You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND.


 
THE VIKINGS OF HELGELAND.


 
PERSONERNE:
ØRNULF FRA FJORDENE, landnamsmand på Island.
SIGURD HIN STÆRKE, søkonge.
GUNNAR HERSE, rig bonde på Helgeland.
THOROLF, Ørnulfs yngste søn.
DAGNY, Ørnulfs datter.
HJØRDIS, hans fosterdatter.
KÅRE BONDE, en helgelænding.
EGIL, Gunnars søn, fire år gammel.
ØRNULFS sex ældre sønner.
ØRNULFS og SIGURDS MÆND.
GÆSTER, HUSKARLE, TERNER, FREDLØSE MÆND, o. s. v.


 
CHARACTERS.
ÖRNULF OF THE FIORDS, an Icelandic Chieftain.
SIGURD THE STRONG, a Sea-King.
GUNNAR HEADMAN,1 a rich yeoman of Helgeland.
DAGNY, Örnulf’s daughter.
HIÖRDIS, his foster-daughter.
KÅRE THE PEASANT, a Helgeland-man.
EGIL, Gunnar’s son, four years old.
ÖRNULF’S SIX OLDER SONS.
ÖRNULF’S AND SIGURD’S MEN.
Guests, house-carls, serving-maids, outlaws, etc.2


 
(Handlingen foregår i Erik blodøkses tid på og i nærheden af1 Gunnars gård på Helgeland i det nordlige Norge.)


 
1. fu: sf 
The action takes place in the time of Erik Blood-axe (about A.D. 933) at, and in the neighbourhood of, Gunnar’s house on the island of Helgeland, in the north of Norway.


 
FØRSTE AKT
(En høj strand, der i baggrunden løber brat ned til søen. Til venstre et nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i viken; langt ude til højre skær og høje holmer; søen er i stærkt oprør, det er vinter med snetykke og storm.)
  (Sigurd kommer op fra skibene; han er klædt i hvid kjortel med sølvbelte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer han et kort sakssværd. Ørnulf viser sig straks efter oppe mellem fjeldene, klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner samt lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)  
ACT FIRST.
(A rocky coast, running precipitously down to the sea at the back. To the left, a boat-house; to the right, rocks and pine-woods. The masts of two war-ships can be seen down in the cove. Far out to the right, the ocean, dotted with reefs and rocky islands; the sea is running high; it is a stormy snow-grey winter day.)
  (SIGURD comes up from the ships; he is clad in a white tunic with a silver belt, a blue cloak, cross-gartered hose, untanned shoes, and a steel cap; at his side hangs a short sword. ÖRNULF comes in sight immediately afterwards, up among the rocks, clad in a dark lamb-skin tunic with a breastplate and greaves, woollen stockings, and untanned shoes; over his shoulders he has a cloak of brown frieze, with the hood drawn over his steel cap, so that his face is partly hidden. He is very tall, and massively built, with a long white beard, but somewhat bowed by age; his weapons are a round shield, sword, and spear.) 
SIGURD
(træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt derhen og prøver at bryde døren op).
 
SIGURD
(enters first, looks around, sees the boat-shed, goes quickly up to it, and tries to burst open the door.) 
ØRNULF
(kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at genkende ham, stiger ned og råber):
Vig marken, hærmand! 
ÖRNULF
(appears among the rocks, starts on seeing SIGURD, seems to recognise him, descends and cries:)
Give place, Viking! 
SIGURD
(vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):
Det var første gang ifald jeg gjorde det! 
SIGURD
(turns, lays his hand on his sword, and answers:)
’Twere the first time if I did! 
ØRNULF.
Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely for mine stivfrosne mænd. 
ÖRNULF.
Thou shalt and must! I have need of the shelter for my stiff-frozen men. 
SIGURD.
Og jeg for en mødig kvinde. 
 
ØRNULF.
Mine mænd er mere værd end dine kvinder! 
 
