Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

ANDEN AKT

(Stuen på Østråt, ligesom i forrige akt.)
(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet til højre foran vinduet. Olaf Skaktavl står et stykke fra hende. Begges ansigter forråder, at en stærkt bevæget samtale har fundet sted.)

ACT SECOND.

(The room at Östråt, as in the first Act.)
(LADY INGER GYLDENLÖVE is seated at the table on the right, by the window. OLAF SKAKTAVL is standing a little way from her. Their faces show that they have been engaged in an animated discussion.)

OLAF SKAKTAVL.
For sidste gang, Inger Gyldenløve, – I er altså urokkelig i eders forsæt?

OLAF SKAKTAVL.
For the last time, Inger Gyldenlöve--you are not to be moved from your purpose?

FRU INGER.
Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder er: gør I ligesom jeg. Er det himlens vilje, at Norge rent skal gå under, så går det under, hvad enten vi støtter det eller ej.

LADY INGER.
I can do nought else. And my counsel to you is: do as I do. If it be heaven’s will that Norway perish utterly, perish it must, for all we may do to save it.

OLAF SKAKTAVL.
Og med den tro mener I, at jeg skal slå mig tiltåls? Jeg skulde roligt sidde og se til, nu, da timen er kommen? Har I glemt, hvad jeg har at hævne? Mit jordegods har de røvet og stykket ud imellem sig. Min søn, mit eneste barn, sidste ætlingen af min slægt, slog de ihjel for mig som en hund. Mig selv har de i tyve år jaget fredløs i skog og fjeld. – Rygtet har sagt mig død mere end én god gang; men jeg har nu den tro, at de ikke skal få lagt mig i jorden, før jeg har taget hævn.

OLAF SKAKTAVL.
And think you I can content myself with words like these? Shall I sit and look quietly on, now that the hour is come? Do you forget the reckoning I have to pay? They have robbed me of my lands, and parcelled them out among themselves. My son, my only child, the last of my race, they have slaughtered like a dog. Myself they have outlawed and forced to lurk by forest and fell these twenty years.--Once and again have folk whispered of my death; but this I believe, that they shall not lay me beneath the earth before I have seen my vengeance.

FRU INGER.
Så har I et langt liv ivente. Hvad vil I da gøre?

LADY INGER.
Then is there a long life before you. What would you do?

OLAF SKAKTAVL.
Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre? Jeg har aldrig givet mig af med at lægge anslag op. Det er det, som I skal hjælpe mig med. I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit værge.

OLAF SKAKTAVL.
Do? How should I know what I will do? It has never been my part to plot and plan. That is where you must help me. You have the wit for that. I have but my sword and my two arms.

FRU INGER.
Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle værger i Norge er rustne.

LADY INGER.
Your sword is rusted, Olaf Skaktavl! All the swords in Norway are rusted.

OLAF SKAKTAVL.
Det er vel derfor, at visse folk bare strider med tungen. – Inger Gyldenløve, – I har stærkt forandret eder. Der var en tid, da der slog et mandshjerte i eders bryst.

OLAF SKAKTAVL.
That is doubtless why some folk fight only with their tongues.--Inger Gyldenlöve--great is the change in you. Time was when the heart of a man beat in your breast.

FRU INGER.
Mind mig ikke om, hvad der var.

LADY INGER.
Put me not in mind of what was.

OLAF SKAKTAVL.
Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I skal høre mig, om så –

OLAF SKAKTAVL.
’Tis for that alone I am here. You shall hear me, even if----

FRU INGER.
Nu vel; men gør det kort; thi, – ja, jeg må da sige jer det, – det er utrygt for eder her på gården.

LADY INGER.
Be it so then; but be brief; for--I must say it-- this is no place of safety for you.

OLAF SKAKTAVL.
På Østråt gård er det utrygt for den fredløse? Det har jeg længe vidst. Men I glemmer nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end vanker.

OLAF SKAKTAVL.
Östråt is no place of safety for an outlaw? That I have long known. But you forget that an outlaw is unsafe wheresoever he may wander.

FRU INGER.
Så tal; jeg skal ikke formene jer det.

LADY INGER.
Speak then; I will not hinder you.

OLAF SKAKTAVL.
Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder. Også mig var I kær, – kær, som ingen kvinde har været det før eller siden. Men I havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var tanken på rigets ulykke og store nød.

OLAF SKAKTAVL.
It is nigh on thirty years now since first I saw you. It was at Akershus¹ in the house of Knut Alfson and his wife. You were scarce more than a child then; yet you were bold as the soaring falcon, and wild and headstrong too at times. Many were the wooers around you. I too held you dear--dear as no woman before or since. But you cared for nothing, thought of nothing, save your country’s evil case and its great need.

FRU INGER.
Jeg var femten sommere gammel, – husk det! Og var det ikke, som om et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage?

LADY INGER.
I counted but fifteen summers then--remember that. And was it not as though a frenzy had seized us all in those days?

OLAF SKAKTAVL.
Kald det for hvad jer tykkes. Men det véd jeg: de gamle og erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos Vorherre, at I var den, som skulde bryde trældommen og give os alle vore rettigheder tilbage. Og det véd jeg også: I selv tænkte dengang det samme.

OLAF SKAKTAVL.
Call it what you will; but one thing I know--even the old and sober men among us doubted not that it was written in the counsels of the Lord that you were she who should break our thraldom and win us all our rights again. And more: you yourself then thought as we did.

FRU INGER.
Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod og ikke Herrens kald, der talte gennem mig.

LADY INGER.
It was a sinful thought, Olaf Skaktavl. It was my proud heart, and not the Lord’s call, that spoke in me.

OLAF SKAKTAVL.
I kunde blevet den udkårne, ifald I havde villet. I stammed fra Norges ædleste ætter; I havde magt og rigdom ivente; og I havde øre for klageskrigene – dengang. – – Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krummedike kom med danske flåden for Akershus? Skibsherrerne bød mindeligt forlig; og tryg ved lejdebrevet lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre timer efter bar vi ham ind gennem slotsporten –

OLAF SKAKTAVL.
You could have been the chosen one had you but willed it. You came of the noblest blood in Norway; power and riches were at your feet; and you had an ear for the cries of anguish--then!---- ---- Do you remember that afternoon when Henrik Krummedike and the Danish fleet anchored off Akershus? The captains of the fleet offered terms of settlement, and, trusting to the safe-conduct, Knut Alfson rowed on board. Three hours later, we bore him through the castle gate----

FRU INGER.
Som lig; som lig!

LADY INGER.
A corpse; a corpse!

OLAF SKAKTAVL.
Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog, som skred ind i riddersalen, sorgtungt og par for par. Der lå han på båren, med øksehugget over panden, så hvid som en vårsky. Jeg tør vel sige, at Norges gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru Margrete stod ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove velfærd og liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det øvrige. – Inger Gyldenløve, – hvem var det, som da brød sig vej gennem mændenes kreds? En ungmø, – fast endnu et barn, – med ild i øjet og med grådfyldt mæle. – Hvad svor hun? Skal jeg gentage eders ord.

OLAF SKAKTAVL.
The best heart in Norway burst, when Krummedike’s hirelings struck him down. Methinks I still can see the long procession that passed into the banquet-hall, heavily, two by two. There he lay on his bier, white as a spring cloud, with the axe- cleft in his brow. I may safely say that the boldest men in Norway were gathered there that night. Lady Margrete stood by her dead husband’s head, and we swore as one man to venture lands and life to avenge this last misdeed and all that had gone before.-- Inger Gyldenlöve,--who was it that burst through the circle of men? A maiden--then almost a child--with fire in her eyes and her voice half choked with tears.-- What was it she swore? Shall I repeat your words?

FRU INGER.
Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere eller mindre.

OLAF SKAKTAVL.
I husker eders ed – og har dog glemt den.

FRU INGER.
Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde lovet? Jeg taler ikke om eder, Olaf Skaktavl, men om eders venner, al Norges adel. Der er ikke én af dem, i alle disse år, som har havt mod til at være mand; og dog lægger de mig til last, at jeg er en kvinde.

