Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

FEMTE AKT

(Riddersalen. Det er fremdeles nat. Salen oplyses kun svagt af en armstage, der står på bordet til højre i forgrunden.)
(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet, fordybet i tanker.)

ACT FIFTH.

(The Banquet Hall. It is still night. The hall is but dimly lighted by a branch-candlestick on the table, in front, on the right.)
(LADY INGER is sitting by the table, deep in thought.)

FRU INGER
(efter et ophold).
Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg er det også. Den kløgtigste –. Der er ingen, som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. Det er nøglen til gåden. Det gir vid i panden, det! Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem. (hun springer op.) Herre min Jesus, – hvad er dette? Er jeg ikke længer rådig over min forstand? Skulde det komme dertil, at jeg –? (hun presser hænderne sammen om hovedet; derpå sætter hun sig atter og siger roligere:) O, det er intet. Det går over. Det har ingen nød; – det går over. Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges ikke at hænge dem indad imod væggen. (hun rejser sig igen.) Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre; – og så står jeg ved målet. Jeg får mit barn igen. (hun tager lyset for at gå, men standser og siger hen for sig:) Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage? Kun det, – og så intet videre? (sætter atter stagen på bordet.) Dette flygtige ord, som Nils Lykke således kasted hen i vind og vejr –. Hvorledes kunde han se min ufødte tanke? (sagtere.) Kongemoder. – Kongemoder, sagde han. – Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har ikke min søn den samme adkomst til Sture-slægtens rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han det, – såsandt der ellers er retfærd i himlen. Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket dem, som løsepenge for hans frihed. Om de nu kunde vindes tilbage? – Vilde det fortørne himlen, om jeg –? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg –? – Hvem véd; – hvem véd! Det tør være sikrest at forsage. (hun tager atter lyset.) Jeg får jo mit barn igen. Det må være nok. Jeg vil søge hvile. Alle de forvovne tanker, – dem vil jeg sove fra mig. (går mod baggrunden, men standser oppe på gulvet og siger grublende:) Kongemoder!
(hun går langsomt ud til venstre i baggrunden.)
(Efter et kort ophold kommer Nils Lykke og Eline Gyldenløve lydløst ind fra den forreste dør til venstre. Nils Lykke har en liden lygte i hånden.)

LADY INGER
(after a pause).
They call me keen-witted beyond all others in the land. I believe they are right. The keenest- witted---- No one knows how I became so. For more than twenty years I have fought to save my child. That is the key to the riddle. Ay, that sharpens the wits! My wits? Where have they flown to-night? What has become of my forethought? There is a ringing and rushing in my ears. I see shapes before me, so life-like that methinks I could lay hold on them. (Springs up.) Lord Jesus--what is this? Am I no longer mistress of my reason? Is it to come to that----? (Presses her clasped hands over her head; sits down again, and says more calmly:) Nay, ’tis nought. It will pass. There is no fear;--it will pass. How peaceful it is in the hall to-night! No threatening looks from forefathers or kinsfolk. No need to turn their faces to the wall. (Rises again.) Ay, ’twas well that I took heart at last. We shall conquer;--and then I am at the end of my longings. I shall have my child again. (Takes up the light as if to go, but stops and says musingly:) At the end? The end? To get him back? Is that all?--is there nought further? (Sets the light down on the table.) That heedless word that Nils Lykke threw forth at random---- How could he see my unborn thought? (More softly.) A king’s mother? A king’s mother, he said----Why not? Have not my forefathers ruled as kings, even though they bore not the kingly name? Has not my son as good a title as the other to the rights of the house of Sture? In the sight of God he has--if so be there is justice in Heaven. And in an hour of terror I have signed away his rights. I have recklessly squandered them, as a ransom for his freedom. If they could be recovered?--Would Heaven be angered, if I----? Would it call down fresh troubles on my head if I were to----? Who knows; who knows! It may be safest to refrain. (Takes up the light again.) I shall have my child again. That must suffice me. I will try to rest. All these desperate thoughts,--I will sleep them away. (Goes towards the back, but stops in the middle of the hall, and says broodingly:) A king’s mother!
(Goes slowly out at the back, to the left.)
(After a short pause, NILS LYKKE and ELINA GYLDENLÖVE enter noiselessly by the first door on the left. NILS LYKKE has a small lantern in his hand.)

NILS LYKKE
(lyser spejdende omkring og hvisker):
Alt er stille. Jeg må afsted.

NILS LYKKE.
(throws the light from his lantern around, so as to search the room).
All is still. I must begone.

ELINE.
O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind i øjnene, førend du forlader mig.

ELINA.
Oh, let me look but once more into your eyes, before you leave me.

NILS LYKKE
(omfavner hende).
Eline!

NILS LYKKE
(embraces her).
Elina!

ELINE
(efter et lidet ophold).
Kommer du aldrig mere til Østråt?

ELINA
(after a short pause).
Will you come nevermore to Östråt?

NILS LYKKE.
Hvor kan du tvivle på det? Er du ikke fra nu af min trolovede? – Men vil du også være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig, inden vi atter mødes?

NILS LYKKE.
How can you doubt that I will come? Are you not henceforth my betrothed?--But will you be true to me, Elina? Will you not forget me ere we meet again?

ELINE.
Om jeg vil være dig tro? Har jeg da længer nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro, selv om jeg vilde det? – Du kom ved nattetid; du banked på min dør; – og jeg lukked dig ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind som i et trolddoms-næt? (hun skjuler hurtigt sit ansigt ved hans skulder.) O, se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på mig efter dette – –. Tro, siger du? Du har mig jo. Jeg er jo din; – må være det – i al evighed.

ELINA.
Do you ask if I will be true? Have I any will left then? Have I power to be untrue to you, even if I would?--you came by night; you knocked upon my door;--and I opened to you. You spoke to me. What was it you said? You gazed in my eyes. What was the mystic might that turned my brain and lured me, as it were, within a magic net? (Hides her face on his shoulder.) Oh, look not on me, Nils Lykke! You must not look upon me after this---- True, say you ? Do you not own me? I am yours;--I must be yours--to all eternity.

NILS LYKKE.
Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme, sidde som frue i min fædreneborg!

NILS LYKKE.
Now, by my knightly honour, ere the year be past, you shall sit as my wife in the hall of my fathers.

ELINE.
Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.

ELINA.
No vows, Nils Lykke! No oaths to me.

NILS LYKKE.
Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet?

NILS LYKKE.
What mean you? Why do you shake your head so mournfully?

ELINE.
Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede! Jeg bebrejder dig intet, således som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter over alle andre. Hvor kan elskov være dig andet end en leg og kvinden et legetøj?

