Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

TREDJE AKT

(Riddersalen. Et højt buevindu i baggrunden; et mindre vindu i forgrunden til venstre. Flere døre på begge sider. Loftet støttes af tykke fritstående træstolper, der, ligesom væggene, er behængte med alleslags våbenstykker. Billeder af helgener, riddere og fruer hænger i lange rader. Under loftet en stor brændende lampe med mange arme. I forgrunden til højre et gammeldags udskåret højsæde. Midt i salen står et dækket bord med levningerne af aftensmåltidet.)

ACT THIRD.

(The Banquet Hall. A high bow-window in the background; a smaller window in front on the left. Several doors on each side. The roof is supported by massive wooden pillars, on which, as well as on the walls, are hung all sorts of weapons. Pictures of saints, knights, and ladies hang in long rows. Pendent from the roof a large many-branched lamp, alight. In front, on the right, an ancient carven high-seat. In the middle of the hall, a table with the remnants of the evening meal.)
(ELINA GYLDENLÖVE enters from the left, slowly and in deep thought. Her expression shows that she is going over again in her mind the scene with NILS LYKKE. At last she repeats the motion with which she flung away the flowers, and says in a low voice:)

ELINE GYLDENLØVE
(kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket i hendes ansigt forråder, hvorledes hun i erindringen gennemlever optrinet med Nils Lykke. Tilsidst gør hun en armbevægelse, ligesom da hun kastede blomsterkosten; derpå siger hun med dæmpet stemme):
– – og så samlede han stumperne af Danmarks kongekrone –; blomsterne var det; – og „Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!“ Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra Østråt, – jeg havde hørt dem alligevel! Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham, – denne Nils Lykke! – Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger han, – og træder dem under sin fod. Og det er til ham, min moder tænkte at byde mig frem! – Hvor jeg hader ham! De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd. Det er ikke sandt! Der er intet sælsomt ved ham. Der findes mange, mange, som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker, og mine riddere kom og gik, – allesammen så de ud som Nils Lykke. Hvor det er forunderligt, og hvor det er godt at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt det var – før ikveld. Nej, – ikke for tusend års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så ham! – – „Guds hellige blod, hvor hun – –“
(hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.)
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)

ELINA.
---- ----And then he gathered up the fragments of the crown of Denmark--no, ’twas the flowers--and: “God’s holy blood, but she is proud and fair!” Had he whispered the words in the remotest corner, long leagues from Östråt,--still had I heard them! How I hate him! How I have always hated him,--this Nils Lykke!-- There lives not another man like him, ’tis said. He plays with women--and treads them under his feet. And it was to him my mother thought to offer me!--How I hate him! They say Nils Lykke is unlike all other men. It is not true! There is nothing strange in him. There are many, many like him! When Biörn used to tell me his tales, all the princes looked as Nils Lykke looks. When I sat lonely here in the hall and dreamed my histories, and my knights came and went,--they were one and all even as he. How strange and how good it is to hate! Never have I known how sweet it can be--till to-night. Ah--not to live a thousand years would I sell the moments I have lived since I saw him!-- “God’s holy blood, but she is proud---- ----”
(Goes slowly towards the background, opens the window and looks out. NILS LYKKE comes in by the first door on the right.)

NILS LYKKE
(hen for sig).
„Sov vel på Østråt, herr ridder“, sagde Inger Gyldenløve, da hun gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men – –; der udenfor, himmel og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod på båren; to rigers skæbne i min hånd; – og på mit bryst en vissen blomsterkost, som en kvinde har slængt for mine fødder. Sandelig, jeg frygter stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent. (bemærker Eline, der forlader vinduet og vil gå ind til venstre.) Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. – Ah, hvis jeg turde vove – (højt:) Jomfru Eline!

NILS LYKKE
(to himself).
“Sleep well at Östråt, Sir Knight,” said Inger Gyldenlöve as she left me. Sleep well? Ay, it is easily said, but---- ---- Out there, sky and sea in tumult; below, in the grave-vault, a young girl on her bier; the fate of two kingdoms in my hand; and in my breast a withered flower that a woman has flung at my feet. Truly, I fear me sleep will be slow of coming. (Notices ELINA, who has left the window, and is going out on the left.) There she is. Her haughty eyes seem veiled with thought.--Ah, if I but dared--(aloud). Mistress Elina!

ELINE
(standsende ved døren).
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?

ELINA
(stops at the door).
What will you? Why do you pursue me?

NILS LYKKE.
I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.

NILS LYKKE.
You err; I pursue you not. I am myself pursued.

ELINE.
Er I?

ELINA.
You?

NILS LYKKE.
Af mangehånde tanker. Derfor går det med søvnen, som med eder; – den flyr mig.

NILS LYKKE.
By a multitude of thoughts. Therefore ’tis with sleep as with you:--it flees me.

ELINE.
Gå til vinduet, så vil I finde tidekort; – et hav i storm –

ELINA.
Go to the window, and there you will find pastime;--a storm-tossed sea----

NILS LYKKE
(smilende).
Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.

NILS LYKKE
(smiles).
A storm-tossed sea? That I may find in you as well.

ELINE.
Hos mig?

ELINA.
In me?

NILS LYKKE.
Vort første møde har forvisset mig derom.

NILS LYKKE.
Ay, of that our first meeting has assured me.

ELINE.
Og I besværer eder derover?

ELINA.
And that offends you?

NILS LYKKE.
Nej, ingenlunde; men jeg ønskede dog at se eder mildere stemt.

NILS LYKKE.
Nay, in nowise; yet I could wish to see you of milder mood.

ELINE
(stolt).
Tror I, det vil lykkes eder?

ELINA
(proudly).
Think you that you will ever have your wish?

NILS LYKKE.
Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kærkomment budskab.

NILS LYKKE.
I am sure of it. I have a welcome word to say to you.

ELINE.
Og hvilket?

ELINA.
What is it?

NILS LYKKE.
Mit farvel.

NILS LYKKE.
Farewell.

ELINE
(et skridt nærmere).
Eders farvel? I forlader Østråt – så snart?

ELINA
(comes a step nearer him).
Farewell? You are leaving Östråt--so soon?

NILS LYKKE.
Endnu inat.

NILS LYKKE.
This very night.

ELINE
(synes et øjeblik tvivlrådig med sig selv; derpå siger hun koldt):
Så tag min hilsen, herr ridder!
(hun bøjer sig og vil gå.)

ELINA
(seems to hesitate for a moment; then says coldly:) Then take my greeting, Sir Knight! (Bows and is about to go.)

NILS LYKKE.
Eline Gyldenløve, – jeg har ingen ret til at holde eder tilbage; men det er uædelt, dersom I nægter at høre, hvad jeg har at sige eder.

NILS LYKKE.
Elina Gyldenlöve,--I have no right to keep you here; but ’twill be unlike your nobleness if you refuse to hear what I have to say to you.

ELINE.
Jeg hører eder, herr ridder!

ELINA.
I hear you, Sir Knight.

NILS LYKKE.
Jeg véd, I hader mig.

NILS LYKKE.
I know you hate me.

ELINE.
Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.

ELINA.
You are keen-sighted, I perceive.

NILS LYKKE.
Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent dette had. Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse til fru Inger.

NILS LYKKE.
But I know, too, that I have fully merited your hate. Unseemly and insolent were the words I wrote of you in my letter to Lady Inger.

ELINE.
Nok muligt; jeg har ikke læst dem.

ELINA.
It may be; I have not read them.

