You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
KÅRE
(ved udgangen).
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme hende!
(går ned til søen.)  
KÅRE
(going off).
Well well, I must shield myself as best I can. But this I tell you: if ye think to deal gently with Hiördis, ye will come to rue it; I know her--and I know where to strike her sorest!
(Goes down towards the shore.) 
DAGNY.
Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres! 
DAGNY.
He is plotting revenge. Sigurd, it must be hindered! 
ØRNULF
(fortrædelig).
Å, lad ham gøre hvad ham lyster; hun er ikke bedre værd! 
ÖRNULF
(with annoyance).
Nay, let him do as he will; she is worth no better! 
DAGNY.
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende. 
DAGNY.
That meanest thou not; bethink thee she is thy foster-child. 
ØRNULF.
Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som Jøkul sagde. 
ÖRNULF.
Woe worth the day when I took her under my roof! Jokul’s words are coming true. 
SIGURD.
Jøkul? 
SIGURD.
Jokul’s? 
ØRNULF.
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på græsvolden, så på mig og kvad:
Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve paa alle veje;
hvo der ejer Jøkuls skatte
skal ej glædes ved sit eje!
Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde han. 
ÖRNULF.
Ay, her father’s. When I gave him his death-wound he fell back upon the sward, and fixed his eyes on on me and sang:--
Jokul’s kin for Jokul’s slayer
many a woe shall still be weaving;
Jokul’s hoard whoe’er shall harry
heartily shall rue his rashness.
When he had sung that, he was silent a while, and laughed; and thereupon he died. 
SIGURD.
Det skal du lidet agte. 
SIGURD.
Why should’st thou heed his words? 
ØRNULF.
Ja ja, hvem véd! Der går et sikkert sagn om at Jøkul engang gav sine børn et ulvehjerte at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har forvisst fået sin del, det kendes på hende (standser ved at se ud til højre.) Gunnar! – Skal vi to stedes til møde igen! 
ÖRNULF.
Who knows? The story goes, and many believe it, that Jokul gave his children a wolf’s heart to eat, that they might be fierce and fell; and Hiördis has surely had her share, that one can well see. (Breaks off, on looking out towards the right.) Gunnar!--Are we two to meet again! 
GUNNAR
(kommer).
Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven. 
GUNNAR
(enters).
Ay, Örnulf, think of me what thou wilt, but I cannot part from thee as thy foe. 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login