LADY INGER.
And how did the others keep their promise? I speak not of you, Olaf Skaktavl, but of your friends, all our Norwegian nobles? Not one of them, in all these years, has had the courage to be a man; and yet they lay it to my charge that I am a woman.

OLAF SKAKTAVL.
Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har underkastet sig, istedet for at byde voldsmændene trods til det sidste? Vel sandt; der er uselt malm i vore slægter nutildags; men havde der været samhold imellem dem, – hvem véd, hvad der da vilde sket? Og I kunde have holdt dem sammen; thi for eder havde de alle bøjet sig.

OLAF SKAKTAVL.
I know what you would say. Why have they bent to the yoke, and not defied the tyrants to the last? ’Tis but too true; there is base metal enough in our noble houses nowadays. But had they held together--who knows what might have been? And you could have held them together, for before you all had bowed.

FRU INGER.
Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe tage mit svar for gyldigt. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ej står til at ændre. Kom heller frem med, hvad der nærmest fører eder til Østråt. Trænger I til ly? Nu vel; jeg skal prøve på at skjule eder. Har I andre ting behov, så sig det; I skal finde mig rede –

LADY INGER.
My answer were easy enough, but it would scarce content you. So let us leave speaking of what cannot be changed. Tell me rather what has brought you to Östråt. Do you need harbour? Well, I will try to hide you. If you would have aught else, speak out; you shall find me ready----

OLAF SKAKTAVL.
I tyve år har jeg været hjemløs. På Jæmtelandsfjeldet er mit hår bleven gråt. Jeg har lånt hus hos ulv og bjørn. – I ser, fru Inger, – jeg trænger eder ikke; men både adel og almue har eder behov.

OLAF SKAKTAVL.
For twenty years have I been homeless. In the mountains of Jaemteland my hair has grown grey. My dwelling has been with wolves and bears.--You see, Lady Inger--I need you not; but both nobles and people stand in sore need of you.

FRU INGER.
Det gamle omkvæd.

LADY INGER.
The old burden.

OLAF SKAKTAVL.
Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd jeg nok; men I får høre det alligevel. Kort og godt: jeg kommer fra Sverig. Der er uro påfærde. I Dalarne skal det bryde løs.

OLAF SKAKTAVL.
Ay, it sounds but ill in your ears, I know; yet hear it you must for all that. In brief, then: I come from Sweden: troubles are at hand: the Dales are ready to rise.

FRU INGER.
Jeg véd det.

LADY INGER.
I know it.

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler er med, – men hemmeligt, forstår I.

OLAF SKAKTAVL.
Peter Kanzler is with us--secretly, you understand.

FRU INGER
(studsende).
Ja så?

LADY INGER
(starting).
Peter Kanzler?

OLAF SKAKTAVL.
Det er ham, som har skikket mig til Østråt.

OLAF SKAKTAVL.
It is he that has sent me to Östråt.

FRU INGER
(rejser sig).
Peder Kanzler, siger I?

LADY INGER
(rises).
Peter Kanzler, say you?

OLAF SKAKTAVL.
Han selv; – eller, kan hænde, I kender ham ikke længer?

OLAF SKAKTAVL.
He himself;--but mayhap you no longer know him?

FRU INGER
(halvt hen for sig).
Kun altfor vel! – Men sig mig, jeg beder jer, – hvad budskab bringer I?

LADY INGER
(half to herself).
Only too well!--But tell me, I pray you,--what message do you bring?

OLAF SKAKTAVL.
Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænsefjeldene, hvor jeg holdt til, så tog jeg straks afsted indover til Sverig. Jeg kunde nok tænke mig, at Peder Kanzler havde sin hånd med i legen. Jeg søgte ham op og bød ham min bistand; – han har kendt mig i tidligere dage, som I véd. Han vidste, jeg var at lide på; og så skikked han mig hid.

OLAF SKAKTAVL.
When the rumour of the rising reached the border mountains, where I then was, I set off at once into Sweden. ’Twas not hard to guess that Peter Kanzler had a finger in the game. I sought him out and offered to stand by him;--he knew me of old, as you know, and knew that he could trust me; so he has sent me hither.

FRU INGER
(utålmodig).
Ja visst, ja visst, – han skikked eder hid for at –?

LADY INGER
(impatiently).
Yes yes,--he sent you hither to----?

OLAF SKAKTAVL
(hemmelighedsfuldt).
Fru Inger, – der kommer en fremmed til Østråt inat.

OLAF SKAKTAVL
(with secrecy).
Lady Inger--a stranger comes to Östråt to-night.

FRU INGER
(overrasket).
Hvorledes? Véd I, at –?

LADY INGER
(surprised).
What? Know you that----?

OLAF SKAKTAVL.
Ja vel véd jeg. Jeg véd alt. Det er jo for at træffe ham, at Peder Kanzler skikked mig hid.

OLAF SKAKTAVL.
Assuredly I know it. I know all. ’Twas to meet him that Peter Kanzler sent me hither.

FRU INGER.
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl, – umuligt!

LADY INGER.
To meet him? Impossible, Olaf Skaktavl,--impossible!

OLAF SKAKTAVL.
Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen, så vil det ikke vare længe, førend –

OLAF SKAKTAVL.
’Tis as I tell you. If he be not already come, he will soon----

FRU INGER.
Nej, ganske sikkert; men –

LADY INGER.
Yes, I know; but----

OLAF SKAKTAVL.
Så I var da beredt på hans komme?

OLAF SKAKTAVL.
Then you know of his coming?

FRU INGER.
Ja visst. Han har skikket mig budskab derom. Det var derfor I slap ind, så snart I banked på.

LADY INGER.
Ay, surely. He sent me a message. That was why they opened to you as soon as you knocked.

OLAF SKAKTAVL
(lyttende).
Hys; – der rider nogen henover vejen. (han går til vinduet.) Porten lukkes op.

OLAF SKAKTAVL
(listens).
Hush!--some one is riding along the road. (Goes to the window.) They are opening the gate.

FRU INGER
(ser ud).
Det er en ridder og hans svend. De stiger af i gården.

LADY INGER
(looks out).
It is a knight and his attendant. They are dismounting in the courtyard.

OLAF SKAKTAVL.
Det er altså ham. Hans navn?

OLAF SKAKTAVL.
Then it is he. His name?

FRU INGER.
I véd ikke hans navn?

LADY INGER.
You know not his name?

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det. Han sagde kun, at udsendingen skulde møde mig på Østråt tredje kvelden efter Mortensmesse –

OLAF SKAKTAVL.
Peter Kanzler refused to tell it me. He would only say that I should find him at Östråt the third evening after Martinmas----

FRU INGER.
Rigtig; det er just som ikveld.

LADY INGER.
Ay; even to-night.

OLAF SKAKTAVL.
Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund kunde jeg erfare, hvem han var.

OLAF SKAKTAVL.
He was to bring letters with him, and from them, and from you, I was to learn who he is.

FRU INGER.
Så lad mig følge jer til eders gæstekammer. I trænger til at kvæge og hege jer. Den fremmede herre skal I snart få itale.

LADY INGER.
Then let me lead you to your chamber. You have need of rest and refreshment. You shall soon have speech with the stranger.

OLAF SKAKTAVL.
Nu, hvis I så lyster.
(De går begge ud til venstre.)
(Efter et kort ophold kommer hustjeneren Finn forsigtigt ind gennem døren til højre, ser sig om i værelset, kiger ind i riddersalen, går så tilbage til døren igen og giver et tegn til nogen udenfor. Derefter træder rigsråden Nils Lykke og den svenske befalingsmand, herr Jens Bjelke, ind i stuen.)

OLAF SKAKTAVL.
Well, be it as you will. (Both go out to the left.)
(After a short pause, FINN enters cautiously through the door on the right, looks round the room, and peeps into the Banquet Hall; he then goes back to the door, and makes a sign to some one outside. Immediately after, enter COUNCILLOR NILS LYKKE and the Swedish Commander, JENS BIELKE.)

NILS LYKKE
(dæmpet).
Ingen?

