Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

FØRSTE AKT

(En stue på Østråt. Gennem den åbne dør i baggrunden ses riddersalen i svagt månelys, som fra og til strejfer ind gennem et dybt buevindu på den modsatte væg. Til højre udgangsdør; foran samme et vindu med forhæng. På venstre side en dør, som fører ind til de indre værelser; nærmere mod forgrunden et stort åbent ildsted, der belyser stuen. Det er stormfuld aften.)
(Kammersvenden Bjørn og hustjeneren Finn sidder ved ildstedet. Densidste er beskæftiget med at afpudse en hjelm. Forskellige våbenstykker, et sværd og et skjold ligger ved siden af dem.)

ACT FIRST.

(A room at Östråt. Through an open door in the back, the Banquet Hall is seen in faint moonlight, which shines fitfully through a deep bow-window in the opposite wall. To the right, an entrance- door; further forward, a curtained window. On the left, a door leading to the inner rooms; further forward a large, open fireplace, which casts a glow over the room. It is a stormy evening.)
(BIÖRN and FINN are sitting by the fireplace. The latter is occupied in polishing a helmet. Several pieces of armour lie near them, along with a sword and shield.)

FINN
(efter et ophold).
Hvem var Knut Alfsøn?

FINN
(after a pause).
Who was Knut¹ Alfsön?

BJØRN.
Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand.

BIÖRN.
My Lady says he was the last of Norway’s knighthood.

FINN.
Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord?

FINN.
And the Danes killed him at Oslo-fiord?

BJØRN.
Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det.

BIÖRN.
Ask any child of five, if you know not that.

FINN.
Så Knut Alfsøn var altså vor sidste riddersmand? Og nu er han død og borte! (idet han holder hjelmen ivejret). Ja, så kan du gerne finde dig i at hænge blank og pudset i riddersalen; for nu er du ikke andet end en tom nøddeskal; kærnen – den har ormene ædt for mange vintre siden. Hør, du Bjørn, – kunde en ikke sige, at Norges land også er slig en tom nøddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenpå, ormstukken indeni?

FINN.
So Knut Alfsön was the last of our knighthood? And now he’s dead and gone! (Holds up the helmet.) Well then, hang thou scoured and bright in the Banquet Hall; for what art thou now but an empty nut-shell? The kernel--the worms have eaten that many a winter agone. What say you, Biörn--may not one call Norway’s land an empty nut- shell, even like the helmet here; bright without, worm-eaten within?

BJØRN.
Hold kæft og pas din dont! – – Er hjelmen færdig?

BIÖRN.
Hold your peace, and mind your work!--Is the helmet ready?

FINN.
Den skinner som sølv i måneskin.

FINN.
It shines like silver in the moonlight.

BJØRN.
Så sæt den væk. – – Se der; skrab gravrusten af sværdet.

BIÖRN.
Then put it by.---- ---- See here; scrape the rust off the sword.

FINN
(vender og drejer på det).
Men kan det lønne sig?

FINN
(turning the sword over and examining it).
Is it worth while?

BJØRN.
Hvad mener du?

BIÖRN.
What mean you?

FINN.
Eggen er borte.

FINN.
The edge is gone.

BJØRN.
Kommer ikke dig ved. Lad mig få det. – – Se der er skjoldet.

BIÖRN.
What’s that to you? Give it me.---- ---- Here, take the shield.

FINN
(som før).
Det mangler håndgrebet, du!

FINN
(as before).
There’s no grip to it!

BJØRN
(mumler).
Ja, gid jeg såsandt havde et håndgreb i dig, som –

BIÖRN
(mutters).
If once I got a grip on you----

FINN
(nynner en stund for sig selv).

(FINN hums to himself for a while.)

BJØRN.
Hvad er det nu?

BIÖRN.
What now?

FINN.
En tom hjelm, et sværd uden egg, et skjold uden håndgreb, – se, det er hele herligheden. Jeg tror, ingen skal kunne laste fru Inger, fordi hun hænger slige våbenstykker pudsede på salsvæggen, i stedet for at lade dem rustne i Danerblod.

