Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

FØRSTE AKT

(En stue på Østråt. Gennem den åbne dør i baggrunden ses riddersalen i svagt månelys, som fra og til strejfer ind gennem et dybt buevindu på den modsatte væg. Til højre udgangsdør; foran samme et vindu med forhæng. På venstre side en dør, som fører ind til de indre værelser; nærmere mod forgrunden et stort åbent ildsted, der belyser stuen. Det er stormfuld aften.)
(Kammersvenden Bjørn og hustjeneren Finn sidder ved ildstedet. Densidste er beskæftiget med at afpudse en hjelm. Forskellige våbenstykker, et sværd og et skjold ligger ved siden af dem.)

ACT FIRST.

(A room at Östråt. Through an open door in the back, the Banquet Hall is seen in faint moonlight, which shines fitfully through a deep bow-window in the opposite wall. To the right, an entrance- door; further forward, a curtained window. On the left, a door leading to the inner rooms; further forward a large, open fireplace, which casts a glow over the room. It is a stormy evening.)
(BIÖRN and FINN are sitting by the fireplace. The latter is occupied in polishing a helmet. Several pieces of armour lie near them, along with a sword and shield.)

FINN
(efter et ophold).
Hvem var Knut Alfsøn?

FINN
(after a pause).
Who was Knut¹ Alfsön?

BJØRN.
Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand.

BIÖRN.
My Lady says he was the last of Norway’s knighthood.

FINN.
Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord?

FINN.
And the Danes killed him at Oslo-fiord?

BJØRN.
Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det.

BIÖRN.
Ask any child of five, if you know not that.

FINN.
Så Knut Alfsøn var altså vor sidste riddersmand? Og nu er han død og borte! (idet han holder hjelmen ivejret). Ja, så kan du gerne finde dig i at hænge blank og pudset i riddersalen; for nu er du ikke andet end en tom nøddeskal; kærnen – den har ormene ædt for mange vintre siden. Hør, du Bjørn, – kunde en ikke sige, at Norges land også er slig en tom nøddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenpå, ormstukken indeni?

FINN.
So Knut Alfsön was the last of our knighthood? And now he’s dead and gone! (Holds up the helmet.) Well then, hang thou scoured and bright in the Banquet Hall; for what art thou now but an empty nut-shell? The kernel--the worms have eaten that many a winter agone. What say you, Biörn--may not one call Norway’s land an empty nut- shell, even like the helmet here; bright without, worm-eaten within?

BJØRN.
Hold kæft og pas din dont! – – Er hjelmen færdig?

BIÖRN.
Hold your peace, and mind your work!--Is the helmet ready?

FINN.
Den skinner som sølv i måneskin.

FINN.
It shines like silver in the moonlight.

BJØRN.
Så sæt den væk. – – Se der; skrab gravrusten af sværdet.

BIÖRN.
Then put it by.---- ---- See here; scrape the rust off the sword.

FINN
(vender og drejer på det).
Men kan det lønne sig?

FINN
(turning the sword over and examining it).
Is it worth while?

BJØRN.
Hvad mener du?

BIÖRN.
What mean you?

FINN.
Eggen er borte.

FINN.
The edge is gone.

BJØRN.
Kommer ikke dig ved. Lad mig få det. – – Se der er skjoldet.

BIÖRN.
What’s that to you? Give it me.---- ---- Here, take the shield.

FINN
(som før).
Det mangler håndgrebet, du!

FINN
(as before).
There’s no grip to it!

BJØRN
(mumler).
Ja, gid jeg såsandt havde et håndgreb i dig, som –

BIÖRN
(mutters).
If once I got a grip on you----

FINN
(nynner en stund for sig selv).

(FINN hums to himself for a while.)

BJØRN.
Hvad er det nu?

BIÖRN.
What now?

FINN.
En tom hjelm, et sværd uden egg, et skjold uden håndgreb, – se, det er hele herligheden. Jeg tror, ingen skal kunne laste fru Inger, fordi hun hænger slige våbenstykker pudsede på salsvæggen, i stedet for at lade dem rustne i Danerblod.

FINN.
An empty helmet, an edgeless sword, a shield without a grip--there’s the whole glory for you. I see not that any can blame Lady Inger for leaving such weapons to hang scoured and polished on the walls, instead of rusting them in Danish blood.

BJØRN.
Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg.

BIÖRN.
Folly! Is there not peace in the land?

FINN.
Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin sidste pil, og ulven har stjålet hans sidste lam ud af fjøset, så holder de også fred sig imellem. Men det er nu sådant et underligt venskab. Nå, nå; lad den ting fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at rustningen hænger blank i salen; for du kender vel det gamle ord: „kun riddersmanden er en mand“; – og da vi nu ikke længer har nogen riddersmand hertillands, så har vi altså heller ingen mand; og hvor der ingen mand er, der får kvinden råde; se, derfor –

FINN.
Peace? Ay, when the peasant has shot away his last arrow, and the wolf has reft the last lamb from the fold, then is there peace between them. But ’tis a strange friendship. Well well; let that pass. It is fitting, as I said, that the harness hang bright in the hall; for you know the old saw: “Call none a man but the knightly man.” Now there is no knight left in our land; and where no man is, there must women order things; therefore----

BJØRN.
Derfor – derfor råder jeg dig at holde inde med al den rådne snak! (han rejser sig.) Det lakker udover kvelden. Se der; du kan hænge hjelm og plade ind i salen igen.

BIÖRN.
Therefore--therefore I order you to hold your foul prate! (Rises.) It grows late. Go hang helm and harness in the hall again.

FINN
(dæmpet).
Nej, lad det heller være til imorgen.

FINN
(in a low voice).
Nay, best let it be till tomorrow.

BJØRN.
Nå, du er vel aldrig mørkræd?

BIÖRN.
What, do you fear the dark?

FINN.
Ikke om dagen. Skulde det hænde sig, at jeg var det ved kveldstid, så er jeg ikke alene om det. Ja, du ser på mig; men du skal vide, nede i borgestuen går der snak om så mangt og meget. (sagtere.) Der er en og anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt skikkelse der inde hver evige nat.

FINN.
Not by day. And if so be I fear it at even, I am not the only one. Ah, you look; I tell you in the housefolk’s room there is talk of many things. (Lower.) They say that night by night a tall figure, clad in black, walks the Banquet Hall.

BJØRN.
Kærringsladder!

BIÖRN.
Old wives’ tales!

FINN.
Ja, men de bander allesammen på, at det er sandt.

FINN.
Ah, but they all swear ’tis true.

BJØRN.
Det tror jeg nok.

BIÖRN.
That I well believe.

FINN.
Det forunderligste er, at fru Inger har den samme mening –

FINN.
The strangest of all is that Lady Inger thinks the same----

BJØRN
(studsende).
Fru Inger? Nå, hvad mener hun?

BIÖRN
(starting).
Lady Inger? What does she think?

FINN.
Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok ikke mange som véd. Men visst er det, at hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se, at hun blir blegere og magrere dag for dag? (med et forskende øjekast.) Folkene siger, at hun aldrig sover, – og at det er for spøgelsets skyld –
(Under de sidste ord er Eline Gyldenløve trådt frem i den halvåbne dør til venstre. Hun standser og lytter uden at bemærkes.)

FINN.
What Lady Inger thinks no one can tell. But sure it is that she has no rest in her. See you not how day by day she grows thinner and paler? (Looks keenly at him.) They say she never sleeps--and that it is because of the dark figure----
(While he is speaking, ELINA GYLDENLÖVE has appeared in the half-open door on the left. She stops and listens, unobserved.)

BJØRN.
Og slig dumhed tror du på?

BIÖRN.
And you believe such follies?

FINN.
Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger den ting på en anden måde. Men se, det er nu bare ondskab. – Hør, du Bjørn, – kender du visen, som går landet rundt?

FINN.
Well, half and half. There be folk, too, that read things another way. But that is pure malice, for sure.--Hearken, Biörn-- know you the song that is going round the country?

BJØRN.
En vise?

BIÖRN.
A song?