SIGURD.
Så må skoggangsmænd stå højt i pris på Helgeland! 
SIGURD.
Then must outlaws be highly prized in Helgeland! 
ØRNULF
(hæver spydet).
Dyrt skal du bøde for de ord! 
ÖRNULF.
Dearly shalt thou aby that word! 
SIGURD
(drager sit sværd).
Nu vil det gå dig ilde, gubbe!
(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forsvarer sig.)
(Dagny og nogle af Sigurds mænd kommer fra stranden; Ørnulfs seks sønner fra fjeldene til højre.)  
SIGURD.
Now will it go ill with thee, old man!
(ÖRNULF rushes upon him; SIGURD defends himself.)
(DAGNY and some of SIGURD’S men come up from the strand; Örnulf’s six sons appear on the rocks to the right.) 
DAGNY
(der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks hætte, råber ned til skibene):
Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides med en fremmed! 
DAGNY
(who is a little in front, clad in a red kirtle, blue cloak, and fur hood, calls down to the ships:)
Up, all Sigurd’s men! My husband is fighting with a stranger! 
ØRNULFS SØNNER.
Til hjælp for gubben!
(de stiger ned.)  
ÖRNULF’S SONS.
Help for Örnulf!
(They descend.) 
SIGURD
(til sine mænd).
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene! 
SIGURD
(to his men).
Hold! I can master him alone! 
ØRNULF
(til sønnerne).
Lad mig slås i fred! (farer ind på Sigurd.) Jeg vil se dit blod! 
ÖRNULF
(to his sons).
Let me fight in peace! (Rushes in upon SIGURD.) I will see thy blood! 
SIGURD.
Se først dit eget!
(sårer ham i armen, så at spydet falder.)  
SIGURD.
First see thine own!
(Wounds him in the arm so that his spear falls.) 
ØRNULF.
Godt var det hugget, hærmand!
Snygt du sværdet svinger,
hvast du véd at ramme;
Sigurd selv, hin stærke,
står for dig tilskamme! 
ÖRNULF.
A stout stroke, Viking!
Swift the sword thou swingest,
keen thy blows and biting;
Sigurd’s self, the Stalwart,
stood before thee shame-struck. 
SIGURD
(smilende).
Så er skammen ham til hæder! 
SIGURD
(smiling).
Then were his shame his glory! 
ØRNULFS SØNNER
(med et udråb af forundring).
Sigurd selv! Sigurd hin stærke! 
ÖRNULF’S SONS
(with a cry of wonder).
Sigurd himself! Sigurd the Strong! 
ØRNULF.
Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter!
(kaster hætten tilbage.)  
ÖRNULF.
But sharper was thy stroke that night thou didst bear away Dagny, my daughter.
(Casts his hood back.) 
SIGURD OG HANS MÆND.
Ørnulf fra Fjordene! 
SIGURD AND HIS MEN.
Örnulf of the Fiords! 
DAGNY
(glad, men dog med et udtryk af uro).
Min fader og mine brødre! 
DAGNY
(glad, yet uneasy).
My father and my brothers! 
SIGURD.
Stil dig bag ved mig. 
SIGURD.
Stand thou behind me. 
ØRNULF.
Det gøres ikke behov. (nærmer sig til Sigurd.) Jeg drog kendsel på dig så såre du kom mig for øje, derfor ypped jeg strid; prøve vilde jeg om rygtet sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste idrætsmand i Norge. Nå, fred og forlig være mellem os! 
ÖRNULF.
Nay, no need. (Approaching SIGURD.) I knew thy face as soon as I was ware of thee, and therefore I stirred the strife; I was fain to prove the fame that tells of thee as the stoutest man of his hands in Norway. Henceforth let peace be between us. 
SIGURD.
Bedst, ifald det så kunde føje sig. 
SIGURD.
Best if so it could be. 
ØRNULF.
Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe; så ramme hug har ingen før skiftet med gamle Ørnulf. 
ÖRNULF.
Here is my hand. Thou art a warrior indeed; stouter strokes than these has old Örnulf never given or taken. 
SIGURD
(ryster hans fremrakte hånd).
Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed byder jeg dig selvdømme i den sag, der er os imellem; er du villig til at vælge de vilkår? 
SIGURD
(seizes his outstretched hand).
Let them be the last strokes given and taken between us two; and do thou thyself adjudge the matter between us. Art thou willing? 
ØRNULF.
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes. (til de øvrige.) Så gøres da vitterligt for alle, hvad sagen gælder. For fem vintre siden lå Sigurd og Gunnar herse som vikinger på Island og havde fredland der den vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og sejlede bort med hende. For dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede i sølv, og skal med det din ufredsgerning være sonet. 
ÖRNULF.
That am I, and straightway shall the quarrel be healed. (To the others.) Be the matter, then, known to all. Five winters ago came Sigurd and Gunnar Headman as vikings to Iceland; they lay in harbour close under my homestead. Then Gunnar, by force and craft, carried away my foster-daughter, Hiördis; but thou, Sigurd, didst take Dagny, my own child, and sailed with her over the sea. For that thou art now doomed to pay three hundred pieces of silver, and thereby shall thy misdeed be atoned. 
SIGURD.
Billige kår tykkes mig at være, hvad du der byder; de tre hundrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra Ædhelstan i England og så god, som nogen mand har båret den på Island. 
SIGURD.
Fair is thy judgment, Örnulf; the three hundred pieces will I pay, and add thereto a silken cloak fringed with gold. It is a gift from King AEthelstan of England, and better has no Icelander yet borne. 
DAGNY.
Ret så, min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu først er jeg frejdig tilsinds!
(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)  
DAGNY.
So be it, my brave husband; and my father, I thank thee. Now at last is my mind at ease.
(She presses her father’s and brothers’ hands, and talks low to them.) 
ØRNULF.
Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid være fuldt så hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine frænders minde. 
ÖRNULF.
Then thus stands the treaty between us; and from this day shall Dagny be to the full as honourably regarded as though she had been lawfully betrothed to thee, with the good will of her kin. 
SIGURD.
Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt! 
SIGURD.
And in me canst thou trust, as in one of thine own blood. 
ØRNULF.
Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil på stand friste, hvor god du er mig. 
ÖRNULF.
That doubt I not; and see! I will forthwith prove thy friendship. 
SIGURD.
Rede skal du finde mig; sig frem, – hvad kræver du? 
SIGURD.
Ready shalt thou find me; say, what dost thou crave? 
ØRNULF.
Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge Gunnar herse og kræve ransbøder for Hjørdis. 
ÖRNULF.
Thy help in rede and deed. I have sailed hither to Helgeland to seek out Gunnar Headman and draw him to reckoning for the carrying away of Hiördis. 
SIGURD
(overrasket).
Gunnar! 
SIGURD
(surprised).
Gunnar! 
DAGNY
(ligeså).
Og Hjørdis, – hvor er de at finde? 
DAGNY
(in the same tone).
And Hiördis--where are they? 
ØRNULF.
Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg. 
ÖRNULF.
In Gunnar’s homestead, I ween. 
SIGURD.
Og den ligger –? 
SIGURD.
And it is----? 
ØRNULF.
Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det? 
ÖRNULF.
Not many bow-shots hence; did ye not know? 
SIGURD
(med undertrykt bevægelse).
Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurgt fra Gunnar siden vi sidst sejled fra Island sammen. Vidt foer jeg i viking og tjente mange konger udenlands, medens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg i dag i lysingen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her nordpå var mig nok vitterligt, men – 
SIGURD
(with suppressed emotion).
No, truly. Small tidings have I had of Gunnar since we sailed from Iceland together. I have wandered far and wide and served many outland kings, while Gunnar sat at home. Hither we drive at day-dawn before the storm; I knew, indeed, that Gunnar’s homestead lay here in the north, but---- 
DAGNY
(til Ørnulf).
Og i det ærend foer du hjemmefra? 
DAGNY
(to ÖRNULF).
So that errand has brought thee hither? 
ØRNULF.
Så er det. (til Sigurd.) At vi to mødtes har været et værk af de vældige deroppe; de vilde det så. Havde jeg tænkt på at søge dig, så vidste jeg lidet hvor du var at finde. 
ÖRNULF.
That and no other. (To SIGURD.) Our meeting is the work of the Mighty Ones above; they willed it so. Had I wished to find thee, little knew I where to seek. 
SIGURD
(tankefuld).
Vel sandt, vel sandt! – Men nu den sag med Gunnar, – sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, af al formue, både med godt og ondt? 
SIGURD
(thoughtfully).
True, true!--But concerning Gunnar--tell me, Örnulf, art thou minded to go sharply to work, with all thy might, be it for good or ill? 
ØRNULF.
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem til Island igen, før jeg havde vidst at fremme min sag. 
ÖRNULF.
That must I. Listen, Sigurd, for thus it stands: Last summer I rode to the Council where many honourable men were met. When the Council-days were over, I sat in the hall and drank with the men of my hundred, and the talk fell upon the carrying-away of the women; scornful words they gave me, because I had let that wrong rest unavenged. Then, in my wrath, I swore to sail to Norway, seek out Gunnar, and crave reckoning or revenge, and never again to set foot in Iceland till my claim was made good. 
SIGURD.
Ja, ja! står det så, da skønner jeg nok at sagen må drives stærkt ifald det trænges om. 
SIGURD.
Ay, ay, since so it stands, I see well that if need be the matter must be pressed home. 
ØRNULF.
Det må den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig mand. Glad er jeg også at jeg foer i denne færd; tiden faldt mig lang på Island tilslut; derude på de blå vande var jeg bleven gammel og grå, det bares mig for som jeg måtte ud på dem engang til førend jeg –; nå ja, – Bergthora, min gode hustru, var jo død for længe siden, mine ældste sønner foer hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste til – 
ÖRNULF.
It must; but I shall not crave over much, and Gunnar has the fame of an honourable man. Glad am I, too, that I set about this quest; the time lay heavy on me in Iceland; out upon the blue waters had I grown old and grey, and I longed to fare forth once again before I----; well well--Bergthora, my good wife, was dead these many years; my eldest sons sailed on viking-ventures summer by summer; and since Thorolf was growing up---- 
DAGNY
(glad).
Thorolf er med? Hvor er han? 
DAGNY
(gladly).
Thorolf is with thee? Where is he? 
ØRNULF.
Ude på skibet. (peger mod baggrunden til højre.) Der skal du se en gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil blive en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig. 
ÖRNULF.
On board the ship. (Points towards the background, to the right.) Scarce shalt thou know the boy again, so stout and strong and fair has he grown. He will be a mighty warrior, Sigurd; one day he will equal thee. 
DAGNY
(smilende).
Det er nu som før, skønner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nærmest. 
DAGNY
(smiling).
I see it is now as ever; Thorolf stands nearest thy heart. 
ØRNULF.
Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det. 
ÖRNULF.
He is the youngest, and like his mother; therefore it is. 
SIGURD.
Men sig mig nu, – dit ærend hos Gunnar herse, – tænker du alt idag –? 
SIGURD.
But tell me--thy errand to Gunnar--thinkest thou to-day----? 
ØRNULF.
Heller idag end imorgen. Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet; vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, så får han friste de kår, som følger på.
(Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå vadmelskofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)  
ÖRNULF.
Rather to-day than to-morrow. Fair amends will content me; if Gunnar says me nay, then must he take what comes.
(KÅRE THE PEASANT enters hastily from the right; he is clad in a grey frieze cloak and low-brimmed felt hat; he carries in his hand a broken fence-rail.) 
KÅRE.
Godt møde, hærmænd! 
KÅRE.
Well met, Vikings! 
ØRNULF.
Hærmænds møde skattes sjelden godt. 
ÖRNULF.
Vikings are seldom well met. 
KÅRE.
Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses husfolk står mig efter livet! 
KÅRE.
If ye be honourable men, ye will grant me refuge among you; Gunnar Headman’s house-carls are hunting me to slay me. 
ØRNULF.
Gunnar herse! 
ÖRNULF.
Gunnar’s? 
SIGURD.
Så har du øvet ondt imod ham! 
SIGURD.
Then has thou done him some wrong! 
KÅRE.
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg sammen på en holme tæt under land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte mig for en træl; så bar jeg våben på ham og fældte ham. 
KÅRE.
I have done myself right. Our cattle fed together upon an island, hard by the coast; Gunnar’s men carried off my best oxen, and one of them flouted me for a thrall. Then bare I arms against him and slew him. 
ØRNULF.
Det var lovlig gerning. 
ÖRNULF.
That was a lawful deed. 
KÅRE.
Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, så jeg blev varslet itide og slap bort; dog, stakket frist kan jeg vente, for mine avindsmænd leder om mig. 
KÅRE.
But this morning his men came in wrath against me. By good hap I heard of their coming, and fled; but my foemen are on my tracks, and short shrift can I look for at their hands. 
SIGURD.
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar så godt som mig selv, og det véd jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand. 
SIGURD.
Ill can I believe thee, peasant! In bygone days I knew Gunnar as I know myself, and this I wot, that never did he wrong a peaceful man. 
KÅRE.
Gunnar har ingen del i al den ufærd, han er sønderpå landet; nej, det er Hjørdis, hans hustru – 
KÅRE.
Gunnar has no part in this wrong-doing; he is in the southland; nay, it is Hiördis his wife---- 
DAGNY.
Hjørdis! 
DAGNY.
Hiördis! 
ØRNULF
(mumlende).
Ja, ja, det kunde ligne hende! 
ÖRNULF
(to himself).
Ay, ay, ’tis like her! 
KÅRE.
Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var han villig til at tage, men så kom Hjørdis til, ægged sin husbond med mange hånlige ord og hindred forliget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges – 
KÅRE.
I offered Gunnar amends for the thrall, and he was willing; but then came Hiördis, and egged her husband on with scornful words, and hindered the peace. Since then has Gunnar gone to the south, and to-day---- 
SIGURD
(ser ud til venstre).
Der kommer vejfarende mænd nordefter, er det ikke –? 
SIGURD
(looking out to the left).
Here come wayfarers northward. Is it not----? 
KÅRE.
Det er Gunnar herse selv! 
KÅRE.
It is Gunnar himself! 
ØRNULF.
Vær du trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få jer forligte.
(Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre. Han er klædt husdragt, brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har han kun en liden håndøkse.)  
ÖRNULF.
Be of good heart; methinks I can make peace between you.
(GUNNAR HEADMAN, with several men, enters from the left. He is in a brown tunic, cross-gartered hose, a blue mantle, and a broad hat; he has no weapon but a small axe.) 
GUNNAR
(standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede).
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt –! 
GUNNAR
(stops in surprise and uncertainty on seeing the knot of men).
Örnulf of the Fiords! Yes, it is----! 
ØRNULF.
Der ser du ret nok. 
ÖRNULF.
Thou seest aright. 
GUNNAR
(træder nærmere).
Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du kommer med fred. 
GUNNAR
(approaching).
Then peace and welcome to thee in my land, if thou come in peace. 
ØRNULF.
Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves. 
ÖRNULF.
If thy will be as mine, there shall be no strife between us. 
SIGURD
(nærmer sig).
Vel mødt, Gunnar! 
SIGURD
(standing forward).
Well met, Gunnar! 
GUNNAR
(glad).
Sigurd – fosterbroder! (ryster hans hånd.) Ja, er du med, da véd jeg visst, at Ørnulf kommer med fred. (til Ørnulf.) Ræk mig hånden, gubbe! Hvad ærend du har her nordpå er ikke svært at skønne; det gælder Hjørdis, din fosterdatter. 
GUNNAR
(gladly).
Sigurd--foster-brother! (Shakes his hand.) Now truly, since thou art here, I know that Örnulf comes in peace. (To ÖRNULF.) Give me thy hand, greybeard! Thy errand here in the north is lightly guessed: it has to do with Hiördis, thy foster-daughter. 
ØRNULF.
Som du siger; stor tort voldtes mig, da du foer med hende fra Island uden at søge mit minde. 
ÖRNULF.
As thou sayest; great wrong was done me when thou didst bear her away from Iceland without my will. 
GUNNAR.
Du kommer med ret og skel; har svenden flængt, så får manden flikke. Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre det, så skal vi snart forliges. 
GUNNAR.
Thy claim is just; what youth has marred, the man must mend. Long have I looked for thee, Örnulf, for this cause; and if amends content thee, we shall soon be at one. 
SIGURD.
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig. 
SIGURD.
So deem I too. Örnulf will not press thee hard. 
GUNNAR
(med varme).
Det må du, gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde ikke alt mit gods forslå! 
GUNNAR
(warmly).
Nay, Örnulf, didst thou crave her full worth, all my goods would not suffice. 
ØRNULF.
Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det kan du lide på. Men nu en anden sag; (peger på Kåre.) ser du den mand der? 
ÖRNULF.
I shall go by law and usage, be sure of that. But now another matter. (Pointing to KÅRE.) Seest thou yonder man? 
GUNNAR.
Kåre bonde! (til Ørnulf.) Du véd da, der er ufred mellem os? 
GUNNAR.
Kåre! (To ÖRNULF.) Thou knowest, then, that there is a strife between us? 
ØRNULF.
Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes. 
ÖRNULF.
Thy men have stolen his cattle, and theft must be atoned. 
GUNNAR.
For drab ligeså; han har dræbt min træl. 
GUNNAR.
Murder no less; he has slain my thrall. 
KÅRE.
Fordi han håned mig. 
KÅRE.
Because he flouted me. 
GUNNAR.
Jeg har sagt mig rede til forlig. 
GUNNAR.
I have offered thee terms of peace. 
KÅRE.
Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var borte, faldt hun over mig og står mig nu efter livet. 
KÅRE.
But that had Hiördis no mind to, and this morning, whilst thou wert gone, she fell upon me and hunts me now to my death. 
GUNNAR
(opbragt).
Er det sandt du siger; har hun –? 
GUNNAR
(angrily).
Is it true what thou sayest? Has she----? 
KÅRE.
Hvert ord er sandt. 
KÅRE.
True, every word. 
ØRNULF.
Derfor bad bonden om min bistand, og den skal være ham sikret. 
ÖRNULF.
Therefore the peasant besought me to stand by him, and that will I do. 
GUNNAR
(efter et øjebliks betænkning).
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er derfor billigt, at jeg føjer mig efter din vilje. Hør mig, Kåre bonde, jeg er villig til at lade trællens drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod hinanden. 
GUNNAR
(after a moment’s thought).
Honourably hast thou dealt with me, Örnulf; therefore is it fit that I should yield to thy will. Hear then, Kåre: I am willing to let the slaying of the thrall and the wrongs done toward thee quit each other. 
KÅRE
(rækker Gunnar hånden).
Det er gode kår; dem tager jeg imod. 
KÅRE
(gives GUNNAR his hand).
It is a good offer; I am content. 
ØRNULF.
Og fred skal han have for dig og dine? 
ÖRNULF.
And he shall have peace for thee and thine? 
GUNNAR.
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes. 
GUNNAR.
Peace shall he have, here and overall. 
SIGURD
(peger ud til højre).
Se der! 
SIGURD
(pointing to the right).
See yonder! 
GUNNAR
(misfornøjet).
Det er Hjørdis! 
GUNNAR
(disturbed).
It is Hiördis! 
ØRNULF.
Med væbnede karle! 
ÖRNULF.
With armed men! 
KÅRE.
Hun søger mig!
(Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let spyd i hånden).  
KÅRE.
She is seeking me!
(HIÖRDIS enters, with a troop of house-carls. She is clad in black, wearing a kirtle, cloak, and hood; the men are armed with swords and axes; she herself carries a light spear.) 
HJØRDIS
(standser ved indgangen).
Mandstærke mødes vi her, som det lader! 
HIÖRDIS
(stops on entering).
A meeting of many, meseems. 
DAGNY
(iler hende imøde).
Hil og sæl, Hjørdis! 
DAGNY
(rushes to meet her).
Peace and joy to thee, Hiördis! 
HJØRDIS
(koldt).
Tak. Jeg har alt spurgt, at du ikke var langt borte. (træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.) Gunnar og – Kåre, min avindsmand, – Ørnulf og hans sønner, og – (idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men fatter sig og siger:) Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på, – men ikke véd jeg, hvem der er mig bedst sindet. 
HIÖRDIS
(coldly).
Thanks. It was told me that thou wast not far off. (Comes forward, looking sharply at those assembled.) Gunnar, and--Kåre, my foeman--Örnulf and his sons and---- (As she catches sight of SIGURD, she starts almost imperceptibly, is silent a moment, but collects herself and says:) Many I see here who are known to me-- but little I know who is best minded towards me. 
ØRNULF.
Vel nok sindet er vi dig alle. 
ÖRNULF.
We are all well-minded towards thee. 
HJØRDIS.
Hvis så er, da vil du ikke nægte at give Kåre i min husbonds vold. 
HIÖRDIS.
If so be, thou wilt not deny to give Kåre into my husband’s hands. 
ØRNULF.
Det gøres ikke behov. 
ÖRNULF.
There is no need. 
GUNNAR.
Der er nu fred og forlig mellem os. 
GUNNAR.
There is peace and friendship between us. 
HJØRDIS
(med undertrykt spot).
Forlig? Nu ja, jeg véd du er en klog mand, Gunnar! Kåre har truffet mandstærke venner, og så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest – 
HIÖRDIS
(with suppressed scorn).
Friendship? Well well, I know thou art a wise man, Gunnar! Kåre has met mighty friends, and well I woth thou deem’st it safest---- 
GUNNAR.
Det nytter lidet at ægge mig med hånord! (med vægt.) Kåre har fred for os! 
GUNNAR.
Thy taunts avail not! (With dignity.) Kåre is at peace with us! 
HJØRDIS
(tvinger sig).
Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så må løftet holdes. 
HIÖRDIS
(restraining herself).
Well and good; if thou hast sworn him peace, the vow must be held. 
GUNNAR
(stærkt, men dog uden heftighed).
Det må det og det skal det! 
GUNNAR
(forcibly, but without anger).
It must and it shall. 
ØRNULF
(til Hjørdis).
Og der blev så halvvejs sluttet et forlig til, før du kom. 
ÖRNULF
(to HIÖRDIS).
Another pact had been well-nigh made ere thy coming. 
HJØRDIS
(skarpt).
Mellem dig og Gunnar? 
HIÖRDIS
(sharply).
Between thee and Gunnar. 
ØRNULF
(nikker).
Det gjaldt dig. 
ÖRNULF
(nods).
It had to do with thee. 
HJØRDIS.
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig, min fosterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar herse lod sig skræmme, fordi du kom med våbenfolk til landet; var du kommen som enlig, vejfarende mand i vor stue, så kunde tvisten lettere jevnes. 
HIÖRDIS.
Well can I guess what it had to do with; but this I tell thee, foster-father, never shall it be said that Gunnar let himself be cowed because thou camest in arms to the isle. Hadst thou come alone, a single wayfarer, to our hall, the quarrel had more easily been healed. 
GUNNAR.
Ørnulf og hans sønner kommer med fred. 
GUNNAR.
Örnulf and his sons come in peace. 
HJØRDIS.
Kan så være, men på andet sæt vil det lyde i folkemunde, og du selv, Gunnar, stoled nok ikke så stærkt på freden igår, da du skikked Egil, vor søn, sørpå såsnart det spurgtes at Ørnulf lå i fjorden med hærskib. 
HIÖRDIS.
Mayhap; but otherwise will it sound in the mouths of men; and thou thyself, Gunnar, didst show scant trust in the peace yesterday, in sending our son Egil to the southland so soon as it was known that Örnulf’s warship lay in the fiord. 
SIGURD
(til Gunnar).
Du har skikket din søn sørpå? 
SIGURD
(to GUNNAR).
Didst thou send thy sons to the south? 
HJØRDIS.
Ja, for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over os! 
HIÖRDIS.
Ay, that he might be in safety should Örnulf fall upon us. 
ØRNULF.
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar har gjort turde være klog mands gerning, såfremt du hindrer forliget. 
ÖRNULF.
Scoff not at that, Hiördis; what Gunnar has done may prove wise in the end, if so be thou hinderest the pact. 
HJØRDIS.
Lykken råder for livet. Lad times hvad der vil; men heller vil jeg falde, end frelse livet ved fejgt forlig. 
HIÖRDIS.
Life must take its chance; come what will, I had liever die than save my life by a shameful pact. 
DAGNY.
Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere mand for det. 
DAGNY.
Sigurd makes atonement, and will not be deemed the lesser man for that. 
HJØRDIS.
Sigurd må selv vide bedst, hvad hans hæder kan tåle. 
HIÖRDIS.
Sigurd best knows what his own honour can bear. 
SIGURD.
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes. 
SIGURD.
On that score shall I never need reminding. 
HJØRDIS.
Sigurd er en navnkundig drabsmand, men djærvere dåd øved Gunnar, da han dræbte hvidbjørnen udenfor mit bur. 
HIÖRDIS.
Sigurd has done famous deeds, but the boldest deed of all was Gunnar’s, when he slew the white bear that guarded my bower. 
GUNNAR
(med et forlegent blik på Sigurd).
Ja ja, lad det så være! 
GUNNAR
(with an embarrassed glance at SIGURD).
Nay nay, no more of that! 
ØRNULF.
Vel sandt, det er den djærveste dåd, nogen mand har øvet på Island, og derfor – 
ÖRNULF.
In truth it was the boldest deed that e’er was seen in Iceland; and therefore---- 
SIGURD.
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd. 
SIGURD.
The more easily can Gunnar yield, and not be deemed a coward. 
HJØRDIS.
Skal bod gives, så skal og bod kræves. Gunnar, du drages til minde, hvad du engang har lovet! 
HIÖRDIS.
If amends are to be made, amends shall also be craved. Bethink thee, Gunnar, of thy vow! 
GUNNAR.
Ilde betænkt var det løfte; kræver du at det skal holdes? 
GUNNAR.
That vow was ill bethought; wilt thou hold me to it? 
HJØRDIS.
Holdes skal det, ifald vi to skal leve under tag sammen efter denne dag. Så vid da, Ørnulf, skal bod gives for din fosterdatters ran, så skal du også bøde, fordi du dræbte Jøkul, min fader, og tog alt hans gods og eje! 
HIÖRDIS.
That will I, if we two are to dwell under one roof after this day. Know then, Örnulf, that if atonement is to be made for the carrying away of thy foster-daughter, thou, too, must atone for the slaying of Jokul my father, and the seizure of his goods and gear. 
ØRNULF.
Jøkul faldt i ærlig holmgang; værre tort gjorde dine frænder mig, da de skikked dig ukendt til Island og fik mig til at knæsætte dig. 
ÖRNULF.
Jokul was slain in fair fight;3 thy kinsmen did me a worse wrong when they sent thee to Iceland and entrapped me into adopting4 thee, unwitting who thou wast. 
HJØRDIS.
Hæder og ingen tort havde du af at fostre Jøkuls datter. 
HIÖRDIS.
Honour, and now wrong, befell thee in adopting Jokul’s daughter. 
ØRNULF.
Idel ufred har jeg havt deraf, det véd jeg. 
ÖRNULF.
Nought but strife hast thou brought me, that I know. 
HJØRDIS.
Værre ufred tør times dig nu, ifald – 
HIÖRDIS.
Sterner strife may be at hand, if---- 
ØRNULF.
Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder! – Gunnar, hør nu mit sidste ord; er du villig til at bøde for kvinderanet? 
ÖRNULF.
I came not hither to bandy words with women!--Gunnar, hear my last word: art willing to make atonement? 
HJØRDIS
(til Gunnar).
Kom det ihu, som du har lovet! 
HIÖRDIS
(to GUNNAR).
Think of thy vow! 
GUNNAR
(til Ørnulf).
Du hører, jeg har gjort et løfte og det må jeg – 
GUNNAR
(to ÖRNULF).
Thou hearest, I have sworn a vow, and that must I---- 
ØRNULF
(forbitret).
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig på, at jeg gav bod for ærligt drab! 
ÖRNULF
(irritated).
Enough, enough! Never shall it be said that I made atonement for slaying in fair fight. 
HJØRDIS
(med kraft).
Så trodser vi dig og dine! 
HIÖRDIS
(forcibly).
Then we bid defiance to thee and thine. 
ØRNULF
(med stigende vrede).
Og hvem har her ret til at kræve bod for Jøkul? Hvor findes hans frænder? Ingen af dem er ilive! Hvo er hans lovlige eftermålsmand? 
ÖRNULF
(in rising wrath).
And who has the right to crave atonement for Jokul? Where are his kinsmen? There is none alive! Where is his lawful avenger? 
HJØRDIS.
Det er Gunnar på mine vegne! 
HIÖRDIS.
That is Gunnar, on my behalf. 
ØRNULF.
Gunnar! Ja, var du fæstet til ham med din fosterfaders samtykke, eller havde han bødet for ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men – 
ÖRNULF.
Gunnar! Ay, hadst thou been betrothed to him with thy foster-father’s good-will, or had he made atonement for carrying thee away, then were he thy father’s lawful avenger; but---- 
DAGNY
(angst og bønligt).
Fader, fader! 
DAGNY
(apprehensive and imploring).
Father, father! 
SIGURD
(hurtigt).
Tal ikke ud! 
SIGURD
(quickly).
Do not speak it! 
ØRNULF
(med hævet stemme).
Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde har ingen lovlig husbond! 
ÖRNULF
(raising his voice).
Nay, loudly shall it be spoken! A woman wedded by force has no lawful husband! 
GUNNAR
(med heftighed).
Ørnulf! 
GUNNAR
(vehemently).
Örnulf! 
HJØRDIS
(i vildt udbrud).
Forhånet! beskæmmet! (med dirrende stemme.) Det – det skal du komme til at angre! 
HIÖRDIS
(in a wild outburst).
Flouted and shamed! (In a quivering voice.) This--this shalt thou come to rue! 
ØRNULF
(vedblivende).
Hærtagen kvinde er kun at agte som frilleviv efter loven! Vil du vinde hæderligere kår, så må du – 
ÖRNULF
(continuing).
A woman wedded by force is lawfully no more than a leman! Wilt thou regain thine honour, then must thou---- 
HJØRDIS
(tvinger sig).
Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun at agte for Gunnars frille, – godt og vel, så må han hædre sig med dåd, – hædre sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og lemmer, og det skal hver og en som – (med et hvast blik til Kåre.) Kåre bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig af din sag, og der er fred mellem os, men ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræbte har mange hævnere, og let kunde det hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald ikke din – din frille skal skamme sig over dig og over sig selv! 
HIÖRDIS
(controlling herself).