NILS LYKKE.
Men indholdet er eder idetmindste ikke ubekendt; jeg véd, eders moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har i al fald sagt eder, at jeg priste den mand heldig, som –; ja, I véd, hvad håb jeg nærede –

NILS LYKKE.
But at least their purport is not unknown to you; I know your mother has not left you in ignorance of the matter; at the least she has told you how I praised the lot of the man who----; surely you know the hope I nursed----

ELINE.
Herr ridder, – hvis det er derom I agter at tale, så –

ELINA.
Sir Knight--if it is of that you would speak----

NILS LYKKE.
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af andre grunde; – det sværger jeg eder. Hvis mit rygte, – hvad jeg desværre har årsag til at formode, – er nået til eder forinden jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også kende mit liv tilstrækkeligt til ikke at forundre eder, over, at jeg i deslige sager går noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange kvinder, Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer ud af vanen med at betjene sig af omveje –

NILS LYKKE.
I speak of it only to excuse what I have done; for no other reason, I swear to you. If my fame has reached you--as I have too much cause of fear--before I myself set foot in Östråt, you must needs know enough of my life not to wonder that in such things I should go to work something boldly. I have met many women, Elina Gyldenlöve; but not one have I found unyielding. Such lessons, look you, teach a man to be secure. He loses the habit of roundabout ways----

ELINE.
Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine kvinder har været af. I fejler forøvrigt, når I mener, at det er brevet til min moder, der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde ældre grunde.

ELINA.
May be so. I know not of what metal those women can have been. For the rest, you err in thinking ’twas your letter to my mother that aroused my soul’s hatred and bitterness against you. It is of older date.

NILS LYKKE
(urolig).
Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?

NILS LYKKE
(uneasily).
Of older date? What mean you?

ELINE.
Det er som I formoded; – eders rygte er gået forud for eder selv, til Østråt, som over det hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og æggende, lig en fiendes sejers-sang. Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig stod I for mine tanker; og det drog mig tilmødes som en længsel, at stilles ansigt til ansigt med eder, for at I kunde erfare, at der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt – dersom I agter at bruge den.

ELINA.
’Tis as you guessed:--your fame has gone before you to Östråt, even as over all the land. Nils Lykke’s name is never spoken save with the name of some woman whom he has beguiled and cast off. Some speak it in wrath, others with laughter and wanton jeering at those weak-souled creatures. But through the wrath and the laughter and the jeers rings the song they have made of you, masterful and insolent as an enemy’s song of triumph. ’Tis all this that has begotten my hate for you. Your were ever in my thoughts, and I longed to meet you face to face, that you might learn that there are women on whom your soft speeches are lost--if you should think to use them.

NILS LYKKE.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt; – men årsagerne dertil kender I ikke. – Som syttenårig junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked – endnu før ønsket var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade hænder. I er den første kvinde, som foragteligt har slængt min gave tilbage for min egen fod. Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod, – jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde. – – Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se, derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. – Vid da, at også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise mig vejen til et berømmeligt mål. – Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at foragte dem alle tilhobe. Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I? – Jeg véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender den andel, jeg har i forholdene – –. Det siges om mig, at jeg skal være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad jeg søgte, – havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at jeg da i dette øjeblik havde stået ved eders side som talsmand for alle de forurettede i Norges rige. Thi det tror jeg: en kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.

NILS LYKKE.
You judge me unjustly, if you judge from what rumour has told of me. Even if there be truth in all you have heard,-- you know not the causes that have made me what I am.--As a boy of seventeen I began my course of pleasure. I have lived full fifteen years since then. Light women granted me all that I would--even before the wish had shaped itself into a prayer; and what I offered them they seized with eager hands. You are the first woman that has flung back a gift of mine with scorn at my feet. Think not I reproach you. Rather I honour you for it, as never before have I honoured woman. But for this I reproach my fate-- and the thought is a gnawing pain to me--that I did not meet you sooner---- ---- Elina Gyldenlöve! Your mother has told me of you. While far from Östråt life ran its restless course, you went your lonely way in silence, living in your dreams and histories. Therefore you will understand what I have to tell you.--Know, then, that once I too lived even such a life as yours. Methought that when I stepped forth into the great world, a noble and stately woman would come to meet me, and would beckon me to her and point me the path towards a lofty goal.--I was deceived, Elina Gyldenlöve! Women came to meet me; but she was not among them. Ere yet I had come to full manhood, I had learnt to despise them all. Was it my fault? Why were not the others even as you?--I know the fate of your fatherland lies heavy on your soul, and you know the part I have in these affairs---- ---- ’Tis said of me that I am false as the sea-foam. Mayhap I am; but if I be, it is women who have made me so. Had I sooner found what I sought,--had I met a woman proud and noble and high-souled even as you, then had my path been different indeed. At this moment, maybe, I had been standing at your side as the champion of all that suffer wrong in Norway’s land. For this I believe: a woman is the mightiest power in the world, and in her hand it lies to guide a man whither God Almighty would have him go.

ELINE
(for sig selv).
Skulde det være, som han siger? Nej, nej; der er løgn i hans øje og svig på hans læber. Og dog –; ingen sang er så liflig som hans ord.

ELINA
(to herself).
Can it be as he says? Nay nay; there is falsehood in his eyes and deceit on his lips. And yet--no song is sweeter than his words.

NILS LYKKE
(nærmere, dæmpet og mere fortroligt):
Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt, ensom, med eders vekslende tanker. Da er det blevet eder trangt om brystet; loft og vægge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da har I længtes udad; da har det lystet eder at flyve langt herfra, uden at I selv vidste hvorhen. – Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og strengeleg, har sejlet forbi, langt derude; – et dunkelt rygte om store begivenheder er nået til eder; – da har I følt en higen i eders bryst, en ubetvingelig længsel efter at vide, hvad der var hinsides havet. Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder. I har stundom ment, det var eders fædrelands lod, der fyldte eder med alle de urolige tanker. I bedrog eder selv; – en jomfru i eders unge år har andet at gruble over. – – Eline Gyldenløve! Har I aldrig tænkt eder hemmelige kræfter, – en stærk og løndomsfuld magt, som knytter menneskenes skæbner til hinanden? Når I drømte om det brogede liv derude i den vide verden, – når I drømte om ridderspil og lystige fester, – så I da aldrig i eders drømme en ridder, der stod med smil på læben og med græmmelse i hjertet midt i den larmende færd, – en ridder, der engang havde drømt fagert som I, om en kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves søgte blandt alle dem, der omgav ham.

NILS LYKKE
(coming closer, speaks low and more intimately).
How often, when you have been sitting here at Östråt, alone with your changeful thoughts, have you felt your bosom stifling; how often have the roof and walls seemed to shrink together till they crushed your very soul. Then have your longings taken wing with you; then have you yearned to fly far from here, you knew not whither.--How often have you not wandered alone by the fiord; far out a ship has sailed by in fair array, with knights and ladies on her deck with song and music of stringed instruments;--a faint, far-off rumour of great events has reached your ears;--and you have felt a longing in your breast, an unconquerable craving to know all that lies beyond the sea. But you have not understood what ailed you. At times you have thought it was the fate of your fatherland that filled you with all these restless broodings. You deceived yourself;--a maiden so young as you has other food for musing---- ---- Elina Gyldenlöve! Have you never had visions of an unknown power--a strong mysterious might, that binds together the destinies of mortals? When you dreamed of knightly jousts and joyous festivals--saw you never in your dreams a knight, who stood in the midst of the gayest rout, with a smile on his lips and with bitterness in his heart,--a knight that had once dreamed a dream as fair as yours, of a woman noble and stately, for whom he went ever seeking, and in vain?

