You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
GUNNAR.
Gid jeg ikke havde gjort det! (halv sagte.) Men, Sigurd, det véd du nok: umandigt handler stundom den, der har en kær over alle ting. (højt.) Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os kunde være tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib. 
GUNNAR.
Would that I had not! (Half aside.) But thou knowest, Sigurd, he who loves overmuch, takes not always the manliest part. (Aloud.) I had few men in my house, and none could be sure of his life when it was known that Örnulf lay in the cove with a ship of war. 
HJØRDIS.
En ting véd jeg, som bør frelses først, livet siden. 
HIÖRDIS.
One thing I know that ought first to be made safe, life afterwards. 
THOROLF.
Og det er? 
THOROLF.
And that is----? 
HJØRDIS.
Hæder og rygte blandt mænd. 
HIÖRDIS.
Honour and fame among men. 
GUNNAR.
Hjørdis! 
GUNNAR.
Hiördis! 
SIGURD.
Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne gerning. 
SIGURD.
It shall not be said of Gunnar that he has risked his honour by doing this. 
GUNNAR
(strengt).
Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder! 
GUNNAR
(sternly).
None shall make strife between me and Örnulf’s kinsfolk! 
HJØRDIS
(smilende).
Hm; sig mig, Sigurd, – kan dit skib sejle med al slags vind? 
HIÖRDIS
(smiling).
Hm; tell me, Sigurd--can thy ship sail with any wind? 
SIGURD.
Ja, når det styres med kløgt. 
SIGURD.
Ay, when it is cunningly steered. 
HJØRDIS.
Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker.
(går op i stuen.)  
HIÖRDIS.
Good! I too will steer my ship cunningly, and make my way whither I will.
(Retires towards the back.) 
DAGNY
(sagte og urolig).
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld! 
DAGNY
(whispers, uneasily).
Sigurd, let us hence--this very night! 
SIGURD.
Nu er det for sent; det var dig selv, som – 
SIGURD.
It is too late now; it was thou that---- 
DAGNY.
Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu –; jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke på.
(Sigurds mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner fra baggrunden.)  
DAGNY.
Then I held Hiördis dear; but now----; I have heard her speak words I shudder to think of.
(SIGURD’S men, with other guests, men and women, house-carls and handmaidens, enter from the back.) 
GUNNAR
(efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o. s. v.).
Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig. 
GUNNAR
(after a short pause for the exchange of greetings and so forth).
Now to the board! My chief guest, Örnulf of the Fiords, comes later; so Thorolf promises. 
HJØRDIS
(til husfolkene).
Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.
(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre. Dagny sætter sig ved Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige tager plads opad mod baggrunden.)  
HIÖRDIS
(to the house-folk).
Pass ale and mead around, that hearts may wax merry and tongues may be loosened.
(GUNNAR leads SIGURD to the high-seat on the right. DAGNY seats herself on SIGURD’S right, HIÖRDIS opposite him at the other side of the same table. THOROLF is in like manner ushered to a place at the other table, and thus sits opposite GUNNAR, who occupies the greater high-seat. The others take their seats further back.) 
HJØRDIS
(efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over bordet).
Sjelden hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste. 
HIÖRDIS
(after a pause in which they drink with each other and converse quietly across the tables).
It seldom chances that so many brave men are seated together, as I see to-night in our hall. It were fitting, then, that we should essay the old pastime: Let each man name his chief exploit, that all may judge which is the mightiest. 
GUNNAR.
Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved. 
GUNNAR.
That is an ill custom at a drinking-feast; it will oft breed strife. 
HJØRDIS.
Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd. 
HIÖRDIS.
Little did I deem that Gunnar was afraid. 
SIGURD.
Det tænker forvisst ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt nord, og gerne hører vi på dig. 
SIGURD.
That no one deems; but it were long ere we came to an end, were we all to tell of our exploits, so many as we be. Do thou rather tell us, Gunnar, of thy journey to Biarmeland; ’tis no small exploit to fare so far to the north, and gladly would we hear of it. 
HJØRDIS.
Bjarmelandsrejsen er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke, at du nødig hører min husbond prises, så begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter. 
HIÖRDIS.
The journey to Biarmeland is chapman’s work, and little worth to be named among warriors. Nay, do thou begin, Sigurd, if thou would’st not have me deem that thou shrinkest from hearing my husband’s praise! Say on; name that one of thy deeds which thou dost prize the highest. 
SIGURD.
Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at jeg lå i viking under Orknø; der kom fiender imod os, men vi rydded skibene, og jeg stred alene mod otte mænd. 
SIGURD.
Well, since thou will have it so, so must it be. Let it be told, then, that I lay a-viking among the Orkneys; there came foemen against us, but we swept them from their ships, and I fought alone against eight men. 
HJØRDIS.
God var den dåd; men var du fuldt rustet? 
HIÖRDIS.
Good was that deed; but wast thou fully armed? 
SIGURD.
Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold. 
SIGURD.
Fully armed, with axe, spear, and sword. 
HJØRDIS.
God var dåden endda. Nu må du, min husbond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine bedrifter. 
HIÖRDIS.
Still the deed was good. Now must thou, my husband, name that which thou deemest the greatest among thy exploits. 