Nay, Örnulf, I know better what is fitting. If I am to be held as Gunnar’s leman--well and good, then must he win me honour by his deeds--by deeds so mighty that my shame shall be shame no more! And thou, Örnulf, beware! Here our ways part, and from this day I shall make war upon thee and thine whensoever and wheresoever it may be; thou shalt know no safety, thou, or any whom thou---- (Looking fiercely at KÅRE.) Kåre! Örnulf has stood thy friend, forsooth, and there is peace between us; but I counsel thee not to seek thy home yet awhile; the man thou slewest has many avengers, and it well might befall---- See, I have shown thee the danger; thou must e’en take what follows. Come, Gunnar, we must gird ourselves for the fight. A famous deed didst thou achieve in Iceland, but greater deeds must here be done, if thou wouldst not have thy-- thy leman shrink with shame from thee and from herself! 
GUNNAR.
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te sig så! 
GUNNAR.
Curb thyself, Hiördis; it is unseemly to bear thee thus. 
DAGNY
(bedende).
Bliv, fostersøster, – bliv; jeg vil tale min fader tilrette! 
DAGNY
(imploringly).
Stay, foster-sister--stay; I will appease my father. 
HJØRDIS
(uden at høre på hende).
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået, at jeg skulde friste livet som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel, bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noget – noget, som gør ham navnkundigere end alle andre mænd!
(går ud til højre.)  
HIÖRDIS
(without listening to her).
Homewards, homewards! Who could have foretold me that I should wear out my life as a worthless leman? But if I am to bear this life of shame, ay, even a single day longer, then must my husband do such a deed--such a deed as shall make his name more famous than all other names of men.
(Goes out to the right.) 
GUNNAR
(dæmpet).
Sigurd, ét må du love; vi tales ved, før du farer fra landet.
(går med sine mænd til højre.)
(Uvejret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød skive dybt nede ved havranden.)  
GUNNAR
(softly).
Sigurd, this thou must promise me, that we shall have speech together ere thou leave the land.
(Goes out with his men to the right.)
(The storm has meanwhile ceased; the mid-day sun is now visible, like a red disc, low upon the rim of the sea.) 
ØRNULF
(truende).
Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter! 
ÖRNULF
(threateningly).
Dearly shalt thou aby this day’s work, foster-daughter! 
DAGNY.
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde! 
DAGNY.
Father, father! Surely thou wilt not harm her! 
ØRNULF.
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og Gunnar! 
ÖRNULF.
Let me be! Now, Sigurd, now can no amends avail between Gunnar and me. 
SIGURD.
Hvad agter du at gøre? 
SIGURD.
What thinkest thou to do? 
ØRNULF.
Det véd jeg ikke; men langvejs skal det spørges, at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse! 
ÖRNULF.
That I know not; but far and wide shall the tale be told how Örnulf of the Fiords came to Gunnar’s hall. 
SIGURD
(med rolig fasthed).
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive! 
SIGURD
(with quiet determination).
That may be; but this I tell thee, Örnulf, that thou shalt never bear arms against him so long as I am alive. 
ØRNULF.
Ikke det! Om jeg nu så vil det! 
ÖRNULF.
So, so! And what if it be my will to? 
SIGURD.
Ej skal det ske, – end ikke om du så vil det. 
SIGURD.
It shall not be--let thy will be never so strong. 
ØRNULF
(heftigt).
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå mod jer alle! 
ÖRNULF
(angrily).
Go then; join thou with my foes; I can match the twain of you! 
SIGURD.
Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og guld, og aldrig skal jeg glemme, at du er hendes nærmeste frænde. 
SIGURD.
Hear me out, Örnulf; the day shall never dawn that shall see thee and me at strife. There is honourable peace between us, Dagny is dearer to me than weapons or gold, and never shall I forget that thou art her nearest kinsman. 
ØRNULF.
Det vented jeg af dig, djærve Sigurd! 
ÖRNULF.
There I know thee again, brave Sigurd! 
SIGURD.
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe, og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; – nu godt, mig kender I alle, om mig véd I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag! 
SIGURD.
But Gunnar is my foster-brother; faith and friendship have we sworn each other. Both in war and peace have we faced fortune together, and of all men he is dearest to me. Stout though he be, he loves not war;--but as for me, ye know, all of you, that I shrink not from strife; yet here I stand forth, Örnulf, and pray for peace on Gunnar’s behalf. Let me have my will! 
ØRNULF.
Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kæmper, ifald jeg foer tomhændet til Island! 
ÖRNULF.
I cannot; I should be a scoff to all brave men, were I to fare empty-handed back to Iceland. 
SIGURD.
Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes ombord, – lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred. 
SIGURD.
Empty-handed shalt thou not fare. Here in the cove my two long-ships are lying, with all the wealth I have won in my viking- ventures. There are many costly gifts from outland kings, good weapons by the chestful, and other priceless chattels. Take thou one of the ships; choose which thou wilt, and it shall be thine with all it contains--be that the atonement for Hiördis, and let Gunnar be at peace. 
ØRNULF.
Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar! 
ÖRNULF.
Brave Sigurd, wilt thou do this for Gunnar? 
SIGURD.
For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget. 
SIGURD.
For a faithful friend, no man can do too much. 
ØRNULF.
Give dit halve gods og eje! 
ÖRNULF.
Give half thy goods and gear! 
SIGURD
(indstændigt).
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du? 
SIGURD
(urgently).
Take the whole, take both my ships, take all that is mine, and let me fare with thee to Iceland as the poorest man in thy train. What I give, I can win once more; but if thou and Gunnar come to strife, I shall never see a glad day again. Now Örnulf, thy answer? 
ØRNULF
(betænker sig).
To gode langskibe, våben og løsøre, – af gods får ingen mand for meget, men –, (heftigt) nej, nej, – Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog din ejendom! 
ÖRNULF
(reflecting).
Two good long-ships, weapons and other chattels --too much gear can no man have; but---- (vehemently) no, no!-- Hiördis has threatened me; I will not! It were shameful for me to take thy goods! 
SIGURD.
Men hør dog først – 
SIGURD.
Yet listen---- 
ØRNULF.
Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde. 
ÖRNULF.
No, I say! I must fight my own battle, be my fortune what it may. 
KÅRE
(træder nærmere).
Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder, så længe Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig. 
KÅRE
(approaching).
Right friendly is Sigurd’s rede, but if thou wilt indeed fight thine own battle with all thy might, I can counsel thee better. Dream not of atonement so long as Hiördis has aught to say; but revenge can be thine if thou wilt hearken to me. 
ØRNULF.
Hævn? Hvad råder du da til? 
ÖRNULF.
Revenge? What dost thou counsel? 
SIGURD.
Til ondt, det ser jeg nok! 
SIGURD.
Evil, I can well see. 
DAGNY
(til Ørnulf).
Hør ikke på ham! 
DAGNY
(to ÖRNULF).
Oh, do not hear him! 
KÅRE.
Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet; lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det efter dit sind? 
KÅRE.
Hiördis has declared me an outlaw; with cunning will she seek to take my life; do thou swear to see me scatheless, and this night will I burn Gunnar’s hall and all within it. Is that to thy mind? 
SIGURD.
Niding! 
SIGURD.
Dastard! 
ØRNULF
(roligt).
Efter mit sind? Véd du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind? (tordnende) At hugge næse og øren af dig, du usle træl! Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener, at han vil være halvt om slig skændselsgerning! 
ÖRNULF
(quietly).
To my mind? Knowest thou, Kåre, what were more to my mind? (In a voice of thunder.) To hew off thy nose and ears, thou vile thrall. Little dost thou know old Örnulf if thou thinkest to have his help in such a deed of shame! 
KÅRE
(der er vegen tilbage).
Falder ikke du over Gunnar, så falder han over dig! 
KÅRE
(who has shrunk backwards).
If thou fall not upon Gunnar he will surely fall upon thee. 
ØRNULF.
Det har jeg næver og våben til at hindre. 
ÖRNULF.
Have I not weapons, and strength to wield them? 
SIGURD
(til Kåre).
Og nu, bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem! 
SIGURD
(to KÅRE).
And now away with thee! Thy presence is a shame to honourable men! 
KÅRE
(ved udgangen).
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme hende!
(går ned til søen.)  
KÅRE
(going off).
Well well, I must shield myself as best I can. But this I tell you: if ye think to deal gently with Hiördis, ye will come to rue it; I know her--and I know where to strike her sorest!
(Goes down towards the shore.) 
DAGNY.
Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres! 
DAGNY.
He is plotting revenge. Sigurd, it must be hindered! 
ØRNULF
(fortrædelig).
Å, lad ham gøre hvad ham lyster; hun er ikke bedre værd! 
ÖRNULF
(with annoyance).
Nay, let him do as he will; she is worth no better! 
DAGNY.
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende. 
DAGNY.
That meanest thou not; bethink thee she is thy foster-child. 
ØRNULF.
Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som Jøkul sagde. 
ÖRNULF.
Woe worth the day when I took her under my roof! Jokul’s words are coming true. 
SIGURD.
Jøkul? 
SIGURD.
Jokul’s? 
ØRNULF.
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på græsvolden, så på mig og kvad:
Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve paa alle veje;
hvo der ejer Jøkuls skatte
skal ej glædes ved sit eje!
Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde han. 
ÖRNULF.
Ay, her father’s. When I gave him his death-wound he fell back upon the sward, and fixed his eyes on on me and sang:--
Jokul’s kin for Jokul’s slayer
many a woe shall still be weaving;
Jokul’s hoard whoe’er shall harry
heartily shall rue his rashness.
When he had sung that, he was silent a while, and laughed; and thereupon he died. 
SIGURD.
Det skal du lidet agte. 
SIGURD.
Why should’st thou heed his words? 
ØRNULF.
Ja ja, hvem véd! Der går et sikkert sagn om at Jøkul engang gav sine børn et ulvehjerte at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har forvisst fået sin del, det kendes på hende (standser ved at se ud til højre.) Gunnar! – Skal vi to stedes til møde igen! 
ÖRNULF.
Who knows? The story goes, and many believe it, that Jokul gave his children a wolf’s heart to eat, that they might be fierce and fell; and Hiördis has surely had her share, that one can well see. (Breaks off, on looking out towards the right.) Gunnar!--Are we two to meet again! 
GUNNAR
(kommer).
Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven. 
GUNNAR
(enters).
Ay, Örnulf, think of me what thou wilt, but I cannot part from thee as thy foe. 
ØRNULF.
Hvad er din agt? 
ÖRNULF.
What is thy purpose? 
GUNNAR.
At række dig hånden til fred, før du rejser. Hør mig alle; følg mig hjem og bliv som gæster hos mig sålænge det lyster eder. På soverum og gildekost skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales idag eller imorgen. 
GUNNAR.
To hold out the hand of fellowship to thee ere thou depart. Hear me all of you: go with me to my homestead, and be my guests as long as ye will. We lack not meat or drink or sleeping-room, and there shall be no talk of our quarrel either to-day or to-morrow. 
SIGURD.
Men Hjørdis? 
SIGURD.
But Hiördis----? 
GUNNAR.
Føjer sig efter min vilje; hun skifted sind på hjemvejen og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gæste os. 
GUNNAR.
Yields to my will; she changed her thought on the homeward way, and deemed, as I did, that we would soon be at one if ye would but be our guests. 
DAGNY.
Ja, ja; så må det være! 
DAGNY.
Yes, yes; let it be so. 
SIGURD
(tvivlrådig).
Men jeg véd dog ikke om – 
SIGURD
(doubtfully).
But I know not whether---- 
DAGNY.
Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg måtte kende dig ilde, ifald du vægrer dig. 
DAGNY.
Gunnar is thy foster-brother; little I know thee if thou say him nay. 
GUNNAR
(til Sigurd).
Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil ikke dennegang være mig imod! 
GUNNAR
(to SIGURD).
Thou hast been my friend where’er we fared; thou wilt not stand against me now. 
DAGNY.
Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder med had igen; – nej, nej, det må vi ikke! 
DAGNY.
And to depart from the land, leaving Hiördis with hate in her heart--no, no, that must we not! 
GUNNAR.
Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igen, får jeg ikke fred for mig selv. 
GUNNAR.
I have done Örnulf a great wrong; until it is made good, I cannot be at peace with myself. 
SIGURD
(heftigt).
Alt andet kan jeg gøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! (fatter sig.) Jeg er kong Ædhelstans håndgangne mand, og jeg må til ham i England endnu i vinter. 
SIGURD
(vehemently).
All else will I do for thee, Gunnar, but not stay here! (Mastering himself.) I am in King AEthelstan’s service, and I must be with him in England ere the winter is out. 
DAGNY.
Men det kan du jo lige godt! 
DAGNY.
But that thou canst be, nevertheless. 
GUNNAR.
Ingen véd hvad lod mænd kan møde; kan hænde, Sigurd, at det er sidste gang vi træffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det længste. 
GUNNAR.
No man can know what lot awaits him; mayhap this is our last meeting, Sigurd, and thou wilt repent that thou didst not stand by me to the end. 
DAGNY.
Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag. 
DAGNY.
And long will it be ere thou see me glad again, if thou set sail to-day. 
SIGURD
(bestemt).
Vel, lad så være! Det skal ske som I ønsker, endskønt, – dog, nu står det fast; der er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis. 
SIGURD
(determined).
Well, be it so! It shall be as ye will, although---- But no more of that; here is my hand; I will stay to feast with thee and Hiördis. 
GUNNAR
(ryster hans hånd).
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du, Ørnulf, du siger som han? 
GUNNAR
(shakes his hand).
Thanks, Sigurd, I never doubted thee.--And thou, Örnulf, dost thou say likewise? 
ØRNULF
(tvær).
Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis krænket mig; – idag vil jeg ikke svare. 
ÖRNULF
(unappeased).
I shall think upon it. Bitterly has Hiördis wounded me;--I will not answer to-day. 
GUNNAR.
Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande. Nu bereder jeg gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i min hal!
(går ud til højre.)  
GUNNAR.
It is well, old warrior; Sigurd and Dagny will know how to soothe thy brow. Now must I prepare the feast; peace be with you the while, and well met in my hall!
(Goes out by the right.) 
SIGURD
(for sig selv).
Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da kender han hende lidet; snarere må jeg tro, at hun pønser på – (afbryder og vender sig til mændene.) Nu, følg mig alle til skibene; gode gaver vil jeg vælge for Gunnar og hans husfolk. 
SIGURD
(to himself).
Hiördis has changed her thought, said he? Little he knows her; I rather deem that she is plotting---- (interrupting himself and turning to his men.) Come, follow me all to the ships; good gifts will I choose for Gunnar and his household. 
DAGNY.
Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader, – ja du får ikke fred for mig, før du føjer dig.
(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)  
DAGNY.
Gifts of the best we have. And thou, father--thou shalt have no peace for me until thou yield thee.
(She goes with SIGURD and his men down towards the shore at the back.) 
ØRNULF.
Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, så – ha, vidste jeg ret at ramme hende! – Thorolf, kommer du hid! 
ÖRNULF.
Yield me? Ay, if there were no women-folk in Gunnar’s house, then---- Oh, if I but knew how to pierce her armour!--Thorolf, thou here! 
THOROLF
(der raskt er trådt ind).
Som du ser! Er det sandt der spørges, har du været til møde med Gunnar herse? 
THOROLF
(who has entered hastily).
As thou seest. Is it true that thou hast met with Gunnar? 
ØRNULF.
Ja! 
ÖRNULF.
Yes. 
THOROLF.
Og har nu strid med ham? 
THOROLF.
And art at enmity with him? 
ØRNULF.
Hm, i det mindste med Hjørdis. 
ÖRNULF.
Hm--at least with Hiördis. 
THOROLF.
Så vær trøstig; nu får du hævn! 
THOROLF.
Then be of good cheer; soon shalt thou be avenged! 
ØRNULF.
Hævn? Hvem hævner mig? 
ÖRNULF.
Avenged? Who shall avenge me? 
THOROLF.
Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand løbende med en stav i hånden og råbte: „Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og sig, at nu tager jeg hævn for os begge.“ Derpå gik han i en båd og roede bort, idet han sagde: „Tyve fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går jeg sørpå, og inden kvældstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom at rose sig af.“ 
THOROLF.
Listen: as I stood on board the ship, there came a man running, with a staff in his hand, and called to me: “If thou be of Örnulf’s shipfolk, then greet him from Kåre the Peasant, and say that now am I avenging the twain of us.” Thereupon he took a boat and rowed away, saying as he passed: “Twenty outlaws are at haven in the fiord; with them I fare southward, and ere eventide shall Hiördis be childless.” 
ØRNULF.
Det sagde han! Ha, ha, nu skønner jeg; Gunnar har skikket sin søn bort, Kåre ligger i ufred med ham – 
ÖRNULF.
He said that! Ha, now I understand; Gunnar has sent his son away; Kåre is at feud with him---- 
THOROLF.
Og nu roer han efter og dræber gutten! 
THOROLF.
And now he is rowing southward to slay the boy! 
ØRNULF
(rask besluttet).
Afsted alle; det bytte vil vi strides om! 
ÖRNULF
(with sudden resolution).
Up all! That booty will we fight for! 
THOROLF.
Hvad har du isinde? 
THOROLF.
What wilt thou do? 
ØRNULF.
Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kåre, som tager hævn! 
ÖRNULF.
Ask me not; it shall be I, and not Kåre, that will take revenge! 
THOROLF.
Jeg går med dig! 
THOROLF.
I will go with thee! 
ØRNULF.
Nej, du følger Sigurd og din søster til Gunnars gård. 
ÖRNULF.
Nay, do thou follow with Sigurd and thy sister to Gunnar’s hall. 
THOROLF.
Sigurd? Er han her i landet? 
THOROLF.
Sigurd? Is he in the isle? 
ØRNULF.
Der ser du hans hærskibe; vi er forligte; – du følger ham. 
ÖRNULF.
There may’st thou see his warships; we are at one--do thou go with him. 
THOROLF.
Til dine uvenner? 
THOROLF.
Among thy foes? 
ØRNULF.
Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kende! Men hør, Thorolf, for ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for ingen! 
ÖRNULF.
Go thou to the feast. Now shall Hiördis learn to know old Örnulf! But hark thee, Thorolf, to no one must thou speak of what I purpose; dost hear? to no one! 
THOROLF.
Det lover jeg. 
THOROLF.
I promise. 
ØRNULF
(tager hans hånd og ser kærligt på ham).
Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i gildehuset, så jeg har hæder af dig. Unødig tale skal du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises dig; men ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik ikke mere end du kan bære; men vis heller ikke hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at du ikke skal holdes for en kvindekarl. 
ÖRNULF
(takes his hand and looks at him affectionately).
Farewell then, my fair boy; bear thee in courtly wise at the feast-house, that I may have honour of thee. Beware of idle babbling; but what thou sayest, let it be keen as a sword. Be friendly to those that deal with thee in friendly wise; but if thou be taunted, hold not thy peace. Drink not more than thou canst bear; but put not the horn aside when it is offered thee in measure, lest thou be deemed womanish. 
THOROLF.
Nej, vær du tryg! 
THOROLF.
Nay, be at ease. 
ØRNULF.
Så, gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg kommer også til gilde, og det på den vis, som mindst ventes. (muntert til de andre.) Afsted, ulvunger; slib jeres tænder, – nu skal I få blod at drikke!
(Han går med de ældre sønner til højre i baggrunden.)
(Sigurd og Dagny kommer i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)  
ÖRNULF.
Then away to the feast at Gunnar’s hall. I too will come to the feast, and that in the guise they least think of. (Blithely to the rest.) Come, my wolf-cubs; be your fangs keen;--now shall ye have blood to drink.
(He goes off with his elder sons to the right, at the back.)
(SIGURD and DAGNY come up from the ships, richly dressed for the banquet. They are followed by two men, carrying a chest, who lay it down and return as they came.) 
THOROLF
(ser efter faderen).
Nu farer de alle ud for at slåes, og jeg må ikke gå med; det er tungt at være den yngste i ætten. – Dagny, hil og sæl dig, søster min! 
THOROLF
(looking out after his father).
Now fare they all forth to fight, and I must stay behind; it is hard to be the youngest of the house.--Dagny! all hail and greetings to thee, sister mine! 
DAGNY.
Thorolf! Alle gode vætter, – du er jo bleven voksen! 
DAGNY.
Thorolf! All good powers!--thou art a man, grown! 
THOROLF.
Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene – 
THOROLF.
That may I well be, forsooth, in five years---- 
DAGNY.
Ja ja, du siger sandt. 
DAGNY.
Ay, true, true. 
SIGURD
(rækker ham hånden).
I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke fejler. 
SIGURD
(giving his his hand).
In thee will Örnulf find a stout carl, or I mistake me. 
THOROLF.
Vilde han bare prøve mig, så – 
THOROLF.
Would he but prove me----! 
DAGNY
(smilende).
Men han sparer dig mere, end du har sind til; jeg mindes nok, han har dig fast altfor kær. 
DAGNY
(smiling).
He spares thee more than thou hast a mind to? Thou wast ever well-nigh too dear to him. 
SIGURD.
Hvor gik han hen? 
SIGURD.
Whither has he gone? 
THOROLF.
Ned til skibet; – afsted nu, han kommer siden! 
THOROLF.
Down to his ships;--he will return ere long. 
SIGURD.
Jeg venter på mine mænd, de bringer varer op og fæster skibene. 
SIGURD.
I await my men; they are mooring my ships and bringing ashore wares. 
THOROLF.
Der må jeg hjælpe til!
(går ned til søen.)  
THOROLF.
There must I lend a hand!
(Goes down towards the shore.) 
SIGURD
(efter en kort betænkning).
Dagny, min hustru, nu er vi i enrum; jeg har ting at sige dig, som ikke længer må dølges. 
SIGURD
(after a moment’s reflection).
Dagny, my wife, we are alone; I have that to tell thee which must no longer be hidden. 
DAGNY
(forundret).
Hvad mener du? 
DAGNY
(surprised).
What meanest thou? 
SIGURD.
Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård. 
SIGURD.
There may be danger in this faring to Gunnar’s hall. 
DAGNY.
Farlig? Tænker du at Gunnar –? 
DAGNY.
Danger? Thinkest thou that Gunnar----? 
SIGURD.
Gunnar er bold og brav; nej nej, – men bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gæste ham. 
SIGURD.
Nay, Gunnar is brave and true--yet better had it been that I had sailed from the isle without crossing his threshold. 
DAGNY.
Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det! 
DAGNY.
Thou makest me fear! Sigurd, what is amiss? 
SIGURD.
Svar mig først på ét. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du den? 
SIGURD.
First answer me this: the golden ring that I gave thee, where hast thou it? 
DAGNY
(viser den frem).
Her om armen; du bød mig bære den. 
DAGNY
(showing it).
Here, on my arm; thou badest me wear it. 
SIGURD.
Kast den på havets bund, så dybt at den aldrig findes; thi den kan blive mange mænds bane! 
SIGURD.
Cast it to the bottom of the sea, so deep that none may ever set eyes on it again; else may it be the bane of many men. 
DAGNY,
Ringen! 
DAGNY.
The ring! 
SIGURD
(dæmpet).
Den kvæld, da kvinderanet gik for sig hos din fader, – du mindes vel – 
SIGURD
(in a low voice).
That evening when we carried away thy father’s daughters--dost remember it? 
DAGNY.
Om jeg mindes! 
DAGNY.
Do I remember it! 
SIGURD.
Det er om det jeg vil tale. 
SIGURD.
It is of that I would speak. 
DAGNY
(spændt).
Hvad er det; sig frem! 
DAGNY
(in suspense).
What is it? Say on! 
SIGURD.
Du véd, der havde været gilde; tidligt gik du til sovestuen; men Hjørdis blev siddende ved drikkebordet mellem mændene. Flittigt gik hornet rundt, og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at føre en fager mø fra Island, når jeg rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav drikken til Hjørdis. Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte, at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen den, som gik til hendes bur, dræbte hvidbjørnen, som der stod bunden ved døren, og bar hende bort på sine arme. 
SIGURD.
Thou knowest there had been a feast; thou didst seek thy chamber betimes; but Hiördis still sat among the men in the feast-hall. The horn went busily round, and many a great vow was sworn. I swore to bear away a fair maid with me from Iceland; Gunnar swore the same as I, and passed the cup to Hiördis. She grasped it and stood up, and vowed this vow, that no warrior should have her to wife, save he who should go to her bower, slay the white bear that stood bound at the door, and carry her away in his arms. 
DAGNY.
Ja ja, det véd jeg! 
DAGNY.
Yes, yes; all this I know! 
SIGURD.
Men alle mente de, at det var ugørligt; thi bjørnen var det vildeste udyr; ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve mænds styrke. 
SIGURD.
All men deemed that it might not be, for the bear was the fiercest of beasts; none but Hiördis might come near it, and it had the strength of twenty men. 
DAGNY.
Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den dåd. 
DAGNY.
But Gunnar slew it, and by that deed won fame throughout all lands. 
SIGURD
(dæmpet).
Det blev han, – men – jeg øved dåden! 
SIGURD
(in a low voice).
He won the fame--but--I did the deed! 
DAGNY
(med et udråb).
Du! 
DAGNY
(with a cry).
Thou! 
SIGURD.
Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig følge med til enetale i soverummet. Da sagde han: „Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg kan ikke leve uden hende.“ Jeg svared ham; „Så gå til hendes bur; du véd de vilkår hun har sat.“ Men han sagde: „Kvindekær mand skatter livet højt; uvisst blev udfaldet, om jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at lade livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med.“ Længe talte vi sammen, og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit sværd, tog Gunnars hærklæder på og gik til buret. 
SIGURD.
When the men left the feast-hall, Gunnar prayed me to come with him alone to our sleeping-place. Then said he: “Hiördis is dearer to me than all women; without her I cannot live.” I answered him: “Then go to her bower; thou knowest the vow she hath sworn.” But he said: “Life is dear to him that loves; if I should assail the bear, the end were doubtful, and I am loath to lose my life, for then should I lose Hiördis too.” Long did we talk, and the end was that Gunnar made ready his ship, while I drew my sword, donned Gunnar’s harness, and went to the bower. 
DAGNY
(med stolt glæde).
Og du – du blev bjørnens bane! 
DAGNY
(with pride and joy).
And thou--thou didst slay the bear! 
SIGURD.
Det blev jeg. I buret var mørkt, som under ravnens vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende, – hed var hun af mjøden, – hun drog en ring af sin arm og gav mig; – det er den, du nu bærer. 
SIGURD.
I slew him. In the bower it was dark as under a raven’s wing; Hiördis deemed it was Gunnar that sat by her--she was heated with the mead--she drew a ring from her arm and gave it to me--it is that thou wearest now. 
DAGNY
(nølende).
Og du blev natten over i buret hos Hjørdis? 
DAGNY
(hesitating).
And thou didst pass the night with Hiördis in her bower? 
SIGURD.
Mit sværd lå draget mellem os. (kort ophold.) Før dagen gryede, bar jeg Hjørdis til Gunnars skib; vor list mærked hun ikke, og han sejled bort med hende. Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt dine kvinder; – nu, hvad siden fulgte, det véd du; jeg foer fra Island med en fager mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig, hvor jeg stævned hen. 
SIGURD.
My sword lay drawn between us. (A short pause.) Ere the dawn, I bore Hiördis to Gunnar’s ship; she dreamed not or our wiles, and he sailed away with her. Then went I to thy sleeping-place and found thee there among thy women;--what followed, thou knowest; I sailed from Iceland with a fair maid, as I had sworn, and from that day hast thou stood faithfully at my side whithersoever I might wander. 
DAGNY
(i bevægelse).
Bolde husbond! Du øved hin stordåd; – o, det burde jeg tænkt: ingen, uden du, var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde du vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du være mig nu, ifald du ikke alt var mig det kæreste i verden! 
DAGNY
(much moved).
My brave husband! And that great deed was thine!--Oh, I should have known it; none but thou would have dared! Hiördis, that proud and stately woman, couldst thou have won, yet didst choose me! Now wouldst thou be tenfold dearer to me, wert thou not already dearer than all the world. 
SIGURD.
Dagny, min gode hustru, nu véd du alt – hvad som trænges. Jeg måtte vare dig; thi ringen, – lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre mig til vilje, så kast den ud – dybt på havbunden! 
SIGURD.
Dagny, my sweet wife, now thou knowest all--that is needful. I could not but warn thee; for that ring--Hiördis must never set eyes on it! Wouldst thou do my will, then cast it from thee--into the depths of the sea. 
DAGNY.
Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den er jo en skænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe, hvad du her har sagt mig.
(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd.)  
DAGNY.
Nay, Sigurd, it is too dear to me; is it not thy gift? But be thou at ease, I shall hide it from every eye, and never shall I breathe a word of what thou hast told me.
(THOROLF comes up from the ships, with SIGURD’S men.) 
THOROLF.
Alt er rede til gildefærden! 
THOROLF.
All is ready for the feast. 
DAGNY.
Kom da, Sigurd, – du ædle, djærve kæmpe! 
DAGNY.
Come then, Sigurd--my brave, my noble warrior! 
SIGURD.
Rolig, Dagny, – rolig! I din magt står det nu, om færden skal endes med fred eller mandefald! (raskt til de øvrige.) Afsted alle til gildet i Gunnars gård!
(går med Dagny til højre; de andre følger efter.)