ELINE.
Hvo er I, der mægter at klæde mine lønligste tanker i ord? Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg har båret inderst i mit bryst – uden selv at vide det? Hvoraf véd I –?

ELINA.
Who are you, that have power to clothe my most secret thought in words? How can you tell me what I have borne in my inmost soul--and knew it not myself? How know you----?

NILS LYKKE.
Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i eders øjne.

NILS LYKKE.
All that I have told you, I have read in your eyes.

ELINE.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt forstået eder; og dog – – alt, alt synes mig forandret siden – – (hen for sig.) Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke er anderledes end alle andre.

ELINA.
Never has any man spoken to me as you have. I have understood you but dimly; and yet--all, all seems changed since---- (To herself.) Now I understand why they said that Nils Lykke was unlike all other.

NILS LYKKE.
Der gives en ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes tanker, når vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der kunde sket, hvis alt havde føjet sig så eller så. Havde jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ endnu var grønt og frodigt, så havde I måske i denne stund siddet som – – Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få øjeblikkes samtale har bragt mig til at glemme vor gensidige stilling. Det var som om en lønlig røst fra først af havde sagt mig, at med eder kunde jeg tale åbent, uden smiger og uden forstillelse.

NILS LYKKE.
There is one thing in the world that might drive a man to madness, but to think of it; and that is the thought of what might have been if things had fallen out in this way or that. Had I met you on my path while the tree of my life was yet green and budding, at this hour, mayhap, you had been---- ---- But forgive me, noble lady! Our speech of these past few moments has made me forget how we stand one to another. ’Twas as though a secret voice had told me from the first that to you I could speak openly, without flattery or dissimulation.

ELINE.
Det kan I.

ELINA.
That can you.

NILS LYKKE.
Nu vel; – og denne åbenhjertighed har måske allerede så halvt om halvt forsonet os med hinanden. Ja, – jeg er endnu dristigere i mit håb. Kanhænde den tid endnu kan komme, da I vil mindes den fremmede ridder uden had og uden harme i sjælen. Nå, nå, – misforstå mig ikke! Jeg mener ikke nu straks, – men engang, senere hen i tiden. Og for at gøre eder dette mindre svært, – og da jeg nu engang er begyndt at tale åbenhjertigt og ligefrem med eder, så lad mig sige jer –

NILS LYKKE.
’Tis well;--and it may be that this openness has already in part reconciled us. Ay--my hope is yet bolder. The time may yet come when you will think of the stranger knight without hate or bitterness in your soul. Nay,--mistake me not! I mean not now-- but some time, in the days to come. And that this may be the less hard for you--and as I have begun once for all to speak to you plainly and openly--let me tell you----

ELINE.
Herr ridder –!

ELINA.
Sir Knight----!

NILS LYKKE
(smilende).
Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter eder i skræk. Men vær I fuldkommen rolig. Jeg kunde give tusender til, dersom det var uskrevet; thi – ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder synderlig ondt at høre, så kan jeg jo ligesågodt sige det rent ud, – jeg elsker eder ikke, og vil aldrig komme til at elske eder. Vær I derfor, som sagt, fuldkommen tryg; jeg skal ingensinde gøre forsøg på at – – Men hvad fattes eder –?

NILS LYKKE
(smiling).
Ah, I see the thought of my letter still affrights you. Fear nought on that score. I would from my heart it were unwritten, for--I know ’twill concern you little enough, so I may even say it right out--for I love you not, and shall never come to you. Fear nothing, therefore, as I said before; I shall in no wise seek to---- ---- But what ails you----?

ELINE.
Mig? Intet; intet. – – Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad vil I med dem?

ELINA.
Me? Nothing, nothing.--Tell me but one thing. Why do you still wear those flowers? What would you with them?

NILS LYKKE.
Disse? Er det ikke en stridshandske, som I på alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op? Hvad jeg vil med dem, spurgte I? (dæmpet.) Når jeg atter står mellem de fagre fruer i Danmark, – når strengelegen tier og der er stilhed i salen, – da vil jeg tage disse blomster frem og fortælle et eventyr om en ung kvinde, der sidder ensom i en mørk bjelkehal, fjernt oppe i Norge – – (afbrydende, idet han ærbødigt bøjer sig.) Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder husets ædle datter. Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel.

NILS LYKKE.
These? Are they not a gage of battle you have thrown down to the wicked Nils Lykke on behalf of all womankind? What could I do but take it up? You asked what I would with them. (Softly.) When I stand again amidst the fair ladies of Denmark--when the music of the strings is hushed and there is silence in the hall--then will I bring forth these flowers and tell a tale of a young maiden sitting alone in a gloomy black-beamed hall, far to the north in Norway---- (Breaks off and bows respectfully.) But I fear I keep the noble daughter of the house too long. We shall meet no more; for before day-break I shall be gone. So now I bid you farewell.

ELINE.
Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
(kort stilhed.)

ELINA.
Fare you well, Sir Knight!
(A short silence.)

NILS LYKKE.
I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter eders fædrelands skæbne, der nager eder?

NILS LYKKE.
Again you are deep in thought, Elina Gyldenlöve! Is it the fate of your fatherland that weighs upon you still?

ELINE
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig).
Mit fædreland? – Jeg tænker ikke på mit fædreland.

ELINA
(shakes her head, absently gazing straight in front of her).
My fatherland?--I think not of my fatherland.

NILS LYKKE.
Så er det tiden med al dens kamp og nød, der ængster eder.

NILS LYKKE.
Then ’tis the strife and misery of the time that cause you dread.

ELINE.
Tiden? Den glemmer jeg nu. – – I går til Danmark? Var det ikke så I sagde?

ELINA.
The time? I have forgotten time---- ---- You go to Denmark? Said you not so?

NILS LYKKE.
Jeg går til Danmark.

NILS LYKKE.
I go to Denmark.

ELINE.
Kan jeg se mod Danmark her fra salen?

ELINA.
Can I see towards Denmark from this hall?

NILS LYKKE
(pegende på vinduet til venstre).
Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger Danmark.

NILS LYKKE
(points to the window on the left).
Ay, from this window. Denmark lies there, to the south.

ELINE.
Og er det langt herfra? Mere end hundrede mile?

ELINA.
And is it far from here? More than a hundred miles?

NILS LYKKE.
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og eder.

NILS LYKKE.
Much more. The sea lies between you and Denmark.

ELINE
(hen for sig).
Havet? Tanken har mågevinger. Havet standser den ikke.
(hun går ud til venstre.)

ELINA
(to herself).
The sea? Thought has seagull’s wings. The sea cannot stay it.
(Goes out to the left.)

NILS LYKKE
(ser en stund efter hende; derpå siger han):
Hvis jeg kunde afse to dage til det – eller blot én –, så skulde hun være i min vold lige så godt som alle de andre. Der er ellers et sjeldent stof i denne unge kvinde. Hun er stolt. Skulde jeg virkelig beslutte mig til –? Nej; heller ydmyge hende. – – (han går omkring i stuen.) Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit blod i brand. Hvem skulde tænkt sligt muligt herefterdags? – – Væk med dette! Jeg må ud af al den vilderede, jeg her har rodet mig ind i. (han sætter sig i en stol til højre.) Hvorledes skal jeg forklare mig det? Både Olaf Skaktavl og Inger Gyldenløve synes blinde for den mistro, de udsætter sig for, når det rygtes, at jeg er med i forbundet. – Eller skulde fru Inger virkelig have fattet min hensigt? Skulde hun skønne, at alle løfter kun var beregnede på at lokke Nils Sture frem af sit smuthul? (han springer op.) Fordømt! Er jeg virkelig selv bleven narret? Det er højst rimeligt, at grev Sture sletikke findes på Østråt. Kanhænde at rygtet om hans flugt kun har været en krigslist. Han sidder kanske i denne stund velbeholden hos sine venner i Sverig, medens jeg – (går urolig op og ned ad gulvet.) At jeg også skulde være så sikker i min sag! Om jeg nu intet udretter! Om fru Inger kommer efter mine hensigter, – og ikke lægger dølgsmål på min færd –. At stå til spot og spe både her og i Danmark! Ville lokke fru Inger i fælden, – og så gavne hendes sag på det bedste, – styrke hendes gunst hos almuen –! – – Ah, jeg kunde fristes til at give mig den onde selv ivold, om han skaffed mig fingre i grev Sture – –
(Vinduet i baggrunden stødes op. Nils Stenssøn viser sig udenfor.)

