Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

FRU INGER
(går en stund taus og urolig omkring på gulvet).
Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding havde sagt verden farvel, så var han inden en måned klynget op i galgen eller sat i bur for sin levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod? Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine fienders vold. Er det så mig, der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig, fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit kød og blod? – Det er noget, som måtte så være. Enhver moder havde gjort som jeg. Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu. Virke må jeg. (hun sætter sig ved bordet til venstre.) Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle må de nu rejse sig og støtte den store sag. En ny konge –; rigsstyrer først, og så konge – – (hun begynder at skrive, men standser tankefuld og siger sagte:) Hvem vil de vælge i den dødes sted? – Kongemoder –? Det er et vakkert ord. Der er kun én hage ved det; – denne hæslige lighed med et andet ord. – Kongemoder og – kongemorder. – Kongemorder, – det er den, der tager en konges liv. Kongemoder, – det er den, der skænker en konge livet. (hun rejser sig.) Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har taget. – Min søn skal vorde konge! (hun sætter sig igen og tager fat på arbejdet, men lægger det atter fra sig og læner sig tilbage i stolen.) Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger lig i et hus. Det er derfor jeg kender mig så sælsomt tilmode. (vender hovedet hvasst til siden, som om hun talte til nogen.) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme? (grublende.) Er der da så stor en forskel på at fælde en fiende og at slå en ihjæl? Knut Alfsøn havde med sit sværd kløvet mangen pande; og dog var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da altid dette – (gør en bevægelse, som når man hugger til med en kniv.) – dette stød imod hjertet – og så den røde blodflom bagefter? (hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem papirerne.) Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil være virksom både dag og nat. Og om en måned – om en måned kommer min søn til mig – –

LADY INGER
(moves about for a time in uneasy silence).
If Count Sture had not said farewell to the world so hurriedly, within a month he had hung on a gallows, or had sat for all his days in a dungeon. Had he been better served with such a lot? Or else he had bought his life by betraying my child into the hands of my foes. Is it I, then, that have slain him? Does not even the wolf defend her cubs? Who dare condemn me for striking my claws into him that would have reft me of my flesh and blood?--It had to be. No mother but would have done even as I. But ’tis no time for idle musings now. I must to work. (Sits down by the table on the left.) I will write to all my friends throughout the land. They rise as one man to support the great cause. A new king,--regent first, and then king---- (Begins to write, but falls into thought, and says softly:) Whom will they choose in the dead man’s place?--A king’s mother----? ’Tis a fair word. It has but one blemish--the hateful likeness to another word.--King’s mother and king’s murderer.¹ --King’s mother--one that takes a king’s life. King’s mother--one that gives a king life. (She rises.) Well, then; I will make good what I have taken.--My son shall be king! (She sits down again and begins writing, but pushes the paper away again, and leans back in her chair.) There is no comfort in a house where lies a corpse. ’Tis therefore I feel so strangely. (Turns her head to one side as if speaking to some one.) Not therefore? Why else should it be? (Broodingly.) Is there such a great gulf, then, between openly striking down a foe and slaying one--thus? Knut Alfson had cleft many a brain with his sword; yet was his own as peaceful as a child’s. Why then do I ever see this--(makes a motion as though striking with a knife)--this stab in the heart--and the gush of red blood after? (Rings, and goes on speaking while shifting about her papers.) Hereafter I will have none of these ugly sights. I will work both day and night. And in a month--in a month my son will be here---- ----

BJØRN
(træder ind).
Var det eder, som ringede, min frue?

BIÖRN
(entering).
Did you strike the bell, my lady?

FRU INGER
(skrivende).
Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i stuen.
(Bjørn går ud igen til venstre.)

LADY INGER
(writing).
Bring more lights. See to it in future that there are many lights in the room
(BIÖRN goes out again to the left.)

FRU INGER
(efter en stund, rejser sig med heftighed).
Nej, nej, nej; – jeg kan ikke føre pennen inat! Det brænder og værker i mit hoved – (opskræmt, lyttende.) Hvad er det? Å, de skruer låget til på kisten derinde. Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret om ridder Åge, som kom med kisten på sin bag. – Dersom nu han derinde en nat fik det indfald at komme med kisten på sin bag og takke for lån? (ler stille.) Hm, – vi voksne har ikke noget med vor børnetro at skaffe. (heftigt.) Men slige eventyr duer alligevel ikke! De volder urolige drømme. Når min søn vorder konge, skal de forbydes. (hun går et par gange frem og tilbage; derpå åbner hun vinduet.) Hvorlænge plejer det gemenligen vare, forinden et lig begynder at rådne? Alle stuer skal luftes ud. Sålænge ikke det er gjort, er det usundt at leve her.
(Bjørn kommer ind med to tændte armstager, som han sætter på bordene.)