 
SIGURD.
Beware, Dagny--beware! It rests with thee now whether this meeting shall end peacefully or in bloodshed. (Cheerfully to the others.) Away then, to the feast in Gunnar’s hall!
(Goes out with DAGNY to the right; the others follow.)


 
ANDEN AKT
(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeoverfor dette, til højre, det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for husets kvinder. Fra begge højsæder langs stuevæggene op mod baggrunden strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor; stokilden oplyser stuen.)
  (Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)  
ACT SECOND.
(The feast-room in GUNNAR’S house. The entrance-door is in the back; smaller doors in the side-walls. In front, on the left, the greater high-seat; opposite it on the right, the lesser. In the middle of the floor, a wood fire is burning on a built-up hearth. In the background, on both sides of the door, are daises for the women of the household. From each of the high-seats, a long table, with benches, stretches backwards, parallel with the wall. It is dark outside; the fire lights the room.)
  (HIÖRDIS and DAGNY enter from the right.) 
DAGNY.
Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu har du vist mig om i gården; jeg véd ikke den ting det skorter dig på, og alt det du ejer er skønt og ypperligt; – hvor kan du så klage? 
DAGNY.
Nay, Hiördis, I cannot understand thee. Thou hast shown me all the house; I know not what thing thou lackest, and all thou hast is fair and goodly;--then why bemoan thy lot? 
HJØRDIS.
Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de så er af jern eller guld. 
HIÖRDIS.
Cage an eagle and it will bite at the wires, be they of iron or of gold. 
DAGNY.
I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut. 
DAGNY.
In one thing at least thou art richer than I; thou hast Egil, thy little son. 
HJØRDIS.
Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født. 
HIÖRDIS.
Better no child, than one born in shame. 
DAGNY.
Uhæderlig? 
DAGNY.
In shame? 
HJØRDIS.
Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesøn; så var hans ord. 
HIÖRDIS.
Dost thou forgot thy father’s saying? Egil is the son of a leman; that was his word. 
DAGNY.
Et ord i vrede, – hvor vil du agte på det! 
DAGNY.
A word spoken in wrath--why wilt thou heed it? 
HJØRDIS.
Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det kendes på ham, at han er ufrels født. 
HIÖRDIS.
Nay, nay, Örnulf was right; Egil is weak; one can see he is no freeborn child. 
DAGNY.
Hjørdis, hvor kan du –! 
DAGNY.
Hiördis, how canst thou----? 
HJØRDIS
(uden at agte på hende).
Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt om en dronning, som tog sin søn og syede ham kjortelen fast i kødet, uden at han blinked med øjnene derved. (med et ondskabsfuldt udtryk.) Dagny, det vil jeg prøve med Egil! 
HIÖRDIS
(unheeding).
Thus is shame sucked into the blood, like the venom of a snake-bite. Of another mettle are the freeborn sons of mighty men. I have heard of a queen that took her son and sewed his kirtle fast to his flesh, yet he never blinked an eye. (With a look of cruelty.) Dagny, that will I try with Egil! 
DAGNY
(oprørt).
Hjørdis, Hjørdis! 
DAGNY
(horrified).
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS
(leende).
Ha, ha, ha! Tænker du, det var mit alvor? (forandrer tonen). Men du må nu tro mig eller ikke, så kommer der stundom over mig en – en fristende lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten, – thi jeg er jo af jøtunslægt, siges der. – Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange år; – sig mig, – i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst? 
HIÖRDIS
(laughing).
Ha-ha-ha! Dost thou think I meant my words? (Changing her tone.) But, believe me or not as thou wilt, there are times when such deeds seem to lure me; it must run in the blood,-- for I am of the race of the Jotuns,5 they say.--Come, sit thou here, Dagny. Far hast thou wandered in these five long years; tell me, thou hast ofttimes been a guest in the halls of kings? 
DAGNY.
Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstan i England. 
DAGNY.
Many a time--and chiefly with AEthelstan of England. 
HJØRDIS.
Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet? 
HIÖRDIS.
And everywhere thou hast been held in honour, and hast sat in the highest seats at the board? 
DAGNY.
Det kan du vide. Som Sigurds hustru – 
DAGNY.
Doubtless. As Sigurd’s wife---- 
HJØRDIS.
Ja, javist, – en berømmelig mand er Sigurd – skønt Gunnar står over ham. 
HIÖRDIS.
Ay, ay--a famous man is Sigurd--though Gunnar stands above him. 
DAGNY.
Gunnar? 
DAGNY.
Gunnar? 
HJØRDIS.
Én dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå; – nå, lad det være; – men sig mig, når Sigurd foer i viking og du var med, – når du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på skibsdækket, – kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i hånd? 
HIÖRDIS.
One deed did Gunnar do that Sigurd shrank from. But let that be! Tell me, when thou didst go a-viking with Sigurd, when thou didst hear the sword-blades sing in the fierce war-game, when the blood streamed red on the deck--came there not over thee an untameable longing to plunge into the strife? Didst thou not don harness and take up arms? 
DAGNY.
Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde? 
DAGNY.
Never! How canst thou think it? I, a woman! 
HJØRDIS.
En kvinde, en kvinde, – hm, der er ingen, som véd, hvad en kvinde er istand til! – Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær, – er det sandt, at da brænder hendes blod, hendes bryst banker, – svimler hun i sælsom fryd derved? 
HIÖRDIS.
A woman, a woman,--who knows what a woman may do!--But one thing thou canst tell me, Dagny, for that thou surely knowest: when a man clasps to his breast the woman he loves--is it true that her blood burns, that her bosom throbs--that she swoons in a shuddering ecstasy? 
DAGNY
(rødmende).
Hjørdis, hvor kan du –! 
DAGNY
(blushing).
Hiördis, how canst thou----! 
HJØRDIS.
Nu da, sig mig –! 
HIÖRDIS.
Come, tell me----! 
DAGNY.
Det tænker jeg forvisst du har fornummet. 
DAGNY.
Surely thou thyself hast known it. 
HJØRDIS.
Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i favn, så brynjen brast, og da, da –! 
HIÖRDIS.
Ay once, and only once; it was that night when Gunnar sat with me in my bower; he crushed me in his arms till his byrnie burst, and then, then----! 
DAGNY
(udbrydende).
Hvad! Sigurd –! 
DAGNY
(exclaiming).
What! Sigurd----! 
HJØRDIS.
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, – hin nat, da kvinderanet – 
HIÖRDIS.
Sigurd? What of Sigurd? I spoke of Gunnar--that night when he bore me away---- 
DAGNY
(fatter sig).
Ja ja, jeg mindes, – jeg véd vel – 
DAGNY
(collecting herself).
Yes, yes, I remember--I know well---- 
HJØRDIS.
Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde, det – (standser og ser på Dagny.) Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg og rød! 
HIÖRDIS.
That was the only time; never, never again! I deemed I was bewitched; for that Gunnar could clasp a woman---- (Stops and looks at DAGNY.) What ails thee? Methinks thou turnest pale and red! 
DAGNY.
Visst ikke, visst ikke! 
DARNY.
Nay, nay! 
HJØRDIS
(uden at agte på hende).
Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for mig, og – kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger, som her står hos dig? 
HIÖRDIS
(without noticing her).
The merry viking-raid should have been my lot; it had been better for me, and--mayhap for all of us. That were life, full and rich life! Dost thou not wonder, Dagny, to find me here alive? Art not afraid to be alone with me in the hall? Deem’st thou not that I must have died in all these years, and that it is my ghost that stands at thy side? 
DAGNY
(uhyggeligt tilmode).
Kom – lad os gå – til de andre! 
DAGNY
(painfully affected).
Come--let us go--to the others. 
HJØRDIS
(tager hende i armen).
Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have siddet her i fem nætter? 
HIÖRDIS
(seizing her by the arm).
No, stay! Seems it not strange to thee, Dagny, that any woman can yet live after five such nights? 
DAGNY.
Fem nætter? 
DAGNY.
Five nights? 
HJØRDIS.
Her nordpå er hver nat en vinter lang. (raskt med forandret udtryk.) Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her, som du aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være sammen som søstre den tid du gæster mig; ned til havet skal vi gå, når uvejret ret begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede heste, – og så hvalerne langt derude! De går mod hinanden, som kæmper i stål og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg, at ride foran snekken, vække uvejr og lokke mændene i dybet ved fagre galdrekvad! 
HIÖRDIS.
Here in the north each night is a whole winter long. (Quickly and with an altered expression.) Yet the place is fair enough, doubt it not! Thou shalt see sights here such as thou hast not seen in the halls of the English king. We shall be together as sisters whilst thou bidest with me; we shall go down to the sea when the storm begins once more; thou shalt see the billows rushing upon the land like wild, white-maned horses--and then the whales far out in the offing! They dash one against another like steel-clad knights! Ha, what joy to be a witching-wife and ride on the whale’s back--to speed before the skiff, and wake the storm, and lure men to the deeps with lovely songs of sorcery! 
DAGNY.
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så! 
DAGNY.
Fie, Hiördis, how canst thou talk so! 
HJØRDIS.
Kan du kvæde galder, Dagny? 
HIÖRDIS.
Canst thou sing sorceries, Dagny? 
DAGNY
(med afsky).
Jeg! 
DAGNY
(with horror).
I! 
HJØRDIS.
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da Sigurd? 
HIÖRDIS.
I trow thou canst; how else didst thou lure Sigurd to thee? 
DAGNY.
Skændigt taler du mig til; jeg vil gå! 
DAGNY.
Thou speakest shameful things; let me go! 
HJØRDIS
(holder hende tilbage).
Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og høre på draugen, der græder i bådhuset; at sidde og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her må de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr suser de gennem luften på sorte heste, med ringlende bjælder! (slår armene om hende og trykker hende vildt op til sig.) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste færd på så god en ganger! 
HIÖRDIS
(holding her back).
Because I jest! Nay, hear me to the end! Think, Dagny, what it is to sit by the window in the eventide and hear the kelpie6 wailing in the boat-house; to sit waiting and listening for the dead men’s ride to Valhal; for their way lies past us here in the north. They are the brave men that fell in fight, the strong women that did not drag out their lives tamely, like thee and me; they sweep through the storm-night on their black horses, with jangling bells! (Embraces DAGNY, and presses her wildly in her arms.) Ha, Dagny! think of riding the last ride on so rare a steed! 
DAGNY
(idet hun river sig løs).
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre på dig! 
DAGNY
(struggling to escape).
Hiördis, Hiördis! Let me go! I will not hear thee! 
HJØRDIS
(leende).
Veg er du af sind og let at skræmme!
(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)  
HIÖRDIS
(laughing).
Weak art thou of heart, and easily affrighted.
(GUNNAR enters from the back, with SIGURD and THOROLF.) 
GUNNAR.
Ja, forsandt, nu er mine kår de bedste jeg véd; dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg har Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben selv følger snart efter, ej så? 
GUNNAR.
Now, truly, are all things to my very mind! I have found thee again, Sigurd, my brave brother, as kind and true as of old. I have Örnulf’s son under my roof, and the old man himself follows speedily after; is it not so? 
THOROLF.
Det loved han. 
THOROLF.
So he promised. 
GUNNAR.
Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme. 
GUNNAR.
Then all I lack is that Egil should be here. 
THOROLF.
Du har nok gutten kær; thi du nævner ham så tidt. 
THOROLF.
’Tis plain thou lovest the boy, thou namest him so oft. 
GUNNAR.
Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesæl vil han blive. 
GUNNAR.
Truly I love him; he is my only child; and he is like to grow up fair and kindly. 
HJØRDIS.
Men ingen kæmpe. 
HIÖRDIS.
But no warrior. 
GUNNAR.
Nu, nu, – det skal du ikke sige. 
GUNNAR.
Nay--that thou must not say. 
SIGURD.
Men at du skikked ham fra dig – 
SIGURD.
I marvel thou didst send him from thee---- 
GUNNAR.
Gid jeg ikke havde gjort det! (halv sagte.) Men, Sigurd, det véd du nok: umandigt handler stundom den, der har en kær over alle ting. (højt.) Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os kunde være tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib. 
GUNNAR.
Would that I had not! (Half aside.) But thou knowest, Sigurd, he who loves overmuch, takes not always the manliest part. (Aloud.) I had few men in my house, and none could be sure of his life when it was known that Örnulf lay in the cove with a ship of war. 
HJØRDIS.
En ting véd jeg, som bør frelses først, livet siden. 
HIÖRDIS.
One thing I know that ought first to be made safe, life afterwards. 
THOROLF.
Og det er? 
THOROLF.
And that is----? 
HJØRDIS.
Hæder og rygte blandt mænd. 
HIÖRDIS.
Honour and fame among men. 
GUNNAR.
Hjørdis! 
GUNNAR.
Hiördis! 
SIGURD.
Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne gerning. 
SIGURD.
It shall not be said of Gunnar that he has risked his honour by doing this. 
GUNNAR
(strengt).
Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder! 
GUNNAR
(sternly).
None shall make strife between me and Örnulf’s kinsfolk! 
HJØRDIS
(smilende).
Hm; sig mig, Sigurd, – kan dit skib sejle med al slags vind? 
HIÖRDIS
(smiling).
Hm; tell me, Sigurd--can thy ship sail with any wind? 
SIGURD.
Ja, når det styres med kløgt. 
SIGURD.
Ay, when it is cunningly steered. 
HJØRDIS.
Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker.
(går op i stuen.)  
HIÖRDIS.
Good! I too will steer my ship cunningly, and make my way whither I will.
(Retires towards the back.) 
DAGNY
(sagte og urolig).
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld! 
DAGNY
(whispers, uneasily).
Sigurd, let us hence--this very night! 
SIGURD.
Nu er det for sent; det var dig selv, som – 
SIGURD.
It is too late now; it was thou that---- 
DAGNY.
Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu –; jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke på.
(Sigurds mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner fra baggrunden.)  
DAGNY.
Then I held Hiördis dear; but now----; I have heard her speak words I shudder to think of.
(SIGURD’S men, with other guests, men and women, house-carls and handmaidens, enter from the back.) 
GUNNAR
(efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o. s. v.).
Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig. 
GUNNAR
(after a short pause for the exchange of greetings and so forth).
Now to the board! My chief guest, Örnulf of the Fiords, comes later; so Thorolf promises. 
HJØRDIS
(til husfolkene).
Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.
(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre. Dagny sætter sig ved Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige tager plads opad mod baggrunden.)  
HIÖRDIS
(to the house-folk).
Pass ale and mead around, that hearts may wax merry and tongues may be loosened.
(GUNNAR leads SIGURD to the high-seat on the right. DAGNY seats herself on SIGURD’S right, HIÖRDIS opposite him at the other side of the same table. THOROLF is in like manner ushered to a place at the other table, and thus sits opposite GUNNAR, who occupies the greater high-seat. The others take their seats further back.) 
HJØRDIS
(efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over bordet).
Sjelden hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste. 
HIÖRDIS
(after a pause in which they drink with each other and converse quietly across the tables).
It seldom chances that so many brave men are seated together, as I see to-night in our hall. It were fitting, then, that we should essay the old pastime: Let each man name his chief exploit, that all may judge which is the mightiest. 
GUNNAR.
Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved. 
GUNNAR.
That is an ill custom at a drinking-feast; it will oft breed strife. 
HJØRDIS.
Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd. 
HIÖRDIS.
Little did I deem that Gunnar was afraid. 
SIGURD.
Det tænker forvisst ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt nord, og gerne hører vi på dig. 
SIGURD.
That no one deems; but it were long ere we came to an end, were we all to tell of our exploits, so many as we be. Do thou rather tell us, Gunnar, of thy journey to Biarmeland; ’tis no small exploit to fare so far to the north, and gladly would we hear of it. 
HJØRDIS.
Bjarmelandsrejsen er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke, at du nødig hører min husbond prises, så begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter. 
HIÖRDIS.
The journey to Biarmeland is chapman’s work, and little worth to be named among warriors. Nay, do thou begin, Sigurd, if thou would’st not have me deem that thou shrinkest from hearing my husband’s praise! Say on; name that one of thy deeds which thou dost prize the highest. 
SIGURD.
Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at jeg lå i viking under Orknø; der kom fiender imod os, men vi rydded skibene, og jeg stred alene mod otte mænd. 
SIGURD.
Well, since thou will have it so, so must it be. Let it be told, then, that I lay a-viking among the Orkneys; there came foemen against us, but we swept them from their ships, and I fought alone against eight men. 
HJØRDIS.
God var den dåd; men var du fuldt rustet? 
HIÖRDIS.
Good was that deed; but wast thou fully armed? 
SIGURD.
Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold. 
SIGURD.
Fully armed, with axe, spear, and sword. 
HJØRDIS.
God var dåden endda. Nu må du, min husbond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine bedrifter. 
HIÖRDIS.
Still the deed was good. Now must thou, my husband, name that which thou deemest the greatest among thy exploits. 
GUNNAR
(uvillig).
Jeg vog to bersærker, som havde røvet et handelsskib; derpå sendte jeg de fangne farmænd hjem og gav dem skibet frit uden løsepenge. Kongen i England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver derfor. 
GUNNAR
(unwillingly).
I slew two berserkers who had seized a merchant-ship; and thereupon I sent the captive chapmen home, giving them there ship freely, without ransom. The King of England deemed well of that deed; he said that I had done hounourably, and gave me thanks and good gifts. 
HJØRDIS.
Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne. 
HIÖRDIS.
Nay truly, Gunnar, a better deed than that couldst thou name. 
GUNNAR
(heftigt).
Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst foer fra Island, har jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere herom! 
GUNNAR
(vehemently).
I will boast of no other deed! Since last I fared from Iceland I have lived at peace and traded in merchandise. No more word on this matter! 
HJØRDIS.
Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale. 
HIÖRDIS.
If thou thyself wilt hide thy renown, thy wife shall speak. 
GUNNAR.
Hjørdis, ti – jeg byder dig! 
GUNNAR.
Peace, Hiördis--I command thee! 
HJØRDIS.
Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et kort sakssværd i hånden. 
HIÖRDIS.
Sigurd fought with eight men, being fully armed; Gunnar came to my bower in the black night, slew the bear that had twenty men’s strength, and yet had but a short sword in his hand. 
GUNNAR
(i stærkt oprør).
Kvinde, ikke et ord mere! 
GUNNAR
(violently agitated).
Woman, not a word more! 
DAGNY
(sagte).
Sigurd, vil du tåle –! 
DAGNY
(softly).
Sigurd, wilt thou bear----? 
SIGURD
(ligeså).
Vær rolig! 
SIGURD
(likewise).
Be still! 
HJØRDIS
(til de øvrige).
Og nu, I gæve mænd, – hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar? 
HIÖRDIS
(to the company).
And now, ye brave men--which is the mightier, Sigurd or Gunnar? 
GUNNAR.
Stille! 
GUNNAR.
Silence! 
HJØRDIS
(med hævet stemme).
Sig frem, det kræves med rette! 
HIÖRDIS
(loudly).
Speak out; I have the right to crave your judgement. 
EN GAMMEL MAND
(blandt gæsterne).
Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd. 
AN OLD MAN
(among the guests).
If the truth be told, then is Gunnar’s deed greater than all other deeds of men; Gunnar is the mightiest warrior, and Sigurd is second to him. 
GUNNAR
(med et blik over bordet).
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –! 
GUNNAR
(with a glance across the table).
Ah, Sigurd, Sigurd, didst thou but know----! 
DAGNY
(sagte).
Det er formeget – selv for en ven! 
DAGNY
(softly).
This is too much--even for a friend! 
SIGURD.
Ti, min hustru! (højt til de øvrige.) Ja, visselig er Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste dag, om han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre højt end I. 
SIGURD.
Peace, wife! (Aloud, to the others.) Ay truly, Gunnar is the most honourable of all men; so would I esteem him to my dying day, even had he never done that deed; for that I hold more lightly than ye. 
HJØRDIS.
Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking! 
HIÖRDIS.
There speaks thy envy, Sigurd Viking! 
SIGURD
(smilende).
Storlig fejler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker ham til over bordet.) Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det. 
SIGURD
(smiling).
Mightily art thou mistaken. (Kindly, to GUNNAR, drinking to him across the table.) Hail, noble Gunnar; our friendship shall stand fast, whosoever may seek to break it. 
HJØRDIS.
Det prøver ingen, såvidt jeg véd. 
HIÖRDIS.
No one, that I wot of, has such a thought. 
SIGURD.
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til drikkegilde for at vække ufred. 
SIGURD.
Say not that; I could almost find it in me to think that thou hadst bidden us hither to stir up strife. 
HJØRDIS.
Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred, fordi du ikke må gælde for den ypperste mand i laget! 
HIÖRDIS.
That is like thee, Sigurd; now art thou wroth that thou may’st not be held the mightiest man at the feast-board. 
SIGURD.
Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv. 
SIGURD.
I have ever esteemed Gunnar more highly than myself. 
HJØRDIS.
Nu ja, – bagefter Gunnar er jo også en god plads, og – (med et sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været her, så kunde han fåt det tredje sæde. 
HIÖRDIS.
Well, well--second to Gunnar is still a good place, and---- (with a side-glance at THOROLF) had Örnulf been here, he could have had the third seat. 
THOROLF.
Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt nede; thi han måtte dog bukke under for Ørnulf.
(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende men dog undertrykt ophidselse.)  
THOROLF.
Then would Jokul, thy father, find a low place indeed; for he fell before Örnulf.
(The following dispute is carried on, by both parties, with rising and yet repressed irritation.) 
HJØRDIS.
Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo skald, og der mumles om, at han har prist sig selv for større bedrifter, end han har øvet. 
HIÖRDIS.
That shalt thou never say! Örnulf is a skald, and men whisper that he has praised himself for greater deeds than he has done. 
THOROLF.
Da ve den, der mumler om sligt, så højt at det kommer for mine øren! 
THOROLF.
Then woe to him who whispers so loudly that it comes to my ear! 
HJØRDIS
(med et tirrende smil).
Vilde du hævne det? 
HIÖRDIS
(with a smile of provocation).
Wouldst thou avenge it? 
THOROLF.
Ja, så det langvejs skulde spørges! 
THOROLF.
Ay, so that my vengeance should be told of far and wide. 
HJØRDIS.
Så vil jeg tømme et horn på, at du først må få skæg på hagen. 
HIÖRDIS.
Then here I pledge a cup to this, that thou may’st first have a beard on thy chin. 
THOROLF.
Selv skægløs karl er for god til at mundhugges med kvinder. 
THOROLF.
Even a beardless lad is too good to wrangle with women. 
HJØRDIS.
Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på Island, medens dine brødre foer i hærfærd. 
HIÖRDIS.
But too weak to fight with men; therefore thy father let thee lie by the hearth at home in Iceland, whilst thy brothers went a-viking. 
THOROLF.
Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen kvinde fra landet! 
THOROLF.
It had been well had he kept as good an eye on thee; for then hadst thou not left Iceland a dishonoured woman. 
GUNNAR OG SIGURD.
Thorolf! 
GUNNAR AND SIGURD.
Thorolf! 
DAGNY
(på samme tid).
Min broder! 
DAGNY
(simultaneously).
Brother! 
HJØRDIS
(sagte og bævende af forbitrelse).
Ha, bi – bi kun! 
HIÖRDIS
(softly, and quivering with rage).
Ha! wait--wait! 
THOROLF
(rækker Gunnar hånden).
Vær ikke vred, Gunnar; – onde ord faldt mig på tungen; men din hustru ægged mig! 
THOROLF
(gives GUNNAR his hand).
Be not wroth, Gunnar; evil words came to my tongue; but thy wife egged me! 
DAGNY
(sagte og bedende).
Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig kær, så væk ingen strid! 
DAGNY
(softly and imploringly).
Foster-sister, by any love thou hast ever borne me, stir not up strife! 
HJØRDIS
(leende).
Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystigheden skal trives. 
HIÖRDIS
(laughing).
Jests must pass at the feast-board if the merriment is to thrive. 
GUNNAR
(der har talt sagte med Thorolf).
Du er en brav gut. (rækker ham et sværd, som hænger ved højsædet.) Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os være venner. 
GUNNAR
(who has been talking softly to THOROLF).
Thou art a brave lad! (Hands him a sword which hangs beside the high-seat.) Here, Thorolf, here is a good gift for thee. Wield it well, and let us be friends. 
HJØRDIS.
Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar; thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for! 
HIÖRDIS.
Beware how thou givest away thy weapons, Gunnar; for men may say thou dost part with things thou canst not use! 
THOROLF
(som imidlertid har undersøgt sværdet).
Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal den aldrig svinges. 
THOROLF
(who has meanwhile examined the sword).
Thanks for the gift, Gunnar; it shall never be drawn in an unworthy cause. 
HJØRDIS.
Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet til dine brødre. 
HIÖRDIS.
If thou wilt keep that promise, then do thou never lend the sword to thy brothers. 
GUNNAR.
Hjørdis! 
GUNNAR.
Hiördis! 
HJØRDIS
(vedblivende).
Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben. 
HIÖRDIS
(continuing).
Neither let it hang on thy father’s wall; for there it would hang with base men’s weapons. 
THOROLF.
Sandt nok, Hjørdis, – din faders økse og skjold har hængt der i mange år. 
THOROLF.
True enough, Hiördis--for there thy father’s axe and shield have hung this many a year. 
HJØRDIS
(tvinger sig).
At Ørnulf vog min fader, – den bedrift fører du altid i munden; men mæler rygtet sandt, så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker. 
HIÖRDIS
(mastering herself).
That Örnulf slew my father,--that deed is ever on thy tongue; but if report speak true, it was scarce so honourable a deed as thou deemest. 
THOROLF.
Hvad rygte taler du om? 
THOROLF.
Of what report dost thou speak? 
HJØRDIS
(smilende).
Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive vred derover. 
HIÖRDIS.
I dare not name it, for it would make thee wroth. 
THOROLF.
Så ti, – det ser jeg helst.
(vender sig fra hende.)  
THOROLF.
Then hold thy peace--I ask no better.
(Turns from her.) 
HJØRDIS.
Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad tre nætter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han turde gå til holmgang med Jøkul?
(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)  
HIÖRDIS.
Nay, why should I not tell it? Is it true, Thorolf, that for three nights thy father sat in woman’s weed, doing sorceries with the witch of Smalserhorn, ere he dared face Jokul in fight.
(All rise; violent excitement among the guests.) 
GUNNAR, SIGURD OG DAGNY.
Hjørdis! 
GUNNAR, SIGURD, AND DAGNY.
Hiördis! 
THOROLF
(i højeste forbitrelse).
Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, må den være, der kan finde på sligt! Den værste udåd, nogen mand kan øve, har du her påsagt min fader! (kaster sværdet fra sig.) Der, Gunnar, der har du gaven igen; ingen skænk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhånet! 
THOROLF
(bitterly exasperated).
So base a lie has no man spoken of Örnulf of the Fiords! Thou thyself hast made it, for no one less venomous than thou could dream of such a thing. The blackest crime a man can do hast thou laid at my father’s door. (Throwing the sword away.) There, Gunnar, take thy gift again; I can take nought from the house wherein my father is reviled. 
GUNNAR.
Thorolf, så hør dog! 
GUNNAR.
Thorolf, hear me----! 
THOROLF.
Lad mig gå! Men se dig for skulde både du og Hjørdis; thi min fader har i denne stund den i sin vold, som er eder dyrest af alle! 
THOROLF.
Let me go! But beware both thou and Hiördis; for my father has now in his power one whom ye hold dearest of all! 
HJØRDIS
(studsende).
Din fader har –! 
HIÖRDIS
(starting).
Thy father has----! 
GUNNAR
(med et udråb).
Hvad siger du! 
GUNNAR
(with a cry).
What sayst thou! 
SIGURD
(heftigt).
Hvor er Ørnulf? 
SIGURD
(vehemently).
Where is Örnulf? 
THOROLF
(med hånlatter).
Sørpå, – med mine brødre! 
THOROLF
(with mocking laughter).
Gone southward--with my brothers. 
GUNNAR.
Sørpå! 
GUNNAR.
Southward! 
HJØRDIS
(udbrydende).
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn! 
HIÖRDIS
(shrieking).
Gunnar! Örnulf has slain Egil, our son. 
GUNNAR.
Dræbt! – Egil dræbt! Da ve Ørnulf og al hans æt! Thorolf, sig frem; – er det sandt! 
GUNNAR.
Slain!--Egil slain! Then woe to Örnulf and all his race! Thorolf, speak out;--is this true? 
SIGURD.
Gunnar, Gunnar, – hør mig! 
SIGURD.
Gunnar, Gunnar--hear me! 
GUNNAR.
Sig frem, ifald du agter dit liv! 
GUNNAR.
Speak out, if thou care for thy life! 
THOROLF.
Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse mod Gunnars gård! Men du, Hjørdis, – glæd dig imens ved de ord jeg hørte idag: „Før det kvældes, skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen afkom at rose sig af!“
(går ud i baggrunden.)  
THOROLF.
Thou canst not fright me! Wait till my father comes; he shall plant a mark of shame over against Gunnar’s house! And meanwhile, Hiördis, do thou cheer thee with these words I heard to-day: “Ere eventide shall Gunnar and his wife be childless.”
(Goes out by the back.) 
GUNNAR
(i dybeste smerte).
Dræbt, – dræbt! Min liden Egil dræbt! 
GUNNAR
(in the deepest pain).
Slain--slain! My little Egil slain! 
HJØRDIS
(vildt).
Og du – du lader ham gå! Lader Egil, din ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding skal du være ifald –! 
HIÖRDIS
(wildly).
And thou--dost thou let him go? Let Egil, thy child, lie unavenged! Then wert thou the dastard of dastards----! 
GUNNAR
(som ude af sig selv).
Et sværd, – en økse! Det er det sidste bud han bringer!
(griber en økse fra en af de omstående og iler ud.)  
GUNNAR
(as if beside himself).
A sword--an axe! It is the last message he shall bring!
(Seizes an axe from the bystanders and rushes out.) 
SIGURD
(vil følge efter).
Gunnar, styr dig! 
SIGURD
(about to follow).
Gunnar, hold thy hand! 
HJØRDIS
(holder ham tilbage).
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar!
(Et udråb høres fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)  
HIÖRDIS
(holding him back).
Stay, stay! The men will part them; I know Gunnar!
(A cry from the crowd, which has flocked together at the main door.) 
SIGURD OG DAGNY.
Hvad er det? 
SIGURD AND DAGNY.
What is it? 
EN STEMME BLANDT MÆNGDEN.
Thorolf faldt! 
A VOICE AMONG THE CROWD.
Thorolf has fallen. 
SIGURD.
Thorolf! Ha, slip! 
SIGURD.
Thorolf! Ha, let me go! 
DAGNY.
Min broder! O, min broder!
(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster øksen fra sig ved døren.)  
DAGNY.
My brother! Oh, my brother!
(SIGURD is on the point of rushing out. At the same moment, the crowd parts, GUNNAR enters, and throws down the axe at the door.) 
GUNNAR.
Nu er det gjort. Egil er hævnet! 
GUNNAR.
Now it is done. Egil is avenged! 
SIGURD.
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden. 
SIGURD.
Well for thee if thy hand has not been too hasty. 
GUNNAR.
Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut! 
GUNNAR.
Mayhap, mayhap; but Egil, Egil, my sweet boy! 
HJØRDIS.
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange eftermålsmænd. 
HIÖRDIS.
Now must we arm us, and seek help among our friends; for Thorolf has many avengers. 
GUNNAR
(mørk).
Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig for sindet nat og dag. 
GUNNAR
(gloomily).
He will be his own worst avenger; he will haunt me night and day. 
HJØRDIS.
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide. 
HIÖRDIS.
Thorolf got his reward. Kinsmen must suffer for kinsmen’s deeds. 
GUNNAR.
Vel sandt; men det véd jeg, at jeg var gladere i hu før drabet. 
GUNNAR.
True, true; but this I know, my mind was lighter ere this befell. 
HJØRDIS.
Blodnatten er altid den værste; – når den er over, så går det nok. Ved skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og al hans falske æt! 
HIÖRDIS.
This first night7 is ever the worst;--Örnulf has sought his revenge by shameful wiles; he would not come against us in open strife; he feigned to be peacefully-minded; and then he falls upon our defenceless child! Ha, I saw more clearly than ye; well I deemed that Örnulf was evil-minded and false; I had good cause to egg thee on against him and all his faithless tribe! 
GUNNAR
(ophidset).
Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen – ingen! 
GUNNAR
(fiercely).
That hadst thou! My vengeance is poor beside Örnulf’s crime. He has lost Thorolf, but he has six sons left-- and I have none--none! 
EN HUSKARL
(ilsomt fra baggrunden).
Ørnulf fra Fjordene kommer! 
A HOUSE-CARL
(enters hastily from the back).
Örnulf of the Fiords is at hand! 
GUNNAR.
Ørnulf! 
GUNNAR.
Örnulf! 
HJØRDIS OG FLERE MÆND.
Til våben! Til våben! 
HIÖRDIS AND SEVERAL MEN.
To arms! to arms! 
DAGNY
(på samme tid).
Min fader! 
DAGNY
(simultaneously).
My father! 
SIGURD
(som greben af en anelse).
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar! 
SIGURD
(as if seized by a foreboding).
Örnulf----! Ah, Gunnar, Gunnar! 
GUNNAR
(drager sværdet).
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!
(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)  
GUNNAR
(draws his sword).
Up all my men! Vengeance for Egil’s death!
(ÖRNULF enters, with EGIL in his arms.) 
GUNNAR
(med et skrig).
Egil! 
GUNNAR
(with a shriek).
Egil! 
ØRNULF.
Her har I liden Egil igen! 
ÖRNULF.
Here I bring thee little Egil. 
ALLE
(mellem hverandre).
Egil! Egil lever! 
ALL
(one to another).
Egil! Egil alive! 
GUNNAR
(lader sværdet falde).
Ve mig; hvad har jeg gjort! 
GUNNAR
(letting his sword fall).
Woe is me! what have I done? 
DAGNY.
O, Thorolf, min broder! 
DAGNY.
Oh, Thorolf, my brother! 
SIGURD.
Jeg tænkte det nok! 
SIGURD.
I knew it! I knew it! 
ØRNULF
(sætter Egil ned).
Der, Gunnar, har du din vakkre gut! 
ÖRNULF
(setting EGIL down).
There, Gunnar, hast thou thy pretty boy again. 
EGIL.
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde, da jeg rejste! 
EGIL.
Father! Old Örnulf would not do me ill, as thou saidst when I went away. 
ØRNULF
(til Hjørdis).
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges. 
ÖRNULF
(to HIÖRDIS).
Now have I atoned for thy father; now surely there may be peace between us. 
HJØRDIS
(med undertrykt bevægelse).
Kan hænde! 
HIÖRDIS
(with repressed emotion).
Mayhap! 
GUNNAR
(ligesom opvågnende).
Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du – du bringer Egil hjem! 
GUNNAR
(as if waking up).
Is it a ghastly dream that maddens me! Thou--thou bringest Egil home! 
ØRNULF.
Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær. 
ÖRNULF.
As thou seest; but in truth he has been near his death. 
GUNNAR.
Det véd jeg. 
GUNNAR.
That I know. 
ØRNULF.
Og glædes ikke mere over, at han kommer? 
ÖRNULF.
And hast no more joy in his return? 
GUNNAR.
Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig mig alt, – hvad der er hændt! 
GUNNAR.
Had he come sooner, I had been glad indeed. But tell me all that has befallen! 
ØRNULF.
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre ugerningsmænd foer han sørpå efter Egil. 
ÖRNULF.
That is soon done. Kåre the Peasant was plotting evil against you; with other caitiffs he fared southward after Egil. 
GUNNAR.
Kåre! (sagte) Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord! 
GUNNAR.
Kåre! (To himself.) Ha, now I understand Thorolf’s words! 
ØRNULF.
Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang, ifald så skulde være, – men din æt måtte jeg dog frede om; med mine sønner foer jeg da efter Kåre. 
ÖRNULF.
His purpose came to my ears; I needs must thwart so black a deed. I would not give atonement for Jokul, and, had things so befallen, I had willingly slain thee, Gunnar, in single combat--yet I could not but protect thy child. With my sons, I hasted after Kåre. 
SIGURD
(sagte).
En usalig dåd er her øvet! 
SIGURD
(softly).
An accursed deed has here been done. 
ØRNULF.
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække. 
ÖRNULF.
When I came up with him, Egil’s guards lay bound; thy son was already in thy foemen’s hand, and they would not long have spared him. Hot was the fight! Seldom have I given and taken keener strokes; Kåre and two men fled inland; the rest sleep safely, and will be hard to waken. 
GUNNAR
(i stærk spænding).
Men du – du Ørnulf –! 
GUNNAR
(in eager suspense).
But thou--thou, Örnulf----? 
ØRNULF
(mørk).
Sex sønner fulgte mig i striden. 
ÖRNULF
(gloomily).
Six sons followed me into the fight. 
GUNNAR
(åndeløs).
Men hjemad? 
GUNNAR
(breathlessly).
But homewards----? 
ØRNULF.
Ingen. 
ÖRNULF.
None. 
GUNNAR
(forfærdet).
Ingen! (sagte) Og Thorolf, Thorolf!
(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt bevæget hos hende.)  
GUNNAR
(appalled).
None! (Softly.) And Thorolf, Thorolf!
(Deep emotion among the bystanders. HIÖRDIS shows signs of a violent mental struggle; DAGNY weeps silently by the high-seat on the right. SIGURD stands beside her, painfully agitated.) 
ØRNULF
(efter et kort ophold).
Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand skal leve efter mand; – ræk mig et horn; jeg vil drikke mine sønners minde. (En af Sigurds mænd bringer et horn.) Hil eder der I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle, thi I kommer til hallen med mange mænds følge! (drikker og giver hornet fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det gamle træ har kun én grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er Thorolf? 
ÖRNULF
(after a short pause).
It is hard for a many-branching pine to be stripped in a single storm. But men die and men live;--I will drink to my sons’ memory. (One of SIGURD’S men hands him a horn.) Hail to you where now ye ride, my bold sons! Close upon your heels shall the copper-gates not clang, for ye come to the hall with a great following. (Drinks, and hands back the horn.) And now home to Iceland! Örnulf has fought his last fight; the old tree has but one green branch left, and it must be shielded warily. Where is Thorolf? 
EGIL
(til sin fader).
Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med mange, mange hærmænd i stavnen. 
EGIL
(to his father).
Ay, show me Thorolf! Örnulf told me he would carve me a ship with many, many warriors on board. 
ØRNULF.
Prise må jeg alle gode vætter, at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også han, – – nej, så stærk jeg end er, – det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag foruden. 
ÖRNULF.
I praise all good wights that Thorolf came not with us; for if he too--nay, strong though I be, that had been too heavy for me to bear. But why comes he not? He was ever the first to meet his father; for both of us it seemed we could not live without each other a single day. 
GUNNAR.
Ørnulf, Ørnulf! 
GUNNAR.
Örnulf, Örnulf! 
ØRNULF
(med stigende uro).
Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu; – hvad fattes, – hvor er Thorolf? 
ÖRNULF
(with growing uneasiness).
Ye stand all silent, I mark it now. What ails you? Where is Thorolf? 
DAGNY.
Sigurd, Sigurd, – det blir ham det tungeste! 
DAGNY.
Sigurd, Sigurd--this will be the direst blow to him! 
GUNNAR
(kæmpende med sig selv).
Gubbe! – Nej – – og dog, det kan jo ikke dølges – 
GUNNAR
(struggling with himself).
Old man!--No---- ---- and yet, it cannot be hid---- 
ØRNULF
(heftigt).
Min søn! Hvor er han? 
ÖRNULF
(vehemently).
My son! Where is he! 
GUNNAR.
Thorolf er dræbt! 
GUNNAR.
Thorolf is slain! 
ØRNULF.
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver! 
ÖRNULF.
Slain! Thorolf? Thorolf? Ha, thou liest! 
GUNNAR.
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive! 
GUNNAR.
I would give my warmest heart-blood to know him alive! 
HJØRDIS
(til Ørnulf).
Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han tilkende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham; – halvt i ufred skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min æt; – og, foruden det, – som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet; han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig; – først da var det, at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skellig årsag til den gerning. 
HIÖRDIS
(to ÖRNULF).
Thorolf was himself to blame for what befell; with dark sayings he gave us to wit that thou hadst fallen upon Egil and slain him;--we had parted half in wrath, and thou hast ere now brought death among my kindred. And moreover--Thorolf bore himself at the feast like a wanton boy; he brooked not our jesting, and spoke many evil things. Not till then did Gunnar wax wroth; not till then did he raise his hand upon thy son; and well I wot that he had good and lawful ground for that deed. 
ØRNULF
(rolig).
Det kendes på dig, at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude. 
ÖRNULF
(calmly).
Well may we see that thou art a woman, for thou usest many words. To what end? If Thorolf is slain, then is his saga over. 
EGIL.
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd. 
EGIL.
If Thorolf is slain, I shall have no warriors. 
ØRNULF.
Nej, Egil, – nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. (til Hjørdis.) Din fader kvad:
„Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje“.
Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. (tier lidt og vender sig til en af mændene.) Hvor fik han banehugget? 
ÖRNULF.
Nay, Egil--we have lost our warriors, but thou and I. (To HIÖRDIS.) Thy father sang:
Jokul’s kin for Jokul’s slayer
many a woe shall still be weaving.
Well has thou wrought that his words should come true. (Pauses a moment, then turns to one of the men.) Where got he his death-wound? 
MANDEN.
Tvers over panden. 
THE MAN.
Right across his brow. 
ØRNULF
(tilfreds).
Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder? 
ÖRNULF
(pleased).
Hm; that is an honourable spot; he did not turn his back. But fell he sideways, or in towards Gunnar’s feet? 
MANDEN.
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar. 
THE MAN.
Half sideways and half towards Gunnar. 
ØRNULF.
Det spår kun halv hævn; ja, ja, – vi skal se! 
ÖRNULF.
That bodes but half vengeance; well well,--we shall see! 
GUNNAR
(nærmer sig).
Ørnulf, vel véd jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af mig, hvad du vil – 
GUNNAR
(approaching).
Örnulf, I know well that all my goods were naught against thy loss; but crave of me what thou wilt---- 
ØRNULF
(strængt, afbrydende).
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han? 
ÖRNULF
(sternly interrupting him).
Give me Thorolf’s body, and let me go! Where lies he?
 
