Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

TREDJE AKT

(Riddersalen. Et højt buevindu i baggrunden; et mindre vindu i forgrunden til venstre. Flere døre på begge sider. Loftet støttes af tykke fritstående træstolper, der, ligesom væggene, er behængte med alleslags våbenstykker. Billeder af helgener, riddere og fruer hænger i lange rader. Under loftet en stor brændende lampe med mange arme. I forgrunden til højre et gammeldags udskåret højsæde. Midt i salen står et dækket bord med levningerne af aftensmåltidet.)

ACT THIRD.

(The Banquet Hall. A high bow-window in the background; a smaller window in front on the left. Several doors on each side. The roof is supported by massive wooden pillars, on which, as well as on the walls, are hung all sorts of weapons. Pictures of saints, knights, and ladies hang in long rows. Pendent from the roof a large many-branched lamp, alight. In front, on the right, an ancient carven high-seat. In the middle of the hall, a table with the remnants of the evening meal.)
(ELINA GYLDENLÖVE enters from the left, slowly and in deep thought. Her expression shows that she is going over again in her mind the scene with NILS LYKKE. At last she repeats the motion with which she flung away the flowers, and says in a low voice:)

ELINE GYLDENLØVE
(kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket i hendes ansigt forråder, hvorledes hun i erindringen gennemlever optrinet med Nils Lykke. Tilsidst gør hun en armbevægelse, ligesom da hun kastede blomsterkosten; derpå siger hun med dæmpet stemme):
– – og så samlede han stumperne af Danmarks kongekrone –; blomsterne var det; – og „Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!“ Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra Østråt, – jeg havde hørt dem alligevel! Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham, – denne Nils Lykke! – Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger han, – og træder dem under sin fod. Og det er til ham, min moder tænkte at byde mig frem! – Hvor jeg hader ham! De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd. Det er ikke sandt! Der er intet sælsomt ved ham. Der findes mange, mange, som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker, og mine riddere kom og gik, – allesammen så de ud som Nils Lykke. Hvor det er forunderligt, og hvor det er godt at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt det var – før ikveld. Nej, – ikke for tusend års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så ham! – – „Guds hellige blod, hvor hun – –“
(hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.)
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)

ELINA.
---- ----And then he gathered up the fragments of the crown of Denmark--no, ’twas the flowers--and: “God’s holy blood, but she is proud and fair!” Had he whispered the words in the remotest corner, long leagues from Östråt,--still had I heard them! How I hate him! How I have always hated him,--this Nils Lykke!-- There lives not another man like him, ’tis said. He plays with women--and treads them under his feet. And it was to him my mother thought to offer me!--How I hate him! They say Nils Lykke is unlike all other men. It is not true! There is nothing strange in him. There are many, many like him! When Biörn used to tell me his tales, all the princes looked as Nils Lykke looks. When I sat lonely here in the hall and dreamed my histories, and my knights came and went,--they were one and all even as he. How strange and how good it is to hate! Never have I known how sweet it can be--till to-night. Ah--not to live a thousand years would I sell the moments I have lived since I saw him!-- “God’s holy blood, but she is proud---- ----”
(Goes slowly towards the background, opens the window and looks out. NILS LYKKE comes in by the first door on the right.)

NILS LYKKE
(hen for sig).
„Sov vel på Østråt, herr ridder“, sagde Inger Gyldenløve, da hun gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men – –; der udenfor, himmel og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod på båren; to rigers skæbne i min hånd; – og på mit bryst en vissen blomsterkost, som en kvinde har slængt for mine fødder. Sandelig, jeg frygter stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent. (bemærker Eline, der forlader vinduet og vil gå ind til venstre.) Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. – Ah, hvis jeg turde vove – (højt:) Jomfru Eline!

NILS LYKKE
(to himself).
“Sleep well at Östråt, Sir Knight,” said Inger Gyldenlöve as she left me. Sleep well? Ay, it is easily said, but---- ---- Out there, sky and sea in tumult; below, in the grave-vault, a young girl on her bier; the fate of two kingdoms in my hand; and in my breast a withered flower that a woman has flung at my feet. Truly, I fear me sleep will be slow of coming. (Notices ELINA, who has left the window, and is going out on the left.) There she is. Her haughty eyes seem veiled with thought.--Ah, if I but dared--(aloud). Mistress Elina!