NILS LYKKE
(softly).
No one?

FINN
(ligeså).
Nej, herre!

FINN
(in the same tone).
No one, master!

NILS LYKKE.
Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et og alt?

NILS LYKKE.
And we may depend on you in all things?

FINN.
Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsmål for at være pålidelig.

FINN.
The commandant in Trondhiem has ever given me a name for trustiness.

NILS LYKKE.
Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså, først og fremst, – er nogen fremmed kommet herhid til Østråt før os iaften?

NILS LYKKE.
It is well; he has said as much to me. First of all, then--has there come any stranger to Östråt to-night, before us?

FINN.
Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.

FINN.
Ay; a stranger came an hour since.

NILS LYKKE
(dæmpet til Jens Bjelke).
Han er her. (vender sig atter til Finn.) Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?

NILS LYKKE
(softly, to JENS BIELKE).
He is here. (Turns again to FINN.) Would you know him again? Have you seen him?

FINN.
Nej, det har nok ingen uden portvægteren, såvidt jeg véd. Han blev straks stedet for fru Inger, og hun –

FINN.
Nay, none have seen him, that I know, but the gatekeeper. He was brought at once to Lady Inger, and she----

NILS LYKKE.
Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igen?

NILS LYKKE.
Well? What of her? He is not gone again already?

FINN.
Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne stuer, for –

FINN.
No; but it seems she keeps him hidden in one of her own rooms; for----

NILS LYKKE.
Det er godt.

NILS LYKKE.
It is well.

JENS BJELKE
(hvisker).
Altså først og fremst vagt for porten; så har vi ham sikker.

JENS BIELKE
(whispers).
Then the first thing is to put a guard on the gate; then we are sure of him.

NILS LYKKE
(med et smil).
Hm! (til Finn:) Hør, sig mig, – gives der her på gården nogen anden udgang, end gennem porten? Se ikke så dumt på mig! Jeg mener, – kan nogen slippe usét bort fra Østråt, når borgeporten holdes lukket?

NILS LYKKE
(with a smile).
Hm! (To FINN.) Tell me--is there any way of leaving the castle but by the gate? Gape not at me so! I mean--can one escape from Östråt unseen, while the castle gate is shut?

FINN.
Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok om løngange nedenunder i kælderne; men der er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger selv; ja – og så kanske jomfru Eline.

FINN.
Nay, that I know not. ’Tis true they talk of secret ways in the vaults beneath; but no one knows them save Lady Inger--and mayhap Mistress Elina.

JENS BJELKE.
Så, for djævelen!

JENS BIELKE.
The devil!

NILS LYKKE.
Det er godt. Du kan gå.

NILS LYKKE.
It is well. You may go.

FINN.
Vel. Skulde I senere ville mig noget, så behøver I bare at lukke på den anden dør til højre derinde i riddersalen; jeg skal da straks være ved hånden.

FINN.
And should you need me in aught again, you have but to open the second door on the right in the Banquet Hall, and I shall presently be at hand.

NILS LYKKE.
Godt.
(han peger mod døren til forgangen. Finn går ud.)

NILS LYKKE.
Good. (Points to the entrance-door. FINN goes out.)

JENS BJELKE.
Hør, – véd I hvad, kære ven og bror, – dette her bliver nok et lumpigt felttog for os beggeto.

JENS BIELKE.
Now, by my soul, dear friend and brother--this campaign is like to end but scurvily for both of us.

NILS LYKKE
(smilende).
Å, – ikke for mig, håber jeg.

NILS LYKKE
(with a smile).
Oh--not for me, I hope.

JENS BJELKE.
Så? For det første er der nu liden ære i at gøre jagt på slig en opløben pojk, som denne Nils Sture. Skal jeg tro han er klog eller galen, efter den vis han har faret frem på? Først sætte ondt blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne skoge; – og så, når det kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul bag et kvindeskørt! Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit eget hoved.

JENS BIELKE.
Not? First of all, there is small honour to be got in hunting an overgrown whelp like this Nils Sture. Are we to think him mad or in his sober senses after the pranks he has played? First he breeds bad blood among the peasants; promises them help and all their hearts can desire;--and then, when it comes to the pinch, off he runs to hide behind a petticoat! Moreover, to tell the truth, I repent that I followed your counsel and went not my own way.

NILS LYKKE
(sagte).
Den anger kommer vel silde, min bror!

NILS LYKKE
(aside).
Your repentance comes somewhat late, my brother.

JENS BJELKE.
For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger, det har nu aldrig været min lyst. Jeg havde ventet mig noget helt andet. Nu har jeg trukket afsted lige fra Jæmteland med mine ryttere; har fået den trondhjemske befalingsmands brev for, at jeg kan søge efter urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor tyder på, at han ætlede sig til Østråt –

JENS BIELKE.
Look you, I have never loved digging at a badger’s earth. I look for quite other sport. Here have I ridden all the way from the Jaemteland with my horsemen, and have got me a warrant from the Trondhiem commandant to search for the rebel wheresoever I please. All his tracks point towards Östråt----

NILS LYKKE.
Han er her! Han er her, siger jeg!

NILS LYKKE.
He is here! He is here, I tell you!

JENS BJELKE.
Ja, men hvad havde så været rimeligere end at vi havde fundet porten både stængt og under forsvarlig vagt? Gid vi havde; så kunde jeg da fåt brug for mine krigsknægte –

JENS BIELKE.
If that were so, should we not have found the gate barred and well guarded? Would that we had; then could I have found use for my men-at-arms----

NILS LYKKE.
Men i det sted åbner man porten nok så høfligt for os. Pas på; – svarer fru Inger Gyldenløve til sit rygte, så lar hun det ikke skorte sine gæster hverken på mad eller drikke.

NILS LYKKE.
But instead, the gate is opened for us in hospitality. Mark now--if Inger Gyldenlöve’s fame belie her not, I warrant she will not let her guests lack for either meat or drink.

JENS BJELKE.
For at snakke sig ifra mit ærend, ja! – Hvor kunde I nu også få det indfald, at jeg skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel fjerdingvej fra gården. Var vi kommen hid med krigs-mandskab, så –

JENS BIELKE.
Ay, to turn us aside from our errand! And what wild whim was that of yours to persuade me to leave my horsemen a good mile from the castle? Had we come in force----

NILS LYKKE.
Hun havde modtaget os som lige kærkomne gæster for det. Men læg mærke til, at i så fald havde besøget gjort opsigt. Bønderne heromkring vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger; hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I, det er ikke rådeligt.

NILS LYKKE.
She had made us none the less welcome for that. But mark well that then our coming had made a stir. The peasants round about had held it for an outrage against Lady Inger; she had risen high in their favour once more--and with that, look you, we were ill served.

JENS BJELKE.
Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev Sture er på Østråt, siger I. Ja, hvad hjælper det mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens, ligesom ræven, mange gemsler og flere end én udgang. Her kan vi to enslige karle gå omkring og snuse så længe vi vil. Gid djævlen havde hele sagen!

JENS BIELKE.
May be so. But what am I to do now? Count Sture is in Östråt, you say. Ay, but how does that profit me? Be sure Lady Inger Gyldenlöve has as many hiding-places as the fox, and more than one outlet to them. We two can go snuffing about here alone as long as we please. I would the devil had the whole affair!

NILS LYKKE.
Nu vel, kære herre, – hvis I ikke synes om den vending, eders sendelse har taget, så overlad slagmarken til mig.

NILS LYKKE.
Well, then, my friend--if you like not the turn your errand has taken, you have but to leave the field to me.

JENS BJELKE.
Til jer? Hvad vil I da gøre?

JENS BIELKE.
To you? What will you do?

NILS LYKKE.
Kløgt og list turde måske her kunne udrette, hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte igennem. – Nu, ærligt talt, herr Jens Bjelke, – jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige fra vi mødtes i Trondhjem igår.

NILS LYKKE.
Caution and cunning may here do more than could be achieved by force of arms.--And to say truth, Captain Jens Bielke-- something of the sort has been in my mind ever since we met in Trondhiem yesterday.