LADY INGER
(after a pause, rises impetuously).
No, no, no;--I cannot guide the pen to-night! My head is burning and throbbing---- (Startled, listens.) What is that? Ah, they are screwing the lid on the coffin in there. When I was a child they told me the story of Sir Åge,² who rose up and walked with his coffin on his back.--If he in there were one night to think of coming with the coffin on his back, to thank me for the loan? (Laughs quietly.) Hm--what have we grown people to do with childish fancies? (Vehemently.) But such stories are hurtful none the less! They give uneasy dreams. When my son is king, they shall be forbidden. (Goes up and down once or twice; then opens the window.) How long is it, commonly, ere a body begins to rot? All the rooms must be aired. ’Tis not wholesome here till that be done.
(BIÖRN comes in with two lighted branch-candlesticks, which he places on the tables.)

FRU INGER,
(der atter har taget fat på papirerne):
Det er ret. Lad mig se du kommer ihu, hvad jeg sagde dig. Mange lys på bordet! – – Hvad tager de sig nu for derinde?

LADY INGER
(who has begun on the papers again). It is well. See you forget not what I have said. Many lights on the table! What are they about now in there?

BJØRN.
De holder endnu på at skrue kistelåget fast.

BIÖRN.
They are busy screwing down the coffin-lid.

FRU INGER
(skrivende).
Skruer de det godt fast?

LADY INGER
(writing).
Are they screwing it down tight?

BJØRN.
Så godt, som det behøves.

BIÖRN.
As tight as need be.

FRU INGER.
Ja, ja, – du kan ikke vide, hvor godt det behøves. Se efter, at det gøres forsvarligt. (går hen til ham med hånden fuld af papirer og siger hemmelighedsfuldt:) Bjørn, du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig én ting på hjerte. Vær på din post mod alle mennesker, – både mod dem, som er døde og mod dem, som skal dø. – Gå nu ind – gå ind og se efter, at de skruer kistelåget godt fast.

LADY INGER.
Ay, ay--who can tell how tight it needs to be? Do you see that ’tis well done. (Goes up to him with her hand full of papers, and says mysteriously:) Biörn, you are an old man; but one counsel I will give you. Be on your guard against all men--both those that are dead and those that are still to die.--Now go in--go in and see to it that they screw the lid down tightly.

BJØRN
(sagte, hovedrystende).
Jeg kan ikke blive klog på hende.
(han går atter ind i værelset til venstre.)

BIÖRN
(softly, shaking his head).
I cannot make her out.
(Goes back again into the room on the left.)

FRU INGER
(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra sig, går en stund op og ned, derpå siger hun med heftighed):
Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl! (hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet og siger sagte:) Der ler han livagtigt ned til mig! Fy! (hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.) Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men den anden, – er ikke også han din søn? Og han er min tillige; mærk dig det! (hun skotter stjålent henover billedrækken.) Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og går. (stamper i gulvet.) Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus! (begynder at vende alle billederne indad mod væggen.) Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv – –. Synes du det nu er påtide –? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og menneskene! (hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:) Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig. (breder pludselig armene ud og hvisker:) Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg! – Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe – hinsides stjernerne – fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så meget og så længe.

LADY INGER
(begins to seal a letter, but throws it down half- closed; walks up and down awhile, and then says vehemently:)
Were I a coward I had never done it--never to all eternity! Were I a coward, I had shrieked to myself: Refrain, ere yet thy soul is utterly lost! (Her eye falls on Sten Sture’s picture; she turns to avoid seeing it, and says softly:) He is laughing down at me as though he were alive! Pah! (Turns the picture to the wall without looking at it.) Wherefore did you laugh? Was it because I did evil to your son? But the other,--is not he your son too? And he is mine as well; mark that! (Glances stealthily along the row of pictures.) So wild as they are to-night, I have never seen them yet. Their eyes follow me wherever I may go. (Stamps on the floor.) I will not have it! (Begins to turn all the pictures to the wall.) Ay, if it were the Holy Virgin herself---- ----- Thinkest thou now is the time----? Why didst thou never hear my prayers, my burning prayers, that I might get back my child? Why? Because the monk of Wittenberg is right. There is no mediator between God and man! (She draws her breath heavily and continues in ever-increasing distraction.) It is well that I know what to think in such things. There was no one to see what was done in there. There is none to bear witness against me. (Suddenly stretches out her hands and whispers:) My son! My beloved child! Come to me! Here I am! Hush! I will tell you something: They hate me up there--beyond the stars-- because I bore you into the world. It was meant that I should bear the Lord God’s standard over all the land. But I went my own way. It is therefore I have had to suffer so much and so long.

BJØRN
(kommer fra værelset til venstre).
Frue, jeg har at melde – –. Krist fri mig, – hvad er dette?

BIÖRN
(comes from the room on the left).
My lady, I have to tell you---- Christ save me--what is this?

FRU INGER,
(der er stegen op i højsædet, som står ved væggen til bøjre):
Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret min søn til konge. Det holdt hårdt, forinden det kom så vidt; – thi det var med den vældige selv, jeg havde at stride.

LADY INGER
(has climbed up into the high-seat by the right-hand wall).
Hush! Hush! I am the King’s mother. They have chosen my son king. The struggle was hard ere it came to this--for ’twas with the Almighty One himself I had to strive.

