GUNNAR. Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan nævne; – jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt, at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig.
GUNNAR. I was answered awry where’er I came: my dealings with Kåre had been little to my honour, it was said;--hm, other things were said to boot, that I will not utter.--I am spurned at by all; I am thought to have done a dastard deed; men hold it a shame to make common cause with me.
SIGURD. Længe skal ikke det holdes for skændsel; før kvælden kommer skal du være mandstærk nok mod Kåre.
SIGURD. It shall not long be held a shame; ere evening comes, thou shalt have men enough to face Kåre.
GUNNAR. Sigurd!
GUNNAR. Sigurd!
HJØRDIS (sagte, triumferende). Ha, det vidste jeg nok!
HIÖRDIS (in a low voice, triumphantly). Ha, I knew it well!
SIGURD (med tvungen styrke). Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, – du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen, såsnart solen rinder!
SIGURD (with forced resolution). But then is there an end to the peace between us; for hearken to my words, Gunnar--thou hast slain Thorolf, my wife’s kinsman, and therefore do I challenge thee to single combat1
to-morrow at break of day.
HJØRDIS (gør i heftig indre bevægelse et skridt henimod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende).
(HIÖRDIS, in violent inward emotion, makes a stride towards SIGURD, but collects herself and remains standing motionless during the following.)
GUNNAR (i højeste overraskelse). Til holmgang –! Mig! – Du skemter, Sigurd!
GUNNAR (in extreme astonishment). To single combat----! Me!--Thou art jesting, Sigurd!
SIGURD. Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde!
SIGURD. Thou art lawfully challenged to single combat; ’twill be a game for life or death; one of us must fall!
GUNNAR (bittert). Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis, da jeg kom; hun har ægget dig påny!
GUNNAR (bitterly). Ha, I understand it well. When I came, thou didst talk with Hiördis alone; she has goaded thee afresh!
SIGURD. Kan hænde! (halvt mod Hjørdis.) Højsindet kvinde må jo værge om sin husbonds hæder. (til mændene i baggrunden.) Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhug med mig; ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking! (Karlene går ud i baggrunden.)
SIGURD. May hap. (Half towards HIÖRDIS.) A high-souled woman must ever guard her husband’s honour. (To the men in the background.) And do ye, house-carls, now go to Gunnar’s neighbours, and say to them that to-morrow he is to ply sword-strokes with me; none dare call that man a dastard who bears arms against Sigurd Viking! (The House-carls go out by the back.)
