You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
ØRNULF.
Heller idag end imorgen. Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet; vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, så får han friste de kår, som følger på.
(Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå vadmelskofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)  
ÖRNULF.
Rather to-day than to-morrow. Fair amends will content me; if Gunnar says me nay, then must he take what comes.
(KÅRE THE PEASANT enters hastily from the right; he is clad in a grey frieze cloak and low-brimmed felt hat; he carries in his hand a broken fence-rail.) 
KÅRE.
Godt møde, hærmænd! 
KÅRE.
Well met, Vikings! 
ØRNULF.
Hærmænds møde skattes sjelden godt. 
ÖRNULF.
Vikings are seldom well met. 
KÅRE.
Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses husfolk står mig efter livet! 
KÅRE.
If ye be honourable men, ye will grant me refuge among you; Gunnar Headman’s house-carls are hunting me to slay me. 
ØRNULF.
Gunnar herse! 
ÖRNULF.
Gunnar’s? 
SIGURD.
Så har du øvet ondt imod ham! 
SIGURD.
Then has thou done him some wrong! 
KÅRE.
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg sammen på en holme tæt under land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte mig for en træl; så bar jeg våben på ham og fældte ham. 
KÅRE.
I have done myself right. Our cattle fed together upon an island, hard by the coast; Gunnar’s men carried off my best oxen, and one of them flouted me for a thrall. Then bare I arms against him and slew him. 
ØRNULF.
Det var lovlig gerning. 
ÖRNULF.
That was a lawful deed. 
KÅRE.
Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, så jeg blev varslet itide og slap bort; dog, stakket frist kan jeg vente, for mine avindsmænd leder om mig. 
KÅRE.
But this morning his men came in wrath against me. By good hap I heard of their coming, and fled; but my foemen are on my tracks, and short shrift can I look for at their hands. 
SIGURD.
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar så godt som mig selv, og det véd jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand. 
SIGURD.
Ill can I believe thee, peasant! In bygone days I knew Gunnar as I know myself, and this I wot, that never did he wrong a peaceful man. 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login