Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

ELINE.
Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i ligkælderen.

ELINA.
Bethink you: this half year past my dearest sister Lucia has been sleeping in the vault below.

BJØRN.
Det er ikke derfor, jomfru Eline, – det er ikke alene derfor, at I går omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og rådløs, som nu ikveld.

BIÖRN.
That is not all, Mistress Elina--it is not that alone that makes you now thoughtful and white and silent, now restless and ill at ease, as you are to-night.

ELINE.
Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og fager som en sommernat? Bjørn, – jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som børn på dine knæ om vinterkvelden? Du sang viser for os, og du fortalte – –

ELINA.
You think so? And wherefore not? Was she not gentle and pure and fair as a summer night? Biörn, I tell you, Lucia was dear to me as my life. Have you forgotten how many a time, as children, we sat on your knee in the winter evenings? You sang songs to us, and told us tales----

BJØRN.
Ja, dengang var I fro og glad.

BIÖRN.
Ay, then your were blithe and gay.

ELINE.
Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i mine egne tanker! Kan det være troligt, at stranden dengang var så nøgen som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke. Dernede var det jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker; mine helte kom langvejs fra og foer over havet igen; jeg selv leved iblandt dem og fulgte med, når de drog bort. (synker ned på en stol.) Nu kender jeg mig så mat og træt; mine eventyr kan ikke nære mig længer; – de er kun – eventyr. (rejser sig heftigt.) Bjørn, – véd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag.

ELINA.
Ah, then, Biörn! Then I lived a glorious life in the fable-land of my own imaginings. Can it be that the sea-strand was naked then as now? If it were so, I did not know it. It was there I loved to go, weaving all my fair romances; my heroes came from afar and sailed again across the sea; I lived in their midst, and set forth with them when they sailed away. (Sinks on a chair.) Now I feel so faint and weary; I can live no longer in my tales. They are only--tales. (Rises hastily.) Biörn, do you know what has made me sick? A truth; a hateful, hateful truth, that gnaws me day and night.

BJØRN.
Hvad mener I?

BIÖRN.
What mean you?

ELINE.
Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode råd? Søster Lucia fulgte dem; men jeg, – gud bedre!

ELINA.
Do you remember how sometimes you would give us good counsel and wise saws? Sister Lucia followed them; but I--ah, well-a-day!

BJØRN
(trøstende).
Nå, nå!

BIÖRN
(consoling her).
Well, well----!

ELINE.
Jeg véd det, – jeg var stolt, hovmodig! Når vi legte sammen, vilde jeg altid være dronning, fordi jeg var den største, den fagreste, den kløgtigste. Jeg véd det!

ELINA.
I know it--I was proud and self-centred! In all our games, I would still be the Queen, because I was the tallest, the fairest, the wisest! I know it!

BJØRN.
Det er sandt.

BIÖRN.
That is true.

ELINE.
Engang tog du mig ved hånden og så alvorligt på mig, idet du sagde: vær ikke stolt af din fagerhed og din kløgt; men vær stolt som ørnen på fjeldet, hver gang du tænker på, at du er Inger Gyldenløves datter!

ELINA.
Once you took me by the hand and looked earnestly at me, and said: “Be not proud of your fairness, or your wisdom; but be proud as the mountain eagle as often as you think: I am Inger Gyldenlöve’s daughter!”

BJØRN.
I havde vel grund til at være stolt derover.

BIÖRN.
And was it not matter enough for pride?

ELINE.
Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O, du fortalte mig så mange eventyr dengang. (trykker hans hånd.) Tak for dem allesammen! – Fortæl mig endnu et; det turde hænde sig, at jeg blev let tilsinds igen, som før.

ELINA.
You told me so often enough, Biörn! Oh, you told me so many tales in those days. (Presses his hand.) Thanks for them all! Now, tell me one more; it might make me light of heart again, as of old.

BJØRN.
I er jo ikke længer noget barn.

BIÖRN.
You are a child no longer.

ELINE.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. – – Nu; fortæl!
(Hun kaster sig ned på en stol; Bjørn sætter sig på kanten af ildstedet.)

ELINA.
Nay, indeed! But let me dream that I am.--Come, tell on!
(Throws herself into a chair. BIÖRN sits in the chimney-corner.)

BJØRN.
Der var engang en højbåren riddersmand –

BIÖRN.
Once upon a time there was a high-born knight----

ELINE,
(der uroligt har lyttet mod salen, griber ham i armen og udbryder heftigt men hviskende):
Hys! Skrig da ikke så; – jeg er jo ikke tunghørt!

ELINA
(who has been listening restlessly in the direction of the hall, seizes his arm and breaks out in a vehement whisper).
Hush! No need to shout so loud; I can hear well!

BJØRN
(sagtere).
Der var engang en højbåren riddersmand, om hvem der gik det sælsomme ord – –

BIÖRN
(more softly).
Once upon a time there was a high-born knight, of whom there went the strange report----

ELINE
(rejser sig halvt op og lytter i ængstelig spænding mod salen).

(ELINA half-rises and listens in anxious suspense in the direction of the hall.)