JENS BJELKE.
Var det derfor I overtalte mig til at skille mig ved krigsknægtene?

JENS BIELKE.
Was that why you persuaded me to leave the men at arms?

NILS LYKKE.
Både eders og mit ærend på Østråt kunde jo fremmes bedst uden dem; og så –

NILS LYKKE.
Both your purpose at Östråt and mine could best be served without them; and so----

JENS BJELKE.
Fanden besætte jer, – havde jeg nær sagt! Og mig selv med! For jeg burde da vidst, at I stændigt går med en ræv bag øret.

JENS BIELKE.
The foul fiend seize you--I had almost said! And me to boot! Might I not have known that there is guile in all your dealings?

NILS LYKKE.
Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas, hvis våbnene skal være lige på begge sider. Og jeg må sige eder, at det er mig af højeste vigtighed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet nådig, da jeg rejste. Han formente at have sine grunde dertil, skønt jeg tror, at jeg har tjent ham så nyttelig som nogen i mere end ét vanskeligt hverv.

NILS LYKKE.
Be sure I shall need all my guile here, if I am to face my foe with even weapons. And let me tell you ’tis of the utmost moment to me that I acquit me of my mission secretly and well. You must know that when I set forth I was scarce in favour with my lord the King. He held me in suspicion; though I dare swear I have served him as well as any man could, in more than one ticklish charge.

JENS BJELKE.
Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hvermand véd, at I er den slugeste djævel i alle de tre riger.

JENS BIELKE.
That you may safely boast. God and all men know you for the craftiest devil in all the three kingdoms.

NILS LYKKE.
Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort. Men det, jeg her går tilmødes, det regner jeg rigtignok for en mesterprøve; thi her gælder det at besnære en kvinde –

NILS LYKKE.
You flatter! But after all, ’tis not much to say. Now this present errand I hold for the crowning proof of my policy; for here I have to outwit a woman----

JENS BJELKE.
Ha-ha-ha! I det håndværk har I nok for længe siden gjort mesterprøve, kære bror! Mener I ikke, vi kender visen i Sverig også?:
„Hver en skøn-jomfru sukker så mod, –
Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!“

JENS BIELKE.
Ha-ha-ha! In that art you have long since given crowning proofs of your skill, dear brother. Think you we in Sweden know not the song--
Fair maidens a-many they sigh and they pine;
“Ah God, that Nils Lykke were mine, mine, mine!”

NILS LYKKE.
Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen og deromkring. Men fru Inger Gyldenløve er henimod de femti og derhos snu som ingen anden. Det vil holde hårdt at vinde bugt med hende. Men det må ske, – for enhver pris! Lykkes det mig at forskaffe kongen visse fordele over hende, dem han længe har eftertragtet, så kan jeg gøre regning på at betroes sendelsen til Frankrig næste vår. I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved højskolen i Paris? Hele min hug står did ned igen, besynderligen hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig egenskab som en konges sendebud. – Nu, – ikke sandt, – I overlader fru Inger til mig? Husk på, – dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg jeg pladsen for eder hos mere end én ungmø –

NILS LYKKE.
Alas, it is women of twenty and thereabouts that ditty speaks of. Lady Inger Gyldenlöve is nigh on fifty, and wily to boot beyond all women. It will be no light matter to overcome her. But it must be done--at any cost. If I succeed in winning certain advantages over her that the King has long desired, I can reckon on the embassy to France next spring. You know that I spent three years at the University in Paris? My whole soul is bent on coming thither again, most of all if I can appear in lofty place, a king’s ambassador.--Well, then--is it agreed?--do you leave Lady Inger to me? Remember--when you were last at Court in Copenhagen, I made way for you with more than one fair lady----

JENS BJELKE.
Å, véd I hvad, – det ædelmod var nu ikke så stort endda. I havde jo hals og hånd over dem allesammen. Men ligemeget; siden jeg nu engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på jer. Dog, det er et ord, – findes den unge grev Sture på Østråt, så skaffer I ham frem død eller levende!

JENS BIELKE.
Nay, truly now--that generosity cost you little; one and all of them were at your beck and call. But let that pass; now that I have begun amiss in this matter, I had as lief that you should take it on your shoulders. One thing, though, you must promise--if the young Count Sture be in Östråt, you will deliver him into my hands, dead or alive!

NILS LYKKE.
Lyslevende skal I have ham. Jeg agter i al fald ikke at slå ham ihjæl. Men nu må I altså ride tilbage til eders folk. Hold landevejen besat. Skulde jeg mærke noget mistænkeligt, så skal I uopholdelig få kundskab derom.

NILS LYKKE.
You shall have him all alive. I, at any rate, mean not to kill him. But now you must ride back and join your people. Keep guard on the road. Should I mark aught that mislikes me, you shall know it forthwith.

JENS BJELKE.
Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud –?

JENS BIELKE.
Good, good. But how am I to get out?

NILS LYKKE.
Karlen, som var her, hjælper jer nok tilrette. Men i al stilhed –

NILS LYKKE.
The fellow that brought us in will show the way. But go quietly.

JENS BJELKE.
Forstår sig. Nå, – god lykke!

JENS BIELKE.
Of course, of course. Well--good fortune to you!

NILS LYKKE.
Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder. Skynd jer nu!
(Jens Bjelke går ud til højre.)

NILS LYKKE.
Fortune has never failed me in a war with women. Haste you now!
(JENS BIELKE goes out to the right.)

NILS LYKKE
(står en stund stille, går lidt omkring i stuen, ser sig om; derpå siger han dæmpet):
Så står jeg da omsider på Østråt. På dette gamle herresæde, som et barn for to år siden fortalte mig så meget om. Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et barn. Og nu, – nu er hun død. (han nynner med et halvt smil:) „Blomster brækkes, blomster visner – –“ (han ser sig om igen.) Østråt. Det er, som om jeg havde set det altsammen før; som om jeg var tilhuse her. – Derinde er riddersalen. Og nedenunder er – gravkælderen. Der ligger nok Lucia også. (sagtere, halvt alvorligt, halvt tvungent spøgende.) Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg bilde mig ind, at da jeg satte foden indenfor Østråts port, så vendte hun sig i kisten. Da jeg gik over borggården, løfted hun på låget. Og da jeg nys nævnte hendes navn, var det som om en røst maned hende op af ligkælderen. – Måske famler hun sig nu opad trappen. Svededugen er hende ivejen; men hun famler sig frem alligevel. Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står og ser på mig bag dørstolpen! (han kaster hovedet tilbage over skuldren, nikker og siger højt:) Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig! Din moder lar mig vente. Det er kedeligt at vente; – og du har hjulpet mig at fordrive så mangen kedelig stund – – (han farer med hånden over panden og går et par gange frem og tilbage.) Se så! – Rigtig; der er det dybe vindu med forhænget. Der er det jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som om hun vented på en, der aldrig kommer. – Derinde – (han ser mod døren til venstre) der indenfor etsteds ligger søster Elines stue. Eline? Ja, det er Eline hun heder. Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig, – så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til ægtehustru –? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet. – – (han vil i tanker sætte sig ved bordet, men retter sig op igen.) Hvorledes vil fru Inger modtage mig? – Hun vil ikke svide gården af over os. Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Sådant med knive bagfra vil hun hellerikke – (han lytter mod salen.) Aha!