NILS LYKKE
(looks after her awhile; then says:) If I could but spare two days now--or even one--I would have her in my power, even as the others. And yet is there rare stuff in this maiden. She is proud. Might I not after all----? No; rather humble her---- ---- (Paces the room.) Verily, I believe she has set my blood on fire. Who would have thought it possible after all these years?--Enough of this! I must get out of the tangle I am entwined in here. (Sits in a chair on the right.) What is the meaning of it? Both Olaf Skaktavl and Inger Gyldenlöve seem blind to the mistrust ’twill waken, when ’tis rumoured that I am in their league.--Or can Lady Inger have seen through my purpose? Can she have seen that all my promises were but designed to lure Nils Sture forth from his hiding-place? (Springs up.) Damnation! Is it I that have been fooled? ’Tis like enough that Count Sture is not at Östråt at all? It may be the rumour of his flight was but a feint. He may be safe and sound among his friends in Sweden, while I---- (Walks restlessly up and down.) And to think I was so sure of success! If I should effect nothing? If Lady Inger should penetrate my designs--and publish my discomfiture---- To be a laughing-stock both here and in Denmark! To have sought to lure Lady Inger into a trap--and given her cause the help it most needed--strengthened her in the people’s favour----! Ah, I could well-nigh sell myself to the Evil One, would he but help me to lay hands on Count Sture.
(The window in the background is pushed open. NILS STENSSON is seen outside.)

NILS LYKKE
(griber efter sværdet).
Hvad nu?

NILS LYKKE
(clutches at his sword).
What now?

NILS STENSSØN
(idet han springer ned på gulvet).
Nå; endelig er jeg her da!

NILS STENSSON
(jumps down on to the floor).
Ah; here I am at last then!

NILS LYKKE
(sagte).
Hvad skal dette sige?

NILS LYKKE
(aside).
What means this?

NILS STENSSØN.
Guds fred, herre!

NILS STENSSON.
God’s peace, master!

NILS LYKKE.
Tak, herre! Det er ellers en særegen indgang, I der har valgt jer.

NILS LYKKE.
Thanks, good Sir! Methinks yo have chosen a strange mode of entrance.

NILS STENSSØN.
Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten var jo lukket. Her på gården må nok folk have en søvn som bjørnen ved juletider.

NILS STENSSON.
Ay, what the devil was I to do? The gate was shut. Folk must sleep in this house like bears at Yuletide.

NILS LYKKE.
Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, véd I vel.

NILS LYKKE.
God be thanked! Know you not that a good conscience is the best pillow?

NILS STENSSØN.
Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred og dundred, så –

NILS STENSSON.
Ay, it must be even so; for all my rattling and thundering, I----

NILS LYKKE.
– så slap I dog ikke ind?

NILS LYKKE.
----You won not in?

NILS STENSSØN.
Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du jo sagtens også krybe gennem vinduet.

NILS STENSSON.
You have hit it. So I said to myself: As you are bidden to be in Östråt to-night, if you have to go through fire and water, you may surely make free to creep through a window.

NILS LYKKE
(sagte).
Ah, om det skulde være –! (et par skridt nærmere.) Så det var eder da så magtpåliggende at komme til Østråt just iaften?

NILS LYKKE
(aside).
Ah, if it should be----! (Moves a step or two nearer.) Was it, then, of the last necessity that you should reach Östråt to-night?

NILS STENSSØN.
Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder.

NILS STENSSON.
Was it? Ay, faith but it was. I love not to keep folk waiting, I can tell you.

NILS LYKKE.
Aha, – fru Inger Gyldenløve venter eder altså?

NILS LYKKE.
Aha,--then Lady Inger Gyldenlöve looks for your coming?

NILS STENSSØN.
Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke så bestemt kunne svare på; (med et listigt smil.) men her turde være en anden –

NILS STENSSON.
Lady Inger Gyldenlöve? Nay, that I can scarce say for certain; (with a sly smile) but there might be some one else----

NILS LYKKE
(smiler også).
Nå, så her turde være en anden –?

NILS LYKKE
(smiles in answer).
Ah, so there might be some one else?

NILS STENSSØN.
Sig mig, – hører I til huset?

NILS STENSSON.
Tell me--are you of the house?

NILS LYKKE.
Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gæst.

NILS LYKKE.
I? Well, in so far that I am Lady Inger’s guest this evening.

NILS STENSSØN.
Så? – Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe?

NILS STENSSON.
A guest?--Is not to-night the third night after Martinmas?

NILS LYKKE.
Tredje kvelden efter –? Ja, det er ret nok. – Ønsker I kanske at stedes for husets frue straks? Såvidt jeg véd, er hun ikke gået tilsengs endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud sålænge, kære unge herre? Se, her er endnu en kande vin tilovers. Lidt at spise finder I vel også. Nu; tag for eder; I kan trænge til at styrke jer.

NILS LYKKE.
The third night after----? Ay, right enough.--Would you seek the lady of the house at once? I think she is not yet gone to rest. But might you not sit down and rest awhile, dear young Sir? See, here is yet a flagon of wine remaining, and doubtless you will find some food. Come, fall to; you will do wisely to refresh your strength.

NILS STENSSØN.
I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde. (han sætter sig ved bordet og spiser og drikker under det følgende.) Både steg og sød kage! Det er jo et herremandsliv I fører her! Når man, som jeg, har sovet på den bare jord og levet af brød og vand i firefem dage –

NILS STENSSON.
You are right, Sir; ’twere not amiss. (Sits down by the table and eats and drinks.) Both roast meat and sweet cakes! Why, you live like lords here! When one has slept, as I have, on the naked ground, and lived on bread and water for four or five days----

NILS LYKKE
(betragter ham smilende).
Ja, det må falde tungt for en, der er vant til at sidde til højbords i grevelige sale.

NILS LYKKE
(looks at him with a smile).
Ay, such a life must be hard for one that is wont to sit at the high-table in noble halls----

NILS STENSSØN.
Grevelige sale –?

NILS STENSSON.
Noble halls----?

NILS LYKKE.
Men nu kan I jo hvile eder ud her på Østråt, så længe, som I lyster.

NILS LYKKE.
But now can you take your rest at Östråt, as long as it likes you.

NILS STENSSØN
(glad).
Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke så snart afsted igen?

NILS STENSSON
(pleased).
Ay? Can I truly? Then I am not to begone again so soon?

NILS LYKKE.
Ja, jeg véd ikke. Det må I vel selv bedst kunne svare på.

NILS LYKKE.
Nay, that I know not. Sure you yourself can best say that.