FINN.
Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt forresten. Hør nu bare efter. (han synger med dæmpet stemme:)
Fru Inger sidder på Østråt gård;
hun er vel svøbt i skind.
Hun er vel svøbt i fløjel og mård;
hun fletter de røde guldperler i hår, –
men har ikke fred i sit sind.

Fru Inger har solgt sig til Danskens drot.
Hun skikker sit folk i fremmedes vold,
som vederlag – –
(Bjørn griber ham forbittret i brystet. Eline Gyldenløve trækker sig ubemærket tilbage.)

FINN.
Ay, ’tis on all folks’ lips. ’Tis a shameful scurril thing, for sure; yet it goes prettily. Just listen (sings in a low voice):
Dame Inger sitteth in Östråt fair,
She wraps her in costly furs--
She decks her in velvet and ermine and vair,
Red gold are the beads that she twines in her hair--
But small peace in that soul of hers.

Dame Inger hath sold her to Denmark’s lord.
She bringeth her folk ’neath the stranger’s yoke--
In guerdon whereof---- ----
(BIÖRN enraged, seizes him by the throat. ELINA GYLDENLÖVE withdraws without having been seen.)

BJØRN.
Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden vederlag, dersom du mæler et uhøvisk ord til om fru Inger!

BIÖRN.
And I will send you guerdonless to the foul fiend, if you prate of Lady Inger but one unseemly word more.

FINN
(idet han river sig løs).
Nå, nå, – er det mig, der har gjort visen?
(Et horn høres udenfor til højre.)

FINN
(breaking from his grasp).
Why--did I make the song?
(The blast of a horn is heard from the right.)

BJØRN.
Hys, – hvad er det?

BIÖRN.
Hush--what is that?

FINN.
Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.

FINN.
A horn. So we are to have guests to-night.

BJØRN
(ved vinduet).
De åbner porten. Jeg hører hovslag i borggården. Det må være en riddersmand.

BIÖRN
(at the window).
They are opening the gate. I hear the clatter of hoofs in the courtyard. It must be a knight.

FINN.
En riddersmand? Det kan det vel neppe være.

FINN.
A knight? A knight can it scarce be.

BJØRN.
Hvorfor ikke?

BIÖRN.
Why not?

FINN.
Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand er død og borte.
(han går ud til højre.)

FINN.
You said it yourself: the last of our knighthood is dead and gone. (Goes out to the right.)

BJØRN.
Den forbandede skelm, – han har øjnene med sig overalt. Så lidt har det da bådet, alt det jeg søgte at dølge og dække. Hun er i folkemunde; det vil ikke vare længe, før hver mand råber, at –

BIÖRN.
The accursed knave, with his prying and peering! What avails all my striving to hide and hush things? They whisper of her even now----; ere long will all men be clamouring for----

ELINE GYLDENLØVE
(kommer atter gennem døren til venstre; hun ser sig om og spørger med undertrykt bevægelse):
Er du alene, Bjørn?

ELINA
(comes in again through the door on the left; looks round her, and says with suppressed emotion).
Are you alone, Biörn?

BJØRN.
Er det jer, jomfru Eline?

BIÖRN.
Is it you, Mistress Elina?

ELINE.
Hør, – fortæl mig et af dine eventyr; – jeg véd, du kan flere end dem, som –

ELINA.
Come, Biörn, tell me one of your stories; I know you have more to tell than those that----

BJØRN.
Fortælle? Men nu, – så sent på kvelden –?

BIÖRN.
A story? Now--so late in the evening----?

ELINE.
Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på Østråt, så er det visselig sent.

ELINA.
If you count from the time when it grew dark at Östråt, it is late indeed.

BJØRN.
Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er så urolig.

BIÖRN.
What ails you? Has aught crossed you? You seem so restless.

ELINE.
Det er muligt.

ELINA.
May be so.

BJØRN.
Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt kunnet kende jer igen.

BIÖRN.
There is something the matter. I have hardly known you this half year past.

ELINE.
Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i ligkælderen.

ELINA.
Bethink you: this half year past my dearest sister Lucia has been sleeping in the vault below.

BJØRN.
Det er ikke derfor, jomfru Eline, – det er ikke alene derfor, at I går omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og rådløs, som nu ikveld.

BIÖRN.
That is not all, Mistress Elina--it is not that alone that makes you now thoughtful and white and silent, now restless and ill at ease, as you are to-night.

ELINE.
Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og fager som en sommernat? Bjørn, – jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som børn på dine knæ om vinterkvelden? Du sang viser for os, og du fortalte – –

ELINA.
You think so? And wherefore not? Was she not gentle and pure and fair as a summer night? Biörn, I tell you, Lucia was dear to me as my life. Have you forgotten how many a time, as children, we sat on your knee in the winter evenings? You sang songs to us, and told us tales----

BJØRN.
Ja, dengang var I fro og glad.

BIÖRN.
Ay, then your were blithe and gay.

ELINE.
Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i mine egne tanker! Kan det være troligt, at stranden dengang var så nøgen som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke. Dernede var det jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker; mine helte kom langvejs fra og foer over havet igen; jeg selv leved iblandt dem og fulgte med, når de drog bort. (synker ned på en stol.) Nu kender jeg mig så mat og træt; mine eventyr kan ikke nære mig længer; – de er kun – eventyr. (rejser sig heftigt.) Bjørn, – véd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag.

ELINA.
Ah, then, Biörn! Then I lived a glorious life in the fable-land of my own imaginings. Can it be that the sea-strand was naked then as now? If it were so, I did not know it. It was there I loved to go, weaving all my fair romances; my heroes came from afar and sailed again across the sea; I lived in their midst, and set forth with them when they sailed away. (Sinks on a chair.) Now I feel so faint and weary; I can live no longer in my tales. They are only--tales. (Rises hastily.) Biörn, do you know what has made me sick? A truth; a hateful, hateful truth, that gnaws me day and night.

BJØRN.
Hvad mener I?

BIÖRN.
What mean you?

ELINE.
Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode råd? Søster Lucia fulgte dem; men jeg, – gud bedre!

ELINA.
Do you remember how sometimes you would give us good counsel and wise saws? Sister Lucia followed them; but I--ah, well-a-day!

BJØRN
(trøstende).
Nå, nå!

BIÖRN
(consoling her).
Well, well----!

ELINE.
Jeg véd det, – jeg var stolt, hovmodig! Når vi legte sammen, vilde jeg altid være dronning, fordi jeg var den største, den fagreste, den kløgtigste. Jeg véd det!

ELINA.
I know it--I was proud and self-centred! In all our games, I would still be the Queen, because I was the tallest, the fairest, the wisest! I know it!

BJØRN.
Det er sandt.

BIÖRN.
That is true.

ELINE.
Engang tog du mig ved hånden og så alvorligt på mig, idet du sagde: vær ikke stolt af din fagerhed og din kløgt; men vær stolt som ørnen på fjeldet, hver gang du tænker på, at du er Inger Gyldenløves datter!

ELINA.
Once you took me by the hand and looked earnestly at me, and said: “Be not proud of your fairness, or your wisdom; but be proud as the mountain eagle as often as you think: I am Inger Gyldenlöve’s daughter!”

BJØRN.
I havde vel grund til at være stolt derover.

BIÖRN.
And was it not matter enough for pride?

ELINE.
Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O, du fortalte mig så mange eventyr dengang. (trykker hans hånd.) Tak for dem allesammen! – Fortæl mig endnu et; det turde hænde sig, at jeg blev let tilsinds igen, som før.

ELINA.
You told me so often enough, Biörn! Oh, you told me so many tales in those days. (Presses his hand.) Thanks for them all! Now, tell me one more; it might make me light of heart again, as of old.

BJØRN.
I er jo ikke længer noget barn.

BIÖRN.
You are a child no longer.

ELINE.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. – – Nu; fortæl!
(Hun kaster sig ned på en stol; Bjørn sætter sig på kanten af ildstedet.)

ELINA.
Nay, indeed! But let me dream that I am.--Come, tell on!
(Throws herself into a chair. BIÖRN sits in the chimney-corner.)

BJØRN.
Der var engang en højbåren riddersmand –

BIÖRN.
Once upon a time there was a high-born knight----

ELINE,
(der uroligt har lyttet mod salen, griber ham i armen og udbryder heftigt men hviskende):
Hys! Skrig da ikke så; – jeg er jo ikke tunghørt!