GUNNAR
(peger taus mod baggrunden).
 
(GUNNAR points silently to the back.) 
ØRNULF
(går et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham):
Bliv! Tænker I, at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger jeg! – Vel årker jeg Thorolf alene. (med rolig kraft) Sønneløs går jeg; men ingen skal sige, at han så mig bøjet!
(han går langsomt ud.)  
ÖRNULF
(takes a step or two, but turns and says in a voice of thunder to SIGURD, DAGNY, and others who are preparing to follow him, sorrowing).
Stay! Think ye Örnulf will be followed by a train of mourners, like a whimpering woman? Stay, I say!--I can bear my Thorolf alone. (With calm strength.) Sonless I go; but none shall say that he saw me bowed.
(He goes slowly out.) 
HJØRDIS
(med tvungen latter).
Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om han kommer med ufred igen! Nu, Dagny, – nu tænker jeg, det er sidste gang din fader stævner fra Island i sligt ærind! 
HIÖRDIS
(with forced laughter).
Ay, let him go as he will; we shall scarce need many men to face him should he come with strife again! Now, Dagny--I wot it is the last time thy father shall sail from Iceland on such a quest! 
SIGURD
(oprørt).
O, skændigt! 
SIGURD
(indignant).
Oh, shame! 
DAGNY
(ligeså).
Forhåne ham kan du! Forhåne ham – efter det, som her er øvet! 
DAGNY
(likewise).
And thou canst scoff at him--scoff at him, after all that has befallen? 
HJØRDIS.
Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet, – kun ikke, at han skænded mine kår. Frilleviv kaldte han mig; er det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond! 
HIÖRDIS.
A deed once done, ’tis wise to praise it. This morning I swore hate and vengeance against Örnulf;--the slaying of Jokul I might have forgotten--all, save that he cast shame upon my lot. He called me a leman; if it be so, it shames me not; for Gunnar is mightier now than thy father; he is greater and more famous than Sigurd, thine own husband! 
DAGNY
(i stærkt oprør).
Der fejler du, Hjørdis, – og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd mands tag! 
DAGNY
(in wild indignation).
There thou errest, Hiördis--and even now shall all men know that thou dwellest under a weakling’s roof! 
SIGURD
(heftigt).
Dagny, hvad vil du! 
SIGURD
(vehemently).
Dagny, beware! 
GUNNAR.
Ræd! 
GUNNAR.
A weakling! 
HJØRDIS
(med hånlatter).
Vidløst taler du der! 
 
DAGNY.
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre, at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu; – pris aldrig Gunnar for hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig og ransmanden, det hænger ved min husbonds side, – og ringen, som du drog af din arm, den gav du til Sigurd, (drager den af og holder den højt ivejret) her er den! 
DAGNY.
It shall no longer be hidden; I held my peace till thou didst scoff at my father and my dead brothers; I held my peace while Örnulf was here, lest he should learn that Thorolf fell by a dastard’s hand. But now--praise Gunnar nevermore for that deed in Iceland; for Gunnar is a weakling! The sword that lay drawn between thee and the bear-slayer hangs at my husband’s side--and the ring thou didst take from thy arm thou gavest to Sigurd. (Takes it off and holds if aloft.) Behold it! 
HJØRDIS
(vildt).
Sigurd! 
HIÖRDIS
(wildly).
Sigurd! 
MÆNGDEN.
Sigurd! Sigurd øved dåden! 
THE CROWD.
Sigurd! Sigurd did the deed! 
HJØRDIS
(skælvende af sindsbevægelse).
Han, han! – Gunnar, er det sandt! 
HIÖRDIS
(quivering with agitation).
He! he!--Gunnar, is this true? 
GUNNAR
(med ædel ro).
Sandt er alt; kun ikke, at jeg er ræd; – jeg er hverken ræd eller niding. 
GUNNAR
(with lofty calm).
It is all true save only that I am a weakling; I am neither a weakling nor a coward. 
SIGURD
(bevæget).
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! (til de øvrige) Afsted, mine mænd! Afsted, herfra! 
SIGURD
(moved).
That art thou not, Gunnar! That hast thou never been! (To the rest.) Away, my men! Away from here! 
DAGNY
(ved udgangen, til Hjørdis).
Hvem er nu den ypperste mand i laget, min husbond eller din!
(hun går ud med Sigurd og hans følge.)  
DAGNY
(at the door, to HIÖRDIS).
Who is now the mightiest man at the board--my husband or thine? 
HJØRDIS
(for sig selv).
Nu har jeg kun én gerning igen; – kun én dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!


 
HIÖRDIS
(to herself).
Now have I but one thing left to do--but one deed to brood upon: Sigurd or I must die!


