You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
SIGURD
(heftigt).
Alt andet kan jeg gøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! (fatter sig.) Jeg er kong Ædhelstans håndgangne mand, og jeg må til ham i England endnu i vinter. 
SIGURD
(vehemently).
All else will I do for thee, Gunnar, but not stay here! (Mastering himself.) I am in King AEthelstan’s service, and I must be with him in England ere the winter is out. 
DAGNY.
Men det kan du jo lige godt! 
DAGNY.
But that thou canst be, nevertheless. 
GUNNAR.
Ingen véd hvad lod mænd kan møde; kan hænde, Sigurd, at det er sidste gang vi træffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det længste. 
GUNNAR.
No man can know what lot awaits him; mayhap this is our last meeting, Sigurd, and thou wilt repent that thou didst not stand by me to the end. 
DAGNY.
Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag. 
DAGNY.
And long will it be ere thou see me glad again, if thou set sail to-day. 
SIGURD
(bestemt).
Vel, lad så være! Det skal ske som I ønsker, endskønt, – dog, nu står det fast; der er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis. 
SIGURD
(determined).
Well, be it so! It shall be as ye will, although---- But no more of that; here is my hand; I will stay to feast with thee and Hiördis. 
GUNNAR
(ryster hans hånd).
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du, Ørnulf, du siger som han? 
GUNNAR
(shakes his hand).
Thanks, Sigurd, I never doubted thee.--And thou, Örnulf, dost thou say likewise? 
ØRNULF
(tvær).
Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis krænket mig; – idag vil jeg ikke svare. 
ÖRNULF
(unappeased).
I shall think upon it. Bitterly has Hiördis wounded me;--I will not answer to-day. 
GUNNAR.
Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande. Nu bereder jeg gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i min hal!
(går ud til højre.)  
GUNNAR.
It is well, old warrior; Sigurd and Dagny will know how to soothe thy brow. Now must I prepare the feast; peace be with you the while, and well met in my hall!
(Goes out by the right.) 
SIGURD
(for sig selv).
Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da kender han hende lidet; snarere må jeg tro, at hun pønser på – (afbryder og vender sig til mændene.) Nu, følg mig alle til skibene; gode gaver vil jeg vælge for Gunnar og hans husfolk. 
SIGURD
(to himself).
Hiördis has changed her thought, said he? Little he knows her; I rather deem that she is plotting---- (interrupting himself and turning to his men.) Come, follow me all to the ships; good gifts will I choose for Gunnar and his household. 
DAGNY.
Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader, – ja du får ikke fred for mig, før du føjer dig.
(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)  
DAGNY.
Gifts of the best we have. And thou, father--thou shalt have no peace for me until thou yield thee.
(She goes with SIGURD and his men down towards the shore at the back.) 
ØRNULF.
Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, så – ha, vidste jeg ret at ramme hende! – Thorolf, kommer du hid! 
ÖRNULF.
Yield me? Ay, if there were no women-folk in Gunnar’s house, then---- Oh, if I but knew how to pierce her armour!--Thorolf, thou here! 
THOROLF
(der raskt er trådt ind).
Som du ser! Er det sandt der spørges, har du været til møde med Gunnar herse? 
THOROLF
(who has entered hastily).
As thou seest. Is it true that thou hast met with Gunnar? 
ØRNULF.
Ja! 
ÖRNULF.
Yes. 
THOROLF.
Og har nu strid med ham? 
THOROLF.
And art at enmity with him? 
ØRNULF.
Hm, i det mindste med Hjørdis. 
ÖRNULF.
Hm--at least with Hiördis. 
THOROLF.
Så vær trøstig; nu får du hævn! 
THOROLF.
Then be of good cheer; soon shalt thou be avenged! 
ØRNULF.
Hævn? Hvem hævner mig? 
ÖRNULF.
Avenged? Who shall avenge me? 
THOROLF.
Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand løbende med en stav i hånden og råbte: „Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og sig, at nu tager jeg hævn for os begge.“ Derpå gik han i en båd og roede bort, idet han sagde: „Tyve fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går jeg sørpå, og inden kvældstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom at rose sig af.“ 
THOROLF.
Listen: as I stood on board the ship, there came a man running, with a staff in his hand, and called to me: “If thou be of Örnulf’s shipfolk, then greet him from Kåre the Peasant, and say that now am I avenging the twain of us.” Thereupon he took a boat and rowed away, saying as he passed: “Twenty outlaws are at haven in the fiord; with them I fare southward, and ere eventide shall Hiördis be childless.” 
ØRNULF.
Det sagde han! Ha, ha, nu skønner jeg; Gunnar har skikket sin søn bort, Kåre ligger i ufred med ham – 
ÖRNULF.
He said that! Ha, now I understand; Gunnar has sent his son away; Kåre is at feud with him---- 
THOROLF.
Og nu roer han efter og dræber gutten! 
THOROLF.
And now he is rowing southward to slay the boy! 
ØRNULF
(rask besluttet).
Afsted alle; det bytte vil vi strides om! 
ÖRNULF
(with sudden resolution).
Up all! That booty will we fight for! 
THOROLF.
Hvad har du isinde? 
THOROLF.
What wilt thou do? 
ØRNULF.
Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kåre, som tager hævn! 
ÖRNULF.
Ask me not; it shall be I, and not Kåre, that will take revenge! 
THOROLF.
