You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
TREDJE AKT
(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)
  (Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)  
ACT THIRD.
(The hall in GUNNAR’S house. It is day.)
  (HIÖRDIS sits on the bench in front of the smaller high-seat busy weaving a bow-string; on the table lie a bow and some arrows.) 
HJØRDIS
(idet hun strækker snoren).
Den er sejg og stærk; (med et blik på pilene.) kolven både skarp og tung – (lader hænderne synke ned i skødet) men hvor findes den hånd som –! (heftigt.) Forhånet, forhånet af ham, – af Sigurd! Jeg må hade ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå med, før jeg har – (grublende) Ja, men armen, armen, som skal øve den dåd –?
(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden.)  
HIÖRDIS
(pulling at the bow-string).
It is tough and strong; (with a glance at the arrows) the shaft is both keen and well-weighted-- (lets her hands fall in her lap) but where is the hand that----! (Vehemently.) Befooled, befooled by him--by Sigurd! I must hate him more than others, that can I well mark; but ere many days have passed I will---- (Meditating.) Ay, but the arm, the arm that shall do the deed----?
(GUNNAR enters, silent and thoughtful, from the back.) 
HJØRDIS
(efter et kort ophold).
Hvor går det dig, min husbond? 
HIÖRDIS
(after a short pause).
How goes it with thee, my husband? 
GUNNAR.
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det ligger og tynger mig for hjertekulen. 
GUNNAR.
Ill, Hiördis; I cannot away with that deed of yesterday; it lies heavy on my heart. 
HJØRDIS.
Gør som jeg; tag dig til at virke noget. 
HIÖRDIS.
Do as I do; get thee some work to busy thee. 
GUNNAR.
Det må jeg vel.
(Pause: Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.)  
GUNNAR.
Doubtless I must.
(A pause; GUNNAR paces up and down the hall, notices what HIÖRDIS is doing, and approaches her.) 
GUNNAR.
Hvad gør du der? 
GUNNAR.
What dost thou there? 
HJØRDIS
(uden at se op).
Binder en buesnor; det ser du nok. 
HIÖRDIS
(without looking up).
I am weaving a bow-string; canst thou not see? 
GUNNAR.
En buesnor – af dit eget hår! 
GUNNAR.
A bow-string--of thine own hair? 
HJØRDIS
(smilende).
Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og jeg har bundet denne her siden daggry. 
HIÖRDIS
(smiling).
Great deeds are born with every hour in these times; yesterday thou didst slay my foster-brother, and I have woven this since day-break. 
GUNNAR.
Hjørdis, Hjørdis! 
GUNNAR.
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS
(ser op).
Hvad er det? 
HIÖRDIS
(looking up).
What is amiss? 
GUNNAR.
Hvor var du inat? 
GUNNAR.
Where wast thou last night? 
HJØRDIS.
Inat? 
HIÖRDIS.
Last night? 
GUNNAR.
Du var ikke i sovestuen. 
GUNNAR.
Thou wast not in the sleeping-room. 
HJØRDIS.
Det véd du? 
HIÖRDIS.
Know’st thou that? 
GUNNAR.
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette – dette, som hændte med Thorolf; det bares mig for, som han kom – nå ja, jeg vågned; da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op; glytted på døren; – herinde, her sad du ved stokilden, – den brændte blå og rød, – du skæfted pile og kvad galder over dem. 
GUNNAR.
I could not sleep; I tossed in restless dreams of that-- that which befell Thorolf. I dreamt that he came---- No matter; I awakened. Then meseemed I heard a strange, fair song through all the house; I arose; I stole hither to the door; here I saw thee sitting by the log-fire--it burned blue and red--fixing arrow-heads, and singing sorceries over them. 
HJØRDIS.
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag. 
HIÖRDIS.
The work was not wasted; for strong is the breast that must be pierced this day. 
GUNNAR.
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet. 
GUNNAR.
I understand thee well; thou wouldst have Sigurd slain. 
HJØRDIS.
Hm, kan hænde. 
HIÖRDIS.
Hm, mayhap. 
GUNNAR.
Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig. 
GUNNAR.
Thou shalt never have thy will. I shall keep peace with Sigurd, howe’er thou goad me. 
HJØRDIS
(smilende.).
Mener du det? 
HIÖRDIS
(smiling).
Dost think so? 
GUNNAR.
Det véd jeg! 
SIGURD.
I know it! 
HJØRDIS
(rækker ham snoren).
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den knude der? 
HIÖRDIS
(hands him the bow-string).
Tell me, Gunnar--canst loose this knot? 
GUNNAR
(forsøger det).
Nej, den er flettet for fast og kunstigt. 
GUNNAR
(tries it).
Nay it is too cunningly and firmly woven. 
HJØRDIS
(rejser sig).
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse! 
HIÖRDIS
(rising).
The Norns1 weave yet more cunningly; their web is still harder to unravel. 
GUNNAR.
Krumme er de mægtiges veje; – dem kender hverken du eller jeg. 
GUNNAR.
Dark are the ways of the Mighty Ones;--neither thou nor I know aught of them. 
HJØRDIS.
Et véd jeg dog visst: at Sigurd vil volde usalige kår for os begge.
(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv.)  
HIÖRDIS.
Yet one thing I know surely: that to both of us must Sigurd’s life be baleful.
(A pause; GUNNAR stands lost in thought.) 
HJØRDIS
(der i stilhed har holdt øje med ham).
Hvad tænker du på? 
HIÖRDIS
(who has been silently watching him).
Of what thinkest thou? 
GUNNAR.
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre bleg. Da sagde jeg: „Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde?“ Men du lo og svared: „Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i Sigurds sted“. 
GUNNAR.