 
TREDJE AKT
(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)
  (Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)  
ACT THIRD.
(The hall in GUNNAR’S house. It is day.)
  (HIÖRDIS sits on the bench in front of the smaller high-seat busy weaving a bow-string; on the table lie a bow and some arrows.) 
HJØRDIS
(idet hun strækker snoren).
Den er sejg og stærk; (med et blik på pilene.) kolven både skarp og tung – (lader hænderne synke ned i skødet) men hvor findes den hånd som –! (heftigt.) Forhånet, forhånet af ham, – af Sigurd! Jeg må hade ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå med, før jeg har – (grublende) Ja, men armen, armen, som skal øve den dåd –?
(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden.)  
HIÖRDIS
(pulling at the bow-string).
It is tough and strong; (with a glance at the arrows) the shaft is both keen and well-weighted-- (lets her hands fall in her lap) but where is the hand that----! (Vehemently.) Befooled, befooled by him--by Sigurd! I must hate him more than others, that can I well mark; but ere many days have passed I will---- (Meditating.) Ay, but the arm, the arm that shall do the deed----?
(GUNNAR enters, silent and thoughtful, from the back.) 
HJØRDIS
(efter et kort ophold).
Hvor går det dig, min husbond? 
HIÖRDIS
(after a short pause).
How goes it with thee, my husband? 
GUNNAR.
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det ligger og tynger mig for hjertekulen. 
GUNNAR.
Ill, Hiördis; I cannot away with that deed of yesterday; it lies heavy on my heart. 
HJØRDIS.
Gør som jeg; tag dig til at virke noget. 
HIÖRDIS.
Do as I do; get thee some work to busy thee. 
GUNNAR.
Det må jeg vel.
(Pause: Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.)  
GUNNAR.
Doubtless I must.
(A pause; GUNNAR paces up and down the hall, notices what HIÖRDIS is doing, and approaches her.) 
GUNNAR.
Hvad gør du der? 
GUNNAR.
What dost thou there? 
HJØRDIS
(uden at se op).
Binder en buesnor; det ser du nok. 
HIÖRDIS
(without looking up).
I am weaving a bow-string; canst thou not see? 
GUNNAR.
En buesnor – af dit eget hår! 
GUNNAR.
A bow-string--of thine own hair? 
HJØRDIS
(smilende).
Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og jeg har bundet denne her siden daggry. 
HIÖRDIS
(smiling).
Great deeds are born with every hour in these times; yesterday thou didst slay my foster-brother, and I have woven this since day-break. 
GUNNAR.
Hjørdis, Hjørdis! 
GUNNAR.
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS
(ser op).
Hvad er det? 
HIÖRDIS
(looking up).
What is amiss? 
GUNNAR.
Hvor var du inat? 
GUNNAR.
Where wast thou last night? 
HJØRDIS.
Inat? 
HIÖRDIS.
Last night? 
GUNNAR.
Du var ikke i sovestuen. 
GUNNAR.
Thou wast not in the sleeping-room. 
HJØRDIS.
Det véd du? 
HIÖRDIS.
Know’st thou that? 
GUNNAR.
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette – dette, som hændte med Thorolf; det bares mig for, som han kom – nå ja, jeg vågned; da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op; glytted på døren; – herinde, her sad du ved stokilden, – den brændte blå og rød, – du skæfted pile og kvad galder over dem. 
GUNNAR.
I could not sleep; I tossed in restless dreams of that-- that which befell Thorolf. I dreamt that he came---- No matter; I awakened. Then meseemed I heard a strange, fair song through all the house; I arose; I stole hither to the door; here I saw thee sitting by the log-fire--it burned blue and red--fixing arrow-heads, and singing sorceries over them. 
HJØRDIS.
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag. 
HIÖRDIS.
The work was not wasted; for strong is the breast that must be pierced this day. 
GUNNAR.
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet. 
GUNNAR.
I understand thee well; thou wouldst have Sigurd slain. 
HJØRDIS.
Hm, kan hænde. 
HIÖRDIS.
Hm, mayhap. 
GUNNAR.
Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig. 
GUNNAR.
Thou shalt never have thy will. I shall keep peace with Sigurd, howe’er thou goad me. 
HJØRDIS
(smilende.).
Mener du det? 
HIÖRDIS
(smiling).
Dost think so? 
GUNNAR.
Det véd jeg! 
SIGURD.
I know it! 
HJØRDIS
(rækker ham snoren).
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den knude der? 
HIÖRDIS
(hands him the bow-string).
Tell me, Gunnar--canst loose this knot? 
GUNNAR
(forsøger det).
Nej, den er flettet for fast og kunstigt. 
GUNNAR
(tries it).
Nay it is too cunningly and firmly woven. 
HJØRDIS
(rejser sig).
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse! 
HIÖRDIS
(rising).
The Norns8 weave yet more cunningly; their web is still harder to unravel. 
GUNNAR.
Krumme er de mægtiges veje; – dem kender hverken du eller jeg. 
GUNNAR.
Dark are the ways of the Mighty Ones;--neither thou nor I know aught of them. 
HJØRDIS.
Et véd jeg dog visst: at Sigurd vil volde usalige kår for os begge.
(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv.)  
HIÖRDIS.
Yet one thing I know surely: that to both of us must Sigurd’s life be baleful.
(A pause; GUNNAR stands lost in thought.) 
HJØRDIS
(der i stilhed har holdt øje med ham).
Hvad tænker du på? 
HIÖRDIS
(who has been silently watching him).
Of what thinkest thou? 
GUNNAR.
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre bleg. Da sagde jeg: „Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde?“ Men du lo og svared: „Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i Sigurds sted“. 
GUNNAR.
Of a dream I had of late. Methought I had done the deed thou cravest; Sigurd lay slain on the earth; thou didst stand beside him, and thy face was wondrous pale. Then said I: “Art thou glad, now that I have done thy will?” But thou didst laugh and answer: “Blither were I didst thou, Gunnar, lie there in Sigurd’s stead.” 
HJØRDIS
(med tvungen latter).
Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig! 
HIÖRDIS
(with forced laughter).
Ill must thou know me if such a senseless dream can make thee hold thy hand. 
GUNNAR.
Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her? 
GUNNAR.
Hm!--Tell me, Hiördis, what thinkest thou of this hall? 
HJØRDIS.
Skal jeg sige sandt, Gunnar, – så tykkes det mig stundom for trangt herinde. 
HIÖRDIS.
To speak truly, Gunnar,--it sometimes seems to me to be straitened. 
GUNNAR.
Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange. 
GUNNAR.
Ay, ay, so I have thought; we are one too many. 
HJØRDIS.
Kan hænde to. 
HIÖRDIS.
Two, mayhap. 
GUNNAR
(der ikke hørte hendes ytring).
Men det skal bødes på. 
GUNNAR
(who has not heard her last words).
But that shall be remedied. 
HJØRDIS
(ser spørgende på ham).
Bødes på? Du er da tilsinds at –? 
HIÖRDIS
(looks at him interrogatively).
Remedied? Then thou art minded to----? 
GUNNAR.
At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting. 
GUNNAR.
To fit out my warships and put to sea; I will win back the honour I have lost because thou wast dearer to me than all beside. 
HJØRDIS
(tankefuld).
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge. 
HIÖRDIS
(thoughtfully).
Thou wilt put to sea? Ay, so it may be best for us both. 
GUNNAR.
Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, – derved er det mest, at jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af dig, – det bæres mig for, at du kunde lokke mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved. (med stille hovedrysten.) Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond. 
GUNNAR.
Even from the day we sailed from Iceland, I saw that it would go ill with us. Thy soul is strong and proud; there are times when I well nigh fear thee; yet, it is strange--chiefly for that do I hold thee so dear. Dread enwraps thee like a spell; methinks thou could’st lure me to the blackest deeds, and all would seem good to me that thou didst crave. (Shaking his head reflectively.) Unfathomable is the Norn’s rede; Sigurd should have been thy husband. 
HJØRDIS
(udbrydende).
Sigurd! 
HIÖRDIS
(vehemently).
Sigurd! 
GUNNAR.
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig livet lysteligt at bære. 
GUNNAR.
Yes, Sigurd. Vengefulness and hatred blind thee, else would’st thou prize him better. Had I been like Sigurd, I could have made life bright for thee. 
HJØRDIS
(i stærk men undertrykt bevægelse).
Og det – det mener du Sigurd kunde gjort? 
HIÖRDIS
(with strong but suppressed emotion).
That--that deemest thou Sigurd could have done? 
GUNNAR.
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du. 
GUNNAR.
He is strong of soul, and proud as thou to boot. 
HJØRDIS
(heftigt).
Hvis så er – (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt udbrydende.) Gunnar, tag Sigurds liv! 
HIÖRDIS
(violently).
If that be so--(Collecting herself.) No matter, no matter! (With a wild outburst.) Gunnar, take Sigurd’s life! 
GUNNAR.
Aldrig! 
GUNNAR.
Never! 
HJØRDIS.
Ved list og svig blev jeg din hustru; – det skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg siddet her; – glemt skal alt være fra den dag, da Sigurd ikke lever mere! 
HIÖRDIS.
By fraud and falsehood thou mad’st me thy wife--that shall be forgotten! Five joyless years have I spent in this house-- all shall be forgotten from the day when Sigurd lives no more! 
GUNNAR.
Af min hånd skal ingen mén voldes ham (viger uvilkårligt tilbage.) Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke! 
GUNNAR.
From my hand he need fear no harm. (Shrinks back involuntarily.) Hiördis, Hiördis, tempt me not! 
HJØRDIS.
Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal ikke Sigurd tale forhånelsens ord over mig og dig! (knytter hænderne i krampagtig forbitrelse.) Hos hende – den enfoldige kvinde – hos hende sidder han kan hænde nu i enrum, leflende, og ler over os; mæler om al den tort, som overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller, at han listeligt lo, der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham! 
HIÖRDIS.
Then must I find another avenger; Sigurd shall not live long to flout at me and thee! (Clenching her hands in convulsive rage.) With her--that simpleton--with her mayhap he is even now sitting alone, dallying, and laughing at us; speaking of the bitter wrong that was done me when in thy stead he bore me away; telling how he laughed over his guile as he stood in my dark bower, and I knew him not! 
GUNNAR.
Det gør han ikke; det gør han ikke! 
GUNNAR.
Nay, nay, he does not so! 
HJØRDIS
(stærkt).
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret, før de to er borte! (træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men hviskende.) Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, – da skulde jeg leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt og så vildt, som du aldrig har drømt det! 
HIÖRDIS
(firmly).
Sigurd and Dagny must die! I cannot breathe till they are gone! (Comes close up to him, with sparkling eyes, and speaks passionately, but in a whisper.) Would’st thou help me with that , Gunnar, then should I live in love with thee; then should I clasp thee in such warm and wild embraces as thou hast never dreamt of! 
GUNNAR
(vaklende).
Hjørdis! Vilde du –! 
GUNNAR
(wavering).
Hiördis! Would’st thou---- 
HJØRDIS.
Hånd på værket, Gunnar, – så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg da længere gå af stuen, når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig, – rider du i fredsom færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte! 
HIÖRDIS.
Do the deed, Gunnar--and the heavy days shall be past. I will no longer quit the hall when thou comest, no longer speak harsh things and quench thy smile when thou art glad. I will clothe me in furs and costly silken robes. When thou goest to war, I will ride by thy side. At the feast I will sit by thee and fill thy horn, and drink to thee and sing fair songs to make glad thy heart! 
GUNNAR
(næsten overvunden).
Er det sandt; du vilde –! 
GUNNAR
(almost overcome).
Is it true? Thou wouldst----! 
HJØRDIS.
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og så skal jeg – (standser, da hun ser døren åbnes.) Dagny, – kommer du hid! 
HIÖRDIS.
More than that, trust me, ten times more! Give me revenge! Revenge on Sigurd and Dagny, and I will---- (Stops as she sees the door open.) Dagny--comest thou here! 
DAGNY
(fra baggrunden).
Du skynde dig, Gunnar herse; – lad dine mænd ruste sig! 
DAGNY
(from the back).
Haste thee, Gunnar! Call thy men to arms! 
GUNNAR.
Ruste sig? Mod hvem? 
GUNNAR.
To arms! Against whom? 
DAGNY.
Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig; men hvo kan vide – 
DAGNY.
Kåre the Peasant is coming, and many outlaws with him; he means thee no good; Sigurd has barred his way for the time; but who can tell---- 
GUNNAR
(bevæget).
Det har Sigurd gjort for mig! 
GUNNAR
(moved).
Sigurd has done this for me! 
DAGNY.
Sigurd er dig forvisst en fuldtro ven. 
DAGNY.
Sigurd is ever thy faithful friend. 
GUNNAR.
Og vi, Hjørdis, – vi som tænkte på –; ja, det er som jeg siger, – trolddom ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner den. 
GUNNAR.
And we, Hiördis--we, who thought to----! It is as I say-- there is a spell in all thy speech; no deed but seemeth fair to me, when thou dost name it. 
DAGNY
(forundret).
Hvad mener du? 
DAGNY
(astonished).
What meanest thou? 
GUNNAR.
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende. (vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.) Sig mig, – hvor går det Ørnulf? 
GUNNAR.
Nothing, nothing! Thanks for thy tidings, Dagny; I go to gather my men together. (Turns towards the door, but stops and comes forward again.) Tell me--how goes it with Örnulf? 
DAGNY
(sænker hovedet).
Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han en haug ved stranden; – der skal hans sønner lægges.
(Gunnar tier og går ud i baggrunden.)  
DAGNY
(bowing her head).
Ask me not. Yesterday he bore Thorolf’s body to the ships; now he is raising a grave-mound on the shore;-- there shall his son be laid.
(GUNNAR says nothing and goes out by the back.) 
DAGNY.
Før kvældstid er der ingen fare. (nærmer sig.) Hjørdis, jeg har et ærind til på gården; det er til dig jeg kommer. 
DAGNY.
Until evening there is no danger. (Coming nearer.) Hiördis, I have another errand in thy house; it is to thee I come. 
HJØRDIS.
Til mig? Efter det, som gik for sig igår? 
HIÖRDIS.
To me? After all that befell yesterday? 
DAGNY.
Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du! 
DAGNY.
Just because of that. Hiördis, foster-sister, do not hate me; forget the words that sorrow and evil spirits placed in my mouth; forgive me all the wrong I have done thee; for, trust me, I am tenfold more hapless than thou! 
HJØRDIS.
Usalig – du; – Sigurds hustru? 
HIÖRDIS.
Hapless--thou! Sigurd’s wife! 
DAGNY.
Mit værk er jo alt det, som øvedes, – at der blev yppet strid, at Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er jeg skyld i! Ve mig; – så gode var mine kår; men aldrig blir jeg glad mere efter denne dag. 
DAGNY.
It was my doing, all that befell--the stirring up of strife, and Thorolf’s death, and all the scorn that fell upon Gunnar and thee. Mine is all the guilt! Woe upon me!--I have lived so happily; but after this day I shall never know joy again. 
HJØRDIS
(som greben af en pludselig tanke).
Men før – i de fem lange år – i al den tid var lykken med dig? 
HIÖRDIS
(as if seized by a sudden thought).
But before--in these five long years--all that time hast thou been happy? 
DAGNY.
Kan du tvivle om det! 
DAGNY.
Canst thou doubt it? 
HJØRDIS.
Hm; igår tvivled jeg ikke, men – 
HIÖRDIS.
Hm; yesterday I doubted it not; but---- 
DAGNY.
Hvad mener du? 
DAGNY.
What meanest thou? 
HJØRDIS.
Å, ikke stort; lad os tale om andre ting. 
HIÖRDIS.
Nay, ’tis nought; let us speak of other matters. 
DAGNY.
Nej visst ikke. Hjørdis, sig mig –! 
DAGNY.
No truly. Hiördis, tell me----! 
HJØRDIS.
Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det – (med et ondskabsfuldt udtryk.) Kan du mindes engang, hist på Island; – vi var på thinget sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden, som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden. 
HIÖRDIS.
It will profit thee little; but since thou wilt have it so---- (With a malignant expression.) Canst thou remember once, over in Iceland--we had followed with Örnulf thy father to the Council, and we sat with our playmates in the Council Hall, as is the manner of women. Then came two strangers into the hall. 
DAGNY.
Sigurd og Gunnar. 
DAGNY.
Sigurd and Gunnar. 
HJØRDIS.
De hilste os med høviske lader, satte sig hos os på bænken, og megen skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: „Tungt vil det falde mig at finde den kvinde, jeg kan fæste min hu til.“ Ørnulf lo, og mente det skorted ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige; men Sigurd svared: „Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge, må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig; hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd af sind, da times mig liden hæder.“ Ej sandt, så talte Sigurd? 
HIÖRDIS.
They greeted us in courteous fashion, and sat on the bench beside us; and there passed between us much merry talk. There were some who must needs know why these two vikings came thither, and if they were not minded to take them wives there in the island. Then said Sigurd: “It will be hard for me to find the woman that shall be to my mind.” Örnulf laughed, and said there was no lack of high-born and well-dowered women in Iceland; but Sigurd answered: “The warrior needs a high-souled wife. She whom I choose must not rest content with a humble lot; no honour must seem to high for her to strive for; she must go with me gladly a-viking; war-weed must she wear; she must egg me on to strife, and never wink her eyes where sword-blades lighten; for if she be faint-hearted, scant honour will befall me.” Is it not true, so Sigurd spake? 
DAGNY
(usikker).
Det gjorde han – men – 
DAGNY
(hesitatingly).
True, he did--but---- 
HJØRDIS.
Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og så – (med et foragteligt smil) så kåred han dig! 
HIÖRDIS.
Such was she to be, the woman who could make life fair to him; and then--(with a scornful smile) then he chose thee! 
DAGNY
(smerteligt studsende).
Ha, du mener at –? 
DAGNY
(starting, as in pain).
Ha, thou wouldst say that----? 
HJØRDIS.
Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle, på det at Sigurd kunde hædres ved dig; – ej så? 
HIÖRDIS.
Doubtless thou has proved thyself proud and high-souled; hast claimed honour of all, that Sigurd might be honoured in thee-- is it not so? 
DAGNY.
Nej, Hjørdis, men – 
DAGNY.
Nay, Hiördis, but---- 
HJØRDIS.
Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor striden brændte som stærkest; – har du ikke? 
HIÖRDIS.
Thou hast egged him on to great deeds, followed him in war- weed, and joyed to be where the strife raged hottest--hast thou not? 
DAGNY
(dybt bevæget).
Nej, nej! 
DAGNY
(deeply moved).
No, no! 
HJØRDIS.
Har du da været ræd af sind, så at Sigurd voldtes skam derved? 
HIÖRDIS.
Hast thou, then, been faint of heart, so that Sigurd has been put to shame? 
DAGNY
(overvældet).
Hjørdis, Hjørdis! 
DAGNY
(overpowered).
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS
(hånligt smilende).
Men gode var dine kår i al den tid; – mener du, at Sigurd kan sige det samme! 
HIÖRDIS
(smiling scornfully).
Yet thy lot has been a happy one all these years;--think’st thou that Sigurd can say the same? 
DAGNY.
Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv! 
DAGNY.
Torture me not. Woe is me! thou hast made me see myself too clearly. 
HJØRDIS.
Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu ikke mere på det. Se her, hvad jeg har gjort idag; (tager nogle pile fra bordet) – hvor spidse og skarpe, du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile! 
HIÖRDIS.
A jesting word, and at once thou art in tears! Think no more of it. Look what I have done to-day. (Takes some arrows from the table.) Are they not keen and biting--feel! I know well how to sharpen arrows, do I not? 
DAGNY.
Og på at bruge dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, – på det tænkte jeg aldrig før. (heftigere.) Men at Sigurd –! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og uhæderligt; – nej, nej, det kan ikke være sandt! 
DAGNY.
And to use them too; thou strikest surely, Hiördis! All that thou hast said to me--I have never thought of before. (More vehemently.) But that Sigurd----! That for all these years I should have made his life heavy and unhonoured;--no, no, it cannot be true! 
HJØRDIS.
Nå, nå, trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være; dengang stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet; – nu nøjes han med ringere lykke. 
HIÖRDIS.
Nay now, comfort thee, Dagny; indeed it is not true. Were Sigurd of the same mind as in former days, it might be true enough; for then was his whole soul bent on being the foremost man in the land;--now he is content with a lowlier lot. 
DAGNY.
Nej, Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således skal det ikke blive ved. 
DAGNY.
No, Hiördis; Sigurd is high-minded now as ever; I see it well, I am not the right mate for him. He has hidden it from me; but it shall be so no longer. 
HJØRDIS.
Hvad vil du? 
HIÖRDIS.
What wilt thou do? 
DAGNY.
Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længere være ham hinderlig. 
DAGNY.
I will no longer hang like a clog upon his feet; I will be a hindrance to him no longer. 
HJØRDIS.
Du tænker da på –? 
HIÖRDIS.
Then thou wilt----? 
DAGNY.
Stille, der kommer folk!
(En huskarl fra baggrunden.)  
DAGNY.
Peace; some one comes!
(A House-carl enters from the back.) 
KARLEN.
Sigurd viking kommer til gården! 
THE CARL.
Sigurd Viking is coming to the hall. 
HJØRDIS.
Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid. 
HIÖRDIS.
Sigurd! Then call Gunnar hither. 
KARLEN.
Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil – 
THE CARL.
Gunnar has ridden forth to gather his neighbours together; for Kåre the Peasant would---- 
HJØRDIS.
Godt, godt, det véd jeg; gå da! (Karlen går; til Dagny, der ligeledes vil gå.) Hvor vil du hen? 
HIÖRDIS.
Good, good, I know it; go! (The Carl goes. To DAGNY, who is also going.) Whither wilt thou? 
DAGNY.
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det, at vi må skilles, det skønner jeg nok; men nu at stedes til møde med ham, – nej, nej, det kan jeg ikke.
(går ud til venstre.)  
DAGNY.
I will not meet Sigurd. Too well I feel that we must part; but to meet him now--no, no, I cannot!
(Goes out to the left.) 
HJØRDIS
(ser en stund taus efter hende).
Og hende var det jeg vilde – (fortsætter tanken ved et blik på buesnoren.) Ringe hævn havde det været; – nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!
(Sigurd fra baggrunden.)  
HIÖRDIS
(looks after her in silence for a moment).
And it was she I would have---- (completes her thought by a glance at the bow-string). That would have been a poor revenge;--nay, I have cut deeper now! Hm; it is hard to die, but sometimes it is harder still to live!
(SIGURD enters from the back.) 
HJØRDIS.
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
(vil gå.)  
HIÖRDIS.
Doubtless thou seekest Gunnar; be seated, he will be here even now.
(Is going.) 
SIGURD.
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham. 
SIGURD.
Nay, stay; it is thee I seek, rather than him. 
HJØRDIS.
Mig? 
HIÖRDIS.
Me? 
SIGURD.
Og vel var det, jeg traf dig alene. 
SIGURD.
And ’tis well I find thee alone. 
HJØRDIS.
Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hinderligt, om stuen stod fuld både af mænd og kvinder. 
HIÖRDIS.
If thou comest to mock me, it would sure be no hindrance to thee though the hall were full of men and women. 
SIGURD.
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig. 
SIGURD.
Ay, ay, well I know what thoughts thou hast of me. 
HJØRDIS
(bittert).
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer så fra landet med den kvinde, du havde kær! 
HIÖRDIS
(bitterly).
I do thee wrong mayhap! Nay, nay, Sigurd, thou hast been as a poison to all my days. Bethink thee who it was that wrought that shameful guile; who it was that lay by my side in the bower, feigning love with the laugh of cunning in his heart; who it was that flung me forth to Gunnar, since for him I was good enough, forsooth--and then sailed away with the woman he held dear! 
SIGURD.
Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres af skæbnen, – så er det gået med os to. 
SIGURD.
Man’s will can do this and that; but fate rules in the deeds that shape our lives--so has it gone with us twain. 
HJØRDIS.
Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i strid mod nornen; – det er det jeg nu vil gøre. 
HIÖRDIS.
True enough; evil Norns hold sway over the world; but their might is little if they find not helpers in our own heart. Happy is he who has strength to battle with the Norn--and it is that I have now in hand. 
SIGURD.
Hvad mener du? 
SIGURD.
What mean’st thou? 
HJØRDIS.
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem – med dem, som er over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag.
(hun sætter sig ved bordet.)  
HIÖRDIS.
I will essay a trial of strength against those--those who are over me. But let us not talk more of this; I have much to do to- day.
(She seats herself at the table.) 
SIGURD
(efter et kort ophold).
Du virker gode våben for Gunnar. 
SIGURD
(after a pause).
Thou makest good weapons for Gunnar. 
HJØRDIS
(med et stille smil).
Ikke for Gunnar, men mod dig. 
HIÖRDIS
(with a quiet smile).
Not for Gunnar, but against thee. 
SIGURD.
Det må vel komme ud på et. 
SIGURD.
Most like it is the same thing. 
HJØRDIS.
Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:) Hm; véd du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig lystelige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til landet; – han vil brænde os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen; – de tænder taget udenfra; – „Et bueskud,“ siger Gunnar, „et eneste kan frelse os;“ – da brister snoren – „Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en buesnor deraf, – det gælder livet!“ – Men jeg ler – „Lad brænde, lad brænde – livet er mig ikke en håndfuld hår værd!“ 
HIÖRDIS.
Ay, most like it is; for if I be a match for the Norn, then sooner or later shalt thou and Gunnar---- (breaks off, leans backwards against the table, and says with an altered ring in her voice:) Hm; knowest thou what I sometimes dream? I have often made it my pastime to limn pleasant pictures in my mind; I sit and close my eyes and think: Now comes Sigurd the Strong to the isle;--he will burn us in our house, me and my husband. All Gunnar’s men have fallen; only he and I are left; they set light to the roof from without:--“A bow-shot,” cries Gunnar, “one bow-shot may save us;”-- then the bow-string breaks--“Hiördis, cut a tress of thy hair and make a bow-string of it,--our life is at stake.” But then I laugh-- “Let it burn, let it burn--to me, life is not worth a handful of hair!” 
SIGURD.
Der er en sælsom magt i al din tale.
(nærmer sig.)  
SIGURD.
There is a strange might in all thy speech.
(Approaches her.) 
HJØRDIS
(ser koldt på ham).
Du sætter dig hos mig? 
HIÖRDIS
(looks coldly at him).
Wouldst sit beside me? 
SIGURD.
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre. 
SIGURD.
Thou deemest my heart is bitter towards thee. Hiördis, this is the last time we shall have speech together; there is something that gnaws me like a sore sickness, and thus I cannot part from thee; thou must know me better. 
HJØRDIS.
Hvad vil du? 
HIÖRDIS.
What wouldst thou? 
SIGURD.
Fortælle dig en saga. 
SIGURD.
Tell thee a saga. 
HJØRDIS.
Er den tung? 
HIÖRDIS.
Is it sad? 
SIGURD.
Tung, som livet selv. 
SIGURD.
Sad, as life itself. 
HJØRDIS
(bittert).
Véd du, at livet kan være tungt? 
HIÖRDIS
(bitterly).
What knowest thou of the sadness of life? 
SIGURD.
Døm om det, når min saga er ude. 
SIGURD.
Judge when my saga is over. 
HJØRDIS.
Så fortæl; jeg arbejder imens.
(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)  
HIÖRDIS.
Then tell it me; I shall work the while.
(He sits on a low stool to her right.) 
SIGURD.
Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så vide de end foer om. 
SIGURD.
Once upon a time there were two young vikings, who set forth from Norway to win wealth and honour; they had sworn each other friendship; and held truly together, how far soever thy might fare. 
HJØRDIS.
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar? 
HIÖRDIS.
And the two young vikings hight Sigurd and Gunnar? 
SIGURD.
Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde, så tyktes dem begge. 
SIGURD.
Ay, we may call them so. At last they came to Iceland; and there dwelt an old chieftain, who had come forth from Norway in King Harald’s days. He had two fair women in his house; but one, his foster-daughter, was the noblest, for she was wise and strong of soul; and the vikings spoke of her between themselves, and never had they seen a fairer woman, so deemed they both. 
HJØRDIS
(spændt).
Begge? Vil du spotte mig! 
HIÖRDIS
(in suspense).
Both? Wilt thou mock me? 
SIGURD.
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og på hende var ikke at mærke, om Gunnar hued hende; men at hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne. 
SIGURD.
Gunnar thought of her night and day, and that did Sigurd no less; but both held their peace, and no man could say from her bearing whether Gunnar found favour in her eyes; but that Sigurd misliked her, that was easy to discern. 
HJØRDIS
(åndeløs).
Bliv ved, det beder jeg –! 
HIÖRDIS
(breathlessly).
Go on, go on----! 
SIGURD.
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som vidste om. Da hændte det sig en kvæld, at der var drikkelag, og svor da hin stolte kvinde, at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tog ham i enrum, nævnte om sin elskov; – Sigurd taug med sin, og gik så til – 
SIGURD.
Yet ever the more must Sigurd dream of her; but of that wist no man. Now it befell one evening that there was a drinking-feast; and then swore that proud woman that no man should possess her save he who wrought a mighty deed, which she named. High beat Sigurd’s heart for joy; for he felt within him the strength to do that deed; but Gunnar took him apart and told him of his love;--Sigurd said naught of his, but went to the---- 
HJØRDIS
(udbrydende).
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den saga – er den sand? 
HIÖRDIS
(vehemently).
Sigurd, Sigurd! (Controlling herself.) And this saga--is it true? 
SIGURD.
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden kvinde. 
SIGURD.
True it is. One of us had to yield; Gunnar was my friend; I could do aught else. So thou becamest Gunnar’s wife, and I wedded another woman. 
HJØRDIS.
Og fik hende kær? 
HIÖRDIS.
And came to love her! 
SIGURD.
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun én kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de mødtes. (rejser sig.) Her ender min saga, lad os skilles nu. – Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere. 
SIGURD.
I learned to prize her; but one woman only has Sigurd loved, and that is she who frowned upon him from the first day they met. Here ends my saga; and now let us part.--Farewell, Gunnar’s wife; never shall we meet again. 
HJØRDIS
(springer op).
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort! 
HIÖRDIS
(springing up).
Stay, stay! Woe to us both; Sigurd, what hast thou done? 
SIGURD
(studsende).
Jeg gjort? Hvad fattes dig? 
SIGURD
(starting).
I, done? What ails thee? 
HJØRDIS.
Og alt det siger du mig nu! Men nej, – det kan ej være sandhed! 
HIÖRDIS.
And all this dost thou tell me now! But no--it cannot be true! 
SIGURD.
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed; – du skulde lære at dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu. 
SIGURD.
These are my last words to thee, and every word is true. I would not thou shouldst think hardly of me, therefore I needs must speak. 
HJØRDIS
(folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse):
Elsket – elsket mig – du! (heftigt, idet hun træder tæt hen til ham:) Jeg tror dig ikke! (ser stivt på ham og udbryder i vild smerte.) Jo, det er sandt og – usaligt for os begge!
(slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)  
HIÖRDIS
(involuntarily clasps her hands together and gazes at him in voiceless astonishment).
Loved--loved me--thou! (Vehemently, coming close up to him.) I will not believe thee! (Looks hard at him.) Yes, it is true, and--baleful for us both!
(Hides her face in her hands, and turns away from him.) 
SIGURD
(forfærdet).
Hjørdis! 
SIGURD
(terror-stricken).
Hiördis! 
HJØRDIS
(stille, kæmpende mellem gråd og latter).
Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg mente, at – (lægger hånden på hans arm.) Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som du nævnte, – hun har elsket dig igen! 
HIÖRDIS
(softly, struggling with tears and laughter).
Nay, heed me not! This was all I meant, that---- (Lays her hand on his arm.) Sigurd, thou hast not told thy saga to the end; that proud woman thou didst tell of--she returned thy love! 
SIGURD
(farer tilbage).
Du! 
SIGURD
(starts backwards).
Thou? 
HJØRDIS
(med fatning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond, – det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod! 
HIÖRDIS
(with composure).
Yes, Sigurd, I have loved thee, at last I understand it. Thou sayest I was ungentle and short of speech towards thee; what wouldst thou have a woman do? I could not offer thee my love, for then had I been little worthy of thee. I deemed thee ever the noblest man of men; and then to know thee another’s husband--’twas that caused me the bitter pain, that myself I could not understand! 
SIGURD
(rystet).
Et usaligt spind har nornen spundet om os to. 
SIGURD
(much moved).
A baleful web has the Norn woven around us twain. 
HJØRDIS.
Selv er du skyld deri; stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære vilkår for den, der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvisst på dig; – og dog kunde du –! 
HIÖRDIS.
The blame is thine own; bravely and firmly it becomes a man to act. When I set that hard proof for him who should win me, my thought was of thee;--yet could’st thou----! 
SIGURD.
Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den; – hvad var vel så for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu véd, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt. 
SIGURD.
I knew Gunnar’s soul-sickness; I alone could heal it;--was there aught for me to choose? And yet, had I known what I now know, I scarce dare answer for myself; for great is the might of love. 
HJØRDIS
(rask).
Nu vel, Sigurd, – et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag. 
HIÖRDIS
(with animation).
But now, Sigurd!--A baleful hap has held us apart all these years; now the knot is loosed; the days to come shall make good the past to us. 
SIGURD
(hovedrystende).
Det kan ej ske; vi må jo skilles igen. 
SIGURD
(shaking his head).
It cannot be; we must part again. 
HJØRDIS.
Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand, – ved alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når vi selv vil det, og så er legen vunden. 
HIÖRDIS.
Nay, we must not. I love thee, that may I now say unashamed; for my love is no mere dalliance, like a weak woman’s; were I a man-- by all the Mighty Ones, I could still love thee, even as now I do! Up then, Sigurd! Happiness is worth a daring deed; we are both free if we but will it, and then the game is won. 
SIGURD
Fri? Hvad mener du? 
SIGURD.
Free? What meanest thou? 
HJØRDIS.
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle liv forspildes! 
HIÖRDIS.
What is Dagny to thee? What can she be to thee? No more than I count Gunnar in my secret heart. What matters it though two worthless lives be wrecked? 
SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis! 
SIGURD.
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS.
Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg følger dig i stål og plade, hvor du stævner hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej, Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst, færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe! 
HIÖRDIS.
Let Gunnar stay where he is; let Dagny fare with her father to Iceland; I will follow thee in harness of steel, withersoever thou wendest. (SIGURD makes a movement.) Not as thy wife will I follow thee; for I have belonged to another, and the woman lives that has lain by thy side. No, Sigurd, not as they wife, but like those mighty women, like Hilde’s sisters,9 will I follow thee, and fire thee to strife and to manly deeds, so that thy name shall be heard over every land. In the sword-game will I stand by thy side; I will fare forth among thy warriors on the stormy viking-raids; and when the death- song is sung, it shall tell of Sigurd and Hiördis in one! 
SIGURD.
Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge elskov for Gunnars skyld; – skal jeg bære kviden derved, så må ikke min gerning være fåfængt. Og nu Dagny; – troskyldig og fuld af lid foer hun fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke, at jeg længtes mod Hjørdis, så tidt hun tog mig i favn. 
SIGURD.
Once was that my fairest dream; now, it is too late. Gunnar and Dagny stand between us, and that by right. I crushed my love for Gunnar’s sake;--how great soever my suffering, I cannot undo my deed. And Dagny--full of faith and trust she left her home and kindred; never must she dream that I longed for Hiördis as often as she took me to her breast. 
HJØRDIS.
Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du. Erik styrer Norges rige, rejs dig mod ham; mange gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol! 
HIÖRDIS.
And for such a cause wilt thou lay a burden on thy life! To what end hast thou strength and might, and therewith all noble gifts of the mind? And deemest thou it can now beseem me to dwell beneath Gunnar’s roof? Nay, Sigurd, trust me, there are many tasks awaiting such a man as thou. Erik is king of Norway--do thou rise against him! Many goodly warriors will join thee and swear thee fealty; with unconquerable might will we press onward, and fight and toil unresting until thou art seated on the throne of Harfager! 
SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være glemt; – frist mig ikke! 
SIGURD.
Hiördis, Hiördis, so have I dreamt in my wild youth; let it be forgotten--tempt me not! 
HJØRDIS
(med højhed).
Det er nornens råd, at vi to skal holde sammen; det kan ej ændres; grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu da jeg véd du elsker mig. 
HIÖRDIS
(impressively).
It is the Norn’s will that we two shall hold together; it cannot be altered. Plainly now I see my task in life: to make thee famous over all the world. Thou hast stood before me every day, every hour of my life; I sought to tear thee out of my mind, but I lacked the might; now it is needless, now that I know thou lovest me. 
SIGURD
(med tvungen kulde).
Hvis så er, – da vid, – jeg har elsket dig; nu er det forbi; – jeg har glemt de dage. 
SIGURD
(with forced coldness).
If that be so--then know--I have loved thee; it is past now;--I have forgot those days. 
HJØRDIS.
Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det. 
HIÖRDIS.
Sigurd, in that thou liest! So much at least am I worth, that if thou hast loved me once, thou canst never forget it. 
SIGURD
(heftigt).
Det må jeg; det vil jeg nu! 
SIGURD
(vehemently).
I must; and now I will. 
HJØRDIS.
Lad så være; men du kan det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt. 
HIÖRDIS.
So be it; but thou canst not. Thou wilt seek to hinder me, but in vain; ere evening falls, Gunnar and Dagny shall know all. 
SIGURD.
Ha, det gør du ikke! 
SIGURD.
Ha, that wilt thou never do! 
HJØRDIS.
Det gør jeg! 
HIÖRDIS.
That will I do! 
SIGURD.
Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være. 
SIGURD.
Then must I know thee ill; high-souled have I ever deemed thee. 
HJØRDIS.
Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må følge dig, – ud i livet og i striden; det er mig for lavt under loftet i Gunnar herses stue! 
HIÖRDIS.
Evil days breed evil thoughts; too great has been thy trust in me. I will, I must, go forth by thy side--forth to face life and strife; Gunnar’s roof-tree is too low for me. 
SIGURD
(med eftertryk).
Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, – vilde du endda røbe alt og følge mig? 
SIGURD
(with emphasis).
But honour between man and man hast thou highly prized. There lack not grounds for strife between me and Gunnar; say, now, that he fell by my hand, wouldst thou still make all known and follow me? 
HJØRDIS
(studsende).
Hvi spørger du så? 
HIÖRDIS
(starting).
Wherefore askest thou? 
SIGURD.
Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds banemand? 
SIGURD.
Answer me first: what wouldst thou do, were I to thy husband his bane. 
HJØRDIS
(ser stivt på ham).
Da måtte jeg tie og aldrig hvile, før jeg havde fået dig fældet. 
HIÖRDIS
(looks hard at him).
Then must I keep silence and never rest until I had seen thee slain. 
SIGURD
(med et smil).
Godt, Hjørdis; – det vidste jeg vel. 
SIGURD
(with a smile).
It is well, Hiördis--I knew it. 
HJØRDIS
(hastigt).
Men så kan ej ske! 
HIÖRDIS
(hastily).
But it can never come to pass! 
SIGURD.
Det må ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og om mit!
(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden.)  
SIGURD.
It must come to pass; thou thyself hast cast the die for Gunnar’s life and mine.
(GUNNAR, with some House-carls, enters from the back.) 
GUNNAR
(mørk, til Hjørdis).
Se så; nu spirer den sæd du har sået! 
GUNNAR
(gloomily, to HIÖRDIS).
See now; the seed thou hast sown is shooting bravely! 
SIGURD
(nærmer sig).
Hvad går dig imod? 
SIGURD
(approaching).
What is amiss with thee? 
GUNNAR.
Sigurd, er det dig? Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham. 
GUNNAR.
Sigurd, is it thou? What is amiss? Nought but what I might well have foreseen. As soon as Dagny, thy wife, had brought tidings of Kåre the Peasant, I took horse and rode to my neighbours to crave help against him. 
HJØRDIS
(spændt).
Nu? 
HIÖRDIS
(eagerly).
Well? 
GUNNAR.
Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan nævne; – jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt, at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig. 
GUNNAR.
I was answered awry where’er I came: my dealings with Kåre had been little to my honour, it was said;--hm, other things were said to boot, that I will not utter.--I am spurned at by all; I am thought to have done a dastard deed; men hold it a shame to make common cause with me. 
SIGURD.
Længe skal ikke det holdes for skændsel; før kvælden kommer skal du være mandstærk nok mod Kåre. 
SIGURD.
It shall not long be held a shame; ere evening comes, thou shalt have men enough to face Kåre. 
GUNNAR.
Sigurd! 
GUNNAR.
Sigurd! 
HJØRDIS
(sagte, triumferende).
Ha, det vidste jeg nok! 
HIÖRDIS
(in a low voice, triumphantly).
Ha, I knew it well! 
SIGURD
(med tvungen styrke).
Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, – du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen, såsnart solen rinder! 
SIGURD
(with forced resolution).
But then is there an end to the peace between us; for hearken to my words, Gunnar--thou hast slain Thorolf, my wife’s kinsman, and therefore do I challenge thee to single combat10 to-morrow at break of day. 
HJØRDIS
(gør i heftig indre bevægelse et skridt henimod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende).
 