ELINA.
Because I know that the same soft words wherewith you turned my brain, you have whispered to so many a one before. Nay, nay, be not angry, my beloved! In nought do I reproach you, as I did while yet I knew you not. Now I understand how high above all others is your goal. How can love be aught to you but a pastime, or woman but a toy?

NILS LYKKE.
Eline, – hør mig!

NILS LYKKE.
Elina,--hear me!

ELINE.
Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn, fordi mig tykkedes, at alle kvinder krænkedes ved din færd. Og dog, – hvor forunderligt, – når jeg i drømme bygged op mit eget vordende liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste det. Nu skønner jeg det hele. Hvad var det ikke jeg følte. Det var en anende, gådefuld længsel efter dig, du eneste, – efter dig, som engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.

ELINA.
As I grew up, your name was ever in my ears. I hated the name, for meseemed that all women were dishonoured by your life. And yet,--how strange!--when I built up in my dreams the life that should be mine, you were ever my hero, though I knew it not. Now I understand it all--now know I what it was I felt. It was a foreboding, a mysterious longing for you, you only one-- for you that were one day to come and glorify my life.

NILS LYKKE
(afsides, idet han sætter lygten fra sig på bordet).
Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle, hendragende magt –. Er det således at føle kærlighed, da har jeg aldrig vidst det før i denne stund. – Skulde det ikke endnu være tid –? Ah, dette forfærdelige med Lucia!
(han synker ned i stolen.)

NILS LYKKE
(aside, putting down the lantern on the table).
How is it with me? This dizzy fascination---- If this it be to love, then have I never known it till this hour.--Is there not yet time ----? Oh horror--Lucia!
(Sinks into a chair.)

ELINE.
Hvad er det? Så tungt et suk –

ELINA.
What ails you? So heavy a sigh----

NILS LYKKE.
O, intet, – intet! Eline, – nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg har bedraget både med ord og med øjne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig –

NILS LYKKE.
O, ’tis nought,--nought! Elina,--now will I confess all to you. I have have beguiled many with both words and glances; I have said to many a one what I whispered to you this night. But trust me----

ELINE.
Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er jo intet vederlag for den, du skænker mig. O nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine øjekast er et kongebud, som byder det. (hun lægger sig ned for hans fødder.) O, lad mig endnu engang præge dette kongebud dybt i mit sind, skønt jeg vel véd, at herinde står det prentet for tid og for evighed. Du gode Gud, – hvor jeg har været blind for mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min moder: „for at kunne leve må jeg bevare min stolthed“. Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd. Således er også jeg stolt, sålænge jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: „for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed“; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.

ELINA.
Hush! No more of that. My love is no exchange for that you give me. No, no; I love you because your every glance commands it like a king’s decree. (Lies down at his feet.) Oh, let me once more stamp that kingly message deep into my soul, though well I know it stands imprinted there for all time and eternity. Dear God--how little I have known myself! ’Twas but to-night I said to my mother: “My pride is my life.” And what is my pride? Is it to know that my countrymen are free, or that my house is held in honour throughout the lands? Oh, no, no! My love is my pride. The little dog is proud when he may sit by his master’s feet and eat bread-crumbs from his hand. Even so am I proud, so long as I may sit at your feet, while your looks and your words nourish me with the bread of life. See, therefore, I say to you, even as I said but now to my mother: “My love is my life;” for therein lies all my pride, now and evermore.

NILS LYKKE
(drager hende op på sit skød).
Nej, nej, – ikke for mine fødder, men ved min side er din plads, – og det, hvor højt skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja, Eline, – du har ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig engang forundt ved en berømmelig dåd at sone, hvad jeg i min vilde ungdom har øvet, da skal hæderen være din og min tilhobe.

NILS LYKKE
(raises her up on his lap).
Nay, nay--not at my feet, but at my side is your place,--should fate set me never so high. Ay, Elina--you have led me into a better path; and if it be granted me some day to atone by a deed of fame for the sins of my reckless youth, the honour shall be yours as well as mine.

ELINE.
O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod. I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet; – dit navn klinger foran dig, hvor du drager hen. – Alt, hvad jeg begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din arm. Som den var også jeg blind for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. – Men, tro mig, – hvor dristigt jeg end spiler mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.

ELINA.
Ah, you speak as though I were still the Elina that but this evening flung down the flowers at your feet. I have read in my books of the many-coloured life in far-off lands. To the winding of horns the knight rides forth into the greenwood, with his falcon on his wrist. Even so do you go your way through life;--your name rings out before you whithersoever you fare.--All that I desire of your glory, is to rest like the falcon on your arm. I too was blind as he to light and life, till you loosed the hood from my eyes and set me soaring high over the leafy tree- tops;--But, trust me--bold as my flight may be, yet shall I ever turn back to my cage.

NILS LYKKE
(rejser sig).
Så byder jeg også forgangenheden trods! Se her; – tag denne ring, og vær min for Gud og mennesker, – min – selv om de døde skulde få urolige drømme derover.

NILS LYKKE
(rises).
Then I bid defiance to the past! See now;-- take this ring, and be mine before God and men--mine, ay,though it should trouble the dreams of the dead.

ELINE.
Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som –?

ELINA.
You make me afraid. What is it that----?

NILS LYKKE.
Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på din finger. – Se så; – nu har jeg fæstet dig!

NILS LYKKE.
It is nought. Come, let me place the ring on your finger.--Even so--now are you my betrothed!

ELINE.
Jeg Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drøm, alt, hvad her er hændt i denne nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er så let om brystet. Der er ikke længer bitterhed og had i min hu. Jeg vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig mod min moder. Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade mig, hvad jeg har fejlet.

ELINA.
I Nils Lykke’s bride! It seems but a dream, all that has befallen this night. Oh, but so fair a dream! My breast is so light. No longer is there bitterness and hatred in my soul. I will atone to all whom I have wronged. I have been unloving to my mother. To-morrow will I go to her; she must forgive me my offence.

NILS LYKKE.
Og give sit minde til vor pakt.

NILS LYKKE.
And give her consent to our bond.

ELINE.
Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle mennesker er gode; – jeg bærer ikke længere nag til nogen, – undtagen én.

ELINA.
That will she. Oh, I am sure she will. My mother is kind; all the world is kind;--I can feel hatred no more for any living soul--save one.

NILS LYKKE.
Undtagen én?

NILS LYKKE.
Save one ?

ELINE.
Ak, det er en sørgelig fortælling. Jeg havde en søster –

ELINA.
Ah, it is a mournful history. I had a sister----

NILS LYKKE.
Lucia?

ELINE.
Kendte du Lucia?

ELINA.
Have you known Lucia?

NILS LYKKE.
Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.

NILS LYKKE.
No, no; I have but heard her name.

ELINE.
Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende; – nu er hun i himlen.

