Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

FEMTE AKT

(Riddersalen. Det er fremdeles nat. Salen oplyses kun svagt af en armstage, der står på bordet til højre i forgrunden.)
(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet, fordybet i tanker.)

ACT FIFTH.

(The Banquet Hall. It is still night. The hall is but dimly lighted by a branch-candlestick on the table, in front, on the right.)
(LADY INGER is sitting by the table, deep in thought.)

FRU INGER
(efter et ophold).
Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg er det også. Den kløgtigste –. Der er ingen, som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. Det er nøglen til gåden. Det gir vid i panden, det! Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem. (hun springer op.) Herre min Jesus, – hvad er dette? Er jeg ikke længer rådig over min forstand? Skulde det komme dertil, at jeg –? (hun presser hænderne sammen om hovedet; derpå sætter hun sig atter og siger roligere:) O, det er intet. Det går over. Det har ingen nød; – det går over. Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges ikke at hænge dem indad imod væggen. (hun rejser sig igen.) Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre; – og så står jeg ved målet. Jeg får mit barn igen. (hun tager lyset for at gå, men standser og siger hen for sig:) Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage? Kun det, – og så intet videre? (sætter atter stagen på bordet.) Dette flygtige ord, som Nils Lykke således kasted hen i vind og vejr –. Hvorledes kunde han se min ufødte tanke? (sagtere.) Kongemoder. – Kongemoder, sagde han. – Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har ikke min søn den samme adkomst til Sture-slægtens rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han det, – såsandt der ellers er retfærd i himlen. Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket dem, som løsepenge for hans frihed. Om de nu kunde vindes tilbage? – Vilde det fortørne himlen, om jeg –? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg –? – Hvem véd; – hvem véd! Det tør være sikrest at forsage. (hun tager atter lyset.) Jeg får jo mit barn igen. Det må være nok. Jeg vil søge hvile. Alle de forvovne tanker, – dem vil jeg sove fra mig. (går mod baggrunden, men standser oppe på gulvet og siger grublende:) Kongemoder!
(hun går langsomt ud til venstre i baggrunden.)
(Efter et kort ophold kommer Nils Lykke og Eline Gyldenløve lydløst ind fra den forreste dør til venstre. Nils Lykke har en liden lygte i hånden.)

LADY INGER
(after a pause).
They call me keen-witted beyond all others in the land. I believe they are right. The keenest- witted---- No one knows how I became so. For more than twenty years I have fought to save my child. That is the key to the riddle. Ay, that sharpens the wits! My wits? Where have they flown to-night? What has become of my forethought? There is a ringing and rushing in my ears. I see shapes before me, so life-like that methinks I could lay hold on them. (Springs up.) Lord Jesus--what is this? Am I no longer mistress of my reason? Is it to come to that----? (Presses her clasped hands over her head; sits down again, and says more calmly:) Nay, ’tis nought. It will pass. There is no fear;--it will pass. How peaceful it is in the hall to-night! No threatening looks from forefathers or kinsfolk. No need to turn their faces to the wall. (Rises again.) Ay, ’twas well that I took heart at last. We shall conquer;--and then I am at the end of my longings. I shall have my child again. (Takes up the light as if to go, but stops and says musingly:) At the end? The end? To get him back? Is that all?--is there nought further? (Sets the light down on the table.) That heedless word that Nils Lykke threw forth at random---- How could he see my unborn thought? (More softly.) A king’s mother? A king’s mother, he said----Why not? Have not my forefathers ruled as kings, even though they bore not the kingly name? Has not my son as good a title as the other to the rights of the house of Sture? In the sight of God he has--if so be there is justice in Heaven. And in an hour of terror I have signed away his rights. I have recklessly squandered them, as a ransom for his freedom. If they could be recovered?--Would Heaven be angered, if I----? Would it call down fresh troubles on my head if I were to----? Who knows; who knows! It may be safest to refrain. (Takes up the light again.) I shall have my child again. That must suffice me. I will try to rest. All these desperate thoughts,--I will sleep them away. (Goes towards the back, but stops in the middle of the hall, and says broodingly:) A king’s mother!
(Goes slowly out at the back, to the left.)
(After a short pause, NILS LYKKE and ELINA GYLDENLÖVE enter noiselessly by the first door on the left. NILS LYKKE has a small lantern in his hand.)