NILS STENSSØN
(sagte).
Au, for fanden! (han breder sig i stolen.) Ja, ser I, – den ting er endnu ikke så ganske afgjort. Jeg, for min del, skulde ikke have noget imod at slå mig ned her for det første; men –

NILS STENSSON
(softly).
Oh, the devil! (Stretches himself in the chair.) Well, you see--’tis not yet certain. I, for my part, were nothing loath to stay quiet here awhile; but----

NILS LYKKE.
– men I er ikke i et og alt eders egen herre? Der gives andre hverv og andre anliggender –?

NILS LYKKE.
----But you are not in all points your own master? There be other duties and other circumstances----?

NILS STENSSØN.
Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, så hvilte jeg mig ialfald ud vinteren over her på Østråt; jeg har nu levet min meste tid på feltfod, og så – – (han bryder pludselig af, skænker og drikker.) Eders skål, herre!

NILS STENSSON.
Ay, that is just the rub. Were I to choose, I would rest me at Östråt at least the winter through; I have seldom led aught but a soldier’s life---- (Interrupts himself suddenly, fills a goblet, and drinks.) Your health, Sir!

NILS LYKKE.
På feltfod? Hm!

NILS LYKKE.
A soldier’s life? Hm!

NILS STENSSØN.
Nej, det var det jeg vilde sige: jeg har længe higet efter at se fru Inger Gyldenløve, som der går så stort et ry af. Det må være en herlig kvinde. Ikke sandt? – Det eneste, jeg ikke kan finde mig i, er, at hun så forbandet nødig vil slå løs.

NILS STENSSON.
Nay, what I would have said is this: I have been eager to see Lady Inger Gyldenlöve, whose fame has spread so wide. She must be a queenly woman,--is’t not so?--The one thing I like not in her, is that she shrinks so cursedly from open action.

NILS LYKKE.
Slå løs?

NILS LYKKE.
From open action?

NILS STENSSØN.
Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun så nødig vil tage hånd i med, for at drive de fremmede herremænd ud af landet.

NILS STENSSON.
Ay ay, you understand me; I mean she is so loath to take a hand in driving the foreign rulers out of the land.

NILS LYKKE.
Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre, hvad I kan, så går det nok.

NILS LYKKE.
Ay, you are right. But if you do your best now, you will doubtless work her to your will.

NILS STENSSØN.
Jeg? Ja, Gud bedre såsandt; det skulde stort hjælpe, om jeg –

NILS STENSSON.
I? God knows it would but little serve if I----

NILS LYKKE.
Da er det dog sælsomt, at I gæster hende, når I ikke har bedre håb.

NILS LYKKE.
Yet ’tis strange you should seek her here if you have so little hope.

NILS STENSSØN.
Hvad mener I med det? – Hør, kender I fru Inger?

NILS STENSSON.
What mean you?--Tell me, know you Lady Inger?

NILS LYKKE.
Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så –

NILS LYKKE.
Surely; I am her guest, and----

NILS STENSSØN.
Ja, derfor er det jo sletikke sagt, at I kender hende. Jeg er også hendes gæst og har dog aldrig set så meget som hendes skygge engang.

NILS STENSSON.
Ay, but it does not at all follow that you know her. I too am her guest, yet have I never seen so much as her shadow.

NILS LYKKE.
Men I véd dog at fortælle –

NILS LYKKE.
Yet did you speak of her----

NILS STENSSØN.
– hvad hvermand snakker om? Ja, det er rimeligt. Desuden har jeg tidt nok hørt af Peder Kanzler –
(han standser i forvirring og begynder ivrigt at spise.)

NILS STENSSON.
----As all folk speak. Why should I not? And besides, I have often enough heard from Peter Kanzler----
(Stops in confusion, and begins eating again.)

NILS LYKKE.
I vilde sagt noget mere.

NILS LYKKE.
You would have said----?

NILS STENSSØN
(spisende).
Jeg? Å nej, det kan være det samme.

NILS STENSSON
(eating).
I? Nay, ’tis all one.

NILS LYKKE
(ler).

(NILS LYKKE laughs.)

NILS STENSSØN.
Hvoraf ler I, herre?

NILS STENSSON.
Why laugh you, Sir?

NILS LYKKE.
Af ingenting, herre!

NILS LYKKE.
’Tis nought, Sir!

NILS STENSSØN
(drikker).
Det er en liflig vin, I har her på gården.

NILS STENSSON
(drinks).
A pretty vintage ye have in this house.

NILS LYKKE
(nærmer sig fortroligt).
Hør, – skulde det nu ikke være på tide at kaste masken?

NILS LYKKE
(approaches him confidentially).
Listen--were it not time now to throw off the mask?

NILS STENSSØN
(smilende).
Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.

NILS STENSSON
(smiling).
The mask? Why, do as seems best to you.

NILS LYKKE.
Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture!

NILS LYKKE.
Then off with all disguise. You are known, Count Sture!

NILS STENSSØN
(med latter).
Grev Sture? Tror I også, at jeg er grev Sture? (han rejser sig fra bordet.) I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.

NILS STENSSON
(with a laugh).
Count Sture? Do you too take me for Count Sture? (Rises from the table.) You mistake, Sir; I am not Count Sture.

NILS LYKKE.
Virkelig ikke? Hvem er I da?

NILS LYKKE.
You are not? Then who are you?

NILS STENSSØN.
Mit navn er Nils Stenssøn.

NILS STENSSON.
My name is Nils Stensson.

NILS LYKKE
(ser smilende på ham).
Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten Stures søn Nils. Navnet slår ialfald til.

NILS LYKKE
(looks at him with a smile).
Hm! Nils Stensson? But you are not Sten Sture’s son Nils? The name chimes at least.

NILS STENSSØN.
Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken ret jeg bærer det. Min fader har jeg aldrig kendt; min moder var en fattig bondehustru, som blev plyndret og slåt ihjæl i en af de forrige fejder. Peder Kanzler var just dengang ved hånden; han tog sig af mig, fostred mig op og lærte mig våbenhåndværket. Som I véd, har han i mange år været forfulgt af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget ham, hvor han færdedes.

NILS STENSSON.
True enough; but God knows what right I have to bear it. My father I never knew; my mother was a poor peasant- woman, that was robbed and murdered in one of the old feuds. Peter Kanzler chanced to be on the spot; he took me into his care, brought me up, and taught me the trade of arms. As you know, King Gustav has been hunting him this many a year; and I have followed him faithfully, wherever he went.

NILS LYKKE.
Peder Kanzler har nok lært jer mere end våbenhåndværket, lader det til. – – Nu godt; I er altså ikke Nils Sture. Men I kommer dog fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en fremmed, som –

NILS LYKKE.
Peter Kanzler has taught you more than the trade of arms, meseems---- ---- Well, well; then you are not Nils Sture. But at least you come from Sweden. Peter Kanzler has sent you here to find a stranger, who----

NILS STENSSØN
(nikker listigt).
– som alt er funden.

NILS STENSSON
(nods cunningly).
----Who is found already.

NILS LYKKE
(noget usikker).
Og som I ikke kender?

NILS LYKKE
(somewhat uncertain).
And whom you do not know?

NILS STENSSØN.
Lige så lidt, som I kender mig; thi jeg sværger eder ved Gud Fader selv: jeg er ikke grev Sture!

NILS STENSSON.
As little as you know me; for I swear to you by God himself: I am not Count Sture!

NILS LYKKE.
Alvorligt, herre?

NILS LYKKE.
In sober earnest, Sir?

NILS STENSSØN.
Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det, hvis så var?

NILS STENSSON.
As truly as I live! Wherefore should I deny it, if I were?

NILS LYKKE.
Men hvor er da grev Sture?

NILS LYKKE.
Then where is Count Sture?

NILS STENSSØN
(dæmpet).
Ja, det er just hemmeligheden.