(HIÖRDIS, in violent inward emotion, makes a stride towards SIGURD, but collects herself and remains standing motionless during the following.) 
GUNNAR
(i højeste overraskelse).
Til holmgang –! Mig! – Du skemter, Sigurd! 
GUNNAR
(in extreme astonishment).
To single combat----! Me!--Thou art jesting, Sigurd! 
SIGURD.
Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde! 
SIGURD.
Thou art lawfully challenged to single combat; ’twill be a game for life or death; one of us must fall! 
GUNNAR
(bittert).
Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis, da jeg kom; hun har ægget dig påny! 
GUNNAR
(bitterly).
Ha, I understand it well. When I came, thou didst talk with Hiördis alone; she has goaded thee afresh! 
SIGURD.
Kan hænde! (halvt mod Hjørdis.) Højsindet kvinde må jo værge om sin husbonds hæder. (til mændene i baggrunden.) Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhug med mig; ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!
(Karlene går ud i baggrunden.)  
SIGURD.
May hap. (Half towards HIÖRDIS.) A high-souled woman must ever guard her husband’s honour. (To the men in the background.) And do ye, house-carls, now go to Gunnar’s neighbours, and say to them that to-morrow he is to ply sword-strokes with me; none dare call that man a dastard who bears arms against Sigurd Viking!
(The House-carls go out by the back.) 
GUNNAR
(går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse).
Sigurd, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover nu livet for min hæder, som du fordum voved det for min lykke! 
GUNNAR
(goes quickly up to SIGURD and presses his hands, in strong emotion).
Sigurd, my brave brother, now I understand thee! Thou venturest thy life for my honour, as of old for my happiness! 
SIGURD.
Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når Solen rinder – 
SIGURD.
Thank thy wife; she has the largest part in what I do. To- morrow at break of day---- 
GUNNAR.
Jeg møder dig. (blød.) Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig; det er en kostelig gave. 
GUNNAR.
I will meet thee. (Tenderly.) Foster-brother, wilt thou have a good blade of me? It is a gift of price. 
SIGURD.
Tak; men lad det hænge; – ingen véd, om jeg næste kvæld har brug for det. 
SIGURD.
I thank thee; but let it hang.--Who knows if next evening I may have any use for it. 
GUNNAR
(ryster hans hånd).
Farvel, Sigurd! 
GUNNAR
(shakes his hand).
Farewell, Sigurd! 
SIGURD.
Farvel igen og lykke til værket!
(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på Hjørdis og går ud i baggrunden.)  
SIGURD.
Again farewell, and fortune befriend thee this night!
(They part. GUNNAR goes out to the right. SIGURD casts a glance at HIÖRDIS, and goes out by the back.) 
HJØRDIS
(efter en pause, sagte og tankefuld).
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.) Lad falde hvem der vil, – Sigurd og jeg skal endda blive sammen!


 
HIÖRDIS
(after a pause, softly and thoughtfully).
To-morrow they fight! Which will fall? (After a moment’s silence, she bursts forth as if seized by a strong resolution.) Let fall who will--Sigurd and I shall still be together!


 
FJERDE AKT
(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet gravhaug.)
  (Ørnulf sidder på en sten til højre i forgrunden med blottet hoved, albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset, hvor en stokild brænder.)  
ACT FOURTH.
(By the coast. It is evening; the moon breaks forth now and again, from among dark and ragged storm-clouds. At the back, a black grave-mound, newly heaped up.)
  (ÖRNULF sits on a stone, in front on the right, his head bare, his elbows resting on his knees, and his face buried in his hands. His men are digging at the mound; some give light with pine-knot torches. After a short pause, SIGURD and DAGNY enter from the boat-house, where a wood fire is burning.) 
DAGNY
(dæmpet).
Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage.) Nej, tal ikke til ham! 
DAGNY
(in a low voice).
There sits he still. (Holding SIGURD back.) Nay, speak not to him! 
SIGURD.
Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv. 
SIGURD.
Thou say’st well; it is too soon; best leave him! 
DAGNY
(går over mod højre og betragter faderen med stille sorg).
Så stærk var han igår, da han tog Thorolfs lig på ryggen; stærk var han, mens de grov på haugen; men da de alle var lagt derinde, og jord og stene kastet over, – da tog sorgen ham; da var det som han sluknede. (tørrer tårerne af.) Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til Island? 
DAGNY
(goes over to the right, and gazes at her father in quiet sorrow).
So strong was he yesterday when he bore Thorolf’s body on his back; strong was he as he helped to heap the grave-mound; but when they were all laid to rest, and earth and stones piled over them--then the sorrow seized him; then seemed it of a sudden as though his fire were quenched. (Dries her tears.) Tell me, Sigurd, when thinkest thou to fare homeward to Iceland? 
SIGURD.
Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min handel med Gunnar herse. 
SIGURD.
So soon as the storm abates, and my quarrel with Gunnar is ended. 
DAGNY.
Og så vil du købe land og bygge dig en gård og aldrig fare i leding mere? 
DAGNY.
And then wilt thou buy land and build thee a homestead, and go a-viking no more? 
SIGURD.
Ja ja, – det har jeg lovet dig. 
SIGURD.
Yes, yes,--that have I promised. 
DAGNY.
Og jeg tør forvisst tro, at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde, at jeg lidet var dig værdig til viv? 
DAGNY.
And I may believe without doubt that Hiördis spoke falsely when she said that I was unworthy to be thy wife? 
SIGURD.
Ja ja, Dagny, lid du på mit ord. 
SIGURD.
Yes yes, Dagny, trust thou to my word. 
DAGNY.
Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt det onde værk, som her er øvet. I de lange vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og – 
DAGNY.
Then am I glad again, and will try to forget all the evil that here has been wrought. In the long winter evenings we will talk together of Gunnar and Hiördis, and---- 
SIGURD.
Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn aldrig Hjørdis, når vi sidder hjemme på Island! 
SIGURD.
Nay, Dagny, wouldst thou have things go well with us, do thou never speak Hiördis’ name when we sit together in Iceland. 
DAGNY
(mildt bebrejdende).
Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet! 
DAGNY
(mildly upbraiding him).
Unjust is thy hatred towards her. Sigurd, Sigurd, it is unlike thee. 
EN AF MÆNDENE
(nærmer sig).
Se så, nu er haugen istand. 
ONE OF THE MEN
(approaching).
There now, the mound is finished. 
ØRNULF
(ligesom opvågnende).
Haugen? Er den – nå ja – 
ÖRNULF
(as if awaking).
The mound? Is it--ay, ay---- 
SIGURD.
Tal nu til ham, Dagny! 
SIGURD.
Now speak to him, Dagny. 
DAGNY
(nærmer sig).
Fader, det er koldt herude; det trækker op til uvejr inat. 
DAGNY
(approaching).
Father, it is cold out here; a storm is gathering to-night. 
ØRNULF.
Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tæt og godt; de ligger lunt derinde. 
ÖRNULF.
Hm; heed it not; the mound is close-heaped and crannyless; they lie warm in there. 
DAGNY
Ja, men du – 
DAGNY.
Ay, but thou---- 
ØRNULF.
Jeg? Jeg fryser ikke. 
ÖRNULF.
I? I am not cold. 
DAGNY.
Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede. 
DAGNY.
Nought hast thou eaten today; wilt thou not go in? The supper-board stands ready. 
ØRNULF.
Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten. 
ÖRNULF.
Let the supper-board stand; I have no hunger. 
DAGNY.
Men at sidde her så stille; tro mig, det båder dig ikke; du er lidet vant til det. 
DAGNY.
But to sit here so still--trust me, thou wilt take hurt of it; thou art ever wont to be stirring. 
ØRNULF.
Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke trække vejret.
(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham.)  
ÖRNULF.
True, true; there is somewhat that crushes my breast; I cannot draw breath.
(He hides his face in his hands. A pause. DAGNY seats herself beside him.) 
DAGNY.
Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island? 
DAGNY.
To-morrow wilt thou make ready thy ship and set forth for Iceland? 
ØRNULF
(uden at se op).
Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner. 
ÖRNULF
(without looking up).
What should I do there? Nay, I will to my sons. 
DAGNY
(smerteligt).
Fader! 
DAGNY
(with pain).
Father! 
ØRNULF
(løfter hovedet).
Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, så er det gjort, tænker jeg. 
ÖRNULF
(raises his head).
Go in and let me sit here; when the storm has played with me for a night or two, the game will be over, I ween. 
SIGURD.
Sligt kan du ikke tænke på! 
SIGURD.
Thou canst not think to deal thus with thyself. 
ØRNULF.
Undres dig, at jeg vil hvile! Mit dagværk er jo endt; jeg har højlagt mine sønner. (heftigt.) Gå fra mig! – Gå, gå!
(han skjuler igen sit ansigt.)  
ÖRNULF.
Dost marvel that I fain would rest? My day’s work is done; I have laid my sons in their grave. (Vehemently.) Go from me!--Go, go!
(He hides his face.) 
SIGURD
(sagte til Dagny, som rejser sig).
Lad ham sidde lidt endnu. 
SIGURD
(softly, to DAGNY, who rises).
Let him sit yet a while. 
DAGNY.
Nej, jeg får friste et råd til; – jeg kender ham. (til Ørnulf.) Dit dagværk er endt, siger du; det er det dog ikke. Højlagt har du dine sønner; – men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde. 
DAGNY.
Nay, I have one rede yet untried;--I know him. (To Örnulf.) Thy day’s work done, say’st thou? Nay, that it is not. Thou hast laid thy sons in the grave;--but art thou not a skald? It is meet that thou should’st sing their memory. 
ØRNULF
(hovedrystende).
Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel. 
ÖRNULF
(shaking his head).
Sing? Nay, nay; yesterday I could sing; I am too old to-day. 
DAGNY.
Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om dem, og det kan ingen i ætten uden du. 
DAGNY.
But needs must thou; honourable men were thy sons, one and all; a song must be made of them, and that can none of our kin but thou. 
ØRNULF
(ser spørgende på Sigurd).
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd? 
ÖRNULF
(looks inquiringly at SIGURD).
To sing? What thinkest thou , Sigurd? 
SIGURD.
Mig tykkes, at så er billigt; du får gøre som hun siger. 
SIGURD.
Meseems it is but meet; thou must e’en do as she says. 
DAGNY.
Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes over Ørnulfs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du tid nok. 
DAGNY.
Thy neighbours in Iceland will deem it ill done when the grave-ale is drunk over Örnulf’s children, and there is no song to sing with it. Thou hast ever time enough to follow thy sons. 
ØRNULF.
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste kvadet på kævle! (Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe om ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)
Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.

Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge; –
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!

(rejser sig.)

Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.

Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet; –
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.

Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde,
værned vikings hvide
hår, som gævest gærde.

Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.

Thorolf, – du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde!

Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ældes
til en helt så herlig.

Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.

Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, –
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.

Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
én da blev min idræt:
nornens færd at hævne.

Én da blev min gerning:
nornens fald at friste, –
hun, som har mig røvet
alt – og nu det sidste!

Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.

(med stigende begejstring.)

Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.

På min mund hun lagde
sangens fagre gave; –
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!

Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
verdens ve og kvider!

(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger roligt):
Se så; nu er Ørnulf stærk og sund igen. (til mændene.) Kom med til natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagværk!
(går med karlene ind i bådhuset.)  
ÖRNULF.
Well well, I will try it; and thou, Dagny, give heed, that afterwards thou may’st carve the song on staves.
(The men approach with the torches, forming a group around him; he is silent for a time, reflecting; then he says:)
Bragi’s11 gift is bitter
when the heart is broken;
sorrow-laden singer,
singing, suffers sorely.

Natheless, since the Skald-god
gave me skill in song-craft,
in a lay loud-ringing
be my loss lamented!

(Rises.)

Ruthless Norn12 and wrathful
wrecked my life and ravaged,
wiled away my welfare,
wasted Örnulf’s treasure.

Sons had Örnulf seven,
by the great gods granted;--
lonely now and life-sick
goes the greybeard, sonless.

Seven sons so stately,
bred among the sword-blades,
made a mighty bulwark
round the snow-locked sea-king.

Levelled lies the bulwark,
dead my swordsmen seven;
gone the greybeard’s gladness,
desolate his dwelling.

Thorolf,--thou my last-born!
Of the bold the boldest!
Soon were spent my sorrow
so but thou wert left me!

Fair thou wast as springtide,
fond towards thy father,
waxing straight and stalwart
to so wight a warrior.

Dark and drear his death-wound
leaves my life’s lone evening;
grief hath gripped my bosom
as ’twixt hurtling targes.

Nought the Norn denied me
of her rueful riches,
showering woes unstinted
over Örnulf’s world-way.

Weak are now my weapons.
But, were god-might given me,
then, oh Norn, I swear it,
scarce should’st thou go scatheless!

Dire were then my vengeance;
then had dawned thy doomsday,
Norn, that now hast left me
nought but yonder grave-mound.

Nought, I said? Nay, truly,
somewhat still is Örnulf’s,
since of Suttung’s13 mead-horn
he betimes drank deeply.

(With rising enthusiasm.)

Though she stripped me sonless,
one great gift she gave me--
songcraft’s mighty secret,
skill to sing my sorrows.

On my lips she laid it,
goodly gift of songcraft;
loud, then, let my lay sound,
e’en where they are lying!

Hail, my stout sons seven!
Hail, as homeward ride ye!
Songcraft’s glorious god-gift
stauncheth woe and wailing.