Of a dream I had of late. Methought I had done the deed thou cravest; Sigurd lay slain on the earth; thou didst stand beside him, and thy face was wondrous pale. Then said I: “Art thou glad, now that I have done thy will?” But thou didst laugh and answer: “Blither were I didst thou, Gunnar, lie there in Sigurd’s stead.” 
HJØRDIS
(med tvungen latter).
Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig! 
HIÖRDIS
(with forced laughter).
Ill must thou know me if such a senseless dream can make thee hold thy hand. 
GUNNAR.
Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her? 
GUNNAR.
Hm!--Tell me, Hiördis, what thinkest thou of this hall? 
HJØRDIS.
Skal jeg sige sandt, Gunnar, – så tykkes det mig stundom for trangt herinde. 
HIÖRDIS.
To speak truly, Gunnar,--it sometimes seems to me to be straitened. 
GUNNAR.
Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange. 
GUNNAR.
Ay, ay, so I have thought; we are one too many. 
HJØRDIS.
Kan hænde to. 
HIÖRDIS.
Two, mayhap. 
GUNNAR
(der ikke hørte hendes ytring).
Men det skal bødes på. 
GUNNAR
(who has not heard her last words).
But that shall be remedied. 
HJØRDIS
(ser spørgende på ham).
Bødes på? Du er da tilsinds at –? 
HIÖRDIS
(looks at him interrogatively).
Remedied? Then thou art minded to----? 
GUNNAR.
At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting. 
GUNNAR.
To fit out my warships and put to sea; I will win back the honour I have lost because thou wast dearer to me than all beside. 
HJØRDIS
(tankefuld).
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge. 
HIÖRDIS
(thoughtfully).
Thou wilt put to sea? Ay, so it may be best for us both. 
GUNNAR.
Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, – derved er det mest, at jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af dig, – det bæres mig for, at du kunde lokke mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved. (med stille hovedrysten.) Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond. 
GUNNAR.
Even from the day we sailed from Iceland, I saw that it would go ill with us. Thy soul is strong and proud; there are times when I well nigh fear thee; yet, it is strange--chiefly for that do I hold thee so dear. Dread enwraps thee like a spell; methinks thou could’st lure me to the blackest deeds, and all would seem good to me that thou didst crave. (Shaking his head reflectively.) Unfathomable is the Norn’s rede; Sigurd should have been thy husband. 
HJØRDIS
(udbrydende).
Sigurd! 
HIÖRDIS
(vehemently).
Sigurd! 
GUNNAR.
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig livet lysteligt at bære. 
GUNNAR.
Yes, Sigurd. Vengefulness and hatred blind thee, else would’st thou prize him better. Had I been like Sigurd, I could have made life bright for thee. 
HJØRDIS
(i stærk men undertrykt bevægelse).
Og det – det mener du Sigurd kunde gjort? 
HIÖRDIS
(with strong but suppressed emotion).
That--that deemest thou Sigurd could have done? 
GUNNAR.
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du. 
GUNNAR.
He is strong of soul, and proud as thou to boot. 
HJØRDIS
(heftigt).
Hvis så er – (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt udbrydende.) Gunnar, tag Sigurds liv! 
HIÖRDIS
(violently).
If that be so--(Collecting herself.) No matter, no matter! (With a wild outburst.) Gunnar, take Sigurd’s life! 
GUNNAR.
Aldrig! 
GUNNAR.
Never! 
HJØRDIS.
Ved list og svig blev jeg din hustru; – det skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg siddet her; – glemt skal alt være fra den dag, da Sigurd ikke lever mere! 
HIÖRDIS.
By fraud and falsehood thou mad’st me thy wife--that shall be forgotten! Five joyless years have I spent in this house-- all shall be forgotten from the day when Sigurd lives no more! 
GUNNAR.
Af min hånd skal ingen mén voldes ham (viger uvilkårligt tilbage.) Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke! 
GUNNAR.
From my hand he need fear no harm. (Shrinks back involuntarily.) Hiördis, Hiördis, tempt me not! 
HJØRDIS.
Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal ikke Sigurd tale forhånelsens ord over mig og dig! (knytter hænderne i krampagtig forbitrelse.) Hos hende – den enfoldige kvinde – hos hende sidder han kan hænde nu i enrum, leflende, og ler over os; mæler om al den tort, som overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller, at han listeligt lo, der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham! 
HIÖRDIS.
Then must I find another avenger; Sigurd shall not live long to flout at me and thee! (Clenching her hands in convulsive rage.) With her--that simpleton--with her mayhap he is even now sitting alone, dallying, and laughing at us; speaking of the bitter wrong that was done me when in thy stead he bore me away; telling how he laughed over his guile as he stood in my dark bower, and I knew him not! 
GUNNAR.
Det gør han ikke; det gør han ikke! 
GUNNAR.
Nay, nay, he does not so! 
HJØRDIS
(stærkt).
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret, før de to er borte! (træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men hviskende.) Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, – da skulde jeg leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt og så vildt, som du aldrig har drømt det! 
HIÖRDIS
(firmly).
Sigurd and Dagny must die! I cannot breathe till they are gone! (Comes close up to him, with sparkling eyes, and speaks passionately, but in a whisper.) Would’st thou help me with that , Gunnar, then should I live in love with thee; then should I clasp thee in such warm and wild embraces as thou hast never dreamt of! 
GUNNAR
(vaklende).
Hjørdis! Vilde du –! 
GUNNAR
(wavering).
Hiördis! Would’st thou---- 
HJØRDIS.
Hånd på værket, Gunnar, – så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg da længere gå af stuen, når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig, – rider du i fredsom færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte! 
HIÖRDIS.