NILS STENSSON
(in a low voice).
Ay, that is just the secret.

NILS LYKKE
(hviskende).
Som er eder bekendt? Ikke så?

NILS LYKKE
(whispers).
Which is known to you, is it not?

NILS STENSSØN
(nikker).
Og som jeg har at meddele eder.

NILS STENSSON
(nods).
And which I have to tell to you.

NILS LYKKE.
Mig? Nu da, – hvor er han?

NILS LYKKE.
To me? Well then,--where is he?

NILS STENSSØN
(peger opad).

(NILS STENSSON points upwards.)

NILS LYKKE.
Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på loftet?

NILS LYKKE.
Up there? Lady Inger holds him hidden in the loft- room?

NILS STENSSØN.
Nej, visst ikke; I misforstår mig. (ser sig forsigtigt om.) Nils Sture er himlet.

NILS STENSSON.
Nay, nay; you mistake me. (Looks round cautiously.) Nils Sture is in Heaven!

NILS LYKKE.
Død! Hvor?

NILS LYKKE.
Dead? And where?

NILS STENSSØN.
På sin moders slot, – for tre uger siden.

NILS STENSSON.
In his mother’s castle,--three weeks since.

NILS LYKKE.
Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden drog han over grænsen ind i Norge.

NILS LYKKE.
Ah, you are deceiving me! ’Tis but five or six days since he crossed the frontier into Norway.

NILS STENSSØN.
Å, det har været mig.

NILS STENSSON.
Oh, that was I.

NILS LYKKE.
Men kort tid tilforn havde greven vist sig i Dalarne. Almuen, som allerede var urolig, gjorde åbent oprør og vilde kåre ham til konge.

NILS LYKKE.
But just before that the Count had appeared in the Dales. The people were restless already, and on his coming they broke out openly and would have chosen him for king.

NILS STENSSØN.
Ha-ha-ha; det var jo mig!

NILS STENSSON.
Ha-ha-ha; that was me too!

NILS LYKKE.
Eder?

NILS LYKKE.
You?

NILS STENSSØN.
Nu skal I høre, hvorledes det gik til. En dag kaldte Peder Kanzler mig for sig og lod sig forlyde med, at store begivenheder var i gære. Han bød mig drage ind i Norge til Østråt, hvor jeg måtte være tilstede på en bestemt tid –

NILS STENSSON.
I will tell you how it came about. One day Peter Kanzler called me to him and gave me to know that great things were preparing. He bade me set out for Norway and go to Östråt, where I must be on a certain fixed day----

NILS LYKKE
(nikker).
Tredje aften efter Mortens-messe.

NILS LYKKE
(nods).
The third night after Martinmas.

NILS STENSSØN.
Der skulde jeg møde en fremmed –

NILS STENSSON.
I was to meet a stranger there----

NILS LYKKE.
Rigtig; det er mig.

NILS LYKKE.
Ay, right; I am he.

NILS STENSSØN.
Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere havde at gøre. Jeg skulde derhos melde ham, at greven pludselig var død, men at det endnu ikke var vitterligt for nogen anden end for hans moder grevinden, samt for Peder Kanzler og nogle gamle husfolk hos Sturerne.

NILS STENSSON.
He was to tell me what more I had to do. Moreover, I was to let him know that the Count was dead of a sudden, but that as yet ’twas known to no one save to his mother the Countess, together with Peter Kanzler and a few old servants of the Stures.

NILS LYKKE.
Jeg forstår. Greven var hovedet for bønderne. Hvis hans død rygtedes, så vilde de gå fra hverandre, – og der blev da intet af det hele.

NILS LYKKE.
I understand. The Count was the peasants’ rallying- point. Were the tidings of his death to spread, they would fall asunder,--and the whole project would come to nought.

NILS STENSSØN.
Kan nok hænde; jeg er ikke så inde i de ting.

NILS STENSSON.
Ay, maybe so; I know little of such matters.

NILS LYKKE.
Men hvorledes kunde det falde eder ind at give eder ud for greven?

NILS LYKKE.
But how came you to give yourself out for the Count?

NILS STENSSØN.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad véd jeg det? Der er falden mig såmangen galskab ind i mine dage. Det var forresten ikke mit påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to år siden, fortalte de, – og det mindste barn kendte mig igen. Nå, lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.

NILS STENSSON.
How came I to----? Nay, what know I? Many’s the mad prank I’ve hit on in my day. And yet ’twas not I hit on it neither; wherever I appeared in the Dales, the people crowded round me and greeted me as Count Sture. Deny it as I pleased, --’twas wasted breath. The Count had been there two years before, they said--and the veriest child knew me again. Well, be it so, thought I; never again will you be a Count in this life; why not try what ’tis like for once?

NILS LYKKE.
Nu, – og hvad tog I jer så videre for?

NILS LYKKE.
Well,--and what did you more?

NILS STENSSØN.
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det var bare skade, at jeg måtte så snart afsted igen. Men da jeg foer over grænsen – ha-haha – så loved jeg dem, at jeg snart skulde komme tilbage med trefire tusend mand – eller hvormange det nu var, – og så skulde det rigtig gå løs.

NILS STENSSON.
I? I ate and drank and took my ease. Pity ’twas that I must away again so soon. But when I set forth across the frontier--ha-ha-ha--I promised them I would soon be back with three or four thousand men--I know not how many I said--and then we would lay on in earnest.

NILS LYKKE.
Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?

NILS LYKKE.
And you did not bethink you that you were acting rashly?

NILS STENSSØN.
Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var det rigtignok for sent.

NILS STENSSON.
Ay, afterwards; but then, to be sure, ’twas too late.

NILS LYKKE.
Det gør mig ondt for eder, min unge ven; men I vil snart komme til at spore følgerne af eders dårskab. Jeg kan fortælle jer, at I er forfulgt. En deling svenske ryttere har sat efter jer.

NILS LYKKE.
It grieves me for you, my young friend; but you will soon come to feel the effects of your folly. Let me tell you that you are pursued. A troop of Swedish men-at-arms is out after you.

NILS STENSSØN.
Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prægtigt! Og når de så kommer, og mener, at de har fåt kløerne i grev Sture – ha-ha-ha!

NILS STENSSON.
After me? Ha-ha-ha. Nay, that is rare! And when they come and think they have Count Sture in their clutches-- ha-ha-ha!

NILS LYKKE
(alvorligt).
– så er det ude med eders liv.

NILS LYKKE
(gravely).
----Then farewell to your life.

NILS STENSSØN.
Mit –? Jeg er jo ikke grev Sture.

NILS STENSSON.
My----? But I am not Count Sture.

NILS LYKKE.
Men I har kaldt almuen til våben. I har gjort oprørske løfter og vækket ufred i landet.

NILS LYKKE.
You have called the people to arms. You have given seditious promises, and raised troubles in the land.

NILS STENSSØN.
Ej, det var jo kun for spøg!

NILS STENSSON.
Ay, but ’twas only in jest!

NILS LYKKE.
Kong Gustav vil se sagen på en anden måde.

NILS LYKKE.
King Gustav will scarce look on the matter in that light.

NILS STENSSØN.
Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger. At jeg også kunde være så galen – –. Nå, det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage jer af mig; og desuden, – rytterne er vel ikke i hælene på mig endnu.

NILS STENSSON.
Truly, there is something in what you say. To think I could be such a madman---- ---- Well well, I’m not a dead man yet! You will protect me; and besides--the men-at-arms can scarce be at my heels.

NILS LYKKE.
Men hvad har I så videre at sige mig?

NILS LYKKE.
But what else have you to tell me?

