ØRNULF.
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes. (til de øvrige.) Så gøres da vitterligt for alle, hvad sagen gælder. For fem vintre siden lå Sigurd og Gunnar herse som vikinger på Island og havde fredland der den vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og sejlede bort med hende. For dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede i sølv, og skal med det din ufredsgerning være sonet.
ÖRNULF.
That am I, and straightway shall the quarrel be healed. (To the others.) Be the matter, then, known to all. Five winters ago came Sigurd and Gunnar Headman as vikings to Iceland; they lay in harbour close under my homestead. Then Gunnar, by force and craft, carried away my foster-daughter, Hiördis; but thou, Sigurd, didst take Dagny, my own child, and sailed with her over the sea. For that thou art now doomed to pay three hundred pieces of silver, and thereby shall thy misdeed be atoned.