Do the deed, Gunnar--and the heavy days shall be past. I will no longer quit the hall when thou comest, no longer speak harsh things and quench thy smile when thou art glad. I will clothe me in furs and costly silken robes. When thou goest to war, I will ride by thy side. At the feast I will sit by thee and fill thy horn, and drink to thee and sing fair songs to make glad thy heart! 
GUNNAR
(næsten overvunden).
Er det sandt; du vilde –! 
GUNNAR
(almost overcome).
Is it true? Thou wouldst----! 
HJØRDIS.
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og så skal jeg – (standser, da hun ser døren åbnes.) Dagny, – kommer du hid! 
HIÖRDIS.
More than that, trust me, ten times more! Give me revenge! Revenge on Sigurd and Dagny, and I will---- (Stops as she sees the door open.) Dagny--comest thou here! 
DAGNY
(fra baggrunden).
Du skynde dig, Gunnar herse; – lad dine mænd ruste sig! 
DAGNY
(from the back).
Haste thee, Gunnar! Call thy men to arms! 
GUNNAR.
Ruste sig? Mod hvem? 
GUNNAR.
To arms! Against whom? 
DAGNY.
Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig; men hvo kan vide – 
DAGNY.
Kåre the Peasant is coming, and many outlaws with him; he means thee no good; Sigurd has barred his way for the time; but who can tell---- 
GUNNAR
(bevæget).
Det har Sigurd gjort for mig! 
GUNNAR
(moved).
Sigurd has done this for me! 
DAGNY.
Sigurd er dig forvisst en fuldtro ven. 
DAGNY.
Sigurd is ever thy faithful friend. 
GUNNAR.
Og vi, Hjørdis, – vi som tænkte på –; ja, det er som jeg siger, – trolddom ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner den. 
GUNNAR.
And we, Hiördis--we, who thought to----! It is as I say-- there is a spell in all thy speech; no deed but seemeth fair to me, when thou dost name it. 
DAGNY
(forundret).
Hvad mener du? 
DAGNY
(astonished).
What meanest thou? 
GUNNAR.
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende. (vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.) Sig mig, – hvor går det Ørnulf? 
GUNNAR.
Nothing, nothing! Thanks for thy tidings, Dagny; I go to gather my men together. (Turns towards the door, but stops and comes forward again.) Tell me--how goes it with Örnulf? 
DAGNY
(sænker hovedet).
Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han en haug ved stranden; – der skal hans sønner lægges.
(Gunnar tier og går ud i baggrunden.)  
DAGNY
(bowing her head).
Ask me not. Yesterday he bore Thorolf’s body to the ships; now he is raising a grave-mound on the shore;-- there shall his son be laid.
(GUNNAR says nothing and goes out by the back.) 
DAGNY.
Før kvældstid er der ingen fare. (nærmer sig.) Hjørdis, jeg har et ærind til på gården; det er til dig jeg kommer. 
DAGNY.
Until evening there is no danger. (Coming nearer.) Hiördis, I have another errand in thy house; it is to thee I come. 
HJØRDIS.
Til mig? Efter det, som gik for sig igår? 
HIÖRDIS.
To me? After all that befell yesterday? 
DAGNY.
Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du! 
DAGNY.
Just because of that. Hiördis, foster-sister, do not hate me; forget the words that sorrow and evil spirits placed in my mouth; forgive me all the wrong I have done thee; for, trust me, I am tenfold more hapless than thou! 
HJØRDIS.
Usalig – du; – Sigurds hustru? 
HIÖRDIS.
Hapless--thou! Sigurd’s wife! 
DAGNY.
Mit værk er jo alt det, som øvedes, – at der blev yppet strid, at Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er jeg skyld i! Ve mig; – så gode var mine kår; men aldrig blir jeg glad mere efter denne dag. 
DAGNY.
It was my doing, all that befell--the stirring up of strife, and Thorolf’s death, and all the scorn that fell upon Gunnar and thee. Mine is all the guilt! Woe upon me!--I have lived so happily; but after this day I shall never know joy again. 
HJØRDIS
(som greben af en pludselig tanke).
Men før – i de fem lange år – i al den tid var lykken med dig? 
HIÖRDIS
(as if seized by a sudden thought).
But before--in these five long years--all that time hast thou been happy? 
DAGNY.
Kan du tvivle om det! 
DAGNY.
Canst thou doubt it? 
HJØRDIS.
Hm; igår tvivled jeg ikke, men – 
HIÖRDIS.
Hm; yesterday I doubted it not; but---- 
DAGNY.
Hvad mener du? 
DAGNY.
What meanest thou? 
HJØRDIS.
Å, ikke stort; lad os tale om andre ting. 
HIÖRDIS.
Nay, ’tis nought; let us speak of other matters. 
DAGNY.
Nej visst ikke. Hjørdis, sig mig –! 
DAGNY.
No truly. Hiördis, tell me----! 
HJØRDIS.
Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det – (med et ondskabsfuldt udtryk.) Kan du mindes engang, hist på Island; – vi var på thinget sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden, som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden. 
HIÖRDIS.
It will profit thee little; but since thou wilt have it so---- (With a malignant expression.) Canst thou remember once, over in Iceland--we had followed with Örnulf thy father to the Council, and we sat with our playmates in the Council Hall, as is the manner of women. Then came two strangers into the hall. 
DAGNY.
Sigurd og Gunnar. 
DAGNY.
Sigurd and Gunnar. 
HJØRDIS.
De hilste os med høviske lader, satte sig hos os på bænken, og megen skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: „Tungt vil det falde mig at finde den kvinde, jeg kan fæste min hu til.“ Ørnulf lo, og mente det skorted ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige; men Sigurd svared: „Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge, må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig; hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd af sind, da times mig liden hæder.“ Ej sandt, så talte Sigurd? 