NILS LYKKE
(lyser spejdende omkring og hvisker):
Alt er stille. Jeg må afsted.

NILS LYKKE.
(throws the light from his lantern around, so as to search the room).
All is still. I must begone.

ELINE.
O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind i øjnene, førend du forlader mig.

ELINA.
Oh, let me look but once more into your eyes, before you leave me.

NILS LYKKE
(omfavner hende).
Eline!

NILS LYKKE
(embraces her).
Elina!

ELINE
(efter et lidet ophold).
Kommer du aldrig mere til Østråt?

ELINA
(after a short pause).
Will you come nevermore to Östråt?

NILS LYKKE.
Hvor kan du tvivle på det? Er du ikke fra nu af min trolovede? – Men vil du også være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig, inden vi atter mødes?

NILS LYKKE.
How can you doubt that I will come? Are you not henceforth my betrothed?--But will you be true to me, Elina? Will you not forget me ere we meet again?

ELINE.
Om jeg vil være dig tro? Har jeg da længer nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro, selv om jeg vilde det? – Du kom ved nattetid; du banked på min dør; – og jeg lukked dig ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind som i et trolddoms-næt? (hun skjuler hurtigt sit ansigt ved hans skulder.) O, se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på mig efter dette – –. Tro, siger du? Du har mig jo. Jeg er jo din; – må være det – i al evighed.

ELINA.
Do you ask if I will be true? Have I any will left then? Have I power to be untrue to you, even if I would?--you came by night; you knocked upon my door;--and I opened to you. You spoke to me. What was it you said? You gazed in my eyes. What was the mystic might that turned my brain and lured me, as it were, within a magic net? (Hides her face on his shoulder.) Oh, look not on me, Nils Lykke! You must not look upon me after this---- True, say you ? Do you not own me? I am yours;--I must be yours--to all eternity.

NILS LYKKE.
Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme, sidde som frue i min fædreneborg!

NILS LYKKE.
Now, by my knightly honour, ere the year be past, you shall sit as my wife in the hall of my fathers.

ELINE.
Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.

ELINA.
No vows, Nils Lykke! No oaths to me.

NILS LYKKE.
Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet?

NILS LYKKE.
What mean you? Why do you shake your head so mournfully?

ELINE.
Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede! Jeg bebrejder dig intet, således som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter over alle andre. Hvor kan elskov være dig andet end en leg og kvinden et legetøj?

ELINA.
Because I know that the same soft words wherewith you turned my brain, you have whispered to so many a one before. Nay, nay, be not angry, my beloved! In nought do I reproach you, as I did while yet I knew you not. Now I understand how high above all others is your goal. How can love be aught to you but a pastime, or woman but a toy?

NILS LYKKE.
Eline, – hør mig!

NILS LYKKE.
Elina,--hear me!

ELINE.
Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn, fordi mig tykkedes, at alle kvinder krænkedes ved din færd. Og dog, – hvor forunderligt, – når jeg i drømme bygged op mit eget vordende liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste det. Nu skønner jeg det hele. Hvad var det ikke jeg følte. Det var en anende, gådefuld længsel efter dig, du eneste, – efter dig, som engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.

ELINA.
As I grew up, your name was ever in my ears. I hated the name, for meseemed that all women were dishonoured by your life. And yet,--how strange!--when I built up in my dreams the life that should be mine, you were ever my hero, though I knew it not. Now I understand it all--now know I what it was I felt. It was a foreboding, a mysterious longing for you, you only one-- for you that were one day to come and glorify my life.

NILS LYKKE
(afsides, idet han sætter lygten fra sig på bordet).
Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle, hendragende magt –. Er det således at føle kærlighed, da har jeg aldrig vidst det før i denne stund. – Skulde det ikke endnu være tid –? Ah, dette forfærdelige med Lucia!
(han synker ned i stolen.)

NILS LYKKE
(aside, putting down the lantern on the table).
How is it with me? This dizzy fascination---- If this it be to love, then have I never known it till this hour.--Is there not yet time ----? Oh horror--Lucia!
(Sinks into a chair.)