NILS LYKKE
(kommer åndeløs ind fra højre).
Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru Inger, – vid at –

NILS LYKKE
(comes in breathless from the right).
He is saved! I have Jens Bielke’s promise. Lady Inger,--know that----

FRU INGER.
Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker. (en ligsalme høres inde fra værelset.) Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun har også stridt for sin søn – så længe til hun fik røde hænder deraf. – Hvor er mine døtre? Jeg ser dem ikke.

LADY INGER.
Peace, I say! look how the people swarm. (A funeral hymn is heard from the room within.) There comes the procession. What a throng! All bow themselves before the King’s mother. Ay, ay; has she not fought for her son-- even till her hands grew red withal?--Where are my daughters? I see them not.

NILS LYKKE.
Guds blod, – hvad er her sket?

NILS LYKKE.
God’s blood!--what has befallen here?

FRU INGER.
Mine døtre; – mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde én igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen. (hviskende.) Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to.

LADY INGER.
My daughters--my fair daughters! I have none any more. I had one left, and her I lost even as she was mounting her bridal bed. (Whispers.) Lucia’s corpse lay in it. There was no room for two.

NILS LYKKE.
Ah, – dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig.

NILS LYKKE.
Ah--it has come to this! The Lord’s vengeance is upon me.

FRU INGER.
Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham på kronen og på Sten Stures ring, som han bærer om halsen. – Hør, hvor lystigt det klinger. Han nærmer sig! Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha, – hvem sejrer, Gud eller jeg?
(Krigsknægtene kommer ud med kisten.)

LADY INGER.
Can you see him? Look, look! It is the King. It is Inger Gyldenlöve’s son! I know him by the crown and by Sten Sture’s ring that he wears round his neck. Hark, what a joyful sound! He is coming! Soon will he be in my arms! Ha-ha!--who conquers, God or I.
(The Men-at-Arms come out with the coffin.)

FRU INGER
(griber sig om hovedet og råber).
Liget! – (hviskende.) Fy; det er en hæslig drøm.
(hun synker ned i højsædet.)

LADY INGER
(clutches at her head and shrieks).
The corpse! (Whispers.) Pah! It is a hideous dream.
(Sinks back into the high-seat.)

JENS BJELKE,
(som er trådt ind fra højre, standser og råber overrasket):
Død! Altså dog –

JENS BIELKE
(who has come in from the right, stops and cries in astonishment).
Dead! Then after all----

EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Selv har han –

ONE OF THE MEN-AT-ARMS.
It was himself----

JENS BJELKE
(med et blik til Nils Lykke).
Han selv –?

JENS BIELKE
(with a look at NILS LYKKE).
He himself----?

NILS LYKKE.
Hys!

NILS LYKKE.
Hush!

FRU INGER
(mat og besindende sig).
Ja, rigtig; – nu kommer jeg det altsammen ihu.

LADY INGER
(faintly, coming to herself).
Ay, right; now I remember it all.

JENS BJELKE
(til krigsknægtene).
Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.

JENS BIELKE
(to the Men-at-Arms).
Set down the corpse. It is not Count Sture.

EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Tilgiv, herr ridder; – men denne ring, som han bar om sin hals –

ONE OF THE MEN-AT-ARMS.
Your pardon, Captain;--this ring that he wore round his neck----

NILS LYKKE
(griber ham i armen).
Ti; ti!

NILS LYKKE
(seizes his arm).
Be still!

FRU INGER
(farer ivejret).
Ringen? Ringen! (hun iler hen og river den til sig.) Sten Stures ring! (med et skrig.) O, Jesus Krist, – min søn!
(hun kaster sig ned over kisten.)

LADY INGER
(starts up).
The ring? The ring? (Rushes up and snatches the ring from him.) Sten Sture’s ring! (With a shriek.) Oh, Jesus Christ--my son!
(Throws herself down on the coffin.)

KRIGSKNÆGTENE.
Hendes søn?

THE MEN-AT-ARMS.
Her son?

JENS BJELKE
(på samme tid).
Inger Gyldenløves søn?

JENS BIELKE
(at the same time).
Inger Gyldenlöve’s son?

NILS LYKKE.
Så er det.

NILS LYKKE.
So it is.

JENS BJELKE.
Men hvorfor sagde I mig ikke – –?

JENS BIELKE.
But why did you not tell me----?

BJØRN,
(der forsøger at løfte hende op):
Hjælp; hjælp! Min frue, – hvad fattes eder?

BIÖRN
(trying to raise her up).
Help! help! My lady--what ails you?

FRU INGER
(med mat røst, idet hun hæver sig halvt ivejret):
Hvad der fattes –? Én kiste til. En grav hos mit barn – –
(Hun synker atter kraftløs ned over kisten. Nils Lykke går hurtigt ud til højre. Almindelig bevægelse blandt de øvrige.)

LADY INGER
(in a faint voice, half raising herself).
What ails me? I lack but another coffin, and a grave beside my child.
(Sinks again, senseless on the coffin. NILS LYKKE goes hastily out to the right. General consternation among the rest.)

1. The words in the original are “Kongemoder” and “Kongemorder,” a difference of one letter only.
2. Pronounce Oaghe.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=982ae42a-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display