HIÖRDIS.
They greeted us in courteous fashion, and sat on the bench beside us; and there passed between us much merry talk. There were some who must needs know why these two vikings came thither, and if they were not minded to take them wives there in the island. Then said Sigurd: “It will be hard for me to find the woman that shall be to my mind.” Örnulf laughed, and said there was no lack of high-born and well-dowered women in Iceland; but Sigurd answered: “The warrior needs a high-souled wife. She whom I choose must not rest content with a humble lot; no honour must seem to high for her to strive for; she must go with me gladly a-viking; war-weed must she wear; she must egg me on to strife, and never wink her eyes where sword-blades lighten; for if she be faint-hearted, scant honour will befall me.” Is it not true, so Sigurd spake? 
DAGNY
(usikker).
Det gjorde han – men – 
DAGNY
(hesitatingly).
True, he did--but---- 
HJØRDIS.
Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og så – (med et foragteligt smil) så kåred han dig! 
HIÖRDIS.
Such was she to be, the woman who could make life fair to him; and then--(with a scornful smile) then he chose thee! 
DAGNY
(smerteligt studsende).
Ha, du mener at –? 
DAGNY
(starting, as in pain).
Ha, thou wouldst say that----? 
HJØRDIS.
Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle, på det at Sigurd kunde hædres ved dig; – ej så? 
HIÖRDIS.
Doubtless thou has proved thyself proud and high-souled; hast claimed honour of all, that Sigurd might be honoured in thee-- is it not so? 
DAGNY.
Nej, Hjørdis, men – 
DAGNY.
Nay, Hiördis, but---- 
HJØRDIS.
Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor striden brændte som stærkest; – har du ikke? 
HIÖRDIS.
Thou hast egged him on to great deeds, followed him in war- weed, and joyed to be where the strife raged hottest--hast thou not? 
DAGNY
(dybt bevæget).
Nej, nej! 
DAGNY
(deeply moved).
No, no! 
HJØRDIS.
Har du da været ræd af sind, så at Sigurd voldtes skam derved? 
HIÖRDIS.
Hast thou, then, been faint of heart, so that Sigurd has been put to shame? 
DAGNY
(overvældet).
Hjørdis, Hjørdis! 
DAGNY
(overpowered).
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS
(hånligt smilende).
Men gode var dine kår i al den tid; – mener du, at Sigurd kan sige det samme! 
HIÖRDIS
(smiling scornfully).
Yet thy lot has been a happy one all these years;--think’st thou that Sigurd can say the same? 
DAGNY.
Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv! 
DAGNY.
Torture me not. Woe is me! thou hast made me see myself too clearly. 
HJØRDIS.
Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu ikke mere på det. Se her, hvad jeg har gjort idag; (tager nogle pile fra bordet) – hvor spidse og skarpe, du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile! 
HIÖRDIS.
A jesting word, and at once thou art in tears! Think no more of it. Look what I have done to-day. (Takes some arrows from the table.) Are they not keen and biting--feel! I know well how to sharpen arrows, do I not? 
DAGNY.
Og på at bruge dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, – på det tænkte jeg aldrig før. (heftigere.) Men at Sigurd –! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og uhæderligt; – nej, nej, det kan ikke være sandt! 
DAGNY.
And to use them too; thou strikest surely, Hiördis! All that thou hast said to me--I have never thought of before. (More vehemently.) But that Sigurd----! That for all these years I should have made his life heavy and unhonoured;--no, no, it cannot be true! 
HJØRDIS.
Nå, nå, trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være; dengang stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet; – nu nøjes han med ringere lykke. 
HIÖRDIS.
Nay now, comfort thee, Dagny; indeed it is not true. Were Sigurd of the same mind as in former days, it might be true enough; for then was his whole soul bent on being the foremost man in the land;--now he is content with a lowlier lot. 
DAGNY.
Nej, Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således skal det ikke blive ved. 
DAGNY.
No, Hiördis; Sigurd is high-minded now as ever; I see it well, I am not the right mate for him. He has hidden it from me; but it shall be so no longer. 
HJØRDIS.
Hvad vil du? 
HIÖRDIS.
What wilt thou do? 
DAGNY.
Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længere være ham hinderlig. 
DAGNY.
I will no longer hang like a clog upon his feet; I will be a hindrance to him no longer. 
HJØRDIS.
Du tænker da på –? 
HIÖRDIS.
Then thou wilt----? 
DAGNY.
Stille, der kommer folk!
(En huskarl fra baggrunden.)  
DAGNY.
Peace; some one comes!
(A House-carl enters from the back.) 
KARLEN.
Sigurd viking kommer til gården! 
THE CARL.
Sigurd Viking is coming to the hall. 
HJØRDIS.
Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid. 
HIÖRDIS.
Sigurd! Then call Gunnar hither. 
KARLEN.
Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil – 
THE CARL.
Gunnar has ridden forth to gather his neighbours together; for Kåre the Peasant would---- 
HJØRDIS.
Godt, godt, det véd jeg; gå da! (Karlen går; til Dagny, der ligeledes vil gå.) Hvor vil du hen? 
HIÖRDIS.
Good, good, I know it; go! (The Carl goes. To DAGNY, who is also going.) Whither wilt thou? 
DAGNY.
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det, at vi må skilles, det skønner jeg nok; men nu at stedes til møde med ham, – nej, nej, det kan jeg ikke.
(går ud til venstre.)  
DAGNY.
I will not meet Sigurd. Too well I feel that we must part; but to meet him now--no, no, I cannot!
(Goes out to the left.) 
HJØRDIS
(ser en stund taus efter hende).
Og hende var det jeg vilde – (fortsætter tanken ved et blik på buesnoren.) Ringe hævn havde det været; – nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!