ELINA
(who has been listening restlessly in the direction of the hall, seizes his arm and breaks out in a vehement whisper).
Hush! No need to shout so loud; I can hear well!

BJØRN
(sagtere).
Der var engang en højbåren riddersmand, om hvem der gik det sælsomme ord – –

BIÖRN
(more softly).
Once upon a time there was a high-born knight, of whom there went the strange report----

ELINE
(rejser sig halvt op og lytter i ængstelig spænding mod salen).

(ELINA half-rises and listens in anxious suspense in the direction of the hall.)

BJØRN.
Jomfru Eline, – hvad fattes jer?

BIÖRN.
Mistress Elina, what ails you?

ELINE.
(sætter sig atter).
Mig? Ingenting. Fortæl du kun.

ELINA
(sits down again).
Me? Nothing. Go on.

BJØRN.
Nå, som sagt, – når han så en kvinde stivt ind i øjet, så glemte hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og stod, og sygnede hen af sorg.

BIÖRN.
Well, as I was saying, when he did but look straight in a woman’s eyes, never could she forget it after; her thoughts must follow him wherever he went, and she must waste away with sorrow.

ELINE.
Det har jeg hørt. – – Det er forresten ikke noget eventyr, det, du der fortæller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils Lykke, der endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd –

ELINA.
I have heard that tale---- ---- And, moreover, ’tis no tale you are telling, for the knight you speak of is Nils Lykke, who sits even now in the Council of Denmark----

BJØRN.
Kan vel hænde.

BIÖRN.
May be so.

ELINE.
Nu ja, lige godt; – bliv kun ved!

ELINA.
Well, let it pass--go on!

BJØRN.
Og så begav det sig engang –

BIÖRN.
Now it happened once----

ELINE
(rejser sig pludseligt).
Hys; vær stille!

ELINA
(rises suddenly).
Hush; be still!

BJØRN.
Hvad nu? Hvad går der af jer?

BIÖRN.
What now? What is the matter?

ELINE
(lyttende).
Hører du?

BJØRN.
Hvilket?

ELINE.
Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der!

ELINA.
It is there! Yes, by the cross of Christ it is there!

BJØRN
(rejser sig).
Hvad er der? Hvor?

BIÖRN
(rises).
What is there? Where?

ELINE.
Hun selv, – i riddersalen –
(hun iler op mod baggrunden.)

ELINA.
It is she--in the hall. (Goes hastily towards the hall.)

BJØRN
(følger efter).
Hvor kan I tro –? Jomfru Eline, – gå til jert kammer!

BIÖRN
(following).
How can you think----? Mistress Elina, go to your chamber!

ELINE.
Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se! Vent; – der kommer månen frem –. Kan du skimte den sorte skikkelse –?

ELINA.
Hush; stand still! Do not move; do not let her see you! Wait--the moon is coming out. Can you not see the black-robed figure----?

BJØRN.
Ved alle hellige –!

BIÖRN.
By all the holy----!

ELINE.
Ser du, – der vender hun Knut Alfsøns billede indad mod væggen. Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene!

ELINA.
Do you see--she turns Knut Alfson’s picture to the wall. Ha-ha; be sure it looks her too straight in the eyes!

BJØRN.
Jomfru Eline, hør mig!

BIÖRN.
Mistress Elina, hear me!

ELINE
(idet hun går nedover mod ildstedet).
Nu véd jeg, hvad jeg véd!

ELINA
(going back towards the fireplace).
Now I know what I know!

BJØRN
(hen for sig).
Så er det dog sandt!

BIÖRN
(to himself).
Then it is true!

ELINE.
Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?

ELINA.
Who was it, Biörn? Who was it?

BJØRN.
Det så I ligeså grant som jeg.

BIÖRN.
You saw as plainly as I.

ELINE.
Nu vel? Hvem så jeg?

ELINA.
Well? Whom did I see?

BJØRN.
I så eders moder.

BIÖRN.
You saw your mother.

ELINE
(halvt for sig selv).
Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt derinde. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo –; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at –

ELINA
(half to herself).
Night after night I have heard her steps in there. I have heard her whispering and moaning like a soul in pain. And what says the song---- Ah, now I know! Now I know that----

BJØRN.
Stille!
(Fru Inger Gyldenløve kommer hurtigt ud fra salen uden at lægge mærke til de andre, går lige hen til vinduet, trækker forhænget fra og stirrer en tidlang ud, som om hun spejdede efter nogen på landevejen; derpå vender hun sig og går langsomt ind i salen igen.)

BIÖRN.
Hush!
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters rapidly from the hall, without noticing the others; she goes to the window, draws the curtain, and gazes out as if watching for some one on the high road; after a while, she turns and goes slowly back into the hall.)

ELINE
(sagte, følger hende med øjnene).
Så drivende hvid, som en dødning – –!
(Larm og mange stemmer høres udenfor døren til højre.)

ELINA
(softly, following her with her eyes).
White as a corpse----!
(An uproar of many voices is heard outside the door on the right.)

BJØRN.
Hvad er der nu?

BIÖRN.
What can this be?

ELINE.
Gå ud og se efter, hvad det gælder!
(Gårdsfogden Ejnar Huk samt en stor flok husfolk og bønder kommer tilsyne i forstuen.)

ELINA.
Go out and see what is amiss.
(EINAR HUK, the bailiff, appears in the ante-room, with a crowd of Retainers and Peasants.)

EJNAR HUK
(i døren).
Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!

EINAR HUK
(in the doorway).
Straight in to her! And see you lose not heart!

BJØRN.
Hvad søger I?

BIÖRN.
What do you seek?

EJNAR HUK.
Fru Inger selv.

EINAR HUK.
Lady Inger herself.

BJØRN.
Fru Inger? Så sent på kvelden?

BIÖRN.
Lady Inger? So late?

EJNAR HUK.
Sent, men tidsnok, tænker jeg.

EINAR HUK.
Late, but time enough, I wot.

BØNDERNE.
Ja, ja, – nu må hun høre os!
(Hele mængden trænger ind i stuen. I det samme viser Fru Inger Gyldenløve sig i døren til riddersalen. Alle tier pludseligt.)

THE PEASANTS.
Yes, yes; she must hear us now!
(The whole rabble crowds into the room. At the same moment, LADY INGER appears in the doorway of the hall. A sudden silence.)

FRU INGER.
Hvad vil I mig?

LADY INGER.
What would you with me?

EJNAR HUK.
Vi søgte eder, højbårne frue, for at –

EINAR HUK.
We sought you, noble lady, to----

FRU INGER.
Nu vel, – sig frem!

LADY INGER.
Well, speak out!

EJNAR HUK.
Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt, – vi kommer for at bede eder om orlov og våben –

EINAR HUK.
Why, we are not ashamed of our errand. In one word, we come to pray you for weapons and leave----

FRU INGER.
Orlov og våben? Hvortil?

LADY INGER.
Weapons and leave----? And for what?

EJNAR HUK.
Der er kommet det rygte over fra Sverig, at almuen har rejst sig i Dalarne og stævner imod kong Gustav –

EINAR HUK.
There has come a rumour from Sweden that the people of the Dales have risen against King Gustav----

FRU INGER.
Har almuen i Dalarne?

LADY INGER.
The people of the Dales?

EJNAR HUK.
Ja, så går ordet, og det skal være ganske sikkert.

EINAR HUK.
Ay, so the tidings run, and they seem sure enough.

FRU INGER.
Nu, – om så var, – hvad har da I med Dalkarlenes rejsning at gøre?

LADY INGER.
Well, if it were so, what have you to do with the Dale-folk’s rising?

BØNDERNE.
Vi vil med! Vi vil hjælpe til! Fri os selv!

THE PEASANTS.
We will join them! We will help! We will free ourselves!

FRU INGER
(sagte).
Ah, skulde tiden være kommen!

LADY INGER
(aside).
Can the time be come?

EJNAR HUK.
Fra alle de norske grænsebygder stryger bønder indover til Dalarne. Selv fredløse mænd, som har vanket vildsomt år for år i fjeldet, de vover sig nu ned til gårdene igen, søger folk og sliber eggen på sine rustne værger.