FINN.
An empty helmet, an edgeless sword, a shield without a grip--there’s the whole glory for you. I see not that any can blame Lady Inger for leaving such weapons to hang scoured and polished on the walls, instead of rusting them in Danish blood.

BJØRN.
Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg.

BIÖRN.
Folly! Is there not peace in the land?

FINN.
Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin sidste pil, og ulven har stjålet hans sidste lam ud af fjøset, så holder de også fred sig imellem. Men det er nu sådant et underligt venskab. Nå, nå; lad den ting fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at rustningen hænger blank i salen; for du kender vel det gamle ord: „kun riddersmanden er en mand“; – og da vi nu ikke længer har nogen riddersmand hertillands, så har vi altså heller ingen mand; og hvor der ingen mand er, der får kvinden råde; se, derfor –

FINN.
Peace? Ay, when the peasant has shot away his last arrow, and the wolf has reft the last lamb from the fold, then is there peace between them. But ’tis a strange friendship. Well well; let that pass. It is fitting, as I said, that the harness hang bright in the hall; for you know the old saw: “Call none a man but the knightly man.” Now there is no knight left in our land; and where no man is, there must women order things; therefore----

BJØRN.
Derfor – derfor råder jeg dig at holde inde med al den rådne snak! (han rejser sig.) Det lakker udover kvelden. Se der; du kan hænge hjelm og plade ind i salen igen.

BIÖRN.
Therefore--therefore I order you to hold your foul prate! (Rises.) It grows late. Go hang helm and harness in the hall again.

FINN
(dæmpet).
Nej, lad det heller være til imorgen.

FINN
(in a low voice).
Nay, best let it be till tomorrow.

BJØRN.
Nå, du er vel aldrig mørkræd?

BIÖRN.
What, do you fear the dark?

FINN.
Ikke om dagen. Skulde det hænde sig, at jeg var det ved kveldstid, så er jeg ikke alene om det. Ja, du ser på mig; men du skal vide, nede i borgestuen går der snak om så mangt og meget. (sagtere.) Der er en og anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt skikkelse der inde hver evige nat.

FINN.
Not by day. And if so be I fear it at even, I am not the only one. Ah, you look; I tell you in the housefolk’s room there is talk of many things. (Lower.) They say that night by night a tall figure, clad in black, walks the Banquet Hall.

BJØRN.
Kærringsladder!

BIÖRN.
Old wives’ tales!

FINN.
Ja, men de bander allesammen på, at det er sandt.

FINN.
Ah, but they all swear ’tis true.

BJØRN.
Det tror jeg nok.

BIÖRN.
That I well believe.

FINN.
Det forunderligste er, at fru Inger har den samme mening –

FINN.
The strangest of all is that Lady Inger thinks the same----

BJØRN
(studsende).
Fru Inger? Nå, hvad mener hun?

BIÖRN
(starting).
Lady Inger? What does she think?

FINN.
Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok ikke mange som véd. Men visst er det, at hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se, at hun blir blegere og magrere dag for dag? (med et forskende øjekast.) Folkene siger, at hun aldrig sover, – og at det er for spøgelsets skyld –
(Under de sidste ord er Eline Gyldenløve trådt frem i den halvåbne dør til venstre. Hun standser og lytter uden at bemærkes.)

FINN.
What Lady Inger thinks no one can tell. But sure it is that she has no rest in her. See you not how day by day she grows thinner and paler? (Looks keenly at him.) They say she never sleeps--and that it is because of the dark figure----
(While he is speaking, ELINA GYLDENLÖVE has appeared in the half-open door on the left. She stops and listens, unobserved.)

BJØRN.
Og slig dumhed tror du på?

BIÖRN.
And you believe such follies?

FINN.
Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger den ting på en anden måde. Men se, det er nu bare ondskab. – Hør, du Bjørn, – kender du visen, som går landet rundt?

FINN.
Well, half and half. There be folk, too, that read things another way. But that is pure malice, for sure.--Hearken, Biörn-- know you the song that is going round the country?

