FRU INGER
(efter et ophold).
Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg er det også. Den kløgtigste –. Der er ingen, som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. Det er nøglen til gåden. Det gir vid i panden, det! Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem. (hun springer op.) Herre min Jesus, – hvad er dette? Er jeg ikke længer rådig over min forstand? Skulde det komme dertil, at jeg –? (hun presser hænderne sammen om hovedet; derpå sætter hun sig atter og siger roligere:) O, det er intet. Det går over. Det har ingen nød; – det går over. Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges ikke at hænge dem indad imod væggen. (hun rejser sig igen.) Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre; – og så står jeg ved målet. Jeg får mit barn igen. (hun tager lyset for at gå, men standser og siger hen for sig:) Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage? Kun det, – og så intet videre? (sætter atter stagen på bordet.) Dette flygtige ord, som Nils Lykke således kasted hen i vind og vejr –. Hvorledes kunde han se min ufødte tanke? (sagtere.) Kongemoder. – Kongemoder, sagde han. – Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har ikke min søn den samme adkomst til Sture-slægtens rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han det, – såsandt der ellers er retfærd i himlen. Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket dem, som løsepenge for hans frihed. Om de nu kunde vindes tilbage? – Vilde det fortørne himlen, om jeg –? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg –? – Hvem véd; – hvem véd! Det tør være sikrest at forsage. (hun tager atter lyset.) Jeg får jo mit barn igen. Det må være nok. Jeg vil søge hvile. Alle de forvovne tanker, – dem vil jeg sove fra mig. (går mod baggrunden, men standser oppe på gulvet og siger grublende:) Kongemoder!
(hun går langsomt ud til venstre i baggrunden.)
(Efter et kort ophold kommer Nils Lykke og Eline Gyldenløve lydløst ind fra den forreste dør til venstre. Nils Lykke har en liden lygte i hånden.)
LADY INGER
(after a pause).
They call me keen-witted beyond all others in the land. I believe they are right. The keenest- witted---- No one knows how I became so. For more than twenty years I have fought to save my child. That is the key to the riddle. Ay, that sharpens the wits! My wits? Where have they flown to-night? What has become of my forethought? There is a ringing and rushing in my ears. I see shapes before me, so life-like that methinks I could lay hold on them. (Springs up.) Lord Jesus--what is this? Am I no longer mistress of my reason? Is it to come to that----? (Presses her clasped hands over her head; sits down again, and says more calmly:) Nay, ’tis nought. It will pass. There is no fear;--it will pass. How peaceful it is in the hall to-night! No threatening looks from forefathers or kinsfolk. No need to turn their faces to the wall. (Rises again.) Ay, ’twas well that I took heart at last. We shall conquer;--and then I am at the end of my longings. I shall have my child again. (Takes up the light as if to go, but stops and says musingly:) At the end? The end? To get him back? Is that all?--is there nought further? (Sets the light down on the table.) That heedless word that Nils Lykke threw forth at random---- How could he see my unborn thought? (More softly.) A king’s mother? A king’s mother, he said----Why not? Have not my forefathers ruled as kings, even though they bore not the kingly name? Has not my son as good a title as the other to the rights of the house of Sture? In the sight of God he has--if so be there is justice in Heaven. And in an hour of terror I have signed away his rights. I have recklessly squandered them, as a ransom for his freedom. If they could be recovered?--Would Heaven be angered, if I----? Would it call down fresh troubles on my head if I were to----? Who knows; who knows! It may be safest to refrain. (Takes up the light again.) I shall have my child again. That must suffice me. I will try to rest. All these desperate thoughts,--I will sleep them away. (Goes towards the back, but stops in the middle of the hall, and says broodingly:) A king’s mother!
(Goes slowly out at the back, to the left.)
(After a short pause, NILS LYKKE and ELINA GYLDENLÖVE enter noiselessly by the first door on the left. NILS LYKKE has a small lantern in his hand.)