(Sigurd fra baggrunden.)  
HIÖRDIS
(looks after her in silence for a moment).
And it was she I would have---- (completes her thought by a glance at the bow-string). That would have been a poor revenge;--nay, I have cut deeper now! Hm; it is hard to die, but sometimes it is harder still to live!
(SIGURD enters from the back.) 
HJØRDIS.
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
(vil gå.)  
HIÖRDIS.
Doubtless thou seekest Gunnar; be seated, he will be here even now.
(Is going.) 
SIGURD.
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham. 
SIGURD.
Nay, stay; it is thee I seek, rather than him. 
HJØRDIS.
Mig? 
HIÖRDIS.
Me? 
SIGURD.
Og vel var det, jeg traf dig alene. 
SIGURD.
And ’tis well I find thee alone. 
HJØRDIS.
Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hinderligt, om stuen stod fuld både af mænd og kvinder. 
HIÖRDIS.
If thou comest to mock me, it would sure be no hindrance to thee though the hall were full of men and women. 
SIGURD.
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig. 
SIGURD.
Ay, ay, well I know what thoughts thou hast of me. 
HJØRDIS
(bittert).
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer så fra landet med den kvinde, du havde kær! 
HIÖRDIS
(bitterly).
I do thee wrong mayhap! Nay, nay, Sigurd, thou hast been as a poison to all my days. Bethink thee who it was that wrought that shameful guile; who it was that lay by my side in the bower, feigning love with the laugh of cunning in his heart; who it was that flung me forth to Gunnar, since for him I was good enough, forsooth--and then sailed away with the woman he held dear! 
SIGURD.
Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres af skæbnen, – så er det gået med os to. 
SIGURD.
Man’s will can do this and that; but fate rules in the deeds that shape our lives--so has it gone with us twain. 
HJØRDIS.
Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i strid mod nornen; – det er det jeg nu vil gøre. 
HIÖRDIS.
True enough; evil Norns hold sway over the world; but their might is little if they find not helpers in our own heart. Happy is he who has strength to battle with the Norn--and it is that I have now in hand. 
SIGURD.
Hvad mener du? 
SIGURD.
What mean’st thou? 
HJØRDIS.
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem – med dem, som er over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag.
(hun sætter sig ved bordet.)  
HIÖRDIS.
I will essay a trial of strength against those--those who are over me. But let us not talk more of this; I have much to do to- day.
(She seats herself at the table.) 
SIGURD
(efter et kort ophold).
Du virker gode våben for Gunnar. 
SIGURD
(after a pause).
Thou makest good weapons for Gunnar. 
HJØRDIS
(med et stille smil).
Ikke for Gunnar, men mod dig. 
HIÖRDIS
(with a quiet smile).
Not for Gunnar, but against thee. 
SIGURD.
Det må vel komme ud på et. 
SIGURD.
Most like it is the same thing. 
HJØRDIS.
Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:) Hm; véd du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig lystelige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til landet; – han vil brænde os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen; – de tænder taget udenfra; – „Et bueskud,“ siger Gunnar, „et eneste kan frelse os;“ – da brister snoren – „Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en buesnor deraf, – det gælder livet!“ – Men jeg ler – „Lad brænde, lad brænde – livet er mig ikke en håndfuld hår værd!“ 
HIÖRDIS.
Ay, most like it is; for if I be a match for the Norn, then sooner or later shalt thou and Gunnar---- (breaks off, leans backwards against the table, and says with an altered ring in her voice:) Hm; knowest thou what I sometimes dream? I have often made it my pastime to limn pleasant pictures in my mind; I sit and close my eyes and think: Now comes Sigurd the Strong to the isle;--he will burn us in our house, me and my husband. All Gunnar’s men have fallen; only he and I are left; they set light to the roof from without:--“A bow-shot,” cries Gunnar, “one bow-shot may save us;”-- then the bow-string breaks--“Hiördis, cut a tress of thy hair and make a bow-string of it,--our life is at stake.” But then I laugh-- “Let it burn, let it burn--to me, life is not worth a handful of hair!” 
SIGURD.
Der er en sælsom magt i al din tale.
(nærmer sig.)  
SIGURD.
There is a strange might in all thy speech.
(Approaches her.) 
HJØRDIS
(ser koldt på ham).
Du sætter dig hos mig? 
HIÖRDIS
(looks coldly at him).
Wouldst sit beside me? 
SIGURD.
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre. 
SIGURD.
Thou deemest my heart is bitter towards thee. Hiördis, this is the last time we shall have speech together; there is something that gnaws me like a sore sickness, and thus I cannot part from thee; thou must know me better. 
HJØRDIS.
Hvad vil du? 
HIÖRDIS.
What wouldst thou? 
SIGURD.
Fortælle dig en saga. 
SIGURD.
Tell thee a saga. 
HJØRDIS.
Er den tung? 
HIÖRDIS.
Is it sad? 
SIGURD.
Tung, som livet selv. 
SIGURD.
Sad, as life itself. 
HJØRDIS
(bittert).
Véd du, at livet kan være tungt? 
HIÖRDIS
(bitterly).
What knowest thou of the sadness of life? 
SIGURD.
Døm om det, når min saga er ude. 
SIGURD.
Judge when my saga is over. 
HJØRDIS.
Så fortæl; jeg arbejder imens.
(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)  
HIÖRDIS.
Then tell it me; I shall work the while.
(He sits on a low stool to her right.) 
SIGURD.
Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så vide de end foer om. 
SIGURD.
Once upon a time there were two young vikings, who set forth from Norway to win wealth and honour; they had sworn each other friendship; and held truly together, how far soever thy might fare. 
HJØRDIS.
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar? 