BJØRN.
Jomfru Eline, – hvad fattes jer?

BIÖRN.
Mistress Elina, what ails you?

ELINE.
(sætter sig atter).
Mig? Ingenting. Fortæl du kun.

ELINA
(sits down again).
Me? Nothing. Go on.

BJØRN.
Nå, som sagt, – når han så en kvinde stivt ind i øjet, så glemte hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og stod, og sygnede hen af sorg.

BIÖRN.
Well, as I was saying, when he did but look straight in a woman’s eyes, never could she forget it after; her thoughts must follow him wherever he went, and she must waste away with sorrow.

ELINE.
Det har jeg hørt. – – Det er forresten ikke noget eventyr, det, du der fortæller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils Lykke, der endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd –

ELINA.
I have heard that tale---- ---- And, moreover, ’tis no tale you are telling, for the knight you speak of is Nils Lykke, who sits even now in the Council of Denmark----

BJØRN.
Kan vel hænde.

BIÖRN.
May be so.

ELINE.
Nu ja, lige godt; – bliv kun ved!

ELINA.
Well, let it pass--go on!

BJØRN.
Og så begav det sig engang –

BIÖRN.
Now it happened once----

ELINE
(rejser sig pludseligt).
Hys; vær stille!

ELINA
(rises suddenly).
Hush; be still!

BJØRN.
Hvad nu? Hvad går der af jer?

BIÖRN.
What now? What is the matter?

ELINE
(lyttende).
Hører du?

BJØRN.
Hvilket?

ELINE.
Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der!

ELINA.
It is there! Yes, by the cross of Christ it is there!

BJØRN
(rejser sig).
Hvad er der? Hvor?

BIÖRN
(rises).
What is there? Where?

ELINE.
Hun selv, – i riddersalen –
(hun iler op mod baggrunden.)

ELINA.
It is she--in the hall. (Goes hastily towards the hall.)

BJØRN
(følger efter).
Hvor kan I tro –? Jomfru Eline, – gå til jert kammer!

BIÖRN
(following).
How can you think----? Mistress Elina, go to your chamber!

ELINE.
Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se! Vent; – der kommer månen frem –. Kan du skimte den sorte skikkelse –?

ELINA.
Hush; stand still! Do not move; do not let her see you! Wait--the moon is coming out. Can you not see the black-robed figure----?

BJØRN.
Ved alle hellige –!

BIÖRN.
By all the holy----!

ELINE.
Ser du, – der vender hun Knut Alfsøns billede indad mod væggen. Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene!

ELINA.
Do you see--she turns Knut Alfson’s picture to the wall. Ha-ha; be sure it looks her too straight in the eyes!

BJØRN.
Jomfru Eline, hør mig!

BIÖRN.
Mistress Elina, hear me!

ELINE
(idet hun går nedover mod ildstedet).
Nu véd jeg, hvad jeg véd!

ELINA
(going back towards the fireplace).
Now I know what I know!

BJØRN
(hen for sig).
Så er det dog sandt!

BIÖRN
(to himself).
Then it is true!

ELINE.
Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?

ELINA.
Who was it, Biörn? Who was it?

BJØRN.
Det så I ligeså grant som jeg.

BIÖRN.
You saw as plainly as I.

ELINE.
Nu vel? Hvem så jeg?

ELINA.
Well? Whom did I see?

BJØRN.
I så eders moder.

BIÖRN.
You saw your mother.

ELINE
(halvt for sig selv).
Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt derinde. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo –; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at –

ELINA
(half to herself).
Night after night I have heard her steps in there. I have heard her whispering and moaning like a soul in pain. And what says the song---- Ah, now I know! Now I know that----

BJØRN.
Stille!
(Fru Inger Gyldenløve kommer hurtigt ud fra salen uden at lægge mærke til de andre, går lige hen til vinduet, trækker forhænget fra og stirrer en tidlang ud, som om hun spejdede efter nogen på landevejen; derpå vender hun sig og går langsomt ind i salen igen.)

BIÖRN.
Hush!
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters rapidly from the hall, without noticing the others; she goes to the window, draws the curtain, and gazes out as if watching for some one on the high road; after a while, she turns and goes slowly back into the hall.)

ELINE
(sagte, følger hende med øjnene).
Så drivende hvid, som en dødning – –!
(Larm og mange stemmer høres udenfor døren til højre.)

ELINA
(softly, following her with her eyes).
White as a corpse----!
(An uproar of many voices is heard outside the door on the right.)

BJØRN.
Hvad er der nu?

BIÖRN.
What can this be?

ELINE.
Gå ud og se efter, hvad det gælder!
(Gårdsfogden Ejnar Huk samt en stor flok husfolk og bønder kommer tilsyne i forstuen.)

ELINA.
Go out and see what is amiss.
(EINAR HUK, the bailiff, appears in the ante-room, with a crowd of Retainers and Peasants.)

EJNAR HUK
(i døren).
Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!

EINAR HUK
(in the doorway).
Straight in to her! And see you lose not heart!

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=9656cc54-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display