ELINA.
She too gave her heart to a knight. He betrayed her;-- and now she is in Heaven.

NILS LYKKE.
Og du –?

NILS LYKKE.
And you----?

ELINE.
Jeg hader ham.

ELINA.
I hate him.

NILS LYKKE.
Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.

NILS LYKKE.
Hate him not! If there be mercy in your heart, forgive him his sin. Trust me, he bears his punishment in his own breast.

ELINE.
Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret – – (lyttende.) Hys! Kan du høre –?

ELINA.
Him I will never forgive! I cannot, even if I would; for I have sworn so dear an oath---- (Listening.) Hush! Can you hear----?

NILS LYKKE.
Hvilket? Hvor?

NILS LYKKE.
What? Where?

ELINE.
Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd på landevejen.

ELINA.
Without; far off. The noise of many horsemen on the high-road.

NILS LYKKE.
Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer –! Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg må afsted!

NILS LYKKE.
Ah, it is they! And I had forgotten----! They are coming hither. Then is the danger great;--I must begone!

ELINE.
Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger du –?

ELINA.
But whither? Oh, Nils Lykke, what are you hiding----?

NILS LYKKE.
Imorgen, Eline –; thi, ved Gud, da kommer jeg igen. – Nu hurtig, – hvor er løngangen, som du nævnte?

NILS LYKKE.
To-morrow, Elina----; for as God lives, I will return then.--Quickly now--where is the secret passage you told me of?

ELINE.
Gennem gravkælderen. Se, – her er lemmen –

ELINA.
Through the grave-vault. See,--here is the trap-door.

NILS LYKKE.
Gravkælderen! (for sig selv.) Lige godt; reddes må han!

NILS LYKKE.
The grave-vault! (To himself.) No matter, he must be saved!

ELINE.
(ved vinduet).
Rytterne er lige udenfor –
(hun rækker ham lygten.)

ELINA
(by the window).
The horsemen have reached the gate----
(Hands him the lantern.)

NILS LYKKE.
Nu velan –
(han begynder at stige ned.)

NILS LYKKE.
Well, now I go----
(Begins to descend.)

ELINE.
Gå frem gennem gangen indtil kisten med dødningehovedet og det sorte kors; det er Lucias –

ELINA.
Go forward along the passage till you reach the coffin with the death’s-head and the black cross; it is Lucia’s----

NILS LYKKE
(stiger hurtigt op og slår lemmen i).
Lucias! Fy –!

NILS LYKKE
(climbs back hastily and shuts the trap-door to). Lucia’s! Pah----!

ELINE.
Hvad siger du?

ELINA.
What said you?

NILS LYKKE.
O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.

NILS LYKKE.
Nay, nought. It was the scent of the grave that made me dizzy.

ELINE.
Hør; nu hamrer de på porten!

ELINA.
Hark; they are hammering at the gate!

NILS LYKKE
(lader lygten falde).
Ah, det er for sent –!
(Kammersvenden Bjørn kommer ilsomt med lys i hånden fra højre.)

NILS LYKKE
(lets the lantern fall).
Ah! too late----!
(BIÖRN enters hurriedly from the right, carrying a light.)

ELINE
(imod ham).
Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?

ELINA
(goes towards him).
What is amiss, Biörn? What is it?

BJØRN.
Overfald! Grev Sture – –

BIÖRN.
An ambuscade! Count Sture----

ELINE.
Grev Sture? Hvad han?

ELINA.
Count Sture? What of him?

NILS LYKKE.
Har de dræbt ham?

NILS LYKKE.
Have they killed him?

BJØRN
(til Eline).
Hvor er eders moder?

BIÖRN
(to ELINA).
Where is your mother?

TO HUSKARLE
(indstyrtende fra højre).
Fru Inger! Fru Inger!

TWO HOUSE-SERVANTS
(rushing in from the right).
Lady Inger! Lady Inger!
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters by the first door on the left, with a branch-candlestick, lighted, in her hand, and says quickly:)

FRU INGER GYLDENLØVE,
(med en tændt armstage i hånden, kommer ind gennem den øverste dør til venstre og siger hurtigt:)
Jeg véd alting. Ned i borggården med jer! Hold porten åben for vore venner, men lukket for alle andre.
(hun sætter stagen på bordet til venstre. Bjørn og begge huskarlene går ud igen til højre.)

LADY INGER.
I know all. Down with you to the courtyard! Keep the gate open for our friends, but closed against all others!
(Puts down the candlestick on the table to the left. BIÖRN and the two House-Servants go out again to the right.)

FRU INGER
(til Nils Lykke).
Det var altså snaren, herr rigsråd!

LADY INGER
(to NILS LYKKE).
So that was the trap, Sir Councillor!

NILS LYKKE.
Inger Gyldenløve, tro mig –!

NILS LYKKE.
Inger Gyldenlöve, trust me----!

FRU INGER.
Et baghold, som skulde fange ham op, så snart I havde fået hint tilsagn, der kan fælde mig!

LADY INGER.
An ambuscade that was to snap him up, as soon as you had got the promise that should destroy me!

NILS LYKKE
(idet han tager papiret frem og river det istykker).
Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som kan vidne imod eder.

NILS LYKKE
(takes out the paper and tears it to pieces).
There is your promise. I keep nothing that can bear witness against you.

FRU INGER.
Hvad gør I?

LADY INGER.
What will you do?

NILS LYKKE.
Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod eder, – nu, ved himlen, så vil jeg også prøve på at oprette min brøde. Men ud må jeg nu, om jeg så skal hugge mig igennem porten! – Eline, – sig din moder alt! – Og I, fru Inger, lad vort regnskab være glemt! Vær højmodig – og taus! Tro mig, I skal komme til at vide mig stor tak, før dagen gryr.
(han går skyndsomt ud til højre.)

NILS LYKKE.
From this hour I am your champion. If I have sinned against you,--by Heaven I will strive to repair my crime. But now I must out, if I have to hew my way through the gate!--Elina-- tell your mother all!--And you, Lady Inger, let our reckoning be forgotten! Be generous--and silent! Trust me, ere the day dawns you shall owe me a life’s gratitude.
(Goes out quickly to the right.)

FRU INGER
(ser hoverende efter ham).
Ret så! Jeg forstår ham! (vender sig til Eline.) Nils Lykke –? Nu –?

LADY INGER
(looks after him with exultation).
It is well! I understand him! (Turns to ELINA.) Nils Lykke----? Well----?

ELINE.
Han har banket på min dør og sat denne ring på min finger.

ELINA.
He knocked upon my door, and set this ring upon my finger.

FRU INGER.
Og han har dig kær af hjertet?

LADY INGER.
And he loves you with all his heart?