NILS LYKKE
(stands still for a while; then walks about the room, looking round him; at last he says softly).
So I am at Östråt at last--the ancient seat that a child, two years ago, told me so much of. Lucia. Ay, two years ago she was still a child. And now--now she is dead. (Hums with a half-smile.) “Blossoms plucked are blossoms withered---- ----” (Looks round him again.) Östråt. ’Tis as though I had seen it all before; as though I were at home here.--In there is the Banquet Hall. And underneath is--the grave-vault. It must be there that Lucia lies. (In a lower voice, half seriously, half with forced gaiety.) Were I timorous, I might well find myself fancying that when I set foot within Östråt gate she turned about in her coffin; as I walked across the courtyard she lifted the lid; and when I named her name but now, ’twas as though a voice summoned her forth from the grave-vault.--Maybe she is even now groping her way up the stairs. The face-cloth blinds her, but she gropes on and on in spite of it. Now she has reached the Banquet Hall; she stands watching me from behind the door! (Turns his head backwards over one shoulder, nods, and says aloud:) Come nearer, Lucia! Talk to me a little! Your mother keeps me waiting. ’Tis tedious waiting--and you have helped me to while away many a tedious hour---- ---- (Passes his hand over his forehead, and takes one or two turns up and down.) Ah, there!--Right, right; there is the the deep curtained window. It is there that Inger Gyldenlöve is wont to stand gazing out over the road, as though looking for one that never comes. In there-- (looks towards the door on the left)--somewhere in there is Sister Elina’s chamber. Elina? Ay, Elina is her name. Can it be that she is so rare a being--so wise and so brave as Lucia drew her? Fair, too, they say. But for a wedded wife----? I should not have written so plainly---- ---- (Lost in thought, he is on the point of sitting down by the table, but stands up again.) How will Lady Inger receive me? She will scarce burn the castle over our heads, or slip me through a trap-door. A stab from behind----? No, not that way either---- (Listens towards the hall.) Aha!
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters from the hall.)

FRU INGER GYLDENLØVE
(kommer ind gennem salsdøren og siger koldt:)
Jeg byder eder min hilsen, herr rigsråd, –

LADY INGER
(coldly).
My greeting to you, Sir Councillor----

NILS LYKKE
(bøjer sig dybt).
Ah, – Østråts frue!

NILS LYKKE
(bows deeply).
Ah--the Lady of Östråt!

FRU INGER.
– og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme.

LADY INGER.
And thanks that you have forewarned me of your visit.

NILS LYKKE.
Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at mit komme vilde overraske eder –

NILS LYKKE.
I could do no less. I had reason to think that my coming might surprise you----

FRU INGER.
I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gæst på Østråt.

LADY INGER.
In truth, Sir Councillor, you thought right there. Nils Lykke was certainly the last guest I looked to see at Östråt.

NILS LYKKE.
Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven?

NILS LYKKE.
And still less, mayhap, did you think to see him come as a friend?

FRU INGER.
Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover I endnu –

LADY INGER.
As a friend? You add insult to all the shame and sorrow you have heaped upon my house? After bringing my child to the grave, you still dare----

NILS LYKKE.
Tillad, fru Inger Gyldenløve, – i det stykke kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad jeg ved samme ulykkelige lejlighed tabte. Mine hensigter var ærlige. Jeg var træt af mit ubundne liv; – over de tredive år var jeg jo også allerede dengang; jeg længtes efter at finde mig en god og from hustru. Læg så dertil udsigten til det held at vorde eders svigersøn –

NILS LYKKE.
With your leave, Lady Inger Gyldenlöve--on that matter we should scarce agree; for you count as nothing what I lost by that same unhappy chance. I purposed nought but in honour. I was tired of my unbridled life; my thirtieth year was already past; I longed to mate me with a good and gentle wife. Add to all this the hope of becoming your son-in-law----

FRU INGER.
Tag eder vel ivare, herr rigsråd! Hvad der er vederfaret mit barn, har jeg efter bedste evne dysset ned. Men tro ikke, at det er glemt, om det end er gemt. Der turde snart komme en lejlighed –

LADY INGER.
Beware, Sir Councillor! I have done all in my power to hide my child’s unhappy fate. But because it is out of sight, think not it is out of mind. It may yet happen----

NILS LYKKE.
I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder min hånd til forlig. I vægrer eder ved at modtage den. Der er da altså fra nu af åben ufred imellem os?

NILS LYKKE.
You threaten me, Lady Inger? I have offered you my hand in amity; you refuse to take it. Henceforth, then, it is to be open war between us?

FRU INGER.
Jeg vidste ikke, at det fordum havde været anderledes.

LADY INGER.
Was there ever aught else?

NILS LYKKE.
Fra eders side, kan hænde. Jeg har aldrig været eders avindsmand, – skønt jeg vel, som kongen af Danmarks undersåt, havde skellig grund dertil.

NILS LYKKE.
Not on your side, mayhap. I have never been your enemy,--though as a subject of the King of Denmark I lacked not good cause.

FRU INGER.
Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig nok. Det er ikke gået så glat, som man ønskede, med at drage mig over i eders lejr. – Mig synes dog, I intet har at klage på. Min datter Meretes husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke gå. Min stilling er vanskelig, Nils Lykke!

LADY INGER.
I understand you. I have not been pliant enough. It has not proved so easy as some of you hoped to lure me over into your camp.-- Yet methinks you have nought to complain of. My daughter Merete’s husband is your countryman--further I cannot go. My position is no easy one, Nils Lykke!

NILS LYKKE.
Det fatter jeg tilfulde. Både herremændene og almuen her i Norge mener jo at have et gammelt krav på eder, – et krav, som man siger, at I kun halvvejs har gjort fyldest.

NILS LYKKE.
That I can well believe. Both nobles and people here in Norway think they have an ancient claim on you--a claim, ’tis said, you have but half fulfilled.

FRU INGER.
Tillad, herr rigsråd, – for min færd står jeg ingen til regnskab uden Gud og mig selv. Hvis det derfor behager eder, så lader I mig vide, hvad der fører eder hid.

LADY INGER.
Your pardon, Sir Councillor,--I account for my doings to none but God and myself. If it please you, then, let me understand what brings you hither.

NILS LYKKE.
Straks, fru Inger! Hensigten med min sendelse her til landet kan vel ikke være eder ubekendt –?

NILS LYKKE.
Gladly, Lady Inger! The purport of my mission to this country can scarce be unknown to you----?

FRU INGER.
Jeg kender det hverv, man almindeligvis tillægger eder. Det er vor konge af vigtighed at vide, hvorledes han står sig med den norske adel.

LADY INGER.
I know the mission that report assigns you. Our King would fain know how the Norwegian nobles stand affected towards him.

NILS LYKKE.
Ganske visst.

NILS LYKKE.
Assuredly.

FRU INGER.
Det er altså derfor I gæster Østråt?

LADY INGER.
Then that is why you visit Östråt?

NILS LYKKE.
For en del derfor. Dog kommer jeg ingenlunde for at kræve nogen mundtlig forsikring af eder –

NILS LYKKE.
In part. But it is far from my purpose to demand any profession of loyalty from you----

FRU INGER.
Nu vel?

LADY INGER.
What then?

NILS LYKKE.
Hør mig, fru Inger! I sagde selv fornylig, at eders stilling er vanskelig. I står midt imellem to modsatte lejre, som begge kun halvvejs vover at forlade sig på eder. Eders egen fordel må nødvendigvis knytte jer til os. Til de misfornøjede er I derimod bunden ved landsmandskabet, og, – hvem véd, – måske også ved et eller andet andet hemmeligt bånd.

NILS LYKKE.
Hearken to me, Lady Inger! You said yourself but now that your position is no easy one. You stand half way between two hostile camps, neither of which dares trust you fully. Your own interest must needs bind you to us. On the other hand, you are bound to the disaffected by the bond of nationality, and--who knows?--mayhap by some secret tie as well.

FRU INGER
(sagte).
Hemmeligt bånd! Krist, skulde han –?

LADY INGER
(aside).
A secret tie! Christ, does he----?

NILS LYKKE
(mærker hendes bevægelse, men lader som intet og tilføjer utvungent):
I indser visst selv, at denne stilling i længden ikke er til at udholde. – Sæt nu, det stod i min magt at udfri eder af disse forholde, som –

NILS LYKKE
(notices her emotion, but makes no sign and continues without change of manner).
You cannot but see that such a position must ere long become impossible.--Suppose, now, it lay in my power to free you from these embarrassments which----

FRU INGER.
I eders magt, siger I?

LADY INGER.
In your power, you say?

