Bibliotheca Polyglotta

Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Complete text

ØRNULF.
Heller idag end imorgen. Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet; vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, så får han friste de kår, som følger på.
(Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå vadmelskofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)

ÖRNULF.
Rather to-day than to-morrow. Fair amends will content me; if Gunnar says me nay, then must he take what comes.
(KÅRE THE PEASANT enters hastily from the right; he is clad in a grey frieze cloak and low-brimmed felt hat; he carries in his hand a broken fence-rail.)

KÅRE.
Godt møde, hærmænd!

KÅRE.
Well met, Vikings!

ØRNULF.
Hærmænds møde skattes sjelden godt.

ÖRNULF.
Vikings are seldom well met.

KÅRE.
Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses husfolk står mig efter livet!

KÅRE.
If ye be honourable men, ye will grant me refuge among you; Gunnar Headman’s house-carls are hunting me to slay me.

ØRNULF.
Gunnar herse!

ÖRNULF.
Gunnar’s?

SIGURD.
Så har du øvet ondt imod ham!

SIGURD.
Then has thou done him some wrong!

KÅRE.
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg sammen på en holme tæt under land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte mig for en træl; så bar jeg våben på ham og fældte ham.

KÅRE.
I have done myself right. Our cattle fed together upon an island, hard by the coast; Gunnar’s men carried off my best oxen, and one of them flouted me for a thrall. Then bare I arms against him and slew him.

ØRNULF.
Det var lovlig gerning.

ÖRNULF.
That was a lawful deed.

KÅRE.
Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, så jeg blev varslet itide og slap bort; dog, stakket frist kan jeg vente, for mine avindsmænd leder om mig.

KÅRE.
But this morning his men came in wrath against me. By good hap I heard of their coming, and fled; but my foemen are on my tracks, and short shrift can I look for at their hands.

SIGURD.
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar så godt som mig selv, og det véd jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand.

SIGURD.
Ill can I believe thee, peasant! In bygone days I knew Gunnar as I know myself, and this I wot, that never did he wrong a peaceful man.

KÅRE.
Gunnar har ingen del i al den ufærd, han er sønderpå landet; nej, det er Hjørdis, hans hustru –

KÅRE.
Gunnar has no part in this wrong-doing; he is in the southland; nay, it is Hiördis his wife----

DAGNY.
Hjørdis!

DAGNY.
Hiördis!

ØRNULF
(mumlende).
Ja, ja, det kunde ligne hende!

ÖRNULF
(to himself).
Ay, ay, ’tis like her!

KÅRE.
Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var han villig til at tage, men så kom Hjørdis til, ægged sin husbond med mange hånlige ord og hindred forliget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges –

KÅRE.
I offered Gunnar amends for the thrall, and he was willing; but then came Hiördis, and egged her husband on with scornful words, and hindered the peace. Since then has Gunnar gone to the south, and to-day----

SIGURD
(ser ud til venstre).
Der kommer vejfarende mænd nordefter, er det ikke –?

SIGURD
(looking out to the left).
Here come wayfarers northward. Is it not----?

KÅRE.
Det er Gunnar herse selv!

KÅRE.
It is Gunnar himself!

ØRNULF.
Vær du trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få jer forligte.
(Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre. Han er klædt husdragt, brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har han kun en liden håndøkse.)

ÖRNULF.
Be of good heart; methinks I can make peace between you.
(GUNNAR HEADMAN, with several men, enters from the left. He is in a brown tunic, cross-gartered hose, a blue mantle, and a broad hat; he has no weapon but a small axe.)

GUNNAR
(standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede).
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt –!

GUNNAR
(stops in surprise and uncertainty on seeing the knot of men).
Örnulf of the Fiords! Yes, it is----!

ØRNULF.
Der ser du ret nok.

ÖRNULF.
Thou seest aright.

GUNNAR
(træder nærmere).
Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du kommer med fred.

GUNNAR
(approaching).
Then peace and welcome to thee in my land, if thou come in peace.

ØRNULF.
Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves.

ÖRNULF.
If thy will be as mine, there shall be no strife between us.

SIGURD
(nærmer sig).
Vel mødt, Gunnar!

SIGURD
(standing forward).
Well met, Gunnar!

GUNNAR
(glad).
Sigurd – fosterbroder! (ryster hans hånd.) Ja, er du med, da véd jeg visst, at Ørnulf kommer med fred. (til Ørnulf.) Ræk mig hånden, gubbe! Hvad ærend du har her nordpå er ikke svært at skønne; det gælder Hjørdis, din fosterdatter.

GUNNAR
(gladly).
Sigurd--foster-brother! (Shakes his hand.) Now truly, since thou art here, I know that Örnulf comes in peace. (To ÖRNULF.) Give me thy hand, greybeard! Thy errand here in the north is lightly guessed: it has to do with Hiördis, thy foster-daughter.

ØRNULF.
Som du siger; stor tort voldtes mig, da du foer med hende fra Island uden at søge mit minde.