ELINE.
Hvad er det? Så tungt et suk –

ELINA.
What ails you? So heavy a sigh----

NILS LYKKE.
O, intet, – intet! Eline, – nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg har bedraget både med ord og med øjne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig –

NILS LYKKE.
O, ’tis nought,--nought! Elina,--now will I confess all to you. I have have beguiled many with both words and glances; I have said to many a one what I whispered to you this night. But trust me----

ELINE.
Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er jo intet vederlag for den, du skænker mig. O nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine øjekast er et kongebud, som byder det. (hun lægger sig ned for hans fødder.) O, lad mig endnu engang præge dette kongebud dybt i mit sind, skønt jeg vel véd, at herinde står det prentet for tid og for evighed. Du gode Gud, – hvor jeg har været blind for mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min moder: „for at kunne leve må jeg bevare min stolthed“. Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd. Således er også jeg stolt, sålænge jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: „for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed“; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.

ELINA.
Hush! No more of that. My love is no exchange for that you give me. No, no; I love you because your every glance commands it like a king’s decree. (Lies down at his feet.) Oh, let me once more stamp that kingly message deep into my soul, though well I know it stands imprinted there for all time and eternity. Dear God--how little I have known myself! ’Twas but to-night I said to my mother: “My pride is my life.” And what is my pride? Is it to know that my countrymen are free, or that my house is held in honour throughout the lands? Oh, no, no! My love is my pride. The little dog is proud when he may sit by his master’s feet and eat bread-crumbs from his hand. Even so am I proud, so long as I may sit at your feet, while your looks and your words nourish me with the bread of life. See, therefore, I say to you, even as I said but now to my mother: “My love is my life;” for therein lies all my pride, now and evermore.

NILS LYKKE
(drager hende op på sit skød).
Nej, nej, – ikke for mine fødder, men ved min side er din plads, – og det, hvor højt skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja, Eline, – du har ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig engang forundt ved en berømmelig dåd at sone, hvad jeg i min vilde ungdom har øvet, da skal hæderen være din og min tilhobe.

NILS LYKKE
(raises her up on his lap).
Nay, nay--not at my feet, but at my side is your place,--should fate set me never so high. Ay, Elina--you have led me into a better path; and if it be granted me some day to atone by a deed of fame for the sins of my reckless youth, the honour shall be yours as well as mine.

ELINE.
O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod. I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet; – dit navn klinger foran dig, hvor du drager hen. – Alt, hvad jeg begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din arm. Som den var også jeg blind for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. – Men, tro mig, – hvor dristigt jeg end spiler mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.

ELINA.
Ah, you speak as though I were still the Elina that but this evening flung down the flowers at your feet. I have read in my books of the many-coloured life in far-off lands. To the winding of horns the knight rides forth into the greenwood, with his falcon on his wrist. Even so do you go your way through life;--your name rings out before you whithersoever you fare.--All that I desire of your glory, is to rest like the falcon on your arm. I too was blind as he to light and life, till you loosed the hood from my eyes and set me soaring high over the leafy tree- tops;--But, trust me--bold as my flight may be, yet shall I ever turn back to my cage.

NILS LYKKE
(rejser sig).
Så byder jeg også forgangenheden trods! Se her; – tag denne ring, og vær min for Gud og mennesker, – min – selv om de døde skulde få urolige drømme derover.

NILS LYKKE
(rises).
Then I bid defiance to the past! See now;-- take this ring, and be mine before God and men--mine, ay,though it should trouble the dreams of the dead.

ELINE.
Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som –?

ELINA.
You make me afraid. What is it that----?

NILS LYKKE.
Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på din finger. – Se så; – nu har jeg fæstet dig!

NILS LYKKE.
It is nought. Come, let me place the ring on your finger.--Even so--now are you my betrothed!

ELINE.
Jeg Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drøm, alt, hvad her er hændt i denne nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er så let om brystet. Der er ikke længer bitterhed og had i min hu. Jeg vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig mod min moder. Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade mig, hvad jeg har fejlet.