NILS LYKKE.
Først og fremst, fru Inger, må jeg bede eder ikke at lægge nogen vægt på de letfærdige ord, hvormed jeg før kan have omtalt det, der er os imellem. Tro ikke, at jeg nogen stund har tabt af tankerne den skyld, jeg står i til eder. Sæt, at det længe havde været min agt, såvidt muligt, at gøre godt igen, hvad jeg har forbrudt. Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne sendelse herop.

NILS LYKKE.
First of all, Lady Inger, I would beg you to lay no stress on any careless words I may have used concerning that which lies between us two. Think not that I have forgotten for a moment the wrong I have done you. Suppose, now, I had long purposed to make atonement, as far as might be, where I had sinned. Suppose that were my reason for undertaking this mission.

FRU INGER.
Forklar eder nøjere, herr rigsråd; – nu forstår jeg eder ikke.

LADY INGER.
Speak your meaning more clearly, Sir Councillor;--I cannot follow you.

NILS LYKKE.
Jeg tager måske ikke fejl, når jeg formoder, at I, lige så godt som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde løs i Sverig. I véd, eller I aner ialfald, at disse uroligheder har et større mål, end det, man almindeligvis tillægger dem, og I vil derfor begribe, at vor konge ikke roligt kan se begivenhederne gå deres egen gang. Ikke sandt?

NILS LYKKE.
I can scarce be mistaken in thinking that you, as well as I, know of the threatened troubles in Sweden. You know, or at least you can guess, that this rising is of far wider aim than is commonly supposed, and you understand therefore that our King cannot look on quietly and let things take their course. Am I not right?

FRU INGER.
Bliv ved!

LADY INGER.
Go on.

NILS LYKKE
(forskende, efter et kort ophold).
Der gives ét tænkeligt tilfælde, som kunde sætte Gustav Vasas trone i fare –

NILS LYKKE
(searchingly, after a short pause).
There is one possible chance that might endanger Gustav Vasa’s throne----

FRU INGER
(sagte).
Hvor vil han hen?

LADY INGER
(aside).
Whither is he tending?

NILS LYKKE.
– det tilfælde nemlig, at der i Sverig skulde findes en mand, som på grund af sin byrd havde krav på at kåres til folkets styrer.

NILS LYKKE.
----the chance, namely, that there should exist in Sweden a man entitled by his birth to claim election to the kingship.

FRU INGER
(undvigende).
Sverigs adel er lemlæstet ligeså blodigt som vor, herr rigsråd! Hvor skulde I vel ville søge –?

LADY INGER
(evasively).
The Swedish nobles have been even as bloodily hewn down as our own, Sir Councillor. Where would you seek for----?

NILS LYKKE
(smilende).
Søge? Manden er allerede funden –

NILS LYKKE
(with a smile).
Seek? The man is found already----

FRU INGER
(farer sammen).
Ah! Er han funden?

LADY INGER
(starts violently).
Ah! He is found?

NILS LYKKE.
– og han står jer for nær, min frue, til at eders tanke ikke skulde falde på ham. (ser stivt på hende.) Den afdøde grev Sture har efterladt sig en søn –

NILS LYKKE.
----And he is too closely akin to you, Lady Inger, to be far from your thoughts at this moment. (Looks at her.) The last Count Sture left a son----

FRU INGER
(med et skrig).
Hellige frelser, hvoraf véd I –?

LADY INGER
(with a cry).
Holy Saviour, how know you----?

NILS LYKKE
(studsende).
Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende. – Denne unge mand har hidtil levet stille hos sin moder, Sten Stures enke.

NILS LYKKE
(surprised).
Be calm, Madam, and let me finish.-- This young man has lived quietly till now with his mother, Sten Sture’s widow.

FRU INGER
(ånder friere igen).
Hos –? Ah ja; – ja visst!

LADY INGER
(breathes more freely).
With----? Ah, yes--true, true!

NILS LYKKE.
Nu derimod er han trådt åbenlyst frem. I Dalarne har han vist sig som bøndernes leder. Deres antal vokser med hver dag; og, – som I måske véd, finder de venner blandt almuen på denne side af grænsefjeldene.

NILS LYKKE.
But now he has come forward openly. He has shown himself in the Dales as leader of the peasants; their numbers are growing day by day; and--as perhaps you know--they are finding friends among the peasants on this side of the border-hills.

FRU INGER
(der imidlertid har fattet sig).
Herr rigsråd, – I nævner alle disse begivenheder med fuld forvissning om, at jeg kender dem. Hvad grund har jeg givet eder til at formode sligt? Jeg véd intet, og ønsker ikke at vide noget. Det er min agt at leve roligt indenfor mine egne enemærker; jeg rækker ikke ufredsstifterne min bistand; men regn heller ikke på mig, dersom det er eders agt at underkue dem.

LADY INGER
(who has in the meantime regained her composure).
Sir Councillor,--you speak of all these things as though they must of necessity be known to me. What ground have I given you to believe so? I know, and wish to know, nothing. All my care is to live quietly within my own domain; I give no helping hand to the rebels; but neither must you count on me if it be your purpose to put them down.

NILS LYKKE
(dæmpet).
Vilde I også forholde eder uvirksom, ifald det var min agt at stå dem bi?

NILS LYKKE
(in a low voice).
Would you still be inactive, if it were my purpose to stand by them?

FRU INGER.
Hvorledes skal jeg forstå eder?

LADY INGER.
How am I to understand you?

NILS LYKKE.
I har altså ikke fattet, hvad jeg den hele tid har sigtet til? – Nu vel; ærligt og ligefrem vil jeg da sige eder alt. Vid da, at kongen og hans råd tilfulde har indset, hvorledes der i længden intet sikkert fodfæste findes for os i Norge, dersom adel og almue, således som nu, vedbliver at tro sig forurettet og undertrykt. Vi har fuldelig begrebet, at villige forbundsfæller er bedre end tvungne undersåtter; og vi ønsker derfor intet hjerteligere, end at kunne løsne de bånd, der igrunden snører os ligeså stramt som eder. Men I vil visst også erkende, at Normændenes sindelag imod os gør et sådant skridt altfor betænkeligt, – så længe vi ikke har en pålidelig støtte i ryggen.

NILS LYKKE.
Have you not seen whither I have been aiming all this time?--Well, I will tell you all, honestly and straightforwardly. Know, then, that the King and his Council see clearly that we can have no sure footing in Norway so long as the nobles and the people continue, as now, to think themselves wronged and oppressed. We understand to the full that willing allies are better than sullen subjects; and we have therefore no heartier wish than to loosen the bonds that hamper us, in effect, quite as straitly as you. But you will scarce deny that the temper of Norway towards us makes such a step too dangerous--so long as we have no sure support behind us.

FRU INGER.
Og denne støtte –?

LADY INGER.
And this support----?

NILS LYKKE.
Denne støtte er nærmest at søge i Sverig. Men, vel at mærke, ej sålænge Gustav Vasa sidder ved roret; thi hans regnskab med Danmark er endnu ikke opgjort, og vil vel heller aldrig blive det. En ny svensk konge derimod, som havde folket på sin side, og som skyldte Danmarks bistand sin krone – –. Nu; I begynder at forstå mig? Da kunde vi med tryghed sige til eder Norske: „tag eders gamle arvede rettigheder tilbage; vælg eder en styrer efter eget tykke; vær vore venner i nøden, ligesom vi vil være eders!“ – Læg ellers vel mærke til, fru Inger, at dette højmod igrunden ikke er så stort, som det kanske synes; thi I vil selv indse, at vi, langtfra at svækkes, snarere vil styrkes derved. Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med eder, så lad også I enhver mistro fare. Altså – (bestemt.) den riddersmand fra Sverig, som kom hid en timestid før jeg –

NILS LYKKE.
Should naturally come from Sweden. But, mark well, not so long as Gustav Vasa holds the helm; his reckoning with Denmark is not settled yet, and mayhap never will be. But a new king of Sweden, who had the people with him, and who owed his throne to the help of Denmark---- ---- Well, you begin to understand me? Then we could safely say to you Norwegians: “Take back your old ancestral rights; choose you a ruler after your own mind; be our friends in need, as we will be in yours!”--Mark you well, Lady Inger, herein is our generosity less than it may seem; for you must see that, far from weakening, ’twill rather strengthen us. And now I have opened my heart to you so fully, do you too cast away all mistrust. And therefore (confidently)--the knight from Sweden, who came hither an hour before me----

FRU INGER.
I véd det da allerede?