ELINE.
Det har han sagt, og jeg tror ham.

FRU INGER.
Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder, nu begynder jeg!

ELINE.
Min moder, – I er så besynderlig. O, ja, jeg véd nok, – det er min ukærlige færd, som har fortørnet eder.

ELINA.
My mother--you are so strange. Oh, ay--I know--it is my unloving ways that have angered you.

FRU INGER.
Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig datter. Du har lukket ham ind; du har hørt på hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det har kostet dig; thi jeg kender jo dit had –

LADY INGER.
Not so, dear Elina! You are an obedient child. You have opened your door to him; you have hearkened to his soft words. I know full well what it must have cost you for I know your hatred----

ELINE.
Men, min moder –!

ELINA.
But, my mother----

FRU INGER.
Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag. Hvorledes bar du dig ad, mit kløgtige barn? Jeg så elskoven lyse ud af ham. Hold ham nu fast! Drag ham tættere og tættere ind i garnet; og så –. Ah, Eline, om vi kunde slide hans mensvorne hjerte sønder i brystet på ham!

LADY INGER.
Hush! We have played into each other’s hands. What wiles did you use, my subtle daughter? I saw the love shine out of his eyes. Hold him fast now! Draw the net closer and closer about him, and then---- Ah, Elina, if we could but rend his perjured heart within his breast!

ELINE.
Ve mig; – hvad er det I siger?

ELINA.
Woe is me--what is it you say?

FRU INGER.
Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig. Jeg véd ordet, som skal holde dig oppe. Så vid da – (lyttende.) Nu kæmper de udenfor porten. Besindighed! Snart gælder det – (hun vender sig atter til Eline.) Vid da, Nils Lykke var den, der lagde din søster i graven.

LADY INGER.
Let not your courage fail you. Hearken to me. I know a word that will keep you firm. Know then---- (Listening.) They are fighting outside the gate. Courage! Now comes the pinch! (Turns again to ELINA.) Know then, Nils Lykke was the man that brought your sister to her grave.

ELINE
(med et skrig).
Lucia!

ELINA
(with a shriek).
Lucia!

FRU INGER.
Det var ham, så sandt der er en hævner over os!

LADY INGER.
He it was, as truly as there is an Avenger above us!

ELINE.
Da stå mig himlen bi!

ELINA.
Then Heaven be with me!

FRU INGER
(forfærdet).
Eline –?!

LADY INGER
(appalled).
Elina----?!

ELINE.
Jeg er hans trolovede for Gud.

ELINA.
I am his bride in the sight of God.

FRU INGER.
Ulykkelige barn, – hvad har du gjort?

LADY INGER.
Unhappy child,--what have you done?

ELINE
(med dump røst).
Forbrudt mit hjertes fred. – God nat, min moder!
(hun går ud til venstre.)

ELINA
(in a toneless voice).
Made shipwreck of my soul.--Good- night, my mother!
(She goes out to the left.)

FRU INGER.
Ha-ha-ha –! Det bærer ned ad bakke med Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af mine døtre. Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, så var hun kanske bleven lykkelig – på en måde. Det skulde så være. Det står skrevet hist oppe i stjernerne, at jeg skal bryde den ene grønne gren efter den anden, indtil stammen står bladløs tilbage. Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke. Regnskab? Gøre regnskab? – Ah, det er først på den store uvejrsdag –. Det varer længe, førend den kommer.

LADY INGER.
Ha-ha-ha! It goes down-hill now with Inger Gyldenlöve’s house. There went the last of my daughters. Why could I not keep silence? Had she known nought, it may be she had been happy--after a kind. It was to be so. It is written up there in the stars that I am to break off one green branch after another, till the trunk stand leafless at last. ’Tis well, ’tis well! I am to have my son again. Of the others, of my daughters, I will not think. My reckoning? To face my reckoning?--It falls not due till the last great day of wrath.--That comes not yet awhile.

NILS STENSSØN
(råber udenfor til højre).
Hej, – slå porten i!

NILS STENSSON
(calling from outside on the right).
Ho--shut the gate!

FRU INGER.
Grev Stures røst –!

LADY INGER.
Count Sture’s voice----!

NILS STENSSØN,
(våbenløs og med forrevne klæder, kommer indstyrtende og råber med fortvivlet latter:)
Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!

NILS STENSSON
(rushes in, unarmed, and with his clothes torn, and shouts with a desperate laugh).
Well met again, Inger Gyldenlöve!

FRU INGER.
Hvad har I tabt?

LADY INGER.
What have you lost?

NILS STENSSØN.
Mit rige og mit liv!

NILS STENSSON.
My kingdom and my life!

FRU INGER.
Og bønderne? Mine svende; – hvor har I dem?

LADY INGER.
And the peasants? My servants?--where are they?

NILS STENSSØN.
Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem der har taget resten, skal jeg ikke kunne sige jer.

NILS STENSSON.
You will find the carcasses along the highway. Who has the rest, I know not.

OLAF SKAKTAVL
(udenfor til højre).
Grev Sture! Hvor er I?

OLAF SKAKTAVL
(outside on the right).
Count Sture! Where are you?

NILS STENSSØN.
Her; her!

NILS STENSSON.
Here, here!

OLAF SKAKTAVL
(kommer med et klæde om sin højre hånd).

(OLAF SKAKTAVL comes in with his right hand wrapped in a cloth).

FRU INGER.
Ak, Olaf Skaktavl, også I –!

LADY INGER.
Alas Olaf Skaktavl, you too----!

OLAF SKAKTAVL.
Det var ugørligt at slippe igennem.

OLAF SKAKTAVL.
It was impossible to break through.

FRU INGER.
I er såret, ser jeg!

LADY INGER.
You are wounded, I see!

OLAF SKAKTAVL.
Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.

OLAF SKAKTAVL.
A finger the less; that is all.

NILS STENSSØN.
Hvor er Svenskerne?

NILS STENSSON.
Where are the Swedes?

OLAF SKAKTAVL.
I hælene på os. De bryder porten op –

OLAF SKAKTAVL.
At our heels. They are breaking open the gate----

NILS STENSSØN.
O, Jesus! Men nej, nej! Jeg kan ikke, – jeg vil ikke dø!

NILS STENSSON.
Oh, Jesus! No, no! I cannot--I will not die.

OLAF SKAKTAVL.
Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dølge ham?

OLAF SKAKTAVL.
A hiding-place, Lady Inger! Is there no corner where we can hide him?

FRU INGER.
Men dersom de gennemsøger gården –?

LADY INGER.
But if they search the castle----?

NILS STENSSØN.
Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes bort til fangenskab, eller at klynges op –! O nej, Inger Gyldenløve, – det véd jeg forvisst, – det vil I aldrig tåle!