HIÖRDIS.
And the two young vikings hight Sigurd and Gunnar? 
SIGURD.
Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde, så tyktes dem begge. 
SIGURD.
Ay, we may call them so. At last they came to Iceland; and there dwelt an old chieftain, who had come forth from Norway in King Harald’s days. He had two fair women in his house; but one, his foster-daughter, was the noblest, for she was wise and strong of soul; and the vikings spoke of her between themselves, and never had they seen a fairer woman, so deemed they both. 
HJØRDIS
(spændt).
Begge? Vil du spotte mig! 
HIÖRDIS
(in suspense).
Both? Wilt thou mock me? 
SIGURD.
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og på hende var ikke at mærke, om Gunnar hued hende; men at hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne. 
SIGURD.
Gunnar thought of her night and day, and that did Sigurd no less; but both held their peace, and no man could say from her bearing whether Gunnar found favour in her eyes; but that Sigurd misliked her, that was easy to discern. 
HJØRDIS
(åndeløs).
Bliv ved, det beder jeg –! 
HIÖRDIS
(breathlessly).
Go on, go on----! 
SIGURD.
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som vidste om. Da hændte det sig en kvæld, at der var drikkelag, og svor da hin stolte kvinde, at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tog ham i enrum, nævnte om sin elskov; – Sigurd taug med sin, og gik så til – 
SIGURD.
Yet ever the more must Sigurd dream of her; but of that wist no man. Now it befell one evening that there was a drinking-feast; and then swore that proud woman that no man should possess her save he who wrought a mighty deed, which she named. High beat Sigurd’s heart for joy; for he felt within him the strength to do that deed; but Gunnar took him apart and told him of his love;--Sigurd said naught of his, but went to the---- 
HJØRDIS
(udbrydende).
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den saga – er den sand? 
HIÖRDIS
(vehemently).
Sigurd, Sigurd! (Controlling herself.) And this saga--is it true? 
SIGURD.
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden kvinde. 
SIGURD.
True it is. One of us had to yield; Gunnar was my friend; I could do aught else. So thou becamest Gunnar’s wife, and I wedded another woman. 
HJØRDIS.
Og fik hende kær? 
HIÖRDIS.
And came to love her! 
SIGURD.
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun én kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de mødtes. (rejser sig.) Her ender min saga, lad os skilles nu. – Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere. 
SIGURD.
I learned to prize her; but one woman only has Sigurd loved, and that is she who frowned upon him from the first day they met. Here ends my saga; and now let us part.--Farewell, Gunnar’s wife; never shall we meet again. 
HJØRDIS
(springer op).
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort! 
HIÖRDIS
(springing up).
Stay, stay! Woe to us both; Sigurd, what hast thou done? 
SIGURD
(studsende).
Jeg gjort? Hvad fattes dig? 
SIGURD
(starting).
I, done? What ails thee? 
HJØRDIS.
Og alt det siger du mig nu! Men nej, – det kan ej være sandhed! 
HIÖRDIS.
And all this dost thou tell me now! But no--it cannot be true! 
SIGURD.
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed; – du skulde lære at dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu. 
SIGURD.
These are my last words to thee, and every word is true. I would not thou shouldst think hardly of me, therefore I needs must speak. 
HJØRDIS
(folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse):
Elsket – elsket mig – du! (heftigt, idet hun træder tæt hen til ham:) Jeg tror dig ikke! (ser stivt på ham og udbryder i vild smerte.) Jo, det er sandt og – usaligt for os begge!
(slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)  
HIÖRDIS
(involuntarily clasps her hands together and gazes at him in voiceless astonishment).
Loved--loved me--thou! (Vehemently, coming close up to him.) I will not believe thee! (Looks hard at him.) Yes, it is true, and--baleful for us both!
(Hides her face in her hands, and turns away from him.) 
SIGURD
(forfærdet).
Hjørdis! 
SIGURD
(terror-stricken).
Hiördis! 
HJØRDIS
(stille, kæmpende mellem gråd og latter).
Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg mente, at – (lægger hånden på hans arm.) Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som du nævnte, – hun har elsket dig igen! 
HIÖRDIS
(softly, struggling with tears and laughter).
Nay, heed me not! This was all I meant, that---- (Lays her hand on his arm.) Sigurd, thou hast not told thy saga to the end; that proud woman thou didst tell of--she returned thy love! 
SIGURD
(farer tilbage).
Du! 
SIGURD
(starts backwards).
Thou? 
HJØRDIS
(med fatning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond, – det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod! 
HIÖRDIS
(with composure).
Yes, Sigurd, I have loved thee, at last I understand it. Thou sayest I was ungentle and short of speech towards thee; what wouldst thou have a woman do? I could not offer thee my love, for then had I been little worthy of thee. I deemed thee ever the noblest man of men; and then to know thee another’s husband--’twas that caused me the bitter pain, that myself I could not understand! 
SIGURD
(rystet).
Et usaligt spind har nornen spundet om os to. 
SIGURD
(much moved).
A baleful web has the Norn woven around us twain. 
HJØRDIS.
Selv er du skyld deri; stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære vilkår for den, der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvisst på dig; – og dog kunde du –! 
HIÖRDIS.
The blame is thine own; bravely and firmly it becomes a man to act. When I set that hard proof for him who should win me, my thought was of thee;--yet could’st thou----! 
SIGURD.
Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den; – hvad var vel så for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu véd, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt. 
SIGURD.
I knew Gunnar’s soul-sickness; I alone could heal it;--was there aught for me to choose? And yet, had I known what I now know, I scarce dare answer for myself; for great is the might of love. 
HJØRDIS
(rask).
Nu vel, Sigurd, – et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag. 
HIÖRDIS
(with animation).
