HJØRDIS
(tvinger sig).
Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun at agte for Gunnars frille, – godt og vel, så må han hædre sig med dåd, – hædre sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og lemmer, og det skal hver og en som – (med et hvast blik til Kåre.) Kåre bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig af din sag, og der er fred mellem os, men ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræbte har mange hævnere, og let kunde det hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald ikke din – din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
HIÖRDIS
(controlling herself).
Nay, Örnulf, I know better what is fitting. If I am to be held as Gunnar’s leman--well and good, then must he win me honour by his deeds--by deeds so mighty that my shame shall be shame no more! And thou, Örnulf, beware! Here our ways part, and from this day I shall make war upon thee and thine whensoever and wheresoever it may be; thou shalt know no safety, thou, or any whom thou---- (Looking fiercely at KÅRE.) Kåre! Örnulf has stood thy friend, forsooth, and there is peace between us; but I counsel thee not to seek thy home yet awhile; the man thou slewest has many avengers, and it well might befall---- See, I have shown thee the danger; thou must e’en take what follows. Come, Gunnar, we must gird ourselves for the fight. A famous deed didst thou achieve in Iceland, but greater deeds must here be done, if thou wouldst not have thy-- thy leman shrink with shame from thee and from herself!