NILS STENSSON.
Ay, ay; they will find me! And then to be dragged to prison, or strung up----! Oh no, Inger Gyldenlöve,-- I know full well,--you will never suffer that to be!

OLAF SKAKTAVL
(lyttende).
Nu brast låsen.

OLAF SKAKTAVL
(listening).
There burst the lock.

FRU INGER
(ved vinduet).
Der stormer mange mennesker ind i portrummet.

LADY INGER
(at the window).
Many men rush in at the gateway.

NILS STENSSØN.
Og nu at lade mit liv! Nu, da det først ret skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har fået vide, at jeg har noget at leve for. Nej, nej, nej! – Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenløve! Hvis der bare måtte forundes mig så mange levedage, at jeg –

NILS STENSSON.
And to lose my life now! Now, when my true life was but beginning! Now, when I have so lately learnt that I have aught to live for. No, no, no!--Think not I am a coward. Might I but have time to show----

FRU INGER.
Jeg hører dem alt nedenunder i borge stuen. (bestemt til Olaf Skaktavl.) Han må reddes – hvad det end skal koste.

LADY INGER.
I hear them now in the hall below. (Firmly to OLAF SKAKTAVL.) He must be saved--cost what it will!

NILS STENSSØN
(griber hendes hånd).
O, det vidste jeg nok; – I er ædel og god!

NILS STENSSON
(seizes her hand).
Oh, I knew it;--you are noble and good!

OLAF SKAKTAVL.
Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham –

OLAF SKAKTAVL.
But how? Since we cannot hide him----

NILS STENSSØN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden –!

NILS STENSSON.
Ah, I have it! I have it! The secret----!

FRU INGER.
Hemmeligheden?

LADY INGER.
The secret?

NILS STENSSØN.
Ja visst; eders og min!

NILS STENSSON.
Even so; yours and mine!

FRU INGER.
Krist i himlen, – kender I den?

LADY INGER.
Christ in Heaven--you know it?

NILS STENSSØN.
Fra først til sidst. Og nu, da livet står på spil –. Hvor er herr Nils Lykke?

NILS STENSSON.
From first to last. And now when ’tis life or death---- Where is Nils Lykke?

FRU INGER.
Flygtet.

LADY INGER.
Fled.

NILS STENSSØN.
Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun ridderen kan løse min tunge. – Men livet er mere end et løfte værd! Når den svenske høvedsmand kommer –

NILS STENSSON.
Fled? Then God help me; for he only can unseal my lips.--But what is a promise against a life! When the Swedish captain comes----

FRU INGER.
Hvad så? Hvad vil I gøre?

LADY INGER.
What then? What will you do?

NILS STENSSØN.
Købe liv og frihed; – åbenbare ham alt.

NILS STENSSON.
Purchase life and freedom;--tell him all.

FRU INGER.
O nej, nej; – vær barmhjertig!

LADY INGER.
Oh no, no;--be merciful!

NILS STENSSØN.
Der er jo ingen anden redning. Når jeg har fortalt ham, hvad jeg nu véd –

NILS STENSSON.
Nought else can save me. When I have told him what I know----

FRU INGER
(ser på ham med undertrykt bevægelse).
Så er I frelst?

LADY INGER
(looks at him with suppressed excitement).
You will be safe?

NILS STENSSØN.
Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det er det yderste middel.

NILS STENSSON.
Ay, safe! Nils Lykke will speak for me. You see, ’tis the last resource.

FRU INGER
(fattet og med eftertryk).
Det yderste middel? I har ret; – det yderste middel tør hvermand friste. (peger op mod venstre.) Se, derinde kan I skjule eder sålænge.

LADY INGER
(composedly, with emphasis).
The last resource? Right, right--the last resource stands open to all. (Points to the left.) See, meanwhile you can hide in there.

NILS STENSSØN
(dæmpet).
Tro mig, – aldrig skal I komme til at angre eders færd.

NILS STENSSON
(softly).
Trust me--you will never repent of this.

FRU INGER
(halvt for sig selv).
Det give Gud, I sagde sandhed!
(Nils Stenssøn går hurtigt ud gennem den øverste dør til venstre. Olaf Skaktavl vil følge efter; men fru Inger holder ham tilbage.)

LADY INGER
(half to herself).
God grant that you speak the truth!
(NILS STENSSON goes out hastily by the furthest door on the left. OLAF SKAKTAVL is following; but LADY INGER detains him.)

FRU INGER.
Forstod I, hvad han mente?

LADY INGER.
Did you understand his meaning?

OLAF SKAKTAVL.
Den niding! Han forråder eders hemmelighed. Han vil ofre eders søn for at frelse sig selv.

OLAF SKAKTAVL.
The dastard! He would betray your secret. He would sacrifice your son to save himself.

FRU INGER.
Når det gælder livet, sagde han, så må det yderste middel forsøges. – Godt og vel, Olaf Skaktavl, – det ske, som han sagde!

LADY INGER.
When life is at stake, he said, we must try the last resource.--It is well, Olaf Skaktavl,--let it be as he has said!

OLAF SKAKTAVL
Hvad mener I?

OLAF SKAKTAVL.
What mean you?

FRU INGER.
Liv mod liv! Én af dem må gå under.

LADY INGER.
Life for life! One of them must perish.

OLAF SKAKTAVL.
Ah, – I vil –?

OLAF SKAKTAVL.
Ah--you would----?

FRU INGER.
Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden han får den svenske høvedsmand itale, så er min søn tabt for mig. Ryddes han derimod tilside, så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid på det, – længe skal I ikke komme til at bie på den hævn, som I nu i tyve år har tørstet efter. – Hører I? Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl, – det hviler på eder, om jeg imorgen skal være som en barnløs kvinde eller –

LADY INGER.
If we close not the lips of him that is within ere he come to speech with the Swedish captain, then is my son lost to me. But if he be swept from my path, when the time comes I can claim all his rights for my own child. Then shall you see that Inger Ottisdaughter has metal in her yet. And be assured you shall not have long to wait for the vengeance you have thirsted after for twenty years.--Hark! They are coming up the stairs! Olaf Skaktavl,--it lies with you whether to-morrow I shall be a childless woman, or----

OLAF SKAKTAVL.
Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i behold. (rækker hende hånden.) Inger Gyldenløve, – ved mig skal ikke eders navn dø ud.
(han går ind i værelset til Nils Stenssøn.)

OLAF SKAKTAVL.
So be it! I have one sound hand left yet. (Gives her his hand.) Inger Gyldenlöve--your name shall not die out through me.
(Follows NILS STENSSON into the inner room.)