(He draws a deep breath, throws back the hair from his brow, and says calmly:)
So--so; now is Örnulf sound and strong again. (To the men.) Follow me to the supper-board, lads; we have had a heavy day’s work!
(Goes with the men into the boat-house.) 
DAGNY.
Priset være de høje i himlen, som skænkte mig så godt et råd! (til Sigurd) Vil du ikke gå ind? 
DAGNY.
Praised be the Mighty Ones on high that gave me so good a rede. (To SIGURD.) Wilt thou not go in? 
SIGURD.
Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle ting rede til imorgen? 
SIGURD.
Nay, I list not to. Tell me, are all things ready for to-morrow? 
DAGNY.
Det er de; et silkesømmet lin ligger inde på bænken; men jeg véd forvisst, at du vil stå dig mod Gunnar, så jeg har ej grædt derved. 
DAGNY.
They are; a silk-sewn shroud lies on the bench; but I know full surely that thou wilt hold thee against Gunnar, so I have not wept over it. 
SIGURD.
Det give alle gode magter, at du aldrig må græde for min skyld.
(han standser og ser ud.)  
SIGURD.
Grant all good powers, that thou may’st never weep for my sake.
(He stops and looks out.) 
DAGNY.
Hvad lytter du på? 
DAGNY.
What art thou listening to? 
SIGURD.
Hører du ikke – der!
(peger til venstre.)  
SIGURD.
Hear’st thou nought--there?
(Points towards the left.) 
DAGNY.
Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet! 
DAGNY.
Ay, there goes a fearsome storm over the sea! 
SIGURD
(idet han går lidt op mod baggrunden).
Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. (råber.) Hvem kommer? 
SIGURD
(going up a little towards the background).
Hm, there will fall hard hailstones in that storm. (Shouts.) Who comes? 
KÅRE BONDE
(udenfor til venstre).
Kendte folk, Sigurd viking!
(Kåre bonde med en flok bevæbnede mænd fra venstre.)  
KÅRE THE PEASANT
(without on the left).
Folk thou wot’st of, Sigurd Viking!
(KÅRE THE PEASANT, with a band of armed men, enters from the left.) 
SIGURD.
Hvor agter I jer hen? 
SIGURD.
Whither would ye? 
KÅRE.
Til Gunnar herses gård! 
KÅRE.
To Gunnar’s hall. 
SIGURD.
Med ufred? 
SIGURD.
As foemen? 
KÅRE.
Ja, det kan du lide på! Du hindred mig før; men nu tænker jeg det er dig kært nok! 
KÅRE.
Ay, trust me for that! Thou didst hinder me before; but now I ween thou wilt scarce do the like. 
SIGURD.
Kan vel være. 
SIGURD.
Maybe not. 
KÅRE.
Jeg har hørt om din handel med Gunnar; men går det som jeg vil, så kommer han med vege våben til mødet. 
KÅRE.
I have heard of thy challenge to Gunnar; but if things go to my mind, weak will be his weapons when the time comes for your meeting. 
SIGURD.
Det er vovsomt værk du pønser på; agt dig, bonde! 
SIGURD.
’Tis venturesome work thou goest about; take heed for thyself, Peasant! 
KÅRE
(med trodsig latter).
Lad mig om det; vil du takle dit skib inat, så skal vi lyse op for dig! – Kom, alle mand, se her går vejen!
(de går alle ud til højre i baggrunden.)  
KÅRE
(with defiant laughter).
Leave that to me; if thou wilt tackle thy ship to-night, we will give thee light for the task!--Come, all my men; here goes the way.
(They go off to the right, at the back.) 
DAGNY.
Sigurd, Sigurd, den ufærd må du hindre! 
DAGNY.
Sigurd, Sigurd, this misdeed must thou hinder. 
SIGURD
(går rask hen til døren og råber ind):
Op fra bordet, Ørnulf; tag hævn over Kåre bonde! 
SIGURD
(goes quickly to the door of the hut, and calls in).
Up from the board, Örnulf; take vengeance on Kåre the Peasant. 
ØRNULF
(kommer ud med de øvrige).
Kåre bonde, – hvor er han? 
ÖRNULF
(comes out, with the rest).
Kåre the Peasant--where is he? 
SIGURD.
Han stævner mod Gunnars gård for at brænde folkene inde! 
SIGURD.
He is making for Gunnar’s hall to burn it over their heads. 
ØRNULF.
Ha, ha, – lad ham det, så får jeg hævn over Gunnar og Hjørdis med det samme; siden vil jeg søge Kåre. 
ÖRNULF.
Ha-ha--let him do as he will; so shall I be avenged on Gunnar and Hiördis, and afterwards I can deal with Kåre. 
SIGURD.
Nej, det er gavnløst råd; Kåre må du søge inat, hvis du vil ramme ham; thi er udåden øvet, så stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv – nå ja, ligegodt, – inat må han skærmes mod sine uvenner; ilde var det, om slig ugerningsmand, som Kåre, tog hævnen fra mig! 
SIGURD.
Ay, that rede avails not; wouldst thou strike at Kåre, thou must seek him out to-night; for when his misdeed is done, he will take to the mountains. I have challenged Gunnar to single combat; him thou hast safely enough, unless I myself--but no matter.-- To-night he must be shielded from his foes; it would ill befit thee to let such a dastard as Kåre rob thee of thy revenge. 
ØRNULF.
Sandt siger du der. Inat vil jeg skærme Thorolfs bane; men imorgen må han fældes! 
ÖRNULF.
Thou say’st truly. To-night will I shield the slayer of Thorolf; but to-morrow he must die. 
SIGURD.
Han eller jeg, – det kan du lide på! 
SIGURD.
He or I--doubt not of that! 
ØRNULF.
Så kom da til hævn for Ørnulfs æt!
(han går med mændene til højre i baggrunden.)  
ÖRNULF.
Come then, to take vengeance for Örnulf’s sons.
(He goes out with his men by the back, to the right.) 
SIGURD.
Dagny, følg med; – jeg må blive; thi rygtet om tvekampen er alt på vandring mellem folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men du, – styr og råd din fader; hæderligt må han fare frem; i Gunnars gård er mange kvinder; ingen mén må voldes Hjørdis eller de andre. 
SIGURD.
Dagny, do thou follow them;--I must bide here; for the rumour of the combat is already abroad, and I may not meet Gunnar ere the time comes. But thou--do thou keep rein on thy father; he must go honourably to work; in Gunnar’s hall there are many women; no harm must befall Hiördis or the rest. 
DAGNY.
Ja ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du dog; tak for det hjertelag! 
DAGNY.
Yes, I will follow them. Thou hast a kind thought even for Hiördis; I thank thee. 
SIGURD.
Gå, gå, Dagny! 
SIGURD.
Go, go, Dagny! 
DAGNY.
Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne hærklæder i buret, og værger sig nok selv. 
DAGNY.
I go; but be thou at ease as to Hiördis; she has gilded armour in her bower, and will know how to shield herself. 
SIGURD.
Det tænker jeg med; men gå du endda; styr din faders færd; våg over alle og – over Gunnars hustru? 
SIGURD.
That deem I too; but go thou nevertheless; guide thy father’s course; watch over all--and over Gunnar’s wife! 
DAGNY.
Lid på mig. Vel mødt igen!
(hun går efter de forrige.)  
DAGNY.
Trust to me. Farewell, till we meet again.
(She follows the others.) 
SIGURD.
Det er første gang, fosterbroder, at jeg står våbenløs, mens du er stedt i fare. (lytter.) Jeg hører skrig og sværdhug; – de er alt ved gården. (vil over til højre, men standser og viger forbauset tilbage.) Hjørdis! Hun kommer hid!
(Hjørdis, klædt i kort rød skarlagenskjortel, med gyldne våbenstykker: hjelm, pandser, arm- og benskinner. Hendes hår er udslået; på ryggen bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden har hun buen med hårsnoren.)  
SIGURD.
’Tis the first time, foster-brother, that I stand weaponless whilst thou art in danger. (Listens.) I hear shouts and sword-strokes; --they are already at the hall. (Goes towards the right, but stops and recoils in astonishment.) Hiördis! Comes she hither!
(HIÖRDIS enters, clad in a short scarlet kirtle, with gilded armour: helmet, hauberk, arm-plates, and greaves. Her hair is flying loose; at her back hangs a quiver, and at her belt a small shield. She has in her hand the bow strung with her hair.) 
HJØRDIS
(ilsomt og seende sig tilbage, som om hun ængstedes af noget, der forfulgte hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og siger dæmpet):
Sigurd, Sigurd, kan du se den? 
HIÖRDIS
(hastily looking behind her, as though in dread of something pursuing her, goes close up to SIGURD, seizes him by the arm, and whispers:)
Sigurd, Sigurd, canst thou see it? 
SIGURD.
Hvem? Hvor? 
SIGURD.
What? Where ? 
HJØRDIS.
Ulven der – lige ved; den rører sig ikke; den ser på mig med to røde øjne! – Det er min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig for mig; det betyder, at jeg visselig skal dø inat! 
HIÖRDIS.
The wolf there--close behind me; it does not move; it glares at me with its two red eyes. It is my wraith,14 Sigurd! Three times has it appeared to me; that bodes that I shall surely die to-night! 
SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis! 
SIGURD.
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS.
Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig. 
HIÖRDIS.
It has sunk into the earth! Yes, yes, now it has warned me. 
SIGURD.
Du er syg; kom og gå ind! 
SIGURD.
Thou art sick; come, go in with me. 
HJØRDIS.
Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen! 
HIÖRDIS.
Nay, here will I bide; I have but little time left. 
SIGURD.
Hvad er der hændt med dig? 
SIGURD.
What has befallen thee? 
HJØRDIS.
Hvad der er hændt? Det véd jeg ikke; men sandt var det, du sagde idag, at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra livet må vi; da kan vi blive sammen! 
HIÖRDIS.
What has befallen? That know I not; but true was it what thou said’st to-day, that Gunnar and Dagny stand between us; we must away from them and from life: then can we be together! 
SIGURD.
Vi? Ha, du mener –! 
SIGURD.
We? Ha, thou meanest----! 
HJØRDIS
(med højhed).
Jeg blev hjemløs i verden fra den dag du tog en anden til viv. Ilde handled du dengang! Alle gode gaver kan manden give til sin fuldtro ven, – alt, kun ikke den kvinde han har kær; thi gør han det, da bryder han nornens lønlige spind og to liv forspildes. Der er en usvigelig røst i mig, som siger, at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde løfte og bære dig i de tunge tider, og at du fødtes, for at jeg i én mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det véd jeg, Sigurd, – havde vi to holdt sammen, da var du bleven navnkundigere og jeg lykkeligere end alle andre! 
HIÖRDIS
(with dignity).
I have been homeless in this world from that day thou didst take another to wife. That was ill done of thee! All good gifts may a man give his faithful friend--all, save the woman he loves; for if he do that, he rends the Norn’s secret web, and two lives are wrecked. An unerring voice within me tells me I came into the world that my strong soul might cheer and sustain thee through heavy days, and that thou wast born to the end I might find in one man all that seemed to me great and noble; for this I know Sigurd--had we two held together, thou hadst become more famous than all others, and I happier. 
SIGURD.
Unyttig er den klage nu. Mener du det er lysteligt, det liv jeg har ivente? Hver dag at være Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet klemmes ved. Og dog, det må så være; ændres kan det ikke. 
SIGURD.
It avails not now to mourn. Thinkest thou it is a merry life that awaits me? To be by Dagny’s side day be day, and feign a love my heart shrinks from? Yet so it must be; it cannot be altered. 
HJØRDIS
(under stigende vildhed).
Det skal det dog! Ud af livet vil vi begge gå! Ser du denne buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad over den! (lægger en pil i buen, der er spændt.) Hør! Hør, hvor det suser højt oppe! Det er de dødes hjemfærd; jeg har hekset dem hid; – i lag med dem skal vi følges! 
HIÖRDIS
(in a growing frenzy).
It shall be altered! We must out of this life, both of us! Seest thou this bow-string? With it can I surely hit my mark; for I have crooned fair sorceries over it! (Places an arrow in the bow, which is strung.) Hark! hearest thou that rushing in the air? It is the dead men’s ride to Nalhal: I have bewitched them hither;--we two will join them in their ride! 
SIGURD
(viger tilbage).
Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig! 
SIGURD
(shrinking back).
Hiördis, Hiördis--I fear thee! 
HJØRDIS
(uden at agte på ham).
Ingen magt kan ændre vor skæbne nu! O, ja – det er også bedre så, end om du havde fæstet mig hernede i livet; end om jeg havde siddet på din gård for at væve lin og uld og føde dig afkom, – fy, fy! 
HIÖRDIS
(not heeding him).
Our fate no power can alter now! Oh, ’tis better so than if thou hadst wedded me here in this life--if I had sat in thy homestead weaving linen and wool for thee and bearing thee children--pah! 
SIGURD.
Hold op! Din trolddomskunst har været dig overmægtig; den har kastet en sjælesot på dig! (forfærdet.) Ha, se – se! Gunnars gård, – den brænder! 
SIGURD.
Hold, hold! Thy sorcery has been too strong for thee; thou art soul-sick, Hiördis! (Horror-struck.) Ha, see--see! Gunnar’s hall-- it is burning! 
HJØRDIS.
Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end Gunnars bjælkestue! 
HIÖRDIS.
Let it burn, let it burn! The cloud-hall up yonder is loftier than Gunnar’s rafter-roof! 
SIGURD.
Men Egil, din søn, – de fælder ham! 
SIGURD.
But Egil, thy son--they are slaying him! 
HJØRDIS.
Lad fældes, – så fældes min skændsel med det samme! 
HIÖRDIS.
Let him die--my shame dies with him! 
SIGURD.
Og Gunnar, – de tager din husbonds liv! 
SIGURD.
And Gunnar--they are taking thy husband’s life! 
HJØRDIS.
Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg følge hjem inat! Ja, Sigurd, så må det være; her i landet gror ikke lykken for mig; – den hvide gud kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til møde med; de gamle er ikke stærke, som før; – de sover, de sidder halvt som skygger; – med dem vil vi strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil sætte dig på himlens kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst! (Uvejret bryder løs.) Hør, hør, der kommer vort følge! Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og en for dig! (kaster buen til kinden og skyder.) Så far da den sidste færd! 
HIÖRDIS.
What care I! A better husband shall I follow home this night! Ay, Sigurd, so must it be; here on this earth is no happiness for me. The White God is coming northward; him will I not meet; the old gods are strong no longer;--they sleep, they sit half shadow- high;--with them will we strive! Out of this life, Sigurd; I will enthrone thee king in heaven, and I will sit at thy side. (The storm bursts wildly.) Hark, hark, here comes our company! Canst see the black steeds galloping?--one is for me and one for thee. (Draws the arrow to her ear and shoots.) Away, then, on thy last ride home! 
SIGURD.
Vel truffet, Hjørdis!
(han falder.)  
SIGURD.
Well aimed, Hiördis!
(He falls.) 
HJØRDIS
(jublende, idet hun iler hen til ham).
Sigurd, min broder, – nu hører vi hinanden til! 
HIÖRDIS
(jubilant, rushes up to him).
Sigurd, my brother,--now art thou mine at last! 
SIGURD.
Nu mindre end før. Her skilles vore veje; thi jeg er en kristnet mand. 
SIGURD.
Now less than ever. Here our ways part; for I am a Christian man. 
HJØRDIS
(forfærdet).
Du –! Ha, nej, nej! 
HIÖRDIS
(appalled).
Thou----! Ha, no, no! 
SIGURD.
Den hvide gud er min; kong Ædhelstan har lært mig ham at kende; – det er op til ham jeg nu går. 
SIGURD.
The White God is mine; King AEthelstan taught me to know him; it is to him I go. 
HJØRDIS
(i fortvivlelse).
Og jeg –! (slipper buen.) Ve, ve! 
HIÖRDIS
(in despair).
And I----! (Drops her bow.) Woe! woe! 
SIGURD.
Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig ud af mit eget hjerte og gav dig til Gunnar. Tak, Hjørdis; – nu er jeg så let og fri.
(dør.)  
SIGURD.
Heavy has my life been from the hour I tore thee out of my own heart and gave thee to Gunnar. Thanks, Hiördis;--now am I so light and free.
(Dies.) 
HJØRDIS
(stille).
Død! Så har jeg visselig forspildt min sjæl! (Uvejret vokser, hun udbryder vildt.) De kommer! Jeg har galdret dem hid! Men nej, nej; – jeg følger jer ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjælper ej; – de ser mig; de ler og vinker, de sporer sine heste! (iler ud på fjeldkanten i baggrunden.) Der er de over mig; – og intet ly, intet skjul! Jo, på havets bund kan hænde!
(hun styrter sig ud.)
(Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds mænd kommer efterhånden ind fra højre.)  
HIÖRDIS
(quietly).
Dead! Then truly have I brought my soul to wreck! (The storm increases; she breaks forth wildly.) They come! I have bewitched them hither! No, no! I will not go with you! I will not ride without Sigurd! It avails not--they see me; they laugh and beckon to me; they spur their horses! (Rushes out to the edge of the cliff at the back.) They are upon me;--and no shelter no hiding- place! Ay, mayhap at the bottom of the sea!
(She casts herself over.)
(ÖRNULF, DAGNY, GUNNAR, with EGIL, followed by SIGURD’S and ÖRNULF’S men, gradually enter from the right.) 
ØRNULF
(vendt mod gravhaugen).
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligger I ikke! 
ÖRNULF
(turning towards the grave-mound).
Now may ye sleep in peace; for ye lie not unavenged. 
DAGNY
(kommer).
Fader, fader, – skrækken dræber mig; – al den blodige færd – og uvejret; – hør, hør! 
DAGNY
(entering).
Father, father--I die of fear--all that bloody strife--and the storm;--hark, hark! 
GUNNAR
(med Egil på armen).
Giv fred og ly for mit barn! 
GUNNAR
(carrying EGIL).
Peace, and shelter for my child! 
ØRNULF.
Gunnar herse! 
ÖRNULF.
Gunnar! 
GUNNAR.
Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine svende faldne; jeg er i din vold; gør som dig tykkes! 
GUNNAR.
Ay, Örnulf, my homestead is burnt and my men are slain; I am in thy power; do with me what thou wilt! 
ØRNULF.
Det står til Sigurd. Men ind under tag; det er utrygt herude! 
ÖRNULF.
That Sigurd must look to. But in, under roof! It is not safe out here. 
DAGNY.
Ja, ind, ind! (går henimod bådhuset, får øje på liget og udstøder et skrig:) Sigurd, min husbond; – de har dræbt ham!
(kaster sig ned ved ham.)  
DAGNY.
Ay, in, in! (Goes towards the boat-house, catches sight of SIGURD’S body, and shrieks.) Sigurd, my husband!--They have slain him!
(Throwing herself upon him.) 
ØRNULF
(iler til).
Sigurd! 
ÖRNULF
(rushes up).
Sigurd! 
GUNNAR
(sætter Egil ned).
Sigurd dræbt! 
GUNNAR
(sets EGIL down).
Sigurd dead! 
DAGNY
(ser fortvivlet på mændene, der står om den døde).
Nej, nej, det er ikke så; – han må være ilive endnu! (bemærker buen.) Ha, hvad er det!
(rejser sig.)  
DAGNY
(looks despairingly at the men, who surround the body).
No, no, it is not so;--he must be alive! (Catches sight of the bow.) Ha, what is that?
(Rises.) 
ØRNULF.
Datter, det er nok, som du først sagde, – Sigurd er fældet. 
ÖRNULF.
Daughter, it is as first thou saidst--Sigurd is slain. 
GUNNAR
(som greben af en pludselig tanke).
Og Hjørdis! – Har Hjørdis været her? 
GUNNAR
(as if seized by a sudden thought).
And Hiördis!--Has Hiördis been here? 
DAGNY
(sagte og med fatning).
Jeg véd ikke; men det véd jeg, at hendes bue har været her. 
DAGNY
(softly and with self-control).
I know not; but this I know, that her bow has been here. 
GUNNAR.
Ja, jeg tænkte det nok! 
GUNNAR.
Ay, I thought as much! 
DAGNY.
Ti, ti! (for sig selv.) Så bittert har hun da hadet ham! 
DAGNY.
Hush, hush! (To herself.) So bitterly did she hate him! 
GUNNAR
(sagte).
Fældet ham – natten før holmgangen; så har hun endda elsket mig.
(Alle farer forfærdede sammen; Åsgårdsrejden suser gennem luften.) 
GUNNAR
(aside).
She has slain him--the night before the combat; then she loved me after all.
(A thrill of dread runs through the whole group; ASGARDSREIEN--the ride of the fallen heroes to Valhal--hurtles through the air.) 
EGIL
(med skræk).
Fader! Se, se! 
EGIL
(in terror).
Father! See, see! 
GUNNAR.
Hvad er det? 
GUNNAR.
What is it? 
EGIL.
Deroppe – alle de sorte heste –! 
EGIL.
Up there--all the black horses----! 
GUNNAR.
Det er skyerne, som – 
GUNNAR.
It is the clouds that---- 
ØRNULF.
Nej, det er de dødes hjemfærd. 
ÖRNULF.
Nay, it is the dead men’s home-faring. 
EGIL
(med et skrig).
Moder er med dem! 
EGIL
(with a shriek).
Mother is with them! 
DAGNY.
Alle gode magter! 
DAGNY.
All good spirits! 
GUNNAR.
Barn, hvad siger du! 
GUNNAR.
Child, what say’st thou? 
EGIL.
Der – foran – på den sorte hest! Fader, fader!
(Egil klynger sig forfærdet op til faderen; kort pause; uvejret drager forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)  
EGIL.
There--in front--on the black horse! Father, father!
(EGIL clings in terror to his father; a short pause; the storm passes over, the clouds part, the moon shines peacefully on the scene.) 
GUNNAR
(stille og smerteligt).
Nu er Hjørdis visselig død! 
GUNNAR
(in quiet sorrow).
Now is Hiördis surely dead! 
ØRNULF.
Det er vel så, Gunnar; – og på hende havde jeg mere at hævne end på dig. Dyrt blev mødet for os begge; – – der er min hånd, fred og forsoning! 
ÖRNULF.
So it must be, Gunnar;--and my vengeance was rather against her than thee. Dear has this meeting been to both of us;---- ---- there is my hand; be there peace between us! 
GUNNAR.
Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs; jeg farer med til Island! 
GUNNAR.
Thanks, Örnulf! And now aboard; I sail with thee to Iceland. 
ØRNULF.
Ja, til Island, og sent vil vor hærfærd glemmes:
Højt om heltefærd og stærke
kæmpers leg på norske strande
skal til sildigst æt fra Island
sjunges over nordens lande!


 
ÖRNULF.
Ay, to Iceland! Long will it be ere our forth-faring is forgotten.
Weapon wielding warrior’s meeting,
woeful by the northern seaboard,
still shall live in song and saga
while our stem endure in Iceland.


 
1. Failing to find a better equivalent for the Norwegian “Herse,” I have used the word “Headman” wherever it seemed necessary to give Gunnar a title or designation. He is generally spoken of as “Gunnar Herse” in the Norwegian text; but where it could be done without inconvenience, the designation has here been omitted. 
2. [PRONUNCIATION OF NAMES.--Helgeland=Helgheland; Örnulf=Ornoolf; Sigurd=Sigoord; Gunnar=Goonar; Thorolf=Toorolf; Hiördis=Yordeess; Kåre=Koarë; Egil=Ayghil. The letter ö as in German.] 
3. “I aerling holmgang.” The established form of duel in the viking times was to land the combatants on one of the rocky islets or “holms” that stud the Norwegian coast, and there let them fight it out. Hence “holmgang”=duel. 
4. “At knaessette”=to knee-set a child, to take it on one’s knee, an irrevocable form of adoption. 
5. The giants or Titans of Scandinavian mythology. 
6. “Draugen,” a vague and horrible sea-monster. 
7. Literally the “blood-night.” 
8. The “Nornir” were the Fates of northern mythology. 
9. The Valkyries. 
10. Holmgang --see note, p. 138 [Holmgang =duel.] 
11. Bragi, the god of poetry and eloquence. 
12. See note, p. 175 [The “Nornir” were the Fates of northern mythology.] 
13. Suttung was a giant who kept guard over the magic mead of poetical inspiration. 
14. The word “wraith” is here used in an obviously inexact sense; but the wraith seemed to be the nearest equivalent in English mythology to the Scandinavian “fylgie,” an attendant spirit, often regarded as a sort of emanation from the person it accompanied, and sometimes (as in this case) typifying that person’s moral attributes. 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login