ELINA.
I Nils Lykke’s bride! It seems but a dream, all that has befallen this night. Oh, but so fair a dream! My breast is so light. No longer is there bitterness and hatred in my soul. I will atone to all whom I have wronged. I have been unloving to my mother. To-morrow will I go to her; she must forgive me my offence.

NILS LYKKE.
Og give sit minde til vor pakt.

NILS LYKKE.
And give her consent to our bond.

ELINE.
Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle mennesker er gode; – jeg bærer ikke længere nag til nogen, – undtagen én.

ELINA.
That will she. Oh, I am sure she will. My mother is kind; all the world is kind;--I can feel hatred no more for any living soul--save one.

NILS LYKKE.
Undtagen én?

NILS LYKKE.
Save one ?

ELINE.
Ak, det er en sørgelig fortælling. Jeg havde en søster –

ELINA.
Ah, it is a mournful history. I had a sister----

NILS LYKKE.
Lucia?

ELINE.
Kendte du Lucia?

ELINA.
Have you known Lucia?

NILS LYKKE.
Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.

NILS LYKKE.
No, no; I have but heard her name.

ELINE.
Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende; – nu er hun i himlen.

ELINA.
She too gave her heart to a knight. He betrayed her;-- and now she is in Heaven.

NILS LYKKE.
Og du –?

NILS LYKKE.
And you----?

ELINE.
Jeg hader ham.

ELINA.
I hate him.

NILS LYKKE.
Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.

NILS LYKKE.
Hate him not! If there be mercy in your heart, forgive him his sin. Trust me, he bears his punishment in his own breast.

ELINE.
Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret – – (lyttende.) Hys! Kan du høre –?

ELINA.
Him I will never forgive! I cannot, even if I would; for I have sworn so dear an oath---- (Listening.) Hush! Can you hear----?

NILS LYKKE.
Hvilket? Hvor?

NILS LYKKE.
What? Where?

ELINE.
Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd på landevejen.

ELINA.
Without; far off. The noise of many horsemen on the high-road.

NILS LYKKE.
Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer –! Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg må afsted!

NILS LYKKE.
Ah, it is they! And I had forgotten----! They are coming hither. Then is the danger great;--I must begone!

ELINE.
Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger du –?

ELINA.
But whither? Oh, Nils Lykke, what are you hiding----?

NILS LYKKE.
Imorgen, Eline –; thi, ved Gud, da kommer jeg igen. – Nu hurtig, – hvor er løngangen, som du nævnte?

NILS LYKKE.
To-morrow, Elina----; for as God lives, I will return then.--Quickly now--where is the secret passage you told me of?

ELINE.
Gennem gravkælderen. Se, – her er lemmen –

ELINA.
Through the grave-vault. See,--here is the trap-door.

NILS LYKKE.
Gravkælderen! (for sig selv.) Lige godt; reddes må han!

NILS LYKKE.
The grave-vault! (To himself.) No matter, he must be saved!

ELINE.
(ved vinduet).
Rytterne er lige udenfor –
(hun rækker ham lygten.)

ELINA
(by the window).
The horsemen have reached the gate----
(Hands him the lantern.)

NILS LYKKE.
Nu velan –
(han begynder at stige ned.)

NILS LYKKE.
Well, now I go----
(Begins to descend.)

ELINE.
Gå frem gennem gangen indtil kisten med dødningehovedet og det sorte kors; det er Lucias –

ELINA.
Go forward along the passage till you reach the coffin with the death’s-head and the black cross; it is Lucia’s----

NILS LYKKE
(stiger hurtigt op og slår lemmen i).
Lucias! Fy –!

NILS LYKKE
(climbs back hastily and shuts the trap-door to). Lucia’s! Pah----!

ELINE.
Hvad siger du?

ELINA.
What said you?

NILS LYKKE.
O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.

NILS LYKKE.
Nay, nought. It was the scent of the grave that made me dizzy.

ELINE.
Hør; nu hamrer de på porten!

ELINA.
Hark; they are hammering at the gate!

NILS LYKKE
(lader lygten falde).
Ah, det er for sent –!
(Kammersvenden Bjørn kommer ilsomt med lys i hånden fra højre.)

NILS LYKKE
(lets the lantern fall).
Ah! too late----!
(BIÖRN enters hurriedly from the right, carrying a light.)

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=97ebc060-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display