EINAR HUK.
From all our borderlands the peasants are pouring across to the Dales. Even outlaws that have wandered for years in the mountains are venturing down to the homesteads again, and drawing men together, and whetting their rusty swords.

FRU INGER
(efter et ophold).
Hør, – sig mig, har I tilfulde betænkt jer? Har I regnet efter, hvad det vilde koste jer, hvis kong Gustavs mænd skulde sejre?

LADY INGER
(after a pause).
Tell me, men, have you thought well of this? Have you counted the cost, if King Gustav’s men should win?

BJØRN
(sagte og bønligt til fru Inger).
Regn efter, hvad det vil koste Dansken, hvis kong Gustavs mænd skulde tabe.

BIÖRN
(softly and imploringly to LADY INGER).
Count the cost to the Danes if King Gustav’s men should lose.

FRU INGER
(afvisende).
Det regnestykke er ikke min sag. (hun vender sig til mængden.) I véd, kong Gustav kan håbe på sikker bistand fra Danmark. Kong Fredrik er hans ven, og han vil visselig ikke lade ham i stikken –

LADY INGER
(evasively).
That reckoning is not for me to make. (Turns to the people). You know that King Gustav is sure of help from Denmark. King Frederick is his friend, and will never leave him in the lurch----

EJNAR HUK.
Men dersom nu bønderne rejste sig trindt om i hele Norges land? Dersom vi rejste os alle tilhobe, – herskabsfolk og almue? – Ja, fru Inger Gyldenløve, nu tror jeg næsten lejligheden er kommen, som vi har ventet på. Bryder det nu løs, så må de fremmede ud af landet.

EINAR HUK.
But if the people were now to rise all over Norway’s land?--if we all rose as one man, nobles and peasants together?-- ay, Lady Inger Gyldenlöve, the time we have waited for is surely come. We have but to rise now to drive the strangers from the land.

BØNDERNE.
Ja, ud med de danske fogder! Ud med de fremmede herremænd! Ud med rigsrådernes svende!

THE PEASANTS.
Ay, out with the Danish sheriffs! Out with the foreign masters! Out with the Councillors’ lackeys!

FRU INGER
(sagte).
O, malm er der i dem; – men dog, dog –!

LADY INGER
(aside).
Ah, there is metal in them; and yet, yet----!

BJØRN
(hen for sig).
Hun er tvivlrådig. (til Eline.) Hvad gældet det, jomfru Eline, – I har forsyndet jer i dommen over eders moder.

BIÖRN
(to himself).
She is of two minds. (To ELINA.) What say you now, Mistress Elina--have you not sinned in misjudging your mother?

ELINE.
Bjørn, – jeg kunde rive mine øjne ud af hovedet, ifald de havde løjet for mig!

ELINA.
Biörn, if my eyes have deceived me, I could tear them out of my head!

EJNAR HUK.
Ser I vel, min højbårne frue, – først gælder det kong Gustav; er han gjort magtløs, så vil ikke Danskerne kunne holde sig længe her i landet –

EINAR HUK.
See you not, my noble lady, King Gustav must be dealt with first. Once his power is gone, the Danes cannot long hold this land----

FRU INGER.
Og så?

LADY INGER.
And then?

EJNAR HUK.
Så er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer mere, og kan kåre os en konge selv, ligesom Svenskerne gjorde før os.

EINAR HUK.
Then we shall be free. We shall have no more foreign masters, and can choose ourselves a king, as the Swedes have done before us.

FRU INGER
(levende).
En konge selv! Tænker du på Sture-slægten?

LADY INGER
(with animation).
A king for ourselves. Are you thinking of the Sture stock?

EJNAR HUK.
Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort ryddigt hus rundt om på odels-sæderne. De bedste blandt vore herremænd vanker fredløse på fjeldstien, hvis de endnu er til. Men det turde vel hænde sig alligevel, at der kunde findes en eller anden ætling af de gamle slægter, som –

EINAR HUK.
King Christiern and others after him have swept bare our ancient houses. The best of our nobles are outlaws on the hill- paths, if so be they still live; nevertheless, it might still be possible to find one or other shoot of the old stems----

FRU INGER
(hurtigt).
Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok! (hen for sig.) Ah, mit dyreste håb! (hun vender sig til bønderne og husfolkene.) Jeg har nu formanet jer, så godt jeg kunde. Jeg har sagt jer, hvor stor en fare I vover jer ind i. Men dersom I er så faste i eders forsæt, så vilde det vel være dårligt af mig at forbyde jer, hvad I jo på egen hånd kunde sætte igennem.

LADY INGER
(hastily).
Enough, Einar Huk, enough! (To herself.) Ah, my dearest hope! (Turns to the Peasants and Retainers.) I have warned you, now, as well as I can. I have told you how great is the risk you run. But if you are fixed in your purpose, it were folly of me to forbid what I have no power to prevent.

EJNAR HUK.
Vi har altså eders minde til at –?

EINAR HUK.
Then we have your leave to----?

FRU INGER.
I har eders egen faste vilje; spørg den tilråds. Er det så, som I siger, at I dagligen plages og trykkes – –. Jeg véd så lidet om disse ting. Jeg vil ikke vide mere! Hvad kan jeg, en enlig kvinde –? Selv om I vilde plyndre riddersalen –; og der findes mangt et brugeligt værge derinde –; I har jo hele magten på Østråt ikveld. I får gøre, hvad eder lyster. God nat!
(Mængden bryder ud i høje glædesråb. Der tændes lys og huskarlene henter allehånde våbenstykker ind fra salen.)

LADY INGER.
You have your own firm will; take counsel with that. If it be as you say, that you are daily harassed and oppressed---- ---- I know but little of these matters, and would not know more. What can I, a lonely woman----? Even if you were to plunder the Banquet Hall--and there’s many a good weapon on the walls--you are the masters at Östråt to-night. You must do as seems good to you. Good-night!
(Loud cries of joy from the multitude. Candles are lighted; the retainers bring weapons of different kinds from the hall.)

BJØRN
(griber fru Ingers hånd idet hun vil gå).
Tak, min ædle og stormodige frue! Jeg, som har kendt jer lige fra barneårene, jeg har aldrig tvivlet på jer.

BIÖRN
(seizes LADY INGER’S hand as she is going).
Thanks, my noble and high-souled mistress! I, that have known you from childhood up--I have never doubted you.

FRU INGER.
Stille, Bjørn, – det er et farefuldt spil, jeg har vovet i denne kveld. – For de andre gælder det kun livet; men for mig – tusende gange mere; tro mig!

LADY INGER.
Hush, Biörn. It is a dangerous game that I have ventured this night. The others stake only their lives; but I, trust me, a thousandfold more!

BJØRN.
Hvorledes? Ængstes I for eders magt og for eders gode forståelse med –?

BIÖRN.
How mean you? Do you fear for your power and your favour with----?

FRU INGER.
Min magt? O, gud i himlen!

LADY INGER.
My power? O God in Heaven!

EN HUSKARL
(kommer fra salen med et stort sværd).
Se, her er en rigtig ulvetand! Med den skal jeg flænge blodsugernes svende.

A RETAINER
(comes from the hall with a large sword).
See, here’s a real good wolf’s-tooth to flay the blood-suckers’ lackeys with!

EJNAR HUK
(til en anden huskarl).
Hvad har du fundet der?

HUSKARLEN.
Brystpladen, som de kalder for Herlof Hyttefads.

EJNAR HUK.
Den er for god til dig; – se, her har jeg landsestagen efter Sten Sture; hæng pladen på den, så fører vi det gildeste hærmærke, nogen mand vil forlange.

EINAR HUK.
’Tis too good for such as you. Look, here is the shaft of Sten Sture’s² lance; hang the breastplate upon it, and we shall have the noblest standard heart can desire.

HUSTJENEREN FINN
(med et brev i hånden, kommer fra døren til venstre og går hen imod fru Inger).
Jeg har ledt efter eder i alle stuer –

FINN
(comes from the door on the left, with a letter in his hand, and goes towards LADY INGER).
I have sought you through all the house.