But now, Sigurd!--A baleful hap has held us apart all these years; now the knot is loosed; the days to come shall make good the past to us. 
SIGURD
(hovedrystende).
Det kan ej ske; vi må jo skilles igen. 
SIGURD
(shaking his head).
It cannot be; we must part again. 
HJØRDIS.
Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand, – ved alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når vi selv vil det, og så er legen vunden. 
HIÖRDIS.
Nay, we must not. I love thee, that may I now say unashamed; for my love is no mere dalliance, like a weak woman’s; were I a man-- by all the Mighty Ones, I could still love thee, even as now I do! Up then, Sigurd! Happiness is worth a daring deed; we are both free if we but will it, and then the game is won. 
SIGURD
Fri? Hvad mener du? 
SIGURD.
Free? What meanest thou? 
HJØRDIS.
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle liv forspildes! 
HIÖRDIS.
What is Dagny to thee? What can she be to thee? No more than I count Gunnar in my secret heart. What matters it though two worthless lives be wrecked? 
SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis! 
SIGURD.
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS.
Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg følger dig i stål og plade, hvor du stævner hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej, Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst, færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe! 
HIÖRDIS.
Let Gunnar stay where he is; let Dagny fare with her father to Iceland; I will follow thee in harness of steel, withersoever thou wendest. (SIGURD makes a movement.) Not as thy wife will I follow thee; for I have belonged to another, and the woman lives that has lain by thy side. No, Sigurd, not as they wife, but like those mighty women, like Hilde’s sisters,2 will I follow thee, and fire thee to strife and to manly deeds, so that thy name shall be heard over every land. In the sword-game will I stand by thy side; I will fare forth among thy warriors on the stormy viking-raids; and when the death- song is sung, it shall tell of Sigurd and Hiördis in one! 
SIGURD.
Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge elskov for Gunnars skyld; – skal jeg bære kviden derved, så må ikke min gerning være fåfængt. Og nu Dagny; – troskyldig og fuld af lid foer hun fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke, at jeg længtes mod Hjørdis, så tidt hun tog mig i favn. 
SIGURD.
Once was that my fairest dream; now, it is too late. Gunnar and Dagny stand between us, and that by right. I crushed my love for Gunnar’s sake;--how great soever my suffering, I cannot undo my deed. And Dagny--full of faith and trust she left her home and kindred; never must she dream that I longed for Hiördis as often as she took me to her breast. 
HJØRDIS.
Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du. Erik styrer Norges rige, rejs dig mod ham; mange gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol! 
HIÖRDIS.
And for such a cause wilt thou lay a burden on thy life! To what end hast thou strength and might, and therewith all noble gifts of the mind? And deemest thou it can now beseem me to dwell beneath Gunnar’s roof? Nay, Sigurd, trust me, there are many tasks awaiting such a man as thou. Erik is king of Norway--do thou rise against him! Many goodly warriors will join thee and swear thee fealty; with unconquerable might will we press onward, and fight and toil unresting until thou art seated on the throne of Harfager! 
SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være glemt; – frist mig ikke! 
SIGURD.
Hiördis, Hiördis, so have I dreamt in my wild youth; let it be forgotten--tempt me not! 
HJØRDIS
(med højhed).
Det er nornens råd, at vi to skal holde sammen; det kan ej ændres; grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu da jeg véd du elsker mig. 
HIÖRDIS
(impressively).
It is the Norn’s will that we two shall hold together; it cannot be altered. Plainly now I see my task in life: to make thee famous over all the world. Thou hast stood before me every day, every hour of my life; I sought to tear thee out of my mind, but I lacked the might; now it is needless, now that I know thou lovest me. 
SIGURD
(med tvungen kulde).
Hvis så er, – da vid, – jeg har elsket dig; nu er det forbi; – jeg har glemt de dage. 
SIGURD
(with forced coldness).
If that be so--then know--I have loved thee; it is past now;--I have forgot those days. 
HJØRDIS.
Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det. 
HIÖRDIS.
Sigurd, in that thou liest! So much at least am I worth, that if thou hast loved me once, thou canst never forget it. 
SIGURD
(heftigt).
Det må jeg; det vil jeg nu! 
SIGURD
(vehemently).
I must; and now I will. 
HJØRDIS.
Lad så være; men du kan det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt. 
HIÖRDIS.
So be it; but thou canst not. Thou wilt seek to hinder me, but in vain; ere evening falls, Gunnar and Dagny shall know all. 
SIGURD.
Ha, det gør du ikke! 
SIGURD.
Ha, that wilt thou never do! 
HJØRDIS.
Det gør jeg! 
HIÖRDIS.
That will I do! 
SIGURD.
Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være. 
SIGURD.
Then must I know thee ill; high-souled have I ever deemed thee. 
HJØRDIS.
Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må følge dig, – ud i livet og i striden; det er mig for lavt under loftet i Gunnar herses stue! 
HIÖRDIS.
Evil days breed evil thoughts; too great has been thy trust in me. I will, I must, go forth by thy side--forth to face life and strife; Gunnar’s roof-tree is too low for me. 
SIGURD
(med eftertryk).
Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, – vilde du endda røbe alt og følge mig? 
SIGURD
(with emphasis).
But honour between man and man hast thou highly prized. There lack not grounds for strife between me and Gunnar; say, now, that he fell by my hand, wouldst thou still make all known and follow me? 
HJØRDIS
(studsende).
Hvi spørger du så? 
HIÖRDIS
(starting).
Wherefore askest thou? 
SIGURD.
Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds banemand? 
SIGURD.
Answer me first: what wouldst thou do, were I to thy husband his bane. 
HJØRDIS
(ser stivt på ham).