ELINE
(standsende ved døren).
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?

ELINA
(stops at the door).
What will you? Why do you pursue me?

NILS LYKKE.
I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.

NILS LYKKE.
You err; I pursue you not. I am myself pursued.

ELINE.
Er I?

ELINA.
You?

NILS LYKKE.
Af mangehånde tanker. Derfor går det med søvnen, som med eder; – den flyr mig.

NILS LYKKE.
By a multitude of thoughts. Therefore ’tis with sleep as with you:--it flees me.

ELINE.
Gå til vinduet, så vil I finde tidekort; – et hav i storm –

ELINA.
Go to the window, and there you will find pastime;--a storm-tossed sea----

NILS LYKKE
(smilende).
Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.

NILS LYKKE
(smiles).
A storm-tossed sea? That I may find in you as well.

ELINE.
Hos mig?

ELINA.
In me?

NILS LYKKE.
Vort første møde har forvisset mig derom.

NILS LYKKE.
Ay, of that our first meeting has assured me.

ELINE.
Og I besværer eder derover?

ELINA.
And that offends you?

NILS LYKKE.
Nej, ingenlunde; men jeg ønskede dog at se eder mildere stemt.

NILS LYKKE.
Nay, in nowise; yet I could wish to see you of milder mood.

ELINE
(stolt).
Tror I, det vil lykkes eder?

ELINA
(proudly).
Think you that you will ever have your wish?

NILS LYKKE.
Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kærkomment budskab.

NILS LYKKE.
I am sure of it. I have a welcome word to say to you.

ELINE.
Og hvilket?

ELINA.
What is it?

NILS LYKKE.
Mit farvel.

NILS LYKKE.
Farewell.

ELINE
(et skridt nærmere).
Eders farvel? I forlader Østråt – så snart?

ELINA
(comes a step nearer him).
Farewell? You are leaving Östråt--so soon?

NILS LYKKE.
Endnu inat.

NILS LYKKE.
This very night.

ELINE
(synes et øjeblik tvivlrådig med sig selv; derpå siger hun koldt):
Så tag min hilsen, herr ridder!
(hun bøjer sig og vil gå.)

ELINA
(seems to hesitate for a moment; then says coldly:) Then take my greeting, Sir Knight! (Bows and is about to go.)

NILS LYKKE.
Eline Gyldenløve, – jeg har ingen ret til at holde eder tilbage; men det er uædelt, dersom I nægter at høre, hvad jeg har at sige eder.

NILS LYKKE.
Elina Gyldenlöve,--I have no right to keep you here; but ’twill be unlike your nobleness if you refuse to hear what I have to say to you.

ELINE.
Jeg hører eder, herr ridder!

ELINA.
I hear you, Sir Knight.

NILS LYKKE.
Jeg véd, I hader mig.

NILS LYKKE.
I know you hate me.

ELINE.
Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.

ELINA.
You are keen-sighted, I perceive.

NILS LYKKE.
Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent dette had. Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse til fru Inger.

NILS LYKKE.
But I know, too, that I have fully merited your hate. Unseemly and insolent were the words I wrote of you in my letter to Lady Inger.

ELINE.
Nok muligt; jeg har ikke læst dem.

ELINA.
It may be; I have not read them.

NILS LYKKE.
Men indholdet er eder idetmindste ikke ubekendt; jeg véd, eders moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har i al fald sagt eder, at jeg priste den mand heldig, som –; ja, I véd, hvad håb jeg nærede –

NILS LYKKE.
But at least their purport is not unknown to you; I know your mother has not left you in ignorance of the matter; at the least she has told you how I praised the lot of the man who----; surely you know the hope I nursed----

ELINE.
Herr ridder, – hvis det er derom I agter at tale, så –

ELINA.
Sir Knight--if it is of that you would speak----

NILS LYKKE.
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af andre grunde; – det sværger jeg eder. Hvis mit rygte, – hvad jeg desværre har årsag til at formode, – er nået til eder forinden jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også kende mit liv tilstrækkeligt til ikke at forundre eder, over, at jeg i deslige sager går noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange kvinder, Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer ud af vanen med at betjene sig af omveje –

NILS LYKKE.
I speak of it only to excuse what I have done; for no other reason, I swear to you. If my fame has reached you--as I have too much cause of fear--before I myself set foot in Östråt, you must needs know enough of my life not to wonder that in such things I should go to work something boldly. I have met many women, Elina Gyldenlöve; but not one have I found unyielding. Such lessons, look you, teach a man to be secure. He loses the habit of roundabout ways----

ELINE.
Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine kvinder har været af. I fejler forøvrigt, når I mener, at det er brevet til min moder, der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde ældre grunde.

