Bibliotheca Polyglotta

Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Complete text

SIGURD.
Svar mig først på ét. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du den?

SIGURD.
First answer me this: the golden ring that I gave thee, where hast thou it?

DAGNY
(viser den frem).
Her om armen; du bød mig bære den.

DAGNY
(showing it).
Here, on my arm; thou badest me wear it.

SIGURD.
Kast den på havets bund, så dybt at den aldrig findes; thi den kan blive mange mænds bane!

SIGURD.
Cast it to the bottom of the sea, so deep that none may ever set eyes on it again; else may it be the bane of many men.

DAGNY,
Ringen!

DAGNY.
The ring!

SIGURD
(dæmpet).
Den kvæld, da kvinderanet gik for sig hos din fader, – du mindes vel –

SIGURD
(in a low voice).
That evening when we carried away thy father’s daughters--dost remember it?

DAGNY.
Om jeg mindes!

DAGNY.
Do I remember it!

SIGURD.
Det er om det jeg vil tale.

SIGURD.
It is of that I would speak.

DAGNY
(spændt).
Hvad er det; sig frem!

DAGNY
(in suspense).
What is it? Say on!

SIGURD.
Du véd, der havde været gilde; tidligt gik du til sovestuen; men Hjørdis blev siddende ved drikkebordet mellem mændene. Flittigt gik hornet rundt, og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at føre en fager mø fra Island, når jeg rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav drikken til Hjørdis. Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte, at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen den, som gik til hendes bur, dræbte hvidbjørnen, som der stod bunden ved døren, og bar hende bort på sine arme.

SIGURD.
Thou knowest there had been a feast; thou didst seek thy chamber betimes; but Hiördis still sat among the men in the feast-hall. The horn went busily round, and many a great vow was sworn. I swore to bear away a fair maid with me from Iceland; Gunnar swore the same as I, and passed the cup to Hiördis. She grasped it and stood up, and vowed this vow, that no warrior should have her to wife, save he who should go to her bower, slay the white bear that stood bound at the door, and carry her away in his arms.

DAGNY.
Ja ja, det véd jeg!

DAGNY.
Yes, yes; all this I know!

SIGURD.
Men alle mente de, at det var ugørligt; thi bjørnen var det vildeste udyr; ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve mænds styrke.

SIGURD.
All men deemed that it might not be, for the bear was the fiercest of beasts; none but Hiördis might come near it, and it had the strength of twenty men.

DAGNY.
Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den dåd.

DAGNY.
But Gunnar slew it, and by that deed won fame throughout all lands.

SIGURD
(dæmpet).
Det blev han, – men – jeg øved dåden!

SIGURD
(in a low voice).
He won the fame--but--I did the deed!

DAGNY
(med et udråb).
Du!

DAGNY
(with a cry).
Thou!

SIGURD.
Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig følge med til enetale i soverummet. Da sagde han: „Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg kan ikke leve uden hende.“ Jeg svared ham; „Så gå til hendes bur; du véd de vilkår hun har sat.“ Men han sagde: „Kvindekær mand skatter livet højt; uvisst blev udfaldet, om jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at lade livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med.“ Længe talte vi sammen, og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit sværd, tog Gunnars hærklæder på og gik til buret.

SIGURD.
When the men left the feast-hall, Gunnar prayed me to come with him alone to our sleeping-place. Then said he: “Hiördis is dearer to me than all women; without her I cannot live.” I answered him: “Then go to her bower; thou knowest the vow she hath sworn.” But he said: “Life is dear to him that loves; if I should assail the bear, the end were doubtful, and I am loath to lose my life, for then should I lose Hiördis too.” Long did we talk, and the end was that Gunnar made ready his ship, while I drew my sword, donned Gunnar’s harness, and went to the bower.

DAGNY
(med stolt glæde).
Og du – du blev bjørnens bane!

DAGNY
(with pride and joy).
And thou--thou didst slay the bear!

SIGURD.
Det blev jeg. I buret var mørkt, som under ravnens vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende, – hed var hun af mjøden, – hun drog en ring af sin arm og gav mig; – det er den, du nu bærer.

SIGURD.
I slew him. In the bower it was dark as under a raven’s wing; Hiördis deemed it was Gunnar that sat by her--she was heated with the mead--she drew a ring from her arm and gave it to me--it is that thou wearest now.

DAGNY
(nølende).
Og du blev natten over i buret hos Hjørdis?

DAGNY
(hesitating).
And thou didst pass the night with Hiördis in her bower?

SIGURD.
Mit sværd lå draget mellem os. (kort ophold.) Før dagen gryede, bar jeg Hjørdis til Gunnars skib; vor list mærked hun ikke, og han sejled bort med hende. Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt dine kvinder; – nu, hvad siden fulgte, det véd du; jeg foer fra Island med en fager mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig, hvor jeg stævned hen.

SIGURD.
My sword lay drawn between us. (A short pause.) Ere the dawn, I bore Hiördis to Gunnar’s ship; she dreamed not or our wiles, and he sailed away with her. Then went I to thy sleeping-place and found thee there among thy women;--what followed, thou knowest; I sailed from Iceland with a fair maid, as I had sworn, and from that day hast thou stood faithfully at my side whithersoever I might wander.

DAGNY
(i bevægelse).
Bolde husbond! Du øved hin stordåd; – o, det burde jeg tænkt: ingen, uden du, var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde du vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du være mig nu, ifald du ikke alt var mig det kæreste i verden!

DAGNY
(much moved).
My brave husband! And that great deed was thine!--Oh, I should have known it; none but thou would have dared! Hiördis, that proud and stately woman, couldst thou have won, yet didst choose me! Now wouldst thou be tenfold dearer to me, wert thou not already dearer than all the world.

SIGURD.
Dagny, min gode hustru, nu véd du alt – hvad som trænges. Jeg måtte vare dig; thi ringen, – lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre mig til vilje, så kast den ud – dybt på havbunden!

SIGURD.
Dagny, my sweet wife, now thou knowest all--that is needful. I could not but warn thee; for that ring--Hiördis must never set eyes on it! Wouldst thou do my will, then cast it from thee--into the depths of the sea.

DAGNY.
Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den er jo en skænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe, hvad du her har sagt mig.
(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd.)

DAGNY.
Nay, Sigurd, it is too dear to me; is it not thy gift? But be thou at ease, I shall hide it from every eye, and never shall I breathe a word of what thou hast told me.
(THOROLF comes up from the ships, with SIGURD’S men.)

THOROLF.
Alt er rede til gildefærden!

THOROLF.
All is ready for the feast.

DAGNY.
Kom da, Sigurd, – du ædle, djærve kæmpe!

DAGNY.
Come then, Sigurd--my brave, my noble warrior!

SIGURD.
Rolig, Dagny, – rolig! I din magt står det nu, om færden skal endes med fred eller mandefald! (raskt til de øvrige.) Afsted alle til gildet i Gunnars gård!
(går med Dagny til højre; de andre følger efter.)

SIGURD.
Beware, Dagny--beware! It rests with thee now whether this meeting shall end peacefully or in bloodshed. (Cheerfully to the others.) Away then, to the feast in Gunnar’s hall!
(Goes out with DAGNY to the right; the others follow.)

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=f9061198-f0ec-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display