ÖRNULF.
As thou sayest; great wrong was done me when thou didst bear her away from Iceland without my will.

GUNNAR.
Du kommer med ret og skel; har svenden flængt, så får manden flikke. Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre det, så skal vi snart forliges.

GUNNAR.
Thy claim is just; what youth has marred, the man must mend. Long have I looked for thee, Örnulf, for this cause; and if amends content thee, we shall soon be at one.

SIGURD.
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.

SIGURD.
So deem I too. Örnulf will not press thee hard.

GUNNAR
(med varme).
Det må du, gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde ikke alt mit gods forslå!

GUNNAR
(warmly).
Nay, Örnulf, didst thou crave her full worth, all my goods would not suffice.

ØRNULF.
Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det kan du lide på. Men nu en anden sag; (peger på Kåre.) ser du den mand der?

ÖRNULF.
I shall go by law and usage, be sure of that. But now another matter. (Pointing to KÅRE.) Seest thou yonder man?

GUNNAR.
Kåre bonde! (til Ørnulf.) Du véd da, der er ufred mellem os?

GUNNAR.
Kåre! (To ÖRNULF.) Thou knowest, then, that there is a strife between us?

ØRNULF.
Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes.

ÖRNULF.
Thy men have stolen his cattle, and theft must be atoned.

GUNNAR.
For drab ligeså; han har dræbt min træl.

GUNNAR.
Murder no less; he has slain my thrall.

KÅRE.
Fordi han håned mig.

KÅRE.
Because he flouted me.

GUNNAR.
Jeg har sagt mig rede til forlig.

GUNNAR.
I have offered thee terms of peace.

KÅRE.
Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var borte, faldt hun over mig og står mig nu efter livet.

KÅRE.
But that had Hiördis no mind to, and this morning, whilst thou wert gone, she fell upon me and hunts me now to my death.

GUNNAR
(opbragt).
Er det sandt du siger; har hun –?

GUNNAR
(angrily).
Is it true what thou sayest? Has she----?

KÅRE.
Hvert ord er sandt.

KÅRE.
True, every word.

ØRNULF.
Derfor bad bonden om min bistand, og den skal være ham sikret.

ÖRNULF.
Therefore the peasant besought me to stand by him, and that will I do.

GUNNAR
(efter et øjebliks betænkning).
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er derfor billigt, at jeg føjer mig efter din vilje. Hør mig, Kåre bonde, jeg er villig til at lade trællens drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod hinanden.

GUNNAR
(after a moment’s thought).
Honourably hast thou dealt with me, Örnulf; therefore is it fit that I should yield to thy will. Hear then, Kåre: I am willing to let the slaying of the thrall and the wrongs done toward thee quit each other.

KÅRE
(rækker Gunnar hånden).
Det er gode kår; dem tager jeg imod.

KÅRE
(gives GUNNAR his hand).
It is a good offer; I am content.

ØRNULF.
Og fred skal han have for dig og dine?

ÖRNULF.
And he shall have peace for thee and thine?

GUNNAR.
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.

GUNNAR.
Peace shall he have, here and overall.

SIGURD
(peger ud til højre).
Se der!

SIGURD
(pointing to the right).
See yonder!

GUNNAR
(misfornøjet).
Det er Hjørdis!

GUNNAR
(disturbed).
It is Hiördis!

ØRNULF.
Med væbnede karle!

ÖRNULF.
With armed men!

KÅRE.
Hun søger mig!
(Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let spyd i hånden).

KÅRE.
She is seeking me!
(HIÖRDIS enters, with a troop of house-carls. She is clad in black, wearing a kirtle, cloak, and hood; the men are armed with swords and axes; she herself carries a light spear.)

HJØRDIS
(standser ved indgangen).
Mandstærke mødes vi her, som det lader!

HIÖRDIS
(stops on entering).
A meeting of many, meseems.

DAGNY
(iler hende imøde).
Hil og sæl, Hjørdis!

DAGNY
(rushes to meet her).
Peace and joy to thee, Hiördis!

HJØRDIS
(koldt).
Tak. Jeg har alt spurgt, at du ikke var langt borte. (træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.) Gunnar og – Kåre, min avindsmand, – Ørnulf og hans sønner, og – (idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men fatter sig og siger:) Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på, – men ikke véd jeg, hvem der er mig bedst sindet.

HIÖRDIS
(coldly).
Thanks. It was told me that thou wast not far off. (Comes forward, looking sharply at those assembled.) Gunnar, and--Kåre, my foeman--Örnulf and his sons and---- (As she catches sight of SIGURD, she starts almost imperceptibly, is silent a moment, but collects herself and says:) Many I see here who are known to me-- but little I know who is best minded towards me.

ØRNULF.
Vel nok sindet er vi dig alle.

ÖRNULF.
We are all well-minded towards thee.

HJØRDIS.
Hvis så er, da vil du ikke nægte at give Kåre i min husbonds vold.

HIÖRDIS.
If so be, thou wilt not deny to give Kåre into my husband’s hands.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=f8b23910-f0ec-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display