NILS STENSSØN.
Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet eder pakken –

NILS STENSSON.
I? Nothing. When once I have given you the packet----

NILS LYKKE
(ubetænksomt).
Pakken?

NILS LYKKE
(unguardedly).
The packet?

NILS STENSSØN.
Ja visst; I véd jo –

NILS STENSSON.
Ay, sure you know----

NILS LYKKE.
Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler –

NILS LYKKE.
Ah, right, right; the papers from Peter Kanzler----

NILS STENSSØN.
Se, her har I dem allesammen.
(han rækker ham en pakke, som han har taget frem under sin vams.)

NILS STENSSON.
See, here they all are.
(Takes out a packet from inside his doublet, and hands it to NILS LYKKE.)

NILS LYKKE
(sagte).
Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl. (til Nils Stenssøn.) Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel indholdet?

NILS LYKKE
(aside).
Letters and papers for Olaf Skaktavl. (To NILS STENSSON.) The packet is open, I see. ’Tis like you know what it contains?

NILS STENSSØN.
Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det har så sine årsager.

NILS STENSSON.
No, good sir; I am ill at reading writing; and for reason good.

NILS LYKKE.
Forstår; I har mest lagt vind på våbenhåndværket. (han sætter sig ved bordet til højre og gennemløber papirerne.) Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter, hvad der er i gære. Dette lille brev med silkesnoren om – (undersøger udskriften.) Også til herr Olaf Skaktavl. (åbner brevet og ser flygtigt på indholdet.) Fra Peder Kanzler. Det kunde jeg tænke. (læser mumlende.) „Jeg er hårdt i betryk; thi – –“; ja, ganske rigtigt; her står det; – „den unge junker Sture er gangen til sine fædre just i det samme urolighederne skulde bryde løs“ – – „– men endnu kan der rådes bod på alting –“ Hvad nu? (han studser og læser videre.) „I må da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer eder dette brev, er en søn af –“ – Himmel og jord, – står det så? – Ja, ved Kristi blod, det står der! (med et blik på Nils Stenssøn.) Han skulde være –? Ah, hvis det var således! (læser videre.) „Jeg har fostret ham, fra han var årsgammel; men til denne dag har jeg stadigt vægret mig ved at give ham tilbage, fordi jeg tænkte, at jeg i ham skulde have et sikkert gidsel for Inger Gyldenløves troskab imod os og mod vore venner. Dog har han til dette øjemed kun lidet bådet os. I tør vel undres over, at jeg ikke betroede eder denne hemmelighed, dengang I nys var hos mig her; og jeg vil derfor ærligt tilstå, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme øjemed som jeg. Nu derimod, da I er stedet til møde med fru Inger, og venteligen har forvisset eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore anliggender, vil I skønne, at det er klogest, så snart ske kan, at give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da være muligt, at glæden, trygheden og taknemmeligheden –“ – „– dette er nu vort sidste håb“. (han sidder en stund som slagen af overraskelse; da udbryder han for sig selv:) Aha, – hvilket brev! Det er guld værd!

NILS LYKKE.
I understand; you have given most care to the trade of arms. (Sits down by the table on the right, and runs through the papers.) Aha! Here is light enough and to spare on what is brewing. This small letter tied with a silken thread---- (Examines the address.) This too for Olaf Skaktavl. (Opens the letter, and glances through its contents.) From Peter Kanzler. I thought as much. (Reads under his breath.) “I am hard bested, for----; ay, sure enough; here it stands,--”Young Count Sture has been gathered to his fathers, even at the time fixed for the revolt to break forth“--”--but all may yet be made good----“ What now? (Reads on in astonishment.) ”You must know, then, Olaf Skaktavl, that the young man who brings you this letter is a son of----“ Heaven and earth--can it be so?--Ay, by Christ’s blood, even so ’tis written! (Glances at NILS STENSSON.) Can he be----? Ah, if it were so! (Reads on.) ”I have nurtured him since he was a year old; but up to this day I have ever refused to give him back, trusting to have in him a sure hostage for Inger Gyldenlöve’s faithfulness to us and to our friends. Yet in that respect he has been of but little service to us. You may marvel that I told you not this secret when you were with me here of late; therefore will I confess freely that I feared you might seize upon him, even as I had done. But now, when you have seen Lady Inger, and have doubtless assured yourself how loath she is to have a hand in our undertaking, you will see that ’tis wisest to give her back her own as soon as may be. Well might it come to pass that in her joy and security and thankfulness--“ ---- ”--that is now our last hope." (Sits for awhile as though struck dumb with surprise; then exclaims in a low voice:) Aha,--what a letter! Gold would not buy it!

NILS STENSSØN.
Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan jeg skønne. Ja, ja, – Peder Kanzler har mange jern i ilden, siges der.

NILS STENSSON.
’Tis plain I have brought you weighty tidings. Ay, ay,--Peter Kanzler has many irons in the fire, folk say.

NILS LYKKE
(hen for sig).
Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend veje at slå ind på. – Ifald jeg –? Nej, det var for usikkert. Men dersom –? Ah, dersom jeg –? Det skal voves! (han river brevet tvers over, krøller stykkerne sammen og gemmer dem indenfor vamsen; de øvrige papirer lægger han ind i pakken igen, stikker denne i sit bælte, rejser sig og siger:) Et ord, min unge ven!

NILS LYKKE
(to himself).
What to do with all this? A thousand paths are open to me---- Suppose I----? No, ’twere to risk too much. But if--ah, if I----? I will venture it. (Tears the letter across, crumples up the pieces, and hides them inside his doublet; puts back the other papers into the packet, which he sticks inside his belt; rises and says:) A word, my friend!

NILS STENSSØN
(nærmer sig).
Nå, – det lader på jer, som om spillet går godt.

NILS STENSSON.
Well--your looks say that the game goes bravely.

NILS LYKKE.
Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter herrekort på hånden, – damer og knægter og –

NILS LYKKE.
Ay, by my soul it does. You have given me a hand of nought but court cards,--queens and knaves and----

NILS STENSSØN.
Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu ikke mere at bestille?

NILS STENSSON.
But what of me, that have brought all these good tidings? Have I nought more to do?

NILS LYKKE.
I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til spillet. I er konge – og trumf ovenikøbet.

NILS LYKKE.
You? Ay, that have you. You belong to the game. You are a king--and king of trumps too.

NILS STENSSØN.
Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel på ophøjelsen –

NILS STENSSON.
I a king? Oh, now I understand; you are thinking of my exaltation----

NILS LYKKE.
Ophøjelsen?

NILS LYKKE.
Your exaltation?

NILS STENSSØN.
Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig, spåde I, så –
(han gør tegn, som en der hænges.)

NILS STENSSON.
Ay; that which you foretold me, if King Gustav’s men got me in their clutches----
(Makes a motion to indicate hanging.)

NILS LYKKE.
Sandt nok; – men lad ikke det anfægte jer længer. Det står nu til eder selv, om I inden en måned skal bære hampesnoren eller en gylden kæde om halsen.

NILS LYKKE.
True enough;--but let that trouble you no more. It now lies with yourself alone whether within a month you shall have the hempen noose or a chain of gold about your neck.

NILS STENSSØN.
En gylden kæde? Og det står til mig selv?

NILS STENSSON.
A chain of gold? And it lies with me?

NILS LYKKE
(nikker).

(NILS LYKKE nods.)

NILS STENSSØN.
Ja, så måtte fanden betænke sig længe! Men sig mig bare, hvordan jeg skal bære mig ad.

NILS STENSSON.
Why then, the devil take musing! Do you tell me what I am to do.

