself in my place!--and homeless in the hearts of my countrymen. Then came the quiet years. There was now no whisper of revolt. Our masters might grind us down even as heavily as they listed. There were times when I loathed myself. What had I to do? Nought but to endure terror and scorn and bring forth daughters into the world. My daughters! God forgive me if I have had no mother’s heart towards them. My wifely duties were as serfdom to me; how then could I love my daughters? Oh, how different with my son! He was the child of my very soul. He was the one thing that brought to mind the time when I was a woman and nought but a woman--and him they had taken from me! He was growing up among strangers, who might sow in him the seed of destruction! Olaf Skaktavl--had I wandered like you on the lonely hills, hunted and forsaken, in winter and storm--if I had but held my child in my arms,--trust me, I had not sorrowed and wept so sore as I have sorrowed and wept for him from his birth even to this hour. 
OLAF SKAKTAVL.
Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt, fru Inger! Byd og råd over mig som før. Jeg skal lystre. – Ja, ved alle hellige, – jeg véd, hvad det vil sige at sørge for sit barn. 
OLAF SKAKTAVL.
There is my hand. I have judged you too hardly, Lady Inger! Command me even as before; I will obey.--Ay, by all the saints, I know what it is to sorrow for a child. 
FRU INGER.
Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod en hvileløs angst gennem alle de lange år? 
LADY INGER.
Yours was slain by bloody men. But what is death to the restless terror of all these long years? 
NILS LYKKE.
Nu vel; det står i eders magt at ende denne angst. Forson de stridende parter, så tænker ingen af dem på at tilegne sig eders barn som borgen for eders troskab. 
NILS LYKKE.
Mark, then--’tis in your power to end this terror. You have but to reconcile the opposing parties, and neither will think of seizing on your child as a pledge of your faith. 
FRU INGER
(hen for sig).
Dette er himlens hævn – – (ser på ham.) Sig kort og godt, hvad I fordrer. 
LADY INGER
(to herself).
This is the vengeance of Heaven. (Looks at him.) In one word, what do you demand? 
NILS LYKKE.
Først fordrer jeg, at I skal kalde den nordenfjeldske almue under våben for at støtte de misfornøjede i Sverig. 
NILS LYKKE.
I demand first that you shall call the people of the northern districts to arms, in support of the disaffected in Sweden. 
FRU INGER.
Og dernæst –? 
LADY INGER.
And next----? 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login