GUNNAR
(uvillig).
Jeg vog to bersærker, som havde røvet et handelsskib; derpå sendte jeg de fangne farmænd hjem og gav dem skibet frit uden løsepenge. Kongen i England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver derfor. 
GUNNAR
(unwillingly).
I slew two berserkers who had seized a merchant-ship; and thereupon I sent the captive chapmen home, giving them there ship freely, without ransom. The King of England deemed well of that deed; he said that I had done hounourably, and gave me thanks and good gifts. 
HJØRDIS.
Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne. 
HIÖRDIS.
Nay truly, Gunnar, a better deed than that couldst thou name. 
GUNNAR
(heftigt).
Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst foer fra Island, har jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere herom! 
GUNNAR
(vehemently).
I will boast of no other deed! Since last I fared from Iceland I have lived at peace and traded in merchandise. No more word on this matter! 
HJØRDIS.
Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale. 
HIÖRDIS.
If thou thyself wilt hide thy renown, thy wife shall speak. 
GUNNAR.
Hjørdis, ti – jeg byder dig! 
GUNNAR.
Peace, Hiördis--I command thee! 
HJØRDIS.
Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et kort sakssværd i hånden. 
HIÖRDIS.
Sigurd fought with eight men, being fully armed; Gunnar came to my bower in the black night, slew the bear that had twenty men’s strength, and yet had but a short sword in his hand. 
GUNNAR
(i stærkt oprør).
Kvinde, ikke et ord mere! 
GUNNAR
(violently agitated).
Woman, not a word more! 
DAGNY
(sagte).
Sigurd, vil du tåle –! 
DAGNY
(softly).
Sigurd, wilt thou bear----? 
SIGURD
(ligeså).
Vær rolig! 
SIGURD
(likewise).
Be still! 
HJØRDIS
(til de øvrige).
Og nu, I gæve mænd, – hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar? 
HIÖRDIS
(to the company).
And now, ye brave men--which is the mightier, Sigurd or Gunnar? 
GUNNAR.
Stille! 
GUNNAR.
Silence! 
HJØRDIS
(med hævet stemme).
Sig frem, det kræves med rette! 
HIÖRDIS
(loudly).
Speak out; I have the right to crave your judgement. 
EN GAMMEL MAND
(blandt gæsterne).
Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd. 
AN OLD MAN
(among the guests).
If the truth be told, then is Gunnar’s deed greater than all other deeds of men; Gunnar is the mightiest warrior, and Sigurd is second to him. 
GUNNAR
(med et blik over bordet).
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –! 
GUNNAR
(with a glance across the table).
Ah, Sigurd, Sigurd, didst thou but know----! 
DAGNY
(sagte).
Det er formeget – selv for en ven! 
DAGNY
(softly).
This is too much--even for a friend! 
SIGURD.
Ti, min hustru! (højt til de øvrige.) Ja, visselig er Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste dag, om han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre højt end I. 
SIGURD.
Peace, wife! (Aloud, to the others.) Ay truly, Gunnar is the most honourable of all men; so would I esteem him to my dying day, even had he never done that deed; for that I hold more lightly than ye. 
HJØRDIS.
Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking! 
HIÖRDIS.
There speaks thy envy, Sigurd Viking! 
SIGURD
(smilende).
Storlig fejler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker ham til over bordet.) Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det. 
SIGURD
(smiling).
Mightily art thou mistaken. (Kindly, to GUNNAR, drinking to him across the table.) Hail, noble Gunnar; our friendship shall stand fast, whosoever may seek to break it. 
HJØRDIS.
Det prøver ingen, såvidt jeg véd. 
HIÖRDIS.
No one, that I wot of, has such a thought. 
SIGURD.
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til drikkegilde for at vække ufred. 
SIGURD.
Say not that; I could almost find it in me to think that thou hadst bidden us hither to stir up strife. 
HJØRDIS.
Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred, fordi du ikke må gælde for den ypperste mand i laget! 
HIÖRDIS.
That is like thee, Sigurd; now art thou wroth that thou may’st not be held the mightiest man at the feast-board. 
SIGURD.
Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv. 
SIGURD.
I have ever esteemed Gunnar more highly than myself. 
HJØRDIS.
Nu ja, – bagefter Gunnar er jo også en god plads, og – (med et sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været her, så kunde han fåt det tredje sæde. 
HIÖRDIS.
Well, well--second to Gunnar is still a good place, and---- (with a side-glance at THOROLF) had Örnulf been here, he could have had the third seat. 
THOROLF.
Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt nede; thi han måtte dog bukke under for Ørnulf.
(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende men dog undertrykt ophidselse.)  
THOROLF.
Then would Jokul, thy father, find a low place indeed; for he fell before Örnulf.
(The following dispute is carried on, by both parties, with rising and yet repressed irritation.) 
HJØRDIS.
Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo skald, og der mumles om, at han har prist sig selv for større bedrifter, end han har øvet. 
HIÖRDIS.
That shalt thou never say! Örnulf is a skald, and men whisper that he has praised himself for greater deeds than he has done. 
THOROLF.
Da ve den, der mumler om sligt, så højt at det kommer for mine øren! 
THOROLF.
Then woe to him who whispers so loudly that it comes to my ear! 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login