FRU INGER
(ser en stund efter hende).
Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du selv vidste. – – Men det gælder ikke mit barn alene. Hjælp mig Gud; i denne nat spilles brikkespil om hele Norges rige. Ah, – rider der ikke nogen gennem borgeledet? (hun lytter ved vinduet.) Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blæser det. – – Har Gud Herren ret til dette? – Danne mig til kvinde, – og så læsse en mandsdåd på mine skuldre. For jeg har landets velfærd i mine hænder. Det står i min magt at rejse dem alle som én mand. Det er fra mig de venter tegnet; og giver jeg det ikke nu, så sker det – kanske aldrig. Nøle? Ofre de mange for den enes skyld? – Var det ikke bedre, ifald jeg kunde – –? Nej, nej, nej, – jeg vil det ikke! Jeg kan det ikke! (hun kaster et stjålent blik imod riddersalen, vender sig bort som i angst og siger hviskende:) Nu er de derinde igen. Blege spøgelser; – døde fædre; faldne frænder. – Fy; disse borende øjne fra alle krogene! (hun slår bagover med hånden og skriger:) Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl! Vig, – vig! Jeg kan ikke dette!
(En fremmed, stærkbygget mand med gråsprængt hår og skæg, klædt i en forreven lammeskindskjortel og med rustne våben, er trådt ind fra riddersalen.)
LADY INGER
(looks after her awhile).
My last child? You know not how true was that word---- ---- But the stake is not my child only. God help me, I am playing to-night for the whole of Norway’s land. Ah--is not that some one riding through the gateway? (Listens at the window.) No; not yet. Only the wind; it blows cold as the grave---- ---- Has God a right to do this?--To make me a woman--and then to lay a man’s duty upon my shoulders? For I have the welfare of the country in my hands. It is in my power to make them rise as one man. They look to me for the signal; and if I give it not now---- it may never be given. To delay? To sacrifice the many for the sake of one?--Were it not better if I could---- ----? No, no, no--I will not! I cannot! (Steals a glance towards the Banquet Hall, but turns away again as if in dread, and whispers:) I can see them in there now. Pale spectres--dead ancestors-- fallen kinsfolk.--Ah, those eyes that pierce me from every corner! (Makes a backward gesture with her hand, and cries:) Sten Sture! Knut Alfson! Olaf Skaktavl! Back--back!--I cannot do this!
(A STRANGER, strongly built, and with grizzled hair and beard, has entered from the Banquet Hall. He is dressed in a torn lambskin tunic; his weapons are rusty.)