FRU INGER
(bleg og rystende).
Tør jeg også vove –? (der høres larm i værelset; hun iler med et skrig hen imod døren.) Nej, nej, – det må ikke ske! (et tungt fald høres derinde; hun dækker ørerne til med begge hænder og iler med et fortvivlet blik fremover gulvet igen. Efter et ophold tager hun forsigtigt hænderne bort, lytter atter og siger sagte:) Nu er det forbi. Alting er stille derinde. – Du så det, Gud, – jeg betænkte mig! Men Olaf Skaktavl var for rap på hånden.

LADY INGER
(pale and trembling).
But dare I----? (A noise is heard in the room; she rushes with a scream towards the door.) No, no,--it must not be! (A heavy fall is heard within; she covers her ears with her hands and hurries back across the hall with a wild look. After a pause she takes her hands cautiously away, listens again and says softly:) Now it is over. All is still within---- Thou sawest it, God--I repented me! But Olaf Skaktavl was too swift of hand.

OLAF SKAKTAVL
(kommer taus ind i salen).

(OLAF SKAKTAVL comes silently into the hall.)

FRU INGER
(lidt efter, uden at se på ham).
Er det gjort?

LADY INGER
(after a pause, without looking at him).
Is it done?

OLAF SKAKTAVL.
For ham kan I være tryg; – han forråder ingen.

OLAF SKAKTAVL.
You need fear him no more; he will betray no one.

FRU INGER
(som før).
Han er altså stum?

LADY INGER
(as before).
Then he is dumb?

OLAF SKAKTAVL.
Sex tommer stål i brystet. Jeg fældte ham med min venstre hånd.

OLAF SKAKTAVL.
Six inches of steel in his breast. I felled him with my left hand.

FRU INGER.
Ja, ja, – den højre var også for god til sligt.

LADY INGER.
Ay--the right was too good for such work.

OLAF SKAKTAVL.
Det må I om; – tanken var eders. – Og nu til Sverig! Fred med jer sålænge! Når vi næste gang træffes på Østråt, kommer jeg selv anden.
(han går ud gennem den øverste dør til højre.)

OLAF SKAKTAVL.
That is your affair;--the thought was yours.-- And now to Sweden! Peace be with you meanwhile! When next we meet at Östråt, I shall bring another with me.
(Goes out by the furthest door on the right.)

FRU INGER.
Blod på mine hænder. Dertil skulde det altså komme! – Han begynder at blive mig dyrekøbt nu.
(Kammersvenden Bjørn kommer med nogle svenske krigsknægte ind gennem den forreste dør til højre.)

LADY INGER.
Blood on my hands. Then it was to come to that!-- He begins to be dear-bought now.
(BIÖRN comes in, with a number of Swedish men-at-arms, by the first door on the right.)

EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Tilgiv, hvis I er husets frue –

ONE OF THE MEN-AT-ARMS.
Pardon me, if you are the lady of the house----

FRU INGER.
Er det grev Sture, I leder efter?

LADY INGER.
Is it Count Sture you seek?

KRIGSKNÆGTEN.
Det er så.

THE MAN-AT-ARMS.
The same.

FRU INGER.
I er i så fald ikke på vildspor. Greven har søgt tilflugt hos mig.

LADY INGER.
Then you are on the right scent. The Count has sought refuge with me.

KRIGSKNÆGTEN.
Tilflugt? Forlad, min højædle frue, – men den mægter I ej at give ham; thi –

THE MAN-AT-ARMS.
Refuge? Pardon, my noble lady,--you have no power to harbour him; for----

FRU INGER.
Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har han, – ja, se selv efter –, derfor har han aflivet sig.

LADY INGER.
That the Count himself has doubtless understood; and therefore he has--ay, look for yourselves--therefore he has taken his own life.

KRIGSKNÆGTEN,
Aflivet sig?

THE MAN-AT-ARMS.
His own life!

FRU INGER.
Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da han nu allerede er stedet for en anden dommer, så er det min bøn, at han føres herfra med al den ære, som det sømmer sig hans adelige byrd. – Bjørn, du véd, i lønkamret har min egen kiste stået rede i mange år. (til krigsknægtene.) I den beder jeg, at I vil føre grev Stures lig til Sverig.

LADY INGER.
Look for yourselves. You will find the corpse within there. And since he already stands before another judge, it is my prayer that he may be borne hence with all the honour that beseems his noble birth.--Biörn, you know my own coffin has stood ready this many a year in the secret chamber. (To the Men- at-Arms.) I pray that in it you will bear Count Sture’s body to Sweden.

DEN FORRIGE KRIGSKNÆGT.
Det skal ske, som I byder. (til en af de andre.) Løb du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han holder med resten af rytterne borte på landevejen. Vi andre får gå her ind og – –
(en af krigsknægtene går ud til højre; de øvrige går med Bjørn ind i værelset til venstre.)

THE MAN-AT-ARMS.
It shall be as you command. (To one of the others.) Haste with these tidings to Jens Bielke. He holds the road with the rest of the troop. We others must in and----
(One of the Men-at-Arms goes out to the right; the others go with BIÖRN into the room on the left.)

FRU INGER
(går en stund taus og urolig omkring på gulvet).
Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding havde sagt verden farvel, så var han inden en måned klynget op i galgen eller sat i bur for sin levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod? Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine fienders vold. Er det så mig, der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig, fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit kød og blod? – Det er noget, som måtte så være. Enhver moder havde gjort som jeg. Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu. Virke må jeg. (hun sætter sig ved bordet til venstre.) Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle må de nu rejse sig og støtte den store sag. En ny konge –; rigsstyrer først, og så konge – – (hun begynder at skrive, men standser tankefuld og siger sagte:) Hvem vil de vælge i den dødes sted? – Kongemoder –? Det er et vakkert ord. Der er kun én hage ved det; – denne hæslige lighed med et andet ord. – Kongemoder og – kongemorder. – Kongemorder, – det er den, der tager en konges liv. Kongemoder, – det er den, der skænker en konge livet. (hun rejser sig.) Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har taget. – Min søn skal vorde konge! (hun sætter sig igen og tager fat på arbejdet, men lægger det atter fra sig og læner sig tilbage i stolen.) Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger lig i et hus. Det er derfor jeg kender mig så sælsomt tilmode. (vender hovedet hvasst til siden, som om hun talte til nogen.) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme? (grublende.) Er der da så stor en forskel på at fælde en fiende og at slå en ihjæl? Knut Alfsøn havde med sit sværd kløvet mangen pande; og dog var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da altid dette – (gør en bevægelse, som når man hugger til med en kniv.) – dette stød imod hjertet – og så den røde blodflom bagefter? (hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem papirerne.) Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil være virksom både dag og nat. Og om en måned – om en måned kommer min søn til mig – –