FRU INGER.
Hvad vil du?

LADY INGER.
What do you want?

FINN
(rækker hende brevet).
En svend fra Trondhjem har bragt brev og bud til eder.

FINN
(hands her the letter).
A messenger is come from Trondhiem with a letter for you.

FRU INGER.
Lad os se! (idet hun åbner brevet.) Fra Trondhjem? Hvad kan det gælde? (gennemløber skrivelsen.) Hjælp, Krist! Fra ham! Og her i landet – –
(hun læser videre i stærk bevægelse, medens mændene vedbliver at hente våben ind fra salen.)

LADY INGER.
Let me see! (opening the letter). From Trondhiem? What can it be? (Runs through the letter.) Help, Christ! From him! and here in Norway----
(Reads on with strong emotion, while the men go on bringing out arms from the hall.)

FRU INGER
(hen for sig).
Han kommer altså hid. Han kommer hid i denne nat. – Ja, så gælder det at kæmpe med kløgt og ikke med sværd.

LADY INGER
(to herself).
He is coming here. He is coming to- night!--Ay, then ’tis with our wits we must fight, not with the sword.

EJNAR HUK.
Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi er vel rustede. Nu kan vi lægge ivej!

EINAR HUK.
Enough, enough, good fellows; we are well armed now, and can set forth on our way.

FRU INGER
(med en hurtig vending).
Ingen mand må forlade gården inat!

LADY INGER
(with a sudden change of tone).
No man shall leave my house to-night!

EJNAR HUK.
Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig; vi stryger indover fjorden og –

EINAR HUK.
But the wind is fair, noble lady; we can sail up the fiord, and----

FRU INGER.
Det bliver, som jeg har sagt.

LADY INGER.
It shall be as I have said.

EJNAR HUK.
Skal vi da bie til imorgen?

EINAR HUK.
Are we to wait till to-morrow, then?

FRU INGER.
Både til imorgen og længere. Ingen væbnet mand får lov til at forlade Østråt for det første.
(Der fornemmes uvilje iblandt mængden.)

LADY INGER.
Till to-morrow, and longer still. No armed man shall go forth from Östråt yet awhile.
(Signs of displeasure from the crowd.)

NOGLE AF BØNDERNE.
Vi går alligevel, fru Inger!

SOME OF THE PEASANTS.
We will go all the same, Lady Inger!

MANGE FLERE.
Ja, ja; vi går alligevel!

THE CRY SPREADS.
Yes, yes; we will go!

FRU INGER
(et skridt nærmere).
Hvem vover det? (alle tier; efter et øjebliks ophold tilføjer hun:) Jeg har tænkt for jer. Hvad véd I ringe mænd af almuen om landets sager? Hvor kan I tage jer for at dømme om sligt? I får se at tåle tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel ikke gå jer for nær, når I betænker, at selv os, herreslægterne, bydes der ikke bedre kår nutildags. – – Bær alle våben ind i salen igen. Siden skal I få min vilje at vide. Gå ud!
(Husfolkene bringer våbenstykkerne bort, hvorefter hele flokken fjerner sig gennem døren til højre.)

LADY INGER
(advancing a step towards them).
Who dares to move? (A silence. After a moment’s pause, she adds:) I have thought for you. What do you common folk know of the country’s needs? How dare you judge of such things? You must even bear your oppressions and burdens yet awhile. Why murmur at that, when you see that we, your leaders, are as ill bested as you?---- ---- Take all the weapons back to the hall. You shall know my further will hereafter. Go!
(The Retainers take back the arms, and the whole crowd then withdraws by the door on the right.)

ELINE
(sagte til Bjørn).
Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i dommen over – fruen på Østråt?

ELINA
(softly to BIÖRN).
Do you still think I have sinned in misjudging--the Lady of Östråt?

FRU INGER
(vinker Bjørn til sig og siger):
Hold et gæstekammer rede.

LADY INGER
(beckons to BIÖRN, and says).
Have a guest chamber ready.

BJØRN.
Vel, fru Inger!

BIÖRN.
It is well, Lady Inger!

FRU INGER.
Og porten åben for enhver, som måtte banke på.

LADY INGER.
And let the gate stand open to all that knock.

BJØRN.
Men –?

BIÖRN.
But----?

FRU INGER.
Porten åben!

LADY INGER.
The gate open!

BJØRN.
Porten åben.
(han går ud til højre.)

BIÖRN.
The gate open. (Goes out to the right.)

FRU INGER
(til Eline, som allerede er i døren til venstre).
Bliv her! – – Eline; – mit barn, – jeg har noget at sige dig i enrum.

LADY INGER
(to ELINA, who has already reached the door on the left).
Stay here!---- ---- Elina--my child--I have something to say to you alone.

ELINE.
Jeg hører eder.

ELINA.
I hear you.

FRU INGER.
Eline, – – du tror ilde om din moder.

LADY INGER.
Elina---- ----you think evil of your mother.

ELINE.
Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger mig til at tro.

ELINA.
I think, to my sorrow, what your deeds have forced me to think.

FRU INGER.
Og du svarer mig, som dit umilde sind byder.

LADY INGER.
You answer out of the bitterness of your heart.

ELINE.
Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af havde jeg vant mig til at se på eder som på en stor, højsindet kvinde. Lig eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at læse i krønikerne og i Kæmpe-bogen. Det tyktes mig, som om Gud Herren selv havde sat sit tegn på eders pande og mærket jer som den, der skulde lede de rædde og de rådvilde. I højsalen sang riddere og herremænd eders pris; og selve almuen, nær og fjern, kaldte eder landets håb og støtte. Og alle mente de, at gennem eder skulde de gode tider komme igen! Alle mente de, at med eder skulde der komme som en ny dag over os. Det er endnu nat; og snart véd jeg ikke længer, om jeg tør tro, at nogen morgen kommer med eder.

ELINA.
Who has filled my heart with bitterness? From my childhood I have been wont to look up to you as a great and high-souled woman. It was in your likeness I pictured the women we read of in the chronicles and the Book of Heroes. I thought the Lord God himself had set his seal on your brow, and marked you out as the leader of the helpless and the oppressed. Knights and nobles sang your praise in the feast-hall, and the peasants, far and near, called you the country’s pillar and its hope. All thought that through you the good times were to come again! All thought that through you a new day was to dawn over the land! The night is still here; and I no longer know if I dare look for any morning to come through you.

FRU INGER.
Det ligger nær at skønne, hvor du henter slige giftige ord fra. Det er båret dig for øre, hvad den tankeløse hob hvisker og mumler om ting, som den lidet kan dømme om.

LADY INGER.
It is easy to see whence you have learnt such venomous words. You have let yourself give ear to what the thoughtless rabble mutters and murmurs about things it can little judge of.

ELINE.
I mængdens mund er sandhed, sagde I dengang, da eders pris lød i sang og tale.

ELINA.
“Truth is in the people’s mouth,” was your word when they praised you in speech and song.

FRU INGER.
Lad så være. Men om jeg også valgte at sidde uvirksom her, skønt det stod til mig at handle, – tror du da ikke, at slige kår var mig en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe stene på den?

LADY INGER.
May be so. But if indeed I had chosen to sit here idle, though it was my part to act--do you not think that such a choice were burden enough for me, without your adding to its weight?

ELINE.
De stene, jeg hober på eders byrde, knuger mig lige så tungt som eder. Let og fri trak jeg livsens ånde, så længe jeg havde eder at tro på. Thi for at leve må jeg kende mig stolt; og det vilde jeg været med rette, dersom I var bleven, hvad I engang var.

ELINA.
The weight I add to your burden bears on me as heavily as on you. Lightly and freely I drew the breath of life, so long as I had you to believe in. For my pride is my life; and well had it become me, if you had remained what once you were.

FRU INGER.
Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det? Eline, – hvoraf véd du så visst, at du ikke gør din moder uret?

LADY INGER.
And what proves to you I have not? Elina, how can you know so surely that you are not doing your mother wrong?

ELINE
(frembrydende).
O, hvis jeg gjorde det!

ELINA
(vehemently).
Oh, that I were!