Da måtte jeg tie og aldrig hvile, før jeg havde fået dig fældet. 
HIÖRDIS
(looks hard at him).
Then must I keep silence and never rest until I had seen thee slain. 
SIGURD
(med et smil).
Godt, Hjørdis; – det vidste jeg vel. 
SIGURD
(with a smile).
It is well, Hiördis--I knew it. 
HJØRDIS
(hastigt).
Men så kan ej ske! 
HIÖRDIS
(hastily).
But it can never come to pass! 
SIGURD.
Det må ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og om mit!
(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden.)  
SIGURD.
It must come to pass; thou thyself hast cast the die for Gunnar’s life and mine.
(GUNNAR, with some House-carls, enters from the back.) 
GUNNAR
(mørk, til Hjørdis).
Se så; nu spirer den sæd du har sået! 
GUNNAR
(gloomily, to HIÖRDIS).
See now; the seed thou hast sown is shooting bravely! 
SIGURD
(nærmer sig).
Hvad går dig imod? 
SIGURD
(approaching).
What is amiss with thee? 
GUNNAR.
Sigurd, er det dig? Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham. 
GUNNAR.
Sigurd, is it thou? What is amiss? Nought but what I might well have foreseen. As soon as Dagny, thy wife, had brought tidings of Kåre the Peasant, I took horse and rode to my neighbours to crave help against him. 
HJØRDIS
(spændt).
Nu? 
HIÖRDIS
(eagerly).
Well? 
GUNNAR.
Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan nævne; – jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt, at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig. 
GUNNAR.
I was answered awry where’er I came: my dealings with Kåre had been little to my honour, it was said;--hm, other things were said to boot, that I will not utter.--I am spurned at by all; I am thought to have done a dastard deed; men hold it a shame to make common cause with me. 
SIGURD.
Længe skal ikke det holdes for skændsel; før kvælden kommer skal du være mandstærk nok mod Kåre. 
SIGURD.
It shall not long be held a shame; ere evening comes, thou shalt have men enough to face Kåre. 
GUNNAR.
Sigurd! 
GUNNAR.
Sigurd! 
HJØRDIS
(sagte, triumferende).
Ha, det vidste jeg nok! 
HIÖRDIS
(in a low voice, triumphantly).
Ha, I knew it well! 
SIGURD
(med tvungen styrke).
Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, – du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen, såsnart solen rinder! 
SIGURD
(with forced resolution).
But then is there an end to the peace between us; for hearken to my words, Gunnar--thou hast slain Thorolf, my wife’s kinsman, and therefore do I challenge thee to single combat3 to-morrow at break of day. 
HJØRDIS
(gør i heftig indre bevægelse et skridt henimod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende).
 
(HIÖRDIS, in violent inward emotion, makes a stride towards SIGURD, but collects herself and remains standing motionless during the following.) 
GUNNAR
(i højeste overraskelse).
Til holmgang –! Mig! – Du skemter, Sigurd! 
GUNNAR
(in extreme astonishment).
To single combat----! Me!--Thou art jesting, Sigurd! 
SIGURD.
Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde! 
SIGURD.
Thou art lawfully challenged to single combat; ’twill be a game for life or death; one of us must fall! 
GUNNAR
(bittert).
Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis, da jeg kom; hun har ægget dig påny! 
GUNNAR
(bitterly).
Ha, I understand it well. When I came, thou didst talk with Hiördis alone; she has goaded thee afresh! 
SIGURD.
Kan hænde! (halvt mod Hjørdis.) Højsindet kvinde må jo værge om sin husbonds hæder. (til mændene i baggrunden.) Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhug med mig; ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!
(Karlene går ud i baggrunden.)  
SIGURD.
May hap. (Half towards HIÖRDIS.) A high-souled woman must ever guard her husband’s honour. (To the men in the background.) And do ye, house-carls, now go to Gunnar’s neighbours, and say to them that to-morrow he is to ply sword-strokes with me; none dare call that man a dastard who bears arms against Sigurd Viking!
(The House-carls go out by the back.) 
GUNNAR
(går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse).
Sigurd, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover nu livet for min hæder, som du fordum voved det for min lykke! 
GUNNAR
(goes quickly up to SIGURD and presses his hands, in strong emotion).
Sigurd, my brave brother, now I understand thee! Thou venturest thy life for my honour, as of old for my happiness! 
SIGURD.
Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når Solen rinder – 
SIGURD.
Thank thy wife; she has the largest part in what I do. To- morrow at break of day---- 
GUNNAR.
Jeg møder dig. (blød.) Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig; det er en kostelig gave. 
GUNNAR.
I will meet thee. (Tenderly.) Foster-brother, wilt thou have a good blade of me? It is a gift of price. 
SIGURD.
Tak; men lad det hænge; – ingen véd, om jeg næste kvæld har brug for det. 
SIGURD.
I thank thee; but let it hang.--Who knows if next evening I may have any use for it. 
GUNNAR
(ryster hans hånd).
Farvel, Sigurd! 
GUNNAR
(shakes his hand).
Farewell, Sigurd! 
SIGURD.
Farvel igen og lykke til værket!
(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på Hjørdis og går ud i baggrunden.)  
SIGURD.
Again farewell, and fortune befriend thee this night!
(They part. GUNNAR goes out to the right. SIGURD casts a glance at HIÖRDIS, and goes out by the back.) 
HJØRDIS
(efter en pause, sagte og tankefuld).
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.) Lad falde hvem der vil, – Sigurd og jeg skal endda blive sammen!


 
HIÖRDIS
(after a pause, softly and thoughtfully).
To-morrow they fight! Which will fall? (After a moment’s silence, she bursts forth as if seized by a strong resolution.) Let fall who will--Sigurd and I shall still be together!


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login