Jeg går med dig! 
THOROLF.
I will go with thee! 
ØRNULF.
Nej, du følger Sigurd og din søster til Gunnars gård. 
ÖRNULF.
Nay, do thou follow with Sigurd and thy sister to Gunnar’s hall. 
THOROLF.
Sigurd? Er han her i landet? 
THOROLF.
Sigurd? Is he in the isle? 
ØRNULF.
Der ser du hans hærskibe; vi er forligte; – du følger ham. 
ÖRNULF.
There may’st thou see his warships; we are at one--do thou go with him. 
THOROLF.
Til dine uvenner? 
THOROLF.
Among thy foes? 
ØRNULF.
Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kende! Men hør, Thorolf, for ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for ingen! 
ÖRNULF.
Go thou to the feast. Now shall Hiördis learn to know old Örnulf! But hark thee, Thorolf, to no one must thou speak of what I purpose; dost hear? to no one! 
THOROLF.
Det lover jeg. 
THOROLF.
I promise. 
ØRNULF
(tager hans hånd og ser kærligt på ham).
Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i gildehuset, så jeg har hæder af dig. Unødig tale skal du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises dig; men ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik ikke mere end du kan bære; men vis heller ikke hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at du ikke skal holdes for en kvindekarl. 
ÖRNULF
(takes his hand and looks at him affectionately).
Farewell then, my fair boy; bear thee in courtly wise at the feast-house, that I may have honour of thee. Beware of idle babbling; but what thou sayest, let it be keen as a sword. Be friendly to those that deal with thee in friendly wise; but if thou be taunted, hold not thy peace. Drink not more than thou canst bear; but put not the horn aside when it is offered thee in measure, lest thou be deemed womanish. 
THOROLF.
Nej, vær du tryg! 
THOROLF.
Nay, be at ease. 
ØRNULF.
Så, gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg kommer også til gilde, og det på den vis, som mindst ventes. (muntert til de andre.) Afsted, ulvunger; slib jeres tænder, – nu skal I få blod at drikke!
(Han går med de ældre sønner til højre i baggrunden.)
(Sigurd og Dagny kommer i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)  
ÖRNULF.
Then away to the feast at Gunnar’s hall. I too will come to the feast, and that in the guise they least think of. (Blithely to the rest.) Come, my wolf-cubs; be your fangs keen;--now shall ye have blood to drink.
(He goes off with his elder sons to the right, at the back.)
(SIGURD and DAGNY come up from the ships, richly dressed for the banquet. They are followed by two men, carrying a chest, who lay it down and return as they came.) 
THOROLF
(ser efter faderen).
Nu farer de alle ud for at slåes, og jeg må ikke gå med; det er tungt at være den yngste i ætten. – Dagny, hil og sæl dig, søster min! 
THOROLF
(looking out after his father).
Now fare they all forth to fight, and I must stay behind; it is hard to be the youngest of the house.--Dagny! all hail and greetings to thee, sister mine! 
DAGNY.
Thorolf! Alle gode vætter, – du er jo bleven voksen! 
DAGNY.
Thorolf! All good powers!--thou art a man, grown! 
THOROLF.
Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene – 
THOROLF.
That may I well be, forsooth, in five years---- 
DAGNY.
Ja ja, du siger sandt. 
DAGNY.
Ay, true, true. 
SIGURD
(rækker ham hånden).
I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke fejler. 
SIGURD
(giving his his hand).
In thee will Örnulf find a stout carl, or I mistake me. 
THOROLF.
Vilde han bare prøve mig, så – 
THOROLF.
Would he but prove me----! 
DAGNY
(smilende).
Men han sparer dig mere, end du har sind til; jeg mindes nok, han har dig fast altfor kær. 
DAGNY
(smiling).
He spares thee more than thou hast a mind to? Thou wast ever well-nigh too dear to him. 
SIGURD.
Hvor gik han hen? 
SIGURD.
Whither has he gone? 
THOROLF.
Ned til skibet; – afsted nu, han kommer siden! 
THOROLF.
Down to his ships;--he will return ere long. 
SIGURD.
Jeg venter på mine mænd, de bringer varer op og fæster skibene. 
SIGURD.
I await my men; they are mooring my ships and bringing ashore wares. 
THOROLF.
Der må jeg hjælpe til!
(går ned til søen.)  
THOROLF.
There must I lend a hand!
(Goes down towards the shore.) 
SIGURD
(efter en kort betænkning).
Dagny, min hustru, nu er vi i enrum; jeg har ting at sige dig, som ikke længer må dølges. 
SIGURD
(after a moment’s reflection).
Dagny, my wife, we are alone; I have that to tell thee which must no longer be hidden. 
DAGNY
(forundret).
Hvad mener du? 
DAGNY
(surprised).
What meanest thou? 
SIGURD.
Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård. 
SIGURD.
There may be danger in this faring to Gunnar’s hall. 
DAGNY.
Farlig? Tænker du at Gunnar –? 
DAGNY.
Danger? Thinkest thou that Gunnar----? 
SIGURD.
Gunnar er bold og brav; nej nej, – men bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gæste ham. 
SIGURD.
Nay, Gunnar is brave and true--yet better had it been that I had sailed from the isle without crossing his threshold. 
DAGNY.
Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det! 
DAGNY.
Thou makest me fear! Sigurd, what is amiss? 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login