FRU INGER.
Stille! Du har ingen ret til at kræve regnskab af din moder. – Med et eneste ord kunde jeg – –; dog, det vilde ikke være godt for dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde, at –

LADY INGER.
Peace! You have no right to call your mother to account---- With a single word I could---- ----; but it would be an ill word for you to hear; you must await what time shall bring; may be that----

ELINE
(idet hun vil gå).
Sov vel, min moder!

ELINA
(turns to go).
Sleep well, my mother!

FRU INGER
(nølende).
Nej, – bliv hos mig; der er endnu noget, som – – Kom nærmere; – du må høre mig, Eline!
(hun sætter sig ved bordet foran vinduet.)

LADY INGER
(hesitates).
Nay, stay with me; I have still somewhat-- Come nearer;--you must hear me, Elina!
(Sits down by the table in front of the window.)

ELINE.
Jeg hører eder.

ELINA.
I am listening.

FRU INGER.
Så taus du også er, så véd jeg dog for visst, at du mere end engang længes bort herfra. Det er dig for ensomt og for øde på Østråt.

LADY INGER.
For as silent as you are, I know well that you often long to be gone from here. Östråt is too lonely and lifeless for you.

ELINE.
Hvor kan det undre jer, min moder?

ELINA.
Do you wonder at that, my mother?

FRU INGER.
Det står til dig selv, om det herefterdags skal vorde anderledes.

LADY INGER.
It rests with you whether all this shall henceforth be changed.

ELINE.
Hvordan?

ELINA.
How so?

FRU INGER.
Hør mig. – I denne nat venter jeg en gæst til gården.

LADY INGER.
Listen.--I look for a guest to-night.

ELINE
(nærmere).
En gæst?

ELINA
(comes nearer).
A guest?

FRU INGER.
En gæst, som må være fremmed og ukendt. Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen.

LADY INGER.
A stranger, who must remain a stranger to all. None must know whence he comes or whither he goes.

ELINE
(kaster sig med et glædesskrig ned for hende og griber hendes hænder).
Min moder! Min moder! Forlad mig al min uret imod jer, hvis I kan det!

ELINA
(throws herself, with a cry of joy, at her mother’s feet and seizes her hands).
My mother! My mother! Forgive me, if you can, all the wrong I have done you!

FRU INGER.
Hvad mener du? – Eline, jeg forstår dig ikke.

LADY INGER.
What do you mean? Elina, I do not understand you.

ELINE.
Så har de da alle taget fejl? I er da endnu trofast i hjertet!

ELINA.
Then they were all deceived! You are still true at heart!

FRU INGER.
Men så rejs dig, – og sig mig –

LADY INGER.
Rise, rise and tell me----

ELINE.
O, tror I da ikke jeg véd, hvem gæsten er?

ELINA.
Do you think I do not know who the stranger is?

FRU INGER.
Du véd det? Og alligevel – –?

LADY INGER.
You know? And yet----?

ELINE.
Tænker I da, Østråts porte har været så tæt stængte, at ikke et jammers-rygte engang skulde smutte indenfor? Mener I ikke jeg véd, at mangen ætling af de gamle slægter vanker som fredløs mand, uden ly og leje, medens de danske herrer råder på hans fædres gård?

ELINA.
Do you think the gates of Östråt shut so close that never a whisper of evil tidings can slip through? Do you think I do not know that the heir of many a noble line wanders outlawed, without rest or shelter, while Danish masters lord it in the home of their fathers?

FRU INGER.
Og så? Hvad mere?

LADY INGER.
And what then?

ELINE.
Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder jages som sulten ulv i skogen. Han har ikke arnested at hvile ved, ikke brød at bide –

ELINA.
I know well that many a high-born knight is hunted through the woods like a hungry wolf. No hearth has he to rest by, no bread to eat----

FRU INGER
(koldt).
Det er nok! Nu forstår jeg dig.

LADY INGER
(coldly).
Enough! Now I understand you.

ELINE
(vedblivende).
Og derfor åbner I Østråts porte ved nattetid! Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser det strænge herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå ham bi med ly og pleje –

ELINA
(continuing).
And that is why the gates of Östråt must stand open by night! That is why he must remain a stranger to all, this guest of whom none must know whence he comes or whither he goes! You are setting at naught the harsh decree that forbids you to harbour or succor the exiles----

FRU INGER.
Det er nok, siger jeg! (hun tier lidt og tilføjer med overvindelse:) Du fejler, Eline; – det er ingen fredløs mand jeg venter.

LADY INGER.
Enough, I say! (After a short silence, adds with an effort:) You mistake, Elina--it is no outlaw that I look for----

ELINE
(rejser sig).
Så har jeg visselig kun ilde forstået eder.

ELINA
(rises).
Then I have understood you ill indeed.

FRU INGER.
Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du ellers mægter at tæmme dit vilde sind.

LADY INGER.
Listen to me, my child; but think as you listen; if indeed you can tame that wild spirit of yours.

ELINE.
Jeg skal være tam, til I har udtalt.

ELINA.
I am tame, till you have spoken.

FRU INGER.
Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. – Jeg har, så vidt det stod i min magt, søgt at holde dig uvidende om al den nød og vånde, som vi nu er stædt i. Thi hvad kunde det både, om jeg dryssed sorg og harm i din unge sjæl? Det er ikke gråd og kvindeklynk, som skal fri os ud af trængslerne. Der kræves mod og mandskraft.

LADY INGER.
Then hear what I have to say--I have sought, so far as lay in my power, to keep you in ignorance of all our griefs and miseries. What could it avail to fill your young heart with wrath and care? It is not weeping and wailing of women that can free us from our evil lot; we need the courage and strength of men.

ELINE.
Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og mandskraft, når det gøres behov?

ELINA.
Who has told you that, when courage and strength are indeed needed, I shall be found wanting?

FRU INGER.
Stille, barn; – jeg kunde tage dig på ordet.

LADY INGER.
Hush, child;--I might take you at your word.

ELINE.
Hvordan, min moder?

ELINA.
How mean you, my mother?

FRU INGER.
Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg kunde –; dog, lad mig først få tale til ende. Du må da vide, at den tid tykkes nærme sig, som det danske rigsråd gennem mange år har virket for, – den tid, mener jeg, da de kan give vore rettigheder og vor frihed det sidste stød. Se, derfor gælder det –

LADY INGER.
I might call on you for both; I might----; but let me say my say out first. Know then that the time seems now to be drawing nigh, towards which the Danish Council have been working for many a year--the time for them to strike a final blow at our rights and our freedom. Therefore must we now----

ELINE
(livfuldt).
At slå løs, min moder?

ELINA
(eagerly).
Throw off the yoke, my mother?

FRU INGER.
Nej; det gælder at vinde råderum. I København er rådet nu forsamlet for at overlægge, hvorledes de bedst kan gribe sagen an. De fleste skal være af den mening, at tvistighederne ikke kan bilægges, så længe ikke Norsk og Dansk er ét; thi dersom vi beholder vore rettigheder som et frit rige, når nyt kongevalg engang skal foregå, så er det rimeligt, at fejden bryder åbenbart ud. Se, dette vil de danske herrer forhindre –

LADY INGER.
No; we must gain breathing-time. The Council is now sitting in Copenhagen, considering how best to aim the blow. Most of them are said to hold that there can be no end to dissensions till Norway and Denmark are one; for if we should still have our rights as a free land when the time comes to choose the next king, it is most like that the feud will break out openly. Now the Danish Councillors would hinder this----

ELINE.
Ja, de vil forhindre det, – ja! Men skal vi tåle sligt? Skal vi roligt se til, at –?

ELINA.
Ay, they would hinder it----! But are we to endure such things? Are we to look on quietly while----?

FRU INGER.
Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben, – at træde frem i åben dyst, – hvor vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er enige? Og stod det nogen tid værre til med enigheden hertillands, end netop nu? – Nej, skal vi kunne udrette noget, så må det ske i løndom og stilhed. Vi må, som jeg siger dig, få stunder til at område os. I det søndre Norge er en god del af adelen for de Danske; men her nordenfjelds er det endnu tvivlsomt. Derfor har kong Fredrik skikket en af sine højst betroede mænd herop, for med egne øjne at forvisse sig om, hvordan vi er sindede.