ELINA.
May be so. I know not of what metal those women can have been. For the rest, you err in thinking ’twas your letter to my mother that aroused my soul’s hatred and bitterness against you. It is of older date.

NILS LYKKE
(urolig).
Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?

NILS LYKKE
(uneasily).
Of older date? What mean you?

ELINE.
Det er som I formoded; – eders rygte er gået forud for eder selv, til Østråt, som over det hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og æggende, lig en fiendes sejers-sang. Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig stod I for mine tanker; og det drog mig tilmødes som en længsel, at stilles ansigt til ansigt med eder, for at I kunde erfare, at der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt – dersom I agter at bruge den.

ELINA.
’Tis as you guessed:--your fame has gone before you to Östråt, even as over all the land. Nils Lykke’s name is never spoken save with the name of some woman whom he has beguiled and cast off. Some speak it in wrath, others with laughter and wanton jeering at those weak-souled creatures. But through the wrath and the laughter and the jeers rings the song they have made of you, masterful and insolent as an enemy’s song of triumph. ’Tis all this that has begotten my hate for you. Your were ever in my thoughts, and I longed to meet you face to face, that you might learn that there are women on whom your soft speeches are lost--if you should think to use them.

NILS LYKKE.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt; – men årsagerne dertil kender I ikke. – Som syttenårig junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked – endnu før ønsket var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade hænder. I er den første kvinde, som foragteligt har slængt min gave tilbage for min egen fod. Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod, – jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde. – – Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se, derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. – Vid da, at også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise mig vejen til et berømmeligt mål. – Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at foragte dem alle tilhobe. Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I? – Jeg véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender den andel, jeg har i forholdene – –. Det siges om mig, at jeg skal være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad jeg søgte, – havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at jeg da i dette øjeblik havde stået ved eders side som talsmand for alle de forurettede i Norges rige. Thi det tror jeg: en kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.

NILS LYKKE.
You judge me unjustly, if you judge from what rumour has told of me. Even if there be truth in all you have heard,-- you know not the causes that have made me what I am.--As a boy of seventeen I began my course of pleasure. I have lived full fifteen years since then. Light women granted me all that I would--even before the wish had shaped itself into a prayer; and what I offered them they seized with eager hands. You are the first woman that has flung back a gift of mine with scorn at my feet. Think not I reproach you. Rather I honour you for it, as never before have I honoured woman. But for this I reproach my fate-- and the thought is a gnawing pain to me--that I did not meet you sooner---- ---- Elina Gyldenlöve! Your mother has told me of you. While far from Östråt life ran its restless course, you went your lonely way in silence, living in your dreams and histories. Therefore you will understand what I have to tell you.--Know, then, that once I too lived even such a life as yours. Methought that when I stepped forth into the great world, a noble and stately woman would come to meet me, and would beckon me to her and point me the path towards a lofty goal.--I was deceived, Elina Gyldenlöve! Women came to meet me; but she was not among them. Ere yet I had come to full manhood, I had learnt to despise them all. Was it my fault? Why were not the others even as you?--I know the fate of your fatherland lies heavy on your soul, and you know the part I have in these affairs---- ---- ’Tis said of me that I am false as the sea-foam. Mayhap I am; but if I be, it is women who have made me so. Had I sooner found what I sought,--had I met a woman proud and noble and high-souled even as you, then had my path been different indeed. At this moment, maybe, I had been standing at your side as the champion of all that suffer wrong in Norway’s land. For this I believe: a woman is the mightiest power in the world, and in her hand it lies to guide a man whither God Almighty would have him go.

ELINE
(for sig selv).
Skulde det være, som han siger? Nej, nej; der er løgn i hans øje og svig på hans læber. Og dog –; ingen sang er så liflig som hans ord.

