FINN.
Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt forresten. Hør nu bare efter. (han synger med dæmpet stemme:)
Fru Inger sidder på Østråt gård;
hun er vel svøbt i skind.
Hun er vel svøbt i fløjel og mård;
hun fletter de røde guldperler i hår, –
men har ikke fred i sit sind.
Fru Inger har solgt sig til Danskens drot.
Hun skikker sit folk i fremmedes vold,
som vederlag – –
(Bjørn griber ham forbittret i brystet. Eline Gyldenløve trækker sig ubemærket tilbage.)
FINN.
Ay, ’tis on all folks’ lips. ’Tis a shameful scurril thing, for sure; yet it goes prettily. Just listen (sings in a low voice):
Dame Inger sitteth in Östråt fair,
She wraps her in costly furs--
She decks her in velvet and ermine and vair,
Red gold are the beads that she twines in her hair--
But small peace in that soul of hers.
Dame Inger hath sold her to Denmark’s lord.
She bringeth her folk ’neath the stranger’s yoke--
In guerdon whereof---- ----
(BIÖRN enraged, seizes him by the throat. ELINA GYLDENLÖVE withdraws without having been seen.)