LADY INGER
(moves about for a time in uneasy silence).
If Count Sture had not said farewell to the world so hurriedly, within a month he had hung on a gallows, or had sat for all his days in a dungeon. Had he been better served with such a lot? Or else he had bought his life by betraying my child into the hands of my foes. Is it I, then, that have slain him? Does not even the wolf defend her cubs? Who dare condemn me for striking my claws into him that would have reft me of my flesh and blood?--It had to be. No mother but would have done even as I. But ’tis no time for idle musings now. I must to work. (Sits down by the table on the left.) I will write to all my friends throughout the land. They rise as one man to support the great cause. A new king,--regent first, and then king---- (Begins to write, but falls into thought, and says softly:) Whom will they choose in the dead man’s place?--A king’s mother----? ’Tis a fair word. It has but one blemish--the hateful likeness to another word.--King’s mother and king’s murderer.¹ --King’s mother--one that takes a king’s life. King’s mother--one that gives a king life. (She rises.) Well, then; I will make good what I have taken.--My son shall be king! (She sits down again and begins writing, but pushes the paper away again, and leans back in her chair.) There is no comfort in a house where lies a corpse. ’Tis therefore I feel so strangely. (Turns her head to one side as if speaking to some one.) Not therefore? Why else should it be? (Broodingly.) Is there such a great gulf, then, between openly striking down a foe and slaying one--thus? Knut Alfson had cleft many a brain with his sword; yet was his own as peaceful as a child’s. Why then do I ever see this--(makes a motion as though striking with a knife)--this stab in the heart--and the gush of red blood after? (Rings, and goes on speaking while shifting about her papers.) Hereafter I will have none of these ugly sights. I will work both day and night. And in a month--in a month my son will be here---- ----

BJØRN
(træder ind).
Var det eder, som ringede, min frue?

BIÖRN
(entering).
Did you strike the bell, my lady?

FRU INGER
(skrivende).
Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i stuen.
(Bjørn går ud igen til venstre.)

LADY INGER
(writing).
Bring more lights. See to it in future that there are many lights in the room
(BIÖRN goes out again to the left.)

FRU INGER
(efter en stund, rejser sig med heftighed).
Nej, nej, nej; – jeg kan ikke føre pennen inat! Det brænder og værker i mit hoved – (opskræmt, lyttende.) Hvad er det? Å, de skruer låget til på kisten derinde. Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret om ridder Åge, som kom med kisten på sin bag. – Dersom nu han derinde en nat fik det indfald at komme med kisten på sin bag og takke for lån? (ler stille.) Hm, – vi voksne har ikke noget med vor børnetro at skaffe. (heftigt.) Men slige eventyr duer alligevel ikke! De volder urolige drømme. Når min søn vorder konge, skal de forbydes. (hun går et par gange frem og tilbage; derpå åbner hun vinduet.) Hvorlænge plejer det gemenligen vare, forinden et lig begynder at rådne? Alle stuer skal luftes ud. Sålænge ikke det er gjort, er det usundt at leve her.
(Bjørn kommer ind med to tændte armstager, som han sætter på bordene.)

LADY INGER
(after a pause, rises impetuously).
No, no, no;--I cannot guide the pen to-night! My head is burning and throbbing---- (Startled, listens.) What is that? Ah, they are screwing the lid on the coffin in there. When I was a child they told me the story of Sir Åge,² who rose up and walked with his coffin on his back.--If he in there were one night to think of coming with the coffin on his back, to thank me for the loan? (Laughs quietly.) Hm--what have we grown people to do with childish fancies? (Vehemently.) But such stories are hurtful none the less! They give uneasy dreams. When my son is king, they shall be forbidden. (Goes up and down once or twice; then opens the window.) How long is it, commonly, ere a body begins to rot? All the rooms must be aired. ’Tis not wholesome here till that be done.
(BIÖRN comes in with two lighted branch-candlesticks, which he places on the tables.)

FRU INGER,
(der atter har taget fat på papirerne):
Det er ret. Lad mig se du kommer ihu, hvad jeg sagde dig. Mange lys på bordet! – – Hvad tager de sig nu for derinde?

LADY INGER
(who has begun on the papers again). It is well. See you forget not what I have said. Many lights on the table! What are they about now in there?

BJØRN.
De holder endnu på at skrue kistelåget fast.

BIÖRN.
They are busy screwing down the coffin-lid.

FRU INGER
(skrivende).
Skruer de det godt fast?

LADY INGER
(writing).
Are they screwing it down tight?

BJØRN.
Så godt, som det behøves.

BIÖRN.
As tight as need be.

FRU INGER.
Ja, ja, – du kan ikke vide, hvor godt det behøves. Se efter, at det gøres forsvarligt. (går hen til ham med hånden fuld af papirer og siger hemmelighedsfuldt:) Bjørn, du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig én ting på hjerte. Vær på din post mod alle mennesker, – både mod dem, som er døde og mod dem, som skal dø. – Gå nu ind – gå ind og se efter, at de skruer kistelåget godt fast.

LADY INGER.
Ay, ay--who can tell how tight it needs to be? Do you see that ’tis well done. (Goes up to him with her hand full of papers, and says mysteriously:) Biörn, you are an old man; but one counsel I will give you. Be on your guard against all men--both those that are dead and those that are still to die.--Now go in--go in and see to it that they screw the lid down tightly.

BJØRN
(sagte, hovedrystende).
Jeg kan ikke blive klog på hende.
(han går atter ind i værelset til venstre.)

BIÖRN
(softly, shaking his head).
I cannot make her out.
(Goes back again into the room on the left.)

FRU INGER
(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra sig, går en stund op og ned, derpå siger hun med heftighed):
Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl! (hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet og siger sagte:) Der ler han livagtigt ned til mig! Fy! (hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.) Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men den anden, – er ikke også han din søn? Og han er min tillige; mærk dig det! (hun skotter stjålent henover billedrækken.) Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og går. (stamper i gulvet.) Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus! (begynder at vende alle billederne indad mod væggen.) Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv – –. Synes du det nu er påtide –? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og menneskene! (hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:) Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig. (breder pludselig armene ud og hvisker:) Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg! – Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe – hinsides stjernerne – fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så meget og så længe.