NILS LYKKE.
Det skal jeg. Dog først sværger I mig en dyr ed på, at intet levende menneske i den vide verden får erfare, hvad jeg betror jer.

NILS LYKKE.
I will. But first you must swear me a solemn oath that no living creature in the wide world shall know what I am to tell you.

NILS STENSSØN.
Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.

NILS STENSSON.
Is that all? You shall have ten oaths if you will.

NILS LYKKE.
Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.

NILS LYKKE.
Not so lightly, young Sir! It is no jesting matter.

NILS STENSSØN.
Nå ja, ja; jeg er alvorlig.

NILS STENSSON.
Well well; I am grave enough.

NILS LYKKE.
I Dalarne kaldte I eder grevesøn; – ikke så?

NILS LYKKE.
In the Dales you called yourself a Count’s son;-- is’t not so?

NILS STENSSØN.
Ej, – begynder I nu med det igen? Jeg har jo ærligt skriftet for eder –

NILS STENSSON.
Nay--begin you now on that again? Have I not made free confession----

NILS LYKKE.
I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed.

NILS LYKKE.
You mistake me. What you said in the Dales was the truth.

NILS STENSSØN.
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig mig da –!

NILS STENSSON.
The truth? What mean you by that? Tell me but----!

NILS LYKKE.
Først eden! Den helligste, den ubrydeligste, I kender.

NILS LYKKE.
First your oath! The holiest, the most inviolable you can swear.

NILS STENSSØN.
Den skal I få. Hist på væggen hænger jomfru Marias billede –

NILS STENSSON.
That you shall have. Yonder on the wall hangs the picture of the Holy Virgin----

NILS LYKKE.
Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste tid. Har I ikke hørt, hvad munken i Wittenberg påstår?

NILS LYKKE.
The Holy Virgin has grown impotent of late. Know you not what the monk of Wittenberg maintains?

NILS STENSSØN.
Fy; hvor vil I agte på munken i Wittenberg? Det er jo en kætter, siger Peder Kanzler.

NILS STENSSON.
Fie! how can you heed the monk of Wittenberg? Peter Kanzler says he is a heretic.

NILS LYKKE.
Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal jeg vise eder en fuldgod helgen at gøre løfte til. (han peger på et billede, der hænger på en af vægstolperne.) Kom hid, – og sværg mig taushed indtil jeg selv løser eders tunge, – taushed, såsandt I håber himlens salighed for eder selv og for ham, som her hænger afbildet.

NILS LYKKE.
Nay, let us not wrangle concerning him. Here can I show you a saint will serve full well to make oath to. (Points to a picture hanging on one of the panels.) Come hither,--swear that you will be silent till I myself release your tongue--silent, as you hope for Heaven’s salvation for yourself and for the man whose picture hangs there.

NILS STENSSØN
(idet han nærmer sig billedet).
Det sværger jeg, – hjælpe mig såsandt Guds hellige ord! (viger overrasket tilbage.) Men, Krist, min frelser –!

NILS STENSSON
(approaching the picture).
I swear it--so help me God’s holy word! (Falls back a step in amazement.) But--Christ save me----!

NILS LYKKE.
Hvad nu?

NILS LYKKE.
What now?

NILS STENSSØN.
Billedet der –! Det er jo mig selv!

NILS STENSSON.
The picture----! Sure ’tis myself!

NILS LYKKE.
Det er den gamle Sten Sture, således, som han i sine yngre år gik og stod her i livet.

NILS LYKKE.
’Tis old Sten Sture, even as he lived and moved in his youthful years.

NILS STENSSØN.
Sten Sture! – Og ligheden –? Og – jeg talte sandhed, da jeg kaldte mig grevesøn, sagde I? Var det ikke så?

NILS STENSSON.
Sten Sture!--And the likeness----? And--said you not I spoke the truth, when I called myself a Count’s son? Was’t not so?

NILS LYKKE.
Så var det.

NILS LYKKE.
So it was.

NILS STENSSØN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er –

NILS STENSSON.
Ah, I have it, I have it! I am----

NILS LYKKE.
I er Sten Stures søn, herre!

NILS LYKKE.
You are Sten Sture’s son, good Sir.

NILS STENSSØN
(slagen af stille forundring).
Jeg Sten Stures søn!

NILS STENSSON
(with the quiet of amazement).
I Sten Sture’s son!

NILS LYKKE.
Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder Kanzler har talt usandt, hvis han har sagt, at en fattig bondehustru var eders moder.

NILS LYKKE.
On the mother’s side too your blood is noble. Peter Kanzler spoke not the truth, if he said that a poor peasant woman was your mother.

NILS STENSSØN.
Sælsomt; vidunderligt! – Men kan jeg da også tro –?

NILS STENSSON.
Oh strange, oh marvellous!--But can I believe----?

NILS LYKKE.
Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom vel ihu, at det er altsammen til eders eget fordærv, dersom I glemmer, hvad I tilsvor mig ved eders faders salighed.

NILS LYKKE.
You may believe all I tell you. But remember, all this will be merely your ruin, if you should forget what you swore to me by your father’s salvation.

NILS STENSSØN.
Glemme det? O nej, det kan I være sikker på, jeg ikke skal. – Men I, som jeg har givet mit ord, – sig mig – hvem er I?

NILS STENSSON.
Forget it? Nay, that you may be sure I never shall.--But you to whom I have given my word,--tell me--who are you?

NILS LYKKE.
Mit navn er Nils Lykke.

NILS LYKKE.
My name is Nils Lykke.

NILS STENSSØN
(overrasket).
Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?

NILS STENSSON
(surprised).
Nils Lykke? Surely not the Danish Councillor?

NILS LYKKE.
Jo netop.

NILS LYKKE.
Even so.

NILS STENSSØN.
Og I skulde –? Det var sælsomt. Hvordan kommer I –?

NILS STENSSON.
And it was you----? ’Tis strange. How come you----?

NILS LYKKE.
– til at modtage budsendelser fra Peder Kanzler? Det undrer eder nok?

NILS LYKKE.
----To be receiving missives from Peter Kanzler? You marvel at that?

NILS STENSSØN.
Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid nævnt eder som vor bittreste avindsmand –

NILS STENSSON.
I cannot deny it. He has ever named you as our bitterest foe----

NILS LYKKE.
Og derfor mistror I mig?

NILS LYKKE.
And therefore you mistrust me?

NILS STENSSØN.
Nej, det just ikke; men –. Nå; fanden måtte gruble!

NILS STENSSON.
Nay, not wholly that; but--well, the devil take musing!

NILS LYKKE.
Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I forlader eder på mig.

NILS LYKKE.
Well said. Go but your own way, and you are as sure of the halter as you are of a Count’s title and a chain of gold if you trust to me.

NILS STENSSØN.
I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med gode råd, sålænge det er fornødent. Når det gælder at hugge løs, skal jeg nok berge mig selv.

NILS STENSSON.
That will I. My hand upon it, dear Sir! Do you but help me with good counsel as long as there is need; when counsel gives place to blows I shall look to myself.

NILS LYKKE.
Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret, så skal jeg sige jer, hvordan alt dette hænger sammen, og hvad I videre har at gøre.
(han går ud til højre.)

NILS LYKKE.
It is well. Come with me now into yonder chamber, and I will tell you how all these matters stand, and what you have still to do.
(Goes out to the right.)

NILS STENSSØN
(med et blik på billedet).
Jeg Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en drøm – –!
(han følger efter Nils Lykke.)

NILS STENSSON
(with a glance at the picture).
I Sten Sture’s son! Oh, marvellous as a dream--!
(Goes out after NILS LYKKE.)

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=976ed2ee-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display