BJØRN.
En vise?

BIÖRN.
A song?

FINN.
Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt forresten. Hør nu bare efter. (han synger med dæmpet stemme:)
Fru Inger sidder på Østråt gård;
hun er vel svøbt i skind.
Hun er vel svøbt i fløjel og mård;
hun fletter de røde guldperler i hår, –
men har ikke fred i sit sind.

Fru Inger har solgt sig til Danskens drot.
Hun skikker sit folk i fremmedes vold,
som vederlag – –
(Bjørn griber ham forbittret i brystet. Eline Gyldenløve trækker sig ubemærket tilbage.)

FINN.
Ay, ’tis on all folks’ lips. ’Tis a shameful scurril thing, for sure; yet it goes prettily. Just listen (sings in a low voice):
Dame Inger sitteth in Östråt fair,
She wraps her in costly furs--
She decks her in velvet and ermine and vair,
Red gold are the beads that she twines in her hair--
But small peace in that soul of hers.

Dame Inger hath sold her to Denmark’s lord.
She bringeth her folk ’neath the stranger’s yoke--
In guerdon whereof---- ----
(BIÖRN enraged, seizes him by the throat. ELINA GYLDENLÖVE withdraws without having been seen.)

BJØRN.
Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden vederlag, dersom du mæler et uhøvisk ord til om fru Inger!

BIÖRN.
And I will send you guerdonless to the foul fiend, if you prate of Lady Inger but one unseemly word more.

FINN
(idet han river sig løs).
Nå, nå, – er det mig, der har gjort visen?
(Et horn høres udenfor til højre.)

FINN
(breaking from his grasp).
Why--did I make the song?
(The blast of a horn is heard from the right.)

BJØRN.
Hys, – hvad er det?

BIÖRN.
Hush--what is that?

FINN.
Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.

FINN.
A horn. So we are to have guests to-night.

BJØRN
(ved vinduet).
De åbner porten. Jeg hører hovslag i borggården. Det må være en riddersmand.

BIÖRN
(at the window).
They are opening the gate. I hear the clatter of hoofs in the courtyard. It must be a knight.

FINN.
En riddersmand? Det kan det vel neppe være.

FINN.
A knight? A knight can it scarce be.

BJØRN.
Hvorfor ikke?

BIÖRN.
Why not?

FINN.
Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand er død og borte.
(han går ud til højre.)

FINN.
You said it yourself: the last of our knighthood is dead and gone. (Goes out to the right.)

BJØRN.
Den forbandede skelm, – han har øjnene med sig overalt. Så lidt har det da bådet, alt det jeg søgte at dølge og dække. Hun er i folkemunde; det vil ikke vare længe, før hver mand råber, at –

BIÖRN.
The accursed knave, with his prying and peering! What avails all my striving to hide and hush things? They whisper of her even now----; ere long will all men be clamouring for----

ELINE GYLDENLØVE
(kommer atter gennem døren til venstre; hun ser sig om og spørger med undertrykt bevægelse):
Er du alene, Bjørn?

ELINA
(comes in again through the door on the left; looks round her, and says with suppressed emotion).
Are you alone, Biörn?

BJØRN.
Er det jer, jomfru Eline?

BIÖRN.
Is it you, Mistress Elina?

ELINE.
Hør, – fortæl mig et af dine eventyr; – jeg véd, du kan flere end dem, som –

ELINA.
Come, Biörn, tell me one of your stories; I know you have more to tell than those that----

BJØRN.
Fortælle? Men nu, – så sent på kvelden –?

BIÖRN.
A story? Now--so late in the evening----?

ELINE.
Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på Østråt, så er det visselig sent.

ELINA.
If you count from the time when it grew dark at Östråt, it is late indeed.

BJØRN.
Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er så urolig.

BIÖRN.
What ails you? Has aught crossed you? You seem so restless.

ELINE.
Det er muligt.

ELINA.
May be so.

BJØRN.
Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt kunnet kende jer igen.

BIÖRN.
There is something the matter. I have hardly known you this half year past.

1. Pronounce Knoot.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=96309eda-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display