LADY INGER.
Then you already know of his coming?

NILS LYKKE.
Tilfulde. Det er ham jeg søger.

NILS LYKKE.
Most certainly. It is him I seek.

FRU INGER
(for sig selv).
Forunderligt. Altså dog som Olaf Skaktavl sagde. (til Nils Lykke.) Jeg beder eder vente her, herr rigsråd! Nu går jeg for at føre ham til eder.
(hun går ud gennem riddersalen.)

LADY INGER
(to herself).
Strange! It must be as Olaf Skaktavl said. (To NILS LYKKE.) I pray you wait here, Sir Councillor! I go to bring him to you.
(Goes out through the Banquet Hall.)

NILS LYKKE
(ser en stund efter hende i hoverende forundring).
Hun henter ham! Ja, virkelig, – hun henter ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde jeg ikke tænkt, det skulde gå. – Hun sidder dybt i det med urostifterne. Foer sammen af skræk, da jeg nævnte Sten Stures søn. – Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet i fælden, så vil ikke Nils Sture gøre mange vanskeligheder. Et ungt blod, uden al sindighed og omtanke – –. Med mit løfte om bistand drager han afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op på vejen, – og det hele forehavende er kvalt. Og så? Så et skridt videre, til fromme for os selv. Det spredes ud, at den unge grev Sture har været på Østråt, – at en dansk udsending har havt en sammenkomst med fru Inger, – at, som følge deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs krigsknægte en fjerdingvej fra gården. – – Inger Gyldenløves anseelse hos almuen være så stor den vil, – imod sligt et stød skal den have svært for at stå sig. (farer pludselig uroligt op.) Alle djævle –! Om fru Inger skulde have anet uråd! Kanske han i dette øjeblik smutter os af hænderne – – (lytter beroliget mod riddersalen.) Ah, det har ingen nød. Der kommer de.
(Fru Inger Gyldenløve kommer inde fra salen, ledsaget af herr Olaf Skaktavl.)

NILS LYKKE
(looks after her a while in exultant astonishment). She is bringing him! Ay, truly--she is bringing him! The battle is half won. I little thought it would go so smoothly---- She is deep in the counsels of the rebels; she started in terror when I named Sten Sture’s son---- And now? Hm! Since Lady Inger has been simple enough to walk into the snare, Nils Sture will not make many difficulties. A hot-blooded boy, thoughtless and rash---- ---- With my promise of help he will set forth at once--unhappily Jens Bielke will snap him up by the way--and the whole rising will be nipped in the bud. And then? Then one step more in our own behalf. It is spread abroad that the young Count Sture has been at Östråt,--that a Danish envoy has had audience of Lady Inger--that thereupon the young Count Nils has been snapped up by King Gustav’s men-at-arms a mile from the castle---- ---- Let Inger Gyldenlöve’s name among the people stand never so high--it will scarce recover from such a blow. (Starts up in sudden uneasiness.) By all the devils----! What if she has scented mischief! It may be he is slipping through our fingers even now---- (Listens toward the hall, and says with relief.) Ah, there is no fear. Here they come.
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters from the hall along with OLAF SKAKTAVL.)

FRU INGER
(til Nils Lykke).
Her bringer jeg den I venter.

LADY INGER
(to NILS LYKKE).
Here is the man you seek.

NILS LYKKE
(sagte).
For helvede, – hvad skal det sige?

NILS LYKKE
(aside).
In the name of hell--what means this?

FRU INGER.
Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og hvad I har meddelt mig –

LADY INGER.
I have told this knight your name and all that you have imparted to me----

NILS LYKKE
(tvivlrådig).
Så? Ja så? Nu, ja –

NILS LYKKE
(irresolutely).
Ay? Have you so? Well----

FRU INGER.
– og jeg vil ikke dølge for eder, at han ej fæster den stærkeste lid til eders bistand.

LADY INGER.
---- And I will not hide from you that his faith in your help is none of the strongest.

NILS LYKKE.
Ikke det?

NILS LYKKE.
Is it not?

FRU INGER.
Kan det undre jer? I kender dog vel både hans sindelag og hans tunge skæbne –

LADY INGER.
Can you marvel at that? You know, surely, both the cause he fights for and his bitter fate----

NILS LYKKE.
Denne mands –? Nå – ja, ja vel –

NILS LYKKE.
This man’s----? Ah--yes, truly----

OLAF SKAKTAVL
(til Nils Lykke).
Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der har stævnet os til at mødes her –

OLAF SKAKTAVL
(to NILS LYKKE).
But seeing ’tis Peter Kanzler himself that has appointed us this meeting----

NILS LYKKE.
Peder Kanzler –? (fatter sig hurtigt.) Ja, rigtig, – jeg har en sendelse fra Peder Kanzler –

NILS LYKKE.
Peter Kanzler----? (Recovers himself quickly.) Ay, right,--I have a mission from Peter Kanzler----

OLAF SKAKTAVL.
Og han må jo bedst vide, hvem han tør bygge på. Jeg gider derfor ikke bryde mit hoved med at gruble over, hvorledes –

OLAF SKAKTAVL.
He must know best whom he can trust. So why should I trouble my head with thinking how----

NILS LYKKE.
Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting ikke det.

NILS LYKKE.
Ay, you are right, noble Sir; that were folly indeed.

OLAF SKAKTAVL.
Heller lige løs på sagen –

OLAF SKAKTAVL.
Rather let us come straight to the matter.

NILS LYKKE.
Lige løs, uden omsvøb; – således er altid min vane.

NILS LYKKE.
Straight to the point; no beating about the bush-- ’tis ever my fashion.

OLAF SKAKTAVL.
Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?

OLAF SKAKTAVL.
Then will you tell me your mission here?

NILS LYKKE.
Mit ærend tænker jeg vel I så omtrent kan gætte –

NILS LYKKE.
Methinks you can partly guess my errand----

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler nævnte noget om papirer, som –

OLAF SKAKTAVL.
Peter Kanzler said something of papers that----

NILS LYKKE.
Papirer? Nå ja, papirerne!

NILS LYKKE.
Papers? Ay, true, the papers!

OLAF SKAKTAVL.
I har dem vel hos jer?

OLAF SKAKTAVL.
Doubtless you have them with you?

NILS LYKKE.
Naturligvis; vel forvarede; næsten altfor vel til i en hast – (han lader som om han søger indenfor sin vams, og siger sagte:) Hvem djævelen er han? Hvad griber jeg til? Her tør være store opdagelser at gøre – (han bemærker, at hustjenerne dækker bordet og tænder lamperne i riddersalen, og siger til Olaf Skaktavl:) Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmåltidet anrette. Ved bordet kunde vi kanske bedre tale om vore anliggender.

NILS LYKKE.
Of course; safely bestowed; so safely that I cannot at once---- (Appears to search the inner pockets of his doublet; says to himself:) Who the devil is he? What pretext shall I make? I may be on the brink of great discoveries---- (Notices that the Servants are laying the table and lighting the lamps in the Banquet Hall, and says to OLAF SKAKTAVL:) Ah, I see Lady Inger has taken order for the evening meal. We could perhaps better talk of our affairs at table.

OLAF SKAKTAVL.
Godt; som I synes.

OLAF SKAKTAVL.
Good; as you will.

NILS LYKKE
(sagte).
Frist vunden, – dyst vunden! (med stor venlighed, til fru Inger:) Og imidlertid kunde vi få at vide, hvad andel fru Inger Gyldenløve agter at tage i vort forehavende?

NILS LYKKE
(aside).
Time gained--all gained! (To LADY INGER with a show of great friendliness.) And meanwhile we might learn what part Lady Inger Gyldenlöve purposes to take in our design?

FRU INGER.
Jeg? – Ingen.

LADY INGER.
I?--None.

