ØRNULF.
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem til Island igen, før jeg havde vidst at fremme min sag.
ÖRNULF.
That must I. Listen, Sigurd, for thus it stands: Last summer I rode to the Council where many honourable men were met. When the Council-days were over, I sat in the hall and drank with the men of my hundred, and the talk fell upon the carrying-away of the women; scornful words they gave me, because I had let that wrong rest unavenged. Then, in my wrath, I swore to sail to Norway, seek out Gunnar, and crave reckoning or revenge, and never again to set foot in Iceland till my claim was made good.