ELINA
(to herself).
Can it be as he says? Nay nay; there is falsehood in his eyes and deceit on his lips. And yet--no song is sweeter than his words.

NILS LYKKE
(nærmere, dæmpet og mere fortroligt):
Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt, ensom, med eders vekslende tanker. Da er det blevet eder trangt om brystet; loft og vægge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da har I længtes udad; da har det lystet eder at flyve langt herfra, uden at I selv vidste hvorhen. – Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og strengeleg, har sejlet forbi, langt derude; – et dunkelt rygte om store begivenheder er nået til eder; – da har I følt en higen i eders bryst, en ubetvingelig længsel efter at vide, hvad der var hinsides havet. Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder. I har stundom ment, det var eders fædrelands lod, der fyldte eder med alle de urolige tanker. I bedrog eder selv; – en jomfru i eders unge år har andet at gruble over. – – Eline Gyldenløve! Har I aldrig tænkt eder hemmelige kræfter, – en stærk og løndomsfuld magt, som knytter menneskenes skæbner til hinanden? Når I drømte om det brogede liv derude i den vide verden, – når I drømte om ridderspil og lystige fester, – så I da aldrig i eders drømme en ridder, der stod med smil på læben og med græmmelse i hjertet midt i den larmende færd, – en ridder, der engang havde drømt fagert som I, om en kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves søgte blandt alle dem, der omgav ham.

NILS LYKKE
(coming closer, speaks low and more intimately).
How often, when you have been sitting here at Östråt, alone with your changeful thoughts, have you felt your bosom stifling; how often have the roof and walls seemed to shrink together till they crushed your very soul. Then have your longings taken wing with you; then have you yearned to fly far from here, you knew not whither.--How often have you not wandered alone by the fiord; far out a ship has sailed by in fair array, with knights and ladies on her deck with song and music of stringed instruments;--a faint, far-off rumour of great events has reached your ears;--and you have felt a longing in your breast, an unconquerable craving to know all that lies beyond the sea. But you have not understood what ailed you. At times you have thought it was the fate of your fatherland that filled you with all these restless broodings. You deceived yourself;--a maiden so young as you has other food for musing---- ---- Elina Gyldenlöve! Have you never had visions of an unknown power--a strong mysterious might, that binds together the destinies of mortals? When you dreamed of knightly jousts and joyous festivals--saw you never in your dreams a knight, who stood in the midst of the gayest rout, with a smile on his lips and with bitterness in his heart,--a knight that had once dreamed a dream as fair as yours, of a woman noble and stately, for whom he went ever seeking, and in vain?

ELINE.
Hvo er I, der mægter at klæde mine lønligste tanker i ord? Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg har båret inderst i mit bryst – uden selv at vide det? Hvoraf véd I –?

ELINA.
Who are you, that have power to clothe my most secret thought in words? How can you tell me what I have borne in my inmost soul--and knew it not myself? How know you----?

NILS LYKKE.
Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i eders øjne.

NILS LYKKE.
All that I have told you, I have read in your eyes.

ELINE.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt forstået eder; og dog – – alt, alt synes mig forandret siden – – (hen for sig.) Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke er anderledes end alle andre.

ELINA.
Never has any man spoken to me as you have. I have understood you but dimly; and yet--all, all seems changed since---- (To herself.) Now I understand why they said that Nils Lykke was unlike all other.

NILS LYKKE.
Der gives en ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes tanker, når vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der kunde sket, hvis alt havde føjet sig så eller så. Havde jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ endnu var grønt og frodigt, så havde I måske i denne stund siddet som – – Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få øjeblikkes samtale har bragt mig til at glemme vor gensidige stilling. Det var som om en lønlig røst fra først af havde sagt mig, at med eder kunde jeg tale åbent, uden smiger og uden forstillelse.

NILS LYKKE.
There is one thing in the world that might drive a man to madness, but to think of it; and that is the thought of what might have been if things had fallen out in this way or that. Had I met you on my path while the tree of my life was yet green and budding, at this hour, mayhap, you had been---- ---- But forgive me, noble lady! Our speech of these past few moments has made me forget how we stand one to another. ’Twas as though a secret voice had told me from the first that to you I could speak openly, without flattery or dissimulation.