LADY INGER
(begins to seal a letter, but throws it down half- closed; walks up and down awhile, and then says vehemently:)
Were I a coward I had never done it--never to all eternity! Were I a coward, I had shrieked to myself: Refrain, ere yet thy soul is utterly lost! (Her eye falls on Sten Sture’s picture; she turns to avoid seeing it, and says softly:) He is laughing down at me as though he were alive! Pah! (Turns the picture to the wall without looking at it.) Wherefore did you laugh? Was it because I did evil to your son? But the other,--is not he your son too? And he is mine as well; mark that! (Glances stealthily along the row of pictures.) So wild as they are to-night, I have never seen them yet. Their eyes follow me wherever I may go. (Stamps on the floor.) I will not have it! (Begins to turn all the pictures to the wall.) Ay, if it were the Holy Virgin herself---- ----- Thinkest thou now is the time----? Why didst thou never hear my prayers, my burning prayers, that I might get back my child? Why? Because the monk of Wittenberg is right. There is no mediator between God and man! (She draws her breath heavily and continues in ever-increasing distraction.) It is well that I know what to think in such things. There was no one to see what was done in there. There is none to bear witness against me. (Suddenly stretches out her hands and whispers:) My son! My beloved child! Come to me! Here I am! Hush! I will tell you something: They hate me up there--beyond the stars-- because I bore you into the world. It was meant that I should bear the Lord God’s standard over all the land. But I went my own way. It is therefore I have had to suffer so much and so long.

BJØRN
(kommer fra værelset til venstre).
Frue, jeg har at melde – –. Krist fri mig, – hvad er dette?

BIÖRN
(comes from the room on the left).
My lady, I have to tell you---- Christ save me--what is this?

FRU INGER,
(der er stegen op i højsædet, som står ved væggen til bøjre):
Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret min søn til konge. Det holdt hårdt, forinden det kom så vidt; – thi det var med den vældige selv, jeg havde at stride.

LADY INGER
(has climbed up into the high-seat by the right-hand wall).
Hush! Hush! I am the King’s mother. They have chosen my son king. The struggle was hard ere it came to this--for ’twas with the Almighty One himself I had to strive.

NILS LYKKE
(kommer åndeløs ind fra højre).
Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru Inger, – vid at –

NILS LYKKE
(comes in breathless from the right).
He is saved! I have Jens Bielke’s promise. Lady Inger,--know that----

FRU INGER.
Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker. (en ligsalme høres inde fra værelset.) Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun har også stridt for sin søn – så længe til hun fik røde hænder deraf. – Hvor er mine døtre? Jeg ser dem ikke.

LADY INGER.
Peace, I say! look how the people swarm. (A funeral hymn is heard from the room within.) There comes the procession. What a throng! All bow themselves before the King’s mother. Ay, ay; has she not fought for her son-- even till her hands grew red withal?--Where are my daughters? I see them not.

NILS LYKKE.
Guds blod, – hvad er her sket?

NILS LYKKE.
God’s blood!--what has befallen here?

FRU INGER.
Mine døtre; – mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde én igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen. (hviskende.) Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to.

LADY INGER.
My daughters--my fair daughters! I have none any more. I had one left, and her I lost even as she was mounting her bridal bed. (Whispers.) Lucia’s corpse lay in it. There was no room for two.

NILS LYKKE.
Ah, – dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig.

NILS LYKKE.
Ah--it has come to this! The Lord’s vengeance is upon me.

FRU INGER.
Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham på kronen og på Sten Stures ring, som han bærer om halsen. – Hør, hvor lystigt det klinger. Han nærmer sig! Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha, – hvem sejrer, Gud eller jeg?
(Krigsknægtene kommer ud med kisten.)

LADY INGER.
Can you see him? Look, look! It is the King. It is Inger Gyldenlöve’s son! I know him by the crown and by Sten Sture’s ring that he wears round his neck. Hark, what a joyful sound! He is coming! Soon will he be in my arms! Ha-ha!--who conquers, God or I.
(The Men-at-Arms come out with the coffin.)

FRU INGER
(griber sig om hovedet og råber).
Liget! – (hviskende.) Fy; det er en hæslig drøm.
(hun synker ned i højsædet.)

LADY INGER
(clutches at her head and shrieks).
The corpse! (Whispers.) Pah! It is a hideous dream.
(Sinks back into the high-seat.)

JENS BJELKE,
(som er trådt ind fra højre, standser og råber overrasket):
Død! Altså dog –

JENS BIELKE
(who has come in from the right, stops and cries in astonishment).
Dead! Then after all----

EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Selv har han –

ONE OF THE MEN-AT-ARMS.
It was himself----

JENS BJELKE
(med et blik til Nils Lykke).
Han selv –?

JENS BIELKE
(with a look at NILS LYKKE).
He himself----?

NILS LYKKE.
Hys!

NILS LYKKE.
Hush!

FRU INGER
(mat og besindende sig).
Ja, rigtig; – nu kommer jeg det altsammen ihu.

LADY INGER
(faintly, coming to herself).
Ay, right; now I remember it all.

JENS BJELKE
(til krigsknægtene).
Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.

JENS BIELKE
(to the Men-at-Arms).
Set down the corpse. It is not Count Sture.

EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Tilgiv, herr ridder; – men denne ring, som han bar om sin hals –

ONE OF THE MEN-AT-ARMS.
Your pardon, Captain;--this ring that he wore round his neck----

NILS LYKKE
(griber ham i armen).
Ti; ti!

NILS LYKKE
(seizes his arm).
Be still!

FRU INGER
(farer ivejret).
Ringen? Ringen! (hun iler hen og river den til sig.) Sten Stures ring! (med et skrig.) O, Jesus Krist, – min søn!
(hun kaster sig ned over kisten.)

LADY INGER
(starts up).
The ring? The ring? (Rushes up and snatches the ring from him.) Sten Sture’s ring! (With a shriek.) Oh, Jesus Christ--my son!
(Throws herself down on the coffin.)

KRIGSKNÆGTENE.
Hendes søn?

THE MEN-AT-ARMS.
Her son?

JENS BJELKE
(på samme tid).
Inger Gyldenløves søn?

JENS BIELKE
(at the same time).
Inger Gyldenlöve’s son?

NILS LYKKE.
Så er det.

NILS LYKKE.
So it is.

JENS BJELKE.
Men hvorfor sagde I mig ikke – –?

JENS BIELKE.
But why did you not tell me----?

BJØRN,
(der forsøger at løfte hende op):
Hjælp; hjælp! Min frue, – hvad fattes eder?

BIÖRN
(trying to raise her up).
Help! help! My lady--what ails you?

FRU INGER
(med mat røst, idet hun hæver sig halvt ivejret):
Hvad der fattes –? Én kiste til. En grav hos mit barn – –
(Hun synker atter kraftløs ned over kisten. Nils Lykke går hurtigt ud til højre. Almindelig bevægelse blandt de øvrige.)

LADY INGER
(in a faint voice, half raising herself).
What ails me? I lack but another coffin, and a grave beside my child.
(Sinks again, senseless on the coffin. NILS LYKKE goes hastily out to the right. General consternation among the rest.)

1. The words in the original are “Kongemoder” and “Kongemorder,” a difference of one letter only.
2. Pronounce Oaghe.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=982ae42a-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display