NILS LYKKE OG OLAF SKAKTAVL.
Ingen?

NILS LYKKE AND OLAF SKAKTAVL.
None!

FRU INGER.
Kan det undre eder, mine ædle herrer, at jeg ikke vover mig ind i en leg, hvori alt sættes på spil? Såmeget mere, da ingen af mine forbundsfæller vover at forlade sig trygt på mig.

LADY INGER.
Can ye marvel, noble Sirs, that I venture not on a game, wherein all is staked on one cast? And that, too, when none of my allies dare trust me fully.

NILS LYKKE.
Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg tror eder blindt; derom beder jeg eder være forsikret.

NILS LYKKE.
That reproach touches not me. I trust you blindly; I pray you be assured of that.

OLAF SKAKTAVL.
Hvem skulde turde bygge på eder, når det ikke var eders landsmænd?

OLAF SKAKTAVL.
Who should believe in you, if not your countrymen?

FRU INGER.
Sandelig, – denne tiltro glæder mig.
(hun går hen til et skab i baggrunden og fylder to bægre med vin.)

LADY INGER.
Truly,--this confidence rejoices me.
(Goes to a cupboard in the back wall and fills two goblets with wine.)

NILS LYKKE
(sagte).
Fordømt, om hun skulde trække sig ud af snaren!

NILS LYKKE
(aside).
Curse her, will she slip out of the noose?

FRU INGER
(rækker hver af dem et bæger).
Og siden så er, så byder jeg eder i et bæger velkommen til Østråt. Drik, mine ædle riddere! Drik tilbunds! (hun betragter dem vekselvis efterat de har drukket, og siger alvorligt:) Men nu må I vide, – det ene bæger indeholdt en velkomst-hilsen for min forbundsfælle, det andet – døden for min uven!

LADY INGER
(hands a goblet to each).
And since so it is, I offer you a cup of welcome to Östråt. Drink, noble knights! Pledge me to the last drop! (Looks from one to the other after they have drunk, and says gravely:) But now I must tell you--one goblet held a welcome for my friend; the other--death for my enemy.

NILS LYKKE
(kaster bægeret).
Ah, jeg er forgiftet!

NILS LYKKE
(throws down the goblet).
Ah, I am poisoned!

OLAF SKAKTAVL
(på samme tid, idet han griber efter sit sværd)
Død og helvede, har I myrdet mig!

OLAF SKAKTAVL
(at the same time, clutches his sword).
Death and hell, have you murdered me?

FRU INGER
(leende til Olaf Skaktavl, idet hun peger på Nils Lykke)
Dette er de Danskes lid til Inger Gyldenløve – (til Nils Lykke, pegende på Olaf Skaktavl:) – og mine landsmænds tro på mig, ligervis! (til dem begge:) Og dog skulde jeg give mig eder ivold? Så sagte, mine ædle herrer, – så sagte! Fruen på Østråt har endnu sin fulde samling.

LADY INGER
(to OLAF SKAKTAVL, pointing to NILS LYKKE.) You see the Danes’ trust in Inger Gyldenlöve---- (To NILS LYKKE, pointing to OLAF SKAKTAVL.) ----and likewise my countrymen’s faith in me! (To both of them.) And I am to place myself in your power? Gently, noble Sirs-- gently! The Lady of Östråt is not yet in her dotage.
(ELINA GYLDENLÖVE enters by the door on the left.)

ELINE GYLDENLØVE
(kommer gennem døren til venstre).
Stor larm og støj –. Hvad er påfærde?

ELINA.
I heard voices! What is amiss?

FRU INGER
(til Nils Lykke).
Min datter Eline.

LADY INGER
(to NILS LYKKE).
My daughter Elina.

NILS LYKKE
(sagte).
Eline! Således havde jeg ikke tænkt mig hende.

NILS LYKKE
(softly).
Elina! I had not pictured her thus.

ELINE
(bemærker Nils Lykke og blir overrasket stående, idet hun betragter ham).

(ELINA catches sight of NILS LYKKE, and stands still, as in surprise, gazing at him.)

FRU INGER
(rører ved hendes arm).
Mit barn, – denne ridder er –

LADY INGER
(touches her arm).
My child--this knight is----

ELINE
(gør en afværgende håndbevægelse, idet hun fremdeles ser ufravendt på ham og siger):
Behøves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det er Nils Lykke.

ELINA
(motions her mother back with her hand, still looking intently at him, and says:) There is no need! I see who he is. He is Nils Lykke.

NILS LYKKE
(sagte til fru Inger).
Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia –? Skulde hun vide –?

NILS LYKKE
(aside, to LADY INGER).
How? Does she know me? Can Lucia have----? Can she know----?

FRU INGER.
Stille! Hun véd intet.

LADY INGER.
Hush! She knows nothing.

ELINE
(hen for sig).
Jeg vidste det; – således måtte Nils Lykke se ud.

ELINA
(to herself).
I knew it;--even so must Nils Lykke appear.

NILS LYKKE
(nærmere).
Nu vel, Eline Gyldenløve, – I har gættet rigtigt. Og da jeg således på en måde er eder bekendt, – og da jeg derhos er eders moders gæst, – så vil I ikke nægte mig den blomsterkost, I bærer ved eders bryst. Så længe den er frisk og duftende, ejer jeg i den et billed af eder selv.

NILS LYKKE
(approaches her).
Yes, Elina Gyldenlöve,--you have guessed rightly. And as it seems that, in some sense, you know me,--and moreover, as I am your mother’s guest,--you will not deny me the flower-spray you wear in your bosom. So long as it is fresh and fragrant I shall have in it an image of yourself.

ELINE
(stolt, men stedse vedblivende at stirre på ham).
Forlad mig, herr ridder, – den er plukket i mit eget kammer, og der vokser ingen blomst for eder.

ELINA
(proudly, but still gazing at him).
Pardon me, Sir Knight-- it was plucked in my own chamber, and there can grow no flower for you.

NILS LYKKE
(idet han løsner en blomsterkost, som han selv bærer indstukken foran i sin vams:)
Ah; men så vil I dog ikke forsmå denne ringe gave. En høvisk frue rakte mig den til afsked, da jeg imorges foer fra Trondhjem. – Læg vel mærke til, min ædle jomfru, – skulde jeg byde eder en skænk, der var eder fuldkommen værdig, så måtte det være en fyrstekrone.

NILS LYKKE
(loosening a spray of flowers that he wears in the front of his doublet).
At least you will not disdain this humble gift. ’Twas a farewell token from a courtly lady when I set forth from Trondhiem this morning.--But mark me, noble maiden,--were I to offer you a gift that were fully worthy of you, it could be naught less than a princely crown.

ELINE
(der viljeløst har taget blomsterne).
Og var det end Danmarks kongekrone, I rakte mig, – før jeg delte den med eder, før krysted jeg den sønder mellem mine hænder og slængte stumperne for eders fod!
(hun kaster blomsterkosten for hans fødder og går ind i riddersalen.)

ELINA
(who has taken the flowers passively).
And were it the royal crown of Denmark you held forth to me--before I shared it with you, I would crush it to pieces between my hands, and cast the fragments at your feet!
(Throws down the flowers at his feet, and goes into the Banquet Hall.)

OLAF SKAKTAVL
(mumler for sig selv):
Kæk, – som Inger Ottisdatter ved Knut Alfsøns båre!

OLAF SKAKTAVL
(mutters to himself).
Bold--as Inger Ottisdaughter by Knut Alfson’s bier!

FRU INGER
(sagte, efter vekselvis at have betragtet Eline og Nils Lykke).
Ulven kan tæmmes. Det gælder at smede lænken færdig.

LADY INGER
(softly, after looking alternately at ELINA and NILS LYKKE).
The wolf can be tamed. Now to forge the fetters.

NILS LYKKE
(idet han tager blomsterne op og stirrer henrykt efter Eline).
Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!

NILS LYKKE
(picks up the flowers and gazes in rapture after ELINA).
God’s holy blood, but she is proud and fair!

1. Pronounce Ahkers-hoos.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=970c43f4-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display