ELINE.
Det kan I.

ELINA.
That can you.

NILS LYKKE.
Nu vel; – og denne åbenhjertighed har måske allerede så halvt om halvt forsonet os med hinanden. Ja, – jeg er endnu dristigere i mit håb. Kanhænde den tid endnu kan komme, da I vil mindes den fremmede ridder uden had og uden harme i sjælen. Nå, nå, – misforstå mig ikke! Jeg mener ikke nu straks, – men engang, senere hen i tiden. Og for at gøre eder dette mindre svært, – og da jeg nu engang er begyndt at tale åbenhjertigt og ligefrem med eder, så lad mig sige jer –

NILS LYKKE.
’Tis well;--and it may be that this openness has already in part reconciled us. Ay--my hope is yet bolder. The time may yet come when you will think of the stranger knight without hate or bitterness in your soul. Nay,--mistake me not! I mean not now-- but some time, in the days to come. And that this may be the less hard for you--and as I have begun once for all to speak to you plainly and openly--let me tell you----

ELINE.
Herr ridder –!

ELINA.
Sir Knight----!

NILS LYKKE
(smilende).
Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter eder i skræk. Men vær I fuldkommen rolig. Jeg kunde give tusender til, dersom det var uskrevet; thi – ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder synderlig ondt at høre, så kan jeg jo ligesågodt sige det rent ud, – jeg elsker eder ikke, og vil aldrig komme til at elske eder. Vær I derfor, som sagt, fuldkommen tryg; jeg skal ingensinde gøre forsøg på at – – Men hvad fattes eder –?

NILS LYKKE
(smiling).
Ah, I see the thought of my letter still affrights you. Fear nought on that score. I would from my heart it were unwritten, for--I know ’twill concern you little enough, so I may even say it right out--for I love you not, and shall never come to you. Fear nothing, therefore, as I said before; I shall in no wise seek to---- ---- But what ails you----?

ELINE.
Mig? Intet; intet. – – Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad vil I med dem?

ELINA.
Me? Nothing, nothing.--Tell me but one thing. Why do you still wear those flowers? What would you with them?

NILS LYKKE.
Disse? Er det ikke en stridshandske, som I på alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op? Hvad jeg vil med dem, spurgte I? (dæmpet.) Når jeg atter står mellem de fagre fruer i Danmark, – når strengelegen tier og der er stilhed i salen, – da vil jeg tage disse blomster frem og fortælle et eventyr om en ung kvinde, der sidder ensom i en mørk bjelkehal, fjernt oppe i Norge – – (afbrydende, idet han ærbødigt bøjer sig.) Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder husets ædle datter. Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel.

NILS LYKKE.
These? Are they not a gage of battle you have thrown down to the wicked Nils Lykke on behalf of all womankind? What could I do but take it up? You asked what I would with them. (Softly.) When I stand again amidst the fair ladies of Denmark--when the music of the strings is hushed and there is silence in the hall--then will I bring forth these flowers and tell a tale of a young maiden sitting alone in a gloomy black-beamed hall, far to the north in Norway---- (Breaks off and bows respectfully.) But I fear I keep the noble daughter of the house too long. We shall meet no more; for before day-break I shall be gone. So now I bid you farewell.

ELINE.
Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
(kort stilhed.)

ELINA.
Fare you well, Sir Knight!
(A short silence.)

NILS LYKKE.
I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter eders fædrelands skæbne, der nager eder?

NILS LYKKE.
Again you are deep in thought, Elina Gyldenlöve! Is it the fate of your fatherland that weighs upon you still?

ELINE
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig).
Mit fædreland? – Jeg tænker ikke på mit fædreland.

ELINA
(shakes her head, absently gazing straight in front of her).
My fatherland?--I think not of my fatherland.

NILS LYKKE.
Så er det tiden med al dens kamp og nød, der ængster eder.

NILS LYKKE.
Then ’tis the strife and misery of the time that cause you dread.

ELINE.
Tiden? Den glemmer jeg nu. – – I går til Danmark? Var det ikke så I sagde?

ELINA.
The time? I have forgotten time---- ---- You go to Denmark? Said you not so?

NILS LYKKE.
Jeg går til Danmark.

NILS LYKKE.
I go to Denmark.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=97246c7c-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display