LADY INGER.
No, we will not endure it. But to take up arms--to begin open warfare--what would come of that, so long as we are not united? And were we ever less united in this land than we are even now?--No, if aught is to be done, it must be done secretly and in silence. Even as I said, we must have time to draw breath. In the South, a good part of the nobles are for the Dane; but here in the North they are still in doubt. Therefore King Frederick has sent hither one of his most trusted councillors, to assure himself with his own eyes how we stand affected.

ELINE
(spændt).
Nu; – og så –?

ELINA
(anxiously).
Well--and then----?

FRU INGER.
Denne ridder kommer hid til Østråt inat.

LADY INGER.
He is the guest I look for to-night.

ELINE.
Herhid? Og inat?

ELINA.
He comes here? And to-night?

FRU INGER.
Et købmandsskib bragte ham igår til Trondhjem. For nylig fik jeg det budskab, at han vil gæste mig. Inden en time kan han ventes.

LADY INGER.
He reached Trondhiem yesterday by a trading ship. Word has just been brought that he is coming to visit me; he may be here within the hour.

ELINE.
Og I betænker ikke, min moder, hvad I udsætter eders rygte for, ved at tilstede den danske udsending et sligt møde? Er ikke almuen heromkring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan I håbe, at den engang vil lade sig lede og råde af eder, når det spørges, at –

ELINA.
Have you not thought, my mother, how it will endanger your fame thus to receive the Danish envoy? Do not the people already regard you with distrustful eyes? How can you hope that, when the time comes, they will let you rule and guide them, if it be known----

FRU INGER.
Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig betænkt; men det har ingen nød. Hans ærende her i landet er en hemmelighed; derfor er han kommen som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og ukendt vil han også gæste Østråt.

LADY INGER.
Fear not. All this I have fully weighed; but there is no danger. His errand in Norway is a secret; he has come unknown to Trondhiem, and unknown shall he be our guest at Östråt.

ELINE.
Og denne danske herres navn –?

ELINA.
And the name of this Danish lord----?

FRU INGER.
Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har knapt noget bedre at nævne.

LADY INGER.
It sounds well, Elina; Denmark has scarce a nobler name.

ELINE.
Men hvad har I så isinde? Endnu har jeg ikke fattet eders mening.

ELINA.
But what do you propose then? I cannot yet grasp your meaning.

FRU INGER.
Du vil snart begribe. – Da vi ikke kan søndertræde ormen, så må vi binde den.

LADY INGER.
You will soon understand.--Since we cannot trample on the serpent, we must bind him.

ELINE.
Vogt jer vel, at ikke snoren brister.

ELINA.
Take heed that he burst not your bonds.

FRU INGER.
Det kommer an på dig, hvor fast den skal strammes.

LADY INGER.
It rests with you to tighten them as you will.

ELINE.
På mig?

ELINA.
With me?

FRU INGER.
Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et fangebur. Det huger ikke en ung falk at sidde imellem jernstænger.

LADY INGER.
I have long seen that Östråt is as a cage to you. The young falcon chafes behind the iron bars.

ELINE.
Min vinge er stækket. Gav I mig end fri, – det vilde kun lidet både mig.

ELINA.
My wings are clipped. Even if you set me free--it would avail me little.

FRU INGER.
Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil.

LADY INGER.
Your wings are not clipped, except by your own will.

ELINE.
Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved at være, hvad I var, så vil også jeg –

ELINA.
Will? My will is in your hands. Be what you once were, and I too----

FRU INGER.
Nok derom. Hør mig videre. – At drage fra Østråt vil neppe være dig meget imod.

LADY INGER.
Enough, enough. Hear what remains---- It would scarce break your heart to leave Östråt?

ELINE.
Kan hænde, min moder!

ELINA.
Maybe not, my mother!

FRU INGER.
Du har engang sagt mig, at du levede dit gladeste liv i dine eventyr og krøniker. Dette liv kunde vende tilbage for dig.

LADY INGER.
You told me once, that you lived your happiest life in tales and histories. What if that life were to be yours once more?

ELINE.
Hvad mener I?

ELINA.
What mean you?

FRU INGER.
Eline, – hvis nu en mægtig riddersmand kom og førte dig til sin borg, hvor du fandt terner og svende, silkeklæder og høje sale?

LADY INGER.
Elina--if a mighty noble were now to come and lead you to his castle, where you should find damsels and pages, silken robes and lofty halls awaiting you?

ELINE.
En ridder, siger I?

ELINA.
A noble, you say?

FRU INGER.
En ridder.

LADY INGER.
A noble.

ELINE
(sagtere).
Og den danske udsending kommer hid inat.

ELINA
(more softly).
And the Danish envoy comes here to-night?

FRU INGER.
Inat.

LADY INGER.
To-night.

ELINE.
Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord.

ELINA.
If so be, then I fear to read the meaning of your words.

FRU INGER.
Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil mistyde dem. Det er visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du vælge og råde selv i denne sag.

LADY INGER.
There is nought to fear if you misread them not. Be sure it is far from my thought to put force upon you. You shall choose for yourself in this matter, and follow your own counsel.

ELINE
(et skridt nærmere).
Har I hørt om hin moder, der kørte over fjeldet ved nattetid med sine småbørn i slæden? Ulveflokken fulgte hende i sporet; det gjaldt liv eller død; – og hun kasted sine små bagud efter sig, en for en, for at vinde tid og frelse sig selv.

ELINA
(comes a step nearer).
Have you heard the story of the mother that drove across the hills by night with her little children by her in the sledge? The wolves were on her track; it was life or death with her;--and one by one she cast out her little ones, to gain time and save herself.

FRU INGER.
Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, før hun kasted sit barn for ulvene!

LADY INGER.
Nursery tales! A mother would tear the heart from her breast, before she would cast her child to the wolves!

ELINE.
Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde jeg give eder ret. Men I er som hin moder; og eders døtre har I kastet ud for ulvene, en for en. Først kasted I den ældste. For fem år siden drog Merete fra Østråt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig som den danske ridders frue? Vinzents Lunge er mægtig, fast som en konge; Merete har terner og svende, silkeklæder og høje sale; men dagen har ingen sol for hende, og natten ingen hvile; thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han bejled til hende, fordi hun var Norges rigeste arving, og fordi han dengang trængte til at få fast fod i landet. Jeg véd det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder hørig; hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har det kostet hende? Flere tårer, end en moder skulde ønske at svare til på dommens dag!

ELINA.
Were I not my mother’s daughter, I would say you were right. But you are like that mother; one by one you have cast out your daughters to the wolves. The eldest went first. Five years ago Merete³ went forth from Östråt; now she dwells in Bergen and is Vinzents Lunge’s⁴ wife. But think you she is happy as the Danish noble’s lady? Vinzents Lunge is mighty, well-nigh as a king; Merete has damsels and pages, silken robes and lofty halls; but the day has no sunshine for her, and the night no rest; for she has never loved him. He came hither and he wooed her; for she was the greatest heiress in Norway, and he needed to gain a footing in the land. I know it; I know it well! Merete bowed to your will; she went with the stranger lord.--But what has it cost her? More tears than a mother should wish to answer for at the day of reckoning.

FRU INGER.
Jeg kender mit regnskab, og det skrækker mig ikke.

LADY INGER.
I know my reckoning, and I fear it not.

ELINE.
Eders regnskab er ikke hermed tilende. Hvor er Lucia, eders andet barn?

ELINA.
Your reckoning ends not here. Where is Lucia, your second child?

FRU INGER.
Spørg Gud, som tog hende.

LADY INGER.
Ask God, who took her.

ELINE.
Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun måtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om våren, da hun sejled fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år efter stod hun atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og døden havde ædt sig ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder! I mente nok, at denne stygge hemmelighed var begraven med hende; – men hun har sagt mig alt. En høvisk ridder havde vundet hendes hjerte. Han vilde ægte hende. I vidste, at det gældte hendes ære. Men I blev ubøjelig, – og eders barn måtte dø. I ser, jeg véd det alt!

ELINA.
It is you I ask; it is you that must answer for her young life. She was glad as a bird in spring when she sailed from Östråt to be Merete’s guest. A year passed, and she stood in this room once more; but her cheeks were white, and death had gnawed deep into her breast. Ah, you wonder at me, my mother! You thought that the ugly secret was buried with her;--but she told me all. A courtly knight had won her heart. He would have wedded her. You knew that her honour was at stake; yet your will never bent--and your child had to die. You see, I know all!

FRU INGER.
Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?

LADY INGER.
All? Then she told you his name?

ELINE.
Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt mig. Hun havde ligesom en stingende rædsel for hans navn; – hun nævnte det aldrig.

ELINA.
His name? No; his name she did not tell me. His name was a torturing horror to her;--she never uttered it.

FRU INGER
(lettet, hen for sig).
Ah, så véd du dog ikke alt. – – Eline; – den sag, du nu har rørt ved, var mig fuldt ud vitterlig. Men der er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt på: Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk –

LADY INGER
(relieved, to herself).
Ah, then you do not know all---- ---- Elina--it is true that the whole of this matter was well known to me. But there is one thing about it you seem not to have noted. The lord whom Lucia met in Bergen was a Dane----

ELINE.
Også det véd jeg.

ELINA.
That too I know.

FRU INGER.
Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og glatte ord havde han besnæret hende.

LADY INGER.
And his love was a lie. With guile and soft speeches he had ensnared her.

ELINE.
Jeg véd det; men hun havde ham kær alligevel; og havde I havt en moders hjerte, så var eders barns ære gået for alt.

ELINA.
I know it; but nevertheless she loved him; and had you had a mother’s heart, your daughter’s honour had been more to you than all.

FRU INGER.
Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med Meretes lod for øjnene, vilde ofre mit andet barn til en mand, som ikke var hende god?

LADY INGER.
Not more than her happiness. Do you think that, with Merete’s lot before my eyes, I could sacrifice my second child to a man that loved her not?

ELINE.
Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men mig dårer de ikke. – Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad der går for sig rundt om i landet. Tilfulde skønner jeg eders færd. Jeg véd godt, at de danske herremænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader dem måske; men I frygter dem tillige. Den gang I gav Merete til Vinzents Lunge, havde de danske herrer overmagten på alle kanter i landet. Tre år efter, da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun havde knyttet sit liv, skønt han havde forlokket hende, – da stod sagerne helt anderledes. Kongens danske fogder havde øvet skændige ugerninger imod almuen, og I fandt det ikke rådeligt at knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede voldsmænd. Og hvad har I vel gjort for at hævne hende, der måtte dø så ung? I har intet gjort. Nu vel; jeg skal handle for jer; jeg skal hævne al den forsmædelse, der er overgået vort folk og vor æt!

ELINA.
Cunning words may befool many, but they befool not me---- Think not I know nothing of all that is passing in our land. I understand your counsels but too well. I know well that our Danish lords have no true friend in you. It may be that you hate them; but your fear them too. When you gave Merete to Vinzents Lunge the Danes held the mastery on all sides throughout our land. Three years later, when you forbade Lucia to wed the man she had given her life to, though he had deceived her,--things were far different then. The King’s Danish governors had shamefully misused the common people, and you thought it not wise to link yourself still more closely to the foreign tyrants. And what have you done to avenge her that had to die so young? You have done nothing. Well then, I will act in your stead; I will avenge all the shame they have brought upon our people and our house.

FRU INGER.
Du? Hvad har du isinde?

LADY INGER.
You? What will you do?

ELINE.
Jeg går min vej, ligesom I går eders. Hvad jeg har isinde, véd jeg ikke selv; men jeg føler kræfter i mig til at vove alt for vor retfærdige sag.

ELINA.
I shall go my way, even as you go yours. What I shall do I myself know not; but I feel within me the strength to dare all for our righteous cause.

FRU INGER.
Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg har engang lovet det samme som du, – og mit hår er grånet under byrden af mit løfte.

LADY INGER.
Then you have a hard fight before you. I once promised as you do now--and my hair has grown grey under the burden of that promise.

ELINE.
God nat! Eders gæst kan ventes; og ved det møde er jeg tilovers. Måske det endnu er tid for eder – –; nu, Gud styrke og lede eders færd! Glem ikke at mange tusenders øjne vogter på eder. Tænk på Merete, som græder sent og tidligt over sit forspildte liv. Tænk på Lucia, som sover i den sorte kiste. Og endnu ét. Glem ikke, at i denne nat spiller I brikkespil om eders sidste barn.
(hun går ud til venstre.)

ELINA.
Good-night! Your guest will soon be here, and at that meeting I should be out of place. It may be there is yet time for you---- ----; well, God strengthen you and guide your way! Forget not that the eyes of many thousands are fixed upon you. Think on Merete, weeping late and early over her wasted life. Think on Lucia, sleeping in her black coffin. And one thing more. Forget not that in the game you play this night, your stake is your last child.
(Goes out to the left.)

FRU INGER
(ser en stund efter hende).
Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du selv vidste. – – Men det gælder ikke mit barn alene. Hjælp mig Gud; i denne nat spilles brikkespil om hele Norges rige. Ah, – rider der ikke nogen gennem borgeledet? (hun lytter ved vinduet.) Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blæser det. – – Har Gud Herren ret til dette? – Danne mig til kvinde, – og så læsse en mandsdåd på mine skuldre. For jeg har landets velfærd i mine hænder. Det står i min magt at rejse dem alle som én mand. Det er fra mig de venter tegnet; og giver jeg det ikke nu, så sker det – kanske aldrig. Nøle? Ofre de mange for den enes skyld? – Var det ikke bedre, ifald jeg kunde – –? Nej, nej, nej, – jeg vil det ikke! Jeg kan det ikke! (hun kaster et stjålent blik imod riddersalen, vender sig bort som i angst og siger hviskende:) Nu er de derinde igen. Blege spøgelser; – døde fædre; faldne frænder. – Fy; disse borende øjne fra alle krogene! (hun slår bagover med hånden og skriger:) Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl! Vig, – vig! Jeg kan ikke dette!
(En fremmed, stærkbygget mand med gråsprængt hår og skæg, klædt i en forreven lammeskindskjortel og med rustne våben, er trådt ind fra riddersalen.)

LADY INGER
(looks after her awhile).
My last child? You know not how true was that word---- ---- But the stake is not my child only. God help me, I am playing to-night for the whole of Norway’s land. Ah--is not that some one riding through the gateway? (Listens at the window.) No; not yet. Only the wind; it blows cold as the grave---- ---- Has God a right to do this?--To make me a woman--and then to lay a man’s duty upon my shoulders? For I have the welfare of the country in my hands. It is in my power to make them rise as one man. They look to me for the signal; and if I give it not now---- it may never be given. To delay? To sacrifice the many for the sake of one?--Were it not better if I could---- ----? No, no, no--I will not! I cannot! (Steals a glance towards the Banquet Hall, but turns away again as if in dread, and whispers:) I can see them in there now. Pale spectres--dead ancestors-- fallen kinsfolk.--Ah, those eyes that pierce me from every corner! (Makes a backward gesture with her hand, and cries:) Sten Sture! Knut Alfson! Olaf Skaktavl! Back--back!--I cannot do this!
(A STRANGER, strongly built, and with grizzled hair and beard, has entered from the Banquet Hall. He is dressed in a torn lambskin tunic; his weapons are rusty.)

DEN FREMMEDE MAND
(standser ved døren og siger dæmpet):
Hil eder, fru Inger Gyldenløve!

THE STRANGER
(stops in the doorway, and says in a low voice). Hail to you, Inger Gyldenlöve!

FRU INGER
(vender sig med et skrig).
Ah, fri mig Krist i himlen!
(hun falder om i stolen. Den fremmede mand stirrer på hende, ubevægelig, lænet til sit sværd.)

LADY INGER
(turns with a scream).
Ah, Christ in heaven save me!
(Falls back into a chair. The STRANGER stands gazing at her, motionless, leaning on his sword.)

1. Pronounce Knoot.
2. Pronounce Stayn Stoore.
3. Pronounce Mayrayte
4. Pronounce Loonghe.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=96afbef4-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display